Den sidste kamel doede ved middagstid af elizabeth peters

155mm

155mm

34mm

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

Emerson, og deres søn, Ramses, er på en mission

i den sudanesiske ørken. Nogle måneder tidligere er de i London blevet kontaktet af den engelske dem om at finde hans søn og svigerdatter, som

forsvandt i Sudan på uforklarlig vis mere end ti år tidligere. Blacktower har fornylig modtaget

en mystisk besked, skrevet på papyrus, samt et

kryptisk kort, som ligner et skattekort. Dette har givet ham håbet tilbage om, at hans kære stadig er i live. Hverken Amelia eller Radcliffe tror, at

beskeden er ægte, men for dem er skattekortet en

uimodståelig fristelse, og de må af sted. I ørkenen møder de den unge pige Nefret, som slår følge med dem og ændrer deres liv for evigt ...

231mm

aristokrat Viscount Blacktower, der har bedt

den sidste kamel døde ved middagstid

Amelia Peabody, hendes mand, Radcliffe

Elizabeth Peters

Året er 1897, og ægyptologen og detektiven

Elizabeth Peters

sidste kamel døde ved middagstid Den

PĂĽ dansk ved Vibeke Houstrup

Lindhardt og Ringhof

Den sidste kamel.indd 3

26/03/13 11.59

KAP IT E L 1

“Jeg sagde jo, at det var en tåbelig plan!”

E

merson stod med hænderne i siden og rynkede bryn og stirrede stift på den halvvejs knælende drøvtygger. En medfølende ven (hvis kameler har den slags, hvad der er tvivlsomt), kunne have trøstet sig med, at der knap sås en krusning i sandet på det sted, hvor den var afgået ved døden. Som de øvrige i karavanen, hvoraf den var den sidste, var den simpelthen standset op, sunket ned på knæene og draget heden, fredeligt og roligt. (Under omstændigheder, kunne jeg måske tilføje, som er ukarakteristiske for kameler, levende som døende).

Den slags omstændigheder er også ukarakteristiske for Emerson. For de læsere, der har mødt min velestimerede ægtemand personligt eller på siderne i mine tidligere værker, vil det ikke kom­ me som nogen overraskelse at høre, at han reagerede på kame­lens død, som om dyret havde begået selvmord ene og alene med det formål at genere ham. Med øjne, der gnistrede som safirer i det solbrændte, markerede ansigt, flåede han tropehjelmen af hovedet, kylede den ned i sandet og sparkede den et anseligt stykke væk, inden han vendte sit rasende blik mod mig.

“Fanden tage det, Amelia! Jeg sagde jo, at det var en tåbelig plan!”

“Ja, Emerson, det gjorde du,” svarede jeg. “Med lige nøjagtigt de ord, hvis jeg ikke tager fejl. Hvis du lader tankerne gå tilbage til vores første drøftelse af dette foretagende, husker du måske, at jeg var fuldstændig enig med dig.”

“Så hvad –” Emerson drejede sig en omgang. Grænseløst, goldt, 15

Den sidste kamel.indd 15

26/03/13 11.59

som digteren udtrykker det, strakte sig sandets flimrende flade.

“Så hvad dælen gør vi her?” brølede Emerson.

Det var et rimeligt spørgsmål, og et, som måske også har strejfet Læseren af denne beretning. Professor Radcliffe Emerson, Fellow of the Royal Society, Fellow of the British Academy, Doctor of Laws (Edinburgh), Doctor of Civil Law (Oxford), medlem af The American Philosophical Society et cetera, førende egyptolog inden for denne eller en hvilken som helst anden epoke, kunne man ofte støde på i usædvanlige, for ikke at sige særegne omgivelser. Vil jeg nogensinde glemme det magiske øjeblik, da jeg trådte ind i et gravkammer i de øde klipper ved Nilen og fandt ham i en febervildelse, som det var tvingende nødvendigt at behandle, og han var for hjælpeløs til at gøre modstand? Det bånd, der blev smedet mellem os af min kyndige pleje, styrkedes af de farer, vi efterfølgende delte, og da tiden var inde, Læser, giftede jeg mig med ham. Siden den afgørende dag har vi foretaget udgravninger på hvert eneste større fundsted i Egypten og skrevet udførligt om vores opdagelser. Beskedenhed afholder mig fra at gøre fordring på for stor en andel af den videnskabelige anseelse, vi har opnået, men Emerson ville være den første til at erklære, at vi var et makkerpar i arkæologien som i ægteskabet.

Fra gravpladsernes sandede, øde strækninger i Memphis til klip­peområderne ved Thebens nekropolis havde vi vandret hånd i hånd (billedlig talt) i et terræn, som var næsten lige så ugæstfrit som den ørken, der for øjeblikket omgav os. Men vi havde aldrig før været mere end nogle få miles fra Nilen med dens livgivende vand. Den lå langt bag os nu, og der var ikke en pyramide eller ruinmur i sigte, endsige et træ eller tegn på beboelse. Hvad gjorde vi egentlig dér? Uden kameler var vi strandet i et hav af sand, men vores situation var langt mere desperat end skibbrudne søfolks.

Jeg satte mig i sandet med ryggen mod kamelen. Solen stod i zenit, og den eneste skygge kom fra det arme dyrs krop. Emerson gik frem og tilbage og sparkede skyer af sand op, mens han svor og bandede. Hans ekspertise i sidstnævnte øvelse havde skaffet ham den beundrende titel: “Forbandelsernes Fader” blandt vores egyptiske arbejdere, og ved denne lejlighed overgik han sig selv.

16

Den sidste kamel.indd 16

26/03/13 11.59

Jeg sympatiserede med hans følelser, men pligten tvang mig til at komme med indvendinger.

“Du forglemmer dig, Emerson,” bemærkede jeg med henvisning til vores ledsagere.

De stod side om side og betragtede mig med bekymret alvor, og jeg må sige, at de udgjorde et ufrivilligt komisk par. Mange indfødte folkeslag i Nil-området er usædvanlig høje, og Kemit, den eneste medhjælper, der var blevet hos os, var over seks fod. Han havde en turban på og en løs dragt af blåt og hvidt bomuld. Ansigtet med de nydelige træk og den mørke, bronzefarvede hud havde en slående lighed med hans sidemands, men denne anden person var under fire fod høj. Han var også min søn, Walter Pea­body Emerson, kendt som “Ramses”, der slet ikke burde have været der.

Emerson holdt inde med sine kraftudtryk midt i en stavelse, selvom anstrengelsen var nær ved at få ham til at kløjes i det. Da han stadig havde behov for at få “afløb” for sine oprørte følelser, rettede han dem mod mig.

“Hvem valgte de her sa – de her fordømte kameler?”

“Du ved udmærket, hvem der valgte dem,” svarede jeg. “Jeg ud­vælger altid dyrene til vores ekspeditioner, ligesom jeg også tager dem under behandling. De lokale behandler kameler og æsler så dårligt –” “Kom ikke med en af dine prækener om veterinærmedicin og venlighed mod dyr over for mig,” brølede Emerson. “Jeg vidste det – jeg vidste det! Dine vrangforestillinger om din medicinske kunnen måtte jo en dag føre lige lukt til en katastrofe. Du har givet de her sa – de her forbistrede dyr et eller andet. Hvad har du givet dem?”

“Emerson! Beskylder du mig for at forgive kamelerne?” Jeg kæmpede for at overvinde den harme, hans oprørende anklage havde fremkaldt. “Jeg tror, du er gået fra forstanden.”

“Nå, og hvis jeg er det, så er der en undskyldning for det,” sagde Emerson i et mere moderat tonefald. Han kantede sig forsigtigt nærmere hen til mig. “Vores situation er desperat nok til at gøre et hvilket som helst menneske forstyrret, selv et, der er så ligevægtigt som jeg. Øh – jeg beder om forladelse, kære Peabody.

Lad være med at græde.”

17

Den sidste kamel.indd 17

26/03/13 11.59

Emerson kalder mig kun Amelia, når han er irriteret på mig.

Peabody er mit pigenavn, og det var det, Emerson i et af sine ynkelige forsøg på at være spydig, tiltalte mig med i den første tid af vores bekendtskab. Værdsat for de dyrebare minder var det blevet et fortroligt kælenavn, så at sige et tegn på hengivenhed og respekt.

Jeg tog lommetørklædet væk fra øjnene og smilede til ham. “Et par sandskorn i øjet, Emerson, ikke andet. Du kommer aldrig til at se mig give efter for hjælpeløs gråd, når det er påkrævet med fasthed. Som du udmærket er klar over.”

“Hmf,” sagde Emerson.

“Alligevel, mama,” sagde Ramses, “har papa peget på noget, der er værd at overveje. Det er da vist umuligt at gøre en undtagelse her og antage, at det skyldes et tilfældigt sammentræf, at samtlige kameler går hen og dør, pludselig og uden nogen symptomer på sygdomme, inden for to døgn.”

“Jeg forsikrer dig, Ramses, at den overvejelse allerede har strejfet mine tanker. Løb hen og hent papas hjelm, så er du sød. Nej, Emerson, jeg ved godt, at du ikke bryder dig om hatte, men jeg insisterer på, at du tager den på. Vores situation er slem nok, uden at vi skal have dig nedlagt af solstik.”

Emerson svarede ikke. Han havde blikket fæstnet på sønnens lille skikkelse, som lydigt travede hen efter tropehjelmen, og hans udtryk var så bevægende, at mine øjne sløredes af tårer. Det var ikke frygt på egne vegne, der gjorde min ægtemand svag, ikke engang bekymring for mig. Vi havde stået ansigt til ansigt med døden ikke én, men mange gange. Han vidste, at han kunne regne med, at jeg ville møde denne makabre modstander med et smil uden at lade mig afskrække. Nej, det var den skæbne, der for­mentlig ville overgå Ramses, som gjorde hans stærke, blå øjne fugtige. Så rørt var jeg, at jeg svor, at jeg ikke ville minde Emerson om, at det var hans fejl, at hans søn og arving var dømt til en langtrukken, smertefuld død af dehydrering.

“Nå, men vi har befundet os i værre situationer,” sagde jeg.

“Det har vi tre i det mindste, og jeg går ud fra, Kemit, at De ikke er ukendt med fare. Har De nogen forslag, min ven?”

Kemit reagerede på min håndbevægelse, kom nærmere og satte 18

Den sidste kamel.indd 18

26/03/13 11.59

sig på hug ved siden af mig. Ramses satte sig ligeledes omgående på hug. Han havde fattet stor beundring for denne fåmælte, smukke mand, og synet af dem, der mindede om en stork og dens unge, fik smilet frem hos mig.

Emerson syntes ikke, at det var morsomt. Han viftede sig med hjelmen og bemærkede sarkastisk: “Hvis Kemit har et forslag, som kan få os ud af dette dilemma, tager jeg hatten af for ham. Vi –” “Du kan ikke tage hatten af, før du har taget den på, Emerson,” afbrød jeg.

Emerson smækkede den fornærmelige genstand ned på sit uregerlige, sorte hoved med så stor kraft, at hans øjenvipper blafrede vildt. “Som jeg sagde, er vi over seks dage fra Nilen i kameltrav, betydeligt længere til fods. Hvis man ellers kan stole på det såkaldte kort, vi har fulgt, er der et vandhul eller en oase forude. Det er en rejse på rundt regnet to dage på kamel, som vi ikke har nogen af. Vi har vand til måske to dage med streng rationering.”

Det var et præcist og nedslående sammendrag. Hvad Emerson ikke sagde, for det vidste vi andre udmærket, var, at den fortvivlende tilstand, vi befandt os i, skyldtes, at vores medhjælpere var stukket af. De havde forladt os i samlet trop den foregående nat, medbringende alle vandsække bortset fra de delvis fyldte beholdere, vi havde hos os i vores telt, og den feltflaske, jeg altid har i bæltet. De kunne have gjort det, der var værre. De kunne have myrdet os. Jeg kunne imidlertid ikke tillægge deres venlige hjerter æren for denne mildhed. Emersons indædte kræfter er legendariske. Mange af de naive indfødte tror fuldt og fast på, at han er udstyret med overnaturlige kræfter. (Og selv har jeg et vist ry som Sitt Hakim, damedoktor og uddeler af gådefulde medikamenter).

I stedet for at angribe os havde de sneget sig væk i nattens mulm og mørke. Kemit hævdede, at de havde slået ham ned, da han forsøgte at afværge det, og han havde virkelig en temmelig stor bule i hovedet som bevis. Hvorfor han ikke havde sluttet sig til mytteristerne, kunne jeg ikke forklare. Måske var det loyalitet, skønt han ikke skyldte os mere end de øvrige, der havde arbejdet lige så længe for os, eller måske var det, fordi han ikke var blevet opfordret til at slutte sig til dem.

19

Den sidste kamel.indd 19

26/03/13 11.59

Der var ganske meget ved Kemit, som savnede en forklaring.

Skønt udtryksløs som den rugende fugl, han til en vis grad lignede i dette øjeblik med knæene, der nåede næsten op om ørerne på ham, fremstod han på ingen måde som en komisk skikkelse.

Faktisk var der i hans markerede træk en værdighed, som mindede mig om visse skulpturer fra 4. dynasti, i særdeleshed det stor­slåede portræt af kong Chephren, der byggede Den Anden Pyramide. Jeg var engang kommet med en bemærkning om ligheden til Emerson. Han havde svaret, at det ikke var overraskende, eftersom de gamle egyptere racemæssigt var af blandet herkomst, og nogle af de nubiske stammer var formodentlig deres fjerne efterkommere.

(Jeg burde tilføje, at det kun var et fåtal af Emersons kolleger, der gik ind for denne teori – som han ikke betragtede som teori, men som et faktum).

Men jeg ser, at jeg er ved at bevæge mig væk fra handlingen i min fortælling, som jeg er tilbøjelig til, når der opstår spørgsmål af videnskabelig interesse. Lad mig blade tilbage i min dagbog, så jeg i korrekt, kronologisk rækkefølge kan forklare, hvordan det gik til, at vi befandt os i en så usædvanlig knibe. Dette gør jeg ikke i det besnærende håb, at jeg kan forlænge Deres ængstelse for vores overlevelse, kære Læser, for hvis De er i besiddelse af den intelligens, jeg forventer, at mine Læsere er i besiddelse af, vil De vide, at jeg ikke kunne nedskrive denne beretning, hvis jeg befandt mig i samme tilstand som kamelerne.

Jeg må ikke bare nogle få, men mange sider tilbage og tage Dem med til et fredeligt hus på landet i Kent, dengang forvandlingen af træernes løv fra grønt til bronzegyldent indvarslede efterårets komme. Efter en travl sommer, med undervisning, foredrag og færdiggørelse af publikationen om vores udgravninger den foregående sæson, stod vi for at påbegynde forberedelserne til vores årlige vinterarbejde i Egypten. Emerson sad ved sit skrivebord. Jeg gik rask frem og tilbage med hænderne på ryggen. Busten af Sokrates med sine besynderlige, sorte pletter – for netop den buste havde Emerson vænnet sig til at kyle sin pen efter, når inspiratio­ nen svigtede, eller der skete noget, der irriterede ham – vogtede imødekommende på os.

20

Den sidste kamel.indd 20

26/03/13 11.59

Emnet for vores diskussion – det var jeg i hvert fald naiv nok til at tro – var vores søns fremtidige, intellektuelle udvikling.

“Jeg sympatiserer fuldt ud med dine forbehold vedrørende kostskolesystemet, Emerson,” forsikrede jeg ham. “Men drengen må trods alt have en vis grundlæggende undervisning et eller andet sted, på et eller andet tidspunkt. Han er ved at udvikle sig til en hel, lille vild.”

“Du gør dig selv uret, min ven,” mumlede Emerson og kastede et blik på den avis, han sad med.

“Han har forbedret sig,” indrømmede jeg. “Han taler ikke helt så meget, som han gjorde, og det er adskillige uger siden, at han har været i fare for at miste liv og lemmer. Men han har ingen anelse om, hvordan han skal komme ud af det med børn på sin egen alder.”

Emerson så op med rynket pande. “Hør nu, Peabody, det passer ikke. Sidste vinter sammen med Ahmeds børn –” “Jeg taler om engelske børn, Emerson. Som naturligt er.”

“Der er intet naturligt ved engelske børn. Min salighed, Amelia, vores kostskoler har et kastesystem, som er langt skadeligere end det i Indien, og de, der befinder sig ved foden af stigen, mishandles mere ondskabsfuldt end nogen kasteløs. Hvad angår det med at ‘komme ud af det’ med medlemmer af det andet køn, så håber jeg så sandelig ikke, at du har til hensigt at udelukke pigebørn fra Ramses’ omgangskreds? Nå, men jeg kan forsikre dig for, at det er nøjagtigt, hvad dine dyrebare kostskoler sigter efter at opnå.”

Emerson var ved at tale sig varm. Han sprang op, så papirerne spredtes til alle sider, og gav sig til at gå frem og tilbage på gulvet vinkelret på mig. “Fanden tage det, nogle gange spekulerer jeg på, hvordan det i det hele taget lykkes de øverste klasser her i landet at formere sig! Når en knægt endelig er færdig med universitetet, er han så skræmt af piger fra sin egen klasse, at det falder ham næsten umuligt at kommunikere med dem i forståelige sætninger! Og hvis han kunne, ville han ikke få et forståeligt svar, for kvinders uddannelse, hvis man ellers kan kalde den noget så fint – Ups. Det må du meget undskylde, min ven. Kom du noget til?”

“Overhovedet ikke.” Jeg tog imod den hånd, han rakte mig, så jeg kunne komme op at stå. “Men hvis du insisterer på at gå frem 21

Den sidste kamel.indd 21

26/03/13 11.59

og tilbage, mens du moraliserer, så gør det i det mindste sammen med mig i stedet for vinkelret på mig. Et sammenstød var uundgåeligt.”

Et glad smil afløste hans skulen, og han trak mig ind til sig i en kærlig omfavnelse. “Kun den slags sammenstød, håber jeg. Lad nu være, Peabody, du ved godt, at vi er enige om uddannelsessystemets mangler. Du vil da ikke knække drengens livskraft?”

“Jeg vil kun bøje den lidt,” mumlede jeg. Men det er svært at modstå Emerson, når han smiler og ... Skidt med, hvad han gjorde, men når jeg siger, at Emersons øjne er safirblå, håret sort og kraftigt og hans skikkelse velformet og muskuløs som en græsk atlets – og så nævner jeg ikke engang den kløft eller lille fordybning, han har i hagen, eller den begejstring, han lægger for dagen under udøvelsen af sine ægteskabelige rettigheder ... Nå, jeg behøver ikke at være mere konkret, men jeg er sikker på, at enhver rettænkende kvinde vil forstå, hvorfor spørgsmålet om Ramses’ uddannelse holdt op med at interessere mig.

Da Emerson havde sat sig igen og taget avisen op, vendte jeg tilbage til emnet, men i en betydeligt afdæmpet sindsstemning.

“Kære Emerson, dine overtalelsesevner – det vil sige, dine argu­ men­ter – er såre overbevisende. Ramses kunne gå i skole i Kairo.

Der er et nyt Academy for Young Gentlemen, som jeg har hørt godt om, og eftersom vi skal lave udgravninger i området ved Sakkara ...”

Avisen, bag hvilken Emerson havde trukket sig tilbage, raslede højlydt. Jeg holdt inde, grebet af en grufuld forudanelse, om end, som begivenhederne skulle vise, ikke nær grufuld nok. “Emerson,” sagde jeg blidt, “du har ansøgt om rejsetilladelse, ikke sandt?

Du vil forhåbentlig ikke gentage den fejl, du begik for nogle år siden, da du forsømte at ansøge i tide, så vi i stedet for at få tilladelse til at arbejde i Dahshur endte det mest kedelige, frugtesløse sted i hele Nedre Egypten?1 Emerson! Læg den avis og svar mig!

Har du fået tilladelse fra The Department of Antiquities til at lave udgravninger ved Sakkara her i vinter?”

Emerson sænkede avisen og veg tilbage, da han opdagede mit 1 The Mummy Case

22

Den sidste kamel.indd 22

26/03/13 11.59

ansigt kun få tommer fra sit eget. “Kitchener,” sagde han, “har taget Sudan.”

Jeg kan ikke forestille mig, at fremtidige generationer ikke vil være klar over, at studiet af historien er af altafgørende vigtighed, eller at briterne vil være uvidende om et af de mest bemærkelsesværdige kapitler i deres imperiums udvikling. Men man skal ikke forsværge noget, og i tilfælde af en sådan katastrofe (for mindre vil jeg ikke kalde det), beder jeg mine Læsere om lov til at minde dem om nogle kendsgerninger, der burde være lige så fortrolige for dem, som de er for mig.

I 1884, da jeg besøgte Egypten for første gang, betragtede de fleste englændere stadig hårdnakket Mahdien som endnu en pjaltet, religiøs fanatiker, trods det at hans tilhængere allerede havde bredt sig over det halve Sudan. Dette land, der omfatter området fra Aswans klippefulde katarakter til junglerne syd for det sted, hvor den Den Blå og Den Hvide Nil mødes, var blevet erobret af Egypten i 1821. Pashaerne, der slet ikke var egyptere, men efter­kommere af en albansk eventyrer, var fortsat med at regere området endnu mere korrupt og udueligt, end de havde gjort i selve Egypten. Stormagternes (og i særdeleshed Storbritanniens) velvillige intervention havde reddet Egypten fra katastrofen, men tingene fortsatte med at forværres i Sudan, til Muhammad Ahmad al-Mahdi i 1881 udråbte sig selv til Mahdi, reinkarnationen af Profeten, og samlede oprørsstyrkerne mod det egyptiske tyranni og misregimente. Hans tilhængere var af den faste tro, at han nedstammede fra en slægt af sheiker. Hans fjender omtalte ham hånligt som en fattig, uvidende bådebygger. Uanset hans herkomst besad han en usædvanlig vindende personlighed og bemærkelsesværdige talegaver. Kun bevæbnet med stokke og spyd havde hans lurvede soldater ryddet alt af vejen foran sig og truede nu den sudanesiske hovedstad Khartoum.

Over for Mahdi-skikkelsen står den heltemodige general Gordon. Han var i begyndelsen af 1884 blevet sendt til Khartoum for at træffe foranstaltninger til tilbagetrækning af de soldater, som lå i garnison dér og i det nærliggende fort i Omdurman. Der var ikke så lidt offentlig modvilje mod denne beslutning, for opgivelsen af Khartoum betød opgivelsen af hele Sudan. Dengang og 23

Den sidste kamel.indd 23

26/03/13 11.59

senere blev Gordon anklaget for aldrig at have haft til hensigt at rette sig efter sine ordrer. Hvilke grunde, han end kunne have haft til at udsætte tilbagetrækningen, var det lige det, han gjorde.

Inden efteråret 1884, hvor jeg kom til Egypten, var Khartoum belejret af Mahdiens vilde horder, og det omliggende land helt op til Egyptens grænser var på oprørernes hænder.

Den tapre Gordon holdt Khartoum, og den offentlige mening i Storbritannien, anført af Dronningen selv, krævede, at han blev undsat. En ekspedition blev til sidst sendt af sted, men den nåede ikke frem til den belejrede by før februar det efterfølgende år – tre dage, efter at Khartoum var faldet, og den tapre Gordon var hugget ned i gården til sit hus. “For sent!” lød det kvalfulde brøl fra Storbritannien. Ironisk nok overlevede Mahdien kun sin ædle fjende i knap et halvt år, men hans plads blev overtaget af en af hans stedfortrædere, Khalifa Abdullah el-Taishi, som regerede endnu mere tyrannisk end sin herre. I over ti år havde landet våndet sig under hans grusomheder, mens den britiske løve slikkede sine sår og nægtede at hævne den faldne helt.

De politiske, økonomiske og militære grunde, som førte til en beslutning om at generobre Sudan, er for indviklede at redegøre for her. Lad det være nok at sige, at felttoget var begyndt i 1896, og at vores styrker inden efteråret det følgende år rykkede frem mod fjerde katarakt under den tapre Kitchener, der var blevet udnævnt til sirdar for den egyptiske hær.

Men hvad, kunne man måske spørge, har disse begivenheder, der rystede verden, at gøre med et par uskyldige egyptologers planer for vinteren? Ak, jeg kendte kun svaret alt for godt, og jeg sank ned i stolen ved siden af skrivebordet. “Emerson,” sagde jeg. “Emerson.

Jeg bønfalder dig. Sig ikke, at du vil grave i Sudan her til vinter.”

“Kære Peabody!” Emerson smed avisen fra sig og rettede sit kraftfulde, gnistrende blik mod mig. “Ingen ved bedre end du, at jeg i årevis har ønsket at foretage udgravninger i Napata og Meroë. Jeg ville være gået i lag med det sidste år, hvis du ikke havde lavet sådan et postyr, eller hvis du var gået med til at blive i Egypten sammen med Ramses imens.”

“Og vente på at få at vide, at de havde sat dit hoved på en stage, ligesom de gjorde med Gordons,” mumlede jeg.

24

Den sidste kamel.indd 24

26/03/13 11.59

“Sludder. Jeg ville ikke have været i fare. Nogle af mine bedste venner var mahdister. Men det er lige meget,” fortsatte han hurtigt for at imødegå den protest, jeg var på nippet til at komme med – ikke mod sandheden i hans udsagn, for Emerson havde venner de mærkeligste steder – men mod den sunde fornuft i hans plan.

“Situationen er helt anderledes nu, Peabody. Området omkring Napata er allerede på egyptiske hænder. Med den fart, Kitchener har på, vil han indtage Khartoum, inden vi når til Egypten, og Meroë – det sted, jeg foretrækker – ligger nord for Khartoum.

Der vil være helt sikkert.”

“Men Emerson –” “Pyramider, Peabody.” Emerson sænkede sin dybe stemme til en forførende barytonbrummen. “Kongelige pyramider, uberørt af arkæologer. Faraonerne i 25. dynasti var nubiere, stolte, virile soldater, som marcherede op sydfra for at besejre de degenererede herskere i et dekadent Egypten. Disse helte blev begravet i deres hjemland Kush, det tidligere Nubien, nu Sudan –” “Det ved jeg godt, Emerson, men –” “Efter at Egypten mistede sin uafhængighed til perserne, grækerne, romerne og muslimerne, blomstrede et mægtigt kongerige i Kush,” fortsatte Emerson poetisk, og en anelse upræcist. “Den egyptiske kultur overlevede i dette fjerne land, det samme område, mener jeg, hvoraf den oprindeligt var udsprunget. Tænk på det, Peabody! At udforske, ikke bare fortsættelsen af denne vældige civilisation, men måske også dens rødder ...”

Han overvældedes af sindsbevægelse. Stemmen svigtede ham, øjnene sløredes.

Der var kun to ting, der kunne hensætte Emerson i en sådan tilstand. Den ene var tanken om at komme hen, hvor ingen videnskabsmand havde været før ham, om at opdage nye verdener, nye kulturer. Behøver jeg at sige, at jeg delte denne ædle ambition.

Nej. Min puls slog hurtigere. Jeg kunne mærke fornuften give efter for hans lidenskabelige ord. Et sidste svagt glimt af almindelig sund fornuft fik mig til at mumle: “Men –” “Ingen men’er over for mig, Peabody.” Han tog mine hænder i sine – disse stærke, bronzebrune hænder, som kunne bruge hakke og skovl mere energisk end nogen af hans arbejdere, men som 25

Den sidste kamel.indd 25

26/03/13 11.59

også var i stand til den mest følsomme, den mest udsøgte berøring. Hans blik fastholdt mit. Jeg bildte mig ind, at de safirblå gnister fra hans øjne trængte direkte ind i min forblændede hjerne. “Du er med mig, det ved du, du er. Og du skal være sammen med mig, min elskede Peabody, her i vinter i Meroë!”

Han rejste sig og trak mig endnu en gang ind til sig i et myndigt favntag. Jeg sagde ikke mere. Faktisk var jeg ude af stand til at sige mere, eftersom han havde presset sine læber mod mine. Men jeg tænkte ved mig selv: Udmærket Emerson. Jeg vil være sammen med dig, men Ramses skal være på The Academy for Young Gentlemen i Kairo.

Jeg tager sjældent fejl. I de sjældne tilfælde, hvor jeg tager fejl, skyldes det sædvanligvis, at jeg har undervurderet Emersons stædighed eller Ramses’ udspekulerede kneb, eller en kombination af begge dele. Til forsvar for mine evner til at forudse, hvad der vil komme, må jeg imidlertid sige, at den bizarre drejning, vores ekspedition skulle tage, ikke så meget skyldtes familiens små uoverensstemmelser som en ret chokerende udvikling, som ingen, ikke engang jeg, på nogen måde kunne have forudset.

Den fandt sted en våd efterårseftermiddag ikke så længe efter den samtale, jeg lige har gengivet. Jeg havde en del forbehold over for Emersons fremsatte planer for vinteren, og da først hans eufori over egne overtalelsesevner havde lagt sig, generede det mig ikke at give udtryk for dem. Selvom det nordlige Sudan officielt var “pacificeret” og besat af Egypten så langt sydpå som Dongola, ville kun et fæ have anset for givet, at det var fuldstændig sikkert at rejse i den region. Områdets uheldige indbyggere havde lidt under krig, undertrykkelse og sult. Mange var hjemløse, de fleste var sultne, og alle, der vovede sig ud iblandt dem uden en bevæbnet eskorte, bad pratisk talt om at blive myrdet. Dette argument fejede Emerson til side. Vi skulle ikke vove os ud iblandt dem. Vi skulle arbejde i en region under militær besættelse med soldater i nærheden. Yderligere var der nogle af hans bedste venner ...

Da jeg havde forsonet mig med hans planer (og jeg vil indrømme, at tanken om pyramider, min altopslugende lidenskab, havde en vis virkning), skyndte jeg mig at blive færdig med for26

Den sidste kamel.indd 26

26/03/13 11.59

beredelserne til vores afrejse. Efter så mange år var det blevet ren rutine, men det var nødvendigt med yderligere forholdsregler og mange ekstra forsyninger, hvis vi skulle vove os ind i så fjern en egn. Jeg fik selvfølgelig ingen hjælp overhovedet fra Emerson, som brugte al sin tid på at sidde med næsen i nogle ret ukendte bøger omhandlende det lidt, der var kendt, om de gamle indbyggere i Sudan, og på lange samtaler med sin bror Walter. Walter var en fremragende lingvist, som havde specialiseret sig i Egyptens oldsprog. Udsigten til at få nogle tekster på det lidet kendte og hidtil udechifrerede, meroitiske tungemål gjorde ham helt febrilsk af begejstring. I stedet for at prøve at tale Emerson fra sit vovelige foretagende, opmuntrede han ham faktisk.

Walter havde giftet sig med min kære veninde Evelyn, Hertugen af Chalfonts barnebarn og arving. Det havde været et overordentlig lykkeligt ægteskab, og det var velsignet med fire – nej, på det tidspunkt, jeg taler om, tror jeg, det var fem – børn. (Man havde svært ved at holde rede på det, når det gjaldt Evelyn, som min ægtemand engang ufint bemærkede, idet han, som mænd har for vane, overså, at hans bror var mindst lige så ansvarlig). De unge Emersons var hos os den aften, jeg vil fortælle om. Hvor meget, jeg end nød muligheden for at tilbringe noget tid sammen med min kæreste veninde og en svoger, jeg nærer oprigtig agtelse for, og deres fem (medmindre det var seks?) indtagende børn, havde jeg dette særlige år yderligere en grund til at opmuntre til besøget. Jeg havde ikke fuldstændig opgivet håbet om at overbevise Emerson om, at Ramses burde blive i England, når vi drog ud på vores farefulde færd. Jeg vidste, at jeg kunne regne med, at Evelyn ville føje sine blide overtalelsesevner til mine. Af grunde, jeg ikke fattede, forgudede hun Ramses.

Det er umuligt at give et korrekt indtryk af Ramses ved at beskrive hans karaktertræk. Man skal se ham i aktion for at forstå, hvordan selv de mest beundringsværdige træk kan forvanskes eller drives til sådanne yderligheder, at de ophører med at være dyder og bliver det modsatte.

På det tidspunkt var Ramses ti år. Han kunne tale arabisk som en indfødt, læse tre forskellige egyptiske skriftarter lige så nemt, som han kunne læse latin, hebraisk og græsk, hvad der vil sige, 27

Den sidste kamel.indd 27

26/03/13 11.59

lige så nemt som engelsk, synge et bredt udvalg af vulgære sange på arabisk og ride på næsten hvad som helst med fire ben. Andre nyttige færdigheder havde han ikke.

Han var glad for sin kønne, blide tante, og jeg håbede, at hun kunne hjælpe med til at overtale ham til at bo hos hende denne vinter. Samværet med fætrene og kusinerne ville være et incitament. Dem holdt Ramses også af, selvom jeg ikke er sikker på, at følelsen var gengældt.

Jeg var taget til London den dag med mindre frygt og bæven end ellers, når jeg efterlod Ramses, fordi det regnede kraftigt, og jeg gik ud fra, at Evelyn ville insistere på, at børnene blev indendørs. Jeg havde strengt forbudt Ramses at udføre nogen former for kemiske eksperimenter eller fortsætte sine udgravninger i vinkælderen eller øve sig i knivkastning i huset eller vise lille Amelia sine balsamerede mus eller lære sine fætre nogen arabiske sange.

Der var flere andre ting. Dem har jeg glemt nu, men jeg følte mig forholdsvis sikker på, at jeg havde tænkt på alt. Jeg så mig derfor i stand til at besørge mine ærinder med fred i sjælen, skønt man ikke kunne sige det samme om min krop. Kulrøgen, som hænger over London, var gået i forbindelse med regnen og dannede en sortbrun sod, der klæbede til tøj og hud, og pløret lå ankeldybt i gaderne. Da jeg stod af toget sent den eftermiddag, var jeg glad for at se vognen vente. Jeg havde sørget for at få de fleste af mine indkøb sendt, men jeg var belæsset med pakker, og mine skørter var gennemblødte op til knæene.

Lysene i Amarna House skinnede varmt og indbydende gennem det tiltagende tusmørke. Jeg glædede mig til at genforenes med alle dem, jeg elskede højest, og til knap så væsentlige, men absolut fornøjelige behageligheder som et varmt bad, tørt tøj og en kop af den drik, der liver én op, men ikke gør én beruset.

Fornemmelsen af mine kolde, våde fødder og klæbende skørter gjorde, at jeg ved nærmere eftertanke nåede frem til, at jeg måske i stedet ville forkæle mig selv med den drik, som netop gør én beruset – dog kun når den indtages i overdrevne mængder, hvad jeg aldrig gør. Der er, når det kommer til stykket, intet så virkningsfuldt til afbødning af en forkølelse som en stiv whisky.

Vores fortræffelige butler Gargery havde holdt udkig efter vog28

Den sidste kamel.indd 28

26/03/13 11.59

nen. Da han hjalp mig af med det våde overtøj, sagde han omsorgsfuldt: “Må jeg tillade mig at foreslå, madam, at De indtager noget, der kan afbøde en forkølelse? Jeg vil sende en af tjenerne op med den med det samme, hvis De vil have det.”

“Det var dog en strålende idé, Gargery,” svarede jeg. “Det er jeg glad for, at De foreslår.”

Jeg var næsten nået op til mit værelse, da det gik op for mig, at der var ualmindelig stille i huset. Ingen hævede stemmer i joviale diskussioner fra min ægtemands arbejdsværelse, ingen barnelatter, ingen ...

“Rose,” råbte jeg og rev døren op. “Rose, hvor ... Åh, dér er De.” “Deres bad er parat, madam,” sagde Rose henne fra den åbne dør til badeværelset, hvor hun stod indhyllet i damp som en elsk­ værdig, østerlandsk ånd. Hun virkede en anelse rød i hovedet.

Det kunne have været varmen fra badevandet, som havde fået den kønne farve op i kinderne på hende, men jeg havde mistanke om, at der var en anden grund.

“Tak, skal De have, Rose. Men jeg skulle lige til at spørge –” “Vil De have den højrøde mellemkjole på, madam?” Hun skyndte sig hen til mig og gav sig til at rykke i knapperne på min kjole.

“Ja. Men hvor ... Kære Rose, De ryster mig jo som en terrier med en rotte. Knap så ivrigt, om jeg må bede, tak.”

“Ja, madam. Men badevandet bliver koldt.” Hun havde nu berøvet mig kjolen og gik til angreb på skørterne.

“Udmærket, Rose. Hvad har Ramses nu bedrevet?”

Det tog mig et stykke tid at lirke sandheden ud af hende. Rose er barnløs. Det forklarer uden tvivl hendes særlige hengivenhed for Ramses, som hun havde kendt, siden han var spæd. Ganske vist overøser han hende med gaver – fine buketter af mine præmieroser, bundter af stikkende, vilde blomster, små, lodne dyr, hæslige handsker, tørklæder og tasker, han selv valgte og betalte med sine lommepenge. Men selv hvis gaverne var passende, hvad de fleste ikke var, opvejede de næppe de timer, Rose brugte på at rydde op efter ham. Jeg havde for længst opgivet at prøve at fatte dette irrationelle træk hos en ellers fornuftig kvinde.

Da Rose havde klædt mig af og puttet mig ned i karret, skønne29

Den sidste kamel.indd 29

26/03/13 11.59

de hun, at det varme vands lindrende virkning ville blødgøre mig nok til at høre sandheden. Faktisk var den ikke så slem, som jeg havde frygtet, men jeg havde åbenbart forsømt at forbyde Ramses at tage bad.

Rose forsikrede mig, at loftet i professor Emersons arbejdsværelse ikke havde lidt så stor skade endda, og hun mente, at gulvtæppet kun blev bedre af en god omgang vask. Det havde absolut været Ramses’ mening at lukke for vandet, og han ville uden tvivl også have husket at gøre det. Der var bare det, at katten Bastet havde fanget en mus, og hvis han ikke ufortøvet var styrtet gnaveren til undsætning, ville Bastet have gjort det af med den. Resultatet af hans hurtige assistance var, at musen var blevet forbundet og nu lå stille og roligt og hvilede sig i Ramses’ klædeskab.

Rose hader mus. “Det er lige meget,” sagde jeg træt. “Jeg vil ikke høre mere. Jeg vil ikke vide, hvorfor Ramses så sig nødsaget til at tage sin tilflugt til noget så skrækkeligt som et bad. Jeg vil ikke vide, hvad professor Emerson sagde, da hans loft begyndte at udspy vand. Bare ræk mig det glas, Rose, og gå så roligt Deres vej.”

Jeg havde fået min whisky og soda. En indvendig lindring af denne drik og en ydre lindring af det varme vand gav mig til sidst mit sædvanlige humør tilbage, og da jeg gik hen til dagligstuen med mine højrøde flæser på slæb og så, bilder jeg mig ind, så godt ud som nogensinde, forsikrede min højtelskede families smilende ansigter mig om, at alt var vel.

Evelyn havde en kjole på i en afdæmpet azurblå farve, der understregede hendes blå øjne og fremhævede det gyldne hår. Kjolen var allerede sørgeligt krøllet, for min veninde tiltrækker børn, som en blomst tiltrækker bier. Hun havde den yngste på skødet og en moderlig arm om den lille Amelia ved siden af. Tvillingerne sad for fødderne af hende og masede hendes skørter. Min ældste nevø, Raddie, hang ind over armlænet på sofaen, hvor hans mor sad, og Ramses lænede sig op ad Raddie for at komme så tæt på sin tantes øre som muligt. Som sædvanlig stod munden ikke på ham.

Han brød af, da jeg kom ind, og jeg granskede ham eftertænksomt. Han var ualmindelig ren. Havde jeg ikke kendt grunden, ville jeg have rost ham, for det var en tilstand, der ikke faldt ham naturlig. Jeg havde besluttet ikke at spolere den hyggelige sam30

Den sidste kamel.indd 30

26/03/13 11.59

menkomst ved at hentyde til tidligere ubehageligheder, men noget ved mit ansigtsudtryk måtte have gjort det klart for Emerson, hvad jeg tænkte. Han kom hurtigt hen og gav mig et smækkys og stak et glas i hånden på mig.

“Hvor ser du pragtfuld ud, kæreste Peabody. Ny kjole, ikke?

Den klæder dig.”

Jeg lod ham føre mig hen til en stol. “Tak, søde Emerson. Den kjole har jeg haft i et år, og du har set den mindst en halv snes gange, men komplimenten er ikke desto mindre velkommen.”

Også Emerson var ualmindelig ren. Det mørke hår lå i bløde bølger, om det gerne gjorde, når det var nyvasket. Jeg sluttede deraf, at han havde fået en større mængde vand, og også gips måske, i hovedet. Hvis han var indstillet på at se bort fra det skete, kunne jeg ikke gøre mindre, så jeg vendte mig om mod min svoger, der stod lænet op ad kaminhylden og iagttog os med et kærligt smil.

“Jeg så din ven og rival Frank Griffiths i dag, Walter. Han bad mig hilse og sige, at han gør glimrende fremskridt med Oxyrhynchos-papyrusrullen.”

Walter ligner den lærde mand, han er. Furerne i de magre kinder blev dybere, og han rettede på brillerne. “Amelia, min ven, nu skal du ikke prøve at ophidse til konkurrence mellem mig og Frank. Han er en storartet lingvist og en god ven. Jeg misunder ham ikke hans papyrus. Radcliffe har lovet mig læssevis af meroitiske indskrifter. Jeg kan næsten ikke vente.”

Walter er et af de få mennesker, som tillader sig at kalde Emerson ved fornavn, hvad han afskyr. Han krympede sig synligt, men sagde bare: “Så du var forbi British Museum, Peabody?”

“Ja.” Jeg nippede til min whisky. “Det vil uden tvivl komme som en stor overraskelse for dig, Emerson, at få at vide, at Budge også påtænker at rejse til Sudan her i efteråret. Faktisk er han allerede taget af sted.” “Øh, hmmm,” sagde Emerson. “Næh! Ser man det!”

Emerson betragter de fleste egyptologer som uduelige klodrianer, hvad de da også er efter hans strenge normer, men især Wallis Budge, inspektør for den egyptiske og assyriske oldtid på British Museum, kunne han ikke udstå.

“Ser man det!” gentog Walter med et glimt i øjet. “Nå, men det 31

Den sidste kamel.indd 31

26/03/13 11.59

burde gøre dine vinteraktiviteter endnu mere interessante, Amelia. At forhindre de to i at fare i struben på hinanden –” “Sludder,” sagde Emerson. “Walter, jeg bryder mig ikke om det, du antyder. Hvordan du kan forvente, at jeg i den grad skulle glemme den værdighed, der kendetegner min profession og min selvagtelse ... Jeg har ikke til hensigt at komme inden for strubeafstand af den slyngel. Og han gør bedst i at blive mig fra livet, eller jeg kværker ham.”

Evelyn var som altid fredsmægleren og forsøgte at skifte emne.

“Hørte du mere om professor Petries forlovelse, Amelia? Er det rigtigt, at han snart skal giftes?”

“Det tror jeg, Evelyn. Det taler alle om.”

“Sladrer, mener du,” sagde Emerson med et fnys. “At se Petrie, som altid har været gift med sit arbejde og aldrig har haft tid tilovers til blidere følelser, forelske sig til op over begge ører i en stump pigebarn ... Man siger, at hun er godt og vel tyve år yngre end ham.”

“Hvem er det nu, der giver sig af med ondsindet sladder?” spurgte jeg skarpt. “Efter alt at dømme er det en udmærket, ung kvinde, og han er fuldstændig forgabet i hende. Vi må tænke på en passende bryllupsgave, Emerson. En smuk sølvopsats, måske.”

“Hvad dælen skal Petrie stille op med en opsats?” spurgte Emerson. “Manden lever jo som en barbar. Han ville sikkert lægge potteskår i blød i den.”

Vi var midt i en diskussion om dette emne, da døren blev åbnet. Jeg kiggede op og regnede med, at det var Rose, der kom for at tage børnene med, for det var ved at være tid til middagen. Men det var Gargery, ikke Rose, og butlerens rynkede pande vidnede om en uvelkommen melding.

“Der er en herre, der vil tale med Dem, professor. Jeg oplyste ham om, at De ikke tog imod besøgende på dette tidspunkt af dagen, men han –” “Han må have tvingende grunde til at forstyrre os,” afbrød jeg, da jeg så min ægtemand rynke brynene. “En herre, sagde De, Gargery?”

Butleren bøjede hovedet. Han gik hen mod Emerson og holdt bakken med det kyske, hvide visitkort frem.

32

Den sidste kamel.indd 32

26/03/13 11.59

“Hmf,” sagde Emerson og tog kortet op. “Den Velbårne Reginald Forthright. Aldrig hørt om ham. Sig, at han skal gå sin vej, Gargery.”

“Nej, vent,” sagde jeg. “Jeg synes, du bør tale med ham, Emerson.”

“Amelia, din umættelige nysgerrighed bliver min død,” udbrød Emerson. “Jeg har ikke lyst til at tale med fyren. Jeg vil have min whisky og soda, jeg vil nyde min families selskab, jeg vil have min middag. Jeg nægter –” Døren, som Gargery havde lukket bag sig, blev revet op. Butleren tumlede tilbage for den nyankomne, der kom brasende ind.

Uden hat, dryppende og ligbleg sprang han tværs gennem stuen og standsede svajende op foran Walter, der stirrede forbløffet på ham.

“Professor,” udbrød han, “Jeg ved, jeg trænger mig på – jeg beder Dem tilgive mig – og høre på mig –” Og så, inden Walter nåede at komme sig af sin forbløffelse, eller nogen af os kunne røre os, faldt den fremmede forover, så lang han var, på kamintæppet.

Den sidste kamel.indd 33

26/03/13 11.59

KAP IT E L 2

“Min søn lever!”

E

merson var den første, der brød tavsheden.

“Rejs Dem op og det omgående, unge klodrian,” sagde han irriteret. “Af al fordømt skamløshed –” “For guds skyld, Emerson,” udbrød jeg og skyndte mig hen til den faldne mand. “Kan du ikke se, at han er besvimet? Tænk på den ufattelige rædsel, der har bragt ham i en så fortvivlet situa­ tion. Det løber mig koldt ned ad ryggen.”

“Nej, det gør ej,” svarede Emerson. “Du svælger i ufattelige rædsler. Vær rar at beherske din uregerlige fantasi. Besvimet, nu har jeg hørt det med! Han er sikkert fuld.”

“Hent straks noget cognac,” beordrede jeg. Med en vis vanskelighed – for den bevidstløse mand var tungere, end hans spinkle bygning lod formode – fik jeg ham vendt om på ryggen og løftet hans hoved op i mit skød.

Emerson lagde armene over kors og blev stående og kiggede, mens hans velformede læber fortrak sig i et hånligt smil. Det var Ramses, der kom med det glas cognac, jeg havde anmodet om. Jeg tog det og kunne som forventet mærke, at ydersiden af glasset var lige så våd som indersiden.

“Jeg kom desværre til at spilde,” forklarede Ramses. “Mama, hvis jeg må komme med et forslag –” “Nej, du må ej,” svarede jeg.

“Men jeg har læst, at det ikke er tilrådeligt at give cognac eller andet flydende til en, der er bevidstløs. Der er en vis fare for –” “Ja, ja, Ramses, det er jeg udmærket klar over. Ti nu stille.”

34

Den sidste kamel.indd 34

26/03/13 11.59

Mr. Forthright så ikke ud til at befinde sig i nogen alvorlig forfatning. Hudfarven var god, og der var intet tegn på, at han var kommet noget til. Jeg bedømte ham til at være i begyndelsen af trediverne. Ansigtstrækkene var mere venlige end kønne med øjnene, der sad langt fra hinanden under de buede bryn, og det blide drag om den fyldige mund. Det mest iøjnefaldende, fysiske særpræg var farven på håret og det skæg, der prydede overlæben.

Det var en stærk, umoderne, men ikke desto mindre påfaldende, kobberrød farve med gyldne strejf, og håret krøllede klædeligt ved tindingerne.

Jeg fortsatte med at nøde den unge mand. Der gik ikke lang tid, før han slog øjnene op og stirrede undrende ind i ansigtet på mig.

Hans første ord var: “Hvor er jeg?”

“På mit kamintæppe,” sagde Emerson og bøjede sig truende ned over ham. “Det var dog et sa – øh – forbistret, tåbeligt spørgsmål. Nu kommer De omgående med en forklaring på Deres opførsel, anmassende hvalp, inden jeg får Dem smidt på porten.”

En dyb rødme skød op i Forthrights kinder. “De – De er professor Emerson?”

“En af dem.” Emerson slog ud med hånden mod Walter, der rettede på brillerne og hostede afværgende. Det må indrømmes, at han mindede mere om det almindeligt udbredte billede på en videnskabsmand end min ægtefælle, hvis skarpe, blå blik og sunde ansigtsfarve, for ikke at tale om hans imponerende muskelstyrke, snarere ledte tanken hen på en handlingens mand end en tankens. “Åh, javel. Jeg beder om forladelse for forvekslingen og for min utilgivelige påtrængenhed. Men jeg håber, at De, når De hører min historie, vil tilgive og bistå mig. Den professor Emerson, jeg søger, er den egyptolog, hvis mod og fysiske overlegenhed er lige så berømt som hans åndsevner.” “Øh, hmmm,” sagde Emerson. “Ja. De har fundet ham. Og hvis De nu vil bevæge Dem ud af favnen på min hustru, som De glaner på med en inderlighed, der yderligere understreger Deres oprindelige brøde ...”

Den unge mand satte sig op, som blev han trukket af en fjeder, og undskyldte stammende. Emerson gelejdede ham hen til en stol – det vil sige, han skubbede ham ned i en – og hjalp mig med et 35

Den sidste kamel.indd 35

26/03/13 11.59

næppe mindre fast greb på benene. Jeg vendte mig om og så, at Evelyn havde fået samling på børnene og var ved at genne dem ud af stuen. Jeg nikkede taknemmeligt til hende og blev belønnet med et af hendes søde smil.

Vores uventede gæst indledte med et spørgsmål. “Er det sandt, professor, at De har planer om at rejse rundt i Sudan i år?”

“Hvor har De hørt det henne?” spurgte Emerson skarpt.

Mr. Forthright smilede. “Deres gøremål, professor, vil altid være genstand for interesse, ikke blot for det arkæologiske fællesskab, men for offentligheden i al almindelighed. Jeg står tilfældigvis på indirekte vis i forbindelse med den førstnævnte gruppe. De har nok ikke hørt mig nævnt, men jeg er sikker på, at De er bekendt med min farfars navn, for han er en velkendt mæcen af arkæologien – Viscount Blacktower.”

“Min salighed!” brølede Emerson.

Det gav et sæt i mr. Forthright. “Und – undskyld mig, professor?”

Emerson var rød i hovedet af raseri og kunne have skræmt hvem som helst, men hans skulen var ikke møntet på mr. Forthright.

Den var møntet på mig. “Jeg vidste det,” sagde Emerson bittert.

“Bliver jeg aldrig fri for dem? Du tiltrækker dem, Amelia. Jeg ved ikke, hvordan du gør det, men det er ved at blive en højst skadelig vane. Endnu en fordømt aristokrat!”

Walter var ude af stand til at undertrykke en klukken, og jeg må tilstå, at jeg selv til en vis grad morede mig. Emerson lød gran­ giveligt som en rasende sansculotte, der krævede de forhadte aristokrater guillotineret.

Mr. Forthright kastede et uroligt blik på Emerson.

“Jeg skal gøre det så kort som muligt,” begyndte han.

“Godt,” sagde Emerson. “Øh – men jeg er bange for, at jeg må give Dem en vis baggrund, hvis De skal forstå den vanskelighed, jeg befinder mig i.”

“Fanden tage den,” sagde Emerson.

“Min ... farfar havde to sønner.”

“Fanden tage ham,” sagde Emerson. “Øhm ... min far var den yngste. Hans storebror, som selvfølgelig var arvingen, var Willoughby Forth.”

36

Den sidste kamel.indd 36

26/03/13 11.59

“Willie Forth, den opdagelsesrejsende?” gentog Emerson i en helt anden tone. “De er hans nevø? Men Deres navn –” “Min far giftede sig med miss Wright, eneste barn af en velhavende grosserer. Efter sin svigerfars anmodning føjede han efternavnet Wright til sit eget. Eftersom de fleste opfattede det sammensatte navn som et enkelt ord, mente jeg, at det var enklere at vælge denne udgave.”

“Hvor medgørligt af Dem,” sagde Emerson. “De ligner ikke Deres farbror, mr. Forthright. Han ville have fået to ud af det.”

“Hans navn er bekendt,” sagde jeg. “Var det ham, der én gang for alle beviste, at Victoriasøen er kilden til Den Hvide Nil?” “Nej. Han holdt stædigt fast ved den overbevisning, at Lualabafloden var en del af Nilen, indtil Stanley beviste, at han tog fejl, ved faktisk at sejle ned ad Lualaba til Congo og derfra til Atlanterhavet.” Willoughby Forths nevø smilede spotsk. “Det, frygter jeg, er det sørgelige mønster i hans liv. Han var altid et par måneder for sent på den eller et par hundrede miles for langt væk. Det var hans store ambition at gå over i historien som den, der opdagede ... et eller andet. Hvad som helst! En ambition, der aldrig blev virkeliggjort.”

“En ambition, der kostede ham livet,” sagde Emerson eftertænksomt. “Og hans hustrus. De forsvandt i Sudan for ti år siden.”

“Fjorten år, for at være helt nøjagtig.” Forthright stivnede. “Hørte jeg nogen ved døren?”

“Jeg hørte ingenting.” Emerson betragtede ham indgående.

“Skal jeg vente endnu en ubuden gæst i aften?”

“Det er jeg bange for. Men vær rar at lade mig fortsætte. De er nødt til at høre min historie inden –” “Jeg tillader mig den frihed, mr. Forthright, at have lov til selv at dømme om, hvad der skal gøres og ikke gøres i mit hus,” sagde Emerson. “Jeg er ingen ynder af overraskelser. Jeg vil gerne være forberedt på gæster, især hvis de tilhører aristokratiet. Er det Deres farfar, De venter?”

“Ja. Vær nu venlig, professor, at lade mig forklare. Farbror Willoughby har altid været yndlingssønnen. Han delte ikke kun min farfars arkæologiske og geografiske interesser, han havde også den 37

Den sidste kamel.indd 37

26/03/13 11.59

fysiske styrke og det vovemod, som hans lillebror manglede. Min stakkels, kære far har aldrig været stærk –” Jeg kunne se af Emersons ansigtsudtryk, at han var på nippet til at sige noget ubehøvlet, så jeg dristede mig til at gribe ind. “Kom til sagen, mr. Forthright.”

“Hvad? Åh – ja, jeg beder om forladelse. Farfar har aldrig affundet sig med, at hans elskede søn er død. Det må han være, professor! Der ville være kommet bud tilbage, længe inden dette –” “Men der er heller ikke kommet bud om, at han er død,” sagde Emerson.

Forthright kom med en utålmodig håndbevægelse. “Hvordan kunne der det? Der er ingen telegraf i junglen eller ude i ødemarken. Juridisk set kunne min farbror og hans hustru have været erklæret døde for år tilbage. Min farfar har nægtet at tage skridt til det. Min far døde sidste år –” “Aha,” sagde Emerson. “Nu kommer vi til sagens kerne, kan jeg tænke mig. Før Deres farbror bliver erklæret død, er De ikke lovformeligt Deres farfars arving –” Han brød af og drejede brat hovedet. Denne gang var der intet at tage fejl af. Skænderiet i vestibulen var så højrøstet, at det kunne høres selv gennem den lukkede dør. Gargery, der havde hævet stemmen i protest, blev overdøvet af en lyd, der var lige så høj og gennemtrængende som en hanelefants trompeteren. Døren røg op med et brag, der sendte en rystelse gennem stuen, og på tærsklen stod en af de mest frygtindgydende skikkelser, jeg nogensinde har set.

Det mentale billede, jeg havde dannet mig af den medynkvækkende, dybt sørgende, gamle far, knustes som glas over for virkeligheden. Lord Blacktower – for andre end ham kunne det ikke være – var en kæmpestor, brutal fyr med skuldre som en nævekæmper og en strid, rødlig hårmanke, bleget og med rundhåndede strejf af gråt, der engang måtte have flammet som den nedgående sol. Han virkede alt for ung og energisk til at være farfar til en mand i trediverne, indtil man tog hans ansigt nærmere i øjesyn. Som jord, udtørret af solen, havde det dybe furer – et kort over voldsomme lidenskaber og usunde vaner.

Hans pludselige tilsynekomst og selve hans brutale, domine38

Den sidste kamel.indd 38

26/03/13 11.59

rende tilstedeværelse berøvede os mælet i flere minutter. Hans blik bevægede sig rundt i stuen, gled hen over mændene med kølig ligegyldighed, til det faldt til hvile på mig. Med en fejende bevægelse tog han hatten af og bukkede med en elegance, man ikke havde forventet af så kæmpestor en mand. “Madam! Jeg beder Dem modtage mine undskyldninger for denne indtrængen. Tillad mig at præsentere mig: Franklin, viscount Blacktower. Har jeg den ære at tale med mrs. Radcliffe Emerson?” “Øh – ja,” svarede jeg.

“Mrs. Emerson!” Smilet gjorde ikke hans udseende kønnere, for øjnene var fortsat lige så kolde og uigennemsigtige som persisk turkis. “Jeg har længe set frem til fornøjelsen af at hilse på Dem.” Han tog et langt, tungt, slingrende skridt hen mod mig og stak hånden frem. Jeg gav ham min og rustede mig til et knogleknusende greb. I stedet førte han mine fingre op til sine læber og plantede et stort, højlydt smækkys på dem. “Mmmm, ja,” mumlede han. “Fotografierne af Dem yder Dem absolut ingen retfærdighed, mrs. Emerson.”

Jeg forventede så sandelig, at Emerson ville protestere mod denne fremgangsmåde, for hans mumlen og kyssen trak ud. Der kom imidlertid ingen kommentarer fra den kant, så jeg trak hånden til mig og bød lord Blacktower tage plads i en stol. Han lod hånt om den, jeg havde udpeget, og satte sig i sofaen ved siden af mig med et bump, der fik både den og mig til at gynge. Der kom stadig ingen reaktion, hverken fra Emerson eller mr. Forthright, som var sunket ned i den stol, han brat havde rejst sig fra, da hans farfar kom brasende ind.

“Må jeg byde på en kop te eller et glas cognac, lord Blacktower?” spurgte jeg.

“De er venligheden selv, kære madam, men jeg har allerede trukket alt for store veksler på Deres elskværdighed. Tillad mig blot at at forklare, hvorfor jeg uden videre drister mig til at komme brasende ind til Dem, så skal jeg nok absentere mig igen – og tage min sønnesøn med, hvis tilstedeværelse er årsagen til, om ikke undskyldningen for min grove taktløshed.” Han så ikke hen på mr. Forthright, men fortsatte næsten uden ophold. “Det var min hensigt at henvende mig til Dem, og til Deres meget aner­ 39

Den sidste kamel.indd 39

26/03/13 11.59

kendte ægtemand, ad de rette kanaler. Da jeg i eftermiddags ved et tilfælde erfarede, at min sønnesøn havde formastet sig til at komme mig i forkøbet, var jeg nødsaget til at handle hurtigt. Mrs. Emerson ...” Han bøjede sig hen mod mig og lagde hånden på mit knæ. “Mrs. Emerson! Min søn lever! Find ham. Tag ham med tilbage til mig.”

Hans hånd var tung som sten og kold som is. Jeg stirrede på blodårerne, der snoede sig under huden som fede, blå orm, på de grå og rødlige hårtotter på hans fingre. Og stadig ingen indvendinger fra Emerson! Det var ufatteligt!

Kun moderlig medfølelse med en forælder, der var drevet fra vid og sans af tabet af et elsket barn, afholdt mig fra at flå hans hånd væk. “Lord Blacktower,” begyndte jeg.

“Jeg ved, hvad De vil sige.” Han strammede grebet. “De tror mig ikke. Reginald dér har sikkert fortalt, at jeg er en senil, gammel mand, der klamrer mig til et fuldstændig usandsynligt håb.

Men jeg har beviser, mrs. Emerson, et budskab fra min søn med oplysninger, som kun han kan vide besked med. Jeg modtog det for nogle dage siden. Find ham, og alt, hvad De forlanger af mig, vil være Deres. Jeg vil ikke fornærme Dem ved at tilbyde Dem penge –” “Det ville være spild af Deres tid,” sagde jeg koldt.

Han fortsatte, som om jeg ikke havde sagt noget, “– selvom jeg ville betragte det som en ære at finansiere Deres fremtidige ekspeditioner i ligegyldig hvilken målestok, De måtte ønske det.

Eller en lærestol i arkæologi til ham Deres ægtemand. Eller han kan blive slået til ridder. Lady Emerson, hvad?”

Tonen var blevet grovere, og ordvalget, for ikke at tale om hans hånd, var blevet stadig mere nærgående. Det var imidlertid ikke fornærmelsen mod mig, hans hustru, men den underforståede fornærmelse mod ham selv, der til sidst fik Emerson til at sige noget.

“De spilder stadigvæk Deres tid, lord Blacktower. Jeg køber ikke æresbevisninger eller tillader nogen andre at købe dem til mig.”

Den gamle mand udstødte et rungende latterbrøl. “Jeg spekulerede på, hvad der skulle til for at få Dem ud af busken, professor.

40

Den sidste kamel.indd 40

26/03/13 11.59

Hver mand har sin pris, ved De nok. Men Deres – ja, jeg skal yde Dem retfærdighed: Intet af det, jeg har tilbudt, vil gøre indtryk på Dem. Men jeg har noget, som jeg forestiller mig, vil gøre det.

Her – kast et blik på dette her.”

Han stak hånden i lommen og tog en konvolut frem. Jeg rettede på mine skørter. Jeg bildte mig ind, at jeg stadig kunne mærke aftrykket af hans isnende kolde hånd.

Emerson tog konvolutten. Den var ikke forseglet. Med samme forsigtighed, som når han håndterede skrøbelige oldsager, tog han noget langt, smalt og fladt op af konvolutten. Det var flødefarvet og for tykt til at være almindeligt papir, men der stod skrevet noget på det. Jeg kunne ikke se ordene.

Emerson studerede det i tavshed i nogle minutter. Så fortrak hans læber sig. “En såre skamløs og lidet overbevisende forfalskning.”

“Forfalskning! Det er papyrus, ikke sandt?”

“Det er papyrus,” indrømmede Emerson. “Og det er gulnet og skrøbeligt nok til at være af oldegyptisk oprindelse. Men skriften er hverken gammel eller egyptisk. Hvad er det her for noget nonsens?”

Den gamle mand blottede tænderne, der i henseende til farve havde en vis lighed med papyrussen. “Læs det, professor. Læs budskabet højt.”

Emerson trak på skuldrene. “Udmærket. ‘Hilsener til den gamle løve fra den unge løve. Din søn og datter lever, men ikke længe, medmindre hjælp kommer snart. Blod kalder på blod, gamle løve, men hvis dette råb ikke er stærkt nok, søg fortidens skat på dette sted, hvor jeg venter dig’. Af det mest barnlige –” “Barnlige, ja. Det begyndte, da han var dreng og læste ridderromaner og eventyr. Det blev en slags hemmelig kode. Han skrev ikke til andre på den måde, og intet levende væsen kendte til det.

Eller vidste, at hans navn til mig var den gamle løve.” I det øjeblik lignede han sådan en – en træt, gammel løve med hængekinder og indsunkne øjne i rynkede huler.

“Det er stadig en forfalskning,” hævdede Emerson stædigt.

“Dygtigere gjort, end jeg havde troet, men ikke desto mindre en forfalskning.”

41

Den sidste kamel.indd 41

26/03/13 11.59

“Undskyld, Emerson, men du har ikke rigtig forstået det,” sagde jeg. Emerson sendte mig et harmfuldt blik, men jeg fortsatte.

“Lad os forudsætte, at budskabet her virkelig er fra mr. Willoughby Forth, og at han har været holdt fanget eller på anden vis tilbageholdt i alle disse år. Lad os forudsætte, at et eller andet dristigt par – øh – det vil sige, en eller anden dristig eventyrer – var villig til at komme ham til hjælp. Hvor skulle den eventyrer så tage hen?

Et menneske, der beder om hjælp, burde i det mindste give nogle anvisninger.”

“Det,” sagde min ægtemand, “skulle jeg faktisk lige til at gøre klart, Amelia.”

Den gamle mand smilede ondskabsfuldt. “Der er noget mere i konvolutten, professor. Tag det op, hvis De vil være så venlig.”

Det var mere prosaisk end det første – et enkelt ark almindeligt brevpapir, foldet sammen flere gange – men det havde en besynderlig virkning på Emerson. Han blev stående og stirrede lige så bestyrtet på det, som hvis det havde været en dødstrussel (en form for korrespondance, kunne jeg måske tilføje, han ikke var uvant med). Jeg sprang op og tog papiret ud af hånden på ham. Det var gråt af ælde og støv, laset efter lang tids håndtering og med engelsk skrift, og den håndskrift kendte jeg lige så godt som min egen.

“Det ligner en side fra en af dine notesbøger, Emerson,” udbrød jeg. “Hvordan i alverden er den kommet Dem i hænde, lord Blacktower?”

“Konvolutten med indhold blev efterladt på trappestenen til mit hus på Berkeley Square. Min butler indrømmede, at han halvt om halvt havde overvejet at smide den i skraldespanden. Det gjorde han heldigvis ikke.”

“Den er ikke kommet med posten,” mumlede Emerson og granskede konvolutten. “Så den må være blevet afleveret personligt. Af hvem? Hvorfor gav budbringeren sig ikke til kende og gjorde krav på en dusør?”

“Det ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad,” sagde den gamle mand irriteret. “Skriften på konvolutten er min søns. Det samme er skriften på papyrussen. Hvad mere bevis vil De have?”

“Enhver, der har kendt Deres søn og fået et brev fra ham, kan efterligne hans skrift,” sagde jeg blidt, men fast. “Efter min me42

Den sidste kamel.indd 42

26/03/13 11.59

ning er siden fra min ægtemands notesbog et langt mere interessant holdepunkt. Men jeg forstår ikke, hvilken relevans det har for mr. Forths forsvinden.”

“Vend det om,” sagde lord Blacktower.

Jeg gjorde, som han sagde. Ved første øjekast fremstod de blegede linier som tilfældige skriblerier, ligesom dem et lille barn kunne lave. Fra lord Blacktowers hals kom en gyselig, skurrende lyd. Jeg gik ud fra, at det var latter.

“Er der noget, der dæmrer for Dem nu, professor Emerson? Var det Dem eller min søn, som tegnede kortet?”

“Et kort?” gentog jeg og tog skribleriet nærmere i øjesyn.

“Jeg husker anledningen,” sagde Emerson langsomt. “Og under de nuværende omstændigheder – den lidelse taget i betragtning, som bliver en far til del, der har mistet sin søn – vil jeg gøre en undtagelse fra min almindelige praksis, som er at nægte at besvare uforskammede spørgsmål fra fremmede.” Jeg kom med en lille, misbilligende lyd, for Emersons tone – især da han nævnede den lidelse, som bliver en far til del, der har mistet sin søn – gjorde det, han sagde, endnu mere ubehøvlet end det, der lå i ordene selv.

Lord Blacktower smilede bare ondskabsfuldt.

“Det her er ikke et kort,” sagde Emerson. “Det er ren fantasi – opdigtet. Det kan ikke have nogen som helst forbindelse med Deres søns skæbne. Der er nogen, der spiller Dem et ondsindet puds, lord Blacktower, eller som har planer om at begå et bedrageri.”

“Det var nøjagtigt det, jeg sagde til min farfar, professor,” udbrød mr. Forthright.

“Vær dog ikke sådan et fjols,” snerrede lord Blacktower. “Jeg kan ikke narres af en svindler –” “Det skal De ikke være så sikker på,” afbrød Emerson. “Jeg så Slatin Pasha i ´95, da han var sluppet fri af elleve års sult og tortur som Kaliffens fange. Jeg kunne ikke kende ham. Hans egen mor ville ikke have genkendt ham. Det var imidlertid ikke den slags bedrageri, jeg havde i tankerne. Hvor meget havde De til sinds at tilbyde mig for at udruste og tage på en redningsekspedition?”

“Men De afviste at lade Dem bestikke, professor.”

“Jeg afviste det, punktum,” sagde Emerson. “Årh, til helvede med det! Det tjener ikke noget formål at tilbyde Dem mit råd, for 43

Den sidste kamel.indd 43

26/03/13 11.59

De ville ikke følge det. Som min familie kan fortælle Dem, lord Blacktower, er jeg et af de mest tålmodige mennesker, men min tålmodighed er ved at være opbrugt. Jeg ønsker Dem godaften.”

Den gamle mand kom møjsommeligt på benene. “Også jeg er et tålmodigt menneske, professor. Jeg har ventet på min søn i fjorten år. Han lever. Det ved jeg. Og en dag vil De indrømme, at jeg havde ret, og at De, sir, havde uret. Godaften, mine herrer.

Godaften, mrs. Emerson. De skal ikke ulejlige Dem med at ringe på tjeneren. Jeg finder selv ud. Kom, Reginald.”

Han gik hen til døren og lukkede den stille bag sig.

“Farvel, mr. Forthright,” sagde Emerson.

“Lad mig lige komme med et sidste ord, professor –” “Hvis De er hurtig,” sagde Emerson med lynende øjne.

“Det her er måske netop et af den slags nedrige kneb, De talte om. Men der er en anden mulighed. Min farfar har fjender –” “Næh! Det kommer virkelig bag på mig!” udbrød Emerson.

“Hvis der ikke kommer yderligere meldinger, hvis han ikke kan finde en egnet mand til at lede en sådan ekspedition, vil han selv tage af sted. De ser skeptisk ud, men jeg forsikrer Dem, at jeg kender ham særdeles godt. Han er overbevist om ægtheden af dette budskab. Og når han tror det –” “De sagde ét ord, og jeg har ladet Dem sige tres-halvfjerds.”

“Før jeg lader min farfar risikere liv og lemmer på et sådant foretagende, tager jeg hellere selv af sted,” sagde Forthright hurtigt. “Hvis jeg virkelig kunne tro på, at der var den mindste chance –” “For pokker da,” råbte Emerson. “Skal jeg personligt smide Dem på porten?”

“Nej.” Den unge mand bakkede hen mod døren, fulgt af Emerson. “Men hvis De skulle skifte mening, professor, insisterer jeg på at ledsage Dem.” “Sikke noget vås, jeg har aldrig kendt mage,” erklærede Emerson og plaskede whisky i sit glas så hidsigt, at det sprøjtede ud over bordet. “Hvor vover han at insinuere, at jeg skulle skifte mening?

Jeg skifter aldrig mening.”

“Jeg har mistanke om, at han er en skarpere bedømmer af din 44

Den sidste kamel.indd 44

26/03/13 11.59

karakter, end du tiltror ham at være,” sagde Walter. “Også jeg opfangede noget i din optræden ... Du har ikke været helt oprigtig over for os, Radcliffe.”

Emerson krympede sig. Om det skyldtes det ildelidte navn eller den underforståede anklage, kan jeg ikke sige. Han svarede ikke.

Jeg gik hen til vinduet og trak gardinet fra. Det var holdt op med at regne. Der lå en dis over græsplænen, og vognlygter lyste op i mørket. De skjultes af et uformeligt korpus, der dukkede op mellem dem og mit synsfelt. Det var lord Blacktower, som steg til vogns. I slængkappen, indhyllet af tågen, var hans skikkelse knap nok menneskelig. Jeg fik det ubehagelige indtryk, at det ikke var et menneske, jeg så, ikke engang et dyr, men en mørkets naturkraft.

Jeg hørte døren gå op og vendte mig om og fik øje på Evelyn.

“Kokkepigen truer med at forlade pladsen, hvis ikke middagen omgående serveres,” sagde hun med et smil. “Og Rose leder efter Ramses. Han kom ikke op sammen med de andre. Er han ... Nå, dér er du, min dreng.”

Og dér var han faktisk, på vej op bag sofaen som en ånd af en flaske, eller en skamløs lurer fra sit skjulested. Mine uhyggelige forudanelser afløstes af irritation, og da min søn lydigt skyndte sig hen til sin tante, spurgte jeg skarpt: “Ramses, hvad har du dér?”

Ramses standsede op. Han lignede det modsatte billede på en lille helgen, for hans krøllede hårmanke var kulsort og indrammede ansigtet, som skønt kønt nok på sin egen måde var lige så mørk­lødet som en egypters. “Har, mama? Åh ...” Med en uskyldigt overrasket mine så han ned på papiret, han havde i hånden.

“Det er vist siden fra papas notesbog. Den samlede jeg op fra gulvet.”

Det var jeg ikke det mindste i tvivl om. Ramses foretrak at sige sandheden, når det overhovedet var muligt. Jeg havde lagt papiret på bordet, så han måtte have skubbet det ned på gulvet, inden han samlede det op.

Da han havde afleveret papiret og overstået den omstændelige proces med at sige godnat, begav vi os ind i spisestuen.

Jeg havde for længst opgivet at prøve at få Emerson fra at drøfte fortrolige familiesager i tjenestefolkenes nærværelse. Faktisk havde 45

Den sidste kamel.indd 45

26/03/13 11.59

jeg ladet mig overtale til at indtage samme standpunkt som ham: at det var en forbandet tåbelig, meningsløs skik, for tjenestefolkene vidste alligevel altid besked med alt, hvad der foregik, og deres råd var ofte nyttige, eftersom de i det store og hele var fornuftigere end de mennesker, der skulle forestille at være dem overlegne. Jeg gik fuldstændig ud fra, at han ville drøfte de usædvanlige begivenheder, som lige havde fundet sted. Denne forventning delte vores butler, Gargery. Selvom han vanligt effektivt styrede serveringen, strålede han over hele hovedet. Han nød altid at tage del i vores små eventyr, og gæsternes ejendommelige opførsel retfærdiggjorde formodningen om, at endnu et var på nippet til at indtræffe.

Man kan derfor forestille sig min overraskelse, da Emerson tilfredsstillede den værste sult ved at gøre kål på suppen i en fart, duppede sig om munden med servietten og bemærkede: “Et barskt vejr for denne årstid.”

“Men næppe usædvanligt,” sagde Walter uskyldigt.

“Jeg håber, at regnen holder op. Ellers får I en våd tur hjem.”

“Javist,” sagde Walter.

Jeg rømmede mig. Emerson sagde skyndsomst: “Og hvad vil du så byde på i aften, Peabody? Ah, lammesteg. Og myntegelé!

Det holder jeg jo særligt af. Et glimrende valg.”

“Det er mrs. Bates, der byder på lam,” sagde jeg, da Gargery synligt fornærmet delte tallerkener rundt. “Du ved godt, at jeg overlader kostplanen til hende, Emerson. Jeg har ikke tid til den slags. Især ikke nu, hvor der skal bestilles så mange ekstra forsyninger –” “Javist, javist,” sagde Emerson.

“Myntegelé, sir?” spurgte Gargery i et tonefald, der burde have frosset den bævrende masse til en fast klump. Uden at vente på svar gav han Emerson, hvad der svarede til omkring en halv teskefuld.

Ligesom sin bror havde Walter tilbøjelighed til at lade hånt om skik og brug, ikke fordi han nødvendigvis delte Emersons yderliggående, sociale teorier, men fordi han glemte alt andet, når den professionelle begejstring kom over ham. “Hør, ved du hvad, Radcliffe,” udbrød han. “Den stump papyrus var ret spændende. Hvis en egyptisk skriver fra oldtiden havde kunnet skrive på 46

Den sidste kamel.indd 46

26/03/13 11.59

engelsk, havde resultatet set nøjagtigt ud som dette budskab. Jeg ville ønske, jeg havde fået chancen for at undersøge det nærmere.”

“Det kan du måske gøre efter middagen,” sagde jeg. “Ved et besynderligt tilfælde glemte lord Blacktower i skyndingen at tage det med, da han gik. Eller var det et tilfælde, Emerson?”

“Du ved lige så vel som jeg, at det var med fuldt overlæg,” snerrede Emerson. “Pas devant les domistiques, Peabody, som du altid siger til mig.”

“Sniksnak,” svarede jeg elskværdigt. “Ramses har sikkert fortalt Rose alt om det nu. Jeg kender dig jo, kære Emerson, dit ansigt er som en åben bog. Det angiveligt meningsløse skribleri på bagsiden af bladet fra notesbogen gav mening for dig. Det ved jeg. Det vidste Hans Nåde. Vil du betro dig til os eller tvinge os til at bruge hemmelige metoder for at finde frem til sandheden?”

Emerson stirrede vredt – på mig, på Walter, på Evelyn og på Gargery, der holdt vagt over myntegeléen med næsen i sky og såret værdighed aftegnet i hvert eneste ansigtstræk. Så klarede Emersons ansigt op, og han brast i en hjertelig latter. “Du er uforbederlig, kære Peabody. Jeg vil ikke spørge om, hvilke særlige, hemmelige metoder du havde i tankerne ... Faktisk er der ingen grund til, at jeg ikke skulle fortælle det lidt, jeg kender til sagen.

Og må jeg så bede om noget mere myntegelé, Gargery?”

Da Emerson var blevet forsynet med denne delikatesse, fortsatte han. “Jeg sagde sandheden, da jeg fortalte lord Blacktower, at det stykke papir ikke kunne have nogen forbindelse til Forths skæbne. Alligevel fik jeg en uhyggelig fornemmelse ved at gense det efter alle disse år. Næsten som når en død mands hule stemme giver genlyd i hans gravkammer ...”

“Hvem er det nu, der lader en uregerlig fantasi løbe af med ham?” spurgte jeg spøgefuldt. “Kom nu videre, Emerson, hvis du vil være så venlig.”

“Først,” sagde Emerson, “må vi fortælle Evelyn, hvad der skete, efter at hun var gået med børnene.”

Det gik han så over til helt unødvendigt omstændeligt. Gargery fandt det imidlertid i høj grad interessant. “Så det var et kort, sir?” spurgte han og gav Emerson mere myntegelé.

“Tag det forbandede stads væk,” sagde Emerson og stirrede på 47

Den sidste kamel.indd 47

26/03/13 11.59

den grønne masse med væmmelse i blikket. “Ja, det var et kort.

Af en slags.”

“Over vejen til kong Salomons diamantminer formodentlig,” sagde Walter smilende. “Eller Kleopatras smaragdminer. Eller guldminerne i Kush.”

“Det var et næsten lige så usandsynligt blændværk, Walter. Nu husker jeg det alt sammen – dette besynderlige sammentræf, dette sidste møde, jeg overhovedet havde med Willie Forth.” Han holdt inde for at give Gargery tid til at tage tallerkenerne væk og servere den næste ret, inden han tog tråden op igen.

“Det var i efteråret 1883, året inden jeg mødte dig, sødeste Pea­ body, og et år, hvor Walter ikke var med. Da jeg ikke blev forlokket af sådanne charmerende adspredelser, stod jeg en aften i Kairo uden at have noget særligt for og besluttede at aflægge besøg i en café. Dér sad Forth. Da han fik øje på mig, sprang han op og kaldte på mig. Han var en ordentlig tamp af en fyr med sort, strittende hår, der altid så ud, som om det hverken havde set saks eller børste i ugevis. Nå, vi fik os et glas eller to i al venskabelighed. Han forlangte, at jeg skulle drikke hans bruds skål, for han var lige blevet gift. Jeg drillede ham lidt med denne uventede nyhed. Han var en gammel, inkarneret ungkarl på et par og fyrre år og havde altid hævdet, at ingen kvinde nogensinde skulle blive ham en klods om benet. Han kom bare med et fåret grin og fablede om hendes skønhed, uskyld og charme som en anden forgabet skoledreng.

Så faldt talen på hans planer for vinteren. Først var han tilbageholdende, men jeg kunne se, at der var noget foruden den ægteskabelige lykke, som havde opildnet ham, og efter endnu et venskabeligt glas eller to indrømmede han, at hans endelige bestemmelsessted ikke var Aswan, som han oprindelig havde sagt til mig, men et sted længere sydpå.

‘Jeg forstår, at De har foretaget udgravinger i Napata,’ sagde han henkastet.

Jeg kunne ikke skjule min overraskelse og misbilligelse. Nyhederne fra Sudan var overordentlig foruroligende, og Forth havde sagt, at han planlagde at tage sin hustru med. Han fejede mine anfægtelser til side. ‘Den værste ballade er i Kordofan, mange hundrede miles fra det sted, hvor jeg agter mig hen. Og general 48

Den sidste kamel.indd 48

26/03/13 11.59

Hicks er på vej derhen. Han skal nok ordne de fyre, inden vi når Wadi Halfa’.” Emerson vendte sig om mod butleren og forklarede: “Wadi Halfa ligger ved anden katarakt, Gargery, adskillige hundrede miles syd for Aswan.”

“Ja, sir, tak, sir. Og det andet sted – Nabada?”

“Tjah, hmm,” sagde Emerson. “Det har der været nogen diskussion om. Kushiterne, eller nubierne, havde to hovedstæder.

Meroë, den anden og seneste af de to, lå i nærheden af sjette katarakt, lige nord for Khartoum. Man har besøgt ruinerne, og de er identificerede. Vi har en temmelig god formodning om, hvor Napata, den tidligere hovedstad, lå ud fra pyramidegravene i området, men den nøjagtige stedfæstelse er usikker.

Nå, vi ved jo alle sammen, hvad der skete med Hicks. (Hans hær blev udslettet af Mahdien, Gargery, mod alle forventninger bortset fra mine). Der kom ikke bud til Kairo om denne katastrofe, før efter at Forth var draget af sted. Det eneste, jeg kunne fortælle ham den aften, var, at jeg havde aflagt besøg på et sted, som jeg mente var Napata, og at det – for at sige det mildt – ikke var det sted, jeg ville have valgt til en bryllupsrejse. ‘De har da vel ikke i sinde at tage Deres brud med til et primitivt, feberhærget, farligt sted som det?’ spurgte jeg.

Forth kunne mærke virkningen af fire, fem venskabelige glas.

Han sendte mig et fordrukkent grin. ‘Længere endnu, Emerson.

Meget længere.’

‘Meroë? Det er endnu mere afsides og farligere end Gebel Barkal. De er gal, Forth.’

‘Og De rammer stadig ved siden af, Emerson.’ Forth bøjede sig frem, plantede begge albuer på det møgbeskidte bord og stirrede på mig med et brændende blik. Jeg havde det som Bryllupsgæsten i Coleridges digt, og da han fortsatte, ville det faktisk ikke have forbavset mig at se albatrossen hænge om halsen på ham. ‘Hvad skete der med kongefamilien og adelen i Meroë, da byen faldt?

Hvor drog de hen? De har hørt de arabiske sagn om sønnerne fra Kush, der marcherede mod den nedgående sol – vestpå gennem ørkenen til en hemmelig by ...’

‘Historier, sagn, opspind,’ udbrød jeg. ‘De er ikke mere virkelige end fortællingerne om Arthur, som blev bortført til Isle of 49

Den sidste kamel.indd 49

26/03/13 11.59

Ava­lon af de tre dronninger, eller Karl den Store, der sov under bjerget med sine riddere –’ ‘Eller Homers fortællinger om Troja,’ sagde Forth.

Jeg bandede ham langt væk tillige med Heinrich Schliemann, hvis opdagelser havde givet galninge som min ven blod på tanden.

Forth lyttede, grinede som en abekat og rodede i jakkelommerne – efter sin pibe, tænkte jeg. I stedet tog han en lille æske op, rakte mig den og opfordrede mig med en fejende håndbevægelse til at tage låget af. Da jeg gjorde det ... Peabody, kan du huske Ferlini-samlingen på Berlin Museum?”

Spørgsmålet kom bag på mig, og jeg begyndte at ryste på hovedet, og så udbrød jeg: “De smykker, Ferlini havde med fra Meroë for et halvt hundrede år siden?”

“Netop.” Emerson hev en blyant op af lommen og gav sig til at tegne på dugen. Gargery, der udmærket kendte denne vane hos Emerson og min reaktion på den, stak behændigt et stykke papir ind under blyanten. Emerson gjorde sin tegning færdig og rakte papiret til Gargery, som efter en nøje granskning, lod den gå bordet rundt som et fad med grøntsager. “Det, jeg så i æsken, var en armring af guld,” fortsatte Emerson. “Mønstrene var stiliserede uræusslanger, rhombeformer og lotusknopper og var indlagt med rød og blå emalje.”

Walter rynkede panden over papiret. “Jeg har set et litografi af et smykke, der ligner det her, Radcliffe.”

“I Lepsius’ Denkmäler,” svarede Emerson. “Eller måske i det officielle katalog på Berlin Museum, i 1894-udgaven. Ferlini fandt en armring af samme type, med et lignende mønster, i Meroë. Jeg så ligheden med det samme, og min første reaktion var, at Forths armring også måtte stamme fra Meroë. De indfødte har plyndret pyramiderne lige siden Ferlinis tid i håb om at finde endnu en skat. Men den forbandede tingest var faktisk i en fuldstændig uberørt tilstand – et par ridser hist og her, nogle få buler – og emaljen var så klar, at den kunne være lavet for nylig. Det måtte være en moderne forfalskning, men hvem ville finde på at forfalske guld så rent, at man kunne bøje det med fingrene?

Jeg spurgte Forth, hvor han havde det fra, og han fortalte så en fuldkommen latterlig historie om, at han havde fået tilbudt 50

Den sidste kamel.indd 50

26/03/13 11.59

smykket af en pjaltet indfødt, der tilbød at føre ham til det sted, hvor man fandt den slags skatte. Et sted langt ude i den vest­ lige ørken, i en hemmelig oase, hvor der var enorme bygninger ligesom templerne i Luxor og en mærkelig race af troldmænd, der gik med guldsmykker og bragte blodofre til dæmoniske guder ...” Emerson rystede på hovedet. “I kan forestille jer, hvordan jeg vrængede ad denne latterlige historie, og så meget desto mere, da han fortalte, at den stakkels indfødte havde lidt af en feber, som han bukkede under for et par dage senere.

Mine argumenter gjorde ingen indtryk på Forth. Han drak temmelig tæt, og da jeg endelig opgav mit forsøg på at tale ham fra hans sindssyge plan, kunne jeg se, at han ikke var i en tilstand, hvor han skulle være alene. Sent om aftenen og i det kvarter ville han være blevet udsat for røveri og slået ned. Så jeg tilbød at følge ham hen til hans hotel. Det gik han med til og sagde, at han meget gerne ville præsentere mig for sin hustru.

Hun havde siddet oppe og ventet på ham, men hun havde ikke regnet med, at han havde en fremmed med hjem. Hun var indhyllet i en slags dunet, hvidt stof med en hel masse blonder og flæser. En del af hendes brudemundering, går jeg ud fra. En vidunderlig smuk skabning, der ikke så ud til at være mere end atten år, med store, slørede, blå øjne, et væld af hår som spundet guld og en elfenbenshvid hud. Og kold. En isjomfru uden mere menneskelig varme end en statue. De udgjorde en ejendommelig kon51

Den sidste kamel.indd 51

26/03/13 11.59

trast, Forth med sit rødmossede, storsmilende ansigt og den sorte hårmanke og hans hvidklædte, sølvblege hustru – Skønheden og Udyret i egne høje personer. Jeg tænkte på denne blomsterhvide hud, skoldet og skuret af fygesand, på det skinnende hår, udtørret af solen, og ved gud, Peabody, jeg oplevede kun den beklagelse, man kan have, når man ser et kunstværk blive skamferet – slet ingen medlidenhed som menneske. Hun ville ikke have taget imod den. Hun ville ikke have mærket den. Nej, den medlidenhed, jeg havde, var med Willie Forth. Tanken om at tage denne iskolde statue i sin favn, i sin ... Øh, hmmm. Du forstår, hvad jeg mener, Peabody.”

Jeg kunne mærke, at jeg rødmede. “Ja, Emerson, det gør jeg.

Alligevel kan man ikke andet end have ondt af hende. Hun kan ikke have haft nogen anelse om, hvad hun stod i begreb med.”

“Jeg prøvede at sige det til hende. Forth var faldet om på sengen og lå og snorkede, mens han knugede æsken med armringen ind til sig. Jeg talte til hende som en bror, Peabody. Jeg sagde, at hun var gal, hvis hun tog af sted, at han var endnu mere gal, at han lod hende gøre det. Jeg kunne lige så godt have talt til en kryselefantinsk statue. Til sidst lod hun forstå, at min tilstedeværelse generede hende, så jeg gik, og jeg må desværre sige, at jeg smækkede med døren. Det er det sidste, jeg har set til nogen af dem.”

“Men kortet, Emerson,” sagde jeg. “Hvornår har du –” “Åh,” Emerson hostede. “Det. Jamen, fanden tage det, Peabody, jeg havde jo selv fået et par drinks i al venskabelighed, og jeg havde læst nogle af middelalderens arabiske forfattere ...”

“The Book of Hidden Pearls?”

Emerson kom med et fåret grin. “Gid pokker havde dig, Peabody, du er altid et par skridt foran mig. Det er også din uregerlige fantasi. Men der er ofte et gran af sandhed i de mest groteske sagn. Jeg tror gerne, at der findes ukendte oaser i den vestlige ørken langt syd for de kendte oaser i Egypten. Wilkinson nævner tre i sin bog, der udkom i 1835. Han havde hørt om dem fra araberne. Befolkningen i Dakhla, en af de kendte oaser i det sydlige Egypten, fortæller historier om nogle fremmede – høje, sorte mænd, som kom nede sydfra. Og El Bekri, en forfatter fra det elvte århundrede, beskrev en kæmpekvinde, der blev taget til 52

Den sidste kamel.indd 52

26/03/13 11.59

fange i Dakhla. Hun talte ikke noget kendt sprog, og da hun blev sat fri, så hendes fangevogtere kunne spore hende til hendes hjem, løb hun fra dem og undslap.”

“Hvor spændende,” sagde Evelyn åndeløst. “Men The Book of Hidden Pearls?”

“Ah, dér kommer vi til de rene legender,” sagde Emerson og smilede kærligt til hende. “Det er et værk om trolddom, skrevet i fjortenhundredtallet, og det rummer historier om skjulte skatte.

Et sådant sted er den hvide by Zerzura, hvor kongen og dronningen ligger på deres troner og sover. Nøglen til byen findes i næbbet på en udhugget fugl på den store port, men man skal passe på ikke at vække kongen og dronningen, hvis man vil have skatten.”

“Det er det rene, skære eventyr,” sagde Walter kritisk.

“Selvfølgelig er det det. Men Zerzura nævnes i andre kilder.

Navnet kommer formodentlig af det arabiske zarzar, som betyder spurv, så Zerzura er ‘småfuglenes sted’. Og der findes andre historier, andre forklaringer ...” Emerson fik det eftertænksomme, drømmende udtryk, kun få af hans bekendte er så heldige at opleve. Han ynder at blive betragtet som et strengt rationelt menneske, der kun har hån tilovers for fantasifulde indfald, men i virkeligheden er den kære fyr lige så følsom og sentimental, som kvinder påstås at være (om end kvinder efter min erfaring er langt mere praktisk anlagt end mænd).

“Tænker du på Harkhuf?” spurgte Walter. “Det er rigtigt, at den gåde aldrig er blevet løst, i det mindste ikke til min tilfredsstillelse. Hvor tog han hen på sine ekspeditioner for at skaffe sig de skatte, han havde med hjem til Egypten? Guld og elfenben og den dansende dværg, som den barnekonge, han tjente, var så begejstret for ... Så er der dronning Hatshepsuts flådeekspeditioner til Punt –” “Punt spiller ingen rolle her,” sagde Emerson. “Det må være et sted på kysten af Det Røde Hav, øst for Nilen. Hvad angår Harkhuf, er det over fire tusind år siden. Han kan have fulgt Darb el Arba’in-handelsruten ... Nå, kan I se fascinationen ved den slags ørkesløse spekulationer? Vi spekulerede og fik de dér drinks i al venskabelighed og tegnede meningsløse streger på et stykke papir.

Hvis Forth var tåbelig nok til at følge dette såkaldte kort, fortjente 53

Den sidste kamel.indd 53

26/03/13 11.59

han den ubehagelige død, som utvivlsomt ramte ham. Nok om det. Peabody, hvorfor sidder du dér? Hvorfor har du ikke rejst dig fra din plads for at markere, at damerne ønsker at trække sig tilbage?”

Meningen med dette spørgsmål var at provokere mig. Emerson vidste udmærket, at den skik, han hentydede til, aldrig blev fulgt i vores hus. “Vi vil alle sammen trække os tilbage,” sagde jeg.

Walter skyndte sig hen og åbnede døren for mig. “Det er alligevel et mærkeligt sammentræf,” sagde han uskyldigt. “Dervish-opstanden var lige begyndt, da mr. Forth forsvandt. Nu lader den til at være næsten ovre, og så kommer der bud –” “Walter, vær dog ikke så naiv. Hvis man har planer om at begå bedrageri, er tidspunktet ikke tilfældigt. Nyheden om Slatin Pashas flugt efter alle de år i fangenskab kan udmærket have inspireret en forbryderisk tankegang –” Han brød af med en halvkvalt lyd. Blodet skød op i kinderne på ham.

Jeg vidste, hvad han tænkte. Jeg ved altid, hvad Emerson tænker, for det åndelige bånd, der binder os sammen, er stærkt. Vores gamle nemesis, Mesterforbryderens mørke skygge, ville altid hjemsøge os, især mig, eftersom jeg (til min store overraskelse, for jeg er en beskeden kvinde), havde vakt en voldsom lidenskab i denne forkvaklede, men eminente hjerne.

“Nej, Emerson,” udbrød jeg. “Det kan det ikke være. Husk på hans løfte, at han aldrig mere vil –” “Løftet fra en slange som ham er ikke noget værd, Peabody.

Dette er netop en plan af den slags –” “Så husk på dit eget løfte, Emerson. At du aldrig mere vil –” “Årh, fanden tage det,” mumlede Emerson.

Selvom Evelyn ikke vidste, hvad vi talte om (det håbede jeg i det mindste, at hun ikke gjorde), bragte hun taktfuldt et andet emne på banen. “Forklar mig, kære svoger, hvad det er, du håber på at udrette i Meroë, og hvorfor du ikke kan arbejde i Egypten, som du altid har gjort? Jeg er skrækslagen ved tanken om, at du og Amelia skal løbe den slags risici.”

Emerson svarede, men blev ved med at rykke i skjortekraven, som om den var ved at kvæle ham. “I alt væsentligt er det gamle 54

Den sidste kamel.indd 54

26/03/13 11.59

Kush en ukendt civilisation, Evelyn. Den eneste kompetente videnskabsmand, som har besøgt stedet, er Lepsius, og han kunne ikke gøre ret meget andet end registrere, hvad der var i 1844.

Det er den vigtigste opgave, som venter os – at lave en nøjagtig fortegnelse over monumenterne og indskrifterne, inden tiden og skattejægerne fuldstændig ødelægger dem.”

“I særdeleshed indskrifterne,” sagde Walter ivrigt. “Skriften hid­ rører fra egyptiske hieroglyffer, men sproget er ikke blevet oversat.

Når jeg tænker på, hvor hurtigt skriftlige mindesmærker forsvinder for aldrig mere at blive fundet, fristes jeg til at tage med jer.

Du og Amelia kan umuligt –” Ved disse ord kom Evelyn med et forskrækket udbrud og greb hårdt fat i Walters arm, som om han stod over for omgående at drage af sted til Afrika. Emerson beroligede hende på sin sædvanlige, taktfulde måde. “Walter er med tiden blevet blødsøden og slap, Evelyn. Han ville ikke holde bare én dag i Nubien. Et strengt kursus i fysisk træning, det er, hvad du trænger til, Walter. Hvis du arbejder hårdt på det her i vinter, får du måske lov til at tage med os næste år.”

Med denne form for livlig og fornøjelig samtale i familiens skød gik den næste times tid. Begge mænd havde bedt om lov til at ryge deres piber, hvad der selvfølgelig blev imødekommet. Evelyn var for venlig til at nægte nogen, hun elskede, noget, og jeg ville ikke drømme om at søge at forhindre Emerson i at gøre noget, han gerne ville, i sin egen dagligstue. (Skønt jeg lejlighedsvis har følt mig nødsaget til at anmode om, at han udsatte en særlig aktivitet, til der kunne findes en mere passende grad af uforstyrrethed).

Til sidst gik jeg hen til vinduet for at lufte lidt ud. Skyerne var forsvundet, og månen bredte sit bløde, sølvblanke skær ud over græsplænen. Mens jeg stod og beundrede skønheden i den mørke aften (for jeg er en stor ynder af naturen), brød et skarpt knald den drømmelignende fred. Det fulgtes i hurtig rækkefølge af et andet og et tredje.

Jeg vendte mig om. Mit blik mødte Emersons.

“Krybskytter,” sagde Walter dovent. “Det er godt, unge Ramses sover. Han ville være ude ad den dør –” Emerson bevægede sig med en panterlignende hurtighed og var 55

Den sidste kamel.indd 55

26/03/13 11.59

allerede ude ad døren. Jeg tøvede kun så længe, det tog at komme med en kort forklaring, så fulgte jeg efter. “Ikke krybskytter, Walter. De skud kom fra en pistol. Bliv her hos Evelyn.”

Jeg halede op i mine højrøde flæser og spurtede af sted på jagt efter min ægtefælle. Han var ikke nået langt. Jeg fandt ham på græsplænen foran huset, hvor han stod og stirrede ud i mørket.

“Jeg kan ikke se noget galt,” bemærkede han. “Hvilken retning kom skuddene fra?”

Det spørgsmål kunne vi ikke blive enige om. Efter en ret livlig diskussion, hvor Emerson på det bestemteste afviste mit forslag om, at vi delte os for hurtigere at afsøge et større område, begav vi os af sted i den retning, jeg havde foreslået, ned mod rosenhaven og den lille naturhave bagved. Selvom vi omhyggeligt undersøgte området, fandt vi intet usædvanligt, og jeg var lige på nippet til at gå ind på Emersons forlangende, at vi udsatte eftersøgningen til næste morgen, da lyden af et køretøj nåede vores ører.

“Den vej,” råbte jeg og pegede.

“Det er bare en bonde, der er på vej til torvet i sin vogn,” sagde Emerson.

“På denne tid af døgnet?” Jeg satte i løb hen over græsplænen mod det bælte af træer, som afgrænser vores ejendom mod nord.

Græsset var så vådt, at det var mig umuligt at løbe lige så hurtigt, som jeg plejede, i mine tynde aftensko, og Emerson lod hånt om mit forlangende, at han skulle vente på mig, og var snart langt foran. Da jeg indhentede ham, var han nået ud gennem lågen i muren, en sideindgang til vores ejendom, hvor han stod og så ned på noget på jorden.

Han vendte sig om, rakte armen ud og holdt mig på afstand.

“Stands, Peabody. Det er en af mine yndlingskjoler. Jeg vil være meget ked af at se den blive ødelagt.”

“Hvad –” begyndte jeg. Men der var ingen grund til at afslutte spørgsmålet. Vi stod i udkanten af træbæltet. Langs muren løb en smal sti med hjulspor, der blev brugt til trækvogne og kærrer fra gårdene. På den nedtrådte jord var pølen sort som blæk i måneskinnet, der kærtegnede overfladen med skælvende sølvfingre.

Men pølen var ikke blæk. I dagslys ville den have en helt anden farve – samme nuance som mine højrøde skørter.

Den sidste kamel.indd 56

26/03/13 11.59

Den sidste kamel døde ved middagstid er oversat fra amerikansk efter The Last Camel Died at Noon Copyright © Elizabeth Peters 1991 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Garamond hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook AB Omslag: Mikkel Henssel ISBN 978-8711-38016-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Den sidste kamel.indd 4

26/03/13 11.59

155mm

155mm

34mm

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

Emerson, og deres søn, Ramses, er på en mission

i den sudanesiske ørken. Nogle måneder tidligere er de i London blevet kontaktet af den engelske dem om at finde hans søn og svigerdatter, som

forsvandt i Sudan på uforklarlig vis mere end ti år tidligere. Blacktower har fornylig modtaget

en mystisk besked, skrevet på papyrus, samt et

kryptisk kort, som ligner et skattekort. Dette har givet ham håbet tilbage om, at hans kære stadig er i live. Hverken Amelia eller Radcliffe tror, at

beskeden er ægte, men for dem er skattekortet en

uimodståelig fristelse, og de må af sted. I ørkenen møder de den unge pige Nefret, som slår følge med dem og ændrer deres liv for evigt ...

231mm

aristokrat Viscount Blacktower, der har bedt

den sidste kamel døde ved middagstid

Amelia Peabody, hendes mand, Radcliffe

Elizabeth Peters

Året er 1897, og ægyptologen og detektiven