1 – Hvor bliver du dog af, Edgar? Vic Baskerstreets stemme bjæffede ham i møde, da Edgar Poulardrovsky hivende efter vejret åbnede døren fra entréen ind til det lille kontor. Det sidste halve minut havde Edgar stakåndet stået ude på trappeafsatsen foran døren med den matterede glasrude. Gispende havde han stirret på glasset med teksten: Vic Baskerstreet Mesterdetektiv Mysterier opklares! Først da ordene var holdt op med at danse rundt for øjnene af ham, var han gået ind. – J-jeg ... jeg k-ko ... forsøgte Edgar forpustet. – Lige meget nu! afbrød Vic Baskerstreet ham og rejste sig ivrigt fra sin kontorstol. – ... k-kom så hurtigt jeg kunne, chef ... sluttede Edgar af. Vic Baskerstreet slog ud med armene, og først nu fik Edgar øje på det usædvanlige syn. Mesterdetektivens kontor på fjerde sal var beskedent møbleret, men alle steder fyldte Vic Baskerstreets papirer og sagsmapper op. De lå i stakkevis over det hele. Selv om chefen hævdede, at alt var metodisk ordnet og systematisk placeret, så lignede det mest af alt en omgang rod. Arkivskabet var for længst blevet fyldt med mapper og avis7
Tusmørkezombien.indd 7
18-09-2007 16:28:55
udklip fra tidligere sager, samt en større samling notater, papirer og fotos som chefen fandt uundværlige, og derefter var al ledig plads i kontoret løbende taget i brug: Vindueskarmene, gulvet, kontorstolene og skrivebordet. Og det var netop skrivebordet, der fangede Edgars opmærksomhed. Det var næsten helt ryddet! Papirbunker, brevbakker og blyanter, selv telefonen og den gamle skrivemaskine havde fundet ophold på gulvet ved siden af skrivebordet. Det eneste, der lå fremme, var det rødbrune skriveunderlag – som Edgar ikke lige kunne mindes, hvornår han sidst havde kunnet se det hele af – og midt på det lå et lille, gulligt stykke papir. Der stod noget på papiret, og Edgar strakte hals for at læse det. Beskeden var skrevet i hånden, med en hastig skrift, og meget kortfattet: Har desperat brug for en mesterdetektiv. Kom straks! A. M. Måbende sank Edgar ned i den gamle, mørkegrønne øreklapstol, der stod midt i kontoret. Stolen var et arvestykke fra Vic Baskerstreets tante Agatha og mesterdetektivens foretrukne stol, når der skulle tænkes. Vic Baskerstreet gryntede en gang, da Edgar sådan satte sig i stolen. – Hvad er nu det, chef? – Det ligner en ny sag, Edgar, sagde Vic Baskerstreet og skød brystet frem. – Man har brug for mig! – Du mener vel os? – Hvad? Øh, ja, naturligvis ... os. – Desperat brug endda, mumlede Edgar, og brugte sin hat som vifte. – Så kan jeg bedre forstå, at det hastede. 8
Tusmørkezombien.indd 8
18-09-2007 16:28:55
Hvornår er det kommet? – Det kom med bud for en halv time siden. – Hvem er A. M.? spurgte Edgar. – Har vi én med de initialer i arkivet, chef? – Næh, ikke lige, sagde Vic Baskerstreet og et skær af skuffelse gled over hans ansigt. – Det må være en helt ny klient. – Men hvordan finder vi frem til ham ... eller hende? Der står jo ingen adresse. Vic Baskerstreet rynkede eftertænksomt øjenbrynene. – Min næse siger mig, at brevets afsender bor her i byen. Nærmere bestemt på Northwest Road 13. Edgar spærrede øjnene op. – Men, chef ... hvordan i alverden kan du regne det ud? Han kendte alt til chefens berømte næse, som aldrig snød ham, men dette var alligevel for usandsynligt. Så knipsede han med fingrene, rejste sig op fra øreklapstolen og rakte ud efter papiret. – Det står bag på, ikke sandt? sagde han og vendte det om. Men bagsiden af det gule papir var helt blank. Edgar gloede overrasket på Vic Baskerstreet, der stod ganske tavs. – Nu ved jeg det, udbrød Edgar. – Du spurgte budet om afsenderen. Men Vic Baskerstreet rystede blot på hovedet. – Jeg ved det, fordi det er dén adresse, der står på bagsiden af denne, sagde han triumferende og trak en kuvert op af lommen. Med et opgivende suk dumpede Edgar atter ned i den gamle stol. – Det er vist ikke bare pusten, du har tabt, men også dine detektivinstinkter, fortsatte Vic Baskerstreet med et skælmsk smil. – Hør min ven, jeg troede faktisk også, at du var i bedre form? – Jeg måtte løbe hele vejen herhen, der var ikke en eneste 9
Tusmørkezombien.indd 9
18-09-2007 16:28:55
taxi i sigte, og du sagde jo, at det hastede. Slukøret tog Edgar imod kuverten som Vic Baskerstreet rakte ham. Foran på kuverten stod chefens navn og adresse skrevet med samme hastige skrift. Edgar vendte kuverten om, og på flappen stod der med trykte bogstaver: Northwest Road 13 – Det var nu lidt snyd, beklagede Edgar sig stille. – Men det forklarer ikke, hvem A. M. er? – Nej, men det finder vi snart ud af, svarede Vic Baskerstreet og gik ud i entréen og tog sin beigefarvede trenchcoat fra dens vante plads på stumtjeneren. – Vi kører med det samme. Nede på gaden gik de to detektiver direkte hen til Vic Baskerstreets stolthed: Den lysebrune Hillman Minx IIIC årgang 1962 med det hvide tag. En firedørs model Minx de Luxe Saloon, som sin høje alder til trods fremstod i rimelig stand. Lakken var lidt mat, og enkelte rustpletter var der også stødt til. Men den aldrende bil var stadig i god form, og at den stod Vic Baskerstreets hjerte nær, kunne ingen være i tvivl om. – Du kører, sagde Vic Baskerstreet og kastede bilnøglerne hen til Edgar. Et sikkert tegn på, at en ny sag var undervejs og chefen skulle tænke, så Edgar låste bildørene op og satte sig ind på førersædet. – Har du undersøgt, hvem der bor på adressen? spurgte Edgar, da de havde kørt lidt. Vic Baskerstreet kiggede forbløffet på sin kollega. – Øh, nej, svarede han hurtigt, men tydeligt irriteret over, at han havde glemt så oplagt en detalje. – Men, øh ... dét finder vi snart ud af. Edgar kiggede ud ad sideruden og skjulte dermed sit 10
Tusmørkezombien.indd 10
18-09-2007 16:28:55
sejrssmil. Han var meget tilfreds med at have vundet noget af det tabte terræn tilbage. Turen gennem byen foregik i tavshed, indtil Vic Baskerstreet pludselig kommanderede: – Drej til højre her! – Men chef, Northwest Road er først den næste vej til højre ... – Jeg ved det, vrissede Vic Baskerstreet. – Men min næse siger mig, at vi bør vælge bagindgangen. – Bagindgangen? Jamen ... – Vi overrasker A. M. ... drej nu bare, Edgar. – O.k. chef, svarede Edgar og svingede, uden videre spørgsmål, Hillman’en til højre og ind i en smal, mørk gyde. På begge sider var der høje, triste pakhuse og lagerbygninger og langs med de dunkle mure stod der flere affaldscontainere, som Edgar kun med nød kunne manøvrere bilen forbi. Den smalle gyde var stille og mennesketom. Mens Edgar langsomt lod Hillman’en trille gennem gyden, lænede Vic Baskerstreet sig frem og kiggede interesseret op ad bygningen til venstre. De fleste vinduer i bygningen var erstattet af plader og brædder. – Stands her! sagde han, og Edgar gjorde holdt ud for en jerntrappe, der førte op til en lille afsats og en rusten, gammel jerndør. – Og husk at låse bilen, Edgar. Vic Baskerstreet stod ud af Hillman’en og sprang hurtigt rundt om bilen og op ad trappen. Edgar skyndte sig at låse og løb efter chefen. Oppe på afsatsen tog Vic Baskerstreet fat i håndtaget på jerndøren og åbnede den. Nemt og uden en lyd. Han gav et grynt fra sig. – Den er vist vant til at blive brugt, hviskede han. – Hvorfor hvisker du? spurgte Edgar ængsteligt. – Husk nu, at vi skal overraske A. M., brummede Vic Baskerstreet. – Åh, sagde Edgar og stirrede over chefens skulder ind 11
Tusmørkezombien.indd 11
18-09-2007 16:28:55
i en snæver, mørkelagt gang. De tog et par skridt ind i mørket og stod stille. I den smule lys, som kom ind fra gyden bag dem, kunne de til højre skimte en murstensvæg og til venstre en væg af brædder. På gulvet lå der en masse kabler, som snoede sig ind og ud mellem hinanden, og foran dem forsvandt alt i mørket, så de ikke kunne bedømme hvor lang gangen var. Jerndøren bag dem gled stille i og efterlod de to detektiver i buldrende mørke. Men efter døren blev lukket kunne de nogle meter fremme ane lys. Små striber af lys strømmede ud mellem brædderne. – H-hvad i alverden er det her? mumlede Edgar. Men inden Vic Baskerstreet kunne svare, skar et skingert kvindeskrig gennem mørket og fik dem begge til at fare sammen. Det rædselsvækkende skrig blev afløst af en endnu højere, fræsende lyd. Lyden af en motorsav, der blev startet for fulde omdrejninger.
Tusmørkezombien.indd 12
18-09-2007 16:28:55
2 Uden tøven sprang Vic Baskerstreet frem mod det sted, hvor lysstriberne trængte ud mellem brædderne. For sent opdagede han, at han havde fået sin ene fod viklet ind i et kabel, og i voldsom fart tumlede han forover og ramte bræddevæggen med hovedet først. Med et voldsomt rabalder gav brædderne efter for hele Vic Baskerstreets kropsvægt, og da kablet samtidig slap sit tag i hans fod, fortsatte han med et brøl gennem væggen. Han landede på et gulv dækket med sand og rullede rundt med et jamrende hyl, mens han tog sig til hovedet. Edgar var stivnet ved lyden af kvindeskriget, men synet af chefen, der pludselig fløj hovedkulds gennem væggen, fik ham til at reagere. – Chef? Jeg kommer, chef! råbte han, men hans spinkle stemme druknede helt i lyden af motorsaven. Hurtigt kravlede han gennem det hul, den snublende Vic Baskerstreet havde lavet, og blev på den anden side mødt af et blændende skarpt lys. Han skyggede for lyset med en hånd og fik øje på chefen, der med sammenbidte tænder lå og vred sig af smerte. Edgar forsøgte at hjælpe ham op, da han ud af øjenkrogen så omridset af en muskuløs person. Skikkelsen havde det skarpe lys i ryggen, og det var først, da den usikkert stavrede hen mod dem, Edgar kunne se dens forrevne, lasede tøj og motorsaven, som den svingede fra side til side. – C-chef ... jamrede Edgar lige ind i øret på Vic Baskerstreet og pegede. 13
Tusmørkezombien.indd 13
18-09-2007 16:28:55
Nødtvungent åbnede Vic Baskerstreet øjnene og gloede hen mod den pjaltede skabning. De kunne fornemme væsenets mund bevæge sig, men larmen fra motorsaven forhindrede dem i at høre, hvad der blev sagt. Samtidig fik de to detektiver øje på en lyshåret pige, der lå bundet til et operationsbord til venstre for dem. Over hende hang en bulet metallampe og dinglede. De kunne se hun skreg vildt, men de kunne ikke høre hende for støjen. Edgar holdt sig tæt til Vic Baskerstreet, og begge gloede de paniske fra den ene optrin til det andet. Den lasede person tog endnu et par stive skridt og nu faldt lyset, så de tydeligt kunne se skikkelsens stærkt deforme ansigt. Spredte totter af hår strittede fra dens hoved, og den havde lange, spidse ører. Hele ansigtet var gråhvidt, på nær hagen, som var sølet til af blod. Og der, hvor der skulle have været øjne, var kun to tomme, sorte huller. De to detektiver skreg højt ved synet, men også deres skrig forsvandt i larmen. Flagrende med armene prøvede Vic Baskerstreet at komme op at stå. I forsøget på at rejse sig, fik han trådt på det nederste af sin trenchcoat og væltede bagover. Edgar, som var lige bag ham, røg med i faldet. De ramlede hårdt mod bræddevæggen bag dem, og Edgar blev klemt fast mellem væggen og Vic Baskerstreets fyldige korpus. Den lasede skabning var nu helt henne ved dem. Atter bevægede dens mund sig og afslørede en spredt samling tandstumper i stærk forrådnelse. Skikkelsen bøjede sig ned og strakte den ene hånd frem mod dem. I den anden holdt den fast i den snurrende motorsav. Hen over skulderen på Vic Baskerstreet så Edgar de 14
Tusmørkezombien.indd 14
18-09-2007 16:28:56
lange, senede fingre nærme sig. Gennem hullerne i det iturevne tøj kunne han se, at huden på den ligblege skikkelses arm flere steder var helt væk, og kød og knogler trådte tydeligt frem. Skrækslagen kneb han øjnene hårdt i. Vic Baskerstreets ansigt fortrak sig ved synet af det gråhvide ansigt med de blodrøde striber, der løb ned ad hagen og videre ned ad den lasede skjorte, da en gennemtrængende duft af dyr herreparfume pludselig ramte hans næsebor. Forbløffet tvang Vic Baskerstreet sig til at kigge op på skikkelsens dødningeansigt, og til sin overraskelse kunne han se øjne gemt i de sorte huller. Det var, som om skikkelsen havde en maske af tyndt, sort stof for øjnene. Den lasede skikkelse tog hånden til sig og fik standset motorsaven. Den skurrende lyd blev straks afløst af en højlydt hylen fra pigen på operationsbordet. – Kan jeg hjælpe d’herrer? I er vel ikke kommet til skade? spurgte skikkelsen og rakte atter hånden frem. – Hvem er det, George? vrælede pigen. En dyb stemme rungede: – Cut, for pokker! Cut! Med et smæld blev flere projektører slukket og et øjeblik blev alt kulravende sort omkring dem. Så tændtes i glimt en stribe lysstofrør i loftet over dem. Edgar missede med øjnene, mens han gispende efter vejret klamrede sig til Vic Baskerstreets brede person. Loftsbelysningen afslørede et filmkamera, nogle høje stativer med projektører og flere personer. – Så kom dog og sæt mig fri, for pokker! hvinede pigen og sprællede hysterisk. Skikkelsen i det lasede tøj lagde motorsaven fra sig, og skyndte sig hen og løsnede de læderbånd, der holdt hende fastspændt. Hun sprang hurtigt ned fra bordet og stirrede harmfuldt på de to detektiver. – Hvad har I fjolser gang i? brølede den dybe stemme 15
Tusmørkezombien.indd 15
18-09-2007 16:28:56
bag hende. – Hvad er meningen med at ødelægge min filmoptagelse? Stemmen tilhørte en overvægtig mand, der skridtede direkte hen mod dem og på vejen skubbede både pigen og den lasede skikkelse til side. Hans fremtoning mindede mest om en bowlingkugle, der i høj fart væltede alle kegler på sin vej. – E-en f-f-filmoptagelse? stammede Vic Baskerstreet og snappede efter vejret. – Ja, og hvad laver I her? Der er adgang forbudt i studiet, råbte manden ind i ansigtet på ham. Manden var helt skaldet oven på hovedet, men bag ved ørerne voksede tjavset, sort hår vildt i alle retninger. Hans kraftige kinder og dobbelthage hoppede og blafrede for hvert ord han råbte. – En filmoptagelse, gentog Vic Baskerstreet vredt og kom på benene. Han tog sig til panden, hvor sammenstødet med bræddevæggen havde givet ham en kæmpe bule. Smerten jog gennem hovedet på ham. Han samlede sin hat op og børstede sand af den med hidsige bevægelser. – Sig mig, er det alt De kan sige? vrængede den rasende mand. – En filmoptagelse ... som om, jeg ikke ved, hvad jeg selv laver? Manden var næsten et hoved mindre end Vic Baskerstreet. Han var iklædt en krøllet skjorte, som hang ud over bukserne, og midt på den tykke mave hang et bredt slips. En dybrød farve bredte sig hastigt i ansigtet på Vic Baskerstreet. – Man har bedt mig komme! hvæsede han og tog hatten på. – Navnet er Bask ... – Hvad kommer det mig ved, hvem De er! afbrød manden ham. – Jeg er filminstruktøren, og her bestemmer jeg! Edgar havde også rejst sig og kiggede forsigtigt frem 16
Tusmørkezombien.indd 16
18-09-2007 16:28:56
bag Vic Baskerstreet. Han var endnu ikke kommet sig helt over chokket og mumlede forvirret: – S-så er det alt sammen ... bare en film ... Han så sig omkring. De befandt sig midt i noget, der lignede en primitiv operationsstue i en træhytte langt ude i junglen. På tre sider var de omgivet af bræddevægge, der forestillede hyttens indre, og hvor den fjerde væg manglede, stod filmkameraet og projektørerne. Langs den ene væg stod der gamle metalreoler fyldt med glas og kolber. De største af glassene var fyldt med afskårne hænder, fødder og ... hoveder. Edgar gav sig ved det gyselige syn. Enkelte af kolberne indeholdt en boblende, sydende væske og fra flere af dem steg der røg i forskellige farver op. Ved siden af operationsbordet stod der et lille rullebord og på det lå knive, skalpeller og tænger. Midt i bræddevæggen til venstre for kameraet var der et smalt, åbent vindue og Edgar kunne se falske, påklistrede palmeblade, der stak ned uden for vinduet. Bag bladene tittede noget grønt frem, der gjorde det ud for urskovens vildnis. Selv om det bare var en filmkulisse, var scenen utrolig virkningsfuld. Ved synet af Edgar, der målløs så sig om, skiftede filminstruktørens ansigt pludselig udtryk. Hans før så arrige øjenbryn, fløj op midt på panden, og han pegede ivrigt på ham. – Nu ved jeg, hvem De er, udbrød han og greb fat i Edgar. Han trak ham ud midt i kulissen og gik flere gange rundt om den måbende Edgar, mens han brummende og småsnakkende med sig selv betragtede ham fra alle vinkler. – Det helt perfekte udseende, ja. Han gik med besvær i knæ og kneb det ene øje lidt i. Med fingrene lavede han en ramme og kiggede gennem 17
Tusmørkezombien.indd 17
18-09-2007 16:28:56
den. Med en tilfreds mine rejste han sig igen og fortsatte rundturen. – Som skabt til ... ja, ja ... selv tøjet er perfekt, mumlede han entusiastisk og hev lidt i Edgars trenchcoat. – Hmm ... og hatten, ja! Edgar stod med åben mund. Han var helt desorienteret. – Det er Dem, jeg har sendt bud efter. De er mesterdetektiven! sagde filminstruktøren højt og lagde begge sine hænder på Edgars skuldre. – Rollen er Deres. Så sandt mit navn er Alfred MacGuffin!
Tusmørkezombien.indd 18
18-09-2007 16:28:56