1
To mænd var blevet stående i portrummet. Det var på tide at teste dem. Frank Frølich sprang ned ad trappens to nederste trin, fortsatte ud gennem porten, forbi de to fyre, og videre ud på gaden. De reagerede ikke. Han tænkte: De skulle have reageret. Hvorfor reagerede de ikke? Han stak hænderne dybt ned i jakkelommerne og fortsatte med sænket blik hen ad fortovet. I fiskebutikkens vindue var en mand i gang med at skovle is op i en flamingokasse. Frølich kiggede sig hurtigt over skulderen. Ingen af de to i porten viede ham nogen opmærksomhed. De fingererede stadig ved deres bedekæder. En af dem sagde et eller andet, og de lo begge to højt. Så hvinede det i et rustent cykelstativ. En kvinde var ved at sætte sin cykel fra sig på fortovet. Hun passerede kasserne med udstillede grøntsager og åbnede døren til Badirs butik. Klokken over døren ringede. Døren lukkede sig efter hende. Frank Frølich følte grævlingen bide sig i maven: En kunde i butikken? Og lige nu? Det måtte bare ikke ske. Han drejede pludselig ud over kørebanen. En bil bremsede hårdt op. Bilen bag den tudede i hornet og var tæt på at køre op i den. Frank Frølich fortsatte med hurtige skridt ind på fortovet. Han passerede cyklen og kasserne med champignon, druer, salat og peberfrugt og fortsatte ind gennem døren til butikslokalet, der lugtede af rådnende kælderæbler tilsat en kvalmende hørm af olie. Kvinden var alene i butikken. Hun havde en indkøbskurv over armen og gik langsomt frem mellem de to hylder med madvarer. Der var ingen andre i syne. Ingen ved kassen. Forhænget i døren bag kasseapparatet blafrede let. Kvinden var ikke så høj. Det sorte hår var samlet i en knude i nakken. Hun havde cowboybukser og en kort jakke på. Over —9—
Den fjerde røver-materie2006.ind9 9
29-09-2006 15:58:33
hendes skulder hang der en lille rygsæk. Hun havde sorte handsker på hænderne. Hun tog en konservesdåse ned fra hylden og studerede etiketten. Frank Frølich var to meter fra hende, da det skete. Han kastede et blik til venstre. I butiksvinduet på den anden side af gaden kunne han se bilen. De var gået i gang. Han kastede sig over hende i samme sekund. Han trak hende med sig i faldet. Et halvt sekund senere lød der hvinende bremser. Den mand, der kom springende hen over disken, var en af de to med bedekæderne. Nu holdt han i stedet en pistol i hånden. Der lød et skud. Noget glas klirrede. Montren med tobak og cigaretter væltede. Der lød endnu et skud. Og så brød kaos løs: Sirener, bjæffende stemmer, klaprende hæle. Braget fra en dør og noget glas, der knustes. Lyden af klirrende glas, som aldrig holdt op. Kvinden lå helt stille under ham. Der væltede stadig cigaretpakker ned over dem. Hun var måske omkring tredive og duftede af parfume. De blå øjne skinnede som safirer. Det lykkedes langt om længe Frank Frølich at rive blikket løs fra hende. Men så fik han øje på hendes hænder. Fascineret blev han liggende og stirrede på hendes effektive hænder, der arbejdede. Lange fingre dækket af handskeskind – et par smalle hænder, der automatisk stak cigaretpakkerne ned i den lille stofpose, som var gået op i faldet. Så blev han opmærksom på stilheden. Det trak fra døren og vinduet. »Frølich?« Stemmen var skrattende. Den kom fra en megafon. »Her!« »Skete der noget med pigen?« »Nej.« »Du er fra politiet,« hviskede kvinden. Hun måtte rømme sig for at få stemmen til at bære. Han nikkede og slap langt om længe taget i hende. »Så var det måske ikke så smart at negle cigaretter?« Han rystede på hovedet. Igen fascinerede det ham at se hendes smalle hænder, der nu effektivt hev cigaretpakkerne op af tasken igen. Han satte sig op på knæ.
— 10 —
Den fjerde røver-materie2006.ind10 10
29-09-2006 15:58:33
De blev stående og så på hinanden. Hun var pæn, men på en lidt sårbar måde. Der var et eller andet med munden. »Undskyld,« mumlede han. »Men det her burde slet ikke være sket. Nogen skulle have standset dig, længe før du gik herind.« Hun stirrede bare. »Et eller andet må have svigtet.« Hun nikkede. »Er der sket noget med dig?« Hun rystede på hovedet og slog ud med armene. Han havde ikke set sig omkring endnu for at skabe sig et overblik. Han hørte den kolde lyd af plastichåndjern, der blev strammet til om håndled, og han hørte eder og forbandelser fra en af de pågrebne. Sådan er det efterhånden blevet, tænkte han. Jeg stoler på alle og enhver. »Må jeg få dit navn?« spurgte han med tør stemme. »Har jeg gjort noget forkert?« »Nej, men du har været til stede. Du er vidne nu.« *** Så forsvandt sensommeren. En mørk skumring lagde sig over dagslyset, og tiden blev krystalliseret ned til arbejde: tyverier, simple og grove, drab og mord, selvmord, røverier og indbrud. Hverdage – en række begivenheder, hvoraf nogle gør indtryk og afsætter spor, mens de fleste er ret upåfaldende. Bevidstheden er oplært til at fortrænge. Den gulerod, man arbejder hen imod, er ferien, to uger på en græsk ø om sommeren, eller på lidt kortere sigt en lang weekend på færgen til Danmark. Drikke, skråle, le, finde en dame med tilpas hæs latter og varme i blikket, som synes, at spidse sko er helt fint. Men indtil det sker, er dagene en diasserie – billeder, der flimrer på skærmen nogle sekunder, før de bliver borte. Nogle er lettere at huske end andre, men også de bliver borte. Uden at han tænkte mere på hende. Eller gjorde han? Måske huskede han nogle enkelte gange på det safirblå blik, eller på følelsen af hendes krop mod sin egen – på gulvet i Badirs butik. Manden, der nu langsomt, men sikkert var ved at blive indfanget af anklagemyndighedens kværn og snart — 11 —
Den fjerde røver-materie2006.ind11 11
29-09-2006 15:58:33
dømt for organiseret indsmugling af kød og cigarettter og for at modsætte sig anholdelse, for trusler, for ulovlig våbenbesiddelse og så videre. En af de mange, der gled ind i køen af mennesker, som ventede på en ledig celle til afsoning. Trods den slags strøtanker var Frølich temmelig sikker på én ting: Han ville aldrig komme til at se hende igen. Da det faktisk skete, var det en regnvåd eftermiddag sidst i oktober. Udenfor var det ved at blive mørkt. Der blæste en kold vind hen ad Grensen. Vinden greb fat i folks overtøj og skabte imiterede Munch-malerier: Skygger af mennesker, der beskyttede sig mod den piskende regn ved at bukke sig sammen, bruge paraplyen som skjold eller, hvis man ikke havde nogen paraply, stikke hænderne dybt ned i lommerne og storme gennem regnen på jagt efter beskyttende altaner eller markiser. Den våde asfalt stjal den sidste rest af dagslys, og vandet i sporvognsskinnerne genspejlede neonlysene. Frank Frølich var færdig med sit arbejde og en smule sulten. Derfor åbnede han døren til Norrøna Kafé i Grensen. Der lugtede af varm chokolade med flødeskum. Han fik straks lyst til en kop og stillede sig op i køen. Da han nåede frem til kassen, ombestemte han sig og spurgte, hvad det var for en slags suppe, der var i den store gryde. »Italiensk. Minestrone,« svarede servitricen. Hun var af den utålmodige type med stram mund og slap holdning. Han tog en tallerken suppe, et rundstykke og et glas vand med sig. Han fandt sig en plads ved vinduet, fik sig anbragt på den høje taburet og stirrede ud i regnen, hvor folk ilede hen ad Grensen med opslåede frakkekraver. En kvinde pressede hagen ned mod opslagene for at holde jakken sammen fortil. Regnen blev kraftigere. Genskin fra billygter og blændende lysreklamer fejede hen over husmurene. Folk ude på gaden lignede børn, der krummede sig sammen for at beskytte sig mod en tordnende stemme et sted i det høje. »Hej.« Frank Frølich lagde skeen fra sig og vendte sig om. Der var noget bekendt ved hendes ansigt. Hun måtte være omkring de tredive. Hun havde sort hår, der var delvis dækket af en alpehue, fastgjort som en baret. Hendes ansigtshud var bleg, og hun — 12 —
Den fjerde røver-materie2006.ind12 12
29-09-2006 15:58:33
havde stærkt røde læber og øjenbryn, der knækkede på midten – som to omvendte V’er i den høje pande. Stilfuld, tænkte han, og det strejfede ham, at hun kunne passe ind i et fotografi fra en spillefilm i sort-hvid fra 1940’erne. Hun havde en lang, stramtsiddende ulden nederdel på og en kort jakke. Hendes påklædning fremhævede figuren: hofterne, midjen og skuldrene. »Torggata,« sagde hun og rystede på hovedet – næsten lidt utålmodig over hans langsomhed. »Marlboro og Prince.« Så kunne han huske det: Blikket og specielt hendes mund. Men de små rynker om hendes læber fortalte ham, at hun var ældre, end han først havde troet. Han kiggede straks efter den blå farve i hendes øjne – uden at finde den lige med det samme. Det må være lyset, tænkte han. Det må være det hårde neonlys herinde, som dræber den blå farve. I Badirs biks havde der sikkert været almindelige glødelampepærer i loftet. »Du lod mig gå.« Han syntes pludselig ikke om situationen og ledte efter en mulighed for at komme ud af den. Suppen var næsten spist op, og han havde betalt. Der var noget ubehageligt ved dette gensyn, og hele situationen vakte en slumrende fornemmelse i hans baghoved. Han måtte afvise denne tilnærmelse. Men han havde svært ved at gøre det. Hun stod helt tæt på ham og stirrede ham ind i øjnene. Det ville blive ubehageligt at vende sig bort fra hende. Så sagde han: »Det manglede da også bare. Du havde jo ikke gjort noget forkert.« »Tror du da.« »Nå?« »Jeg tog tre pakker Marlboro med mig. Og et stykke chokolade, Snickers.« Han skød tallerkenen fra sig. »Aha. Du er altså tyv.« »Du så det, gjorde du ikke?« »Så hvad?« Han tog jakken på og klappede sig på lommen for at være sikker på, at tegnebogen var der. »Du så mig godt.« De ord bragte ham et øjeblik ud af balance. Du så mig godt. Hun kunne have formuleret det anderledes. Men nu var det — 13 —
Den fjerde røver-materie2006.ind13 13
29-09-2006 15:58:33
blevet til et dobbelt budskab, som han ikke kunne misforstå: Det gik dels ud på, at hun anbragte sig selv i rollen som objekt for hans interesse. Og samtidig antydede hun, at hun skyldte ham en tjeneste, fordi han havde gjort noget for hende – noget, der ikke tålte dagens lys. »Jeg bliver nødt til at gå,« sagde han bare. »Hav det nu godt ...« Han tænkte efter. Hendes navn. Hun havde sagt, hvad hun hed, og han havde tilmed skrevet det ned. Navnet dukkede op i hans bevidsthed i sidste øjeblik. Så sagde han: »... Elisabeth. Hav en god aften.« *** Han blev stående nogle sekunder, mens glasdøren lukkede sig bag ham. Vinden var løjet lidt af, men det regnede stadig i stride strømme. Han skuttede sig, som for at ryste ubehaget ved episoden af sig, mens han knappede sin jakke. Han skyndte sig de få meter hen til T-bane-nedgangen. Og så var han i sin sædvanlige T-bane-trance, omgivet af lugten af skidt, lugten af genbrugsluft, våd uld, efterår og influenza; af ældre kvinder, der stryger sig under næsen med en behandsket finger, af mænd, der løfter blikket mod Gud for i stilhed at bede en bøn om, at deres næste hjerteanfald ikke må finde sted her, i dette tætte menneskemylder, hvor ingen ser hinanden. Han klemte ryggen op mod glasvæggen og prikkede med en finger mod duggen på vinduet. Han vågnede først op af trancen, da dørene lukkede sig på Manglerud Station, og vanedyret i ham fjernede sig fra hjørnet og nærmede sig døren, da toget bremsede for at standse ved Ryen. Dørene var to læber af metal, der slog op og gjorde sig klar til at spytte ham ud. Her oppe i højden havde regnen forvandlet sig til efterårets første sludbyger i eftermiddagsmørket. Lyset fra bilernes lygter på Ring 3 lagde sig på asfalten og blev suget ned i den sorte belægning. Han gik med tunge skridt op ad den lille bakke, mens T-banen svingende fortsatte. Måske var der et eller andet – en vind, en lyd eller en skygge – der ændrede sig en smule, da han nærmede sig opgangen. Han standsede op og vendte sig om. Gadelygten ved benzintanken — 14 —
Den fjerde røver-materie2006.ind14 14
29-09-2006 15:58:33
var lige bag hende, og den tegnede en gul kontur hele vejen rundt om hendes silhuet. Hun stod stille. Han stod stille. De vogtede på hinanden. Hun med hænderne i lommerne på den korte jakke og ansigtet i skygge. Håret, der bølgede ned over skuldrene, lyset fra gadelygten som en aura over alpehuen, den tætsiddende jakke og nederdelen, der nåede hende til under knæene. Der var kun de to – i mørket. Ingen andre mennesker var i syne. Der hørtes susende lyde fra biltrafikken længere borte. Det knitrede i en gadelygte. Han gik hen mod hende med bestemte skridt. Hun blev stående på samme sted. Han gik ud på gaden og rundt om hende, for at hun skulle følge ham med blikket og vende sig mod lyset, så han kunne se hendes ansigt. De stirrede hinanden ind i øjnene under hele den langsomme karruselbevægelse, og han opdagede noget i hendes blik – en energi, noget han ikke kunne sætte ord på, noget det var vanskeligt at støde på uden at sige noget. Så han sagde: »Følger du efter mig?« »Kan du ikke lide det?« Svaret bragte ham igen ud af balance. Endelig slog hun blikket ned. »Du så mig godt,« sagde hun. De samme ord igen. »Og hvad så?« spurgte han. De stod tæt sammen. Han var gået helt hen til hende, og hun havde ikke flyttet sig. Han kunne mærke hendes varme ånde mod kinden. Pludselig greb hun hans hænder. Hans tankevirksomhed gik i stå. Han rømmede sig, men rørte sig ikke. Hun havde tunge øjenlåg og lange, buede øjenvipper. For enden af hver øjenvippe samlede der sig en lillebitte dråbe kondensvand. Og ud mellem de halvt åbne læber strømmede små totter frostdamp, der kærtegnede hans kind, før de blev borte. I det samme sagde hun nogle ord, der smøg sig om hans kind. »Hvad sagde du?« Han kunne næsten ikke kontrollere sin stemme. Hans mund var kun få centimeter fra hendes, da hun dæmpet hviskede: »Jeg glemmer ingen, hvis jeg kysser dig.« — 15 —
Den fjerde røver-materie2006.ind15 15
29-09-2006 15:58:33
Så gjorde han sine hænder fri og lagde dem om hendes smalle ansigt. Før hun gik, stod hun længe under bruseren. Han lå på ryggen i sengen og hørte vandet risle. Da hun lukkede yderdøren bag sig, var klokken fire om natten. Så stod han op og gik selv på badeværelset. Han stod med panden lænet op ad flisevæggen, mens vandet strøg ham ned over skuldrene og hans tanker var optaget af de timer, der var gået: Hans krop, som hævede sig over hendes. Hvordan hun havde fastholdt hans blik, mens han trak vejret ind og ind for at ånde ud og ind og ind for at ånde ud. Svedperlerne mellem hendes bryster – dråber, der i tusind facetter spejlede, hvordan de samme bløde bryster vuggede i takt til hendes åndedræt, indtil han også fik hende til at tabe vejret. Det her er begær, det her er utæmmet lyst, som trækker skyldfølelse, skam, aborter, faderløse børn og hiv-diagnoser i sit kølvand. Han syntes stadig, han kunne mærke presset fra hendes fingerspidser, da hun greb ham hårdt om livet, indtil han mærkede ti negle bide sig ind i kødet. Hun ville have mere og alligevel mindre, fordi hun havde set nedtællingen flimre forbi bag hans øjenlåg. Bagefter var Frank Frølich alene med panden presset mod flisevæggen: Frank Frølich, der drejer håndtaget over på rødt og lader sig skolde af det glohede vand, mens han for sit indre blik gennemgår den underlige tatovering, hun har på hoften. Synet af tatoveringen, mens hun sidder overskrævs på ham med ryggen til, kan han slet ikke tænke på, uden at mærke erektionen være på vej igen; uden at føle denne sugende trang til at gøre det igen og denne vished om, at hvis hun var kommet ind ad døren i dette øjeblik, ville han have lagt hende ned på badeværelsesgulvet, eller inde i stuen – over skrivebordet – og ikke have været til at standse. Den slags tanker virker ligesom influenza. De forsvinder til sidst, men det tager tid. Alting går over med tiden. Tre dage, måske fire, en uge – så slipper tankerne deres tag, og til sidst er man
— 16 —
Den fjerde røver-materie2006.ind16 16
29-09-2006 15:58:33
bare lidt følelsesløs i kroppen og begynder at fungere igen, glad for at have overstået det. Der gik seks dage. Han var i form igen. Men så summede mobiltelefonen på hans skrivebord. En sms. Han læste den. Den bestod af et eneste ord: Kom! Automatisk indtastede han afsenderens nummer og sendte det til oplysningen. Det summede i telefonen igen. Endnu en sms. Denne gang med afsenderens navn og adresse: Elisabeth Faremo. Frank Frølich satte sig ned. Hans krop var pludselig hyperaktiv. Han løftede hånden. Den sitrede ikke. Men alligevel: Damen havde sluttet strømmen til igen. Han havde troet, at han var symptomfri, at han var rask, at han var kommet sig over beruselsen. Men nej: Bang, fyrre i feber. Ude af stand til at tænke. Han var én stor knude af uforløst energi. Han var ladet op. Af et eneste ord! Han blev siddende og så på den lille telefon med det lysende display. Pludselig begyndte den at ryste i hånden på ham. Den ringede. Det samme telefonnummer. »Hej, Elisabeth,« sagde han og blev overrasket over, hvor klar hans stemme lød. To sekunders stilhed. Længe nok til, at han nåede at tænke: Nu ved hun, at jeg har slået hendes telefonnummer op. Hun forstår, hvordan det her virker på mig, at hun afbryder mit liv og giver mig fyrre i feber bare ved at sende en sms. Men så hørte han den bløde stemme, han ikke havde hørt i mange dage. »Hvor er du henne?« »På arbejde.« »Hvor?« »Politihuset. Grønland.« »Aha ...« Nu var det hans tur til at sige noget. Han rømmede sig, men fik kun lige trukket vejret, før hun afbrød ham: »Har du ikke snart pause?« »Hvad er klokken?« Han kiggede op mod det sted over døren, hvor uret havde hængt for få uger siden. Det var der ikke mere. Der stak bare to ledninger ud af væggen. — 17 —
Den fjerde røver-materie2006.ind17 17
29-09-2006 15:58:33
»Aner det ikke. Det er vel snart frokost.« »Hvor skal jeg komme hen?« »Har du bil?« »Ja.« »Så står jeg på Lisa Kristoffersens Plass, ved Voldsløkka.« »Om ti minutter.« Feberen var værre end nogensinde. Han tænkte ikke. Han havde ikke plads til andet end fantasibilleder i hovedet: Svajet i hendes ryg, hoftebuen, det sorte hår på hovedpuden – og det blå blik. Han snuppede jakken fra knagen og gik ned og ud. Han startede bilen og kørte ud i byen. Hvad klokken var? Han anede det ikke. Han interesserede sig ikke en disse for denne verden, tænkte kun på ikke at påkøre fodgængere, når han gav gas. Da han kørte hen ad Stavangergata, dukkede hun ud af det blå og kom gående imod ham på fortovet. Hun havde en duft af sent forår, parfume og halspastiller med sig, da hun uden et ord satte sig ind. Han holdt øjnene i sidespejlet. Han åndede normalt trods den søde duft, der udgik fra hende. Han stirrede køligt og kontrolleret i sidespejlet, ventede på klar bane, blinkede og kørte så videre – mens han hele tiden mærkede hendes blik. Hun så på ham og hans afvisende profil. Hun fik taget sin jakke af – en brun skindjakke med for. Da han passerede nedkørslen til Nydalen, brød hun endelig stilheden: »Er du glad for at se mig?« Han skottede til hende. Hun var en kat. To store, blå øje med store pupiller, katteblikket. Han mærkede sin puls hamre. Det dunkede i tindingerne. Men han holdt masken. »Selvfølgelig er jeg det.« »Du siger ingenting.« Hun lagde hånden over hans på gearstangen. Han skævede ned mod hende – og kiggede så igen på hendes ansigt ud ad øjenkrogene: »Hej. Tak for sidst.« Lyden satte sig fast i halsen. Han var på vej mod Kjelsås, Brekke og Maridalen. Hvad er det, jeg er i gang med? Et par læber strøg ham over kinden. En hånd flyttede sig fra — 18 —
Den fjerde røver-materie2006.ind18 18
29-09-2006 15:58:33
hans hånd og gled ind under jakken. Hun kunne lige så godt have fyldt højoktanbrændstof på en nyjusteret benzinmotor og drejet startnøglen. Hans hjerte hamrede så hurtigt og slog så hårdt, at det susede for hans ører. Der var træer til begge sider nu. Han satte farten ned og kørte ind på rastepladsen, så helt hen til træerne, længst fra vejen. Han standsede, satte bilen i frigear og lod motoren køre. Da han igen drejede hovedet til højre, dækkede hun hans læber med sine. ***
Den fjerde røver-materie2006.ind19 19
29-09-2006 15:58:33