Kulungen af Monica Kristensen by bog.nu

– 144 mm –

– 24,6 mm –

HARDANGER FOLKEBLAD

★★★★★ »Nyd den« VG

– 221 mm –

Men en dag forsvinder en lille pige uden at komme tilbage. Det er i den kolde og mørke tid, og en femårig vil ikke kunne overleve lºnge udendørs. Den intense eftersøgning i det lille samfund afdºkker en opsigtsvºkkende historie om utroskab, nervesammenbrud, smugling og rovjagt. Men pigen er som sunket i jorden – indtil et spor dukker op, som peger ind i Svalbards nedlagte kulminer... Monica Kristensen er polarforsker og forfatter. Kulungen er hendes anden kriminalroman fra Svalbard. Den første i serien, Hollºndergraven, kom på dansk i 2010:

KULUNGEN

Børnene i børnehaven »Kulungen« i Longyearbyen på Svalbard gemmer sig somme tider for pºdagogerne, men de dukker altid op igen, så ingen tager fºnomenet alvorligt.

Monica Kristensen

»Jeg kunne ikke lºgge den fra mig, før sidste punktum var sat.«

– 144 mm –

»En intenst spºndende kriminalroman fra Svalbard« DAGBLADET

KULUNGEN Monica Kristensen

»En krimi, der lºses lige så meget for sin godt udtºnkte intrige som for sin fascinerende skildring af denne kolde, smukke ø højt – W E E K E N D AV I S E N mod nord.«

KRIMI·SOHN

WWW.SOHN.DK

SOHN

ISBN 978-87-7122-008-7

Venligst check:  stregkode  format  rygbredde  korrektur

Dato: Underskrift:

Af samme forfatter: HollĂŚndergraven, 2010

Kulungen - rettet 2.indd 2

24-02-2011 10:31:33

M onica K ristensen

Kulungen

P책 dansk ved Steen Sohn

SOHN 3

Kulungen - rettet 2.indd 3

24-02-2011 10:31:33

Kulungen af Monica Kristensen Oversat fra norsk af Steen Sohn Originalens titel: Kulunge Copyright © Forlaget Press 2008 Dansk udgave © Forlaget Sohn 2011 Omslagsdesign: Christine Clemmensen Forsidefoto: Getty Images/Keenpress Grafisk tilrettelægning: Støvring Bogfremstilling Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, Copenhagen. Published by FORLAGET SOHN Christiansdal 64, 2610 Rødovre Sat med Optima af ansats@provinsen og trykt hos WS Bookwell, Finland ISBN 978-87-7122-008-7 1. udgave, 1. oplag 2011 www.sohn.dk

Udgivet med støtte fra Nordisk Ministerråd

Kulungen - rettet 2.indd 4

24-02-2011 10:31:33

FORORD Dette er en kriminalroman fra Svalbard – ikke en dokumentarisk bog. Handlingen er henlagt til midten af 90’erne. Jeg har selvfølgelig hentet inspiration fra mine egne år på Svalbard, men detaljerne er underlagt bogens handling. Navne, steder og personer findes ikke i virkeligheden. Jeg har taget mig store friheder, specielt med hensyn til placeringen og indretningen af gamle og nye kulminer omkring Longyearbyen. Det håber jeg bliver tilgivet, for jeg har den største respekt for minearbejderhvervet. Skulle læseren ønske at sætte sig ind i de faktiske forhold på Svalbard på dette område, anbefales hele serien af bøger offentliggjort af Store Spitsbergen Kullkompani A/S, samt Birger Amundsens detaljerede og varme beskrivelser i bogen SvartHvitt (2001). Dette er en fortælling om folk, der forsvinder. Mærkeligt, eftersom de bor i så lille et samfund. Ulvøya, 28. september 2008 Monica Kristensen

Kulungen - rettet 2.indd 5

24-02-2011 10:31:33

Norsk Polarinstitut, licensnr. 6/2008

Kulungen - rettet 2.indd 6

24-02-2011 10:31:34

Kulungen - rettet 2.indd 7

24-02-2011 10:31:35

Kulungen - rettet 2.indd 8

24-02-2011 10:31:35

x KAPITEL 1

SPOR Torsdag den 22. februar kl. 13.30 Han bøjede sig ned bag en stor snedrive og gled forsigtigt fremad på knæene. Bag ham lå der andre snedriver og skjulte vejen op mod husene i Blåmyra, hvor ungkarlene fra mineselskabet boede. Af og til kørte en bil forbi, men lyset fra deres lygter nåede ikke ned til ham. Ingen gående havde passeret ham den sidste halve time. Det var meget lidt sandsynligt, at nogen ville få øje på ham, sådan som han sad. Men selv havde han et godt udsyn. Det var bidende koldt. Han trak hætten godt rundt om ansigtet og bukkede skindkanten ind mod panden. Efter et stykke tid begyndte de at røre på sig dernede. Små skikkelser løb og kravlede fremad i den sne, der var faldet i løbet af natten. Han spejdede og fik næsten med det samme øje på den, han kiggede efter. Han kneb øjnene sammen af glæde. Den lille bjørneunge var også ude at lege i dag. Hun rullede ned ad en bakke og blev i løbet af et øjeblik dækket af sne. Hun krabbede sig op på alle fire, faldt og forsvandt, men kom snart til syne igen. To kaniner hoppede og gled hen mod hende. Den ene kanin var grøn og havde fået revet det ene øre af, så det hang og dinglede ned over kinden. Den anden var blå. Han så langt efter dem, da de sammen sprang om bag et skur i den anden ende af legepladsen.

Kulungen - rettet 2.indd 9

24-02-2011 10:31:35

Efter nogle minutter sneg han sig nærmere på dem. Han vidste, at de kunne smutte over plankeværket bag skuret. Her havde der dannet sig en snedrive, der var høj nok til, at selv de mindste unger kunne klatre over. Men det var ikke altid, at de ville. Nogle gange blev de bare stående og så på ham med blanke, spørgende øjne – omtrent som om de ikke forstod, hvad han ville, når han vinkede dem nærmere. Turde han fodre dem i dag – måske en appelsin? Nej, det var for koldt. Det var nok bedst at holde sig til bolsjer. Det var noget, de kunne lide. Han tog en vante af og rodede i de dybe lommer. På den anden side af huset stod børnehavelederen rystende af kulde øverst på trappen foran indgangsdøren. Hun kikkede nervøst op ad stien, der gik forbi børnehaven. Det var i slutningen af februar, og himlen var betydeligt lysere end for bare nogle dage siden. Om ikke så længe ville solen være synlig for første gang i år. Fjeldene rundt om den lille polarby strakte sig opad og forsvandt ind i et eventyrland af skyer, der var farvet i rødt og gult. Men husene i Longyearbyen lå stadig i dybe, blå skygger. Børnehavelederen frøs i den grovstrikkede sweater, men blev alligevel stående og spejdede bekymret langs stien op mod det lille torv med alle lysene. Skikkelser hastede ind og ud af butikker, og de færreste stoppede op for at snakke med hinanden. I den stille, kolde luft hørte hun lydene tydeligt, men alligevel uldent – som om de alle var fanget inde i en lille æske. Hvad var der blevet af den irriterende pige? Var det virkelig lykkedes hende at slippe ud? Lederen kunne ikke slippe af med uroen, men forstod ikke, hvordan Ella kunne have åbnet yderdøren. Den var trods alt lukket med smæklås højt oppe, uden for små fingres rækkevidde. Nej, hun dukkede nok op igen, ligesom de andre unger alle de tidligere gange denne vinter. Det var bare så træls ikke at vide, hvor de gemte sig. Og næ-

Kulungen - rettet 2.indd 10

24-02-2011 10:31:35

sten utroligt, at det var lykkedes dem at finde en krog, hvor de kunne holde sig skjult. Ikke skræmmende. Så langt ville hun ikke gå. Men irriterende, det var det. Børnehavelederen blev klar over, at hun stod og så på noget, der gjorde hende urolig. I den modsatte retning af gangstien, nedad mod Polarhotellet, gik der et tydeligt spor. Eller rettere sagt to spor. En helt lige linje med spor efter fuldvoksne sko. Og ved siden af, nogle bitte små spor efter børnesko, der flettede sig ud og ind mellem de store spor. Kunne nogen have hentet Ella og taget hende med uden at give besked? I så fald skulle hun personligt sørge for, at det blev sidste gang, denne person opførte sig så ubetænksomt. På dette punkt var børnehavelederen meget streng. Hun forlangte besked god tid i forvejen, hvis andre end forældrene skulle hente børnene. De så fredelige ud, de to rækker af fodspor, der var trådt i den nyfaldne sne. Uforstyrret af et eneste vindpust aftegnede de sig perfekt i lyskeglerne fra gadelygterne. Vejen gik der, tømt for mennesker, forbi det nye sygehus, som lå så trygt og lysegult og oplyst lige over for børnehaven. Sporene fulgte kanten af snedriven, så langt hun kunne se. Men snefnuggene var igen begyndt at dale i den stille luft. Små nåle af is dryssede ud af det blå lys og snurrede ubeslutsomt hid og did. Inden længe ville sporene være væk. Børnehavelederen sukkede og gik ind i den overfyldte gang med farverigt børnetøj smidt på lave hylder og lavtsiddende knager. Børnene var blevet hentet tidligt ind fra legepladsen på grund af kulden. Ellas termodragt hang ikke på den rigtige knage, men det behøvede ikke at betyde noget. Ungerne var hæmningsløse og smed tøjet fra sig overalt. Men Ellas brune bjørnehue med lodne ører lå heller ikke på hylden. Og støvlerne var væk. Ella var stolt af huen og de rosa skindstøvler med hvid pelskant. Ingen andre havde nogen magen til. De var en gave fra en rar farmor nede sydpå, og hun kunne aldrig finde

Kulungen - rettet 2.indd 11

24-02-2011 10:31:35

på at glemme dem. Børnehavelederen tænkte, at hvis hun fandt huen og støvlerne, så ville Ella nok ikke være langt væk. Børnehaven lå i centrum af Longyearbyen. De fastboende sagde ordet uden nogen form for ironi. Det var kun turister, der morede sig over, at der blev brugt betegnelser som torv og centrum om den beskedne klynge af kontorer, butikker og udskænkningssteder. Men det var de besøgende, der ikke forstod det. De tænkte ikke på, at der var mange kilometer med øde veje fra de inderste huse i Adventdalen til kranerne nede på Kullkaia. De overså skyggerne, som faldt tungt over husene i Blåmyra og Skjæringa. Og de havde glemt fodsporene efter en eller anden isbjørn, som var luntet gennem byen på vej mod isdækkede fjorde, lydløst og usynlig med sneen som baggrund. De fastboende vidste, at selv i den mindste landsby er der et centrum, hvor man har lov at slappe af og føle sig tryg. Og midt i centrum, blandt alle lysene og med den fredelige gangsti mellem sig, lå børnehaven og sygehuset. Ingen havde nogensinde set et isbjørnespor dér. Gangstien strakte sig fra Polarhotellet, fortsatte over torvet med den livagtige bronzestatue af minearbejderen med beskyttelseshjelm på hovedet og spade i hånden, smøg sig forbi det nye Basecamp-hus, der lå og flottede sig med silkegrå naturbeklædning af drivtømmer, løb ind mellem Rabiesbua og en butik, der solgte sportsudstyr, og til sidst forsvandt den ind på Hilmar Rekstens vej og efterlod de gående uden så meget som en vejkant til at bevæge sig trygt videre ad. Vejkanterne blev nemlig brugt af snescooterførerne. Gangstien blev ikke brugt meget, ikke mere end et kort stykke ad gangen, fra parkeringspladsen ved Næringsbygget og op til torvet. Stadig flere kørte i bil til og fra arbejde. Snart ville det kun være hundeluftere og joggere, der gik. Mørketiden var ikke som før. Før i tiden kunne man møde andre fastboende langs vejene og slå en sludder af. Alle vidste, 12

Kulungen - rettet 2.indd 12

24-02-2011 10:31:35

hvem der var ude, hvilken vej de var var gået, og stort set alt, hvad der foregik. Nu var det meget vanskeligere at følge med. Polarnatten havde taget udkanten af byen tilbage. „Har du fundet Ella?“ Medhjælperen, der havde ansvaret for de største børn, var kommet listende ud i gangen på strømpefødder og stod pludselig ved siden af hende. Børnehavelederen nølede. Hun ville ikke opskræmme sine ansatte unødigt. „Der var spor efter barnesko lige uden for trappen, men hun kan jo ikke … Selvom hun på en eller anden måde skulle have fået åbnet låsen indefra, ville hun ikke have kunnet låse den efter sig udefra. Hun kan jo ikke nå derop. Men det kan en voksen selvfølgelig …“ Hun så bekymret på medhjælperen. „Har du været igennem alle rummene? Og hvad med toiletterne?“ „Jeg har ledt overalt. Og jeg ringede faktisk til hendes far. Men han svarede ikke på mobilen. Han er vel nede i minen.“ „Har du sagt noget til Tone?“ Børnehavelederen kastede et hurtigt blik rundt om sig. „Nej, hun sidder sammen med de mindste. Hun ser så glad ud for en gangs skyld. Jeg kunne ikke nænne at fortælle hende, at hendes datter var stukket af igen. Hun var helt ude af den sidste gang.“ Medhjælperen samlede en vante op, der lå på gulvet, og lagde den op på hylden. „Fatter du, hvor de gemmer sig? Jeg synes, vi har ledt overalt. Endda i kosteskabet.“ De blev stående et stykke tid og så på hinanden. Manden bag snedriven følte sig sikker på, at ingen så ham. Han tænkte på børnene og de røde kinder. Røde næser og kinder og de små snøft, når de snusede dråber af fugt op fra overlæben. De klodsede bevægelser i termodragterne og de blanke øjne, som så på ham med åbne, nysgerrige blikke. Som om han ikke var spor anderledes end de andre voksne, de mødte. Han læng13

Kulungen - rettet 2.indd 13

24-02-2011 10:31:35

tes efter at klemme de små kroppe ind til sig. Men han rakte ikke engang en hånd ud for at røre ved de ivrige ansigter. Ungerne blev glade for bolsjerne, men det lykkedes ham ikke at få dem overtalt til at komme over på den anden side af plankeværket. Og han benyttede sig ikke af chancen til selv at kravle ind på legepladsen. Inde bag de oplyste vinduer kunne han se skikkelser, der gik frem og tilbage. På et tidspunkt stod en af kvinderne længe bag et gardin og kikkede i hans retning. Han havde gjort sig helt ubevægelig og håbede, at han gik i ét med skyggerne bag snedriven. Der var ikke sket noget. Ingen dør var blevet åbnet hurtigt og smækket op mod ydervæggen. Ingen vrede stemmer havde råbt til ham tværs over legepladsen og spurgt ham, hvad han havde gang i. Timerne gik. Manden bag snedriven frøs, men rørte sig kun af og til, forsigtigt og langsomt. Så pludselig var han væk. Børnehavelederen tog varmt tøj og støvler på og gik ud på trappen på bagsiden af huset. Legepladsen lå foran hende med glidebaner, gynger og legestativ. I de blå skygger ved plankeværket ud mod vejen lå en glemt slæde. Ella var ingen steder at se. Hun råbte forsigtigt, nærmest lidt forlegent, hendes navn. Tænk, hvis der kom nogen forbi ude på vejen? Hvad ville folk ikke tro, hvis de så hende stå dér og råbe ud i den blå luft? Men stemmen bar ikke langt. Det var, som gav den op på halvvejen og sank ned i den nyfaldne sne. Skuret lå i skyggen. Døren var lukket med en gammel, rusten jernkrog. Den kunne Ella ikke have klaret på egen hånd. Men tænk, hvis en af ungerne havde spærret hende inde? Og ingen havde hørt, at hun skreg om hjælp? Børnehavelederen var holdt op med at tænke på de skræmmende alternativer, da hun med raske skridt gik ned ad trappen.

Kulungen - rettet 2.indd 14

24-02-2011 10:31:35

Ungerne så børnehavelederen fra hullet i snedriven. De fniste, men ganske dæmpet bag tykke vanter. Først kom de kæmpestore støvler trampende ned ad trappetrinnene. Så gik de med lange, knirkende skridt hen over legepladsen og over mod skuret. Hun havde den brune dynefrakke på. Hvad skulle hun mon i skuret? Magnus stak hovedet ud af hullet for bedre at kunne se, hvad hun var ude på, men blev trukket ret så hårdhændet tilbage af Kalle. De sad stille og lavede advarende grimasser til hinanden. Det var ikke så længe siden, at medhjælperen havde jaget ungerne ind fra legepladsen, fordi det var så koldt udenfor. Men de havde lommerne fulde af bolsjer, som de ikke havde fået spist endnu, og det var Kalle, der havde foreslået, at de skulle gemme sig i hulen under huset. Alle de andre børn gik ind et efter et, men den lille venneklike gemte sig under huset. Nu kravlede de længere ind i den trange snetunnel. De havde en anelse om, at det var dem, børnehavelederen ledte efter. Men hun skulle ikke finde dem. Voksne var bare så dumme. Børnene vidste ikke, hvilket ord de skulle bruge for at beskrive det. Voksne forstod aldrig noget. Børnehavelederen troede jo, at de ikke engang kunne klare at åbne yderdøren! „Dumt,“ hviskede Kalle, som snart var seks år. Det var ham, der kendte alle de seje ord. „Mega. Rimelig megadumt.“ Han havde mistet begge fortænderne og hvislede lidt på enkelte bogstaver. Og så virkede han ikke så cool og voksen, som han gerne ville. De fire unger ålede sig længere baglæns ned mod det store tomrum under børnehaven. De forsøgte at være lydløse, men termodragterne knirkede mod sneen. Og de kunne ikke lade være med at smådrille hinanden på vej ind under huset. „La’ vær’ og skubbe.“ „Det var dig, der skubbede. Og du sparkede mig med støvlen, altså.“ „Nej, jeg gjorde ej! Det var …“ 15

Kulungen - rettet 2.indd 15

24-02-2011 10:31:35

Lydene blev svagere og forsvandt. Som de fleste huse i Longyearbyen var børnehaven bygget på lange pæle, der var banket ned i jorden. Der var kun to mulige byggemetoder på Svalbard: enten at lade husene stå direkte på jorden og bevæge sig med permafrostens tøende og frysende øverste lag eller bygge på pæle, der var lange nok til at nå derned, hvor det aldrig tøede. Den første metode passede bedst til huse af tømmer, der gav efter og vred sig med årstiden. Den anden metode måtte bruges til murede huse, ellers dannede der sig store sprækker i væggene. Hvis de var rigtig placeret i forhold til vindretningen, havde pælehuse den fordel, at sneen blæste gennem hulrummene under husene og ud på den anden side. Men børnehaven lå for lavt i terrænet. I snerige vintre lagde driverne sig rundt om bygningen og dannede et usynligt hulrum under den. Lederen tillod børnene at lege under huset. Der var mørkt derinde, jorden var dækket af grus og småsten, der lugtede af jern og jord. Og der var trangt og lavt, i hvert fald for voksne. Eftersom de fleste af børnene i Kulungen havde forældre, som på den ene eller den anden måde var tilknyttet mineselskabet Store Norske Spitsbergen Kullkompani, havde hun lavet gange mellem rækkerne af støttepæle, så børnene kunne lege, at de var inde i en kulmine. Inde i minegangene var der med jævne mellemrum placeret lygter og andet udstyr magen til det, der fandtes nede i minegangene. Det var en gave fra mineselskabet. Lederen syntes, hun havde etableret en realistisk model, hvor børnene kunne lære om minedrift. Legen under huset fandt sted om sommeren og efteråret. Om vinteren var gangene føget til med sne. Det troede børnehavelederen i hvert fald. Men nogle af børnene havde opdaget, at der også om vinteren var store hulrum under huset. Hvis de ålede sig gennem et hul, der altid dannede sig i læ af trappen fra legepladsen, tumlede de ned gennem en rende og gled ind i en lav, mørk grotte af tætpakket sne. De havde lært sig at grave små huller ud til 16

Kulungen - rettet 2.indd 16

24-02-2011 10:31:35

gangstien. Gennem disse huller sivede der lys ind fra gadelygterne. Og så kunne de sidde og udspionere de folk, der gik forbi – eller i hvert fald prøve at regne ud, hvem skoene tilhørte. Men i dag var de optaget af noget andet. „Du må ikke klatre over den snedrive ovre ved skuret. Så ødelægger du det hele,“ sagde Kalle vredt til en af tvillingerne. „Sig efter mig: Jeg lover, at jeg ikke vil kravle over plankeværket.“ Den lille treårige nikkede og var lige ved at græde. „Jeg ville jo bare have det chokolade, han holdt frem, jeg ville ikke …“ Han snøftede og tørrede sig under næsen med ærmet. „Ja, ja.“ Kalle vendte sig gammelklogt væk. „Men gør du det igen, så river jeg det andet øre af din kaninhue.“ „Du skal fanme ikke være så slem, du.“ Magnus vidste vagt, at der var en grund til, at han burde markere sig over for den jævnaldrende dreng, så tit han turde. „Og du skal ikke bande!“ råbte Ella indigneret. „Shhhhh.“ De tre drenge vendte sig og tyssede på hende, da hun jo trods alt var en pige. „Ingrid kan høre os, ti nu stille, alle tre.“ Det var som sædvanlig Kalle, der fik det sidste ord. Han stak hænderne i lommen på sin termodragt. „Hvad fik I så?“ Tre karameller og en lille pose bolsjer blev lagt på jorden. Under skarpt opsyn lagde de andre også deres gevinster frem på sneen. De delte ligeligt og skyndte sig at stoppe de gode sager i munden. En stund sad de i relativ fordragelighed og smaskede lavt. „Tror du, det var sjettemanden, der skubbede til dig?“ spurgte Ella henvendt til Kalle. „Det med sjettemanden passer ikke.“ Kalle så strengt på hende. „Det er kun idioter, der tror på ham. Am-matører!“ Kalles far var værkfører i Svea og havde arbejdet i mineselskabet i over tyve år. „Hva’ er en sjettemand?“ spurgte tvillingen og så sig ængsteligt om. 17

Kulungen - rettet 2.indd 17

24-02-2011 10:31:35

„Der skal ligesom være nogen, der går bagest inde i minen, og som ingen ved hvem er,“ forklarede Kalle med overlegen mine. Tvillingen så uforstående på ham. „Bagest. Du ved, minearbejderne. Når de bryder kul helt inde i minen. Der er mørkt i minen, ved du. Mørkere end her, måske. Og så, når, hvis altså … Ja, hvis nogen vender sig om og skal se, hvad kammeraten laver … så ser de, at der er en mand for meget. Hvis de er fem, så ser det pludselig ud, som om der er seks stykker, der går og graver kul. Det er sjettemanden. Og det er kun sådan nogen som hende Ellas far, sådan nogle nytilfl… nyan… nye, der tror på spøgelser.“ Ella så ned i jorden. Hun ville gerne forsvare sin far. Men nu vidste hun ikke rigtig, hvad hun skulle sige. „Far tror nu i hvert fald på sjettemanden. Han har set ham, så det …“ sagde hun til slut. Men Kalle gad ikke svare. Der opstod en pause. „Hva’ tror du, der er længere inde under huset?“ spurgte Magnus pludselig. Han var allerede færdig med at spise sine bolsjer. Kalle trak på skuldrene. Men Ella var nysgerrig. „Ska’ vi se efter?“ Hun begyndte at krybe ind over sneen, dér, hvor der var en lav åbning, der forsvandt ind i mørket. De andre unger bøjede sig frem for at se, og lille Magnus ålede sig stille efter. Ikke ret lang tid senere lød der et lille skrig fra Ella. „Hjælp, det brasede sammen. Jeg fik sne i nakken. Åh, fedt, altså. Her er en ret stor hule. Kom herind!“ Men Kalle trak Magnus tilbage ved det ene ben og råbte, at de skulle skynde sig tilbage til udgangen for at se, om børnehavelederen var gået ind igen. „Jeg fryser,“ snøftede tvillingen. Kalle kravlede først op af hullet og passede på, at ingen så dem inde fra vinduerne. Han gik forsigtigt op på trappen og bankede et par gange på yderdøren. Indenfor skubbede den anden tvilling bænke hen foran døren og kravlede op, så han kunne nå smæklåsen. Han baksede lidt med at få den til at blive 18

Kulungen - rettet 2.indd 18

24-02-2011 10:31:35

stående i ulåst position. Men så lykkedes det, og han skubbede stolt bænken på plads. Et bank på yderdøren fortalte Kalle, at alt var i orden inde i entreen. Men under huset måtte Ella vende og dreje sig inde i den snævre kanal af tætpakket sne. Hun blev svedig og varm. Og hun var bange for, at ingen havde ventet på hende. Da hun endelig kom krybende frem, var hun langt bag efter de andre. Og hun glemte at låse smæklåsen igen. På den anden side af børnehaven, ude på gangstien, begyndte et par store læderstøvler at bevæge sig. De stampede lidt, for manden, der havde dem på, havde stået stille et stykke tid for at lytte til børnene under huset. Han smilede frem for sig. Et vemodigt, næsten smukt smil i et ellers så grimt ansigt.

Kulungen - rettet 2.indd 19

24-02-2011 10:31:35

N KAPITEL 2

SAVNET Torsdag den 22. februar kl. 16.10 „Er jeg kommet igennem til sysselmandskontoret?“ Hendes stemme var irritabel. „Ja, ja. Du snakker med Knut Fjeld, vagthavende. Beklager, men lige nu står jeg hjemme i min egen lejlighed og er ved at lave mad. Omstillingen er lukket, så …“ „Det ved jeg godt. Ellers var jeg vel ikke blevet stillet om til dig. Er det ikke vagttelefonen?“ Det var tydeligvis en meget bestemt dame, han snakkede med. „Selvfølgelig. Beklager. Hvad drejer det sig så om?“ „Tja.“ Hun sukkede. „Det er lidt indviklet. Det kommer nok til at lyde lidt …“ Hun tøvede. „Men vi synes ikke, vi kan gøre andet end at ringe til jer.“ „Åh, kom nu frem med det,“ tænkte Knut. Han havde set frem til en lang aften på sofaen foran fjernsynet uden at skulle lave noget som helst. Men det sagde han ikke nu. Ofte var tavshed en god måde at få folk til at snakke på. „Jeg hedder Ingrid Eriksen og er leder i Kulungen. Og nu viser det sig … altså, vi kan ikke finde et af børnene. Moren arbejder her. I eftermiddags skulle hun hente sit barn, men så var hun pist væk. Vi har gennemsøgt hele børnehaven. Og desuden er hendes overtøj her ikke. Støvlerne. Huen, termodragten og vanterne, alt er væk.“ Knut strøg en hånd gennem håret. Han vidste ikke rigtig, 20

Kulungen - rettet 2.indd 20

24-02-2011 10:31:35

hvad han skulle sige. Det faldt ham ikke ind, at der ikke skulle være en helt naturlig forklaring. Børn forsvandt ikke på Svalbard. Han kunne ikke komme i tanker om et eneste eksempel. „Ja, jeg tror selvfølgelig ikke, at … jeg mener … Longyearbyen er jo et lille sted. Og vi har fuldt overblik over alle, der bor her. Vi tror jo ikke, der er sket noget kriminelt. Men der er jo det, at … det er så koldt. Under minus 20. Jeg tør ikke tænke på … Hvad nu, hvis hun er gået ud alene og er faldet ned ad en skrænt eller faret vild eller …“ „Kan hun have sneget sig ud af børnehaven på egen hånd?“ Endelig begyndte Knut at få lidt styr på sine tanker. „Kan hun selv tage tøj på?“ „Ja, selvfølgelig. Hun er snart seks år. Men vi holder altid yderdørene låst. Smæklåsene sidder så højt, at børnene ikke kan nå dem. Og hvorfor skulle hun gå ud for sig selv? Ingen af børnene har gjort det før. De bliver hentet af forældrene eller nogen, som forældrene har aftalt med os skal hente dem. Vi holder virkelig strengt på de rutiner. Men …“ „Men?“ „Det er muligt, at faren har hentet hende uden at sige noget.“ „Hvis faren har hentet barnet, så er hun vel ikke ligefrem savnet? Har hendes mor været hjemme og tjekke, om hun er der? Hvem er det for resten, vi snakker om?“ Ingrid Eriksen sukkede igen. „Vi har ringet hjem til dem. Vi er jo ikke helt idioter. Faren hedder Steinar Olsen. Han er mineingeniør hos Store Nordiske. Det er datteren Ella, der er forsvundet. I har været hjemme hos dem flere gange siden jul. Husspektakler, kan du ikke huske det?“ Der var tydeligvis ingen i Longyearbyen, der troede, at tavshedspligt og beskyttelse af personlige oplysninger fungerede internt på sysselmandskontoret. Børnehavelederen gik, som de fleste fastboende, automatisk ud fra, at alle sysselmandsbetjente kendte detaljerne i samtlige sager, som politistationen 21

Kulungen - rettet 2.indd 21

24-02-2011 10:31:35

arbejdede med. Og faktisk havde Knut været i berøring med Steinar Olsen i officiel sammenhæng. Men ikke angående husspektakler. Hun fortsatte: „Desværre hjalp besøgene ikke. Så sent som i går var han så fuld, at han smadrede møbler og tumlede ned ad trappen – uden at der blev ringet til jer. Forrige gang var det naboerne, der ringede, men Tone er alt for loyal til at kontakte jer. Hun skammer sig sikkert også. Vi har prøvet at få hende til at forstå, at al den ballade hjemme hos dem går ud over datteren. I går forlangte hun så skilsmisse, og det endte altså med vold og trusler. Derfor er hun overbevist om, at Steinar har hentet Ella uden at give besked. For at skræmme hende.“ „Tone Olsen beder altså politiet om at tage med hende hjem? For at få faren til at falde lidt ned?“ „Ja, præcis,“ svarede børnehavelederen tydeligt lettet. „Og du kan også godt snakke lidt hårdt til ham.“ „Det er ikke vores opgave at gå rundt at true folk,“ sagde Knut. „Men jeg kan vel altid forklare ham om konsekvenserne af at blive tiltalt for kidnapning.“ Han håbede, at børnehavelederen ikke hørte det lange suk, da han klappede mobiltelefonen sammen. På trods af kulden ventede de to kvinder ved trappen uden for børnehaven, da Knut kørte den sorte sysselmandsbil ind på gangstien. Dette var strengt taget ikke lovligt, og Knut sendte da også et hurtigt blik i retning af Svalbardpostens kontor. Det var en kendt sag, at redaktøren for den lille lokalavis ofte stod bag gardinerne i vinduet og spejdede efter ting, han kunne skrive sarkastiske ledere om. Men vinduet var mørkt, og der var ingen skygger indenfor. Knut stod ud af bilen. Det var let at se, hvem af kvinderne der var mor til det savnede barn. Hun kikkede ud under pelskanten på anorakhætten med rødrandede øjne. „Ikke noget nyt?“ 22

Kulungen - rettet 2.indd 22

24-02-2011 10:31:35

„Nej, ingenting.“ Det var den højeste af kvinderne, der svarede. Børnehavelederen. Knut kunne ikke huske at have set hende før, men var samtidig klar over, at det havde han helt sikkert. Longyearbyen var ikke noget stort sted, lidt under to tusinde indbyggere. Hun strakte hånden frem med et lille smil. „Ingrid Eriksen. Vi har ikke hilst på hinanden før, men jeg ved jo, hvem du er.“ Knut åbnede bildørene, og børnehavelederen hoppede ind på forsædet ved siden af ham. Hun lød mere optimistisk, end hun havde gjort i telefonen. Men Tone Olsen krøb sammen på bagsædet og svarede knapt nok på Knuts spørgsmål. „Hvornår så du Ella sidst? Kan du huske det?“ Hun snøftede. „Ved totiden, da børnene kom ind fra legepladsen.“ „Snakkede du med hende? Sagde hun noget, der fik dig til at tro, at hun skulle hentes af faren?“ „Ne…ej, vi gav bare hinanden et knus. Hun var iskold på kinderne og havde sne på huen. Jeg spurgte, hvor hun havde været, men hun løb ind på de større børns legerum uden at svare.“ Børnehavelederen brød ind. „Hun kom ret sent ind, sikkert ti minutter efter de andre. Og hun var den sidste. Jeg ledte endda efter hende på den side af huset, der vender ud mod gangstien. Det er lidt underligt, det her, men …“ Hun kastede et blik på Tone Olsens forskræmte ansigt og indså, at dette ikke var det rigtige tidspunkt at fortælle sysselmandsbetjenten om nogle af ungernes mærkelige, kortvarige forsvindinger inden for de seneste uger. Knut tog sig nye friheder, hvad trafikreglerne angik, og sysselmandsbilen fortsatte ned ad gangstien og svingede ud nede ved det nybyggede Polarhotellet. Nogle turister bevægede sig ude i vejkanten, klædt i varme termodragter eller dynejakker. Men de vovede sig ikke langt, og langs vejen op mod Blåmyra, hvor familien Olsen boede, var der ikke flere gående at se. Selv 23

Kulungen - rettet 2.indd 23

24-02-2011 10:31:35

om det var mørketid, og solen holdt sig under horisonten midt på dagen, var det alligevel ganske lyst – et drømmende blåt skær, der hang over gletsjerne. Knut havde tændt nærlyset, og dér, hvor lygterne ramte vejkanten, tegnede der sig sorte skygger mod den hvide sne. „Du tror vel ikke, at nogen …“ Ingrid Eriksen talte lavt, henvendt til Knut, næppe hørbart gennem motorlyden. „Det er vel helt utænkeligt, at folk med den indstilling kommer her op til Longyearbyen, uden at I kender til det?“ Knut rystede på hovedet. „Sysselmandskontoret overvåger ikke folk, der kommer til Svalbard. Troede du virkelig det?“ „Man læser jo så meget mærkeligt i aviserne og bliver lidt bange. Men det er vel noget søgt. Det er nok mest på fastlandet, den slags sker, ikke her.“ Børnehavelederen drejede hovedet og kikkede bagud. Men Tone Olsen havde ikke hørt efter. Hun sad med anspændt ansigt, helt væk i sine egne tanker. Knut kørte op langs den lange række af små rækkehuse på vej 230, hvor Steinar Olsen og hans familie boede. Deres hus var det øverste på højre hånd. „Hans bil er der ikke,“ sagde Tone Olsen og spejdede ud gennem ruden, som hun havde rullet ned. Ved siden af det lille skur, der stak ud mellem rækkehusene, var der en lille plads beregnet til parkering. Knut vendte sig og så en snescooter, men ingen bil. „Plejer han at parkere her? Har I ingen garage?“ Hun rystede på hovedet og kikkede op mod første sal. „Og der er ikke lys i stuevinduet.“ Børnehavelederen så bekymret på Knut. „Han har ikke svaret, hverken på mobilen eller fastnettelefonen. Vi aner ikke, hvilken tilstand han er i.“ Knut nåede ikke at svare, før Tone Olsen åbnede bagdøren, sprang ud af bilen og løb op ad trappen. Hun greb fat i dørhåndtaget. Døren var ikke låst, og hun forsvandt ind i huset. De blev stående ude ved bilen. Begge lyttede efter stemmer 24

Kulungen - rettet 2.indd 24

24-02-2011 10:31:35

eller andre tegn på liv indefra, men der kom ikke en lyd fra huset. „Vi må vel hellere gå indenfor.“ Knut tog trappen i to skridt og fortsatte op til første sal. Tone Olsen var løbet direkte ind i stuen uden at tage støvlerne af. Sneen smeltede i små klumper på gulvet. Hun så bag ved sofaen, gik hurtigt ud i køkkenet, løb ned ad trappen og åbnede dørene til de to soveværelser. De var tomme begge to. Tøj og småting, en hårbørste og et frottéhåndklæde, var spredt ud over sengene. Det så ud, som det havde gjort, da hun og datteren havde skyndt sig ud af værelset samme morgen, travlt optaget af at nå hen i børnehaven. Børnehavelederen blev på første sal, mens Knut forsøgte at følge med i morens paniske eftersøgning. Til sidst måtte også Tone erkende, at de ikke var der. Hun kom op ad trappen med tunge, langsomme skridt og blev stående midt på gulvet i stuen. „Snakkede du med ham i morges?“ „Nej, men jeg vidste fra tidligere, at han skulle op i Mine 7. De havde nogle problemer med kuldriften.“ „Han sagde ikke noget specielt, da han tog af sted?“ „Nej. Ella og jeg tog af sted, før han stod op. Han havde sovet over sig. Og jeg skulle ikke have noget af at vække ham.“ Tone så væk med en trodsig mine. „Men kan du se nogen tegn, der tyder på, at han har været hjemme med Ella, efter at han eventuelt har hentet hende i børnehaven?“ „Nej, men … jeg lagde ikke så meget mærke til, hvordan det så ud, da vi gik. Jeg mener, vi bor her jo. Det er de samme ting, der altid ligger rundt omkring. Hendes tøj … nej, jeg ved ikke.“ Alligevel var der noget, der ikke stemte inde på datterens lille værelse. Men hun kunne ikke komme på, hvad det var. En fortvivlet, grådkvalt lyd pressede sig frem. Hun havde været så sikker på, at Ella var sammen med sin far, og at de var hjemme. Det eneste, hun havde været bange for, var, om han havde drukket og ville fortsætte skænderiet fra i går. 25

Kulungen - rettet 2.indd 25

24-02-2011 10:31:36

Hun vendte sig om og gik ud i køkkenet. Der lå pålæg på køkkenbordet, pølse og leverpostej. En halvt spist skive brød lå på bordet ved siden af et glas med lidt mælk. „Er du sikker på, at det ikke var der, da du gik hjemmefra?“ Tone satte sig på køkkenstolen og sad med begge hænder for ansigtet. „Ja, det tror jeg … og Steinar drikker ikke mælk.“ Hun stønnede lavt. „Hvad er det, han har gjort? Hvor har han taget hende med hen? Bare jeg kunne få hende tilbage, så vil jeg aldrig skælde ud på ham igen. Men hvordan får jeg sagt det til ham, når han ikke er hjemme? Hvad skal vi gøre? Kan vi sende en melding over radioen?“ Ingrid Eriksen gik hen og lagde en hånd på hendes skulder. „Det er ikke din skyld, Tone. Sådan må du ikke tænke!“ „Måske skal du overveje at anmelde det til politiet?“ sagde Knut. „Men først må vi lede alle de steder, hvor din mand kan have taget Ella med sig. Kan de være på Kafé Busen eller Kroa? Eller måske på besøg hos nogle venner?“ Alle mulige skræmmende tanker blev trængt tilbage og undertrykt. Det var bedst at tale helt roligt, ellers kunne pigens mor bryde sammen. Han vendte sig mod børnehavelederen. „Kunne du hjælpe os lidt? Hvis du ringer rundt til caféerne og hører, om Steinar Olsen og Ella er blandt gæsterne, så laver Tone og jeg en liste over venner af familien.“ Anne Lise Isaksen, konstitueret sysselmand siden årsskiftet, var netop færdig med middagen, da Knut ringede. Hun lå henslængt på sofaen med kaffekoppen inden for rækkevidde på det lave, hæslige sofabord af gulnet fyrretræ. Alt for mange af lejlighederne i Longyearbyen var indrettet med den slags møbler. Man kunne selvfølgelig købe andre, mere moderne møbler på fastlandet og selv sørge for fragten. Men det ville blive næsten dobbelt så dyrt, og de fleste, der flyttede til Svalbard, lod være. Fyrretræsmøblerne var fine nok, slidstærke og praktiske. 26

Kulungen - rettet 2.indd 26

24-02-2011 10:31:36

Og ingen flyttede jo dertil for evigt. Åremålene var som regel bare to til fire år. Hun bladrede lidt distræt i et ugeblad, mens hun lyttede til stemmen i telefonen. Men lidt efter lidt gik alvoren op for hende. „Er et af børnene fra børnehaven forsvundet?“ spurgte hun vantro. „Men i himlens navn, det er jo bidende koldt derude. Tænk, hvis hun er faret vild. Eller ligger i en snedrive og ikke kan komme op ved egen hjælp.“ Knut prøvede at forklare sammenhængen med familieskænderiet aftenen før og Tone Olsens overbevisning om, at det var faren, der havde hentet den lille pige. Men sysselmand Isaksen afbrød ham: „Kan vi egentlig tage chancen og lade tiden gå? Hvad nu, hvis den lille pige virkelig er væk, og at det bare er en tilfældighed, at I ikke kan finde Steinar Olsen?“ Hun havde rejst sig og stod midt på stuegulvet. „Du får en time. Hvis pigen ikke er fundet inden da, må vi slå fuld alarm.“ Steinar og Ella Olsen var ikke på nogen af caféerne i byen. For en sikkerheds skyld ringede børnehavelederen også til hotellerne og pubberne. Men ingen havde set far og datter. En pludselig indskydelse fik hende til at ringe til de to andre ansatte i børnehaven og orientere dem. Sammen delte de forældrene mellem sig og begyndte at ringe rundt med fornyet håb. Det var, som om den næste telefonsamtale ville betyde en afslutning på denne uvirkelige situation. Ingrid Eriksen kunne næsten smage ordene. „Tak skal du have, det er en lettelse at høre. Nej, nej, vi blev jo lidt nervøse, ser du. Ingen havde fortalt Tone, at Ella skulle med jer hjem. Det var bare en misforståelse. Tak skal du have.“ Men den samtale kom ikke. Kun forvirring og nysgerrighed og ængstelige spørgsmål. Ella var ikke taget med nogen af de andre børn hjem. Knut begyndte at blive utålmodig. Det var klart, at den lille pige snart dukkede op igen. Der var ingen, der forsvandt på Svalbard. Om vinteren er øgruppen så godt som isoleret, bort27

Kulungen - rettet 2.indd 27

24-02-2011 10:31:36

set fra det daglige fly fra fastlandet. De havde fuldt overblik over, hvem der boede i Longyearbyen, hvem der kom på besøg, og hvem der tog af sted igen. Men samtidig dukkede der en anden tanke op. Dette havde de sagt før på sysselmandskontoret – og det var ikke så mange måneder siden. Og kort efter havde de stået med et lig.

Kulungen - rettet 2.indd 28

24-02-2011 10:31:36

– 144 mm –

– 24,6 mm –

HARDANGER FOLKEBLAD

★★★★★ »Nyd den« VG

– 221 mm –

KULUNGEN

Børnene i børnehaven »Kulungen« i Longyearbyen på Svalbard gemmer sig somme tider for pºdagogerne, men de dukker altid op igen, så ingen tager fºnomenet alvorligt.

Monica Kristensen

»Jeg kunne ikke lºgge den fra mig, før sidste punktum var sat.«

– 144 mm –

»En intenst spºndende kriminalroman fra Svalbard« DAGBLADET

KULUNGEN Monica Kristensen

»En krimi, der lºses lige så meget for sin godt udtºnkte intrige som for sin fascinerende skildring af denne kolde, smukke ø højt – W E E K E N D AV I S E N mod nord.«

KRIMI·SOHN

WWW.SOHN.DK

SOHN

ISBN 978-87-7122-008-7

Venligst check:  stregkode  format  rygbredde  korrektur

Dato: Underskrift: