Hestedrengen af Rupert Isaacson

Rupert Isaacson

Hestedrengen En fars kamp for sin autistiske søn

Oversat af Eva Birklund

Hestedrengen af Rupert Isaacson Originaltitel: The Horse Boy © 2009, Rupert Isaacson © Dansk udgave: Bazar Forlag Danmark, filial af Forlagshuset Bazar A/S, 2011 Oversat fra engelsk af Eva Birklund Omslagsfoto: Justin Jin Tilrettelæggelse af design: Nic Oxby Forfatterfoto: Deborah Feingold Sats: Ole Arnt Thomsen Tryk og indbinding: TBB Slovakiet 1. udgave, 1. oplag 2011 ISBN 978-87-7116-007-9 Materialet i denne publikation er omfattet af lov om ophavsret.

Uden særskilt aftale med Forlagshuset Bazar A/S, Norge er enhver eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden kun tilladt i den udstrækning, der er lovhjemmel eller tilladelse gennem COPY-DAN, der er godkendt af kulturministeriet som den fællesorganisation, der forvalter ophavsret i Danmark.

Udnyttelse i strid med lov eller aftale vil medføre erstatningsansvar eller beslaglæggelse og kan straffes med bøde eller fængsel.

Til min søn.

Og til min kone, Kristin, for hendes aldrig svigtende mod.

Rensdyrfolkets territorium Housgol-søen Detaljeret kortudsnit

Moron

Selenge-fl o

den

Bulgan Sharga-søen

M

O

MONGOLIET Rowans rejse 0 Mil 0 Kilometer

100

200 300

300

N

G

O

L

O

R U S L A N D

Ulan Bator Hustai Nationalpark (vilde heste)

L

I

E

RUS L AND

T

MONGOLIET Tsagaannuur Dukha-folkets (rensdyrfolkets) Housgol-søen territorium Renchinlkhümbe Ghostes lejr

Flodovergang

K I N A

Ulaan-Uul

n else ynd g e B

ke iris jgaen, den mægtige sib a t af

TAJGAEN OG RENSDYRFOLKETS TERRITORIUM

Til Moron

v sko

Indhold Kort ............................................................................ 8-9 Prolog .......................................................................... 11 FØRSTE DEL 1 Syvårsbarnet ........................................................... 15 2 Ind i infernoet ........................................................ 23 3 Hestedrengen ......................................................... 41 4 Tid til at drømme ................................................... 55 ANDEN DEL 5 Eventyret begynder ................................................. 72 6 Bjergenes herrer, Flodernes herrer ........................... 87 7 Mongolske bror .................................................... 101 8 Vestpå med regnen ............................................... 116 9 I små ryk .............................................................. 133 10 En fars fejltagelse .................................................. 150 11 Rowan 1 - Frygt 0 ................................................ 159 12 Minibusdrengen ................................................... 173 13 Lidt hjælp til vindhesten....................................... 190 14 Den himmelske hests sø ....................................... 203 15 Marsvin i Moron .................................................. 217 TREDJE DEL 16 Ind i Sibirien ........................................................ 230 17 Den hvide stenbuk ............................................... 245 18 Videre op og videre ind ........................................ 255 19 Ghoste ................................................................. 268 20 En høg i huset ...................................................... 277 21 Samtale med en shaman ....................................... 292 22 Miraklet ved floden .............................................. 306 23 Fire minutter og tooghalvtreds sekunder............... 318 Efterord...................................................................... 330 Tak ............................................................................ 338

Prolog Hestens baghove borer sig ned i jorden, og med en sidste kraftanstrengelse kaster den sig frem for at nå toppen af stigningen. Jeg læner mig fremad for at lette vægten på hestens belastede ryg. Samtidig forsøger jeg ikke at mase min lille søn, der sidder foran mig i sadlen, og prøver at undgå at se ned i den svimlende afgrund under os. I et kort, gruopvækkende øjeblik glider den brun- og hvidbrogede hest baglæns. Så, med et sidste ryk, er vi oppe på toppen af det høje bjergpas.

“Slå far!” Min femårige søn, Rowan, vender sig leende om og retter et slag mod min ømme, blødende læbe. Jeg vipper mit ansigt til siden.

Himlen over os er dækket af skyer, og vinden er frisk og kølig. Bag os og mange kilometer ned strækker den mægtige sibiriske skov sig i det uendelige. Foran os ligger den nøgne bjergtundra.

“Sne!” Rowan peger på en bred, hvid strimmel, der stadig klamrer sig til de højere tinder over os, hvor to ravne svæver i vinden med højlydt skræppen. “Komme ned! Komme ned og lege i sneen!”

Som et normalt barn. Næsten.

Hesten, som Rowan har døbt Blue, sænker hovedet og strækker nakken efter anstrengelsen. Foran os rejser en stor stenvarde sig, prydet med dyrekranier, blå bønnetørklæder og bønner skrevet med kyrillisk skrift på løse papirstykker, der blafrer i vinden under de tunge sten, som holder dem nede.

Et eller andet sted i dette enorme bjergområde findes rensdyrfolkets shaman. Det har taget et halvt år at opspore ham. Vil han kunne heale min søn? Vil han overhovedet vide hvordan?

11

Første del

1

Syvårsbarnet I april 2004 fik min søn, Rowan, stillet diagnosen autisme. Det føltes som at blive ramt af et baseballbat i ansigtet. Sorg, skam – en underlig, irrationel skam, som om jeg på en eller anden måde havde forbandet dette barn ved at give ham mine mangelfulde gener og dømt ham til at leve sit liv som et fremmedartet væsen på grund af mig. Sorg over med gru at se, hvordan han begyndte at glide væk til et andet sted, adskilt fra mig som af en tyk glasflade, eller drømmenes gennemsigtige skillevæg.

Jeg måtte finde en vej ind til hans verden, ind til hans bevidsthed.

Jeg fandt den, på forunderlig vis, gennem en hest, Betsy.

Men lad os starte med begyndelsen.

27. december 2001. Et år, hvor verden stadig vaklede efter udslettelsen af Twin Towers i New York. Min kone, Kristin, mørkhåret og med brune øjne – og otte måneder henne – og jeg var til te hos en ven, da hun pludselig, som taget ud af en film, blev fuldstændig bleg og rejste sig op. “Åh gud!” sagde hun og kiggede ned forbi sin svulmende mave. En pøl af klar og tyk væske lå på parketgulvet.

“I guder!” sagde jeg og greb efter telefonen.

Efter en hasarderet tur med speederen i bund ad den regnvåde motorvej (hvor medbilister dyttede og blinkede ad mine sindssyge vognbaneskift) blev vi i al hast ført gennem receptionen til en afdeling for akut kejsersnit. Kristin skreg, da veerne begyndte at komme så hurtigt, 15

HESTEDRENGEN

at der ingen bølgedal var mellem dem; kun en lang, uendelig udstrakt, flænsende smerte, der bragte skrig af urovækkende intensitet med sig fra et sted dybt i hendes lidende krop. Hun udvidede sig ikke ordentligt, og Rowan lå ikke i fødestilling. Det var meningen, at vi skulle have ham vendt den uge. “Det er der ikke tid til nu,” sagde operationslægen tørt, da Kristin blev kørt ind på operationsstuen. Og dernæst til mig: “Vil du se på?”

Alle vores forestillinger om en naturlig og holistisk fødsel forsvandt som dug for solen. Det kunne ikke have været mere klinisk. Og jeg, der normalt er for sart til at se blod og indvolde, stod med ét og så nøje til, da lægerne skar Kristin op, flyttede hendes indvolde til side og trak et blåt og overraskende stort barn ud. Min eneste tanke var: Kære Gud, lad ham være hel.

Kort tid efter, mens Kristin blev bragt tilbage fra opvågningsstuen, stod jeg alene på vores enestue med Rowan (der vejede næsten 3.500 gram, til trods for at han var født en hel måned for tidligt) og kiggede ned på ham, som han lå på ryggen, svøbt i håndklæder i en form for plastikbakke. Hans blå øjne var halvt åbne og kiggede ind i mine, og hans lille bitte hånd holdt rundt om min pegefinger. Uret på væggen viste et par minutter over midnat.

Jeg indså overrasket, at det betød, at Rowan havde besluttet at komme til verden nøjagtig syv år efter, at Kristin og jeg havde mødt hinanden, på selv samme dag, og næsten – efter en omregning af tidsforskellen – på det samme tidspunkt, vi havde talt sammen første gang.

At dette overhovedet var sket, var i sig selv overraskende, eftersom hun slet ikke havde villet tale med mig, første gang vi mødtes. “Åh gud, endnu en hippie,” havde hun sagt til sig selv, da hun så mig, og vendt sig væk. Det var i byen Mysore i det sydlige Indien.

Jeg var blevet hyret til at skrive en rejsehåndbog til området. Hun var der for at lave research til sin ph.d. i psykologi. Mit hår nåede ned til midten af ryggen, efter at jeg havde trekket i regnskovene i den vestlige del af Ghat, hvor jeg havde boet hos stammefolk. Hun havde interviewet indiske piger, der skulle giftes bort i arrangerede ægteskaber, for at undersøge, hvornår i forløbet de satte deres naturlige opfattelse af 16

SYVÅRSBARNET

retfærdighed til side og accepterede et system, hvor koner må føje deres mænd i alle deres ønsker. Selv om vi endnu ikke havde stiftet bekendtskab med hinanden, kunne vi ikke have været mere forskellige. Kristin var en forstadspige fra Californien, og jeg britisk, med forældre fra det sydlige Afrika, og opvokset dels i London og dels på en afsidesliggende gård på landet, hvor jeg trænede heste.

Men i det øjeblik jeg så hende ligge udstrakt i en solstol ved poolen på Southern Star Hotel, solbrændt, langbenet og nonchalant som en anden model i Cannes, og med mørke øjne, hvori der glimtede forunderlige lys, hørte jeg en høj og klar stemme i mit hoved, ledsaget af en næsten fysisk fornemmelse af intuition i mit mellemgulv: Det er din kone.

Nej, tænkte jeg, det kan ikke være rigtigt. Og så hoppede jeg i vandet.

Men da jeg kom op til overfladen igen, var stemmen der stadig. Det er din kone. Gå hen og tal med hende. Nu. Faktisk gik der hele fireogtyve timer, før hun værdigede mig et ord.

På det tidspunkt havde jeg kun en dag tilbage i Mysore, før jeg næste dag var nødt til at rejse videre for at fortsætte arbejdet med rejsebogen, der var bundet til en travl tidsplan. Jeg satte en lettere desperat charmeoffensiv ind, og til sidst lykkedes det mig at få hende til at tilbringe en aften sammen med mig. Jeg var ude af stand til at modstå fristelsen og fortalte hende, hvad stemmen i mit hoved havde sagt, idet jeg belavede mig på det uundgåelige “Du er vanvittig”. Hvilket meget forudsigeligt var det første, hun sagde.

Men så overraskede hun mig: “På den anden side er jeg også selv ret vanvittig. Faktisk,” tilføjede hun, “ville jeg ikke røre mig med en ildtang.”

Det viste sig at være lidt af en historie: Det foregående år havde hun forladt sin mand til fordel for en anden mand, og nu ventede hun på, at han skulle forlade sin kone. Men han tøvede. “Jeg er ét stort rod,” sagde hun. “Det skal jeg være den første til at indrømme. Men jeg er ikke fri på markedet.”

Den udmelding virkede selvfølgelig på mig som en rød klud på en tyr.

17

HESTEDRENGEN

Jeg brugte alle kneb og var i stand til at overtale hende til at tage med mig (sammen med nogle af hendes venner) til den næste store by, hvor jeg havde et flot hotelværelse uden beregning, som vi alle kunne bo på. Og fra det øjeblik, til trods for lidt indledningsvis modstand fra hendes side, kastede vi os ud i syv års eventyr: fra de fjerneste hjørner af Indien og til London, hvor hun tog et år fri fra arbejdet med sin ph.d. for bo sammen med mig, og dernæst til det sydlige Afrika, hvor jeg havde kontrakt på endnu en rejsehåndbog. Og endelig – da hun måtte tilbage til USA for at færdiggøre sin uddannelse – til Berkely i Califonien. Vi blev gift, og eftersom jeg i kraft af mit arbejde som rejsebogsforfatter kunne bo nærmest hvor som helst, blev jeg den perfekte akademikerægtefælle, der var i stand til følge hende først til Colorado, hvor hun fik en post.doc.-ansættelse, og sluttelig til University of Texas i Austin. Eller rettere til de varmeindhyllede landlige omgivelser fuld af cikadesang mellem egetræer og enge uden for byen, hvor jeg kunne hengive mig til min drøm om at have heste for første gang siden min ungdom, som jeg for en stor dels vedkommende havde tilbragt i sadlen. Siden min barndom, hvor mine forældre fandt mig ude på hestefoldene ved min grandtantes gård i glad samtale med de store dyr, havde jeg redet semiprofessionelt og tilredet og trænet heste af enhver slags. Når sandheden skal frem, var jeg lidt af en fanatiker.

I mellemtiden rejste jeg frem tilbage mellem USA og Afrika for at lave research til en bog om min families sære forbindelse til det sidste jæger-samler-folk i det sydlige Afrika, buskmændene i Kalahari. Jeg skrev om deres særlige kultur, der kredser om brugen af trancehealing, og om deres kamp for at genvinde mistede jagtområder, der var blevet taget fra dem til nationalparker og diamantminer. Lige da den færdige bog blev udgivet, annoncerede Kristin, at hun var gravid.

Vi besluttede at kalde barnet Rowan efter det træ, der i alle de gamle britiske folkesagn er knyttet til hvid magi. ‘Gem rønnetræ i din lomme, og ingen onde feer vil kunne nå dig.’ Som mellemnavn valgte vi Besa efter en buskmand-healer, jeg havde fået et nært forhold til. Og således var det, at jeg lidt over midnat to dage efter juledag 2001 befandt mig klædt i en grøn operationsdragt og badehætte, fuldstændig betaget og 18

SYVÅRSBARNET

forundret over det fysiske resultat af min kærlighed til den pige, jeg havde set ved en pool syv år tidligere.

“Syv år på dagen,” hviskede jeg højt. “Velkommen til verden, Rowan Besa Isaacson, med dine blå, blå øjne. Hvilke eventyr har du i vente til os?”

Vi bragte ham hjem på en af de sjældne dage med frost i Texas og blev konfronteret med forældreskabets virkelighed, uden hjælp fra de rapmundede, men moderlige sygeplejersker, der havde taget sig af os på hospitalet – for som de fleste andre nybagte forældre vidste vi intet om barnepleje. Vi kunne ikke begribe den gave, som dette fantastiske lille væsen, vores søn, var. Vi var besat af tanken om ikke at rulle hen og mase ham om natten, og når han sov, tjekkede vi omtrent hvert tiende minut, om han trak vejret, og vi var bekymrede for, om han nu spiste nok. Ikke at der var fare for det; han slap knap nok brystvorten, selv når han sov. Som de fleste nyfødte babyer sov Rowan halvdelen af tiden, pludrede på den kæreste måde i de vågne stunder og mørbankede så sin mors bryster som en anden miniature-sumobryder, før han faldt i søvn igen. Han græd ikke særlig meget. Vi var forundrede over, hvor let det med at være forældre var. Hvad beklagede folk sig sådan over?

Selv da Kristin modvilligt måtte tilbage til arbejdet efter en kort barselsorlov, føltes det ikke så hårdt. Jeg tog en eller to flasker brystmælk fra køleskabet, satte Rowan i bæreselen på maven og gik over til min nabos stald, hvor jeg var i gang med at træne en unghest. Jeg arbejdede med hesten i en roundpen, mens Rowan savlede og kluklo og indimellem gylpede på mit bryst. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke ville presse ham til at blive rytter. Selvfølgelig løj jeg, idet jeg allerede forestillede mig, hvordan jeg ville lære ham at ride og dele eventyr på hesteryg med ham. Kristin, der havde været buddhist igennem lang tid, gav sig for sin del hen til sine yndlingsforestillinger om, hvordan hun en dag ville deltage i lange spirituelle og filosofiske samtaler med sin spirituelt og intellektuelt fremmelige søn. Som alle nybagte forældre projicerede vi vores egne drømme og ønsker over på vores søn, og det i stor stil.

Rowan begyndte tidligt at gå og sagde sine første ord, inden han 19

HESTEDRENGEN

var et år. Vi var henrykte og følte os forsikrede om hans fremmelighed og blev som i en stille hybris smigrede over, hvad vi bildte os ind var en refleksion af vores egne overlegne intellekter. Vi blev kun svagt fornærmede, da de første navne, han lærte, ikke var ‘mor’ og ‘far’, men derimod alle navnene fra Thomas Tog. “Hen-ree!” sagde han og vendte sig mod mig med en forunderlig og intens passion, mens han holdt den lille, grønne legetøjsvogn op, hvis navn vitterligt var Henry. “Henree.”

Han lavede smukke mønstre af togene og af legetøjsdyr og kunne tilbringe time efter time med at sætte dem op i overraskende koordineret orden på stuegulvet. Vi bifaldt hans æstetiske sans og denne tidlige og tilsyneladende instinktive fornemmelse for form og fantaserede om, hvorvidt han ville ende med at blive kunstner som min mor, eller måske arkitekt som min far. Da hans som altid tvangsprægede måde at amme på begyndte at blive ledsaget af mærkelige yogaagtige positurer (der somme tider medførte, at han med ét vred sig væk fra brystvorten og plumpede ned på gulvet, idet han på det nærmeste rev stakkels Kristins bryst af undervejs), nikkede vi vidende og tænkte, at vores søn helt tydeligvis besad en forfatters eller en eventyrers passionerede natur. Da han begyndte at pludre brudstykker af dialogen fra sine Thomas Tog-videoer, smilede vi og forestillede os, at han tidligt ville kunne begynde at samtale.

Da Rowan var atten måneder, begyndte Kristin, der som psykolog havde viden om børns udvikling, imidlertid at blive en smule bekymret. Rowan pegede ikke. Og han havde heller ikke tilføjet nogen ord til sit begrænsede ordforråd, ud over ekkoagtige småbidder af dialogen fra de børnevideoer, han så (det, eksperter i autisme kalder ‘ekkolali’).

Han viste heller ikke sit legetøj til folk, sådan som mange småbørn gør.

Når nogen sagde hans navn, kiggede han sig ikke omkring.

Vi var bekymrede over, om han kunne tænkes at have en eller anden form for forsinkelse i sin sproglige udvikling, og kontaktede amtets instans for tidlig indgriben over for børn og fik – som ansvarlige forældre – sat en aftale i stand om ugentlige besøg af en talepædagog.

Rowan ignorerede talepædagogen, men efter en måned eller to kunne 20

SYVÅRSBARNET

han sige “Det er Woody”, når han holdt sin Toy Story-dukke op. Han kunne sige “Toy Story”, når han ville se den fordømte ting (omkring otte hundrede gange om dagen). Han kunne sige “Det er en elefant”, når han så en legetøjselefant eller en rigtig en i fjernsynet. Men han kunne ikke sige “mor” eller “far” eller “hej” eller “Jeg er sulten”, eller “Må jeg få” eller den almindelige favorit i den alder: “nej”.

Når han ville have noget, tog han én ved hånden og førte én hen til det: køleskabet for at få mad (kun sprød mad som bacon eller æbler), videoen for at se Toy Story eller en dokumentarfilm om dyr (og valgte man den forkerte, skreg han ganske enkelt, til man fandt den rigtige).

Både Kristins og mine forældre boede tusindvis af kilometer væk. “I er for eftergivende over for ham,” beklagede hans bedstemødre sig, når de kom på deres sjældne besøg og så, hvordan han ignorerede os, når vi forsøgte at få ham til at tage del i noget. “I lader ham bare få sin vilje.

Kan I ikke være mere bestemte?”

“Jeg ved det ikke,” sagde Kristin bekymret. “Jeg ved det ikke.”

Så begyndte raserianfaldene. Ikke de almindelige ‘Jeg er frusteret, fordi jeg ikke forstår/ikke får, hvad jeg vil have’-anfald, som alle børn har. Dem havde vi allerede. Nu kom noget nyt til: en dæmonisk, nærmest besat side, der pludselig materialiserede sig som ud af det blå. Det ene øjeblik kunne han være i færd med glad at sætte sine dyr op eller lege med haveslangen (han var også besat af vand) eller endda sove, og det næste skreg han, halvt i raseri og halvt i noget, der lignede pinsel.

Nogle gange i timevis. Hvorfor?

Noget måtte der være galt, men vi overvejede aldrig, at det kunne være autisme. Han var så følelsesmæssigt knyttet til os. Han så os ind i øjnene. Han kom hen til os med armene udstrakt for at få knus. Vores venner prøvede at berolige os: “Åh, jeg talte ikke, før jeg var fire år gammel.” “Børn født ved kejsersnit udvikler sig ofte langsommere.”

“Prøv en talepædagog.” Ja, det havde vi prøvet, og det havde ikke ført os nogen vegne. Vi prøvede ergoterapi. Rowan ignorerede også disse terapeuter. Han rasede og skreg, når vi fik ham til at sidde sammen med dem, og vendte derefter tilbage til at stille sine legetøjsdyr og togvogne op og skreg “Toy Story” og “Det er en elefant”, men aldrig mere 21

HESTEDRENGEN

end det. Så begyndte selv disse sætninger at optræde stadig sjældnere.

Han sad og stirrede ud i luften. Var tavs i lange perioder ad gangen, indtil et af hans mærkelige dæmon-besættelses-raserianfald slog ned og overlod ham og os til et øresønderrivende og følelsesmæssigt splintrende hjemligt helvede. Vores søn, vores smukke søn, gled væk fra os, og der var intet, vi kunne gøre.

Indtil en aften, da Rowan var omkring toethalvt, hvor Kristin gik ovenpå, tændte computeren og tastede ‘autisme, tidlige tegn på’ ind.

Hun fandt et link: ‘Sandsynlige tegn på at dit barn er autist’, lagt ud af et velkendt universitet: Der stod de opremset: - Viser ikke legetøj til forældre eller andre voksne.

- Manglende gestik: pege, række ud efter, vinke, vise.

- Deler ikke interesse eller glæde med andre.

- Repetitive bevægelser med genstande.

- Mangel på ordentlig øjenkontakt.

- Manglende respons på navn.

- Usædvanlig prosodi (sprogrytme og intonation).

- Repetitive bevægelser eller kropsstillinger.

- Mangel på ord eller andre færdigheder.

- Pludren i stedet for tale.

- Ingen meningsfulde toords-sætninger i toårsalderen, der ikke er forudindlærte.

Rowan havde god øjenkontakt. Bortset fra det udviste han hvert eneste tegn.

22