Issuu on Google+

100 mm

Redaktørjob, lækkert hus i de nordlige forstæder, søde

tænker Helene, mens hun skifter sengetøj

børn, årlig vinterferie og masser af argentinsk rødvin:

dring og jeg løser den. Giv mig et maraton og jeg løber det. Jeg køber ind, – hun ry-

Helene har alt hvad hjertet kan begære. Bare ikke sex. Ægteskabet med den søde Asger er blevet triviel hverdag, og meget mod sine principper indleder Helene et

om skyer af usynlige støvmider der suges

forhold til en kollega. Lidenskaben vender op og ned

ned i hendes lunger for hvert åndedrag

på hendes liv, samtidig med at hun kæmper for sin po-

hun tager – jeg vasker, jeg ordner, jeg kø-

sition på forlaget, hvor de mandlige mellemledere bol-

rer på posthuset og på genbrugsstationen og på biblioteket, hun kyler det beskidte sengetøj ned ad trappen, jeg pudser vin-

ler de unge praktikanter og plejer deres egne karrierer.

duer og luger bedene, jeg fiser og farer fra

En rå, sjov og klarsynet roman om

Herodes til fucking Pilates for at holde mig

moderne kvinder og deres livtag med kærligheden.

i form og for at holde produktionsplanen, og jeg får fandenfisemig spat hvis jeg ikke snart får noget til gengæld.“

Ind i kampen

ster betrækkene og væmmes ved tanken

19 mm

anette vestergaard

„Kvinden der kan klare alt, det er mig, med hidsige bevægelser. Giv mig en udfor-

220 mm

142 mm

142 mm

100 mm

Roman Af en af forfatterne bag Nynnes Dagbog

anette vestergaard

Ind i kampen

Foto © Thomas A.

Anette Vestergaard er født 1963 og uddannet journalist. Hun har arbejdet på Alt for Damerne og Politiken og er pt. tilknyttet en række bogforlag som redaktør. Sammen med Lotte Thorsen og Henriette Lind stod hun bag første bind af Nynnes Dagbog (2000). Hun har desuden udgivet

w w w. c k f o r l a g . d k

Børneopdragelse gennem 100 år (2004) og Naser Khader og folkestyret, de første fire år (2005). Ind i

omslag: imperiet.dk

c&k Forl ag

kampen er hendes første roman.


Anette Vestergaard

Ind i kampen Roman

C & K FOR L AG


Ind i kampen © 2009 Anette Vestergaard og C&K Forlag ApS Omslag: Alette Bertelsen/Imperiet Bogen er sat med Minion hos Pamperin · Grafisk og trykt hos Clemenstrykkeriet A/S ISBN: 978-87-92523-05-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2009

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Tak til Det Danske Forfatter- og Oversættercenter på Hald Hovedgaard

Alle personer, steder og begivenheder i denne roman er fiktive, og enhver lighed med virkelige personer, steder og begivenheder er tilfældig.

C & K FORLAG ApS VESTERGADE 4,1. DK – 1456 KØBENHAVN K WWW.CKFORLAG.DK


Til Jacob og Lucca


Trafikken bevæger sig som sædvanligt langsomt frem mod Hans Knudsens Plads. Ind mod byen, i tre baner. På gode dage kan hun køre i første gear hele vejen fra Tuborgvej og ind til krydset, men i dag er der en del stop. Første gear, frigear. Det er svært at samle tankerne når hun hele tiden skal holde øje med de andre bilister. På den anden side; der er ikke så meget andet at tage sig til i myldretiden. Der er tæt trafik på Hillerødmotorvejen, men generelt kører trafikken fint her til morgen. Jer, der kører ad Køge Bugt-motorvejen mod København, vær opmærksom på vejarbejde mellem Greve Syd og Ishøj, det kommer til at vare hele sommeren. Og på skinnerne? Ja, der kører det bare. Manden i bilen bagved bevæger munden. Han er alene. Det er svært at afgøre om han taler med sig selv eller med en eller anden over mobilen. Han drejer ansigtet og kigger op mod himlen med åbentstående, vrængende mund. Hun bliver enig med sig selv om at han synger. Der er mange der taler med sig selv, har hun bemærket. Det er lidt pinligt at være vidne til, som om folk slet ikke tænker på at de er omgivet af andre mennesker i beholdere af glas og stål. Nogle piller næse. Andre ryger og drysser aske ud gennem vinduet med et lille vip. De fleste sidder og glor tomt ud i luften. Hun hører musik. Skifter fra kanal til kanal som en junkie, der leder efter noget hun kan bruge. Ah. Den her er god. No you don’t need anything but me. Nu ser hun ham for sig. Forestiller sig en situation hvor de mødes, for eksempel ude i kaffekøkkenet. Hun vil tale helt normalt til ham, 7


som om han var hvem som helst. Han ved ikke at hun fantaserer om ham i flere timer om dagen, hvor skulle han vide det fra. Lige i øjeblikket er hendes yndlingsfantasi at de står ved siden af hinanden i en bar, og at de taler sammen, og at hun for første gang ser ham i øjnene og viser ham hvad hun føler. Boy, you’ve got what it takes to set me free. Her slutter fantasien, ganske dydigt. Hun opdager at der kører en rustvogn foran hende i den yderste bane. Ja. Den vej skal vi alle, tænker hun, men synet er grimt alligevel. Hun hader rustvogne, de er som skræppende ravne, et varsel om det der skal komme. Og så den måde de kører langsomt på. Hun forsøger at ignorere den, men kan ikke lade være med at kigge. Er den tom? Er den på vej hen til et kapel hvor bedemanden allerede har fjernet blomsterne så kisten er klar til at blive kørt til krematoriet? Er det en gammel eller en ung der er død? Et barn? Hun passerer Rigshospitalet og tænker på onkologisk afdeling. Ikke at hun nogensinde har været der, men hun ved, at den er derinde. Børneafdelingen. Sådan er det at være mor. Der er arkiver med billeder, som af og til kommer frem, uanset om hun vil det eller ej. Det værste er ikke børneafdelingen, det er et billede fra et område i det nordlige Irak. En landsby er blevet udslettet af Saddam Husseins giftgasser. På jorden ligger en kvinde klædt i sort. Hun er død. Hendes arm rækker ud efter noget – et barn som ligger på jorden et par meter fra hende. Det er tydeligt at kvinden har været på flugt, for ellers ville hun stadig have holdt barnet tæt ind til sig. Det er blevet slynget væk fra hende, men selv i døden rækker hun ud efter det. Det billede ser hun tit. Men ikke nu, for nu er hun på vej ind til byen. Forlaget er en by i byen. En kreativ oase midt i en kedelig kontorbygning, eller det er i hvert fald sådan hun og hendes kolleger fore8


trækker at se på det. De fleste andre vil nok sige at et forlag er en kommerciel virksomhed på linje med et fitnesscenter eller en slagterforretning, men for de ansatte er det at lave bøger en skabende kunstart hvor forfatterne er orkesteret og redaktøren dirigent. Hun finder op på tredje sal, går gennem gangene, passerer presse og marketing, hilser på receptionisten. De nyeste bøger står fremme på hylderne så gæsterne kan se hvad de forskellige redaktioner kan byde på. En symfoni af samtalebøger, romaner, slankekure, biografier, selvhjælpsmanualer, krimier og kogebøger i spiselige omslag. Undervisningsbøgerne er gemt væk i en afdeling for sig selv, selv om det er dem der genererer det største overskud. Hun finder sit kontor på kulturredaktionen. Hun har travlt. Der er møde kl. 9.00. ‘I dag skal vi tale strategi,’ siger redaktionschefen da de har sat sig ved konferencebordet med hver deres krus lunkne kaffe. Chai latte fra Baresso er forbeholdt næste generation. ‘Men lad os lige gennemgå titlerne først. Poul?’ Poul rømmer sig. ‘Fodboldbogen er forsinket. Der er problemer med at få de sidste interviews på plads, men det skal nok komme. Vi skal nok nå det.’ Han kigger ikke op mens han taler. Selv om der bliver lagt rigelig luft ind i produktionsplanerne, er hans bøger altid forsinkede. Så har forfatteren overskredet deadline. Så tog det længere tid end beregnet at finde illustrationer. Så sprang korrekturlæseren fra. Pouls undskyldninger er legio. Hun kaster et hurtigt blik over på chefen. Hun siger ikke noget. ‘Helene?’ ‘Det kører. Forfatteren har lavet alle interviews, og hun er gået i gang med at skrive. I morgen har jeg møde med en studievært, som måske er interesseret i at lave noget biografiagtigt.’ ‘Fint. Det lyder fint. I husker bare at det hele tiden gælder om at sætte nye skibe i søen. Mange af dem synker alligevel undervejs, om man så må sige.’ 9


Redaktionschefen fordeler indkomne manuskripter og bogforslag. Bagefter gennemgår de uopfordrede henvendelser fra de forgangne uger. Det er forskelligt hvor meget energi Helene bruger på at læse indsendte manuskripter, men uanset om hun bruger to minutter eller en time, ender det med et afslag 99 gange ud af 100. Der findes to standardafslag. Tak for det indsendte manus, det passer desværre ikke til vores udgivelseslinje, eller: Tak, men vi tror ikke der er læsere nok til en titel om det ellers meget interessante emne. Prøv et andet forlag. Held og lykke. ‘Jeg kunne godt tænke mig at gå videre med denne her,’ siger Poul og vifter med noget papir. ‘En ung fyr der har været lejesoldat i Congo. Han skriver at han har slået flere mennesker ihjel, og at han gerne vil fortælle om det.’ ‘En dansker?’ spørger Helene. ‘Ja, han er fra Vejen. I Jylland. Jørgen et eller andet.’ ‘Har du googlet ham?’ ‘Øh nej, ikke endnu.’ Pouls øjne flakker. ‘Tag ham ind til et møde,’ siger redaktionschefen, ‘men tjek lige op på hans baggrund inden. Vi vil ikke sætte et projekt i gang hvis det viser sig at manden er rocker eller patologisk løgner. Og snak lige med presse og salg når du ved lidt mere om hvad det er for en historie han vil fortælle.’ ‘Hvordan ser han ud,’ spørger Helene. Hun ved at projektet er dødsdømt hvis lejesoldaten ligner en narkoman fra Vesterbro. Eller det der er værre. ‘Det ved jeg ikke,’ siger Poul tvært, ‘han har ikke vedlagt foto.’ Måske skulle du forberede dig lidt bedre næste gang, tænker Helene. Lejesoldaterne lander i indbakken med jævne mellemrum. Og måske sidder der en masse unge mænd rundt omkring i landet med en lille Rambo i maven, som gerne vil læse om Jørgen et eller andets bedrifter i Congo. Men hvordan kan Poul være sikker på at Jørgen rent faktisk fortæller sandheden? 10


En time senere står hun foran spejlet på toilettet. Der er halvanden time til frokost. Han er ikke på sit kontor. Hun går ned mod køkkenet. Ingenting. Hun fortsætter ned mod økonomiafdelingen. Hilser til højre og venstre. Nogle kontorer er neutrale. Fra andre strømmer det ud med positiv energi, som man ville sige på fakta­ redaktionen. Der er kun et kontor på forlaget som er foruroligende. Og der sidder han. Tilbagelænet i gæstestolen, med hænderne samlet bag nakken. Det er et stærkt signal. Et af hans stærkeste, på grund af hans krop. Det betyder at han er interesseret i personen overfor. Hende der sidder i stolen, er også interesseret i ham. Helene når lige at se hendes blik inden hun er forbi. Hun koger indvendigt og beslutter sig for at ignorere ham resten af ugen. En halv time senere står han i døren til hendes kontor. ‘Hva’så?’ Hun tænker på om det er kemi eller hormoner, og at det muligvis er det samme. Når blodet løber til kussen, skifter hjernen automatisk spor. ‘Hvad siger tallene?’ ‘Hvad for nogle tal,’ siger han forvirret. ‘Månedsopgørelsen, skat.’ De flirter kun når hun vil. Det irriterer hende vanvittigt at alle de andre kvinder på forlaget er vilde med ham. Ikke en strengt logisk tankegang. Hun spekulerer på hvad det er. Han er ikke alfahan i gængs forstand. Sådan en ville hun aldrig falde for. De stærke fortrin – det fantastiske face, det direkte blik, den åbne krop – opvejes af noget ukalkuleret, en evne til at være nærværende på en måde der både tiltrækker og beroliger hende. Hans krop manifesterer sig i to ting: måden den bevæger sig på, og måden den ikke bevæger sig på. Når han sidder stille, sidder han helt stille. Når han går, bevæger han sig som et mæt dyr, langsomt. Når han er nervøs, bevæger han sig hurtigt. Det sker næsten aldrig. Han er forfængelig. Det er ikke 11


så godt. Hun har brugt ti år på at få sin mand til at smide jakkesættet, og nu er det endelig lykkedes. Men han læser stadig reklamer i smug. Væder pegefingeren på tungen inden han bladrer. Hun frygter at alle forfængelige mænd har den samme kvindagtige brist, eller en lignende. Efter frokost har hun møde med en forfatter som meget gerne vil udgive en bog. Det vil hun muligvis gerne hjælpe med, men inden de begynder at forhandle, skal de lige have indholdet på plads. Det lader til at de vil det samme. Han vil gerne skrive om sin skilsmisse. Gift i otte år, to børn, pludselig en dag smider konen ham ud. Uden varsel. Lørdag aften står han på gaden i regnvejr. Hvad skete der? Det er unægtelig en god historie: en bog om en skilsmisse set med en mands øjne. Men der mangler noget. De bliver enige om at han skal gå i terapi og skrive om det. Det tilføjer en ekstra dimension og er heller aldrig set før i en dansk skilsmissebiografi. Terapi for åbent tæppe! Hun overtaler, men advarer samtidig. Det kan komme meget tæt på, og han skal også passe på sig selv. Forfatteren mener nu godt at han kan skrive om forløbet mens han er midt i det. Han mener måske oven i købet at det kan være en fordel. Han vil gerne have bogen ud til efteråret og tilpasser sine svar efter det. Snakken går lidt frem og tilbage, og de bliver enige om at være opmærksomme undervejs. ‘Har du nogensinde været din kone utro?’ spørger hun og betragter ham nøje. Der er stille i fire sekunder. ‘Okay, det har du altså,’ siger hun med en afværgende latter og forhindrer ham i at kaste sig ud i en løgnehistorie. Han ser fåret ud. ‘Jamen hallo, det er der jo ikke noget mærkeligt i,’ siger hun. ‘Du er altså ikke den første mand der har været sin kone utro. Vel? Men det skal jo med i bogen.’ 12


Nu ser han lammet ud. Han tænker i lang tid. ‘Min kone ved det ikke,’ siger han så. ‘Jeg har ikke engang sagt det til min psykolog.’ En time senere drejer hun et lunkent glas hvidvin i hånden. To kvinder har lavet en samtalebog sammen. I medgang og modgang. Bogen er sådan set udmærket, og indsalget er gået så godt at andet oplag allerede er sat i gang. De to barndomsveninder taler om kærlighed, mænd og feminisme. De er kloge og kendte. De smiler imødekommende på omslaget. Den eneste hage er at de to barndomsveninder tilsyneladende ikke er veninder mere. To tredjedele inde i samtalen kom de op at skændes om noget hun ikke helt kan huske hvad var ... var det noget om papmødre? Ligestilling? Og hvad var den egentlige grund til opgøret? Gammelt nag? Jalousi? Hun ved det ikke. Under alle omstændigheder blev det en udfordring for intervieweren at få de sidste kapitler til at hænge sammen fordi den ene samtalepartner holdt op med at tale. Nu står hun til receptionen og har ondt af pressechefen. De to kvinder har taget opstilling i hver sin ende af rummet mens pressen og de øvrige fremmødte står lidt rådvilde midt i. Det hele virker en anelse akavet. Ingen tør gå hen til den ene kvinde af skræk for at fornærme den anden. Det mærkes at der tages noter til regnskabets time. Kun pressechefen har en legitim grund til at pendle frem og tilbage mellem veninderne med skiftende journalister på slæb. ‘I må ikke spørge hvorfor det her sker,’ hvæser hun. Forlagskunsten har også sine hårde stigninger, tænker Helene og slår på sit glas. Hun fortæller om ‘to hestehalepiger som mødte hinanden på Borgerskolen i Slagelse for 40 år siden og som i dag er gudmødre for hinandens børn.’ Hun fortæller om hvordan de, selvom de har udviklet sig i hver sin retning – den ene er partileder, den anden har sit eget talkshow på en kommerciel tv-kanal – har formået at holde deres venskab ved lige. ‘I medgang og modgang. Med og uden hår på benene.’ 13


Pause til høflig latter. Hun taler et par minutter om venskabets svære kunst og smider et par litterære referencer ind for at minde de fremmødte om at det er et seriøst forlag. Så er der kun afrundingen tilbage. ‘Venskab handler ikke om holdninger og status, venskab handler om at være der. Om konsistens. Om at støtte hinanden og dele livets erfaringer – på godt og ondt. Og det har I gjort med denne bog. I har oven i købet været så generøse at dele jeres nogle gange dyrekøbte erfaringer med hele Danmarks befolkning.’ Den sidste sætning er en gentagelse af bogens bagsidetekst. Hun ser ud ad øjenkrogen at den ene af de to barndomsveninder – hende der holdt op med at tale – tørrer en tåre væk fra kinden med en hurtig bevægelse. ‘Skål for de to veninder og for jeres venskab, jeg er sikker på at det holder resten af livet.’ En klapsalve skubber dovent luften rundt i lokalet. Fem minutter efter er alle gået. På vejen hjem tænder hun for bilradioen. Skifter fra kanal til kanal. Der er ikke noget. Køledisken bugner af kød. Rødt kød, tatar, bøffer i forskellige udskæringer. Bov, svinekam. Hun vejer en ret tung kalvemørbrad i hånden. Hvor mange gange har han mon været ude på toilettet i dag? Mørbraden glider langsomt ud af hendes hånd. Hun ser hans hænder for sig. Rugbrød, figenpålæg. Leverpostej. Hvis hans fingre kærtegnede hendes læber lige nu, ville de så lugte af sæd, eller har han vasket hænderne grundigt? Letmælk, ylette, makrel i tomat. Det har han garanteret. Han er altid meget ren. Hvad så? Kassen. Kreditkortet. Ud i bilen. Passe på de andre biler, trafikanterne. Der kan være løbske børn på vejen. Kom nu, kom nu. Første gear, andet gear. Hun glemmer at dreje i krydset og kører i ti minutter uden at tænke. Da hun når skoven, drejer hun ned ad en tilgroet skovvej og 14


fortsætter til hun kommer til en lysning. Vender bilen og ser sig omkring. Der er ingen. Kun tungt løv på grønne træer. Den ene hånd knuger om rattet da hun kommer hårdt og dybt. Manden er hjemme da hun kommer slæbende med indkøbsposerne. Det hører til sjældenhederne. Hun plejer at komme hjem først, og hun elsker at have huset for sig selv i en times tid inden drengene kommer hjem. For hendes skyld måtte Asger gerne arbejde sent hver aften. ‘Har du købt havregryn?’ spørger han og vifter med en tom pose. ‘Nej, det glemte jeg sgu,’ svarer hun og kommer til at rødme. De snakker ikke så meget sammen. Man kan kalde det et praktisk forhold, eller man kan kalde det en gældsfælde. Efter ti års gensidige beskyldninger er byrden nogenlunde ligeligt fordelt. Det er min fortjeneste at du overhovedet har fået en familie. Det er din skyld at vi stadig bor i rækkehus. Der er sgu da ingen der tør købe hus sammen med dig. Du har tyve par sko du aldrig går i. Sådan. Trygt og trivielt. Afkastet er en velfungerende familie. To glade børn på otte og tretten. Stor omgangskreds, gode venner, årlig skiferie i Alperne, rendyrket middelklasse og masser af god rødvin fra Argentina. Der er kun et problem. Hun har ikke haft lyst til sex i syv år. Nu er det bare ham hun ikke har lyst til. Det giver en ubehagelig skurren i det velkendte maskineri. Tonen er blevet hårdere, sætningerne kortere. ‘Kom lige herind og se,’ kalder hun. Hun har fundet et hus på nettet. 120 kvadratmeter, tæt på skolen. ‘Så kan man lave en tilbygning der og et nyt køkken-alrum her. Det kunne blive rigtig godt!’ ‘Hm ...’ Hun kan høre at han anstrenger sig for ikke at lyde afvisende. ‘Jamen, kan du ikke se det?’ ‘Vi har ikke råd til at købe et hus til seks millioner og så lave det hele om. Det ved du godt.’ 15


‘Jo, hvis vi får et afdragsfrit lån.’ Hver gang de når til passagen om afdragsfri lån, synker kviksølvet hastigt. Herefter kan det gå to veje. Enten tager de diskussionen hvor hun bebrejder ham hans modvilje mod at investere i fast ejendom. ‘Det er da mærkeligt når du lever af at få folk til at investere i fast ejendom’, eller også stopper samtalen, som under alle omstændigheder er udsigtsløs. Om lørdagen er der fest. Hun kender ikke gæsterne særlig godt, heller ikke værtsparret. Det er nye venner der inviterer, forældre til børnenes kammerater. ‘Hvor mødte I hinanden?’ spørger hun kvinden overfor, en køn, sund fynbo, som ser ud til at være midt i trediverne. Hun er gravid og tydeligvis meget glad for sin mand, der er noget ældre. De mødtes på et masterkursus på Handelshøjskolen, fortæller hun. MBA. Den mest krævende mastergrad i landet, har Helene hørt. Og ‘så gik det altså hverken værre eller bedre end at de begyndte at kigge lidt meget på hinanden under forelæsningerne i obligationsanalyse’, og så begyndte de at tale sammen hvorefter den ene ting tog den anden. ‘Ja, man siger jo, at masterkurser er vældig intensive,’ siger Helene. Hun har læst et eller andet sted at fem ud af ti masterstuderende er blevet skilt inden de har afleveret hovedopgaven. Og ham her er altså en af dem. Han var gift og havde tre store børn da de blev forelskede, fortæller fynboen, hun havde ingen børn. Nu venter de deres første. I begyndelsen ville han ikke have flere børn, men nu glæder han sig til at få en lille efternøler. En usædvanlig historie, tænker Helene. Familiefædrene i forstæderne stikker normalt ikke af. De bliver hos familien fra vugge til grav. Men ikke ham her. Hun studerer ham lidt i smug. En pæn, slank mand i sort jakkesæt, der smiler meget uden at søge øjenkontakt med andre end dem han taler med. Hun prøver at forestille sig 16


de to midt i en heftig sexscene, men bliver distraheret ved tanken om graviditeten. Det føles ikke rigtigt at gøre sig forestillinger om en gravid kvindes sexliv. Hun vender sig mod sin bordherre, en pæn mand i begyndelsen af fyrrerne. Han taler om sin fortid som professionel fodboldspiller, og hun prøver at se interesseret ud. Endnu en udflugt ind i ukendt territorium, tænker hun. Man ved aldrig om det pludselig bliver spændende efter det næste sving. Er der ikke noget med at professionelle fodboldspillere er ludomaner hele bundtet. Manden ser forvirret på hende. Ikke i hans tid og slet ikke i Tyskland. Hun kigger på sin egen mand, der ser glad ud nede i den anden ende af stuen. Han ville heller aldrig forlade hende. De blev gift da den ældste var tre. Det er ti år siden. Siden da har han opført sig som en kopi af sin egen far, kedelig og trofast. Nu sidder han og griner ad et eller andet. Han har sikkert mødt en gammel klassekammerat eller en søster til en gammel klassekammerat, og så er hans aften reddet. Alkohol gør ham festlig. Han er selskabeligt anlagt. Hun ser sig om efter udgangen og triller langsomt hjem da klokken har passeret midnat. Det kan man godt tillade sig.


Ind i kampen af Anette Vestergaard