Prolog ometens hale trak en flænge hen over dæmringen, hvorfra det blødte ud over Dragenstens stejle klipper, et sår på den lyserøde og violette himmel. Mesteren stod på den forblæste balkon uden for sine gemakker. Det var her, ravnene kom efter deres lange udflugter. Deres klatter plettede de tolv fod høje gargoiler på begge sider af ham, en helvedeshund og en lindorm, to af de tusind gargoiler, som rugede over den gamle fæstnings mure. Da han kom til Dragensten første gang, havde hæren af stengrotesker gjort ham ilde til mode, men efterhånden som årene var gået, havde han vænnet sig til dem. Nu tænkte han på dem som gamle venner. De tre så i fællesskab op mod himlen med bange anelser. Mesteren troede ikke på varsler. Og dog … så gammel han var, havde Cressen aldrig set en komet, der var bare halvt så klar, heller aldrig denne farve, denne frygtelige farve, samme farve som blod og flammer og solnedgange. Han spekulerede på, om hans gargoiler nogensinde havde set noget lignende. De havde været her i så meget længere tid end han og ville stadig være her, længe efter at han var død. Hvis stentunger kunne tale … Tåbesnak. Han lænede sig mod brystværnet, under ham brølede havet, og den sorte sten føltes ru mod fingrene. Talende gargoiler og profetier på himlen. Jeg er en gammel, udslidt mand, der opfører sig som et fjollet barn igen. Havde et langt livs hårdt tilkæmpet visdom forladt ham sammen med hans helbred og styrke? Han var en mester, oplært i Gammelbys store Citadel, hvor han havde vundet sin kæde. Hvad havde han bragt det til, når hans hoved var fyldt med overtro, som om han var en uvidende markarbejder? Og dog … og dog … kometen brændte også om dagen nu, bleg, grå damp steg op fra Dragebjergets varme skorstene bag slottet, og i går morges havde en hvid ravn bragt bud fra Citadellet selv, længe ventede ord, men ikke
K
7