Doedesporet

våde, pakkede hun sig ind i det tykke håndklæde og krøb i ly mellem klitroserne. Dér sad hun så og stirrede ud over havet, mens hun drak sin te, og Dina løb rundt i sandet og spiste strandede muslinger.

Hun havde ikke været på arbejde siden skudepisoden på Skyttegården, hvor en mand var blevet dræbt, da han forsøgte at voldtage hende. Men det var ikke billederne af hendes egen nøgne krop og manden bag hende, der blev ved at dukke op. Heller ikke af skudsåret i hans hoved og blodet, der havde sprøjtet ud over hende.

Det var billederne af René Gamst. Manden, der havde reddet hende. Det var lysten i hans blik, da han ventede lidt længere end nødvendigt med at affyre de dræbende skud.

Det var hånen i hans tonefald, da han sagde, at det var så tydeligt, hun kunne lide det.

Men det værste var det, han havde sagt om Klaus. ­Louises første kæreste, der havde hængt sig, dagen efter de var flyttet sammen. „Din kæreste var en slapsvans,“ havde René sagt. „Han havde sgu da ikke mod til selv at tage det reb om halsen.“ Sætningen havde givet ekko i hendes hoved, lige siden hun blev kørt væk fra gården i ambulancen.

På hospitalet havde de konstateret, at hun havde bræk­ ket tre ribben i venstre side, men ellers kun havde over­ fladiske skrammer, så hun var blevet udskrevet allerede samme aften. Når hun alligevel uden indvendinger havde accepteret den sygemelding, som Rønholt, hendes chef, havde foreslået, var det udelukkende på grund af det, René havde sagt. For ordene havde ramt hende et sted, hun ellers i mange år havde gemt væk. Også for sig selv.

Hun og Klaus havde været kærester, siden Louise gik i niende klasse på Hvalsø Skole, og på hendes 18-års fød­ selsdag forærede han hende en forlovelsesring. Da han året 18