Page 1

Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 1


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Af samme forfatter Smeltediglen, roman 2009 De grønne skove, roman 2008 Janes køkken, 2006 Lemvigkrøniken, 2006 Lys i livet – i samtale med Cecilie Frøkjær, 2005 Dyrenes mennesker, 2005 Udlængsel, 2004 Den irske stemme, 2003 Vesten for måne, 2002 Søndags smil, 2002 Den hvide verden, 2000 Kamæleonen, 1999 Den grønne port, 1998 Klinkevalstrilogien, 1997 Danskernes lille verden, 1997 Colorado Drømme, 1997 Bag damen stod en Christian, 1977

Side 2


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 3

Dengang det var sjovt Erindringsglimt af

Jane Aamund

P

E O P L E

’

S

P

R E S S


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 4

Dengang det var sjovt Copyright © Jane Aamund og People’sPress 2010, København Omslag: Rasmus Funder/ArtPeople Skitse: Erik Werner Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus Bogen er sat med Aldus Produktion: Germany ISBN: 978-87-7055-946-1 1. udgave, 1. oplag Printed in 2010

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 5

Indhold

Forord 9 Morgener på Bladet 15 Ballonfarten eller Niels Anker Kofoeds sælsomme færd 25 At danse smerte bort 31 Dirch Passer og Teaterdæmonen 41 To mord i Puerto Rico 53 Simon Spies, vi savner dig 67 Skotlandsturen, eller når de førende mænd i København morer sig 75 Ud at spise 85 Bøje Nielsen – manden, der levede i sin egen westernfilm 101


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 6

Redaktørerne 113 Min vilde tante i Oslo – et interview, der fik følger 133 Det mærkeligste interview 143 Koryfæerne og de frie fugle 151 Bortførelsen på Sardinien 167 Ridderne af den gule sauce 187 Den smukke guru og Zobel-familien 195 Den sidste opgave 219 Mine bøger og mit liv 225


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 7

At skrive kan føre til hvad som helst, bare man aldrig holder op. JANE AAMUND LEMVIG 2010


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 8


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 9

Forord

I

1968 boede jeg i verdens mindste hus med min dyrlægemand Oluf Jørgensen. Huset var temmelig forfaldent og lignede Pippi Langstrømpes Villa Villakulla. Det skulle også rumme lidt af en spraglet flok, når det var fyldt med mor og far, dine og mine børn og dertilhørende hunde og katte. 1968 var rummelighedens årti. Folk kunne te sig næsten lige så tosset, de ville. Der opstod sjældent konfrontationer, men masser af sladderhistorier, forargelse og grin i krogene. Mange unge, flere fra velhavende hjem med kendte fædre og mødre, gjorde oprør ved at turde gå planken ud på den ene eller anden måde. I udseende, med druk, promiskuitet og stoffer. Det vrimlede med pornoforretninger og bøger om sex. Skolerne var rædselsslagne for, at børnene ikke fik nok at vide om sex. De skrev stile om orgasmer, til sex hang dem ud af halsen. De fik fremvist pessarer og trak kondomer ned over kosteskafter, så man skulle tro, at det var det vigtigste fag i skolen. I de rigtig avancerede kredse var der to slags fester. Om vinteren en sort fest for alle, der syntes, det var sjovt at få smæk eller give smæk og klæde sig ud som djævle og dæmoner. Der var bøsser i lædertøj med Nazikasketter og lange piske. Beretningerne om, hvad der var foregået til den sorte fest, var næsten bedre end det, man selv havde set. Om sommeren, når tjørnene sprang ud på Eremitagen, var det tid for den hvide fest. Herrerne, der før havde været klædt 9


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 10

ud som Satan selv, kom nu i hvidt med damer i hvide strutkjoler, champagne i kurvene og lækre sandwich. Små, sluttede selskaber slog sig ned under tjørnene, og der var ingen ende på skaberiet. Kvindesagsforkæmperne kom i forskellige udgaver. Husmødre, der endnu ikke var stukket af for at realisere sig selv, iført overalls af cowboystof. T-shirt, træsko og bleer af forskellig farve om hovedet – lilla var den mest foretrukne. Andre havde tørklæder, som muslimske kvinder i dag har på, men dengang var der ikke en lyd om, at lærerinden i første klasse ikke måtte have tørklæde på. Vi skulle sidde på puder, når der var forældremøde – det fik jeg hurtigt spoleret. Jeg spolerede det også, da den socialistiske lærerinde ville lave om på vores almindelige drengefødselsdage med skattejagt, lagkagekast og almindelig hærgen. Der måtte kun være en fælles fødselsdag i skolen på fælles skolemaner, og lærerinden med den lille røde i hånden skulle nok bestemme det hele, troede hun. Det blev saboteret af vores drenge, og alt blev igen, som det plejede at være. Lærerinden, derimod, fik nervesammenbrud, men blev støttet af sin basisgruppe, og hærgede senere på andre skoler. Det var en trang tid for sådan en som mig, der godt kunne lide rigtige mænd. Men nu var jeg jo heldigvis gift med en mand, der nærmest lignede en irsk godsejer og opførte sig ligesådan, selvom han ikke boede i et slot, men i verdens mindste villa. Han var gammel modstandsmand og gjorde stadig lige præcis, hvad der passede ham. Der var ingen autoriteter over ham, og det havde der aldrig været. Han så ingen grund til at skifte uniformen ud med fløjlsbukser og maosko, lade sit bølgede hår gro i slangekrøller eller mænge sig med tøsedrenge, der alligevel ikke turde gøre halvdelen af, hvad han gjorde hver dag. De løsslupne af mine veninder tog på ølejr, og der havde børnene det virkelig ondt. Alle Barbie-dukker blev forbudt, og 10


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 11

ve den dreng, der selv lavede sig en bue og pil eller et gevær af træ. Jeg havde mange samtaler med små undertrykte drenge, der svor, at når de engang slap ud af kollektivet, så skulle de i hvert fald have de fedeste biler og de flotteste damer med brystholder, og de ville aldrig dele med nogen, men rage det hele til sig. Det handlede om at lave om på det bestående samfund. Indføre fri sex og åbne ægteskaber, der aldrig var mere åbne, end at den ene part sad og tudede til balladefesterne eller ravede rundt for at døve sorgen over alt det åbne i en hvidvinsflaske. “Realisere sig selv” var damernes yndlingsord, lige før de stak af. Asgers første kone, maleren Susanne Aamund, var hippie og som luft for min far. Når han sad nede i havegyngen med min mor og eftermiddagskaffen, kom Susanne, der boede i kælderen med Asger, trækkende med en liggestol og satte sig, topløs, lige ud mod Lyngbyvejen. Det medførte en meget spændt stemning. Mor turde ikke bede hende om at tage bh på, og mor turde ikke få far til selv at bede hende om det, for så var han gået i selvsving og havde tæsket mor med liggestolen. Det var spændende tider. Mor og Susanne hyggede sig rigtigt bag fars ryg. Mor accepterede alt for sin elskede søns skyld, også fordi der inde i mor var en hemmelig maler, der hidtil kun var kommet ud på porcelænet. Men hun drømte sikkert om at lave malerier som Susanne med tissemænd, der fløj rundt i luften, og skakspil, der kunne filtres ind i hinanden på de frækkeste måder. På villavejen, hvor vi boede, var oprørerne mod det bestående Sanne Neergaard, Preben Neergaard og deres vennekreds. Der gik det vildt for sig. Preben Neergaard var gudfar til min svigerinde, som havde et par forældre, der mindede påfaldende om Bonnie og Clyde. Vores børn måtte ikke bade i Neergaards swimmingpool, fordi min dyrlægemand var bange 11


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 12

for, at der også plaskede gonokokker rundt blandt børnene, med alt det bunkepuleri hos naboen. Det var svært at se på en hed sommerdag over stakittet. Der var vilde fester og nøgenbadning, mærkelige folk sad i kælderen og solgte stoffer. En dag blev det alligevel for meget for Sanne. Hun gennede Preben ned for at få de ubudne gæster ud, og det var modigt af Preben, for en af gæsterne var bevæbnet med pistol. Preben havde spillet alle de skurkeroller, der fandtes, men det var intet mod, når han fik lov at spille gangster derhjemme i kælderen. Ham med pistolen tog flugten, da Preben foldede sig ud som overskurk. Det var mode i High Society at have mindst én lækker, brun dame med til festerne, og der var Axel Juhl-Jørgensen altid leveringsdygtig. Den sødeste og mest begavede af dem hed Laxmi. Det var en dame med stil, og stor selvironi. Jeg havde flere rideveninder, der ikke var angrebet af kvindesagen. Det behøvede de ikke, de var absolut selvkørende. Jeg vil sige, at det var nogle af de frieste kvinder, jeg har kendt. En af amazonerne kom ridende i Dyrehaven på en urolig hest, som skummede af bare iver, og så stod der en blød mand med Jesushår, fløjlsbukser og maosko og pegede på hende: “Din overklassekælling, kan du ikke se, hvor det stakkels dyr sveder skum!” Min veninde svarede: “Det ville du sgu også gøre, hvis du havde tilbragt to timer mellem mine lår!” I det nordlige København skiftede livet hver weekend. På Jægersborg Allé og Ordrupvej kørte de velhavende fruer, der aldrig havde haft andet job end at være deres mands bagland, ned og handlede i deres terrængående Offroaders, som var bygget til at køre over bjerg og dal i Afrika. De kørte til Gova og hjem igen i deres mest afslappede tøj: cowboybukser til en halv million og minkpels, og så blev der købt ind til de store fester. Købmændene i Gova gned sig i hænderne og servicerede kunderne, så det var en fryd. 12


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 13

Om søndagen var det sundhedsdag. Mange gik i Skovshoved Kirke, fordi præsten talte så pænt. Spiste brunch og gik lange ture op og ned ad Strandvejen, fik sund frokost og begav sig på forskellige kulturudflugter eller sportsudøvelser. På Nørrebro og Vesterbro var der også gang i den. Maden var anderledes. I Mu-klubben i Teglgaardsstræde havde man hver dag mikromakromad på menuen og spiste med pinde. Min veninde Barbara Berger var specialist i mikromakro og førende præstinde i New Age-bevægelsen. Det var et andet København, det var en by uden rigtige grænser. Man kunne besøge hinanden på de forskellige hylder i systemet. Jeg var aldrig bange for at være ude om natten. Jeg gik glad op og ned ad Strøget uden at se mig over skulderen. Jeg kunne stadig gå helt alene ned på et værtshus og møde venner og veninder. Jeg sidder og tænker tilbage! Jeg var alle vegne. Vi var en familie, der gik alle steder. Børnedag blev afholdt i Huset i Magstræde, og der var ekskursioner til Christiania. Det var ikke anderledes, end når min mand og jeg og børnene kørte med Kapervognene på Bakken eller deltog i Skovshoved Sangforenings koncerter. Jeg rejste meget over hele verden, og før jeg begyndte at skrive bøger, fandt jeg altid nogle tålmodige mennesker, som gad lytte. Så Klinkevals og Oven Vande blev fortalt til en spansk mand, der havde arbejdet som landarbejder i Andalusien hele sit liv. Han fortalte, at han havde været barn under Francos regime, og forstod fuldstændig, hvordan min far havde haft det på børnefabrik på Christianshavn. Til gengæld fik jeg historier, og det får jeg stadig hver eneste dag. Det er en gave at kunne tænke tilbage på den måde, jeg kan. Jeg ser min fortid som en film i farver, der er også lydspor til, sommetider musik, næsten altid lugte og dufte. Lyde, lugte, musik, tider og menneskelig adfærd ændrer sig omkring en. 13


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 14

Men den måde, jeg lever på og opfatter livet omkring mig og de mennesker, jeg møder i mit arbejde, på gaden eller i mit hjem, er de samme. De historier, der er i denne bog, handler både om rejser, møder med mennesker, kærlighedshistorier, arbejdet og livet på godt og ondt.


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 15

Morgener på Bladet

J

eg mødte altid tidligere på arbejde end de andre journalister, fordi jeg holder af at bruge løs af dagen. Jeg arbejdede på Berlingske Tidende i København city. Vores modejournalist, Lotte Freddie, og jeg var ufornuftige nok til at deltage i slagsmålet om P-bøderne i indre by. De andre journalister kørte med toget til Nørreport og gik i journalistuniform: cowboybukser, andefødder og sidelærredstaske op gennem Købmagergade. Lotte og jeg var i fuld krigsmaling og stiletter, og vi smed vores gamle biler, hvor vi kunne komme til det. Vi fik P-bøder i læssevis. Lotte fik flest, hendes P-bøder blev i farten snuppet af vinduet og forsvandt mellem kjoler, hatte og pelse, som hun havde udvalgt til sine artikler. En årle morgenstund kom politiet og hentede hende. Hun blev taget med på stationen kun iklædt cottoncoat og natkjole, men slap fri nogle timer efter. Jeg havde på et tidspunkt for over 2.000 kroner P-bøder. De fleste var betalt, men åbenbart lå nogle af dem i det almindelige rod blandt bananskræller, hundesnore, gamle læbestifter og notater i bunden af min bil, for politiet mødte også op hos mig en tidlig morgen. Jeg var lige kommet ud af badet og i færd med at tørre hår. Fordi Lotte havde advaret mig om, hvad der kunne ske, forduftede jeg hurtig ud ad bagdøren og spænede af sted i fuld fart og forsvandt som en prik i horisonten. Men selvfølgelig blev jeg indhentet senere til bøder og møde i retten. De fleste dage var jeg heldig og kunne parkere i Sværte15


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 16

gade, hvor der lå et værtshus, der hed The Moose. Der kom folk fra City, journalister og de forretningsmænd, der skulle have et par morgenbajere for at virke rolige og tilforladelige på jobbet. Værten var en ung, fremadstræbende mand, der kom sammen med min niece. Han var typen, der havde mange jern i ilden og klarede sig virkelig godt i storbyen, fordi han havde lært af sin far og mor, hvordan man kommer frem i livet. De havde værtshus på Nørrebro. Han havde en lækker rød sportsvogn, og jeg undrede mig over, at alle andre fik P-bøder, mens Ryan ingen fik! Han holdt hele dagen uden for sit værtshus uden sedler i vinduesviskeren. Da jeg opdagede, at nogle af Pvagterne og enkelte politibetjente vandrede ind i The Moose, kunne jeg jo godt regne den ud og gik forarget ind på værtshuset. Ryan smilede sit bedste charmesmil, mens han pudsede glas af og sagde: “Enhver er sin egen lykkes smed. Du kan da også bare finde en ordning og give dem et eller andet!” En dag gik en betjent og noterede i Sværtegade. Jeg havde ellers fundet plads lige foran pornoforretningen. Der var ikke så mange af P-vagterne, der gad stå der og notere, for den forretning havde nogle højst opsigtsvækkende udstillinger. Ved juletid havde de nisser, som kælkede ned ad dildoer, tittede frem bag sorte masker, og hvad man ellers finder på i den branche. Jeg kom som sædvanlig farende for sent, fordi jeg havde siddet midt i et interview. Pegede over på Ryans røde sportsvogn og sagde: “Han skal også have en bøde, han holdt der før mig!” Betjenten så hvast på mig og bad mig om at passe mig selv og mine egne P-bøder. Jeg blev stående og nidstirrede betjenten, der også skrev Ryans bil op, men derefter bad han mig forsvinde og lade være med at genere en embedsmand i funktion. Jeg gik op på bladet, ringede og klagede til politistationen i Store Kongensgade, derefter løb jeg ned til Ryan: “Nu har jeg meldt dig til politiet!” Ryan fortrak ikke en mine – sikkert på grund af det med 16


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 17

niecen – og sagde sorgløst: “Nåh! Så må jeg jo finde på noget andet!” Efter slagsmålet om P-pladserne gik jeg om i Antonigade for at gå ind ad natteindgangen til Berlingske Tidende. Hovedindgangen blev ikke lukket op før klokken 9. I gården til Antonigade var der P-pladser til chefernes biler, og der var mørke portnerloger, hvor vagterne sad og vågede over det store bladhus’ sikkerhed hele natten. Nu drak de den sidste kop kaffe inden vagtskifte. Mange gange satte jeg mig ind og drak kaffe med dem. Hørte om nattens begivenheder, og om kriminalfotografen havde rykket ud i nattens løb. Han sov aldrig. Han var altid på pletten for at fotografere nattens forbrydelser. Kom i sin gamle bil, der var stoppet med aviser, der dækkede over fotoudstyr, madpapir, dåser og andet skrammel, iført sin gamle, brune cottoncoat med snor om livet. Han havde en samling af de værste bloddryppende billeder, som vi ikke kunne trykke i avisen. Om vinteren var det ikke lyst endnu. Der var kun en enkelt lampe i de mørke portnerloger. Jeg kendte portnernes familier og fulgte med i det hele. Det var en god begyndelse på dagen derinde, jeg vidste allerede, hvad der var sket i løbet af natten, når jeg mødte på redaktionen. Mit valgsprog er “Heldet følger den velforberedte”, og jeg havde allerede lugten af min arbejdsplads i hovedet, tryksværte blandet med bajere fra typograferne, som altid allerede var i gang. Der var tit faglig ballade mellem typografer, ledelsen og journalisterne. Journalister havde et had-kærlighedsforhold til dem, fordi vi var på røven, når de strejkede og lavede ballade. Jeg kendte deres hverdag. De var ikke en fremmed race for mig. Min far var udlært typograf, før han klatrede op ad samfundets stige. Min onkel Johan fra Christianshavn var også typograf. Han var faktor på min fars trykkeri, der hed Hoffs bogtrykkeri. 17


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 18

Da jeg begyndte som journalist på Berlingske, havde jeg ingen anelse om, at der var så stort et skel mellem typografer og journalister, at kantinen var delt op: en afdeling for journalister og en for typografer. Jeg satte mig ind i typografernes afdeling, for jeg kendte dem bedre som gruppe end journalisterne, hvor jeg var anderledes. Især var der kold luft fra mange af de kvindelige journalisters side. De unge, kvindelige journalister var kvindesagsforkæmpere med løsthængende bryster i lilla tunikaer og cowboybukser, altid i fuld gang med at manifestere sig og skræmme de mandlige journalister, der lod sig skræmme. Der var mange gamle, garvede mænd med cigaret i munden og bajere under bordet, som havde oplevet alt, hvad der kunne opleves her i livet, og lidt til. De manglede ikke ord og lod sig ikke så let skræmme af selvhøjtidelige, kvindelige journalister. Lotte Freddie og jeg var ikke journalistuddannede. Jeg havde været ansat som freelancer i mange år, men havde min egen lille butik på Berlingske Tidende. Lotte havde tidligere været Københavns mest populære model, hun kunne også skrive og var et utroligt kreativt menneske, fuld af humør og med en kæmpe vennekreds blandt overklassen og adelen. Hun var på det tidspunkt gift med modefotografen Jørn Freddie, der var søn af den kendte maler Wilhelm Freddie. De var et af Københavns førende par. Lotte var en stor gevinst for det Berlingske Hus, flittig og vild med sit arbejde ligesom mig. Jeg var blevet fastansat som journalist og medlem af journalistforeningen, og jeg var lykkelig. På det tidspunkt var jeg kommet hjem fra USA. I USA havde jeg også skrevet artikler til Berlingske Tidende, de var blevet populære. I den første tid var det som at være den grimme ælling ved redaktionsmøderne. Det gjorde det ikke bedre, at jeg var så lykkelig over at kunne beskæftige mig dagligt med det bedste, jeg vidste, at 18


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 19

skrive, så jeg flød over med ideer, dels fordi jeg var i nød, dels fordi jeg altid har tiltrukket historier, begivenheder og folk som en magnet. Det var sikkert også provokerende at glo på mig ved redaktionsmødet med en lang seddel med gode ideer, overglad, i fuld krigsmaling og stiletter, spadseredragt og sløjfebluse. Den generelle holdning hos de unge kvindelige journalister var jo, at mænd var dumme, og at man skulle være på vagt for ikke at blive undertrykt af chefer eller kolleger eller andre, der troede, de var noget. Man holdt kun sammen med dem, man lignede. Stemningen blev ikke bedre, da jeg fik stor succes med en artikelserie om “Det danske kastesystem”. Berlingske Tidende måtte udgive et særtryk, og telefonerne kimede. Men da mine kvindelige kolleger lærte mig at kende, og jeg lærte dem at kende bag vores uniformer, så blev vi efter en del kontroverser meget gode venner og kolleger alligevel. Men i tiden op til kunne det godt gå hårdt til. Rødhårede Lise Lotte med det heftige temperament vidste alt om antikviteter og var meget bevidst om sit stofområde, og selvfølgelig var hendes politiske overbevisning lige så rød som hårpragten. En dag bankede jeg på hendes dør og spurgte, om jeg måtte skrive om en forretning, der handlede med antikviteter. Der havde jeg fundet noget interessant – en god historie, og den havde jeg tænkt mig at sætte på bagsiden af min klumme, der hed “Janes hjørne”, hvor jeg skrev om sjove ting, forretninger, nyheder i byen osv. Lotte rejste sig i al sin magt og vælde, smed mig ud af kontoret og lovede mig en røvfuld, hvis jeg skrev om hendes område. Hun blev ret forbavset, da Christianshavneren – den anden del af mig – viste sit ansigt, og jeg truede med at slå igen. Jeg havde jo trods alt gået i pigeskole og lært et og andet om omgang med mit eget køn, når de er på krigsstien. 19


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 20

Lise Lotte var et dejligt og meget vidende menneske, og hun vogtede over sit stof som en panter. Hun havde et temperament, som en dag overraskede en læsergruppe, der skulle bese Berlingske Tidende anført af vores guide, en smuk tidligere stewardesse. Guiden samlede sin lille flok i det store redaktionssekretariat og gav sig til at forklare om Berlingske Tidendes historie. Pludselig kom Lise Lotte farende som en anden urkvinde med et rasende udtryk og de røde krøller strittende til alle sider. Hun stilede hen mod vores billedredaktør, Willersted, som var en lille, rund og meget morsom mand med et viltert sort hår og en mave på størrelse med en badebold. Han sad fredeligt bag sit bord, da Lise Lotte kom farende: “Jeg slår dig ihjel, jeg slår dig fandeme ihjel!” Willersted sprang adræt over disken og spænede rundt i det store redaktionslokale, han havde et slet skjult klovnetalent, hjulede rundt på sine korte ben og råbte dramatisk til publikum: “Hjælp! Hjælp, hun slår mig ihjel!” Willersted var kommet til at sætte et forkert billede på Lise Lottes artikel, så hendes mesterværk var ødelagt. En artikel, hun sikkert havde arbejdet med i lang tid og investeret sit hjerteblod i. Der var mord i hendes øjne. Det undrende publikum, blandt andet de trofaste læsere, der skulle på rundvisning, stirrede rædselsslagne på Lise Lottes og Willersteds kapløb over bordene. Til sidst kravlede Willersted ind under sit skrivebord og lå og sparkede fra sig, mens vi grinende prøvede at overmande Lise Lotte, der endte med at fare ud og smække døren i, så loftet dryssede. Den pæne guide havde rutine fra SAS med at berolige flypassagerer, når der var turbulens, så hun tilføjede muntert: “Ja, journalister har meget temperament!” Og den lille flok fortsatte deres rundvisning gennem redaktionerne med foredraget om, hvordan deres avis blev til. Men de gik nærmest

20


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 21

baglæns ud af redaktionslokalet for at se, om der skete flere spændende ting. Klokken 11 mødtes de forskellige redaktioner til dagens møder, og der bredte sig en stille, men intens atmosfære. Chefredaktøren sad for bordenden ved møderne, de forskellige medarbejdere forelagde deres ideer, og man diskuterede, hvilken historie der skulle prioriteres. Én efter en præsenterede medarbejderne deres bidrag, som enten blev godtaget eller forkastet. Til nogle af møderne udartede det til ren mobning. De enkelte redaktører havde stor magt, og sommetider blev en medarbejder overset i ugevis og forbigået som en eller anden form for straffeekspedition. Det kom meget an på, hvilken redaktør man var tilknyttet som skrivende journalist. Nogle var sort-hvid-ledere. I en periode var deres medarbejdere pludselig stjerner og blev dyrket. Hvorefter redaktøren kunne blive sur på dem, enten fordi de var for opsigtsvækkende, for dovne, skrev for dårligt eller for godt. Man vidste aldrig hvorfor, ud over, at man måtte finde sig i at være dømt ude i en eller anden vilkårlig periode. De følsomme journalister, kvinder som mænd, brød af og til sammen under presset, de skulle levere og levere, og i sorte perioder uden et rosende ord. Det er et ensomt erhverv at skrive. De fleste journalister og skrivende folk har brug for tilbagemeldinger, anerkendelse eller en kritik, de kan forholde sig til, og som er konstruktiv. Er man tilstrækkelig følsom og afhængig af rosende ord, så skrumper ens selvfølelse, og man kan blive til en marionetdukke, lederne trækker rundt med i snorene, som det passer dem. Jeg kendte de psykologiske mekanismer. Det var svært at lave mig til en marionetdukke, for selvom nogle redaktører prøvede at genere mig og såre mig, så havde jeg altid mit eget private rum indeni, hvor de aldrig kunne røre mig. Jeg holdt

21


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 22

fast i min skriveglæde og den respons, jeg fik fra mine læsere, hvad enten det var læsere af avisen eller læsere af de bøger, jeg senere skrev. Jeg var også godt vant, opdraget af en meget dominerende far, der ville mig det bedste, men gjorde sit yderste for at forme mig til det, han selv drømte om, jeg skulle være. Hans fremtidsplan så sådan ud: “Du skal være fuldstændig økonomisk uafhængig af mænd. Husk aldrig at pudse en mands sko. Du skal have din egen lejlighed og en lille bil, og så skal du kunne mindst tre sprog og rejse ud i verden og opleve det sande, det smukke og det skønne!” Før min tid på Berlingske Tidende havde jeg haft andre mandlige chefer, som havde prøvet den med marionetdukken uden held. Jeg gik i rustning og kunne holde til lidt af hvert. Men det gjorde ondt at se de journalister, redaktionssekretærer og medarbejdere, som ikke tålte mosten. De blev enten “stille eksistenser”, sivede rundt i gangene, gjorde deres arbejde og tilpassede sig redaktørernes luner, gjorde ikke oprør. En journalist over halvtreds, som ikke har markeret sig, har svært ved at tro på sig selv, hvis han eller hun bliver klemt hårdt nok. Man bliver bange for at ende arbejdsløs, angler efter ros og kommer på krogen. Der bliver tavst, når man kommer ind i et lokale, og kollegerne lige har siddet og talt og moret sig. De stille eksistenser var trofaste mod deres blad, og når det blev for slemt, steg forbruget af alkohol, cigaretter og piller. De kæmpede for at bibeholde deres status, eget kontor, f.eks., hvor de kunne have deres privatliv i fred, eller små fælleskontorer, hvor de delte skrivebord med en, de havde kendt de sidste femogtyve år. Men når det gik hårdt for sig, blev de pludselig flyttet uden særligt varsel ud i det åbne kontorlandskab, som var blevet moderne. En ond ting for skrivende mennesker, fordi de hele tiden bliver betragtet af de andre, men har brug for ro. 22


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 23

Jeg har lige mødt en af dem. En talentfuld, ung redaktionssekretær, der stressede og ville gøre sit bedste. Han havde altid smil på, blev præsenteret for det ene nye system efter det andet. Man forventede, at han kunne alle de nye systemer lige med det samme. Tempoet steg og steg. Han sagde til mig: “En dag fik jeg hukommelsestab, det hele var væk. Jeg kunne ikke huske selv de enkleste ting. Det var som en eksplosion i mit hoved.” Jeg spurgte: “Hvad laver du så nu?” Han smilede sit gode smil: “Jeg spiller petanque og hygger mig!” “Jamen du er så ung!” Han trak på skuldrene, vinkede til mig og gik. Der var andre journalister, der havde rustning på ligesom jeg. Lise Nørgaard, f.eks., der allerede havde stor status, inden hun kom til Berlingske Tidende. Vi grinede af de samme ting. Men Lise var ikke nem. Hun kunne få knapøjne og anlægge samme mimik som Obama, når han rigtig er i stødet og drejer hovedet, ser ned ad sin næse. Men ham kendte vi jo ikke dengang. I begyndelsen var Lise beskæftiget med andre store projekter. Alligevel havde vi det ligesom Mowgli i “Junglebogen”, vi yndede hans slogan: “Vi er af samme æt, du og jeg!” Vores venskab varer evigt, og vores breve vil altid cirkulere. Lise siger: “Du vover på at dø først. Det er min tur!” Vi skriver rigtige breve. Lise mailer ikke. Lise skriver ikke på computer. Vores breve fylder mindst fire sider ad gangen, og det er godt, ingen læser dem. Den får ikke for lidt om de seneste begivenheder, folk på toppen, folk på bunden eller tvprogrammerne. De sidste fik en bemærkning med fra Lise, da hun besøgte mig på min fødselsdag. Hun sad over for mig, smuk og elegant som altid. “Jane,” sagde hun, “er det ikke utroligt, at så mange år efter 23


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 24

pornoens frigivelse så er det eneste, de underholder os med fredag aften efter “Vild med dans”, unge mænd og damer, der hele tiden siger tissemand, tissemand. De interviewer folk, og det ender altid med fnis, tissemand, tissemand. Det er da mærkeligt og talentløst. Jeg havde glædet mig til lidt satirisk revy.” Lise drak sin rødvin og lagde ansigtet i Obama-folder. De kan vente sig på TV2. Lise er en født deltager i livet. Hun kan aldrig blive til en betragter eller en stille eksistens på trods af, hvad livet byder og har budt hende af glæder og store sorger. Det har vi tilfælles.


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 25

Ballonfarten eller Niels Anker Kofoeds sælsomme færd

J

eg kørte som nævnt i bil på arbejde hver dag. I min lille røde, skrammede Simca. Den måtte holde til en time og et kvarters kørsel til København til arbejde og en time og et kvarter hjem igen. På bagsædet stod kasser med katte og hunde – en stor puddel og en Staffordshire bullterrier. De blev sat af hos hårdt prøvet familie og imødekommende kærester, når jeg var længe på arbejde. Min bil bar præg af hårdt brug, der var et hul i bunden, så man kunne ane asfalten. Det havde mine stiletter boret. Der var ikke råd til at tage sig af småting dengang. Sæderne havde huller, så fjedrene stak ud. Min bullterrier satte sine krokodillekæber i dem, når han kedede sig. Storpudlen sad og så fornemt den anden vej, den kunne aldrig finde på den slags, det var den højt hævet over. Jeg og mit lille cirkus kørte af sted mod København hver morgen tidligt, for jeg havde to job, der skulle passes for at kradse penge ind. Jeg var informationsmedarbejder i Landbrugsministeriet, og samtidig skrev jeg freelance for Berlingske Tidende. Det var mit første fodfæste i mit nye liv. Jeg havde også arbejdet i Landbrugsministeriet, før jeg tog af sted, og de ønskede mig ligeledes velkommen tilbage. Niels Anker Kofoed var landbrugsminister på det tidspunkt. Han var en chef efter mit hoved. Han var i besiddelse af en fantastisk humoristisk sans, og bemærkelsesværdig, fordi han også morede sig, når det gik ud over ham selv. Han var en

25


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 26

stolt bornholmsk bonde med sære, stædige sider som alle øboere. Han beherskede to sprog. Når han talte med de indfødte på Bornholm, var det umuligt at forstå, hvad han sagde, til medarbejdernes store ærgrelse, for vi var helt overbeviste om, at der blev sagt mange hemmelige ting på det sære ømål. Niels Anker Kofoed og jeg var rigtig gode venner. Jeg fornemmede tendensen i tiden, stemninger i ministeriet, og hvad der ville give Landbrugsministeriet den gode presse, de gerne ville have. Det var før, man brugte spindoktorer. Men det var meget tæt på, at jeg var landbrugsministerens spin-kvinde. Niels Anker og jeg ringede sammen hver morgen, og der var ret meget grin i telefonen. Når vi skulle tale om noget specielt, og der skulle tilrettelægges arrangementer, kom han og besøgte mig derhjemme. Jeg lavede stegt lever med løg og brun sovs. Det var ikke de store buketter, han overbragte som værtindegave, men det forbavsede mig ikke. Man har sjældent set en bornholmer øde sine penge bort. Men det blev da til en lille husfred eller to stilke gladiolus. Det generede mig, at chaufføren skulle sidde ude i ministerbilen uden at få stegt lever, men det generede ikke Niels Anker Kofoed, det var hans bornholmske storbondevaner, som jeg ikke ville blande mig i. Jeg forlod Landbrugsministeriet for at arbejde fuld tid på Berlingske Tidende. Men Niels Anker og jeg ringede af og til sammen for at tale lidt landbrug og ikke mindst more os over, hvad der skete i dansk politik og i livet i almindelighed. En dag ringede Niels Anker Kofoed til mig og sagde: “Jeg har haft en meget interessant og farlig oplevelse. Men du må love mig ikke at skrive om det! Kan vi spise frokost i Tivoli?” Jeg var allerede på vej ud ad døren med min taske. Det

26


Bog Dengang det var sjovt FINAL:Layout 1

23/04/10

12:08

Side 27

måtte virkelig være interessant, når jeg skulle inviteres til frokost, og sikkert en god historie. Så jeg adviserede i farten bagsideredaktøren om, at jeg muligvis kom hjem med en rigtig god historie. Blandt Niels Anker Kofoeds mange gode egenskaber hørte også, at han var en meget modig mand, ellers var det nok aldrig gået så galt og alligevel så godt. Det begyndte godt. Han skulle indvie husmandsforeningernes landsstævne, og det havde husmændene tænkt sig at fejre ved at sende deres landbrugsminister op i ballon. Der skulle han så svæve højt over markedspladsen, hvor festlighederne blev afholdt. Når tiden var inde, og landbrugsministeren havde vinket til folket, skulle han både ved hjælp af ballonskipperens professionalisme og et tov, der blev holdt af en kraftig herre, der var formand for husmændenes forening, lande elegant og stige ud til publikums klapsalver. Men skæbnen ville det anderledes. Der er jo dage, hvor der er noget i luften, som ingen er herre over – rent bortset fra, at der sikkert er mere mellem himmel og jord osv. Men Niels Anker Kofoed steg op i kurven, spændte sin styrthjelm. Den var ikke særlig klædelig, for i modsætning til Poul Nyrup, der har flere hager at spænde en cykelhjelm om, så havde Niels Anker Kofoed det, man i hundesport kalder en vigende hage. Men styrthjelmen kom på alligevel, og ballonskipperen begyndte sagte opstigningen. Husmændenes formand, der var noget af en sværvægter, lænede sig tilbage i det kraftige tov, der var fæstet til den fint pyntede ballon. Pludselig kom en kastevind ude fra havet. Formanden for husmændene gik på røven med et brag, og i forskrækkelsen slap han tovet. Ballonskipperen så forfærdet tovet dingle efter ballonen, som nu var i fuld fart på vej ud over havet. Niels Anker spændte hageremmen et par huller ind,

27

Dengang det var sjovt af Jane Aamund  

Smeltediglen, roman 2009 De grønne skove, roman 2008 Janes køkken, 2006 Lemvigkrøniken, 2006 Lys i livet – i samtale med Cecilie Frøkjær, 20...

Advertisement