1
Stockholm, 1767 Christian Wingmark flyttede blikket fra terningerne, han holdt i hånden, til fluen på urmagerens pande. Den bevægede sig langsomt i en cirkel mod uret. Mellem dem tårnede mønterne sig op. Mere end hundrede og syv rigsdaler. Det var det eneste, der betød noget. Et hvilket som helst kast over ni med de tre terninger ville give ham hele puljen. Det var udelukkende spillebordet, der kunne tilbyde en trubadur og gavtyv som ham udsigt til en bedre tilværelse, han som ellers levede et hæsligt og ildelugtende liv. Der var mange rundt om bordet, men han koncentrerede sig om hofurmageren, som tiden var løbet fra. Jean Fredman sad der med et udtryksløst ansigt, som om han allerede på forhånd var blevet slået ud. På et tidspunkt havde han haft ansvaret for uret i Storkirken, for tiden i rigets hovedstad, og han havde været en hædersmand af de bedste. Dengang kunne man have sunget viser om ham. Men hvem ville kvæde om ham nu? Wingmark vidste ikke, om det var tabet af værkstedet, spillegalskaben eller tørsten efter brændevin, der først havde slået benene væk under ham, men al forstand var borte, og han vidste ikke engang, hvad klokken var. Nu var det kun de mest vanvittige drømme, der holdt ham ved spillebordet, og hans hænder var blevet så vant til at løfte bægeret, at de snart ikke kunne andet. De to var de eneste, der var tilbage om puljen. En urmager, som blot kunne se Charon vinke fra sin brusende flod, og en ung trubadur, som måske havde fundet sin muse. “I går skrev jeg den vise, som en dag vil gøre mig rig og berømt,” sagde han højt til forsamlingen og mærkede, at hans hænder holdt op med at 13
Drømmeløs.indd 13
21/03/12 15.13