Groenlands Dyreliv af Mogens Trolle by bog.nu

Indhold Introduktion 4 lAndpATTedyr Isbjørn 11 Polarulv 22 Polarræv 26 Hermelin 35 Moskusokse 38 Rensdyr 46 Arktisk snehare 52 Halsbåndlemming 57 hAvpATTedyr Grønlandshval 64 Finhval 73 Pukkelhval 78 Vågehval 89 Narhval 93 Hvidhval 100 Marsvin 104 Andre hvaler i grønlandske farvande 108 Hvalros 110 Ringsæl 122 Klapmyds 127 Remmesæl 129 Grønlandssæl 133 FUGle Sneugle 139 Jagtfalk 144 Vandrefalk 147 Havørn 150 Ravn 153

Fjeldrype 156 Gæs 162 Ænder 170 Ederfugl & kongeederfugl 175 Lommer 181 Skarv 184 Kjover 187 Måger 192 Havterne 206 Mallemuk 210 Polarlomvie 215 Tejst 219 Søkonge 221 Lunde 224 Alk 231 Vadefugle 232 Spurvefugle 247 Grønlandshaj 254 Dyrenes rekordbog Grønland 258 Ordforklaringer 261 Grønlands Rødliste 265 Litteraturliste 265 Referencer for navne og taksonomi i bogen 275 Anbefalet læsning 275 Internettet 276 Stor tak til 276 Liste over dyrenavne 277 Register 279 Om forfatterne 280

IntroduktIon “Grønlands Dyreliv” er det første fotobaserede værk om Grønlands pattedyr og fugle. Ikke siden Bent Muus, Finn Salomonsen & Christian Vibes klassiker “Grønlands Fauna – Fisk, Fugle, Pattedyr” fra 1981 er der blevet udgivet en bog, der detaljeret gennemgår de grønlandske dyrs biologi. I de tre årtier, der er gået siden da, er vores viden om de arktiske dyr vokset kolossalt, og videnskaben har opdaget utallige nye, fantastiske og overraskende aspekter omkring dyrenes liv og tilpasninger – ikke mindst pga. undersøgelser foretaget i og omkring Grønland. Bogen her portrætterer 77 dyrearter: 23 pattedyr (inklusiv 15 havpattedyr), 53 fugle (inklusiv alle almindeligt forekommende ynglefugle) og den særegne grønlandshaj. Hermed omfattes alle de arter af pattedyr og fugle, man som besøgende normalt har chancen for at se. Fokus i teksten er på de mest interessante historier og den allernyeste viden om dyrene. Derudover har hver af arterne en udførlig faktaboks, så bogen kan bruges som opslagsværk.

 Om vinteren drager isbjør‑ nen ud over havisen i søgen ef‑ ter sæler. Man er stødt på den blot 21 km fra selve nordpolen. Foto: Uri Golman.

Grønland er et af de vildeste, koldeste og mest barske steder på planeten. Da Grønland omfatter verdens nordligste landområder yngler mange af dyrene her længere nordpå, tættere på nordpolen, end noget andet sted (fire af arterne er endda blevet observeret på selve nordpolen). I den nordlige del af landet varer vinteren ti måneder i træk – meget af den helt uden sollys. Planterne vokser kun to måneder om året, og størstedelen af de isfri områder er polarørken med yderst begrænset plantevækst. Om vinteren falder temperaturen ofte til under -40 grader, og både landjorden og havet pakkes ind i et tykt tæppe af is og sne. På trods af dette ugæstfri landskab og klima har Grønland et forbavsende rigt dyreliv. Om sommeren, når vinteren for en kort periode slipper sit jerngreb, folder dyrelivet sig rigtigt ud i Grønland. Den milde periodes overdådige

buffet af føde til lands såvel som til vands gør Grønland til en populær rejsedestination for både fugle og havpattedyr, og størstedelen af arterne i bogen er sommergæster. Faktisk er Grønland så attraktivt om sommeren, at adskillige fugle kommer flyvende hertil hele vejen fra syd for ækvator; havternen endda helt fra Antarktis, hvilket dermed er verdens længste kendte træk. En art som pukkelhvalen svømmer adskillige tusinde kilometer fra sit overvintrings- og ynglekvarter i Caribien til Vestgrønland, hvor en af hvalens fem vigtigste fourageringsområder i Nordatlanten ligger. Trækfuglene stikker af igen hurtigst muligt efter at have ynglet. På samme måde forsvinder en stor del af havpattedyrene sydpå mod lunere himmelstrøg, når sommeren går på hæld, og havet på ny lukkes af is. Tilbage bliver et eksklusivt selskab af nogle af de mest hårdføre pattedyr og fugle i verden. De formår at holde stand igennem den ubarmhjertige vinter og for flere arters tilfælde endda at nyde godt af den. Sidstnævnte gælder bl.a. isbjørnen og narhvalen, der begge får størstedelen af deres årlige fødebehov dækket i vinterperioden henholdsvis på og under havisen. Om vinteren tilbagelægger isbjørnen ofte over 5000 km ude på isen – den længste vandring af noget dyr i verden – for at jage og æde sig fed i ringsæler. Narhvalen mæsker sig i fede fladfisk på bunden af dybhavet i op til 1800 meters dybde, langt over den dybde, der ville få en almindelig atomubåd til at krølle fuldstændig sammen. I modsætning til hvad man ser i mange andre kolde områder, går ingen af pattedyrene i Grønland i vinterdvale. De klarer vinteren ved at have udviklet en række af de mest vidtgående overlevelsesstrategier i dyreriget. Blandt karaktererne i denne bog finder man således det dyr i verden, der har det tykkeste fedtlag, det dyr, der har den højeste fedtprocent, det dyr, der har verdens varmeste pels, det pattedyr, der går på den heftigste opfedningskur, og det dyr, der producerer verdens fedeste mælk. I de seneste år har man også opdaget mange forbløffende ting om dyrenes næsten overnaturlige supersanser. Sælerne kan vha. deres exceptionelt følsomme knurhår spore fisk under vandet nærmest som en

hund, der følger et duftspor. Tandhvaler har sonar, der gør dem i stand til at jage i mørke og giver dem et slags røntgensyn. Pukkelhvalen har indbygget GPS og navigerer utroligt præcist efter magnetiske felter og himmellegemer. Hajerne kan mærke elektriske udladninger fra deres byttedyr, og isbjørnen har verdens måske bedste lugtesans og kan lugte en død hval på 30 kilometers afstand. Beretningen om Grønlands dyreliv er en fortælling om et liv på kanten af, hvad der er fysisk muligt heroppe i den arktiske dybfryser. En baggrund der har skabt en af de mest fascinerende faunaer noget sted i verden.

 riden var den anden fugle‑ art, der blev registreret på selve nordpolen. Foto: Uri Golman.

Isbjørn Verdens største landrovdyr Isbjørnen er verdens største bjørn og det største medlem af rovdyrordnen i det hele taget. Hannerne vejer typisk 400-600 kg, men den største, man har nedlagt, var på 1002 kg – lige så meget som en velvoksen okse. Når en stor isbjørn står på bagbenene, kan den være omkring 3 meter høj, og rekorden er 3,4 meter. Hannerne er dobbelt så store som hunnerne. Der findes ikke noget andet landlevende pattedyr med så stor forskel på de to køn (blandt pattedyr overgås det kun af visse sæler og søløver). Den hvide bjørn er så varmt klædt på, at den ikke fryser, før temperaturen falder til under minus 40 grader; først da bliver den nødt til at skrue op for varmen ved at øge sit stofskifte. Faktisk er isbjørnen så velisoleret, at den ikke kan holde til at løbe stærkt ret lang tid ad gangen; den overopheder simpelthen. Det skyldes både en kraftig vand- og vindtæt pels og et fedtlag under huden på 5-13 centimeters tykkelse. Isbjørnens fedtdepoter kan udgøre op til 40 % af dyrets vægt.

Kan vandre over 5000 km om året I 2001 spottede mandskabet på en russisk isbryder en isbjørn blot 21 km fra nordpolen. Andre bjørne i kolde egne er tvunget til at gå i hi om vinteren, men for den hårdføre isbjørn starter den bedste tid på året, når kulden sætter ind og havet fryser til. Så gør den det, den er beregnet på, det evolutionen har fintunet den til som det eneste nulevende dyr, nemlig at vandre ud over isen for at jage sæler. I løbet af vinteren kan isbjørne tilbagelægge enorme afstande ude på havisen, og det er ikke unormalt, at de vandrer over 5000 km om året. Man har sporet en hun, der på fire måneder traskede over 5200 km fra

 hanner har ekstra lang pels på forbenene, hvilket formodentlig er deres svar på løvehannens manke. på samme måde som løvehunner vurderer kvaliteten af en han på hans manke, er det blevet foreslået, at hunisbjørne skuer hannen på hårene og tænder på en flot, lang pels på forbenene. Foto: Uri Golman.

 isbjørnen kan løbe op til 56 km/t, men lunter normalt af sted i et mageligt tempo, og det er der en god grund til. Generelt er der en bestemt sammenhæng mellem, hvor me‑ get et pattedyr vejer, og hvor mange kalorier det forbrænder på at løbe. Undersøgelser af isbjørne på løbebånd (!!) har imidlertid overraskende vist, at de bruger dobbelt så meget energi på at løbe, som man skulle forvente. det hænger nok sammen med deres kraftige ben og poter og svajende gang. Allerede hvis en isbjørn sætter farten op til 7 km/t, ryger dens temperatur op på 39°C. det kan være forklarin‑ gen på, at isbjørne sjældent forsøger at jage moskusokser, snegæs og andre hurtige byt‑ tedyr, de måtte støde på. Foto: Uri Golman.

Alaska til Nordgrønland – rundt regnet et maraton om dagen. Det er formodentlig det længste, man nogensinde har registreret et dyr vandre på så kort tid. Selvsamme isbjørn tilbagelagde på 15 aktive måneder 7162 km. Isbjørne i Chukchihavet ud for det nordøstlige Sibirien tilbagelægger i gennemsnit 5600 km om året. Man har også længe vidst, at isbjørnen er en udholdende svømmer, men i 2011 blev der publiceret en ny, uhørt rekord. Forskere, der arbejder med isbjørne i Beauforthavet nord for Alaska, registrerede en hun udstyret med radiohalsbånd svømme 687 km på små 10 døgn, nonstop!  isbjørnen er en dygtig navi‑ gatør. havisen i polarhavet er i konstant bevægelse, men på en eller anden måde, som man endnu ikke har gennemskuet, formår bjørnen at kompensere for driften og forblive på ret kurs. isbjørnens pels består af to lag: en tyk underuld og 10‑20 cm lange dækhår. dæk‑ hårene danner en skal, der er så tæt, at vand ikke trænger ind i ulden, selv når isbjør‑ nen svømmer. dækhårene er hule, hvilket gør, at de isolerer bedre. hårene fungerer dog ikke, som man tidligere troede, som lysledere, der transporterer solens stråler ned til huden. isbjørnens pels har omkring 1550 hår/cm2. dermed har den på et areal af 3,5x3,5 cm lige så mange hår, som mennesker normalt har på hele hovedet. Barberer man en isbjørn, er den sort. den sorte hud absorberer varme mere ef‑ fektivt end lys hud. Foto: yvonne pijnenburg‑Schonew‑ ille / Shutterstock.

Skridsikkert fodtøj og indbyggede solbriller Når man vandrer meget på is, er det en fordel at have skridsikkert fodtøj, og det har isbjørnen. Dens fodsåler er beklædt med små knopper, der giver så godt et greb i det glatte underlag, at det har fået forskere til at tage isbjørnens fødder under luppen for at finde inspiration til udviklingen af skridsikkert arbejdsfodtøj. Knopperne fungerer muligvis som små sugekopper. Isbjørnens fodsåler er polstrede med fedt indvendigt, så dyret ikke afgiver varme til det kolde underlag. Fødderne er usædvanligt brede og fungerer som snesko velegnede til færden i sne såvel som på is. Med de brede lapper kan isbjørnen krydse is, der er så tynd, at et menneske ville ryge igennem. Endnu en udfordring i polarområderne er det skarpe lys. For at beskytte sig mod sneblindhed har isbjørnen fra naturens hånd indbyggede solbriller i form af en lilla membran, som kan skubbes ind foran øjet. Dette tredje, gennemsigtige øjenlåg er normalt hos fugle og krybdyr, men findes kun hos de færreste pattedyr, deriblandt især dykkende pattedyr som sæler og søløver.

Verdens mest specialiserede rovdyrkost Der er næppe noget rovdyr i verden, der kostmæssigt er så specialiseret som isbjørnen. Dens liv er bundet op på ét andet dyr: Ringsælen.

Isbjørnen jager også andre sæler og indimellem hvalros, hvidhval og narhval, men uden ringsælen ville der formodentlig ikke være nogen isbjørn. Langt størstedelen af isbjørnens føde udgøres nemlig af den lille, tykke sæl, og hele bjørnens kalender er nøje synkroniseret med ringsælens cyklus. Ringsælen er den hyppigste af sælerne i Arktis, og, af afgørende betydning, bliver den tilbage nordpå om vinteren, når isen lægger låg på havet og tvinger de fleste andre sæler sydpå. Det kan ringsælen klare, fordi den vinteren igennem vedligeholder åndehuller.

Verdens måske bedste lugtesans Om vinteren skjuler ringsælerne sig for isbjørnen i huler 1-2 meter under sneen med direkte udgang til havet, og også deres åndehuller bliver

ofte gemt under sne. I denne periode bruger isbjørnen udelukkende næsen til at finde frem til sine byttedyr. Den menes at kunne lugte et åndehul eller en hule under sneen på over en kilometers afstand og en død hval over 30 kilometer væk. Nylige undersøgelser tyder på, at bjørne måske har den mest veludviklede lugtesans af alle pattedyr. Deres lugtesans er flere tusinde gange skarpere end vores og langt bedre end selv hundes. Isbjørnen har længere næse end andre bjørne og dermed en større overflade inde i næseborene, hvor dufte kan blive registreret. Den er meget mere afhængig af sin lugtesans end andre bjørne, så det er slet ikke utænkeligt, at isbjørnen har den bedste lugtesans af alle bjørne og dermed af alle dyr i verden. Når isbjørnen har lokaliseret en hule, kan den stå i timevis og vente på det helt rigtige tidspunkt at slå til. Så rejser den sig på bagbenene

og kaster sig i et hovedspring hårdt mod hulens tag i et forsøg på at bryde igennem i et hug – lykkes det ikke, når beboeren typisk at slippe ned i havet. Om foråret er isbjørnen især ude efter ringsælens unger. Sælungerne vejer omkring 5 kg ved fødslen, men på seks uger vokser de til 20-25 kg, og 65-75 % af deres vægt kan da udgøres af spæk. Denne fede kost er lige noget for isbjørnen, der får størstedelen af årets kalorieindtag fra sælungerne. Heri ligger formodentlig forklaringen på, hvorfor isbjørneunger bliver så længe med deres mor. Indtil de har opnået en vis vægt, er de ikke i stand til effektivt at bryde igennem taget til ringsælernes snehuler, og er man ikke en dygtig indbrudstyv, har man ikke mange chancer for at gøre karriere som isbjørn.

Kan ligge på lur i dagevis Udover at grave ringsæler frem fra deres huler har isbjørnen overordnet to jagtteknikker, når de er ude på havisen: Snigjagt og liggen på lur. Sidstnævnte metode er den absolut hyppigste, hvilket man først er blevet klar over for forholdsvis nyligt. En isbjørn kan tålmodigt ligge ved et åndehul eller en sprække i isen og vente i mange timer eller endda dagevis på, at maden skal stikke hovedet ud af vandet. Sædvanligvis ligger isbjørnen helt fladt mod isen med selv hagen mod underlaget, men den kan også sidde eller stå. Under alle omstændigheder skal den forholde sig stille som en statue, for selv den mindste bevægelse kan få sneen og isen til at knirke, hvilket en sæl kan høre på lang afstand under vandet. Så snart en sæl viser sig, kaster bjørnen sig over den og forsøger at bide den i hovedet eller overkroppen og trække den på land. Den anden teknik, snigjagt, bruges især om sommeren, hvor der er mere åbent vand, og ringsælerne og remmesælerne ofte ligger og hviler sig på isen. Det kan foregå ved, at bjørnen med forkroppen mod isen og numsen i vejret skubber sig af sted med bagbenene, til den er 15-30 meter fra byttet, for så pludseligt at angribe med stor fart. Isbjørnen er en intelligent og opfindsom jæger, der udnytter, hvad der måtte være af muligheder for at gøre sig usynlig. Om sommeren dannes der lave,

 en isbjørn sniger sig ind på en ringsælunge på havisen. is‑ bjørnen kan lugte en sæl under sneen på over en kilometers afstand. Foto: Mats Forsberg / nature pic‑ ture library.

vandfyldte kanaler på havisen, og dem kan isbjørnen glide på maven igennem, når den jager, så kun bagenden stikker op. Isbjørnen kan også angribe en sæl på isen fra søsiden. Når den svømmende bjørn nærmer sig byttet, holder den sig neddykket, så kun snuden stikker op af vandet. Ligger sælen ved et åndehul, kan isbjørnen dykke fra hul til hul for til sidst at dukke op lige foran byttet.

Det fede liv

 en isbjørn har nedlagt en remmesæl. det første, en isbjørn æder af en sæl, er spæklaget under huden. Med fortænderne nipper den pertent‑ ligt spækstykker af og går helt uden om kødet. Ofte rør den slet ikke kødet, men efterlader det til stor glæde for bl.a. ismå‑ ger, der kan følge efter isbjørne netop for at nyde godt af de store jægeres kræsenhed. Foto: Troels Jacobsen.

Der kan gå langt imellem, at en isbjørn fanger et bytte, så når lejligheden byder sig, gælder det om at proppe sig. En isbjørn kan æde over 10 % af sin kropsvægt i ét måltid, helt op til 70 kg. Det første en isbjørn sætter til livs, når den har nedlagt en sæl, er spæklaget. Med fortænderne nipper den omhyggeligt spækstykker af og undgår kødet. Ofte rør den slet ikke kødet, og når den har fået fat på en lille sælunge, kan den finde på overhovedet ikke at sætte tænderne i den, hvis den ikke er fed nok. Det hænger sammen med, at fedt er meget mere energiholdigt end kød. Fedt er ganske enkelt hele omdrejningspunktet i isbjørnens tilværelse. Af afgørende betydning for dens overlevelse i Arktis er dens uovertrufne evne til at æde sig tyk. Det mest ekstreme eksempel, man kender, er en voksen hun fra Canada, der på mindre end et år gik fra under 100 kg til over 500 kg. Udover at isolere gør fedtdepoterne det muligt for bjørnen at klare sig i lange perioder uden at spise og drikke, sidstnævnte fordi vand er et biprodukt, når fedtet nedbrydes. Det er noget især gravide hunner har brug for, for de skal faste 5-8 måneder i træk. For overhovedet at have råd til at få unger skal en isbjørnehun tage omkring 200 kg fedt på.

Kan lugte på fodsporene fra en hun, om hun er i brunst Isbjørnene parrer sig om foråret, og i denne periode udsender hunnerne dufte, der tiltrækker hannerne på lang afstand. En han kan lugte på fodaftrykket fra en hun, at hun er i brunst og kan følge i fodsporene

på hende mange kilometer. Flere hanner kan samles om en hun, og det kan føre til voldsomme og nogle gange dødelige slåskampe. Når en han har sikret sig en hun, kan han føre hende væk fra de mest trafikerede områder for at have hende for sig selv, fx op på en bjergside, og her tilbringer parret en uges tid i hinandens selskab med at parre sig og lege.

Gravide hunner lukker sig inde i en snehule 5-6 måneder Sidst i oktober eller først i november, når andre isbjørne drager ud over havisen, går de gravide hunner nogle kilometer eller mere ind i land for at etablere sig en bolig for vinteren. Det sker på et sted, hvor de

 vinterhulen består i de fleste tilfælde af et enkelt kammer, men kan have 2‑3 rum, og ungerne kan selv grave mindre børnevæ‑ relser. Som man kender det fra en iglo, isolerer sneen godt, og temperaturen inde i de isbjørne‑ huler, som biologer har stukket et termometer ned i, har været 18‑37 grader varmere end ude‑ temperaturen, om end den sta‑ dig er et godt stykke under fry‑ sepunktet. Med undtagelse af gravide hunner går isbjørne ikke i langvarigt vinterhi, som man kender det fra andre bjørne i kol‑ de områder. Men når vintervejret er særligt hårdt, og det er svært at jage, kan isbjørne på havisen rulle sig op i en snehule for en kortere periode, der kan vare op til et par uger. Foto: Uryadnikov Sergey / Shut‑ terstock.

kan være i fred for hannerne, der kan finde på at dræbe unger. Ofte vælger de en bjergskråning, hvor en dyne af 1-3 meter dyb sne har samlet sig, og her graver de en hule. (Det er ikke alle steder, at hunner har deres snehule på land. Ved Beauforthavet graver halvdelen af de gravide hunner deres hule ude på havisen.) Når hunnen først har lukket sig inde i snehulen, ser hun ikke dagens lys – eller et måltid mad – de næste 5-6 måneder. Ved det berømte isbjørnested Churchill i Canada må gravide hunner endda klare sig helt op til 8 måneder i træk uden føde; det er den længste faste blandt større pattedyr overhovedet. Det skyldes, at de her tvinges i land i juni eller juli, og at havet ikke når at fryse til is igen, så de kan komme ud at jage sæler, inden de går i hi, som isbjørnehunner andre steder gør det.

Sætter graviditeten på pause Kort tid efter at være blevet parret om foråret sætter isbjørnehunnen sin graviditet på pause. Ikke før omkring den tid hun går i hi, starter hun den igen og gennemgår så en to måneders egentlig graviditet. Hunnen har ingen afføring i hele hiperioden, som jo altså kan være

et halvt år i træk. Det medfører, at den urinsyre (urea), som normalt ville blive udskilt via urinen, ophober sig i kroppen, og efter to uger er niveauet af urea så højt, at det ville være dødeligt for de fleste andre dyr. Men bjørne har udviklet en særlig evne til at omdanne urinsyren til brugbare proteiner. Isbjørnehunnen går ikke i tung dvale, som man kender det fra mange andre dyr, der går i hi; det går ikke, når hun er gravid. Hendes kropstemperatur forbliver høj, 35-37°C, hvilket gør, at hun brænder meget mere energi af, end dyr normalt gør, mens de er i vinterhi. Samtidig går der energi til fosterudviklingen og sidenhen mælkeproduktion. Det klarer hunnen alt sammen ved at tære på sine fedtdepoter. I hiet kan hun tabe sig næsten 1 kg om dagen. Omkring nytår fødes ungerne, typisk 1-2. De er bittesmå, kun omkring en tiendedel så store som man normalt ville forvente det af et dyr på størrelse med en isbjørn. De små skravl er blinde den første måneds tid, men tager hurtigt på i vægt takket være den fedeste mælk blandt landpattedyr. Isbjørnemælk indeholder op til 48 % fedt; til sam-

 Ungen følges med moren til den er omkring 2½ år gam‑ mel. da voksne hanner kan dræbe unger, sørger mødre med unger som regel klogeligt for at holde sig væk fra han‑ nerne. Men har en mor og dens afkom ikke fået noget at spise i lang tid, kan hunnen angribe en dobbelt så stor han for at forsvare et bytte. Foto: Steven Kazlowski / nature picture library.

menligning indeholder sødmælk 3,5 % fedt, malajbjørnens mælk 5 % og brunbjørnens 20 % (i løbet af dieperioden falder fedtindholdet af isbjørnens mælk dog). At isbjørnemælk er så exceptionelt fed skyldes, at ungernes overlevelse afhænger af, at de hurtigt opbygger fedtdepoter, så de kan holde varmen. Når de forlader vinterhulen, kan udetemperaturen nemlig være på -25 til -40 grader. Den fede mælk er også essentiel på langt sigt, for i modsætning til unger af andre bjørne i kolde områder går isbjørneunger ikke i hi i deres første vinter, så det gælder om at få så fed en start på livet som overhovedet muligt. Familien kommer frem om foråret på det gunstigste tidspunkt, hvilket vil sige, når der er ringsælunger. På denne tid vejer isbjørneungerne 10-15 kg. Den sultne og udmagrede mor fører straks ungerne ud på havisen for at jage. Når de skal igennem dyb sne eller over åbent vand, kan ungerne ride på morens ryg. Ungerne bliver sædvanligvis med moren, til de er omkring 2½ år gamle.

Hvem nedstammer isbjørnen fra? Isbjørnen nedstammer fra brunbjørnen (den art grizzlyen tilhører). Bemærkelsesværdigt har nylig genforskning vist, at brunbjørne på Alaskas ABC-øer (Admiralty, Baranof og Chighagof) er tættere beslægtet med isbjørne end med nogen anden brunbjørn, selv dem der lever på Alaskas fastland ganske tæt på. Fra fangenskab er der flere eksempler på, at isbjørne og brunbjørne kan krydses, og at deres unger selv kan få frugtbart afkom. I 2006 fandt man på Banks Island i Canada for første gang i naturen et levende gadekryds af en isbjørn og en brunbjørn. Endnu mere forbavsende tyder undersøgelser publiceret i 2010 på, at isbjørnen er opstået for relativt nyligt, ca. 45.000 år tilbage i tiden, hvilket er småting, når vi snakker evolution. Så på kort tid har isbjørnen specialiseret sig til en af verdens mest udfordrende og barske tilværelser, at jage sæler på den arktiske havis, og spredt sig over hele det nordlige polarområde.

 når isen smelter om som‑ meren, bliver isbjørnen modvil‑ ligt nødt til at vende tilbage til landjorden. her kan den i mangel af bedre æde snacks såsom lemminger, fugleæg, muslinger, kelp (store alger som den kan dykke efter), bær og planter som græs og fjeldsyre. Men det er langt fra nok til at stille det store rovdyrs sult, og tiden på land er den rene elendighed for isbjørnen. i så høj grad at den omvendt af alle andre bjørne kan finde på at gå i sommerhi i en sne‑ eller jordhule for at spare på ener‑ gien og slippe for varmen. Foto: Uri Golman.

Engelsk navn: Polar bear. Grønlandsk navn: Nanoq. Videnskabeligt navn: Ursus maritimus. Orden: Rovdyr (Carnivora). Familie: Bjørne (Ursidae). Vægt: Hanner 300‑1002 kg, men typisk 400‑600 kg; hunner typisk 200‑350 kg, men gravide hunner op til over 500 kg. Udbredelse: Hyppigst i Nordøstgrønland samt Melville Bugt og Kane Bassin i Qaanaaq‑området, men kan færdes langs hele østkysten og kan med drivisen nå helt rundt til Sydvestgrønland. Kan også forekomme i Vestisen tæt på land i det central Vestgrønland. Man kender til ynglehi i Scoresbysund‑området, Natio‑ nalparken og Qaanaaq‑området. Habitat i Grønland: Så længe der er havis, er det mestendels her den færdes, men når isen smelter, tvinges den i land. Føde: Primære byttedyr er ringsæl, men remmesæl også vigtig (især forår og sommer). Kan desuden æde grønlandssæl, klapmyds, hvalros (især unger og ungdyr), hvidhval og narhval, som den selv fanger, hvalådsler, lemminger, havfugle, fugleæg og –unger, fisk, muslinger, moskusokse, rensdyr og vegetarkost såsom kelp, fjeldsyre, bær og græs. Graviditet: Fra parring til fødsel går der 6,5‑8,5 måned, men dette inkluderer en lang pause i graviditeten; selve fosterudviklingen varer ca. 2 måneder. Antal unger: 1‑4 per kuld; hyppigst 2, derefter 1. Størrelse ved fødsel: 570‑840 gram; ca. 25 cm. Fedtindhold af mælk: 24‑48,4 % (starter højt, men falder herefter). Fødselsinterval: Oftest 3 år. Kønsmodenhed: Hunner typisk efter 4‑5 år; hanner efter 5‑6 år. Levetid: Op til 32 år i naturen og 42 år i fangenskab. Status Grønlands Rødliste: Sårbar, national ansvarsart.