hundrede år rom a n
herbjørg wassmo er født i 1942 i Vesterålen og debuterte i 1976 med diktsamlingen Vingeslag. Hun er skaperen av kjente litterære skikkelser som Tora og Dina, og har mottatt en rekke priser, bl.a. Nordisk Råds litteraturpris, Kritikerprisen, Bokhandlerprisen og Amalie Skram-prisen.
blæst
-------------
B
B
wassmo G
B
100-----------------------/
B
herbjørg
G
|
B
herbjørg
omslag av terese moe leiner
wassmo
sara susanne, elida og hjørdis – Herbjørgs oldemor, mormor og mor. Hundre år er romanen om deres liv, om mennene de ville ha eller de mennene de fikk, og om barna de fødte. Det er også historien om ei lita jente som stikker seg vekk på låven for å gjemme seg for ham. Hun har en gul blyant som hun spisser med en tollekniv. Den bruker hun til å skrive, og til å overleve. Denne jenta er født i 1942, nøyaktig hundre år etter oldemoren, den sterke Sara Susanne som sto modell for engelen på altertavlen som i dag befinner seg i Lofotkatedralen. Hundre år er beretningen om disse kvinnene, om slitet og savnet, om friheten, og om lengselen etter noe annet.
hundre år
/-----------------0------01
-------------
l i n dh a r dt og r i nghof
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 1 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
HUNDREDE ÅR
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 2 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Af samme forfatter: Huset med den blinde glasveranda Det stumme rum Vejen at gå Hudløs himmel Dinas bog Lille grønt billede i stor blå ramme Lykkens søn Rejser Karnas arv Det syvende møde Flugten fra Frank Et glas mælk, tak
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Herbjørg Wassmo
HUNDREDE ÅR roman
På dansk ved Annelise Ebbe
LINDHARDT OG RINGHOF
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 12 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Hundrede år er oversat fra norsk efter Hundre år Copyright © Gyldendal Norsk Forlag AS 2009 All rights reserved Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Blæst/Terese Moe Leiner Bogen er sat med Garamond hos BookPartnerMedia og trykt hos ScandBook AB ISBN originaludgave: 978-87-1142-4537 1. udgave, 1. oplag ISBN hardback: 978-87-1142-8955 2. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Til tante Helga
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
INDHOLD
FØRSTE BOG 11 Tegn 13 Madam Linds familie 17 Sara Susanne får et brev 21 Offersøy 32 Ægteskabets fuldbyrdelse 38 Livsens regn 46 Drømmen om et hjem 58 ANDEN BOG 65 Mormor Elida og dukken fra Amerika Tidlig forårsmorgen 73 Man skal takke for livet 82 Det tiende barn 87 At forberede en rejse 96
67
TREDJE BOG 105 Alene og alligevel sammen 107 Havnnes 112 Man fejrer torsken i Henningsvær 119 Kunstneren og modellen 131 Mørkeloftets vildskab 145 Præsten passer sine pligter 150
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Når engelen er en kvinde 164 Timeglasset tømmes 172 FJERDE BOG 177 Træet og fisken 179 Rejsen sydpå 189 Det andet land 201 Hospital og byvandring 210 At brænde broer 217 Jordens mission er at udvikle kærlighedens princip 224 Bøn og frihed 235 Jubilæet 246 Lang vinter 251 Brevet fra Sara Susanne 264 FEMTE BOG 271 Søskendebørn og liv 273 Svaghed har sin pris 282 Historiens kerne 291 Alting har en tid 298 Fiskerpigen kommer til Havnnes 302 Jul 311 En sorg kommer sjældent alene 317 Ensomhed 322 Jacob vil ses 329 Johannes bliver uovervindelig 337 At læse en andens brev 342 En sommergave 347 Doktoren og døden 352 En Gud som ikke vil have de små børn 357 Samtale 360
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
SJETTE BOG 373 Rejse og død 375 Elidas yngste datter 388 Cyklen 402 Kære Hans – Kære Hjørdis 408 Krig og køkkenbord 426
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
FØRSTE BOG
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Tegn
Skam. For mig er det selve kernen. Jeg har altid forsøgt at kamuflere, styre udenom, eller helbrede, skam. At skrive bøger er en skam der vanskeligt lader sig skjule, fordi den er så eftertrykkeligt dokumenteret. Skammen får et format, så at sige. I barndommen og min tidlige ungdom skriver jeg dagbøger med et noget skræmmende indhold. Så skammeligt at jeg ikke kan risikere at nogen ser det. Gemmestederne er flere, men det første er i den tomme stald på gården hvor vi bor. På en bjælke under gulvet, som jeg kan nå ved at åbne lugen til gødning. Stalden bliver en slags frivilligt asyl. Tom. Bortset fra hønsene. Og dem er det mit job at fodre. Jeg sidder i en kobås på en støvet malkeskammel under et endnu mere støvet vindue og skriver med en gul, rillet blyant. Jeg har en tollekniv at spidse den med. Notesbogen er også gul. Lille. Lidt længere end min udstrakte hånd. Jeg køber den i Renøs landhandel for mine egne penge – og ved præcis hvad jeg skal bruge den til. Her i stalden føler jeg mig tryg. Lige til den dag han opdager jeg opholder mig der. Hvor farlige dagbøger kan være, forstår jeg mange år senere. Men jeg har vel en anelse der på malkeskammelen. Det er derfor jeg tier og gemmer. Samler notesbøger i en voksdugspose til gymnastiktøj, lukket med en solid snor som jeg fortøjer til et søm under staldgulvet. En sindrig anordning, og helt nødvendig, for det blæser frisk gennem de utætte døre ind til kælderen med gødning. En søndag formiddag kommer han ind i stalden. Jeg må væk, men han står og fylder foran døren. Jeg redder notesbogen ved at lade den 13
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
dumpe ned i min støvle før han ser hvad jeg laver. Det er heller ikke notesbogen han er ude efter, for han ved ikke hvad jeg kan finde på at skrive om. Efter at han afslører mit frivillige asyl, må jeg finde et andet gemmested. Under et klippefremspring ikke langt fra huset. Der er ikke helt trygt, i hvert fald ikke når det sner. Spor. Jeg lægger notesbøgerne i en blikdåse gemt mellem nogle sten. Det er vinter og jeg skriver med vanter på. Nogle gange er der hårde sneskorper. Det er bedst, hvis der ikke er nyfalden sne over. Notesbøgerne er bedre end aftenbøn. Jeg siger det kort, som det er, og behøver ikke bede om noget. Jeg er omkring elleve år da jeg forstår hvor farlige ord kan være. Akkurat som C.G. Jung, som jeg naturligt nok endnu ikke har læst, brænder jeg ting. Ting han har haft fat i. Jeg stikker nåle i hans uldsokker. Jeg binder snørebåndene på hans sko så hårdt sammen at de må klippes op. Dristigt lader jeg en tollekniv ligge på barberskålen. Jeg klipper lange strimler af hans anorak. Det sidste til ingen nytte. Min mor må lappe den sammen. Det underlige er at han ikke skælder ud. Ikke over det her. Men over andre ting, naturligvis. Han taler hele tiden uden at sige noget som helst. Skælder os ud, uden at vi bliver mere bange end vi allerede er. Hjørdis lapper anorakken. Hun skælder heller ikke ud. Hjørdis taler ikke meget uden at hun har noget at sige. Kun når jeg ser at båden der fragter ham fra øen er langt ude, er jeg tryg. Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare. I denne bog ledes der efter formødre og deres mænd. Men det er en stor slægt der kalder på at blive set. Nogle bliver holdt udenfor eller står i skyggen. Han er mere krævende at skrive ud end de andre. Han knuser – skaber kaos og mørke. Har magt til at ødelægge en skrøbelig, lille glæde eller en positiv tanke. Først efter hans død begynder den vigtige opgave at se ham som et menneske. Ikke for at tilgive, men for at redde mig selv. At tilgive er heldigvis ikke min pligt, det må en højere magt tage sig af. Det hjælper at se helheden i slægten. Andre ting end fortielse, skam 14
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
og had. Det hjælper også at se menneskene hvor de er i øjeblikket. Ikke sådan som de senere blev. Han var også barn engang. Det er både en befrielse og en værkende byld. Findes der en hel sandhed hvor mennesket er? På den anden side – hvordan kan folk af samme afstamning blive så forskellige, så totalt uden indlevelse i hinandens liv? Mennesket er en gåde, alligevel skriver jeg om dem som om det var muligt at løse denne gåde. Jeg samler på tegn. Nogle gange er tegnene diffuse og uforpligtende akkurat som mennesker jeg møder – og går forbi. I andre tilfælde føles de krævende nær, som en udfordring der må forfølges. Som ung læste jeg en religiøs, eller metafysisk teori om at mennesket vælger sine forældre. En tanke som dengang virkede afskrækkende på mig. Nu gør jeg netop det. Det vil sige, jeg vælger min oldemor på mødrene side. Og jeg gør det efter kriterier som ingen slægtsforsker vil sige god for. Jeg tror på min egen historie. Nysgerrigheden efter det jeg aldrig kan få at vide, giver mig den modstand jeg har brug for. Som om vejen gennem det jeg ikke ved, er den eneste vej. Der må jeg bruge mig selv. Sikkert med påvirkning fra gener, slægtens spor, oveni. Tanken om at skrive mine formødres historie begynder for mange år siden, da min datter sender mig en brochure om Lofotkatedralen i Kabelvåg. I den er der et farvefotografi af altertavlen. Motivet er Jesu kamp i Getsemane. Teksten oplyser at præsten og maleren Frederik Nicolai (Fritz) Jensen færdiggjorde det i 1869-70, og at han brugte en levende model til engelen der rækker Kristus kalken. Denne kvinde er Sara Susanne Krog, født Bing Lind, 19. januar 1842 i Kjøpsvik i Nordland. Min datter skriver at det må være vores formor! Det der først slår mig, er at hun har samme fødselsdato som min søn, og er nøjagtig hundrede år ældre end jeg. Mens jeg læser brochuren, ser jeg mormor Elida for mig mens hun taler om min formor Sara Susanne. Jeg ser på engelens ansigtstræk at hun ligner både min mormor, min mor og min moster. Når ansigts15
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
træk kan gå igen i mange slægtled, så må tankerne vel også kunne dukke op? Som dønninger mod nye strande, gentage sig gennem generationerne, tilsyneladende uden at vi lærer noget som helst. At det er min egen datter der sender mig brochuren, er også et tegn. Men meget kommer imellem før jeg for alvor følger sporet. Jeg vægrer mig. Som om min egen historie er en gift der kan ødelægge alt. Mit levede liv kan ikke blive litteratur. Det kan ikke digtes, og det kan ikke fortælles som en sandhed. Tænker jeg. Før jeg forstår at jeg må fortælle historien på samme vilkår som jeg fortæller alt andet. For hvad er historiens fulde sandhed? Er menneskets tanke, der ikke kan underlægges kontrol, uden sandhed? Og vores gerninger, er de mere sande fordi de tilsyneladende kan kontrolleres? De kan jo være totalt falske i forhold til hvad vi føler og tænker? I hvor høj grad kan vi kende et menneske ud fra hvordan vi oplever det? Efterhånden ser jeg at alt liv er i forandring, på godt og ondt. Det er bare et spørgsmål om tid. Det der sætter min historie i gang, Sara Susannes møde med maler og præst Jensen, har jeg ikke fundet beskrevet noget sted. Selvom jeg havde, så stoler jeg ikke på at det var sandheden om de to. Den der fortæller en historie, gør det ud fra sit eget behov. Sådan kan slægten få gravet de værste ting ned, og hvert individ må begynde helt forfra. Hvad angår min egen historie, så er der kun lidt jeg ved eller husker af det der formede mig. Måske fordi jeg ikke vil huske. Jeg har brugt megen energi på at gå videre så hurtigt jeg kan. Som om fremtiden kan bygges uden at jeg behøver at se mig tilbage.
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Madam Linds familie
Madam Lind i Kjøpsvik blev enke i 1848, men boet blev ikke skiftet før i 1851. Det viser at der ikke just var krig mellem arvingerne efter Jacob Linds to ægteskaber, seks børn fra første og ni med Anne Sophie Dreyer. Ejendommen og landhandelen lod sig vanskeligt stykke op uden at man solgte, og af penge og andet blev der ikke meget til hver. Enken fik lov til at beholde handelen og husene i forventning om at den ældste af hendes, Arnoldus på femten, skulle blive voksen og det lidt hurtigt. Der var en søn til, Jacob, seks år yngre. Ellers var der disse velsignede døtre som man måtte sørge for på en eller anden måde. Det sjette barn var Sara Susanne med det røde hår, kun seks år gammel. Ingen kunne sige om Arnoldus at han ikke prøvede at gøre det lettere for sin mor. Han havde en brist, eller hvad man skulle kalde det. En egenskab som kun få ordentlige mandfolk dyrkede deromkring. Nemlig en uforfærdet måde at tale direkte om hvordan hjerte og hoved havde det. En forførerisk åbenhed og lyttende mildhed. Det kunne godt kaldes charme, hvis man brugte den slags ord. Og fruentimmere uanset alder blev tiltrukket af det. Alle hans søstre fra et til tretten år lagde tillidsfuldt deres liv i hans hænder. På en undtagelse nær, den ældste, Maren Maria. Da faren døde, måtte hun lære at hun ikke længere var den vigtigste i huset. Med et blev det Arnoldus. Hun måtte tage sliddet og de ømme hænder. Pasning og pleje af den yngste søster, Anne Sophie, blev hendes ansvar. Hun måtte høre på morens ustandselige talestrøm om kærlighed og sorg. Som om madam Lind 17
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 18 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
var den eneste der havde prøvet den slags. Som om alle de andre, også hendes børn, var umælende dyr der ikke havde sorgens forstand. Men hvis nogen ledte efter Marens obsternasighed eller trods, så ledte de forgæves. Hun brugte tiden og øjnene godt. Opdrog sine små søskende med blikke, ikke kindheste eller ros. Maren var som en trappesten, tryg og stabil. Det gav sig selv at en sten som aldrig følte strejf af sol ikke kunne give varme fra sig. Men Maren Maria Lind ventede ikke på solen, hun ledte efter en mulighed for at slippe ud af skyggerne. Hver eneste mand der kom ind på handelsstedet eller i Lindhuset, eller var på kirkebakken om søndagen, blev vejet på Marens bismervægt. Den hang i hendes hoved som en naturlig del. Godt skjult. Hun brugte lodder der kunne skiftes ud efter behov. I begyndelsen var de meget tunge og sendte alle mandslinger direkte op i universet. Men efter at hun blev konfirmeret fandt hun lidt efter lidt en dæmpet indsigt i livets mysterier. Hun forstod at en mand ikke kunne vejes med en almindelig grov bismer, men måtte deles mere op og lægges i en skålevægt. Til sidst måtte man vurdere helheden. Først og sidst måtte man vide hvad man ville have. På den måde måtte man skifte lodder ud der blev for grove. En og anden gang måtte hun ved nærmere bekendtskab medgive over for sig selv at den hun troede var en prima vare, ikke holdt til mere end en kirkekaffe. Men eftersom Maren aldrig betroede sig til nogen, tabte hun heller ikke ansigt når hun havde taget fejl. Med et stærkt instinkt tog hun afstand fra morens ustandselige snak om følelser, hendes rummelige og elskelige væsen, og ikke mindst hendes omsorg for Arnoldus og den yngre bror Jacob. Som om brødre per definition var gjort af et finere stof. Maren vidste at hver eneste som skulle trakteres og lagde beslag på morens tid, gjorde at hun selv fik mindre tid og kortere nætter. Da hun var femten, så hun selv at hun var det man kunne kalde velskabt, men hun havde længe følt sig rigtig gammel. Hun så også at søstrene voksede sig pæne. Især Sara Susanne. Desuden var de mere muntre end hun. Især Amalie og Ellen Margrethe som der kun var et år imellem. De opførte sig som om verden drejede sig om deres akse. 18
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 19 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Kort og godt, det var søstrene der ejede fremtiden og dansen. Maren blev tvunget til at være deres fortrolige, deres hjælper og trøster, men når dansen begyndte, var hun udslidt.
* I 1855, som i folkemunde blev til Det hændelsesrige år, skrev TromsøTidende at høhøsten var god, men al anden vækst mislykket. Og det i et år hvor folk med jordlodder havde satset på kartoflerne og kornet. Alligevel blev kartoffelmangelen stor. Heldigvis var det år det sidste hvor Krimkrigen forhindrede kornhandelen med Nord-Rusland, for allerede i januar året efter blev der våbenstilstand, og 30. marts formel fred. Men vejrguderne fortsatte naturligvis med deres. Og når folk ikke fik Guds gaver fra jorden, fik handelsmændene heller ikke noget i kassen. Det mærkede madam Lind og den toogtyve år gamle Arnoldus på alle måder. Husholdet havde stadig alt for mange munde at mætte. Sønnen Jacob forsørgede sig ganske vist som ugift skipper. Men døtrene var en evig kilde til nattevågen. Bekymringerne kom ikke direkte til udtryk, men de ældste døtre følte det nok som en bebrejdelse. Og et helt liv i tjeneste i en anden mands hus var ikke det de drømte om. Så en dag kom den unge Johan Lagerfelt, født Trondhjem, til Kjøpsvik. Lige da Maren trængte til en stærk hånd fordi sæbegryden skulle fragtes fra bryggerhuset ud i luften. Johan gav sig ikke tid til at hilse før han tog fat med to kraftige næver. Den gulerodsfarvede pandelok stod lige op i dampen og halsen blev rød af anstrengelse. Skægget var stridt og tæt – og bevægede sig roligt når han stønnede. Det var begyndelsen. Efter en tid og flere besøg friede han på sin smilende måde, uden at vise tegn på generthed. – Jeg tænker nu på dig hele tiden. Så nu kan jeg lige så godt bede dig om at gifte dig med mig. Hvad siger du? Maren stod ved havebordet og skulle til at dække op derude i det gode vejr da han rejste sig og kom helt tæt på hende. De var alene og hun glemte at veje ham. Så måtte hun vel have vidst det hele tiden. Som om det var noget oplagt, allerede nedskrevet og stemplet. 19
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 20 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Efter brylluppet hvor Johannes Krog fra Offersøy var forlover, flyttede de til Hundholmen. Men før det var vinteren 1855-56 hård for både folk og fæ her nordpå. Isen i Gisundet lagde sig som jern og forsvandt ikke før langt ind i maj måned. Det blev galopperende dyrtid og sulten viste sig på overfrosne vinduesruder, især på de mange husmandspladser og i fiskerhytterne. Øvrigheden ansatte en omrejsende agronom, men det var som om folk ikke forstod hvad de skulle med ham. Der blev bedt om hjælp, både hos Vorherre og den verdslige øvrighed. Som altid var det tiden der måtte hjælpe, om end alt for sent for nogle. Men de der ikke bukkede under, glemte hurtigt. I 1859 var alt ved det gamle igen. Noget Landbruksselskapet tog æren for uden at dele det mindste med Vorherre. Agronomen drog som en vækkelsesprædikant rundt og prædikede at man skulle følge den nye mode og grave grøfter om sine jordlodder. Det var det der var hemmeligheden bag alt jordbrug. På Hundholmen havde Johan og Maren efterhånden to tjenestekarle, to tjenestepiger og en logerende familie på seks med egen husholdning. De ejede fire køer, tolv får, en gris og en flok høns. De kunne så en tønde byg og lægge otte tønder kartofler. Maren var ved giftermålet på mirakuløs vis flyttet fra morens overherredømme. Hun havde ikke så herskabeligt et hus og så mange arvestykker at tørre støv af, men hun havde tryghed og var frue i eget hus. Hun kunne også have levet et liv uden barnegråd. For uden at hun vidste det dengang, havde naturen fritaget hende fra at blive mor. Men som bekendt er menneskers sind og skæbne en gåde, og det man ikke kan få, kan let blive en besættelse.
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 21 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
Sara Susanne får et brev
Der havde været store stimer af sild på bankerne uden for Vesterålen i 1861, og året efter så det ud til at også andre områder skulle nyde godt af sølvet i havet. Og den stod tættere på land, så man lettere fik fat i den. Brødrene Krog på Offersøy satsede også på fiskeri. De udrustede både og hyrede folk for fast løn uden andel i udbyttet, på den måde fik de selv den største fortjeneste på gode afkast. Der gik historier om at silden gik ind på lavt vand, at der var så store mængder at de kunne drive den på land og skovle den direkte i tønder fra stranden. Offersøybrødrene havde så mange slags talenter. Om unge Johannes gik det rygte at han kunne lugte salt på mange sømil. Hvor andre stod på stranden og klagede over saltmangel og ublu priser, kastede han sig i båden. Fordi han stammede så forskrækkeligt lå det i Johannes Krogs natur at han ikke talte tiden væk, men handlede. Han ventede aldrig til saltet var helt slut. På den måde havde han tid til at tinge på sin korte stakkatoagtige måde med forhandlerne, hvis han var nødt til det. Men helst skrev han alt ned på sin blok. Han havde sine forbindelser, lyttede til tonefald og viste tålmodighed. På den måde vidste han hvor meget han kunne presse prisen. Slægtskab og svogerskab i Bergen, Bø, Lofoten og Tromsø var heller ikke af vejen. Det hjalp også at være en der stod op for andre i knibe uden at regne for meget på det. Det eneste folk havde imod Johannes var at han var så latterligt ung og at det var besværligt at tale med ham. Det gjaldt især dem der ikke 21
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 22 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
var lige så hurtige til at læse som han var til at skrive det ned han ikke kunne sige.
* Sara Susanne havde forladt sin mors hus i Kjøpsvik og var nu husjomfru i Bø. Hun holdt ikke øje med salt- og sildepriser. Men hun huskede at hun havde set Johannes både i landhandelen og i stuerne. Flere gange. Han var nogle år ældre end hun, men ikke mange. Hans krop var senet, benet og velbrugt som på en hyrdedreng der til stadighed måtte løbe efter sine rener. Hovedet var derimod forfinet skabt med lyst bølget hår og skæg. Næverne passede ikke i stilen. Som om skaberen ikke havde haft flere fintformede hænder tilbage da han delte den slags ud. To solide køller hang i forlængelse af de lange arme. Fødderne var store og oplagt skabt til en tungere krop. Men han gik let og gyngende, Johannes Krog. Som om han havde en stor latter eller en stor sorg som han ville rende fra. Øjnene var glasklare. Når han så direkte på en, så man det hvide hele vejen rundt om pupillen, som hos et barn der så verden for første gang. Hun huskede ham fra søster Marens bryllup. Han stod i flokken af mænd uden at tale med nogen. Men ansigtet bevægede sig i retning af den der sagde noget. Nogle gange nikkede han energisk, andre gange rystede han sørgmodigt på hovedet. Altid var han lidt på afstand, det virkede som om han ikke så hende selvom han stirrede direkte på hende. Hun huskede ham fra haven med opsmøgede skjorteærmer i solskinnet. Men der var så mange der kom i landhandelen og kom ind i stuerne. Man kunne ikke regne med at man havde set nogen rigtigt selvom man havde set dem der. Det var sommer og man skrev 1862. Madammen på Vinje havde givet Sara Susanne fri nogle dage for at besøge familien. Søndag formiddag da moren, søsteren og hun kom ud af kirken, stod han pludselig der. Johannes Krog. Bukkede dybt og hilste hver af dem med hånden uden at sige noget, som om det var en begravelse. Efter at moren havde udfyldt det tomrum som derefter opstod, med sin strøm af venlighed, overrakte han Sara Susanne en grå pa22
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 23 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
pirpose med blødt indhold. Ja, det virkede nærmest som om de havde aftalt at han skulle medbringe denne pose og at der ikke var noget som helst at tale om. Ja, at han længe havde vidst at han kunne træffe hende der. I al forlegenheden kunne hun alligevel mærke at hans store næve dirrede og at senen på halsen var spændt til det yderste. Der var ingen vej udenom, så hun tog imod med begge hænder. Og da han nikkede og nikkede mod posen, åbnede hun den og tog et hvidt silketørklæde frem med lange, tunge frynser – og et brev med lakstempel. JK. Hun følte sig så pinligt berørt at hun glemte at takke. Flere der stod rundt om dem, stirrede. Nogle smilede. Søstrene, Amalie og Ellen, gjorde det ikke lettere ved at udveksle blikke. Anne Sophie var kun fjorten og stirrede fra den ene til den anden med åben mund. Men madam Lind reddede det hele ved sporenstregs at bede Johannes Krog fra Offersøy hjem til middag. Efterfulgt af en ordstrøm om fælles slægt, spørgsmål om hans mor, sildepriser, vejr og vind. Under middagen, og senere, da de sad ved kaffebordet, så Johannes vedvarende på noget ved siden af Sara Susannes hoved mens han nikkede til alt hvad fru Lind sagde. Udtrykket var årvågent opmærksomt, men det virkede alligevel som om han var i en anden verden. Når han ikke spiste eller drak holdt han armene over kors over brystet som en admiral i hvilestilling mellem slagene. Sara Susanne havde ikke åbnet brevet. Det lå på skænken. Sjalet også. Hun skænkede kaffe og moren nødede sekulasier og lefser, som skikken var. Selvom Johannes næsten ikke havde mælet et ord, beklagede moren at Arnoldus ikke var hjemme, så han kun havde fruentimmere at tale med. Men Johannes rystede energisk på hovedet som om det var rigtig dårlig tanke. Efter mange spørgsmål fra moren forstod de at det gik meget godt med handelen på Offersøy, men at han havde andre planer for fremtiden end at være jægtskipper hos broren Eilert, som havde odel på handelsstedet. Madam Lind stillede høflige spørgsmål som lod sig besvare med få ord. Som om hun egentlig kendte svaret, men havde brug for et bekræftende »ja« eller »nej«. 23
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 24 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
I samme øjeblik Johannes prøvede at sige flere ord efter hinanden, begyndte han at stamme. Ofte allerede på første stavelse, som om han allerede gruede for resten. I alt dette arbejde glemte han at gøre ophold mellem ordene. Alt kom i en eneste hakkende strøm. Fru Lind lod sig ikke mærke med det, men ventede til han var kommet igennem elendigheden, før hun fortsatte sin venlige udspørgen om småt og stort. Ofte gjorde hun det enkelt for dem alle ved at svare selv. – Det eneste som Johannes mangler er måske en ledsagerske? mente hun. Johannes nikkede taknemmeligt flere gange. – Men han er jo ung endnu, han har tiden foran sig, trøstede hun. – Neeeeej! Tititititiiiiiden gåååår hhhhurtigt, svarede Johannes alvorligt, mens han stadig betragtede dette punkt ved siden af Sara Susannes ansigt. Straks efter var det som om han vågnede op af en dyb søvn og ikke orkede flere spørgsmål. Han rejste sig uden at have tømt kaffekoppen. Så gik han rundt og gav alle i stuen hånd. Amalie og Ellen, Anne Sophie, moren og til sidst – Sara Susanne. Hans ansigt var uden udtryk, men halsen var flammende rød og han skævede stadig hen til konvolutten på skænken. Da han var gået, kastede søstrene sig over det smukke sjal. Moren rakte hende brevet. Bevægelsen var langsom, elegant. Næsten triumferende. Som om det var en besked fra selve Solkongen af Frankrig. Men Sara Susanne tog ikke imod. Hun betragtede striberne i gulvtæppet. Moren sukkede, så bebrejdende på hende og åbnede brevet. Et øjeblik inspicerede hun det, så rettede hun ryggen, rømmede sig – og læste med en stemme som var det juleevangeliet. Ærede Husjomfru Sara Susanne Bing Lind. Man har fornøjelsen af at bede om Jeres lille hånd til ægteskabelig ledsagelse i gode og onde dage. I skal på ingen måde angre eller lide nød dersom I siger Ja! Det kan nævnes at man
24
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 25 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
snart har afgjort købet af Havnnes handelssted efter Johan Ursin og dermed ikke er uden midler og hus. Og: Tør man bede om diskretion i fald svaret er nej? Jeres hengivne Johannes Irgens Krog Jægtskipper PS: Undskyld skriften, man er mest vant til at skrive tal. Nogen trak trillebøren med de jernbeslåede hjul over den stenede gårdsplads. Ved kælderlemmen under vinduet skræppede de to tjenestepiger mens de bar resterne af søndagsmiddagen ned. Sara Susanne blev siddende og betragtede en stær som allerede høstede de modne bær på rønnebærtræet i haven. Dagen var skinnende blank derude. – Ja ...? moren bøjede sig mod hende. – Mor ..., hviskede Sara Susanne lavt mens søstrene sad rundt omkring og holdt vejret. – Du har ikke tænkt dig at være husjomfru resten af dit liv? begyndte moren da Sara Susanne efter et stykke tid ikke havde sagt mere. – Nej ... – Han er en tiltalende mand. En pæn mand! Og solid! Kun 26 år! Og desuden er vi i familie med ham gennem hans far, Jens Krog. Arnoldus og Severin var fadder til hans søsters dreng. Både dine halvsøskende og vi har haft meget med Krog at gøre. Kære Sara Susanne ... Han stammede nok fordi han var så nervøs. – Hans øjne lignede Blakkas, så I det? Frygtelig store og blanke, udbrød Anne Sophie. – Jeg er ligeglad med at han stammer! Men ... Moren sukkede. Hun var alt for tæt på, lige på den anden side af bordet. Sara Susanne fornemmede hendes hånd som et fængsel da hun lagde den på hendes arm. – Nå, på den måde. Men ... du kan vel vente med det hele til Arnoldus kommer hjem. Ingen skal kunne sige om mig at jeg tvinger nogen af mine!
25
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 26 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
– Måske vil han have mig i stedet hvis du siger nej? lo Ellen. – Ti stille med det pjat! Fru Lind rankede ryggen og rettede blikket mod dem alle sammen efter tur. – Ikke alle gifter sig af kærlighed, mumlede Amalie og kiggede sky hen på moren. – Måske har Sara Susanne bestemt sig for at købe sig en gård alene og leve uden mand, akkurat som hende Iverine på Tårstad, prøvede Ellen. Hun hentydede til halvsøsteren som alle søstrene holdt af og så op til. Det var ikke lidt hun kunne udrette sammen med sin husjomfru, Peroline. Ingen havde så fornøjelige juleselskaber. Det var som om mandfolkene aldrig fik deres snak til at blive det vigtigste, men måtte rette sig efter hvad Iverine ville tale om. – Kærlighed ... er nu så mange ting ... Nogle ser slet ikke kærligheden fordi den er for tæt på ... Den højt besungne brusen i blodet er flygtig som en forårsvind. Det kan man ikke bygge et helt liv på, sagde moren og sukkede. – Men mor! Du taler altid om far – så smukt, som om det var kærlighed? sagde Anne Sophie blidt. – Lille Anne, du var kun et år da han døde fra os. Jeg har haft god tid til at tænke på ham og alle mine faderløse børn. Der ligger meget kærlighed i det arbejde, sukkede moren og tog lommetørklædet op til øjet. Da Arnoldus kom hjem og hørte om sjalet og brevet, smilede han fra øre til øre. – Storartet! Johannes Krog! God forstand og er ikke uvenner med nogen så vidt jeg ved. Og hvad skal jeg sige ... Et ugift mandfolk går an, men mor synes nok der er for mange ugifte her. Jacob, Helene, Amalie, Ellen, Anne Sophie, du og jeg, remsede han op. – Hun ligger vel lidt vågen om natten og tænker på hvad der skal blive af os, i hvert fald jer piger. Sara Susanne svarede ikke. Loftslampen svingede let i messinglænkerne. Glaskolben var halvt fuld af olie. Lampeglasset en sodet pendel under gyngende gulvbrædder. Moren gik over gulvet på loftet. Be26
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 27 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
stemte, hårde, små tramp som pludselig stoppede helt, for derefter at fortsætte i samme dur. Disse stop kunne få folk til at tro at hun standsede for at lytte, eller var ved at falde, eller på anden måde trængte til at man kom styrtende. Så længe Sara Susanne kunne huske tilbage havde hun ventet ulykke når moren gik hen over loftsgulvet på den måde. Den urytmiske knagen, efterfulgt af øredøvende stilhed. Og så igen, en bestemt trampen. Når andre gik over gulvet, fik det en ende. Moren blev aldrig færdig. Hun tøvede med at komme ned. Tøvede med at vise sig. Trak det ud med sine stop. Som om hun pålagde dem at huske hvor meget hun havde at tænke på, hvor mange bekymringer, hvor mange stop hun måtte gøre for at få deres liv til at gå op. Arnoldus og Sara Susanne var alene i stuen. Lampen svingede. Sommergardinerne rakte deres stadig nystivede kapper direkte ud i værelset. Kartoffelmel, passende stænket og varmt jern. Men det var ikke morens værk. Hun gjorde ikke den slags. Ikke fordi hun havde ymtet noget om at hun ikke kunne lide det, eller at hun følte sig for fin til det. Nej, langtfra. Det faldt sig bare sådan at hun ryddede op i chatollet eller måtte se til en eller anden, når den slags skulle gøres. Før Maren giftede sig var det altid hende der administrerede eller selv gjorde hovedrengøring såvel som strygning af fint tøj. Nu måtte det gå på omgang mellem søstrene og tjenestepigerne. Arnoldus var rastløs efter at komme ud og i gang med et eller andet. Han var næsten altid rastløs. Selv om søndagen. Egentlig mest om søndagen. – I og med Johannes skal købe Havnnes og begynde for sig selv, så har han hurtigt brug for en kvinde. Jeg tror ikke du skal vente for længe med at svare ham. Der er nok af giftefærdige kvinder rundt omkring på hvert et næs. Hun prøvede at fange hans blik. Prøvede at vise ham at hun havde brug for at han sagde noget helt andet. Hvad, vidste hun ikke helt sikkert. Men at Arnoldus, hendes bror, som hun satte størst pris på af alle mennesker, skulle overdrage hende på den måde – det blev for grimt. – Jeg troede du så det fra min side ... begyndte hun. – Ja, men det gør jeg jo, søde ven ... jeg ved ikke hvem andre der skulle være bedre end Johannes. 27
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 28 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
– Men skal der ikke være noget mere? – Noget mere? Hvad mener du? – Skal man bare gifte sig med hvem det skal være? – Johannes er ikke hvem som helst, sagde han opgivende. Men da hun rettede blikket mod ham undveg han hendes blik. – Jeg havde forventet at du ville støtte mig, hviskede hun. – Ja, men det gør jeg jo! Hun sad et øjeblik. Ventede på fortsættelsen. Da den ikke kom, rejste hun sig med bøjet hoved. Lod hænderne glide ned over skørtet et par gange og gik hen mod døren. Langsomt. Havde han sagt noget, havde han i det mindste bare sagt hendes navn, så ville hun have vendt sig om og kastet sig ind til ham. Sara Susanne blev liggende tre dage med et halsonde og måtte sende bud til Bø at hun ikke kunne komme den dag hun havde lovet. Madammen havde allerede mistet humøret før Sara Susanne rejste, så man kunne forestille sig hendes fjæs når hun fik beskeden. Moren stod i døren til kammeret og var på sygebesøg. Hun forstod ikke hvordan man kunne få et halsonde på denne tid af året, sagde hun. Det var ikke det at hun kritiserede Sara Susanne for denne usundhed, hun sagde bare det hun tænkte. Og hun afsluttede med et »Min stakkels pige!« Sara Susanne vidste helt sikkert at hvis hun havde trodset den svie hun havde i halsen og stukket i at græde, så ville moren være kommet helt ind i værelset og have sat sig på sengekanten. Men i stedet rystede hun på hovedet eller nikkede, alt efter hvad moren sagde. Det varede ikke længe. Så kunne hun lukke øjnene og lade timerne gå. Hun var jo alligevel færdig med livet. Det mærkelige ved at opfatte sig som færdig med livet var den enestående ro der fulgte med. Det viste sig at varm solbærtoddy med rosiner havde samme virkning som da hun var barn. Hun sparede på rosinerne og beholdt dem i munden efter at saften var slugt. Det gav en enestående lindring. Søstrene kom op på loftet efter tur. De havde nok fået forbud mod at plage hende med brevet. For de stod bare i døren, i god afstand fra halsondet som de mente hun havde haft med sig fra Bø. Og hun kunne bare være glad for at hun lå i sengen, for udenfor 28
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 29 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
var det regn og tåge, det kunne hun vel selv se gennem vinduet. Og de for deres del måtte ud i haven efter rabarber eller hjælpe til både her og der. Arnoldus viste sig ikke. Den tredje meget tidlige morgen vågnede hun og huskede sin drøm. Hun stod på kajen neden for landhandelen og ventede på en båd som lå ude i fjorden uden tegn på at ville lægge til. Mens hun stod sådan skiftede årstiderne lige pludselig i et væk. Hun kunne se snefoget ude i fjorden og flere både som for forbi uden sejl i den stærke vind. Selv mærkede hun hverken blæst eller kulde. I næste øjeblik, da hun vendte sig mod gården, kunne hun se træerne springe ud i solskinnet. De var så tæt på hendes øjne at hun kunne se det lodne på de små pileblade. Ærteblomsterne kravlede over trådnettet som levende, pastelfarvede dyr og udsendte deres lugt. I næste øjeblik skrumpede de ind og faldt af. En tomhed der gjorde det svært at trække vejret, lagde sig omkring hende. Hun måtte gøre en ende på det. Havde en stærk følelse af at hun måtte vaske håret, for hun følte sig svedig og klam. Så stod hun over den dampende zinkbalje og lod håret flyde længere og længere ud over den. Til sidst dækkede det hele kajen og flød videre ud i havet uden at hun havde mulighed for at standse det. Ja, det hægtede sig fast i fiskestativerne og også i tørrestativerne på fjeldet. Pludselig så hun Johannes Krog hænge i knæhaserne på den øverste stok og række et kridhvidt hørhåndklæde frem mod hende. Havde det ikke set så farligt ud, kunne hun have leet ad det. Han var uden ansigt, men da hun vågnede, vidste hun at det var ham. Sara Susanne stod op af sengen, gjorde sig i stand og klædte sig på. Så satte hun sig til at skrive. Ærede Jægtskipper Johannes Irgens Krog. Tak for det smukke sjal og for Jeres venlige tilbud! Man siger ja. Det er op til Jer at bestemme hvornår der skal lyses. For en god ordens skyld må jeg gøre opmærksom på at min 29
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 30 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
mor ikke har midler til at bekoste brylluppet. Men for min del kan det holdes enkelt. Jeg bringer ikke noget særligt med mig til boet. Kun mine klæder og noget beskedent udstyr af hør og bomuld. Men jeg har ingen gæld. Min mor hilser mange gange! I venlig forståelse og fuld diskretion Sara Susanne Bing Lind Hun bad den gamle landhandelsbetjent som var på aftægt, tage turen i færingbåden for at aflevere det personligt. Så rejste hun til Vinje i Bø og arbejdede som sædvanligt. Fruen var glad for at have hende tilbage og skånede hende ikke. Sara Susanne havde bestemt at hun ikke ville sige op før Johannes Krog havde givet hende et svar og første kirkelysning var læst op. Rigeligt med arbejde hjalp mod den store tomhed der gnavede. Hun kunne ikke huske at hun nogensinde havde følt sig så uhyggeligt alene. Men hun forregnede sig. Allerede efter få dage kom Johannes sejlende til Vinje og præsenterede sig for herskabet som Sara Susannes forlovede. Ordet forlovede sagde han flere gange uden at stamme. Han gav hende en guldring med rød sten og overrakte madammen et brev hvor han bad hende løse Sara Susanne fra stillingen så hurtigt det lod sig gøre, for han havde brug for hende når de skulle forberede brylluppet. Fruen tog opsigelsen pænt, men ikke uden at sukke. Hun ønskede dem inderligt lykke til og bad indtrængende om lov til at beholde Sara Susanne indtil slutningen af november. Det syntes Johannes var alt for længe. Han forestillede sig brylluppet mellem jul og nytår. Så vågnede Sara Susanne pludselig og blandede sig. Sagde meget bestemt at hun ville blive i pladsen til femtende november. På den måde fik hun gjort både den ene og den anden tilpas, tænkte hun. Det var ikke efter hendes hoved at en anden skulle bede hende løst fra stillingen. Men hun indså at det var for en bagatel at regne, når man tog i betragtning at hun havde lagt sit liv i hænderne på en fremmed. Endnu havde hun ikke grædt. Der blev vel tid til den slags senere. 30
JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 31 SESS: 11 OUTPUT: Tue Mar 2 08:14:48 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/850_Hundrede_aar_140x220_Garamond/Materie
– Går du ikke med forlovelsesringen? spurgte fruen en dag mens de syltede ribs. Det blodrøde sigteklæde dryppede og dryppede over løveglasset. – Den er nok kostbar, det er ikke værd at bruge den når jeg arbejder med hænderne – både med det ene og det andet, sagde Sara Susanne fast. – Han ville selv hente hende den femtende november? – Det sagde han. – Skal du ikke have nogle fridage før det og rejse hjem til Kjøpsvik? – Nej tak, det behøves ikke. Det er ikke mit hjem længere. Fruen så forbavset på hende. Rynkede panden så meget at den lignede et slag fra en fåreslagtning. Gulrosahvidt. Klar til at sy en rullepølse af.