Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 2
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 3
HANS KOPPEL
Kom aldrig mere tilbage THRILLER / PEOPLE’SPRESS
Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 4
Kom aldrig mere tilbage Oversat af Kamilla Jørgensen efter originaludgaven: Kommer aldrig mer igen Copyright © 2011 by Hans Koppel First published by Telegram Bokförlag, Stockholm, Sweden Published in the Danish language by arrangement with Nordstedts agency, Sweden Copyright © dansk udgave 2014 by People’sPress, København Omslag: Simon/Imperiet Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus Bogen er sat med Minion og Klavika ISBN: 978-87-7108-243-2 udgave, 1. oplag Printed in EU, 2014
Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.
People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 5
1
UN SKREV, AT hun kunne lide at gå ture i skoven, hyggelige aft-
H
ner derhjemme og ledte efter en med glimt i øjet. Det var nærmest en vittighed, en parodi på det mest farveløse menneske, verden nogensinde havde set. Desuden krydrede hun sine beskeder med smileys. Ikke en linje uden et gult ansigt. De havde talt i telefon aftenen før og aftalt at mødes på Gondolen. Anders syntes, at hun lød ældre end toogtredive. Han lavede sjov med det, sagde, at hun måske havde lagt et gammelt billede ud, taget for mange år og kilo siden. Men så sendte hun det nye, taget med mobilen i udstrakt arm lige før sengetid. Anders så på det og tænkte, at hun for hans skyld gerne måtte lyde som en på hundrede og være dum som en gås, det kunne ikke bekymre ham mindre. Drinks var at foretrække. Det tog i reglen kun et øjeblik at afgøre, om det var besværet værd eller ej. Middag var ris til egen røv. Sidde i timevis og lide med et stivnet smil. Nej, alle med den mindste smule rutine mødtes over et glas. Gik det godt, kunne man gå videre. Klokken var præcis halv syv, og Anders spejdede ud i mørket mod lyset på Skeppsholmen og Djurgården. Hvad var der med hende? tænkte han. Den påtagede dumhed var ikke nok. Ikke med den krop. Kunne det være en skinger lat-
5
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 6
ter, der skar gennem marv og ben? Eller ånde som en gammel hund? Var hun frigid? Nej, nej, rolig nu, sagde han til sig selv. Mobilen vibrerede, han tog den. “Hej,” sagde hun. “Det er mig. Du må undskylde, at jeg ikke ringede før. Jeg har været på skadestuen hele eftermiddagen.” “Skadestuen? Er du okay?” Anders Egerbladh lykønskede sig selv med sin forstillede omsorg. Det var, hvad han kaldte åndsnærværelse. Det spørgsmål, han stillede sig selv, var naturligvis, om det, hun havde været ude for, påvirkede hans chancer for at komme i trusserne på hende. “Faldt ned ad trappen og forstuvede foden,” sagde hun. “Jeg troede, den var brækket. Kan næsten ikke støtte på den.” “Stakkel ...” Anders tog en forsigtig slurk af sin øl og sank lydløst for ikke at virke uinteresseret. “Det er ikke så galt,” sagde hun. “Jeg har fået krykker og en støttebandage på. Men det bliver lidt svært at halte ned til Gondolen, så jeg ville høre, om du eventuelt kan komme hjem til mig i stedet? Jeg har en flaske hvidvin i køleskabet.” “Lyder super,” sagde Anders. “Gerne. Men er det ikke til for stort besvær? Vi kan også gøre det en anden gang, hvis du ikke føler dig oplagt.” For helvede, han var et geni. “Det er ikke til besvær,” forsikrede hun. “Jeg kunne godt trænge til lidt selskab efter fem timer på skadestuen.” “Har du spist?” sagde Anders. “Jeg kan købe noget med.” En skide Albert Einstein. “Sødt af dig, men det behøves ikke. Jeg har køleskabet fyldt.” Hun gav ham adressen og en kort vejbeskrivelse. Anders memorerede den og besluttede at skynde sig ned og købe en buket blom-
6
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 7
ster på torvet først. Han forstod ikke hvorfor, men det virkede altid. Blomster og boblevand. Det sidste måtte vente til næste gang. Han købte en buket langstilkede, farvestrålende eksemplarer samt en pakke børneplaster i kiosken. En sjov lille gave. Han kunne mærke, at det var et smart træk. Han gik med lette skridt op ad Katarinavägen, drejede ned ad Fjällgatan, som hun havde forklaret, gik på højre side, indtil han nåede Sista Styverns Trappa, en udvendig trappe af træ, som forbandt Fjällgatan med Stigbergsgatan ovenfor. Sikkert opkaldt efter en eller anden alkoholiseret havnearbejder, som ødslede sin dagløn bort, før han gik hjem til sin tandløse kone og de fjorten unger, som trak hende i kjolen, tænkte Anders uden at tage notits af den bil, der holdt parkeret på gaden. Han kunne ikke vide, at kvinden bag rattet var den samme kvinde, han netop havde talt i telefon med, og som nu ringede til sin mand og fortalte, at tiden var inde. Anders begyndte at gå op ad trappen mellem de respektfuldt renoverede huse. Han forestillede sig, hvordan han inspicerede kvindens opsvulmede fod med kærlige hænder og hovedet deltagende på skrå, hvordan han masserede hendes anspændte skuldre, hvordan han nikkede forstående og erklærede sig enig. Havde hun virkelig ventet i fem timer? Det svenske sygehusvæsen var under al kritik. Anders vidste ikke, at de billeder, han havde stirret på, var kopieret fra nettet og forestillede en bloggende alenemor i Holland. Han kunne heller ikke vide, at den mand, han mødte på trappen, havde en hammer i frakkeærmet. De nåede den nederste trappeafsats ved bænken samtidig fra hver sin retning. Manden stoppede op. “Anders?” sagde han.
7
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 8
Anders standsede. “Kan du ikke kende mig?” sagde manden. “Annikas far. Du husker vel Annika?” Anders blev pludselig tør i halsen. Hans tidligere så afslappede og forventningsfulde ansigtsudtryk forandrede sig til et stift og plaget. “Længe siden,” fortsatte manden muntert. Anders hævede sin frie hånd og pegede opad. “Jeg har lidt travlt.” Manden smilede, som om han forstod, og nikkede mod blomsterne. “En aftale med nogen?” Anders nikkede. “Jeg er sen på den,” sagde han og forsøgte at lyde naturlig. “Ville ellers gerne have sludret lidt.” “Helt i orden,” sagde manden. Han smilede, men gjorde ikke mine til at gå videre. Anders vendte sig usikkert om, satte foden på næste trappetrin. “Jeg talte med Morgan,” sagde manden og lod hammeren glide ned i sin handskeklædte hånd. Anders blev stående på trappen med ryggen mod manden. Han rørte sig ikke. “Eller egentlig var det ham, der talte med mig,” sagde manden. “Han havde meget at fortælle, havde brug for at lette sit hjerte i elvte time. Han var kun skind og ben, da jeg mødte ham. Det var nok morfinen, der gjorde, at han opholdt sig så meget ved detaljer, kæften gik på ham uafbrudt.” Anders vendte sig langsomt om. I udkanten af synsfeltet anede han noget, som nærmede sig med stor fart, men det var for sent at dukke sig eller hæve armen til beskyttelse. Hammeren ramte hans hoved og knuste kraniet lige over tindingen. Han var bevidstløs, inden han ramte jorden.
8
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 9
Manden stillede sig over Anders og hævede hammeren igen. Slag nummer to og tre var formentlig dræbende, alligevel fortsatte manden med at slå for at være sikker i sin sag. Som om han ville slette alle indtryk og erfaringer, som Anders havde samlet, udslette hele hans eksistens. Manden holdt ikke op, før hammeren satte sig fast i kraniet. Han lod den sidde, så sig hurtigt om, gik derefter ned ad trappen og steg ind i den ventende bil. Kvinden drejede ud fra kantstenen. “Var det svært?” spurgte hun. “Overhovedet ikke,” sagde manden.
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 10
2
EJ, JEG HEDDER Gösta Lundin, er professor emeritus i psy-
“H
kiatri og forfatter til ’Offeret og gerningsmanden’, som jeg formoder, at flere af jer har læst. I behøver ikke at række hånden op. Men tak alligevel, det sætter jeg pris på. Tak, tak. Før jeg begynder, hvor mange af jer arbejder i politiet? I må gerne række hånden op. Okay, og hvor mange er sociologer? Cirka halvt af hver. Godt, så ved jeg det. Egentlig er det et irrelevant spørgsmål, det er ikke, fordi jeg ændrer indholdet alt afhængig af, hvilken erhvervsgruppe jeg taler til. Jeg er vist bare nysgerrig. Eller for resten, måske ville jeg antage en mere tvetydig holdning, hvis der kun var betjente her, skeptiske betjente med armene over kors. Det er muligt, jeg ved det ikke. Nå, men under alle omstændigheder, dagens overskrift er: Hvordan er det muligt? Det er det spørgsmål, vi ofte stiller os selv. Hvordan er det muligt? Hvorfor gør de ikke modstand? Hvorfor flygter de ikke? Omtrent de samme spørgsmål, som børn plejer at stille de første gange, de hører om holocaust. Hvordan var det muligt? Hvorfor gjorde de ikke modstand? Hvorfor flygtede de ikke? Lad os derfor begynde i den anden ende. Med Adolf Hitler. Som alle ved, har østrigeren med det karakteristiske overskæg
10
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 11
udviklet sig fra historisk person til en mytologisk skikkelse. Hitler er i dag referenceramme, symbolet for ondskab i sin reneste form. Jeg adlød bare ordrer er et stivnet udtryk, en påmindelse om, at vi hele tiden er nødt til at stille spørgsmålstegn ved den øverste myndighed og følge vores egen overbevisning. Adolf Hitlers modsætning kaldes her i landet Astrid Lindgren. Astrid Lindgren står som symbol for det gode i livet. Den kloge og fornuftige humanist, som tror på og dyrker det gode i mennesket. Der findes et væld af moralske historier og talemåder, som alle tilskrives Astrid Lindgren. Et af de mest kendte citater fortæller os, at vi nogle gange er nødt til at gøre visse ting, selv om de er farlige. Ellers er vi ikke mennesker, men kun små lorte. Adolf og Astrid, sort og hvidt, ondt og godt. Denne naive forestilling om rigtigt og forkert er forførende og frister os. Vi vil tilhøre de gode, gøre det rette. Efter mange år med interviews af ofre og gerningsmænd – som også er ofre, noget vi gerne glemmer – ved jeg, at flertallet i dette lokale, ikke mindst jeg selv, uden store problemer kan blive såvel det ene som det andet. Vi har alle Adolf og Astrid i os. At påstå andet er at gøre sig dummere, end man er. Men skidt nu være med det filosofiske. Jeg er her for at tale om, hvordan det går til i praksis. De metoder, som gerningsmænd benytter sig af for at undertrykke deres ofre, er de samme verden over og lige så gamle som mennesket selv. Chefer bruger de samme teknikker som diktatorer af den simple grund, at der kun findes to styringsredskaber: gulerod og pisk. Der kan være mere af det ene og mindre af det andet, men alle metoder er varianter af disse to. Nu bliver jeg desværre ikke betalt for at stå her og tale om det alvorlige på en ukompliceret måde. Jeg er akademiker, gudbeva-
11
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 12
res, og som sådan skolet i at gøre tingene indviklede og fremstille mig selv som intelligent og dybdeborende. Hvilket er grunden til, at man har opfundet power point-præsentationen.” 1. Forflyttelse, social isolation 2. Breaking in violence 3. Sult 4. Vold/trussel om vold 5. Nedgørelse 6. Gæld 7. Venlighed, privilegier 8. Blokering af jeget 9. Den udsigtsløse fremtid “Kan alle se? Godt. Hvis vi begynder med det første punkt ...”
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 13
3
ÖRGEN PETERSSON VENTEDE, mens ekspedienten slog prisen på en
J
plakat ind, der forestillede Homer Simpson, en gave til hans yngste søn, der snart havde fødselsdag. Jörgen så sig om i butikken, og hans blik standsede ved et billede af Lasse Åberg. For en gangs skyld var det et motiv uden Mickey Mouse. Billedet forestillede et gammelt klassefoto, hvor halvdelen af ansigterne var begyndt at blegne og forsvinde. Kun ganske få var intakte. Lidt for tydeligt måske, men Jörgen kunne godt lide enkelthed. Han kunne ikke drømme om at spilde sin tid på Bukowskis i jagten på et passende værk af en eller anden overvurderet kunstner. De riges kunstinteresse overgik Jörgens forstand. Hvad var det andet end et forfængeligt forsøg på at købe sig fri? En måde at distancere sig fra dem, som ikke havde råd og mulighed. Jörgen ville uden at blive ruineret kunne pryde forhallen med alle tre. Anders Zorn gik an, men naturfanatikeren Bruno Linjefors og jubelidioten Carl Larsson kunne han undvære, ellers tak. For øvrigt havde han allerede en Zorn. En plakat fra museet i Mora, der hang på det udendørs lokum på landet. Jörgen plejede at sidde og glo på den, når han sked. Det var nytte og fornøjelse i skøn forening. Hverken hans kone eller børn forstod charmen, det kunne ikke falde dem ind at bruge lokummet, når de kunne sidde bekvemt indendørs med gulvvarme under fødderne. Jörgens kone havde endda foreslået, at de rev dasset ned.
13
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 14
Da havde Jörgen sagt fra, selv om han normalt ikke blandede sig i beslutninger, der blev taget i eller handlede om hjemmet. Men der gik grænsen alligevel. Tre tomme tønder land, næsten fire hundrede meter strand, og han kunne ikke få lov at skide i fred på sit eget lokum? I selskab med halvløste krydsord i solblegede ugeblade. Det var et godt træk, at Jörgen slog i bordet. Det øgede konens respekt og gav næring til billedet af ham som excentrisk og tyrenakket, slet ingen dårlige egenskaber for en rigmand. Han studerede Åbergs billede et øjeblik og spekulerede på, hvordan hans eget klassefoto havde set ud? Hvem havde han glemt? Hvem kunne han huske? Og hvem kunne huske ham? De havde muligvis læst om ham. Der havde stået en del i erhvervsbladene, og der blev selvfølgelig sladret om penge og succes, men det var ikke sådan, at folk reagerede, når han trådte ind i en togvogn. Jörgens liv mindede om et heldigt parti Matador. Pludselig sad han der med alle hoteller og ejendomme, og pengene kom automatisk og uden anstrengelse. Bunkerne voksede. De første skillinger lavede han på et webbureau, hvis eneste egentlige funktion bag alle floskler om fremtid og muligheder var at lave almindelige hjemmesider. Det var på den tid, hvor kun indviede kendte til begrebet it, og firmaer stadig sendte deres ansatte på kurser for at lære det mest simple tekstbehandlingsprogram. Jörgen var sluppet for rampelyset af den simple grund, at hans to kolleger, som han havde grundlagt firmaet sammen med, var et par pr-liderlige linselus. Firmaet havde aldrig haft overskud, alligevel steg børsværdien efter introduktionen til over to milliarder kroner. Jörgen rystede på hovedet af dårskaben, hvilket irriterede hans succesberusede kolleger, der begge blev flittigt citeret i erhvervsbladene og åbenbart
14
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 15
selv troede på deres fremtidsvisioner. Til sidst tilbød de at købe Jörgen ud for omkring halvdelen af værdien af hans aktiepost og grinede godt og grundigt, da han accepterede tilbuddet, hundrede millioner i hånden, farvel og tak. Årets dummeste forretning? lød overskriften på den notits, der oplyste om aftalen, en notits, som næsten var identisk med den pressemeddelelse, som Jörgens kolleger havde sendt ud. Et år senere var Jörgens kolleger forgældede, firmaet omstruktureret og i praksis værdiløst. Da var det pludselig Jörgen, som aviserne ville tale med. Han havde venligt, men bestemt afslået alle forespørgsler og sendt en taknemmelig tanke til sin nærmeste ven, som var freelancejournalist for ugebladene, og som i beruset tilstand altid gentog sine visdomsord om offentlig opmærksomhed. “Der er intet positivt ved at være synlig, intet. Hvad du end gør, vis aldrig fjæset frem. Hvis du ikke er Simon Spies, så hold dig væk.” Calle Collin var en af de få, som ikke var blevet visket ud på Jörgens tænkte klassefoto. Hvem kunne han ellers huske? Et par af de kønne og uopnåelige piger. Jörgen spekulerede på, hvor de befandt sig nu. Forkert, han spekulerede slet ikke på, hvor de befandt sig, han spekulerede på, hvordan de så ud. Han havde googlet dem, men ikke fundet nogen billeder, ikke engang på Facebook. Hvilket næppe kunne være tilfældigt. Han forestillede sig papvinshærgede ansigter og trøstede sig ved tanken om deres kroppes forfald. Brysterne, som engang havde trodset tyngdeloven og beskæftiget hans onanifantasier, skvulpede nu hjemløst rundt i kraftigt vatterede bøjlebh’er. Uha, hvor kynisk. Jörgen var vel et større menneske end som så. Eller var han?
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 16
4
Forflyttelse, social isolation Kvinden rykkes ud af sine kendte omgivelser for at blive placeret i et nyt og ukendt miljø. Dette tjener flere formål. Kvinden mister kontakt med familie og venner, bliver desorienteret, geografisk forvirret og afhængig af den for hende eneste kendte person: gerningsmanden. Ved at låse kvinden inde i en længere periode forstærkes forvirringen i tid og rum. Er isolationen tilstrækkelig lang, føler offeret til sidst taknemmelighed over for alle former for menneskelig kontakt, også den påtvungne.
r du sikker? Et enkelt glas. Du skal hjem til tv-helvedet.” “Jo, kom nu.” Ylva grinede taknemmeligt ad deres forsøg. “Nej,” sagde hun. “Jeg skal hjem og være artig.” “Dig?” sagde Nour. “Hvorfor begynde nu?” “Ved jeg ikke. Forandring fryder?” “Et glas?” “Nej.” “Sikker?” Ylva nikkede.
“E
16
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 17
“Helt sikker,” sagde hun. “Okay, okay, det ligner ikke dig, men okay.” “Vi ses på mandag.” “Det gør vi. Hils familien.” Ylva stoppede op og vendte sig om. “I får det til at lyde som noget dårligt,” sagde hun og holdt uskyldigt hånden mod brystet. Nour rystede på hovedet. “Vi er bare misundelige.” Ylva fandt sin iPod frem og slentrede ned ad bakken. Der var knude på ledningen til høretelefonerne, og hun måtte stoppe op for at ordne det, før hun kunne proppe dem i ørerne og vælge spilleliste. Musik i ørerne og blikket rettet mod det fjerne var den eneste måde at slippe for snak om vejret på. Der var altid en snakkesalig person, som krævede opmærksomhed og ville sladre. Provinsbyens dilemma. Og Ylva var endda tilflytter. Mike, der var vokset op her, kunne ikke gå et skridt uden for døren uden at være nødt til at redegøre for den seneste tids hændelser. Ylva skråede over det mennesketomme, pittoreske stræde og passerede en parkeret bil med tonede ruder uden at lægge mærke til føreren. Musikken i ørerne var så høj, at hun heller ikke hørte bilen starte. Det var først, da bilen kørte op på siden af hende uden at passere, at hun registrerede den og vendte sig om. Ruden blev rullet ned. Ylva antog, at de ville spørge om vej. Hun stoppede op og vaklede mellem at slukke mp3-afspilleren eller tage høretelefonerne ud af ørerne. Hun valgte det sidste og gik et skridt hen mod bilen, bøjede sig ned og så ind. En kasse og en håndtaske optog passagersædet. Kvinden ved rattet smilede til hende. “Ylva?” sagde hun.
17
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 18
Et kort øjeblik, derefter en ubehagelig fornemmelse i maven. “Jeg syntes nok, at det var dig,” sagde føreren venligt. Ylva besvarede smilet. “Længe siden.” Føreren vendte sig mod en mand på bagsædet. “Kan du ikke se, hvem det er?” Han lænede sig frem. “Hej, Ylva.” Ylva strakte armen ind ad vinduet, gav hånd til dem begge. “Hvad laver I her?” “Hvad vi laver? Vi er lige flyttet hertil. Og du?” Ylva så uforstående ud. “Jeg bor her,” sagde hun. “Det har jeg gjort i snart seks år.” Føreren trak hovedet tilbage, som om hun havde svært ved at tro det. “Hvorhenne?” spurgte hun. Ylva så på hende. “Hittarp,” svarede hun. Føreren vendte sig forbavset om mod manden på bagsædet og bagefter mod Ylva igen. “Det mener du ikke. Det kan ikke være dit alvor. Vi har netop købt hus der. Kender du Sundsliden, bakken ned mod vandet?” Ylva nikkede. “Jeg bor lige ved siden af.” “Du bor ved siden af?” gentog kvinden bag rattet. “Er det sandt? Hørte du det, skat? Hun bor lige ved siden af.” “Jeg hørte det godt,” sagde manden. “Det var da mærkeligt,” sagde kvinden. “Så bliver vi naboer, igen. Sikke et sammentræf. Er du på vej hjem?” “Ja, jo.” “Hop ind, så kører vi dig.”
18
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 19
“Men jeg ...” “Hop nu ind. Tag bagsædet. Der ligger en masse ragelse her.” Ylva tøvede, men kunne ikke protestere. Hun tog den anden høretelefon ud, viklede ledningen om afspilleren, åbnede bildøren og hoppede ind. Kvinden drejede ud fra kantstenen. “Tænk engang,” sagde manden. “At du bor her. Trives du her?” “Jeg har det fint,” sagde Ylva. “Byen er lille, det er den, men havet og strandene er fantastiske. Der er højt til himlen. Det føles, som om alt er muligt. Men det blæser meget. Og vintrene er ikke sjove.” “Ikke? Hvad mener du?” “Vådt og råt. Altid sjap, aldrig hvid sne.” “Hørte du det?” sagde manden til kvinden. “Ingen rigtig vinter. Kun sjap.” “Jeg hørte det godt,” sagde kvinden og betragtede Ylva i bakspejlet. “Men nu er her kønt. På denne tid af året er der ikke noget at klage over.” Ylva smilede og nikkede samtykkende. “Nu er her kønt.” Hun forsøgte at lyde positiv og se naturlig ud, men hjernen arbejdede på højtryk. Hvad betød det, at de var flyttet hertil? Hvordan ville det påvirke hendes fremtidige liv? Hvor meget vidste de? Hun kunne ikke blive den ubehagelige fornemmelse kvit. “Det lyder herligt,” sagde manden på bagsædet. “Ikke sandt, skat? Herligt.” “Det gør det,” sagde kvinden bag rattet. Ylva så på dem. De gentog sig selv, og deres replikker lød indstuderede; kunstige. Det kunne skyldes det tilfældige gensyn, det kejtede i situationen. Hun overbeviste sig selv om, at den fornemmelse, hun havde, var ubegrundet. “Tænk at støde ind i dig efter alle de år,” sagde manden.
19
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 20
“Ja,” sagde Ylva. Han så på hende, studerede hende uden at gøre det mindste forsøg på at fjerne smilet. Ylva var nødt til at se væk. “Hvad er det for et hus, I har købt?” sagde hun og mærkede, at hendes højre hånd fór nervøst op mod ansigtet. “Er det huset oppe på bakken? Det hvide?” “Ja, det er det,” sagde manden og rettede blikket frem. Han så almindelig ud. Ylva lod sig berolige. “Jeg spekulerede faktisk på, hvem der var flyttet ind. Min mand og jeg talte om det så sent som i går. Vi gættede på en børnefamilie ...” Ylva tav. “Det er mest børnefamilier, der flytter ind,” fortsatte Ylva. “I har haft håndværkere. Har I revet hele indmaden ud af huset?” “Kun kælderen,” sagde manden. “Din mand,” sagde kvinden og så igen på Ylva i bakspejlet. “Du er altså gift?” Det lød, som om hun allerede kendte svaret. “Ja.” “Børn?” “Vi har en datter. Hun er syv, fylder snart otte.” “En datter,” gentog kvinden. “Hvad hedder hun?” Ylva tøvede. “Sanna.” “Sanna, det er et fint navn,” sagde kvinden. “Tak,” sagde Ylva. Hun så på manden, han var tavs. Hun så på kvinden. Ingen sagde noget. Situationen tillod ingen pauser, og Ylva følte sig nødsaget til at sige noget. “Hvordan kan det være, at I er flyttet hertil?” Hun ville lyde naturlig. Det var et rimeligt spørgsmål, men hun var tør i halsen, og det lød forkert.
20
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 21
“Ja, hvordan kan det være?” sagde manden. “Skat, kan du huske, hvorfor vi flyttede hertil?” “Du har fået arbejde på hospitalet,” sagde kvinden. “Det har jeg,” sagde manden. “Jeg har fået arbejde på hospitalet.” “Vi tænkte, at vi ville begynde på en frisk,” sagde kvinden og holdt for rødt ved Tågagatan. Tredive meter længere henne stod der folk og ventede på bussen. “Hør her,” sagde Ylva. “Det er virkelig pænt af jer at tilbyde mig et lift, men jeg tror alligevel, at jeg tager bussen.” Hun klikkede sikkerhedsselen op og trak i håndtaget uden resultat. “Børnesikring,” sagde manden. Ylva hævede sig frem mellem sæderne og lagde sin hånd på kvindens skulder. “Vil du være sød at åbne, jeg vil gerne af her. Jeg har det ikke så godt.” Manden stak hånden ned i inderlommen på sin jakke og fandt en firkantet ting frem, en anelse større end håndfladen. “Ved du, hvad det her er?” Ylva fjernede hånden fra kvindens skulder og kiggede. “Kom nu,” sagde manden. “Hvad ligner det?” “En barbermaskine?” sagde Ylva. “Det gør det,” sagde manden. Det ligner en barbermaskine, men det er ikke en barbermaskine.” Ylva trak igen i dørhåndtaget. “Åbn døren, jeg vil ...” Stødet fik Ylvas krop til at spænde sig op i en bue. Smerten var lammende, og hun kunne ikke engang skrige. Øjeblikket efter blev kroppen slap, og hun faldt sammen med hovedet mod mandens
21
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 22
lår. Hun var forbavset over, at vejrtrækningen fungerede, selv om intet andet gjorde. Manden rakte ud efter Ylvas håndtaske, åbnede den og fandt hendes mobil frem. Han tog batteriet ud og lagde det i sin inderlomme. Ylva mærkede bilen accelerere og passere busstoppestedet. Manden holdt strømpistolen parat. “Lammelsen er midlertidig,” sagde han. “Snart kan du tale og bevæge dig normalt igen.” Han klappede hende trøstende. “Det skal nok gå, skal du se. Det skal nok gå.”
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 23
5
kvart milliard, og hvad gjorde han? Stod i underbusker i kælderen og gennemrodede flyttekasser i jagten på en gammel skoleårbog. Også en måde at fordrive tiden på. Jörgen Petersson nåede at åbne og gennemgå omkring halvdelen af kasserne, før han fandt, hvad han søgte. Han betragtede det som heldigt med tanke på, at skatten som regel gemte sig i den sidste kiste. Han bladrede, skimmede hen over klassebillederne, ledte blandt navnene. Nå ja, ham. Og hende der. Var hun ikke søster til ...? Lærerens datter, der så ud, som om hun havde lyst til at synke i jorden på billedet. Ham, der satte ild til fritidshjemmet. Hende, der begik selvmord. Og staklen, der blev nødt til at tage sig af alle sine søskende og sov i timerne. Den ene madeleinekage efter den anden. Til sidst klassen. Jørgen fór sammen. De var kun børn, frisurer og tøj vidnede om svundne tider. Alligevel fyldte det sort-hvide billede ham med ubehag. Han lod blikket glide hen over det, gennemgik række efter række. Klassekammeraterne stirrede på ham. Jörgen kunne næsten høre lyden fra gangen: kommentarer, skrig, skubben og latter. Positionering, ikke andet. Det handlede om, hvor på rangstigen man
G
OD FOR EN
23
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 24
befandt sig. Pigerne havde deres selvregulerende måde. Drengenes var mere håndfast. De fire mest overlegne stod bagerst. De stirrede selvsikkert ind i kameraet med armene over kors og udstrålede verdensherredømme. At dømme ud fra deres tilfredse miner kunne de umuligt forestille sig en anden verden eller tid end den, de befandt sig i. En af dem, Morgan, var død af kræft sidste år. Jörgen spekulerede på, om nogen savnede ham. Selv gjorde han ikke. Han fortsatte gennem rækkerne af navne. Nogle havde han glemt og blev nødt til at se på billedet for at finde oplysningerne frem fra hjernelageret. Nå ja. Et par af klassekammeraterne kunne han alligevel ikke huske. Udseende og navn var ikke nok. De var bortraderet fra hans hjerne, præcis som de ansigtsløse på Lasse Åbergs billede. Jörgen så på sig selv, klemt inde på første række, knap nok synlig og med et ansigtsudtryk, som bønfaldt om at få lov at slippe væk. Calle Collin så glad ud. Lidt fraværende, ubekymret over sin fremmedhed, stærk nok i sig selv. Læreren. Herregud, den gamle hejre var yngre på billedet, end Jörgen var nu. Han stillede flyttekasserne tilbage og tog skoleårbøgerne med op i huset. Han havde tænkt sig at kigge på billederne, indtil de ikke længere skræmte ham. Jörgen gik ud i køkkenet og ringede til sin ven. “Skal vi drikke en øl?” “En?” sagde Calle Collin. “To, tre, drik, så mange du vil,” sagde Jörgen. “Jeg har fundet vores gamle skoleårbøger, jeg tager dem med.” “Hvorfor fanden gør du det?”
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 25
6
ZETTERBERG HENTEDE sin datter i SFO’en halv fem. Hun sad ved et af bordene længst inde i lokalet, dybt optaget af et gammelt tryllesæt. Da hun så sin far, lyste hun op, som hun ikke havde gjort, siden han hentede hende de første år i børnehaven. “Far, kom.” Sanna sad med et æggebæger af plastic foran sig. Et tredelt æggebæger med plasticlåg. Mike forstod, at gensynsglæden forudsatte, at han agerede publikum. “Hej, skat.” Han kyssede hende på panden. “Se,” sagde hun og løftede æggebægerets låg. “Her er et æg.” “Ja, det kan jeg se,” sagde Mike. “Og nu vil jeg trylle det væk.” “Det kan da ikke lade sig gøre,” sagde Mike. “Jo, se.” Sanna satte låget på og bevægede hånden i cirkler over æggebægeret. “Simsalabim.” Hun fjernede låget, ægget var væk. “Hvad? Hvordan kunne det lade sig gøre?” “Men far, det ved du da godt.” “Nej,” sagde Mike. “Jo, jeg har vist det før.”
M
IKE
25
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 26
“Har du?” “Det er ikke et rigtigt æg.” Sanna viste ham den hule mellemdel, som nu var gemt i æggebægerets låg. “Du vidste det godt,” sagde Sanna. Mike rystede på hovedet. “I så fald har jeg glemt det,” sagde han. “Nej.” “Jo, det har jeg altså. Sikkert fordi du gjorde det så godt.” Sanna var allerede begyndt at lægge tingene tilbage i kassens formstøbte inderskal af plastic. “Kan du lide at trylle?” sagde Mike. Sanna trak på skuldrene. “Nogle gange.” Hun satte det farverige låg på, som var slidt i hjørnerne efter flittigt brug. “Du kunne måske ønske dig et tryllesæt til din fødselsdag.” “Hvor længe er der til?” Mike så på uret. “Ikke i timer,” sagde Sanna. “Femten dage,” sagde Mike. “Det står på uret, hvilken dag det er.” “Gør det?” Mike viste hende det. “Tallet i det lille firkantede felt er datoen. Nu er det den femte maj, og du har fødselsdag den tyvende. Om femten dage.” Sanna indoptog oplysningen uden at lade sig imponere. Ure var ikke statussymboler, som de engang havde været, konstaterede Mike. Han havde ikke været meget ældre end sin datter, da han og hans forældre flyttede hjem til Sverige. De sagde, at de flyttede hjem, selv om det eneste hjem, Mike kendte dengang, lå i Fresno,
26
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 27
en stegende varm by midt i Californien klemt inde mellem Coast Range og Sierra Nevada. Temperaturen pendlede mellem tredive og femogfyrre grader det meste af året. Det var for varmt at opholde sig i, og de fleste gik fra airconditionerede huse til airconditionerede biler og kørte hen til airconditionerede skoler og arbejdspladser. Næsten ingen var solbrændte i The Big Sauna, som hans forældre havde døbt byen, og det var et chok for Mike, da han i sommeren 1976 kom til Helsingborg og så solbrændte mennesker plaske rundt i vandet, selv om luften var iskold, knap femogtyve grader. Mike kunne sproget, fordi hans forældre havde talt svensk med ham, siden han var lille, men de påpegede ofte, at han talte sproget som en amerikaner. I deres øjne lød det sødt, men han havde været skrækslagen over at skulle flytte til Sverige og risikere at blive drillet med sin måde at tale på. De jævnaldrende kammerater, han mødte ved stranden den første aften, var af en anden opfattelse. De syntes, at han lød som Columbo og McCloud. Mike forstod straks, at det var noget godt. De andre børn havde set den utrolig godt påklædte dreng flakke omkring og var til sidst gået hen til ham og havde spurgt, om han ville være med til at spille fodbold. Da han en halv time senere var begyndt at svede og tog sweateren af, opdagede de nyfundne venner hans ur uden visere, men med firkantede tal, der angav tiden. Deres beundring kendte ingen grænser. Det mest mærkværdige var, at en og samme knap havde forskellige funktioner. Trykkede man en gang, skete der én ting, trykkede man to gange, skete noget andet. Selv om det var den samme knap. Ingen forstod, hvordan det gik til. “Hvad så?” sagde han nu tredive år senere til sin datter. “Er du klar?” Sanna nikkede.
27
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 28
*** Ylva Zetterberg var ved bevidsthed. Hun lå på bagsædet og så verden passere forbi i form af velkendte trætoppe og hustage, genkendte geografien ud fra bilens bevægelser, vidste hele tiden, hvor de befandt sig. Hun var næsten hjemme, da bilen uden hastværk lod en anden bil passere og derefter drejede op ad indkørslen til det nyrenoverede hus. Kvinden åbnede garageporten med fjernbetjeningen og kørte ind. Hun ventede, indtil porten havde lukket sig bag dem, før hun steg ud af bilen og åbnede til bagsædet. Sammen med manden førte kvinden Ylva ned i kælderen uden et ord. Manden og kvinden lagde Ylva på sengen og lænkede hendes hænder til sengegavlen med håndjern. Manden tog en fjernbetjening og rettede den mod et tv, som sad fast under det lave loft. “Du kan jo godt lide at kigge,” sagde han og tændte.
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 29
7
i skal købe ind,” sagde Mike. “Må jeg sidde på forsædet?” Sanna så forventningsfuldt op på ham. “Selvfølgelig,” sagde Mike. Var det fredag, så var det fredag. “Hvilken vej skal vi køre?” spurgte han efter at have hjulpet sin datter med at spænde sikkerhedsbæltet. “Vandet,” sagde Sanna. “Vandet,” gentog Mike og nikkede for at understrege det kloge valg. Han kørte ned ad Sundsliden, lod motoren bremse i andet gear på det stejle stykke. Sundet strakte sig ugenert ud, næsten ekshibitionistisk. Det var mere åbent nu, end da Mike var barn, selv om der var flere huse. I forbindelse med at priserne var røget i vejret, fik udsigten værdi, og træerne blev fældet. Hyggelige huse, der var blevet bygget for at beskytte mod vejr og vind, var blevet erstattet af akvariehuse til eksponering af kapital. “Nu kan vi snart begynde at bade igen,” sagde Mike. “Hvor varmt er det?” “Vandet? Det ved jeg ikke, måske femten-seksten grader.” “Så kan man da godt bade?” “Bestemt,” sagde Mike. “Men det er lidt koldt.” Han drejede til venstre rundt om det hus, han som barn havde
“V
29
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 30
kaldt Taxi-Johanssons. Ejeren af byens eneste taxi, en sort Mercedes med ret mange år på bagen, havde boet i huset og hvert år kørt skolebørnene til tandplejen i Kattarp. Nu boede der en anden, og ikke mange kendte til begrebet Taxi-Johansson, selv om der stadig hang et gammelt skilt med teksten TAXI på garagen. En hel del havde forandret sig, siden Mike flyttede hjem fra USA. Kvinder solbadede ikke længere topløse, der var et anstændigt udbud af reklamefinansierede tv-kanaler. Unødigt store biler havde gjort deres indtog, og det var ikke længere skamfuldt at gå i andre mærker end Levi’s 501. Umiddelbart efter hjemkosten fra USA åbnede hans mor en tøjbutik på Kullagatan. Cowboybukser og sweatshirts, hvorpå der stod UCLA og Berkeley. Næsten alle i Mikes klasse handlede der. Hans venner fik rabat. Butikken gik godt, og hans far havde arbejde. Som voksen forsøgte Mike at huske, hvornår det hele var begyndt at gå skævt. Nogle gange mente han at kende svaret, men så snart han forsøgte at fæstne blikket ved noget, kom han i tanke om noget andet, som var lige så afgørende. Hans fars død var naturligvis det skelsættende. Han kørte ind i en bropille uden for Malmø, da Mike var tretten. Hans mor omtalte altid hændelsen som ulykken, den ulykkelige og unødvendige ulykke. Mike var sytten, da han forstod, at det med største sandsynlighed havde drejet sig om et planlagt selvmord. Han hørte det ad omveje. Da han spurgte sin mor, forstod han på hendes svævende udlægning, at han var blevet ført bag lyset i fire år. Han huskede stadig følelsen af afstand og tomhed. Den totale ensomhed. Ikke at have nogen. Maven var tom, og smagen i munden metallisk. “Det er umuligt at vide med sikkerhed,” sagde hans mor. “Han efterlod intet brev eller noget. Og han virkede så glad lige inden.”
30
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 31
Netop det var ifølge eksperterne ikke helt usædvanligt. Som et lys, der flammede op en sidste gang, kunne en kort tid med fred opstå hos den, der havde taget beslutningen om at tage sit liv. Mike havde for længst forsonet sig med sin mors svigt, men bevidstheden om, at han kun havde sig selv og ikke kunne stole på nogen, var for evigt ridset i ham. Selv om det lød fjollet, det gjorde det. Han manglede ingenting. Og hvor godt havde han det ikke i dag? Med kone og datter og et vellønnet job. Og Mike havde, når sandheden skulle frem, mærket forandringen længe før farens død. Nej, det var ingen forandring, det var en forskydning. Fra godt til skidt. Hans far havde et par år efter hjemkosten til Sverige mistet sit arbejde. Cowboybuksebutikken, som tidligere blot havde været et lukrativt tidsfordriv for hans mor, blev pludselig familiens eneste indtægtskilde. Og den gik stadig dårligere, i takt med at kunderne begyndte at handle i Väla indkøbscenter i stedet for inde i centrum. Det blev kort sagt svært at holde trit i villaforstaden, hvor ingen længere lod sig imponere af et ur uden visere. *** “Kan du tale?” Manden slog Ylva let på kinden. “Vand,” mumlede hun. “Man bliver tørstig,” sagde manden. Han havde været forudseende nok til at tage et glas med. Han holdt det op til Ylvas mund. En del løb ud af mundvigen, og Ylva forsøgte instinktivt at føre sin fastlænkede hånd op til munden for at tørre sig. “Du kan få lov at drikke selv,” sagde manden.
31
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 32
Han fandt en nøgle frem og åbnede håndjernet om Ylvas højre hånd. Hun rykkede sig baglæns mod sengegavlen, indtil hun sad op. Hun tog glasset og drak det hele i en slurk. “Mere?” sagde manden. Ylva nikkede og rakte ham glasset. Han gik hen til vasken og fyldte det. Det var et minikøkken af den slags, som man kunne finde i bygningsarbejderes skurvogne og kollegieværelser. Indbygget topladers komfur, køkkenvask og nedenunder et køleskab med frostboks. Ylva bildte sig ind, at det blev kaldt et kitchenette. Hun var ikke sikker, heller ikke på, hvorfor hun spekulerede over det i den situation, hun befandt sig i. Manden vendte tilbage, rakte hende glasset og gik hen til tv’et. “Hvorfor er jeg her?” sagde Ylva. “Det ved du vist godt.” Ylva vendte sig om og forsøgte at trække sin hånd ud af håndjernet. “Hvad synes du om billederne?” Manden pegede på tv-skærmen. “Jeg forstår det ikke,” sagde Ylva. “Lidt grynet, men der er zoomet ind. Du sætter måske ikke pris på det nu, men vent et par dage, en uge. Alt bliver anderledes. Jeg vil vædde med, at du vil begynde at stillet uret efter det. Bare sidde og glo uden mulighed for at gribe ind. Men det er vel ikke et problem for dig? At stå ved siden af og se på, mener jeg.” Ylva så uroligt på ham. “Hvad taler du om?” Manden slog hende over ansigtet med håndryggen. Slaget kom pludseligt og uden varsel. Ylvas kind brændte, men det var forbavselse over volden snarere end smerten, der fik hende til at snappe efter vejret. “Spil nu ikke dum,” sagde manden. “Vi ved præcis, hvad der skete. Morgan fortalte det. Skriftede på dødslejet. Helt ned i detal-
32
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 33
jen. Indtil den dag havde vi anklaget os selv. Og så var det jer. Hele tiden jer.” Ylva rystede. Øjnene var varme, og hun blinkede intenst, underlæben dirrede. “Tror du ikke, at det plager mig?” sagde hun svagt. “Der går ikke en dag, uden at jeg ...” “Det plager dig?” Kvinden var trådt ind ad døren. “Det plager ... dig?” gentog hun, gik hen til sengen og stirrede ned på Ylva, der automatisk krøb sammen. Da hun endelig så op, var det med et bedende blik. “Kunne jeg ændre én ting i mit liv,” forsøgte hun. “En eneste ...” “Morgan havde kun nogle dage tilbage,” sagde manden. “Det gjorde mig rasende. At han slap så billigt. Men du har vel læst om Anders?” Ylva så uforstående ud. “Hammermordet på Fjällgatan,” sagde manden. “Ikke? Nej, man kommer sikkert til at overdrive sin egen betydning, når man er en del af noget. Men det blev faktisk en forsidehistorie: Hammermordet. Der stod en hel del.” *** Mike og Ylva mødte hinanden på arbejdet. Naturligvis. Det var i reglen på den måde, folk fandt hinanden, i ædru tilstand og med en funktion at udfylde. Mike var nyansat i et lægemiddelfirma i Stockholm, Ylva arbejdede i marketingsafdelingen og fik til opgave at interviewe ham til firmaets internetavis. Det var ingen himmelstormende lidenskab for nogen af dem, men der var en tiltrækning, og de havde det sjovt sammen. Mikes barndom havde været lykkelig sammenlignet med Ylvas. Til forskel fra ham havde hun aldrig mødt sin biologiske far, og hendes mor
33
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 34
var hård misbruger. Som seksårig var Ylva blevet anbragt hos plejeforældre, som hun havde valgt at forlade efter nogle stormfulde teenageår og ikke havde haft kontakt med siden. Mike ville udforske Stockholms skærgård, som hans far havde talt så varmt om, og købte en seks meter lang plastfiberbåd, som de tilbragte tre somre i. Mike læste søkort, Ylva holdt roret. De elskede i hver eneste naturhavn mellem Furusund og Nynäshamn. Da Ylva blev gravid, lovede de højt og helligt hinanden at fortsætte præcis som før. Intet skulle forhindre dem i det, aller mindst et lille barn, som var så let at tage med rundt. Inden Sanna blev seks måneder, var båden solgt, og pengene brugt til et indskud i en lejlighed. Et år senere blev Mike tilbudt et bedre job i sin gamle hjemby og flyttede til sin mors glæde til Skåne med sin familie. Småbørnslivet betød forandring, en markant overgang til et nyt stadie i livet. Fra buskort til firmabil, fra aftner i byen til parmiddage, fra madras på gulvet til dobbeltseng og ingen tid til at ligge i den. Pornofilmene, som de havde haft stor glæde af, var blevet smidt ud, efter Ylva søvndrukkent havde hjulpet Sanna, som på det tidspunkt var tre, med at tænde videomaskinen, men i stedet for Teletubbies var kommet ind midt i et blowjob. Ylva havde kastet sig frem og slukket for tv’et. “Hvad var dog det?” udbrød hun pinlig berørt. “Is!” foreslog Sanna. Det var et andet liv, langt fra somrene på sejlbåden. Men det var et godt liv.
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 35
8
EJ, NEJ, NEJ,
det er Morgan, som er død,” sagde Jörgen Petersson. “Jeg husker det, fordi jeg skammer mig over, hvor glad jeg blev, da jeg læste dødsannoncen. Kræft i bugspytkirtlen, varede blot et par måneder.” Calle Collin nikkede. “Det er muligt,” sagde han. “Men Anders er også død.” “Og hvordan døde han?” “Han blev myrdet.” “Skønt.” “Nej, jeg mener det alvorligt. Hammermordet på Fjällgatan. Der blev skrevet en masse i aviserne. Det var Anders.” “Hammermordet?” sagde Jörgen og søgte forgæves i erindringen. Calle nikkede. “Aldrig hørt om det,” sagde Jörgen. “Hvornår skete det?” “For omkring et halvt år siden.” “Du mener myrdet som i slået ihjel med fuldt overlæg? “Ja.” “Af hvem?” Calle trak på skuldrene. “Det blev vist aldrig opklaret.” “Hvorfor har du ikke sagt noget?” “Jeg vidste ikke, at det var ham, før forleden.”
“N
35
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 36
“Var det et slagsmål?” “Ingen anelse.” Jörgen var tavs. “Det var fandens.” “Ja.” Jörgen åndede højlydt ud. “Jeg kan ikke påstå, at jeg sørger.” Calle vendte ansigtet bort og holdt hånden frem mod sin ven. “Det er for meget.” Jörgen tog en slurk af øllen og satte glasset ned. “Sandt nok,” sagde han. “Men det kunne ikke være sket for et mere modbydeligt menneske, det må du da være enig i.” “Det ved du ikke noget om,” sagde Calle. “Folk bliver klogere med alderen.” “Gør de?” Calle svarede ikke. Jörgen så på klassebilledet, nikkede eftertænksomt. “Morgan og Anders døde,” sagde han. “Så er der kun Johan og Ylva tilbage. Firebanden er blevet en dynamisk duo.” “Firebanden?” Calle fnøs. “Johan bor i Afrika,” fortsatte han. “Afrika?” sagde Jörgen. “Hvad laver han der?” “Det ved jeg sgu ikke. Hvad plejer vesterlændinge at lave i den tredje verden? Han laller vel rundt i mærkeligt tøj og er halvfuld i tide og utide.” “Det lyder som en dag i skærgården,” sagde Jörgen. “Hvad arbejder han med?” Calle lænede sig tilbage i stolen. “Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg har ikke set ham i tyve år. Hvorfor denne fiksering? Du går vel ikke og tænker på dem? Gamle plageånder fra fortiden.”
36
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 37
Jörgen så ulykkelig ud. “Da jeg åbnede skoleårbogen, var det som at rejse tilbage i tiden,” sagde han. “Følte du, at du havde lyst til at vifte dem om næsen med bankbogen?” “I hvert fald en saldo fra hæveautomaten. Jeg tænkte, at jeg godt kunne tænke mig tilfældigvis at stå foran dem i køen og glemme kvitteringen i maskinen. Hvad mener du om det?” Calle Collin rystede på hovedet og smilede. “Er du klar over omfanget af din sygdom?” “Alle andre bliver inviteret til gammel elev-fest i ét væk, men ikke os,” sagde Jörgen. “Det er jeg taknemmelig for,” sagde Calle. “Og det burde du også være. Det bliver det samme lort igen, alle falder ind i gamle roller. Det spiller ingen rolle, om du har rusket tremmer eller tjent din første milliard.” “Jeg troede, at de blev sendt automatisk ved hjælp af et eller andet dataregister,” sagde Jörgen fjernt. “Hvad?” sagde Calle uinteresseret. “Indbydelserne,” sagde Jörgen. “Til gammel elev-festerne.” Calle sukkede højt, drak ud og pegede på Jörgens næsten halvfulde glas. Han nikkede. Calle rejste sig og gik hen til bardisken. Jörgen trak skoleårbogen hen til sig og studerede klassefotoet igen. De var så små på billedet. På trods af det ville han holde dem ansvarlig, hver og én, for alt det lort, de havde udsat ham for. I Jörgens øjne var der ingen forældelsesfrist. Alligevel var der mange andre, som havde haft det værre. Calle stillede to øl på bordet og satte sig. “Du er helt besat,” sagde han. “Hvorfor?” “Det ved jeg ikke.” “Har du ikke vigtigere ting at tænke på?” Jörgen trak på skuldrene.
37
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 38
“Det er ikke det, det er mere ...” “Mere hvad?” “Det ved jeg ikke. Det ville bare være sjovt at vide, hvad der blev af dem alle sammen.” “Fordi det gik bedst for dig?” sagde Calle. “Nej, overhovedet ikke.” Jörgen lod, som om han blev fornærmet, Calle så skeptisk på ham. “Måske,” sagde Jörgen til sidst. “Men er det så skide mærkeligt? Se på mig.” Han bankede med pegefingeren i årbogen. “Jeg eksisterer jo ikke.” Calle studerede sin ven længe og indgående. Han smilede ikke. “Hvad?” sagde Jörgen. “Det er uhyggeligt.” “Hvad?” “Det, du har gang i,” sagde Calle. “Se på mig. Ugift og barnløs journalist for ugebladene. Jeg laver høflige interviews med forhenværende tv-kendisser og halvtossede folk på landet, skriver kriminoveller om syvogtyveårige kvinder midt i livet. Noveller, som bagefter læses af kvinder på tooghalvfjerds. Samme tal bare i omvendt rækkefølge. Jeg har ingen ambitioner, ingen udsigter. Mit eneste lys i livet er is i forårsvarmen, en øl på kroen og nogle gange, når ånden kommer over mig, en spontan tur i biografen midt på ugen.” “Og du klager?” sagde Jörgen.
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 39
9
Breaking in violence Næsten alle kvinder, der tvinges ind i prostitution, fortæller om indledende vold og voldtægter fra alfonsens side. Med volden etableres et tydeligt magtforhold, og gerningsmanden nedbryder effektivt offerets initiale modstand. Alle, der har været udsat for vold eller trusler om vold, ved, hvilke vidtrækkende psykiske konsekvenser det fører med sig. Vold er magtens tydeligste sprog.
VINDEN LÅSTE HÅNDJERNET op, der lænkede Ylvas venstre hånd
K
til sengegavlen. Ylva masserede håndleddet og trak knæene op under sig. Manden og kvinden stod på hver sin side af sengen. Ylva viste ikke, hvem hun skulle se på. “Hør her,” forsøgte hun. “Vi er nødt til at ...” Kvinden strakte interesseret hovedet frem. “Er nødt til hvad?” “At tale sammen,” sagde Ylva og vendte sig bønfaldende mod manden. Han havde hånden nede i bukserne. Hvad lavede han? Ylva så på kvinden, der nu smilede til hende.
39
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 40
“Man kan tale, det kan man. Du kan tale, og vi kan lytte. Sidde her og forsøge at forstå. Absolut, det er en måde.” Manden trak sit køn frem, fik erektion. “Må jeg bede om dine hænder?” sagde kvinden til Ylva. Manden knappede bukserne op og trådte ud af dem, trak underbukserne af. Erektionen kunne ses under skjorten. “Hænderne,” gentog kvinden. Ylva sprang ud af sengen og løb hen mod den låste dør. Manden indhentede hende med det samme. Han tog fat i hendes arm, drejede kroppen rundt og gav hende en lussing. Han vred hendes arm om på ryggen og skubbede hende foran sig hen mod sengen. Ylva strittede imod og skreg, hvilket bare syntes at øge parrets beslutsomhed. Kvinden trak Ylvas cowboybukser ned om knæene. Manden skubbede hende ned på sengen. Kvinden gik rundt om sengen og tog fat i hendes hår. “Jeg gjorde ikke noget,” sagde Ylva. “Nej,” sagde kvinden. “Det gjorde du netop ikke.” I samme øjeblik mærkede Ylva manden trænge voldsomt ind i hende. Hendes øjne blev fyldt af tårer på grund af smerten, og alt blev tåget. Alligevel så hun tydeligt, at kvinden smilede til hende. *** “Hvornår kommer mor?” “Jeg ved det ikke, skat. Måske skulle hun i byen med sine kolleger.” “Igen?” “Det er ikke sikkert.” “Hun er altid ude.” “Nej, skat, det er hun ikke.”
40
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 41
“Altid, hele tiden,” sagde Sanna og smuttede ind i stuen til tv’et. Hun stoppede op i døråbningen og vendte sig om. “Hvad skal vi have at spise?” “Spaghetti og kødsovs.” “Rød?” “Rød.” Deres datter foretrak af ukendte årsager den hurtige snydeversion med færdig tomatsovs frem for Ylvas mere velsmagende variant. Når den blev serveret, var Sanna nødt til at fjerne alle livstruende spor af løg og peberfrugt med kirurgisk præcision, før hun kunne spise det. Ellers var hun forbilledligt nysgerrig efter det, der blev stillet på bordet. Hvis de skulle klage over noget, var det den fart, med hvilken maden blev indtaget. En tibetansk munk kunne ikke bekymre sig mindre om tiden. Mike så ud på gaden og spekulerede på, om han trods alt skulle ringe hende op. Høre, om Ylva havde tænkt sig at komme hjem til middag eller ej. Han besluttede sig for at lade være. Af taktiske grunde. Stolt var han ikke. Sidste år havde Ylva haft en affære med en kunde. En restaurationsejer uden andre kvaliteter end et ondskabsfuldt grin, som Ylva ikke kunne få nok af. Mike havde sat himmel og jord i bevægelse. Det var et skuespil fra start til slut, et langtrukkent et. Mike var afhængig af sin kone og ville hellere lade sig bedrage resten af livet end undvære hende. Alligevel slog hadet følgeskab i svage øjeblikke, hægtede sig fast og fulgte med. Alt for tæt på og bestandigt puffende til skulderen med krav om opmærksomhed og handling. Gør noget, sagde stemmen. Gør noget. I disse øjeblikke krympede verden. Himlen sænkede sig og blev liggende lige over Mikes hoved som et kælderloft. Han havde læst, at den, der bedrog, ofte havde det værst. At det
41
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 42
handlede om bekræftelse og projiceret selvforagt, alt det psykologilort, som kun bedragerne selv kunne bruge og henvise til. Til en vis grad nød Mike at spille offerets rolle. Ganske vist fik han som bedraget mand ikke omgivelsernes anerkendelse, men inden for hjemmets fire vægge var der frit spil for selvmedlidenhed og anklagende blikke. Til sidst gik det over gevind, og Ylva stillede et ultimatum. “Nu er det, som det er. Enten lægger vi det bag os og kommer videre ...” Hun stod ved køkkenbordet og skrællede kartofler, da hun sagde det. Hun holdt en pause, vendte sig om med kartoffelskrælleren i den ene hånd og en halvt skrællet kartoffel i den anden. “Eller også må vi finde en anden løsning.” Mike havde ikke nævnt elskerens navn efter det. *** Kvinden holdt hårdt i Ylvas hår og tvang hendes ansigt op. “Hvordan føles hun?” spurgte hun sin mand. Hun hævede ikke stemmen, selv om Ylva skreg og græd og talte usammenhængende om fortiden. Kvinden ville ikke gå glip af et øjeblik af fornedrelsen, denne så længe imødesete oprejsning. “Som at stikke pikken i en spand varmt vand? Hun er sikkert udtjent. Så mange, som hun har betjent.” Kvinden trak hende i håret. “Er du det? Udtjent?” Ylva græd, så snottet løb ud af næsen. Hovedet vuggede i takt med mandens stød. Hun lavede grimasser af smerte. “Hun kan vist godt lide det,” sagde kvinden. “Man kan se, at hun godt kan lide det. Du må gøre det igen, skat.” Ylva bønfaldt.
42
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 43
“Lad nu være.” Kvinden lænede sig frem mod Ylva. “Jeg gør ikke noget,” hviskede hun. “Jeg ser bare på.” Bevægelserne blev voldsommere for endelig at høre op. Manden rejste sig forpustet, tog underbukser på og trak bukserne op. Kvinden slap taget i Ylvas hår og rejste sig op. Hun gik foran manden og låste døren op. Lod sin mand gå ud, før hun selv fulgte efter. “Vær glad for, at det kun var en enkelt,” sagde hun og lukkede døren.
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 44
10
og lavede rød kødsovs. Den avancerede opskrift bestod i at brune hakket kød, hælde tomatsovsen fra Barilla i og røre rundt. Der blev serveret ketchup og reven parmesan til maden. Sanna drak sodavand, fordi det var fredag, og Mike et glas rødvin, fordi han havde lyst. “Hvordan gik det i skolen?” “Godt.” “Hvad lavede I?” “Det ved jeg ikke, alt muligt.” Sanna proppede mad i munden. “Men kan du lide at gå i skole?” Sanna nikkede, mens hun tyggede med bevidst lukket mund. “Det er godt,” sagde Mike. “Du siger vel til, hvis du ikke trives?” Han fortrød straks. Det var et idiotisk spørgsmål, ledende. Overdreven forældrebekymring risikerede at blive selvopfyldende. Heldigvis syntes Sanna at have tankerne et andet sted. For en gangs skyld tyggede hun hurtigt og gned rastløst bagdelen mod stolen. “Færdig,” meddelte hun og rejste sig. Hun stillede tallerknen på køkkenbordet og vendte tilbage til filmen. Mike ryddede op i køkkenet og blev ramt af tv-forælderens dårlige samvittighed. Han gik ind i stuen og satte sig i sofaen hos sin datter. Det var en tegnefilm på dvd. Sanna havde set filmen adskil-
M
IKE KOGTE SPAGHETTI
44
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 45
lige gange og kunne den udenad. Af en eller anden grund så hun helst film, hun allerede havde set. Det var, som om den største oplevelse var at vide, hvad der ventede. “Det her er så sjovt,” meddelte hun på forhånd og lænede sig ind mod Mike. Og så grinede hun ad det sjove, som hun vidste ville ske. Mike smilede ad den luksus, det var at få lov at sidde ved siden af sin datter og se en idiotisk film, som ellers ville være gået hans næse forbi. “Skal vi spille et spil?” spurgte Sanna, da rulleteksterne begyndte. “Lad os det.” Sanna hentede en stabel spinoff-produkter, der var lavet i forlængelse af en række storfilm. Reglerne var svære at forstå, og underholdningsværdien lig nul. “Skal vi ikke hellere bygge et tårn?” “Du vil altid bygge tårne.” “Jeg kan godt lide tårne.” “Ja, ja, okay.” Sanna gik sukkende tilbage med spillene og vendte tilbage med en plastickasse med træklodser i forskellige størrelser og former. Det gjaldt om at bygge et så højt tårn som muligt. Man lagde hver anden klods, og den, der fik det til at falde sammen, tabte. Mike sørgede for at tabe troværdigt. Han havde ikke noget tilovers for forældre, der vandt over deres børn. Han havde diskuteret sagen med nogle kolleger. En af dem nægtede at lade sine børn vinde. Og det skulle der til, mente kollegaen, for en af sønnerne var for nylig blev udtaget til juniorlandsholdet i håndbold. Mike forstod ikke ræsonnementet. Han kunne ikke for alt i verden begribe meningen med at spille håndhold på juniorlandsholdet.
45
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 46
Han og Sanna byggede tårne indtil sengetid. “Hvornår kommer mor?” sagde Sanna og lagde sig til rette under dynen. “Hun kommer snart,” sagde Mike. “Hvor snart?” “Meget snart.” “Jeg vil være vågen, indtil hun kommer.” “Det går ikke.” “Hvorfor ikke?” “Fordi jeg ikke ved præcist, hvornår hun kommer. Men når du vågner i morgen tidlig, ligger hun i sin seng, det lover jeg. Men så må du hellere være lidt stille, for mor er nok træt.” *** Ylva blev liggende i sengen. Hun var ikke i stand til at rejse sig. Et par timer tidligere havde hun ønsket sine kolleger god weekend og var gået ned ad bakken for at tage bussen hjem. Manden og kvinden havde ventet på hende, tilbudt hende et lift. Ylva kunne ikke takke nej. Det gik ikke, når nytilflyttede naboer tilbød et lift. Alt var planlagt, også voldtægten. Det kælderrum, hun befandt sig i, var blevet gjort i stand særligt til hende. Hun befandt sig blot hundrede meter fra sit eget hus, hvor hendes mand og datter ventede på, at hun skulle komme hjem. Hvis de altså gjorde det. Ylva havde talt om at gå ud efter arbejde, drikke et glas vin med sine kolleger. Ville Mike turde ringe? Formentlig ikke. Alt for ikke at virke svag. Hvornår ville han ane uråd? Ylva rullede med besvær om på siden. Hun var øm i kroppen og havde svært ved at bevæge sig. Hvert forsøg krævede kræfter. Hun blev liggende og fik vejrtrækningen under kontrol. Tv’et var tændt.
46
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 47
Det var mørkt udenfor, lyset fra gadelampen sås som en hvid cirkel og gjorde resten af billedet gråsort. Det var svært at skelne konturerne af huset. Ylva kunne se, at der stadig var lys på Sannas værelse. Hvor lang tid ville der gå, før Mike ringede til politiet? Ville hun være sluppet ud før? De kunne ikke så godt beholde hende her. Eller? Tanken var for stor at rumme. Selvfølgelig ville hun anmelde ham. Ylva ville anmelde dem begge. Spillede ingen rolle, hvad der var sket tyve år tidligere. Forstod de ikke, at det, som skete dengang, også forfulgte hende? Ikke på samme måde, naturligvis ikke. Men lige så ofte. På en måde var det næsten værre. De slap for skylden, behøvede aldrig at tænke på, hvad de kunne have gjort anderledes. Der var ikke gået en dag, uden at Ylva havde anklaget sig selv. Hun var gået igennem alle stadier af fornægtelse og selvforagt uden at have fundet ro. Ylva var nødt til at leve med det. Hun ålede sig ud af sengen, gik hen mod døren på rystende ben, trykkede dørhåndtaget ned og trak. Døren var låst. Der var et kighul i døren. Ylva forsøgte at kigge gennem det, men indså, at det var vendt omvendt. Så dem udenfor kunne se ind på hende. Hun sparkede til døren, men slog foden og begyndte i stedet at slå med håndfladerne i håb om at frembringe en eller anden lyd på den anden side. Hun holdt en pause for at lytte efter skridt, men kunne kun høre sin egen gråd. Til sidst bankede hun hysterisk, mens hun skreg så højt, hun kunne. Ylva vidste ikke, hvor længe hun blev ved, men hun havde ingen følelse tilbage i håndfladerne, da hun endelig vendte ryggen til døren og sank sammen. Græd lidt, før hun hævede blikket og opdagede, at det kælderlokale, hun befandt sig i, var indrettet som en lejlighed.
47
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 48
Hun satte hænderne mod gulvet og rejste sig med et vist besvær. Hun gik hen til tekøkkenet og åbnede køleskabet. Det var tomt på nær en halv rejeost. Over for køkkenkrogen var der en dør. Ylva åbnede den. Et badeværelse med toilet, brusekabine og håndvask. Ingen vinduer, kun en ventilator højt oppe på væggen. Ylva lukkede døren og så sig omkring. Væggene bestod af opmurede lekablokke. Det sammenlagte areal var maksimum 20 kvadratmeter, kun en lille del af kælderen. Ylva huskede pallerne med byggemateriale, der havde stået foran huset og ventet på de nye ejere. Polakkerne, der gebrokkent havde forsøgt at svare på naboernes nysgerrige spørgsmål. Kælderen. De lavede noget i kælderen. Et musikstudie? *** Efter godnathistorien havde Sanna som sædvanligt ligget og tegnet med fingeren langs konturerne i tapetets mønster. Hun havde igen spurgt, hvornår hendes mor kom hjem, og Mike havde følt sig lidt ramt. “Er jeg ikke god nok?” Han sagde det drillende, men der var en såret undertone i hans stemme. “Mor kommer snart, hun skulle bare lidt ud med vennerne. Voksne er også nødt til at være sammen med deres venner en gang imellem.” Mike syntes, at det lød kunstigt, da han sagde det, men Sanna så ikke ud til at reagere. Et kvarter senere vågnede han og opdagede, at hun sov. Han håbede, at hun var faldet i søvn før ham, men var langtfra sikker. Han støttede på albuen og rejste sig forsigtigt. De svage fjedre i sengen knagede og gav sig under hans vægt, men Sanna sov trygt videre.
48
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 49
Mike lod døren stå åben. Han huskede den ubehagelige følelse af, hvordan han som barn var vågnet i totalt mørke uden at forstå, hvor han befandt sig. Han ville ikke have, at Sanna skulle opleve det samme. Han gik ned i køkkenet, åbnede køleskabet og kastede et blik på indholdet uden at finde noget interessant. Han fortsatte hen til spisekammeret og blev lykkelig, da han opdagede en halv pose peanuts bag en pakke cornflakes. Han vedtog, at han fortjente dem for sin tapperhed og for at være eneste ansvarshavende forælder for øjeblikket, og skænkede sig også en whisky. Mike tog nødder og whisky med og gik ind i stuen, tændte tv’et og så en film færdig, som han havde set før. Den var bedre, end han huskede den, og han fik en vis forståelse for, at datteren altid så de samme film. Slet ikke så dumt at slippe for at blive overrasket. Da filmen var slut, zappede han igennem kanalerne uden at finde noget, der var værd at glo på. Slukkede. Stuen havde ingen gardiner, og blåt lys efter midnat kunne misforstås. Han hentede sin telefon. Ingen ubesvarede opkald eller undskyldende sms’er. Lidt dårligt, at hun ikke havde ladet høre fra sig. Det havde trods alt ikke været sikkert, at hun skulle ud med kollegerne. Hun burde have ringet om middagen. Mike besluttede sig for trods alt at ringe. Officielt for at høre, om alt var i orden, og forlange, at hun tog en taxi hjem. Ren omsorg, overbeviste han sig selv om, ikke andet. Han ringede ikke, fordi han var det mindste bekymret for, om hun stod og blafrede med øjenvipperne mod nogen eller bed sig indstuderet sexet i underlæben. Mike repeterede ned i detaljen, hvad han ville sige, før han tog telefonen. Blev bare lidt bekymret. Troede, du ville ringe angående aftens-
49
Roman-Hans Koppel-FINAL:Layout 1
28/01/14
11:03
Side 50
maden. Nej, nej, hun sover. Vi hyggede os, byggede tårne. Intet hastværk for min skyld. Jeg går i seng. Hvis du bare er lidt stille, når du kommer hjem, så står jeg tidligt op i morgen og går ned og køber rundstykker. Hyg dig. Og husk nu at tage en taxi. Men i stedet for ringetoner, hans kones stemme og en lydmur af høj musik, latter og muntre råb gik svareren straks i gang. En mekanisk stemme fortalte, hvilket nummer han havde trykket, og Mike tabte tråden. “Ja, hej, det er mig,” sagde han. “Din mand. Tænkte bare, at jeg ville høre, hvordan du har det. Jeg går ud fra, at du er ude med kollegerne. Du, jeg går i seng nu. Tag en taxi hjem, så er du sød. Jeg har drukket og kan ikke hente dig. Sanna sover. Kys, kys. Hej.” Han lagde på og fortrød straks sin besked. Ordene faldt ikke naturligt, og “din mand” lød usikkert og nervøst irettesættende, et gør-nu-ikke-noget-dumt. Han blev siddende og stirrede på mobiltelefonens display. Baggrundsbilledet forestillede Sanna og Ylva på badebroen ved Hamnplan, netop kommet op af vandet, glade smil til kameraet og med den danske kyst i baggrunden. Ja, hej, det er mig. Din mand ...