STÅLFEBER
97
ved at grave med hakke, spade og de bare hænder i det åbne land. I kampen for at nå målene skete der mange ulykker. Træer blev vilkårligt fældet og faldt ned over folk; eksplosiver, der blev anvendt af uerfarne arbejdere til at åbne miner, krævede også menneskeliv.15 Xie Fuzhi ringede regelmæssigt for at få de seneste resultater.16 Han blev på sin side opildnet af Bo Yibo, der sendte et nyt mål om 12 millioner ton og pralede af, at 40 millioner arbejdere betjente omkring 500.000 ovne over hele landet.17 På nationaldagen erklærede Bo, at oktober skulle være den måned, hvor stålproduktionen virkelig røg i vejret, og endnu et vanvittigt ræs fulgte. I Yunnan steg antallet af mennesker, der var involveret i stålkampagnen, fra tre til fire millioner mennesker, da en særlig ‘højproduktionsuge’ blev annonceret at skulle sætte endnu en rekord. “Verdens øjne er rettet mod Kina,” udbrød Xie Fuzhi – landet måtte nå det mål, det havde udbasuneret, eller foretage et ydmygende tilbagetog.18 Landsbyboerne, der blev udsat for pres fra toppen og hele vejen ned gennem systemet, havde ikke andet valg end at deltage i kampagnen. I Quijing-regionen i Yunnan blev guldbrædder revet op, og kyllinger blev slagtet, så deres fjer kunne bruges til at fodre flammerne eller indgå i fremstillingen af blæsebælge. Grupper af partiaktivister gik fra dør til dør for at indsamle skrotjern – ofte konfiskerede de husholdningsredskaber og landbrugsredskaber. De, der ikke formåede at udvise tilstrækkeligt med begejstring, blev overfuset, skubbet til eller endda bundet og fremvist til almen spot og spe. Kritiske rapporter skrevet af partiinspektører omkring denne tid taler om frygt og trusler. I kølvandet på et år med ubønhørlige kampagner, den ene lige efter den anden – overrislingsprojekter, gødningskampagner, dybdepløjning, tæt beplantning, folkekommunernes oprettelse – var den blotte ytring af parolen ‘opsende en sputnik’ nok til at skabe frygt, eftersom det varslede endnu en ‘bitter krig’ eller ‘natlig kamp’, hvor ingen fik lov til at sove i dagevis. Nogle forsøgte at slippe væk og sove i den kolde og våde skov for at få nogle få timers hvile og på afstand betragte højovnene gløde som ildfluer i natten. De frøs og var dårligt ernærede: Lokale kadrer forsøgte at sænke omkostningerne ved at fremstille stål, hvorved de kunne øge målene, ved at spare på maden, der nu var helt i deres hænder takket være de kollektive kantiners indtog.19