Leonard Cohen

kun femogtredive valgt til formand for Shaar Hashomayim, den største og mest betydningsfulde menighed i Canada. Han var også medlem af bestyrelsen for Baron de Hirsch Institute i Montreal og blev formand for instituttet i 1908. Han omdannede instituttets bygning til det første aktive jødiske menighedscenter i Montreal og grundlagde det første Hebrew Free Loan Society og Mount Sinai Sanatorium i Ste-Agathe.

I 1922 blev han formand for Montreal Jewish Community Council, som han havde været med til at grundlægge. Han var en engelsktalende “forstads”-jøde fra Westmount, en stærk modsætning til de jiddischtalende “midtby”-jøder fra St-Lawrence og St-Urbain Street.

I 1900 var Montreal hovedsageligt befolket af fransktalende, men hovedsageligt styret af engelsktalende. To tredjedele af befolkningen var fransk og koncentreret øst for St. Lawrence Boulevard eller Strøget, som den kaldes. De engelsktalende boede i den vestlige del af byen, i de store huse på Golden Square Mile, i Westmount og i den irske arbejderklasseghetto, Griffintown. Jøderne havde hovedsagelig bosat sig langs Strøget, der dannede skillelinje mellem fransk- og engelsktalende, den forsonende geografiske opdeling mellem to ensomheder. St-Urbain udgjorde enklavens vestlige grænse, og mod øst gik den til St. Denis, mod syd til Craig og mod nord til Duluth. Det var først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at der var tale om en jødisk indvandring af en vis betydning; antallet af jøder i Montreal mere end firedobledes fra rundt regnet 16.400 i 1901 og til 74.564 i 1911. Det var stadig mestendels handelsfolk, kommissionsagenter og småfabrikanter, det drejede sig om.

Lazarus Cohen brød med de traditionelle demografiske mønstre og endte med at slå sig ned i Westmount. Husene bygget af stenkvadre mindede om dem i Mayfair eller Belgravia, og fremviste således stiltræk fra såvel Tudor-tiden som gotikken og renæssancen inden for den samme gade, ja sågar i det enkelte hus. Hvad arkitektur, geografi og åndsliv angik, så lå det langt fra det fransktalende Montreal og fra det, der senere skulle komme til at gå under navnet French Fact.

I The Favorite Game understreger Cohen Westmounts isolation ved at sætte kvarteret i forhold til Montreals karakter af immigrantby og den måde, hvorpå byen hele tiden mindede sine borgere om deres fortid. Byen, skriver han, fortsætter i det uendelige en “fortid, der havde andetsteds hjemme”: 17