Issuu on Google+


Solen skinnede, det var årets første sommerdag, og det var oven i købet søndag. Men Killes mor skulle altså arbejde. Det var hun lige kommet i tanke om. ”Jamen, mor, du lovede, at vi skulle lave modellervoks.” ”Det kan jeg ikke huske! Kan du ikke løbe ned til Wilma?” ”Kun hvis Wilma må komme herop og lege.” ”Niks.” Mors mund var stram og bestemt. ”Jeg skal have absolut ro.” ”Så er vasketøjet hængt op.” Killes far kom prustende ind i stuen. ”Jeg er løbet. Kampen begynder snart.” ”Jeg når det aldrig,” klagede mor. ”Du bliver simpelthen nødt til at tage Kille med.” Fars mund åbnede sig, men der kom ingen ord ud. Ikke et kvæk. Men så væltede de pludselig ud, som når legetøjskurven blev tømt ud på gulvet. Fars ord bumlede rundt i hele stuen. Kille skyndte sig ind på sit værelse og lukkede døren efter sig. Sådan! Hun kiggede ned på gaden. En mand stod og lappede sin cykel. Han havde vendt den på hovedet, hjulene lignede to kæmpe brilleglas. Inde i stuen konkurrerede mor og far om, hvem der kunne råbe højest. Så blev der stille. Far flåede døren op. ”Kom, skat. Vi går ned og ser, om Wilma er hjemme.”


Wilma var kun fire år, men Kille legede alligevel tit med hende. ”Hun skal have børstet tænder. Og redt hår!” råbte mor. ”Det er da lige meget,” vrissede far, og så fløj de ned ad trappen. De landede på Wilmas etage og skulle til at ringe på. I det samme gik døren op, og der stod Wilma. Og hendes mor og far og tvillingerne. De havde sommertøj på og slæbte på tæpper, poser og en stor madkurv. Tvillingerne sloges. Med to nybagte flutes som sværd. ”Øh …” begyndte far. ”Skal I ud og rejse?” spurgte Kille. ”Hej, Kille!” råbte Wilma. ”Vi skal på skovtur!” ”Du behøver ikke råbe, Wilma!” sagde Wilmas mor med en træt stemme. ”Stop så!” brølede Wilmas far til tvillingerne. ”Brødet er ikke legetøj! Det er allersidste gang, jeg siger det. Eller I kan blive hjemme.” ”Nå,” sagde far. ”Kille ville ellers have spurgt, om hun kunne lege hos Wilma …” ”Nej, jeg ville ikke …” mumlede Kille. ”Ja, vi skal på skovtur.” Wilmas far sukkede. ”Jeg troede, du skulle hen og se kampen.” Han lød lidt misundelig. ”Hvis I vinder, er I danmarksmestre …”


Men far var allerede på vej op ad trappen igen uden at sige farvel eller noget. ”Av!!” hylede en af tvillingerne bag dem. ”Det skal du få betalt, dit stinkdyr!” Inde i entreen råbte far: ”Er der ikke andre, hun kan være hos!? Hvad med Karla? Hvor er Karla egentlig?” ”Årh,” svarede mor, ”det er jo bare en dum fodboldkamp.” ”Dum?!” Fars stemme var så høj at den nåede helt op til loftet. Ja, så begyndte det hele forfra. Kille skyndte sig ind på sit værelse, og lukkede døren efter sig. Sådan! Ja, hvor var Karla egentlig? Karla, hendes meget store storesøster. Når Karla smækkede med døren eller skabte sig, sagde mor altid, at det var fordi Karla var teenager. Når Kille blev stor, ville hun også skabe sig. Og bruge læbestift og gå i lårkorte kjoler. Så gik hendes dør igen op, og far sagde: ”Kommer du, Kille? Vi går nu.” ”Må jeg få Albert med?” Far hørte ikke noget. ”Har I redt hår og børstet tænder?” råbte mor fra computeren. Men far smækkede bare døren.


Far styrtede ned ad gaden. Så travlt havde de ikke engang når de skulle skynde sig hen i børnehaven. De kom forbi kiosken på hjørnet, hvor de altid købte fredagsslik, og far sagde: ”Hov, jeg skal lige …” ”Må jeg få noget?” ”Ikke nu, Kille. Vi køber nogle popcorn henne til fodboldkampen.” Inde i den mørke, proppede kiosk købte far en æske tændstikker og en lille, tyk, firkantet pakke af ham manden, der altid var der, og stak det hurtigt og hemmelighedsfuldt i lommen. ”Hvad skal du med tændstikker, far?” ”Vil du have en slikkepind, Kille?” Far betalte, og de drønede videre. Så var der pludselig nogen, der vinkede og råbte fars navn. Der stod en masse mænd uden for en slags butik med stole og små, runde borde. De virkede rigtig glade for at se far og dunkede ham i hans dårlige ryg. Hun vidste slet ikke, at far havde så mange venner. De var lige så gamle som ham og havde heller ikke nået at barbere sig. De talte i munden på hinanden. ”Ikke lukket et øje i nat!”, ”Det bliver simpelthen for spændende!”, ”Jeg håber, Damen er i topform!”, ”Vi skal bare vinde den kamp …!” En tyk mand med halstørklæde sagde: ”Vi kan godt lige nå én til det andet ben!” og alle fars venner svarede: ”Ja, klart!” ”Skulle vi ikke skynde os hen til fodboldkampen, far?” ”Vi skal lige varme op,” sagde far. ”Skylle halsen. Vil du have en cola?” ”Hvem har vi der?” spurgte den tykke mand. ”Det er Kille. Vores efternøler.” ”Skal hun med til kampen?! Den bette tøs. Det er jo årets vigtigste kamp!” ”Ja, men … konen skulle absolut se på noget arbejde ...” Far smilte mærkeligt og gik ind for at hente deres forsyninger.


Kille med far til fodbold af benn q holm