Peter Dürrfeld
DEN LILLE MOZART ———
Informations Forlag
Indhold
Den lille Mozart 7 Tolv datoer i Mozarts liv 11 Mozarts epoke 13 At leve er at rejse —Om Mozarts korte liv 17 Mennesker omkring Mozart 39 En dag i Mozarts liv 44 Hvem var Köchel? 46 Mozarts greatest hits —eller Fra Köchel-fortegnelsens skatkammer 47 Mozarts operaer 97 Sagt om Mozart 98 Genrer og instrumenter 100 Mindesteder 103 Mozart-effekten 106 Mozart koster ikke en formue 108 Og titlen er: Mozart —Forslag til videre læsning 110 Sagt af Mozart 112
den lille mozart ———
Hvis man forestiller sig, at man blev slynget 200 år tilbage i tiden og dukkede op i en adelig salon et sted i Wien, hvor der blev afholdt en musikalsk soiré, ville man have en fair chance for at genkende Beethoven – også i et selskab på flere hundrede mennesker. Der findes talrige portrætter af Beethoven, tegnet eller malet i hans levetid, rigeligt til at man kan følge, hvordan hans ansigt år for år fik sit karakteristiske udseende: det særlige beethovenske underbid, det gennemtrængende blik, den høje pande og de viltre hårlokker, der også op i hans alderdom strittede uregerligt ud fra hans hoved. Anderledes forholder det sig med Mozart. Man er ikke i stand til at lukke øjnene og se Mozart for sit indre blik. Vi har højst et dusin billeder, der med sikkerhed er tegnet/malet efter den levende Mozart, og på et par af dem er han et lille musicerende barn og sidder nærmest som en sart og anonym porcelænsfigur foran klaveret. Og de rokoko-kontrafejer, der møder os på alverdens Mozart-ting, lige fra forskellige populære bøger til Mozart-slips, Mozart-kugler og Mozart-likør, er i bedste fald intetsigende. I værste fald en tilskyndelse til at begå butikshærværk. Faktisk ved vi ikke rigtigt, hvordan Mozart så ud. Det er ganske karakteristisk, at da man i 1956 fejrede 200-året for hans fødsel, markerede Philips det blandt andet ved at 7
Moz a
rt i 9 178
–t eg
n ni
g
af D
or
is
Sto
ck
udsende en grammofonplade med en række uddrag af hans fik mesterværker. Pladen fi k titlen Die Salzburger Mozart-Platte, og dens cover er prydet af en stor dreng ved klaveret. Han er efter tidens skik iført en karmoisinrød frakke og har en sort sløjfe i håret. Hans venstre hånd hviler på tangenterne, og et par store brune øjne ser ud mod betragteren. På bagsiden af pladen kan man læse, at billedet forestiller den 11-årige Mozart ved klaveret, og at det drejer sig om en reproduktion af et oliemaleri fra 1766/67, udført af Thaddäus Helbling befinder – originalen befi nder sig angiveligt i det verdensberømte Mozart-Museum i Salzburg, der har til huse i den tredjesals lejlighed i Getreidegasse, hvor han voksede op. Billedet, har man siden fundet ud af, forestiller bare ikke Mozart, men det jævnaldrende grevebarn Karl Max von Firmian, som var en barndomsven af Mozart. 8
MOZART_indmad_3.oplag.indd 8
1/4/06 7:57:56 PM
Historien understreger, hvor lidt vi ved om Mozarts udseende. Han havde, fortælles det, et par udstående øjne og et meget levende blik. Han var koparret i ansigtet. Han yndede – når han ikke gik med paryk – at samle sit blonde hår i en slags hestehale. Men i øvrigt modsiger de få bevarede portrætter hinanden, han ser “forskellig” ud fra billede til billede. Der blev efter samtidens skik taget en dødsmaske af ham, da han den 5. december lå død i lejligheden i Rauhensteingasse nr. 8 i det indre Wien, men denne maske er gået tabt. Ligesom den kopi af den, som hans enke Constanze ejede. Hun var lettet over, at “den grimme ting” endelig var gået itu, og kylede stumperne i skraldespanden. Men givet er det, at Mozart var en lille fyr. Sikkert ikke mere end halvanden meter høj. Hans også efter den tids målestok beskedne størrelse fremgår flere steder af hans breve. Således fortæller han i et brev, skrevet i påsken 1770 i Rom, at “jeg har haft den store ære at kysse Sankt Peter på foden, men fordi jeg ulykkeligvis er så lille, måtte man løfte den samme gamle nar Wolfgang Mozart op til statuen!” Han var 14 år på det tidspunkt. Omkring årsskiftet 1780-81 befinder han sig i München, travlt optaget af at færdigkomponere sin i enhver henseende store opera Idomeneo. I et brev til sin fader hjemme i Salzburg fortæller han, at den bayerske kurfyrste Karl Theodor efter at have lyttet til uddrag fra operaen med forundring har udbrudt: Man skulle ikke tro, at der kunne rummes noget så stort i sådan et lille hoved! Og ved en senere lejlighed underskriver Mozart et brev til en af sine støtter i Wien, grevinde von Martha Elisabeth von Waldstätten, med ordene: Mozart magnus, corpore parvus. Den store Mozart med den klejne krop. Det er svært at frigøre sig fra fornemmelsen af, at hans fysiske lidenhed har været en hæmsko i hans karriere, der er fuld af talrige forgæves forsøg på at opnå en fast og velbetalt 9
stilling ved et velrenommeret fyrsteligt hof. De borgerlige musikere kæmpede hårdt om den slags stillinger, og den lille Mozart har givetvis været en mand, det rent fysisk var nemt at skubbe til side – samtidig med at han i mange menneskers bevidsthed fremstod som vidunderbarnet fra 1760’erne, et musikalsk fænomen, javist, men en skikkelse, der bare aldrig var blevet rigtig voksen, selvom han var blevet en smule større med årene. Den eneste Mozart-biografi, der er begået af en person, der kendte ham personligt, er skrevet af den tjekkiske professor Franz Xaver Niemeczek, som Mozart mødte, da han i 1787 var i Prag for at indstudere urpremieren på Don Giovanni. Bogen hed oprindeligt Leben des K. K. Kapellmeisters Wolfgang Gottlieb Mozart og er båret af en stor kærlighed til både mennesket og musikeren Mozart. Den udkom i Prag i året 1798 og blev i 1984 genudgivet med den mere mundrette titel Ich kannte Mozart. Niemeczek fortæller: “Der var ikke noget påfaldende over dette usædvanlige menneskes fysiske fremtoning. Han var lille, og hans ansigt røbede – når man undtager de store, glødende øjne – ikke noget om størrelsen af hans geni. Blikket virkede uroligt og flakkende, undtagen når han satte sig til klaveret. Så ændrede hele hans åsyn sig! Blikket blev alvorligt og koncentreret; og enhver muskelbevægelse blev udtryk for den følelse, han lagde i sit spil, en følelse, der vakte voldsom genklang hos tilhøreren ...” Og Niemeczek fortæller, at Mozart havde “smukke hænder” – så små, at man måtte undre sig over, hvad han var i stand til at udrette på klaveret. Selv forklarede Mozart, at han havde opnået sin fremragende fingersætning ved et flittigt studium af Johann Sebastian Bachs værker. Måske ville man alligevel kunne genkende den lille Mozart ved et besøg i en af rokokotidens Wiener-saloner? I det mindste når han satte sig til klaveret og begyndte at spille. 10
Mozarts greatest hits ———
eller Fra Köchel-fortegnelsens skatkammer
Mozarts værker bærer ikke opusnumre, men de såkaldte Köchel-numre, forkortet KV (Köchel-Verzeichnis) eller blot K (f.eks. i de engelsksprogede lande). Således vil en indspilning af hans 21. klaverkoncert i C-dur som regel være tilføjet et KV 467 eller K. 467. Köchel-fortegnelsen har i alt 626 numre, og den revideres stadig (men nænsomt) af Die internationale Stiftung Mozarteum, der varetager en stor del af Mozart-forskningen og har hjemme i hans fødeby Salzburg. Et Köchel-nummer kan dække over en kort sang eller en menuet på få minutter, men kan også stå for en opera af mere end tre timers varighed. Fra den 9. februar 1784 begyndte Mozart selv at føre, hvad han kaldte “Verzeichnüss aller meiner Werke” (fortegnelse over alle mine værker), og Köchel-fortegnelsen er derfor ganske præcis i sin kronologi fra dette tidspunkt. Det følgende udvalg på cirka en tiendedel af numrene fra Köchel-fortegnelsens store skatkammer er foretaget ret subjektivt, og Mozart-elskere vil måske savne netop deres yndlingsstykke og undre sig over, hvordan jeg har kunnet nænne at forbigå en vidunderlig fløjtekvartet eller en storla47
den klaverkoncert. Og de vil have ret, al den stund det tangerer en forbrydelse at udelade en række af de store klaverkoncerter og strygekvartetter – bare for at give et eksempel. Hvis man på den anden side får det indtryk, at samtlige 626 numre i Köchel-fortegnelsen er uforlignelige mesterværker, er det imidlertid en misforståelse. For det første er der en del barndoms- og ungdomsværker, hvor Mozart endnu synes for afhængig af konventionerne, hvordan man “plejede” at komponere på den tid. Og for det andet skrev han en række pligtstykker for at tjene til dagen og vejen, i sine sidste år blandt andet danse og marcher til det kejserlige hof, og de har vel kun overlevet, fordi de nu engang er skrevet af Mozart. Men det skal ikke skjules, at antallet af “ren-fryd-værker” heldigvis er overmåde stort – og at det naturligvis sprænger rammerne for denne bog. Læserne vil måske finde, at min begejstring for Mozart kammer over – men der er altså tale om godt en tiendedel, det bedste af det bedste, af det største musikalske geni, denne verden har kendt. Det er stort. Desuden vil jeg mene, at udvalget er ganske repræsentativt, og det vil forhåbentlig give den nysgerrige inspiration til at starte opdagelsesrejsen i Mozarts verden et sted. Der er flere veje at gå, og man vil blive rigt belønnet, uanset hvilken rute man vælger. I en del tilfælde har jeg anbefalet bestemte indspilninger. Også her er der i sagens natur tale om et subjektivt valg. Nogle musikelskere sværger til de såkaldt historiske instrumenter, og gennem de sidste årtier er der opstået adskillige fremragende ensembler, der spiller på disse “periodeinstrumenter”. Andre, der (som jeg) er vokset op med den traditionelle orkesterklang, foretrækker klangen fra de store symfoniorkestre, berlinerfilharmonikerne, wienerfilharmonikerne – eller for den dags skyld vores eget radiosymfoniorkester eller Det kongelige Kapel. Man må lytte sig frem. Og i Danmark er der ikke langt til det nærmeste bibliotek, hvor man kan låne englelyd eller få den hentet hjem fra fjernere biblioteker. 48
—KV 1
Seks små klaverstykker
Mozart komponerede disse småstykker i 1761, før han var fyldt seks år. Menuetten i G-dur er et indtagende og et ganske kompetent forsøg i genren – man forstår, at Papa Leopold har været stolt af sin søn. Men selvfølgelig er disse enkle stykker på ingen måde et varsel om, hvad der senere skulle følge. —KV 50
Bastien og Bastienne
Charmerende opera eller rettere syngespil af den 12-årige Mozart. Hele historien om hyrdinden Bastienne og hendes kæreste Bastien er overstået på tre kvarter. Og musikken er ikke vanskeligere, end at mindre amatørensembler med den rette blanding af flid og talent vil kunne løfte opgaven. Uropførelsen fandt sted i Wien, angiveligt hos magnetisøren Franz Anton Mesmer, som den svenske forfatter Per Olov Enquist 200 år senere brugte som inspiration for sin roman Magnetisørens femte vinter. Ouverturen kalder rent tematisk mindelser frem om førstesatsen i Beethovens Eroica-symfoni, men i øvrigt er der ingen heroisk storhed, men til gengæld masser af pastoral idyl over den lille opera. Naivt og fornøjeligt. —KV 80
Strygekvartet (nr. 1) i G-dur
I 1770 var Mozart med sin far på den første store Italiensrejse. På et værtshus i Lodi fandt han på at skrive dette indtagende stykke kammermusik. Leopold, der jo selv var en dygtig musiker, vicekapelmester og en fremtrædende violinist, har måske haft en enkelt finger med i spillet. Men næppe meget mere. Mozart havde forlængst overfløjet sin far.
49
Leopold Mozart – en stor violinist
—KV 114
Den 14. symfoni i A-dur
Denne symfoni, en af de bedste blandt Mozarts tidlige forsøg i genren, er komponeret hjemme i Salzburg i juleferien 1771. Symfonierne var almindeligvis meget korte på den tid, en slags tresatsede ouverturer i italiensk stil. Mozart hæver sig allerede her højt over sine samtidige. Nr. 14 rummer al den himmelske ynde, der er så karakteristisk for hans tidlige værker. —KV 183
Den 25. symfoni i g-mol
Mozarts første mol-symfoni er komponeret i Salzburg i efteråret 1773 og har fire satser. Der er en jagende eller måske snarere jaget tragik over førstesatsen, og man forstår, at den amerikansk-tjekkiske filminstruktør Milos Forman valgte at bruge den i åbningsscenen til sin Amadeus fra 1984. Mange regner dette værk for Mozarts første store symfoni – i hvert fald er den et markant brud med den “harmløse” italienske stil, han indtil da havde skrevet de fleste af sine symfonier i. 50
—KV 191
Fagotkoncert i B-dur
Skrevet af den 18-årige Mozart hjemme i Salzburg – og den unge mands første blæserkoncert, komponeret i juni 1774 på en måde, så man skulle tro, at Mozart selv var virtuos på dette instrument. Et herligt livsbekræftende værk, der endnu engang minder os om, at Mozart var i besiddelse af det, H. C. Andersen senere skulle skrive en historie om: Et godt Humeur. Ja, for “alting er nu så viseligt indrettet, at man sagtens kan have et godt Humeur.” Og kniber det, kan man bare lægge ører til Mozarts fagotkoncert. —KV 216
Den 3. violinkoncert i G-dur
I løbet af 1775 skrev Mozart hele fem violinkoncerter. Denne blev færdig i september (de to foregående er KV 207 og KV 211, der menes at stamme fra henholdsvis april og juni) og regnes for den første af de tre “store” violinkoncerter – de, der indgår i de store violinisters standardrepertoire. Den langsomme sats, en adagio, er som dalet ned fra himlen.
—KV 218
Den 4. violinkoncert i D-dur
Hør hvor det pusler og vibrerer af liv allerede i de første takter, hør hvor det hvisker og tisker, hvor strygerne danser af sted som elverpiger i fuldmånens skær, inden soloviolinen sætter ind, nærmest beruset af vilje og vitalitet. Det minder os om, at Mozart også var en fremragende violinist. “Du er ikke selv klar over, hvor godt du spiller [violin],” konstaterede fader Leopold, der var en af tidens førende eksperter på det område, “ ... du kunne blive Europas førende violinspiller!” Store ord, også i betragtning af, at Europa i den sammenhæng var ensbetydende med hele verden. Værket er indspillet af en række af vor tids betydeligste violinister, og med f.eks. David Oistrakh eller Anne-Sophie Mutter går man ikke galt i byen. 51
—KV 219
Den 5. violinkoncert i A-dur
I midten af 1950’erne kom de første lp’er frem i butikkerne. Pludselig kunne man høre en hel symfoni uden at skulle bakse med en tung stak af de skrøbelige 78’ere foran grammofonen. I begyndelsen lavede man lp’erne i både 30 cm og 25 cm i diameter – de sidstnævnte forsvandt hurtigt ud af billedet, men jeg ejer stadig den “25’er”, der for første gang fik mine ører til at åbne sig for Mozart: den 5. violinkoncert med den sovjetiske violinist David Oistrach og Sächsische Statskapelle fra Dresden, dirigeret af Franz Konwitschny. Og fryden ved at lytte til denne gamle skive – med Deutsche Grammophon Gesellschafts karakteristiske gule label – er ikke blot af nostalgisk karakter ... —KV 250
Serenade i D-dur
(Haffner-serenaden) Historiens glemsel ville for længst have sænket sig over borgmesterdatteren Elisabeth Haffner fra Salzburg og hendes bryllup i juli 1776, hvis ikke hun havde fået Mozart til at skrive en serenade i den glædelige anledning. Og Mozart var ikke karrig med virkemidlerne. Seneraden, der gik i D-dur, fik hele ni satser, heriblandt tre satser, der udgør en lille violinkoncert midt i serenadens symfoniske karakter.
—KV 271
Den 9. klaverkoncert i Es-dur
Mozarts klaverkoncerter er et kapitel for sig – han dyrkede denne genre gennem hele sit korte liv, og det blev i alt til 27 af slagsen, heriblandt en koncert med tre klaverer (nr. 7, KV 242) og en koncert med to (nr. 10, KV 365). Nr. 9 bærer tilnavnet Jeunehomme, efter den parisiske “mademoiselle”, der besøgte Salzburg omkring nytåret 1777 og fik udødeliggjort sit navn ved at spille den. Jeunehomme-koncerten markerer en ny fase i den unge Mozarts udvikling og peger i flere 52
henseender frem mod Beethoven, bl.a. ved at Mozart lader klaveret komme til orde allerede i anden takt.
—KV 297b
Sinfonia Concertante i Es-dur
I 1778 opholdt Mozart sig et halvt års tid i Paris. Desværre er flere af de værker, han skrev i den periode, gået tabt. Det gælder også originalmanuskriptet til denne sinfonia concertante (koncerterende symfoni), som Mozart ellers omtalte en del i brevene hjem til sin far i Salzburg – vi kender endda navnene på de musikere, der skulle varetage solostemmerne: Wendling (fløjte), Ramm (obo), Punto (horn) og Ritter (fagot). Men i 1860’erne dukkede der et manuskript op, hvor fløjten af en eller anden grund var blevet erstattet af en klarinet. Uanset om denne udgave er ægte Mozart eller ej, må den musiker, der er ansvarlig for afskriften, have haft adgang til originalen. For ingen Mozart-elsker kan være i tvivl om, hvem der taler til os i dette medrivende værk. I dag kan man få indspilninger i begge udgaver. Orkester, obo, horn og fagot – og skal man så have den ledsaget af fløjte eller klarinet? To forskellige former for lyksalighed.
—KV 299
Koncert for fløjte og harpe i C-dur
Noget af en sjælden fugl og vistnok den eneste lejlighed, hvor Mozart tilgodeså harpen som soloinstrument. Værket er skrevet i den franske smag, rokokotidens galanterie klinger ud af hver eneste takt – og når en musiker (violinisten Anton Kontra) engang har sagt, at man ikke skal begå den synd at spille Mozart “med hvide handsker på”, er netop dette måske en undtagelse.
—KV 304
Violinsonate i e-mol
Man ved ikke, om denne sonate er skrevet i Mannheim eller Paris, i hvert fald er den blevet til på den begivenhedsrige 53
rejse, Mozart foretog i selskab med sin mor (indtil hun døde i Paris i sommeren 1778). Og den er et af de mirakler, der pludselig popper op i hans produktion. Det sker midt i en periode, hvor han skrev ting i mere konventionel stil, hvad enten dette nu var et forsøg på at gøre lykke hos kurfyrsten i Mannheim eller blandt de høje herskaber i Paris. Violinsonaten har kun to satser og varer blot omkring 12 minutter, men udgør ikke desto mindre en milepæl i hans udvikling. Violinstemmen har pludselig fået et mere dramatisk præg, er blevet jævnbyrdig med – og indgår i dialog med – klaveret. Sonaten kan virke som en personlig bekendelse, men – og dét er i virkeligheden en af de dybe hemmeligheder ved Mozart – han krænger aldrig sine følelser ud, i den forstand at han bliver banal eller patetisk. Sonaten er en af de fire Mozart-sonater, der er med på en opsigtsvækkende cd fra 2005 (DGG), hvor det unge amerikanske par Hilary Hahn på violin og Natalie Zhu på klaver leverer et fornemt samspil. De øvrige tre er KV 301, 376 og 526.
—KV 310
Klaversonate i a-mol
Selvom man altid skal være varsom med at trække følelsesmæssige paralleller mellem Mozarts værker og de begivenheder i hans liv, der udspillede sig under kompositionen af dem, er det meget fristende i dette tilfælde. Denne store og gribende sonate er nemlig skrevet i sommeren 1778, da Mozart i Paris mistede sin mor. Især førstesatsen, en gribende “allegro maestoso”, vidner om en mand, der pludselig er blevet ramt af skæbnen.
—KV 314
Obokoncert i C-dur
Hjemme hos dirigenten og komponisten Christian Cannabich havde Mozart i efteråret 1777 mødt oboisten Friedrich Ramm, som Mozart straks begavede med denne koncert. Til sin far 54
Første nodeark af originalpartituret til Eine Kleine Nachtmusik, KV 525
skrev Wolfgang: “Jeg har foræret ham min obokoncert, som netop nu bliver kopieret i et værelse hjemme hos Cannabich. Manden var ellevild af glæde!” Man forstår manden. Især hvis man er den lykkelige ejer af en cd med titlen “Auf Mozarts Spuren”. Her spiller berlinerfi lharmonikernes solo-oboist Albrecht Mayer koncerten nerfilharmonikernes sammen med en række andre småstykker af Mozart plus en obokoncert af Mozarts samtidige, Ludwig August Lebrun. Claudio Abbado dirigerer Mahler Chamber Orchestra. Det er mageløst.
— —KV KV 318
Den 32. symfoni i G-dur
Her er egentlig tale om en tredelt ouverture i italiensk stil med en varighed på beskedne otte minutter. Den slags havde Mozart på dette tidspunkt allerede skrevet et væld af – men 55 55
MOZART_indmad_3.oplag.indd 55
1/4/06 7:58:12 PM
nr. 32’s eksplosive indledning, dens yndefulde midterdel og dens sprudlende finale gør den til noget ganske særligt blandt Mozarts korte symfonier. En utrolig humørspreder. Med hele orkestret, inklusive trompeter og pauker, synes det unge geni at komme buldrende gennem Salzburg: I må da kunne høre, at jeg er blevet for stor til denne ravnekrog!
—KV 320
Serenade i D-dur
Posthorn-serenaden, som den almindeligvis kaldes, opstod også i 1779, hvor Mozart endnu slog sine folder i Salzburg. Man ved ikke i hvilken anledning, den er komponeret, men sit navn har den fået efter en passage i sjettesatsen – den består af syv symmetrisk ordnede satser – hvor Mozart lader hornet byde på en ægte postillon-melodi. Et både fyldigt og festligt værk. Man bør prise sig lykkelig, hvis man kan få fingre i den indspilning, dirigenten Karl Böhm engang i 1960’erne lavede med berliner-filharmonikerne.
—KV 331
Klaversonate i A-dur
Man er ikke sikker på, hvornår denne berømte sonate er komponeret, måske under den store rejse i 1777-78, måske så sent som i eftersommeren 1783? Berømmelsen skyldes sidstesatsen, en åndfuld allegretto alla turca. Den lille “tyrkiske” melodi er i dag blevet et regulært ringetonehit, der lyder fra alverdens mobiltelefoner.
—KV 361
Serenade i B-dur
Den store blæserserenade, der også bærer navnet Gran partita. Instrumenteringen er usædvanlig: to oboer, to klarinetter, to bassethorn, fire valdhorn, to fagotter og en kontrabas. Det er den originale besætning. I moderne indspilninger erstattes kontrabassen hyppigt af en kontrafagot. Det mere end tre kvarter lange mesterværk består af syv satser og 56
forener det inderlige og dybsindige med det livsbekræftende og legende på en måde, som kun Mozart kunne gøre det. I H. C. Robbins Landons Mozarts gyldne år (Gyldendal 1991) kan man læse, at værket muligvis har været en gave til Constanze i anledning af deres bryllup i august 1782 – i så fald må det være den smukkeste morgengave, nogen kvinde har modtaget! Efter en offentlig fremførelse godt halvandet år senere, i foråret 1784, da Mozarts stjerne stod i zenit på den wienske musikhimmel, jublede en kritiker ved navn J. F. Schink: “Ved hvert instrument sad en mester – og åh, hvilken virkning – herlig og storslået ... Mozart! Det er livet her, som de saliges land, musikkens land ...” Ja, de saliges land! Hør blot, hvordan oboen i den første adagio som en fugl i fri flugt stiger op mod den blå himmel, fulgt af den sødmefuldt svævende klarinet. Som Jens Østergaard udtrykker det i hæftet til Rondo Records indspilning af værket (fra 2002): “... ubeskrivelig skønhed og følelsesmæssig dybde. Sådan en sats har man aldrig mødt i en serenade, hverken før eller siden.” Der findes mange pragtfulde indspilninger af værket, men den mest legendariske er Wilhelm Furtwänglers med wienerfilharmonikerne fra 1947. Dens høje alder skal man ikke lade sig forskrække af. Man glemmer hurtigt alt om tid (og sted), når man efter få takter indfanges i musikkens magi. Og i den indledende allegro-del kan man endda høre den store maestro trampe takten til blæsernes muntre udladninger.
—KV 364
Sinfonia concertante i Es-dur
Her har vi lidt uorden i kronologien hos Köchel, for dette værk er i hvert fald et par år yngre end Gran partita. Det er skrevet i Salzburg i løbet af sommeren 1779, og der er – som betegnelsen siger – tale om en koncerterende symfoni, hvor orkestrets mange stemmer fletter sig sammen med de to solostemmer: en violin og en bratsch. De to strygere gør først 57
deres tøvende entré efter en længere, symfonisk præget indledning fra orkestret, men snart finder den lyse og den mørke stryger sammen i et underfundigt, legende samspil, der i den langsomme midtersats ligefrem har karakter af en inderlig fortrolighed – som en henåndet hvisken mellem to elskende. I finalen, en lystigt hvirvlende presto, slår de til gengæld gækken løs i et halsbrækkende tempo. Et af de værker, hvor den unge Mozart for alvor slår sine ørnevinger ud. I en nyere indspilning med Midori og Nobuko Imai som solister (og NDR Sinfonieorkester, dirigeret af Christoph Eschenbach) kan man opleve Imais bratschspil som en særlig attraktion – hun spiller nemlig med den såkaldte scordatura (omstemning af et strygeinstrument), som Mozart selv anbefalede til netop dette værk, og som får bratschen til at klinge mere prægnant. Det er i det hele taget en formidabel indspilning, og så får man Philip Wilbys rekonstruktion af en koncert for violin og klaver, fragmentet KV 315f, med i købet.
—KV 365
Koncert i Es-dur for to klaverer
Ørneflugt er der også over denne koncert for orkester og to klaverer, som Wolfgang skrev til sig selv og storesøster Nannerl i begyndelsen af 1779. På det tidspunkt var han netop vendt tilbage til Salzburg efter den lange mislykkede ansættelsesrejse: ikke blot havde han mistet sin mor i Paris, han havde også lidt sit livs store følelsesmæssige skuffelse, da Aloysia Weber (Constanzes storesøster) gav ham den kolde skulder. Men der er ikke det mindste spor af bitterhed i dette værk, kun enkelte spredte “mol-skygger” som en vag genklang af sorgen – ellers lutter ophøjet glæde, for ikke at sige lystighed. Mozarts ydre livsomstændigheder afspejler sig ikke nødvendigvis i hans musik. Her er han i sit eget rige. En indspilning fra Salzburg-festspillene i 1972 er blevet en myte: Elena og Emil Giles (datter og far) optræder som solister, Karl Böhm dirigerer Wienerfilharmonikerne. 58