Issuu on Google+

M aeve B inchy Et hjem til Frankie R o m a n

c i c e r o


Et hjem til Frankie


Af samme forfatter: Hjerterum Hvidtjørneskoven Nattens Regn og Stjerner Quentins Dublin Fortællinger Skæbner Undervejs Scarlet Feather Det irske Hotel Tara Road Sølvbryllup Den lilla Bus Glassøen Gode Venner Smil ved Sygesengen Blodbøgen Ekko Tænd et Lys Den italienske Klasse Hjemkomsten og andre Noveller I År bliver det anderledes


Maeve Binchy

Et hjem til Frankie

Oversat fra engelsk af Marianne Linneberg Rasmussen

Cicero


Copyright © Maeve Binchy 2010 Originaltitel: Minding Frankie Published by arrangement with Sane Töregård Agency AB Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck Omslagsillustration: © www.annesmith.net Omslagslayout: stoltzedesign ISBN: 978-87-7079-117-5 Første danske udgave Printed in Germany 2011

Cicero er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Til min kære, søde Gordon, som gør mit liv så dejligt hver eneste dag.


Kapitel 1

Katie Finglas havde haft en lang, hård dag i frisørsalonen. Alt, hvad der kunne gå galt, var gået galt. De havde haft en kunde, som ikke havde fortalt, at hun var allergisk over for hårfarve, og hun var gået derfra med knopper og udslæt i panden. Moren til en brud havde fået et hysterisk tilfælde og sagt, at hun lignede noget, der var løgn. En mand, som ville have lavet lyse striber, havde nær fået en prop, da han halvvejs igennem behandlingen spurgte til prisen. Katies mand, Garry, havde meget uskyldigt lagt hænderne på skuldrene af en tresårig kvindelig kunde, som straks havde truet med at sagsøge ham for sexchikane. Katie kiggede på manden, der stod over for hende, en stor præst med gråsprængt rødt hår. „Er det Dem, der er Katie Finglas, indehaveren af dette etablissement?“ spurgte præsten og kastede så nervøse blikke rundt i den uskyldige salon, at man skulle tro, det var et førsteklasses bordel. „Det stemmer, fader,“ sagde Katie med et suk. Hvad var der nu i vejen? „Det er bare, fordi jeg har talt med nogle af de piger, der arbejder her, på centret nede ved floden, og de har sagt til mig …“ Pludselig blev Katie meget træt. Hun havde ganske rigtigt et par halvstore piger ansat. Hun betalte dem en ordentlig løn, uddannede dem. Hvad i alverden kunne de have beklaget sig til en præst over? „Ja, fader, og hvad er så problemet?“ spurgte hun. „Der er faktisk et lille problem. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte henvende mig direkte til Dem.“ Han virkede lidt beklemt ved situationen. 7


„Udmærket, fader,“ sagde Katie. „Bare sig frem.“ „Det drejer sig om en kvinde, Stella Dixon hedder hun. Ser De, hun ligger på hospitalet …“ „På hospitalet?“ Det begyndte at køre helt rundt for Katie. Hvad i himlens navn kunne det dreje sig om? Var det en, der var kommet til at inhalere permanentvæsken? „Det er jeg ked af at høre.“ Hun prøvede at holde stemmen i ro. „Ja, men hun vil gerne have sat håret.“ „Mener De, at hun har fået tillid til os igen?“ Nogle gange er livet fyldt med overraskelser. „Nej, jeg tror faktisk aldrig, hun har været her før …“ Han så helt desorienteret ud. „Og hvor kommer De så ind i billedet, fader?“ „Mit navn er Brian Flynn, og jeg er stedfortrædende hospitalspræst på St Brigid’s Hospital, mens den faste hospitalspræst er på pilgrimsfærd til Rom. Ud over at blive bedt om at hente smøger og sprut til patienterne er det her den første seriøse anmodning, jeg har fået.“ „De vil altså have mig til at tage hen på hospitalet og ordne hår på én?“ „Hun er alvorligt syg. Døende. Jeg tænkte, at hun nok helst ville snakke med en med en vis anciennitet. Altså ikke fordi De ikke ser ung ud. De er jo nærmest kun et pigebarn,“ sagde præsten. „Nå da da. Det er vist et stort tab for Irlands kvinder, at De har valgt at blive præst,“ sagde Katie. „Giv mig lige hendes navn igen, så skal jeg nok tage min magiske taske med hen til hende.“ „Tusind tak, mrs. Finglas. Jeg har en seddel med alle oplysningerne her.“ Fader Flynn gav hende en lap papir. Der kom en midaldrende kvinde hen til disken. Hendes briller balancerede helt ude på næsetippen, og hun virkede temmelig ivrig. „Jeg kan forstå, at De uddanner folk i det dersens frisørhalløj,“ sagde hun. 8


„Jo, men vi foretrækker nu at kalde det frisørfaget,“ sagde Katie. „Min niece fra USA kommer for at bo hos os et par uger. Hun har fortalt, at man nogle steder i USA kan få ordnet hår for næsten ingen penge, hvis frisøren får lov at øve sig på én.“ „Vi har elevaften hver tirsdag. Man skal tage sit eget håndklæde med, og så sætter eleven ens hår. De fleste kunder donerer derefter fem euro til et velgørende formål.“ „Og i dag er det tirsdag!“ udbrød kvinden triumferende. „Det er det sørme også,“ svarede Katie sammenbidt. „Jamen kan jeg så ikke bestille en tid? Jeg hedder Josie Lynch.“ „Jo, naturligvis, mrs. Lynch, så ses vi efter syv,“ sagde Katie og noterede navnet. Hendes øjne mødte præstens. Der var sympati og forståelse at spore i hans blik. Det er ikke lutter lagkage at have en frisørsalon. Josie og Charles Lynch havde boet på St Jarlath’s Crescent nummer 23, lige siden de var blevet gift for toogtredive år siden. De havde oplevet mange forandringer i kvarteret. Købmandsforretningen nede på hjørnet var blevet til en kiosk, og det gamle vaskeri, hvor folks sengetøj engang blev rullet og lagt sammen, var nu blevet til et møntvaskeri, hvor folk kom med store sække med tøj. Nu var der et rigtigt lægehus med fire læger, hvor der engang kun havde været gamle dr. Gillespie, som havde hjulpet alle i kvar­ teret til verden og også ud af den igen. Da boligboblen var allerstørst, skiftede husene på St Jarlath’s Crescent ejere for svimlende summer. Der var rift om små huse med have i nærheden af centrum. Det var naturligvis slut med det nu – finanskrisen havde fået priserne til at falde betragteligt, men det var stadig et langt pænere kvarter end for tredive år siden. Tag for eksempel Molly og Paddy Carroll og deres søn, Declan – som var læge – en vaskeægte universitetsuddannet læge! Og Muttie og Lizzie Scarlets datter, Cathy. Hun havde et cateringfirma, der blev hyret til de fineste selskaber. Forandringerne var dog ikke alle til det bedre. Det var slut med 9


fællesskabet og sammenholdet. Man fejrede ikke længere Kristi Legems- og Blodsfest med kirkeprocessioner op og ned ad St Jarlath’s Crescent, sådan som man gjorde for tredive år siden. Josie og Charles følte, at de var de eneste i verden – og da i hvert fald på St Jarlath’s Crescent – som hver aften lagde sig på knæ og bad aftenbøn med rosenkransen. Det havde de altid gjort. Dengang de var blevet gift, havde de planlagt et liv bygget på den tanke, at den familie, der beder sammen, bliver sammen. De havde regnet med at få otte-ni børn, for Gud sætter aldrig en mund i verden, som Han ikke mætter. Sådan kom det dog ikke til at gå. Efter at Josie havde født Noel, fik hun at vide, hun ikke kunne få flere børn. Det var svært for dem at acceptere. De kom begge fra en stor familie; alle deres søskende havde mange børn. Men på den anden side set var der måske en dybere mening med det. De havde altid regnet med, at Noel skulle være præst. De begyndte at spare op til hans uddannelse, inden han fyldte tre. Der blev lagt penge til side af den løn, Josie fik på småkagefabrikken. En gang om ugen gik hun på posthuset og indsatte et lille beløb på opsparingskontoen, og om fredagen, når Charles fik sin konvolut på det hotel, hvor han var portier, blev der igen sat et beløb ind. Noel ville få den bedste gejstlige uddannelse, når det blev tid. Det kom derfor som en stor overraskelse og skuffelse, da Josie og Charles fandt ud af, at deres stilfærdige søn absolut ikke var interesseret i at blive gejstlig. Præsten sagde, at Noel ikke viste tegn på at være kaldet, og da drengen som fjortenårig blev spurgt, svarede han, at om så det var det eneste job i hele verden, ville han ikke røre det med en ildtang. Han var meget klar i mælet. Det var dog knap så klart, hvad Noel gerne ville. Det nærmeste, han kom på at beskrive sine fremtidsplaner, var, at han sagde, at han måske godt kunne tænke sig at være kontorchef. Ikke arbejde på kontor, men være chef på ét. Han viste ingen interesse for at studere kontorledelse eller bogholderi eller regnskab eller andre områder, som studievejlederen prøvede at pejle ham ind på. 10


Han sagde, at han godt kunne lide kunst, men at han ikke havde lyst til at male. Hvis man gik ham på klingen, sagde han, at han godt kunne lide at kigge på malerier og tænke over dem. Noel var god til at tegne – han havde altid en tegneblok og en blyant på sig, og man kunne tit finde ham i en krog, hvor han sad og lavede en skitse af et ansigt eller et dyr. Det kunne han selvfølgelig ikke leve af, men det havde han heller ikke regnet med. Han lavede lektier ved køkkenbordet, mens han med jævne mellemrum sukkede, men han udviste sjældent nogen begejstring eller entusiasme for fagene. Det havde Josie og Charles spurgt til ved en skole-hjemsamtale. Var der noget i skolen, der interesserede ham? Bare en lille smule? Lærerne vidste ikke rigtig, hvad de skulle svare. De fleste drenge i den alder er svære at blive klog på, men størstedelen af dem interesserer sig for et eller andet – det er bare ikke sikkert, at de gør noget ved det. „På det seneste er Noel blevet endnu mere stille og indesluttet, end han var i forvejen,“ havde de svaret. Josie og Charles kunne næsten ikke forstå det. Noel var helt klart stille, og de var dybt lettede over, at han ikke fyldte huset med larmende unge lømler, der gik og slog på hinanden. Men de havde troet, at det bare var en del af hans åndelige udvikling, en forberedelse til fremtiden som præst. Nu viste det sig, at det på ingen måde var tilfældet. Måske, gættede Josie, var det bare præsternes version af det religiøse liv, Noel ikke brød sig om. Måske var han bare kaldet til noget andet og ville hellere være jesuit eller missionær? Åbenbart ikke. Og da Noel blev femten, havde han sagt, at han faktisk helst ville være fri for at bede aftenbøn sammen med forældrene hver aften, for det var kun et tomt ritual med indholdsløse bønner, der messes om og om igen. Han havde ikke noget imod at gøre noget godt for andre, prøve at hjælpe de mindre heldigt stillede med at få en bedre tilværelse, men der kunne da ikke være nogen gud, der brød sig om at lytte til et helt kvarters brummeri hver aften. Da han blev seksten, havde de opdaget, at han var holdt op 11


med at gå til messe om søndagen. Der var en, der havde set ham oppe ved kanalen på det tidspunkt, hvor han skulle forestille at være til den tidlige messe oppe i kirken på hjørnet. Han havde sagt til dem, at der ikke var nogen grund til, at han blev ved med at gå i skole, for de kunne ikke lære ham mere, han kunne bruge til noget. De havde annonceret efter kontorfolk oppe hos Hall’s, og der kunne han blive oplært som kontormedhjælper. Han kunne lige så godt komme i gang med at arbejde i stedet for at spilde tiden i skolen. Lærerne sagde, at det altid var trist at se et ungt menneske gå ud af skolen uden eksamensbevis. „Men på den anden side er det meget svært at fange knægtens interesse med noget som helst,“ sagde de og trak på skuldrene. Det var, som om han bare sad og ventede på, at skoledagene fik ende. Måske var det ligefrem en god idé, at han gik ud af skolen nu. Hvis han fik job hos den store tømmerhandel, Hall’s, ville han komme til at tjene sine egne penge, og så ville det måske med tiden vise sig, hvad han interesserede sig for – hvis han da overhovedet interesserede sig for noget. Josie og Charles tænkte trist på den bugnende opsparingskonto. Pengene ville aldrig blive brugt på at få en god præst ud af Noel. Præsten foreslog venligt, at Charles og Josie i stedet brugte pengene på en ferie, bare de to, men det afslog de forarget. Disse penge var øremærkede til at gavne Herren, og det skulle de også komme til. Noel blev ansat hos Hall’s. Han hilste på sine kolleger uden den store begejstring. De ville jo alligevel ikke blive hans venner­, på samme måde som hans klassekammerater heller ikke var blevet hans venner. Det var ikke, fordi han havde lyst til at være alene hele tiden, men det var tit det nemmeste. På det tidspunkt havde Noel aftalt med sin mor, at han ikke længere spiste aftensmad sammen med forældrene. Han spiste varm mad midt på dagen og smurte sig bare en mad om aftenen. På den måde slap han for aftenbønnen, samværet med de gudfrygtige forældre og det daglige forhør – Hvad har du så lavet i dag? – som var uløseligt forbundet med måltiderne i familien Lynchs hjem. Han kom efterhånden senere og senere hjem, for han tog altid 12


lige et smut forbi Casey’s på hjemvejen – det var en stor pub, hvor man kunne føle sig tryg og anonym på samme tid. Der var rart at være, for alle vidste, hvem han var. „Jeg kommer ned med det til dig,“ sagde ejerens søn altid. Han var lidt af en rod. Den gamle Casey, som ikke sagde ret meget, men lagde mærke til alt, plejede at stå og kigge hen over brillerne, mens han polerede ølglassene med et viskestykke. „Go’aften, Noel,“ sagde han så, og det lykkedes ham altid at lyde som den høflige krofatter, samtidig med at han gav udtryk for sin misbilligelse af Noel. Han kendte trods alt Noels far. På den ene side virkede han glad for, at Noel lagde pengene for fadøllen – eller rettere: fadøllene, efterhånden som aftenen skred frem – på Casey’s, men han virkede også skuffet over, at Noel ikke brugte sine penge på noget mere fornuftigt. Alligevel kunne Noel godt lide at komme der. Det var ikke en trendy pub med opskruede priser, og det vrimlede ikke med fnisende piger, så man ikke kunne få ro til at nyde sin øl. Her kunne han få lov at være i fred. Det satte han stor pris på. Da Noel kom hjem den aften, bemærkede han, at hans mor så anderledes ud. Han kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var. Det var ikke kun, fordi hun havde den røde strikkede dragt på, som hun kun havde på ved særlige lejligheder. På småkagefabrikken, hvor hun arbejdede, var personalet iført særligt arbejdstøj, hvilket hun satte stor pris på, for det betød, at hun ikke sled på sit eget gode tøj. Noels mor gik ikke med makeup, så det kunne heller ikke være det. Endelig slog det ham, at det var hendes hår. Hans mor havde været ved frisøren. „Du har jo fået ny frisure, mor!“ udbrød han. Josie rettede glad på håret. „Ja, det slap hun da helt godt fra, ikke?“ Hun fik det til at lyde, som om hun gik til frisøren hver anden dag. „Det er rigtig pænt, mor,“ sagde han. 13


„Jeg skal lige til at sætte vand over. Vil du have en kop te med?“ tilbød hun. „Nej tak, mor, ellers tak.“ Noel havde travlt med at komme i sikkerhed oppe på værelset. Og så kom han i tanke om, at hans kusine Emily fra USA skulle komme dagen efter. Hans mor var sikkert ved at gøre klar til hendes besøg. Emily skulle åbenbart bo hos dem i et nogle uger. Præcis hvor mange uger lå endnu ikke helt fast … Noel havde ikke været meget med i forberedelserne; han havde kun gjort det, han ikke kunne undgå, såsom at hjælpe sin far med at male gæsteværelset og rydde pulterkammeret i stueetagen, hvor de havde sat fliser på væggene og sat en ny bruser op. Han vidste ikke ret meget om Emily, ud over at hun var oppe i årene, måske i halvtredserne, og at hun var hans farbror Martins eneste datter. Hun havde undervist i billedkunst, men havde pludselig mistet sit arbejde, og nu havde hun besluttet sig for at bruge sin opsparing på at rejse rundt og se verden. Hun ville lægge ud med at tage til Dublin – den by, hendes far havde forladt for mange år siden for at søge lykken i USA. Charles havde dog fortalt, at det havde været småt med den lykke. Hans storebror havde fået arbejde på en bar, hvor han var blevet sin egen bedste kunde. Han havde ikke holdt kontakten med resten af familien. Det var hans datter, Emily, der havde sendt julekort, og det var også hende, der havde skrevet for først at fortælle om farens død og senere om morens. Hun lød overraskende fornuftig og havde sagt, at hun naturligvis ville bidrage til familiens husholdningsbudget i den tid, hun var i Dublin, for det var kun rimeligt, da hun fremlejede sin egen lille lejlighed i New York, mens hun var bortrejst. Josie og Charles var lettede over, at Emily virkede så fornuftig, og hun havde lovet, at hun ikke ville sidde lårene af dem og heller ikke skulle underholdes hele tiden. Hun havde sagt, at hun nok skulle finde på noget at give sig til. Noel sukkede. Det ville blive endnu en trivialitet, som hans forældre ville opgradere til det helt store drama. Kvinden ville dårligt kunne nå at 14


komme inden for døren, før hun vidste alt om hans lovende fremtid hos Hall’s, om hans mors job på småkagefabrikken og hans fars arbejdsopgaver som portier på et meget fornemt hotel. Emily ville blive oplyst om det moralske forfald i Irland, om den svigtende deltagelse i gudstjenesterne og den fordrukne ungdom, der fyldte skadestuerne til bristepunktet. Og så ville hun blive inviteret til at deltage i aftenbønnen. Josie havde allerede brugt en hel del tid på at spekulere over, om de skulle hænge et krucifiks eller et billede af jomfru Maria på væggen i det nymalede gæsteværelse. Det lykkedes Noel at lægge låg på diskussionen ved at foreslå, at de ventede, til Emily kom. „Hun har undervist i billedkunst, mor, så måske har hun selv taget nogle billeder med,“ sagde han, og utroligt nok var hans mor gået med til det. „Hvor har du ret, Noel. Det er også bare, fordi jeg er vant til at skulle træffe alle beslutninger. Det bliver helt rart at få en anden kvinde i huset, så vi kan deles om det.“ Noel håbede i sit stille sind, at hun fik ret, og at kvindemennesket ikke ville skabe kaos i huset. Der var i forvejen en del forandringer på vej i det lille hjem. Hans far skulle på pension om et år eller to. Hans mor havde imidlertid stadig yderligere et par år tilbage på småkagefabrikken, men hun overvejede at trække sig tilbage før tid, så hun og Charles kunne bruge resten af deres dage på at gøre gode gerninger sammen. Han håbede, at Emily ville gøre deres liv mindre og ikke mere kompliceret. I det store og hele havde han dog ikke skænket hendes besøg mange tanker. Noel tænkte i det hele taget ikke alt for meget over noget som helst: hverken det dødssyge job hos Hall’s; de mange timer og penge, han brugte nede på pubben; eller sine forældre, der var religiøse fanatikere og mente, de fleste problemer her i verden kunne løses ved at tage en omgang med rosenkransen. Noel undgik også omhyggeligt at tænke på, at han ikke havde nogen kæreste. Han havde bare ikke mødt én, andet var der ikke i det. Han var heller ikke bekymret over, at han ingen venner havde. Der er bare 15


visse steder, hvor man nemt finder nye venner, og sådan et sted var Hall’s ikke. Noel var nået til den konklusion, at det allerbedste, man kan gøre, når noget ikke er ret godt, er at lade være med at tænke på det. Indtil nu havde det fungeret ganske glimrende. Hvorfor lave om på noget, der fungerer fint nok sådan, som det er? Charles Lynch var meget tavs hele aftenen. Han havde ikke lagt mærke til sin kones nye frisure. Han havde heller ikke gættet, at hans søn havde fået fire store fadøl på vej hjem fra arbejde. Han havde svært ved at mønstre den store interesse for, at hans storebror Martins datter, Emily, skulle komme på besøg den følgende dag. Martin havde meget tydeligt vist, at han var ligeglad med familien hjemme i Irland. Emily havde meget høfligt sendt julekort gennem alle årene – og hun havde sågar tilbudt at betale for kost og logi, mens hun boede hos dem. De penge ville faktisk falde på et meget tørt sted. Samme formiddag havde Charles nemlig fået at vide, at man ikke længere havde brug for ham som portier på hotellet. Han og en anden ‘ældre’ portier var blevet fritstillet med virkning fra månedens udgang. Lige siden Charles var kommet hjem fra arbejde, havde han prøvet at tage sig sammen til at fortælle det til Josie, men havde ikke kunnet finde de rigtige ord. Charles kunne selvfølgelig bare gentage det, den unge mand i jakkesættet havde sagt til ham tidligere på dagen: at det ikke havde noget at gøre med Charles’ arbejdsindsats eller loyalitet over for hotellet. Han havde været der, siden han var en ganske ung mand, i sin fine uniform, og han var en stor del af det gamle image. Men det var jo lige nøjagtig det, det var: et gammelt image. De nye ejere ville have et nyt image, og hvem kan stå i vejen for fremskridtet? Charles havde ellers regnet med, at han skulle ende sit arbejdsliv i den stilling. At der en dag ville blive holdt en stor reception for ham, hvor Josie skulle med iført lang kjole, og hvor han ville få overrakt et ur i gulddublé. Men det ville der slet ikke blive noget af nu. 16


Om to en halv uge ville han stå uden arbejde. Der er ikke mange job at søge for en mand, som er over tres og er blevet fyret fra det hotel, hvor han har arbejdet, siden han var seksten. Charles ville gerne have talt med sin søn om det, men det var, som om han og Noel ikke rigtig havde talt med hinanden i det sidste par år. Om nogensinde. Drengen havde altid så travlt med at komme op på sit værelse og var ikke meget for spørgsmål og diskussioner. Det ville ikke være rimeligt at bebyrde ham med alt det her nu. Charles havde ikke nogen at fortælle det til eller søge råd hos. Sig det nu bare til Josie, få det overstået, sagde han til sig selv. Men hun var helt opslugt af, at deres niece fra USA skulle komme. Måske skulle han vente et par dage. Charles sukkede. Det var virkelig dårlig timing. Til: Emily Fra: Betsy Jeg ville ønske, at du ikke havde besluttet dig for at rejse til Irland, for jeg kommer til at savne dig helt forfærdeligt. Jeg ville også ønske, at du havde givet mig lov til at tage med ud i lufthavnen og sige farvel derude … men du har jo altid været typen, der tager hurtige, impulsive beslutninger. Hvorfor skulle det pludselig være anderledes? Jeg ved godt, hvad jeg burde sige, nemlig at jeg håber, du finder lykken i Dublin, men det håber jeg på en måde ikke, at du gør. Jeg håber, at du får seks vidunderlige uger, og at du så trænger til at komme hjem igen. Det bliver ikke det samme at være her uden dig. Der er lige åbnet en ny kunstudstilling henne om hjørnet, og jeg kan ikke tage mig sammen til at gå ned og se den alene. Jeg kommer heller ikke til at se nær så mange teaterstykker, som jeg gjorde sammen med dig. Jeg henter lejen hos den studerende, der har fremlejet din lejlighed, hver fredag. Jeg skal nok holde øje med, om hun dyrker sjove planter i dine altankasser. 17


Du må endelig skrive og fortælle mig alt om det sted, du skal bo – og husk nu at få alle detaljer med. Jeg er så glad for, at du har taget din bærbare med. Så har du ingen undskyldninger for ikke at holde kontakten. Jeg skal nok holde dig ajour om Eric nede i læderhandlen. Han er altså interesseret i dig, Emily, hvad enten du vil tro det eller ej! Jeg håber, du snart får koblet din bærbare til et netværk, så jeg kan høre om din ankomst til den grønne ø. De kærligste hilsner fra din ensomme veninde Betsy Til: Betsy Fra: Emily Hvorfor tror du, at jeg ikke ville lade høre fra mig, før jeg var kommet til Irland? Jeg sidder ude i JFK nu, og jeg er kommet på nettet. Pjat med dig! – Du kommer ikke til at savne mig det mindste. Fantasien løber vist af med dig: Eric er overhovedet ikke interesseret i mig. Han er en mand af få ord, og han er rigtig dårlig til smalltalk. Han snakker med dig om mig, fordi han er meget genert og ikke ved, hvad han ellers skal snakke med dig om. Har du ikke engang gennemskuet det? Jeg kommer også til at savne dig, Bets, men jeg er simpelthen nødt til at gøre dette her. Jeg lover, at jeg nok skal holde kontakten. Det ender sikkert med, at jeg skriver tyve sider til dig hver dag, og så kommer du rigtig til at fortryde, at du bad mig om det! Kærlig hilsen Emily „Skulle vi alligevel være taget ud i lufthavnen og hente hende?“ spurgte Josie Lynch for femte gang den følgende morgen. „Hun sagde jo, at hun helst selv ville tage herhen,“ sagde Charles, ligesom han havde gjort de fire foregående gange. Noel drak bare sin te uden at blande sig. 18


„Hun skrev jo, at flyet godt kunne lande tidligere, hvis de havde medvind.“ Josie lød, som om hun selv havde stor erfaring med flyrejser. „Så hun kan altså komme, hvad øjeblik det skal være …“ sagde Charles med tungt hjerte. Han havde ikke spor lyst til at møde på hotellet her til morgen, nu da han vidste, at hans dage der var talte. Der ville blive masser af tid til at fortælle det til Josie, når først deres gæst havde fundet sig til rette. Martins datter! Charles håbede, at hun ikke havde arvet sin fars store tørst. Der blev ringet på døren. Panikken stod malet i Josies ansigt­. Hun flåede tekruset ud af hånden på Noel og snuppede det tomme æggebæger og tallerkenen foran Charles. „Vil du være sød at lukke op, Noel, og byde din kusine Emily indenfor?“ sagde hun med høj, skinger stemme og rettede endnu en gang på den nye frisure. Noel åbnede døren for en lille kvinde i fyrrerne med kruset hår og flødefarvet regnfrakke. Hun medbragte to nydelige røde kufferter på hjul og så ud, som om hun havde helt styr på situationen. Selv om det var første gang, hun var i landet, havde hun uden problemer fundet St Jarlath’s Crescent. „Du må så være Noel. Jeg håber ikke, jeg har taget jer på sengen.“ „Nej, vi er skam oppe alle sammen. Vi skal snart af sted på arbejde. Og nå ja, for resten … velkommen til.“ „Tak. Skal jeg så ikke lige komme ind og sige goddag og farvel til dine forældre?“ Det gik op for Noel, at hvis ikke hun havde sagt det, havde han nok ladet hende stå på trappestenen i al evighed, men han var jo heller ikke rigtig vågen. For det meste kom han først rigtig i gear ved ellevetiden, når han fik sin første vodka og cola. Noel var helt sikker på, at der ikke var nogen hos Hall’s, der vidste, at han tog sig et lille bløp hver formiddag og igen en gang midt på eftermiddagen. Han skjulte det meget omhyggeligt og sørgede for, at der altid stak en flaske cola light op af hans rygsæk. Vodkaen tilsatte han fra en anden flaske, når han var alene. 19


Han viste den lille amerikanske kvinde ind i køkkenet, hvor hans mor og far kyssede hende på kinden og sagde, at det var en stor dag, fordi Martin Lynchs datter var vendt hjem til sit fædrende land. „Vi ses i aften, Noel,“ råbte hun. „Nå, ja. Det kan altså godt være, det bliver lidt sent. Jeg har en del, jeg skal have indhentet. Men jeg håber, du finder dig godt til rette …“ „Det skal jeg nok, og tak for, at du er gået med til at dele dit hjem med mig.“ Han lod dem om resten. Da han lukkede døren efter sig, kunne han høre stoltheden i sin mors stemme, mens hun fremviste det nymalede værelse. Og han kunne høre sin kusine Emily udbryde, at det var helt perfekt. Noel tænkte på, at hans far havde været meget stille her til morgen og i går aftes. Men det var sikkert bare indbildning. Hans far var glad og tilfreds, når bare der blev gjort lidt stads af ham henne på hotellet, og så længe han vidste sig sikker på, at der ville blive bedt aftenbøn hver aften, at de kom til Lourdes og se den hellige grotte en gang om året, og at de måske en skønne dag ville komme ud på en længere rejse, måske til Rom eller Det Hellige Land. Char­ les var så heldig at være en mand, der var tilfreds med tingenes tilstand. Han havde ikke brug for at dulme den døde vægt af dage og nætter ved at sidde og drikke i timevis på Casey’s. Noel gik hen til busstoppestedet for enden af vejen. Som altid nikkede han venligt til dem, han kom forbi, men uden rigtig at se noget, uden at bemærke detaljerne ved sine omgivelser. Han tænkte lidt på, hvad hende den amerikanske dame, der så ud til at have tjek på det hele, mon ville synes om at bo her. Der ville sikkert ikke gå meget mere end en uge, før hun løb skrigende bort. Henne på småkagefabrikken fortalte Josie vidt og bredt, at Emily var kommet, og at hun selv havde fundet vej til St Jarlath’s Crescent så nemt, at man skulle tro, hun var født og opvokset i kvar20


teret. Hun var det sødeste menneske, fortalte Josie videre, og hun havde tilbudt at lave aftensmad til dem alle i aften. De skulle bare sige, hvad de godt kunne lide og ikke kunne lide, og fortælle hende, hvor markedet lå. Hun havde ikke trængt til at hvile sig, for hun havde åbenbart sovet i flyet. Hun havde rost huset og indretningen og sagt, at hun havde havearbejde som hobby, så hun ville kigge efter nogle planter, når hun alligevel skulle ud at handle. Altså kun hvis de ikke havde noget imod det. De andre kvinder sagde, at Josie vel nok var heldig, for amerikanere kunne godt være vanskelige at have med at gøre. Inde på hotellet var Charles som altid flink og rar mod alle. Han bar kufferter ind fra taxaer. Han viste turister vej til Dublins turistattraktioner. Han undersøgte, hvornår teaterforestillinger begyndte. Så kiggede han ned og fik øje på det triste ansigt af en lille tyk King Charles-spaniel, der var blevet bundet til hotellets stakit med sin hundesnor. Charles kendte godt den lille hund: Den hed Napoleon. For det meste befandt mrs. Monty sig dog i den anden ende af hundesnoren. Hun var en excentrisk ældre dame, som altid gik med en kæmpestor hat, tre rækker perlekæder, pelskåbe og intet andet. Hvis der var nogen, der kom hende på tværs, åbnede hun kåben – det kunne lynhurtigt lukke munden på dem. Når hun havde efterladt hunden ved hotellet, måtte det betyde, at hun igen var blevet indlagt på det psykiatriske hospital. Hvis det gik, som det plejede, ville hun udskrive sig selv fra hospitalet efter cirka tre dage, hvorefter hun ville komme og hente Napoleon og tage den med tilbage til det uforudsigelige liv sammen med hende. Charles sukkede. Sidste gang var det lykkedes ham at holde hunden skjult på hotellet, indtil mrs. Monty kom for at hente den, men nu var det andre tider. I frokostpausen ville han tage hunden med hjem. Josie ville ikke blive begejstret for det. Absolut ikke. Men ifølge sankt Francis skal man være god mod dyrene. Hvis de rigtig kom op at skændes om det, så ville Josie ikke sætte sig op mod sankt Francis. Charles håbede, at hans niece hverken havde allergi eller antipati mod hunde. Det virkede hun nu også alt for fornuftig til. 21


Emily havde haft en travl formiddag på markedet. Da Charles kom hjem, var hun omgivet af mad. Straks lavede hun en kop te og en ostemad til ham. Det var Charles taknemmelig for. Han havde slet ikke troet, at han ville kunne nå at få frokost. Han præsenterede Emily for Napoleon og fortalte hende en del af historien bag dyrets ankomst til St Jarlath’s Crescent. Emily så ud til at mene, at det var den mest naturlige sag i denne verden, at hunden nu var hos dem. „Jeg ville ønske, jeg havde vidst, at du havde en hund med hjem, for så kunne jeg have købt et kødben til den,“ sagde hun. „Men jeg mødte da for resten ham jeres flinke nabo, mr. Carroll. Han er slagter, så måske kan han skaffe mig et.“ Hun havde ikke engang været her i fem minutter, og så havde hun allerede lært naboerne at kende! Charles så anerkendende på hende. „Sikke energisk du er,“ sagde han. „Er du ikke gået lidt for tidligt på pension?“ „Jamen det var skam ikke mig selv, der ville på pension,“ sagde Emily, der var i færd med at lægge dej i et tærtefad. „Bestemt ikke, for jeg var rigtig glad for mit job. Det var dem, der opfordrede mig til at gå. Eller rettere, de sagde, at jeg skulle gå.“ „Hvorfor? Hvorfor i alverden gjorde de det?“ Charles var rystet. „Fordi de syntes, at jeg var gammel og ikke nytænkende nok og altid gjorde tingene på den samme måde. Det handlede om, at jeg er af den gamle skole. Den gamle garde. Jeg tog børnene med på gallerier og kunstudstillinger. Så gav jeg dem et stykke papir med tyve spørgsmål på, og så var de der hele formiddagen og prøvede at finde svarene. Det gav dem en masse øvelse i at se på billeder og skulpturer. Ja, det syntes jeg da i hvert fald. Så fik vi en ny rektor, der selv nærmest var et stort barn, og han var af den opfattelse, at undervisning i billedkunst udelukkende drejer sig om at udtrykke sig frit. Han ville meget hellere ansætte nyuddannede, der ser på det på samme måde. Det gør jeg ikke, så derfor kunne jeg ikke blive der.“ 22


„De kan da ikke fyre dig, bare fordi du har erfaring?“ Charles følte med hende. Hans egen situation var dog en helt anden. Han var hotellets ansigt udadtil, havde de sagt til ham, og i disse tider var det vigtigt, at hotellets ansigt udadtil var et ungt ansigt. Det var sådan set logisk nok, selv om det var en barsk sandhed. Men Emily var jo ikke gammel. Hun var ikke engang halvtreds. Den form for diskrimination måtte da være ulovlig. „Nej, de sagde ikke ligeud, at jeg var fyret. De gjorde bare livet surt for mig. Satte mig til at arkivere, holdt mig væk fra børnene, ude af atelieret. Det var ikke til at holde ud, og så tog jeg mit gode tøj og gik. Men det var dem, der havde tvunget mig til at tage min afsked.“ „Var du ikke ked af det?“ Charles følte virkelig med hende. „Uha jo, i begyndelsen. Jeg var meget ked af det. På en måde var det, som om alt det arbejde, jeg havde gjort de sidste mange år, bare blev smidt i skraldespanden. Når jeg gik rundt på kunstmuseerne, mødte jeg ellers tit folk, der sagde: „Miss Lynch, det var Dem, der fik mig til at interessere mig for kunst,“ og alt det syntes jeg bare, de kasserede, da de ikke ville have mig ansat mere. Det var, som om de sagde, at jeg ikke havde bidraget med noget.“ Charles fik tårer i øjnene. Det kunne lige så godt være hans egne år som hotelportier, hun talte om. Kasseret. Det var sådan, han følte sig. Emily lyste lidt op igen. Hun satte små dejblomster oven på tærten og ryddede hurtigt køkkenbordet. „Men min veninde Betsy sagde til mig, at jeg skulle holde op med at sidde og surmule. Jeg skulle skynde mig at sige op og give mig til at lave det, jeg virkelig havde lyst til. Tage hul på resten af mit liv, kaldte hun det.“ „Gjorde du så det?“ spurgte Charles. Hvor var USA dog et fantastisk sted! Det ville han aldrig nogensinde kunne gøre her – det ville være totalt umuligt! „Ja, det gjorde jeg. Jeg satte mig ned og skrev en liste over alt det, jeg havde lyst til. Betsy havde ret. Hvis jeg havde fået et job på en anden skole, var det samme måske sket igen. Jeg havde en lille 23


opsparing, så jeg havde råd til at undvære en fast indtægt i en periode. Problemet var bare, at jeg ikke vidste præcis, hvad jeg gerne ville, så jeg gjorde flere forskellige ting. Først meldte jeg mig til et madlavningskursus. Det er derfor, jeg kan lave en kyllingetærte i en håndevending. Og så tog jeg et lynkursus i it, hvor jeg lærte at bruge computere og internettet, så jeg kunne få et kontorjob, hvis det var det, jeg gerne ville. Så tog jeg hen på et plantecenter, hvor de holdt kurser i at tilplante altankasser og krukker. Da jeg så havde fået en masse forskellige kvalifikationer, besluttede jeg mig for at rejse ud og se verden.“ „Hvad så med Betsy? Gjorde hun det samme?“ „Nej. Hun havde allerede styr på det med internettet, og hun vil helst ikke lære at lave mad, for hun er altid på slankekur, men hun deler min passion for altankasser.“ „Hvad så hvis du fik tilbudt at få dit gamle job tilbage? Ville du så tage imod det?“ „Nej. Det ville jeg jo ikke engang kunne, hvis de spurgte. Nej, det har jeg slet ikke tid til,“ svarede Emily. „Javel, ja,“ nikkede Charles. Det så ud, som om han skulle til at sige noget mere, men tog sig i det. Han sad lidt uroligt og gik så hen til køleskabet efter mere mælk til teen. Emily kunne godt mærke, at der var noget, han gerne ville sige; hun var god til at lytte. På et tidspunkt skulle han nok komme ud med det. „Problemet er bare,“ sagde han langsomt og forpint, „problemet er, at de nye koste, som efter sigende fejer bedst, de fjerner ikke bare spindelvæv og skidt, men også meget af det værdifulde og vigtige …“ Da så Emily det. Hun skulle virkelig fare med lempe i denne sag. Hun så på ham med medfølelse i blikket. „Få dig en kop te mere, onkel Charles.“ „Nej, jeg er nødt til at skynde mig tilbage,“ sagde han. „Er du sikker? Jeg mener, prøv lige at tænke lidt over det, onkel Charles. Er du nu også nødt til det? Hvad kan de gøre mod dig? Altså som de ikke allerede har gjort …“ 24


Han sendte hende et langt blik. Hun forstod. Denne kvinde, som Charles havde mødt for første gang her til morgen, vidste nøjagtig, hvad der var sket for ham, uden at han havde behøvet at fortælle hende det, og det selv om hverken hans kone eller søn havde opfattet noget. Kyllingetærten vakte stor begejstring om aftenen. Emily havde også lavet salat. De snakkede godt sammen alle tre, og Emily fortalte om dengang, hun sagde sit job op. „Det er simpelthen utroligt, at noget, der har været ens største skræk, kan ende med i virkeligheden at være den største gave! Det var først bagefter, det gik op for mig, hvor stor en del af mit liv jeg har spildt på at sidde i tog og busser. Det er ikke så sært, at jeg ikke havde tid til at lære noget om internettet og altankasser.“ Charles så beundrende på hende. Meget diskret havde hun jævnet den vanskelige vej for ham. Han havde faktisk tænkt sig at fortælle Josie om det i morgen, men måske skulle han bare fortælle hende det lige her og nu? Det gik meget nemmere, end han havde troet muligt. Langsomt forklarede han, at han længe havde tænkt på at sige op. De var kommet til at snakke om det henne på hotellet, og utroligt nok viste det sig, at det også passede helt fint ind i hotellets planer, så begge parter var blevet enige om, at en opsigelse var en god løsning. Det eneste, han skulle gøre nu, var at sikre sig, at han fik en rimelig fratrædelsesordning. Han fortalte, at han hele eftermiddagen havde haft hovedet fyldt med ideer til, hvad han så gerne ville nu. Josie blev helt paf. Hun så bekymret på Charles, for var det nu bare spil for galleriet? Måske lod han bare, som om det passede ham helt fint – måske var han i virkeligheden dybt ulykkelig. Men så vidt hun kunne bedømme, var hans begejstring ægte nok. „Det må jo være den vej, Herren har bestemt, at du skal gå,“ sagde hun fromt. „Ja, og jeg træder med glæde ind på den.“ 25


Charles mente det virkelig. Det var længe siden, han havde følt sig så fri. Lige siden han havde snakket med Emily til frokost, havde han følt, at hele verden ventede derude. Emily gik frem og tilbage, mens hun ryddede af bordet og hentede desserten, og af og til kom hun også med et lille bidrag til samtalen. Da Charles sagde, at han var nødt til at gå tur med mrs. Montys hund hver dag, indtil hun blev lukket ud fra hospitalet, foreslog Emily, at han jo også kunne passe andre folks hunde. „Ham den flinke slagter, Paddy Carroll, har en kæmpestor hund – Dimples, hedder den vist. Den trænger til at tabe sig mindst fem kilo,“ sagde hun ivrigt. „Jamen jeg kan da ikke være bekendt at bede Paddy om penge,“ protesterede Charles. Josie gav ham ret. „Paddy og Molly Carroll er jo vores naboer, Emily. Det ville være sært at bede dem om penge for at gå med den store fjollede hund. Det ville virke så grådigt.“ „Ja, det kan jeg også godt se, men måske kunne han til gengæld give jer nogle lammekoteletter eller en portion oksefars i ny og næ.“ Emily var meget begejstret for byttehandler, og Charles så ud til at mene, at det absolut var en mulighed. „Men vil det nu også være et rigtigt job, Emily, du ved, en profession, ligesom den, Charles har på hotellet? Hvor han har været en vigtig medarbejder?“ „Jeg vil ikke kunne leve af bare at lufte hunde, men måske kunne jeg også arbejde for nogle hundepensioner – det kunne jeg rigtig godt tænke mig,“ sagde Charles. „Og måske er der også andet, som I begge to rigtig godt kunne tænke jer?“ Emily gik forsigtigt til værks. „Jeg havde selv stor fornøjelse af at finde frem til mine forfædre og lave et stamtræ. Altså dermed ikke sagt, at det er det, I skal gøre.“ „Der er faktisk noget, vi altid har haft lyst til …“ begyndte Josie tøvende. „Ja? Hvad er det?“ Emily virkede oprigtig interesseret i alting, så hun var nem at snakke med. 26


„Vi har altid syntes, det var en skam, at sankt Jarlath er så ukendt her i kvarteret,“ fortsatte Josie. „Vores gade er jo opkaldt efter ham, men der er ingen, der ved noget om ham. Charles og jeg har snakket om at lave en indsamling, så vi kan få rejst en statue af ham.“ „En statue af sankt Jarlath! Tænk engang!“ Emily var overrasket. Måske skulle hun have ladet være med at opfordre dem til at tænke nyt. „Er det ikke temmelig længe siden, han levede?“ Hun prøvede omhyggeligt at undgå at kritisere Josies plan, især da hun så, hvordan begejstringen lyste ud af Charles’ øjne. Det argument verfede Josie til side. „Ork, det er slet ikke noget problem. Når bare han er en helgen, kan det da være lige meget, om han døde for et par år siden eller i det sjette århundrede.“ „Det sjette århundrede?“ Det var endnu værre, end Emily havde frygtet. „Ja, han døde omkring år 520, og hans navnedag er den 6. juni.“ „Og det ville være et rigtig godt tidspunkt at lave en lille procession hen til hans helgenskrin.“ Charles var allerede godt i gang med at planlægge det hele. „Var han her fra egnen?“ spurgte Emily. Åbenbart ikke. Jarlath var fra en helt anden egn, et sted i det vestlige Irland. Han havde oprettet det første bispedømme i byen Tuam. Han havde uddannet andre store hellige mænd, sågar også andre helgener: sankt Brendan fra Clonfert og sankt Colman fra Coyne. Alle disse byer lå langt fra Dublin. „Men han har altid haft et følge her,“ forklarede Charles. „Det er jo også derfor, man har opkaldt gaden efter ham,“ sagde Josie. Emily kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det mon var gået, hvis hendes far, Martin Lynch, var blevet boende her. Ville han så også have været et ukompliceret, nøjsomt menneske ligesom Charles og Josie i stedet for den utilfredse drukkenbolt, han var blevet til i New York? Men alt det her med en helgen, der døde langt herfra for mange hundrede år siden, kunne da ikke være alvorligt ment? 27


„Det vanskelige bliver selvfølgelig at indsamle penge til statuen og samtidig tjene nok penge til, at I har noget at leve af,“ sagde Emily. Det var åbenbart overhovedet ikke noget problem. De havde sparet sammen i årevis. Det havde været meningen, at pengene skulle gå til, at Noel kunne have læst til præst, så de kunne skænke deres søn til Gud. Men han var ikke blevet kaldet. Det havde hele tiden været meningen, at den opsparing skulle skænkes til Gud, så dette her var jo oplagt. Emily sagde til sig selv, at hun skulle holde op med at prøve at frelse verden. Det kunne ikke nytte noget at tænke på alle de gode formål, som de penge kunne bruges på – hvoraf nogle endda blev drevet af den katolske kirke. Emily havde hellere set, at Josie og Charles brugte pengene på sig selv, så de kunne forsøde deres tilværelse lidt efter et langt arbejdsliv, hvor de havde slidt så hårdt i mange, mange timer uden den store belønning. De havde oplevet det, der måtte have været en tragedie for dem – deres søn var ikke blevet ‘kaldet’, for nu at bruge deres eget udtryk. Men der findes stærke kræfter, der trodser al logik og sund fornuft. Det vidste Emily udmærket godt. Noel havde haft en lang, hård dag. Mr. Hall havde to gange spurgt ham, om der var noget galt. Der lå noget bag det spørgsmål, noget truende. Da han spurgte tredje gang, havde Noel høfligt spurgt ham, hvorfor han spurgte. „Jeg har fundet en tom flaske, der ser ud til at have indeholdt gin,“ havde mr. Hall så sagt. „Og hvad har det at gøre med mig, og om der er noget galt?“ havde Noel spurgt. Han var selvsikker nu, ligefrem trodsig. Mr. Hall sendte ham et langt, strengt blik inde under de buskede øjenbryn. „Du kan sige, hvad du vil, Noel, men der er mange unge fyre, som med glæde vil gøre det arbejde, du skal forestille at udføre.“ Han var gået videre, og Noel havde bemærket, at nogle af kollegerne så væk. 28


Sådan havde Noel aldrig før oplevet mr. Hall. Mr. Hall havde næsten altid en venlig bemærkning på læben, et lille opmuntrende ord til Noel, hvis job gik ud på at sammenligne ordresedler med følgesedler, tjekke pluklister og fakturaer og i det hele taget udføre det mest dødssyge kontorarbejde, der tænkes kan. Mr. Hall lod til at mene, at Noel havde potentiale til mere, og i begyndelsen var han kommet med mange positive forslag. Det var dengang, da det hele så lysere ud. Men det var slut med de opmuntrende ord. Det, han havde sagt i dag, mindede mere om en reprimande, det var en advarsel. Noel var rystet, og på vej hjem gik han helt automatisk ind i Casey’s store, trygge favn. Han kunne svagt huske noget om, at han havde fået en enkelt for meget, sidste gang han var der, men han tøvede kun et øjeblik, inden han gik ind. Mossy, der var den gamle Caseys søn, fik nervøse trækninger. „Næh, er det dig, Noel.“ „Jeg skal have noget til at slukke tørsten med, Mossy.“ „Øh, ved du hvad, det er faktisk ikke nogen god idé, Noel. Du har jo karantæne. Min far siger …“ „Din far siger så meget. Alt det der karantænepjat er jo for længst overstået.“ „Nej, det er ikke, Noel. Beklager, men sådan er det.“ Noel kunne mærke, at han begyndte at dirre. Nu skulle han passe på. „Ja ja, det er jo noget, du og han bestemmer. I øvrigt er jeg holdt op med at drikke, og jeg havde faktisk tænkt mig at slukke tørsten i sodavand.“ Mossy måbede. Var Noel Lynch på vandvognen? Mossy kunne næsten ikke vente med at fortælle det til sin far! „Men hvis jeg ikke længere er velkommen på Casey’s, så må jeg jo finde mig et andet sted at komme. Du må hilse din far.“ Noel rejste sig for at gå. „Sig mig, hvornår er du blevet tørlagt?“ spurgte Mossy. „Jamen Mossy, det skal du slet ikke bryde dit hoved med. Du skal bare koncentrere dig om at servere alkohol for folk herinde. 29


Blander jeg mig måske i det, du laver? Det mener jeg bestemt ikke, jeg gør.“ „Vent nu lige et øjeblik, Noel,“ råbte Mossy efter ham. Noel sagde, at han beklagede, men han var nødt til at gå nu. Og så gik han med løftet pande ud af den pub, hvor han havde tilbragt en meget stor del af sin fritid de sidste mange år. Der blæste en kold vind hen ad gaden, da Noel lænede sig op ad en mur for at stå og tænke lidt over det, han lige havde sagt. Han havde kun været ude på at irritere Mossy, som var et idiotisk mumlende talerør for sin far. Nu var Noel nødt til at lægge handling bag sine ord. Han kunne aldrig mere drikke på Casey’s. Han blev nødt til at gå hen på den pub, som Declan Carrolls far kom på sammen med sin kæmpehund. Det var et sted, hvor man ikke mødtes med sine ‘venner’ eller ‘kammerater’. Man kaldte dem ‘kumpaner’. Muttie Scarlet diskuterede evig og altid med sine kumpaner, hvordan det ville gå i et stort løb eller en fodboldkamp. Noel brød sig ikke om at komme der. Ville det ikke være meget nemmere, hvis han virkelig holdt op med at drikke? Så kunne mr. Hall finde alle de flasker, han havde lyst til. Mr. Casey ville blive så flov og undskyldende, at det ville blive en ren fornøjelse. Noel selv ville få en masse tid til at gøre det, han virkelig havde lyst til. Måske skulle han sætte sig tilbage på skolebænken og få et eksamensbevis, så han kunne få de kvalifikationer, det krævede at blive forfremmet. Måske skulle han ligefrem flytte væk fra St Jarlath’s Crescent. Noel gik en lang tur rundt i Dublin for at tænke over sagen. Han spadserede op langs kanalen og hen over byens gamle pladser. Han kiggede ind i restauranterne, hvor fyre på hans egen alder sad og snakkede med piger. Noel var ikke noget socialt udskud, han levede bare i sin egen lille verden, hvor den slags piger ikke befandt sig. Og hvorfor var det sådan? Fordi Noel havde for travlt med at stikke snablen i flasken. Men nu skulle det også være slut med det. Han ville give sig selv to gaver: ædruelighed og tid – meget mere tid. Han kastede et blik på uret, inden han låste sig ind i St Jarlath’s Crescent nummer 30


23. De var gudskelov sikkert alle sammen gået i seng for længe siden. Det var så stor en beslutning, han havde truffet, at han ikke havde lyst til at mudre den til med snak. Men der tog han fejl. De var alle sammen oppe endnu og sad lysvågne ved bordet i køkkenet. Hans far ville åbenbart opsige sin stilling på det hotel, hvor han havde arbejdet hele sit liv, og så havde de tilsyneladende adopteret en lillebitte King Charles-spaniel ved navn Napoleon med enorme øjne og et bedrøvet ansigtsudtryk. Hans mor havde tænkt sig at gå ned i tid på småkagefabrikken, og hans kusine Emily havde allerede mødt halvdelen af kvarteret og var blevet perlevenner med dem alle sammen. Og det mest rystende af det hele var, at de havde tænkt sig at starte en indsamling til en statue for en helgen, der – hvis han da overhovedet nogensinde havde levet – var død for femten hundrede år siden. De havde alle sammen været helt normale, da han tog af sted i morges. Hvad i alverden var der sket? Det lykkedes ham ikke at lave sit sædvanlige nummer med at smutte op på sit værelse og tage en flaske op af den kasse, der stod ‘malergrej’ på, og som hovedsagelig indeholdt ubrugte pensler og uåbnede flasker med gin eller vin. Ikke fordi han havde tænkt sig nogensinde at drikke af dem igen. Det havde han rent glemt. Pludselig faldt der en tung skygge over ham, mens han sad og prøvede at kapere de bizarre forandringer, der var ved at ske i hans hjem. Der ville ikke være nogen trøstende glemsel bagefter, men derimod en nat, hvor han skulle prøve at holde fingrene fra kassen med malergrej eller måske ligefrem hælde indholdet ud i håndvasken på værelset. Han havde svært ved at finde hoved og hale i det, hans far snakkede om: hundeluftning, kæledyrspasning, pengeindsamling, sankt Jarlath, der skulle hædres, sådan som han havde fortjent. I alle de år, Noel havde drukket, havde han aldrig oplevet noget så surrealistisk og uventet som det her. Og så på en aften, hvor han var pinlig ædru. Noel sad lidt uroligt på stolen og prøvede at fange sin kusine Emilys blik. 31


Det måtte være hende, der stod bag alle disse omvæltninger: tanken om, at dagen i dag er den første dag i alle menneskers liv. Det var en vanvittig, farlig tanke i en familie, hvor der ikke var sket noget nyt i flere årtier. Midt om natten vågnede Noel og tænkte ved sig selv, at det at holde op med at drikke skulle gribes seriøst an. Han ville gøre det i næste uge, når verden var faldet lidt til ro igen. Men da han rakte ud efter flasken i kassen, slog det ham med en klarhed, han ikke havde oplevet ret tit, at hvis han ikke gjorde det nu, ville han aldrig få det gjort. Derfor tømte han to flasker gin ud i vasken, skarpt fulgt af to flasker rødvin. Han gik i seng igen og lå og vendte og drejede sig, indtil han hørte vækkeuret næste morgen. Inde på gæsteværelset åbnede Emily sin bærbare og sendte en mail til Betsy: Til: Betsy Fra: Emily Det føles, som om jeg allerede har boet her i årevis, selv om det ikke engang er et døgn siden, jeg kom til landet! Jeg er ankommet på et tidspunkt, hvor der sker store forandringer. Alle i huset har sat sig et eller andet mål. Min farbror er blevet fyret fra sit job som hotelportier og vil nu starte et hundeluftningsfirma; hans kone vil gå ned i tid for at starte en indsamling for en statue af en helgen, der har været død i – hold godt fast – femten hundrede år! Sønnen, der er lidt af en enspænder, har valgt i dag af alle dage til at opgive sin romance med sprutten. Jeg kan høre, at han er ved at tømme sine flasker ud i vasken inde på sit værelse. Hvordan kunne jeg tro, at her ville være stille og fredeligt, Betsy? Har jeg da slet ikke lært noget som helst om livet, eller er jeg dømt til at lære lidt og intet forstå i den tid, jeg har her på jorden? 32


Det skal du ikke svare på. Det er ikke noget rigtigt spørgsmål, bare grublerier. Jeg savner dig. Kærlig hilsen Emily


Et hjem til Frankie af Maeve Binchy