Page 1


Frank Bøgh

DE DØDSDØMTE Henrettelsen af 46 danskere under besættelsen

People’sPress

3

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 3

19/07/11 15:21:56


Forord

Gennem de seneste 20 år har jeg haft utallige samtaler med tidligere modstandsfolk, heriblandt mange pensionerede politifolk. Ef­terhånden kom det til at stå klart for mig, at der stadig er væsentlige emner fra besættelsestidens historie, der endnu ikke er blevet fortalt om. Der er oven i købet dele af historien, man slet ikke taler om officielt, men som nærmest er forsøgt redigeret ud af den kollektive historie. Enten fordi arkiverne fortsat holdes lukkede, eller blot fordi det ikke er god tone at bringe disse emner op. Sådan et emne er henrettelsen af 46 personer i Danmark fra 1946 til 1950, folk der blev dømt for landsforræderi under den tyske besættelse. Der var korte omtaler i aviserne, da henrettelserne fandt sted, og de fleste med lidt viden om besættelsestiden ved, at de fandt sted. Men næsten ingen kender noget til de nærmere omstændigheder. Det siger sig selv, at domsafsigelser, benådningsvurderinger og hen­rettelser i så stort et antal har involveret mange mennesker. Hvorfor har der så været en så bemærkelsesværdig stilhed omkring, hvad der rent faktisk fandt sted? En af forklaringerne er, at alle implicerede blev pålagt tavshedspligt. Danskerne er lovlydige og går sjæl7

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 7

19/07/11 15:21:56


dent over for rødt, ikke en­gang midt om natten på en trafiktom gade. Så ordren blev efterkommet. De få, der brød tavsheden, f.eks. præster, blev som oftest ignoreret. Fra statens side er billedet af begivenhederne også søgt forskønnet. 106 mennesker blev efter besættelsen 1940-45 dømt til døden, og heraf blev 46 henrettet. Men i den officielle terminologi kaldtes det ikke for “dødsstraf”, men derimod “livsstraf”. Unæg­teligt et forskønnende udtryk, der ikke spolerer hyggen. Myndighederne lagde vægt på, at eksekveringerne skulle foregå så ubemærket som muligt, henrettelsesstederne var hemmelige, og aviserne måtte højst bringe en kort notits om, at straffene var fuldbyrdet. Der blev ikke fotograferet, der blev ikke foretaget ligsyn. De henrettede blev med det samme lagt i en kiste, bragt til krematoriet og brændt. Informationerne om henrettelserne blev hemmeligstemplet og lagt i statens arkiver. Enkelte professionelle historikere har fået ad­gang til arkivalierne og skrevet om henrettelserne, men efter min mening er historien slet ikke fortalt fyldestgørende nok. Blandt de hundredvis af aktører i samfundets henrettelsesap­parat, politifolk, fængselsfolk, præster, læger, advokater samt pårørende, har jeg mødt stor villighed til at fortælle, hvad der skete, folk har over for mig beredvilligt åbnet både deres hjem og hjerter. Selv 60 år efter hændelserne er mange mennesker dybt påvirket af deres oplevelser dengang. I fyrrerne var krisepsykologi, debriefing og gruppesamtaler ikke opfundet, der var ingen professionel hjælp at få, hvis 8

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 8

19/07/11 15:21:56


man eventuelt havde det mentalt dårligt med de ting, man havde taget del i eller blot havde oplevet. Det er skræmmende at mærke den voldsomme påvirkning, oplevelserne har efterladt selv så mange år senere. Men det er samtidig besynderligt at opleve, at der mere end halvtreds år efter den sidste henrettelse fortsat er mange mennesker, ikke mindst i de offentlige forvaltninger, der bruger kræfter og tid på at forhindre, at informationer om retsopgøret kommer til offentlighedens kendskab. Man bruger argumenter som hensynet til de henrettede, hen­synet til de efterladte eller sågar hensynet til dem der deltog. Det virker forstemmende, at et samfund, som praler af en offentlig og åben retspleje, gør sig alle mulige anstrengelser for at unddrage offentligheden informationer om, hvordan man i praksis eksekverede den mest ultimative straf, nemlig dødsstraffen. I lyset af den afgørende betydning, besættelsestiden har haft for Danmark op til i dag, bør alle aspekter i historien belyses. Det er mit motiv for at skrive denne bog. Jeg ønsker også at udtrykke min dybe respekt for alle de mange mennesker, der på den ene eller anden måde var involveret i dette ekstraordinære stykke danmarkshistorie. Jeg er alle mine kilder dybt taknemmelig for den tillid og hjælpsomhed, jeg har mødt un­ der arbejdet med bogen. Historien om henrettelserne skal fortælles, det skylder vi alle ofrene, hvem de så end måtte være. I de citerede kilder har jeg foretaget en nænsom sprog9

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 9

19/07/11 15:21:56


lig bearbejdning til moderne dansk. De anførte journalnumre ved de enkelte sagskomplekser refererer til domsudskrifterne i Højesteretsti­d­en­de, hvor alle de dødsdømte fik deres sag behandlet. Frank Bøgh

10

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 10

19/07/11 15:21:56


Prolog

Eftermiddagssolen faldt blødt, mildt, gulligt og varmt ind gennem vinduet og lagde sine stråler i et fint mønster på stuens Wilton-gulvtæppe. Støvfnuggene, og der var mange, dansede deres egen lydløse mazurka i de fine lysstriber. Stuen var møbleret i en stil fra sidst i fyrrerne, tunge møbler i blankt nøddetræ monteret med betræk i vissengrønt uopskåret mekka. På væggene var der brune Stella Nova-fotografier i guldrammer, der forestillede længst for­svund­ne ægtepar og konfirmander. Det eneste af nyere dato var en LL-radio fra midt i tresserne samt et 21-tommer Philips-farve-tv fra firserne, hvis fjernbetjening lå på sofabordet og virkede både absurd og gigantisk. Midt i stuen stod spisebordet, dækket med en kniplingsdug og porcelænskopper fra Aluminia, det var Sonja-stellet. Der var hugget sukker i en skål, hvori der også lå en tang, og der var rigtig fløde i en diminutiv kande. På et lille sølvfad lå der fire stykker franskbrød, smurt med smør og belagt med en mellemlagret Sam­sø-ost. Kaffen stod i en brun plastiktermokande, der ligesom faldt helt ud af udstyrsstykket. Men kaffen var god nok, stærk, men god nok. For bordenden sad den gamle mand og nikkede med hovedet, mens han kiggede ud ad vinduet, tilsyneladende uden at se noget. 84 år og slidt, og hukom11

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 11

19/07/11 15:21:56


melsen var også udstyret med et par huller, så egentlig spekulerede jeg på, om jeg overhovedet skulle være kommet. – Jeg vil godt fortælle min historie, sagde den ældre mand med slidt stemme. – Jeg har gemt på den i over 50 år. De sagde, jeg havde tavshedspligt og ikke måtte tale om mine oplevelser. Det har jeg heller ikke gjort før nu, ikke engang min kone har jeg fortalt noget. Han gik i stå som et stykke mekanisk legetøj, der ikke var trukket op, og kiggede stadig ud ad vinduet. Der var stille i lokalet, bortset fra lyden fra Junghansuret med de blanke lodder, der hang på væggen, og så selvfølgelig trafikstøjen fra gaden. – Jeg ved ikke, fortsatte han, – hvorfor jeg blev taget ud til en henrettelsespeloton. Jeg var egentlig ikke i modstandsbevægelsen. Heller ikke i koncentrationslejr. Jeg var reservebetjent, da politiet blev taget i 1944, jeg havde lidt ferie i de dage, og mine svigerforældre skjulte mig i deres landsby, hvor jeg så arbejdede på en gård indtil befrielsen. Den 5. maj meldte jeg mig på mit gamle tjenestested igen og fortsatte med politiarbejdet. I foråret eller sommeren 1947 blev jeg en formiddag kaldt ind på stationslederens kontor, hvor politikommissæren fortalte mig, at jeg var udset til at deltage i en henrettelse, men at jeg selvfølgelig havde ret til at afslå. Krigen var mentalt et overstået kapitel for mit vedkommende, og jeg følte ingen trang til at skyde nogen overhovedet. Alligevel svarede jeg ja til at deltage. Henrettelsen skulle foregå i Undallslund ved Viborg. Vi blev samlet op på et nærmere angivet sted sent samme aften, hvor en politibus så kørte os til Vi12

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 12

19/07/11 15:21:56


borg. Vi var vist nok ti mand samt en politiassistent, der fungerede som leder. De fleste af de ni andre kendte jeg faktisk kun af udseende. Turen til Viborg var lang, og ingen talte sammen. På Viborg politistation var vi i kort tid, så blev vi kørt ud til henrettelsesstedet i Undallslund. Vi ankom lige omkring midnat. Det var de lyse nætter, og det jeg bedst husker var, at himlen var nærmest mellemblå og lysende over nogle grantræer, jeg er sikker på, der var nogle grantræer. Det var en lun nat, og en eller anden udleverede et gevær til hver af os i pelotonen, våbenet var ladt og sikret. Det var vistnok et tysk Mauser-gevær fra krigens tid. Vi skulle stå under et halvtag, og nogle stærke projektører lyste den plade op, som ham, vi skulle skyde, skulle bindes til. Der var flere personer til stede, hvem ved jeg ikke, men en eller anden mands­person holdt en tale. Hvad han sagde, hørte jeg ikke. Jeg blev ved med at kigge på den næsten hvidt lysende trævæg, som delinkventen skulle bindes til. Den var så tæt på, at jeg næsten følte, at jeg kunne nå pladen med geværpiben. Den ældre mand holdt igen en lang pause. Han var tydeligt bevæget. – Du behøver ikke at fortælle mere, sagde jeg. – Hvis du får det dårligt, så stop. – Nej, sagde han, – jeg vil fortælle min historie nu. På et tidspunkt hørte jeg nogle biler, der kom kørende og standsede ud for henrettelsespladsen. Selve stedet var ligesom gravet lidt ned i jorden. Pludselig var der flere mennesker til stede og heriblandt en mand uden overtøj, en mand kun iført en hvid skjorte uden flip. Han blev bundet til væggen af to andre mænd, og så stod han der bare og så forvirret ud. En præst, tror jeg, 13

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 13

19/07/11 15:21:56


gik hen til manden og talte med ham, lavmælt nærmest mumlende. Så var der en anden mand, der satte et mørkt mærke fast på hans skjortebryst, og en tredje trak en sort hætte over hans hoved. Ingen sagde en lyd mere, præsten var også væk, men jeg kunne høre den dømte trække vejret, eller også var det måske min egen vejrtrækning, jeg kunne hø­re. Nogen har sikkert sagt, at vi skulle gøre os klar, sigte og skyde på den dødsdømte, jeg husker det ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg sigtede på, jeg ved slet ikke, om jeg sigtede, men pludselig lød der et øresønderrivende brag. Det må have været geværerne, der blev affyret. Jeg ved ikke, om jeg selv skød, men hvis jeg gjorde, så ved jeg ikke, om jeg så ramte den dødsdømte, men det har jeg sikkert gjort. Jeg ved ikke, hvem den dømte var, hvad han hed eller hvad han havde lavet, men jeg husker, at han stærkt blødende blev pillet ned af væggen og lagt i en kiste. Der er imidlertid en ting, der specielt står klart lysende i min erindring: Der sivede gråhvid røg ud af min geværmunding, og røgen forsvandt i spiraler op i den natteblå himmel. Hvad der skete resten af den nat, husker jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg havde hovedpine i lang tid efter henrettelsen. Der var ingen, der talte med mig om det passerede i de næste 50 år, men jeg fortalte jo heller ikke selv noget om min oplevelse. Det er derfor, jeg gerne vil fortælle min historie nu, det føles bedre. Ja, det her var altså min historie, og den må du godt fortælle videre.

14

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 14

19/07/11 15:21:56


Befrielsen

Allerede den 5. maj 1945 blev der etableret en befrielsesregering med socialdemokraten Vilhelm Buhl som statsminister. Regeringen var et kompromis mellem politikerne fra de gamle partier, der havde orkestreret og etableret samarbejdspolitiken og så modstandsbevægelsen. Den nye regering fik 18 ministre, ni poster til de gam­le politikere og ni til modstandsbevægelsens folk. På forunderlig vis fik alle de etablerede politikere de tunge ministerposter, mens de fleste af folkene fra modstandsbevægelsen blev ministre uden portefølje, dog blev Mogens Fog minister for særlige anliggender og N. Busch-Jensen justitsminister. De gamle politikere var fuldstændig klar over, at deres renom­mé i befolkningens omdømme var lig nul, og det var tvingende nødvendigt for dem at etablere sig positivt i folks bevidsthed igen. Be­frielsesregeringens indenrigsminister Knud Kristensen forklarede samarbejdspolitikernes filosofi på et offentligt møde i København den 29. maj 1945: – Der er i de sidste uger blevet talt meget om modstandsbevægelsen i Danmark. Det er et forkert udtryk. Det er ikke en enkelt bevægelse, der har ydet modstand, men hele folket, blot har alle ikke gjort det på samme måde. Man kan – bortset fra de enkelte forrædere – tale om den krigsførende modstandsbevægelse 15

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 15

19/07/11 15:21:56


og den ikke-krigsførende, og jeg erkender åbent, at jeg hører til sidstnævn­te kreds. Jeg mener, man skal være varsom med at fremhæve den ene part for den anden, for sagen er jo den, at den krigsførende modstand ikke havde fundet sted, hvis vi ikke havde haft de ikke-krigsførende til at skjule dem, der stod i den aktive kamp. Det er farligt at kalde folk, der handlede ud fra andre meninger, udanske. Meningsforskelligheden er det små og sammenholdet det store, og forhåbentlig kan vi også i den kommende tid respektere hinanden, selv om man ikke jager efter popularitet ved at male med illegale fortjenester. Fremtiden må vi bygge på respekt for love. Der er visse tegn på, at nazistyret har nedbrudt lidt af denne respekt, men loven må vi stå vagt om. Det er en af grundpillerne i folkets liv. Knud Kristensen slap tilsyneladende godt fra udtalelser som disse og fortsatte karrieren som folkevalgt politiker. Den nye justitsminister Busch-Jensen havde selv arbejdet i Fri­hedsrådets juridiske udvalg via modstandsorganisationen Ringen, ligesom han var en god bekendt af Frihedsrådet. I Justitsministeriet begyndte man nu det egentlige arbejde med at skrive et lovforslag til Folketinget med baggrund i det materiale, der kom fra det juridiske udvalg under modstandsbevægelsen. Det var i denne gruppe, man havde udfærdiget lovforslag om, hvordan man skulle straffe landsforræderne og medløbere efter befrielsen. Resultatet blev Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed, og Lov 16

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 16

19/07/11 15:21:56


nr. 260 af 1. juni 1945 om tillæg til rettens pleje vedrørende behandling af sager angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Disse lovforslag blev fremsat af justitsminister Busch-Jensen i Rigsdagen den 25. maj 1945. I sin tale gennemgik han alle bestemmelserne i de to lovforslag og herunder indførelsen af døds­straffen. Problemstillingen med, at lovene var med tilbagevirkende kraft fra den 9. april 1940, blev gennemgået og kommenteret. Vedrørende spørgsmålet om genindførelse af dødsstraffen sag­de justitsministeren: – Når lovforslaget nu foreslår at genindføre dødsstraf for nogle af de forbrydelser, som lovforslaget omfatter, er dette ikke et udtryk for nogen vilje til at bryde den linje, som dansk retsudøvelse gennem så mange år har fulgt. Livsstraf bringes kun i forslag for de handlinger, som under krigen har spredt gru og rædsel. Bag ved forslaget om livsstraf står et almindeligt krav i folket om, at de, som ved de groveste forbrydelser har rystet samfundet, da landet var i nød, udskilles ved, at de kommer til at bøde for deres gerninger med livet. Den 26. maj var begge lovforslag til behandling i Folketinget. Der var meget lidt debat omkring lovforslagene, og socialdemokraten Frederik Dalgaard konkluderede sit indlæg med: – Ja, det er egentlig noget andet end straf, det er udslettelse af noget usigeligt ækelt. Jeg ved ikke om en senere tid vil bebrejde os, at vi har fået denne indstilling, men jeg tror, jeg tør sige, at den allerstørste del af det danske folk har fået denne indstilling.

17

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 17

19/07/11 15:21:56


Folketingsmand for De Konservative Henning Hasle sagde: – Jeg billiger fuldt ud, at dødsstraffen indføres for disse meget grove forbrydelser, og jeg har egentligt aldrig været tilhænger af, at staten helt gav afkald på denne straf som en ultima ratio. Der var dog også modstandere blandt folketingsmedlemmerne. Oluf Pedersen fra Danmarks Retsforbund sagde: – Der er en besynderlig forbindelse mellem diktatur og dødsstraf. Oprindelig startede Frihedsrådet med et opråb af november 1943, hvor rådet vendte sig mod dødsstraf. Når rådet dengang vendte sig mod dødsstraf, var det naturligvis ikke af kærlighed til forbryderne, men fordi man fandt, at dødsstraf stred mod dansk ret. Det er som om man under selve kampen imod fjenden er blevet smittet. Standpunktet i De Frie Danskes særnummer, at fængsel på livstid var højeste straf, blev forladt, ligesom man også forlod standpunktet om gennemførelse af særdomstole – det måtte overlades til den nye regering. Der blev lagt mærke til folketingsmanden Oluf Pedersen, og allerede den 28. maj fik han tilsendt et håndskrevet brev med følgende indhold: “Hr. folketingsmand Oluf Pedersen! Øllebrødet er altså kogt over – hvor kan dog repræsentanten for et retsparti holde hånden over Danmarks bærme, der alle gik tyskernes bestialske ærinder? Lad gå at regulære tyske soldater og Gestapo efter højere ordrer optrådte som udyr over for et værgeløst lille land i stedet for at skyde Tysklands tyve førende 18

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 18

19/07/11 15:21:56


storfor­bry­dere, men når tusinder af danske statsindivider for dagen og vejen sælger sine landsmænd og myrder gode danske mænd i hun­dredvis, da går det langt over al forstand, at et medlem af Danmarks Rigsdag vil holde hånden over slige parasitter. Tror De, at Danmarks ungdom, der med livet som indsats har tjent fædrelandet, roligt vil se på, at der på Rigsdagen overhovedet fremsættes et synspunkt som Deres? Synes De ikke, at skatteborgerne er stærkt nok anspændt med, end yderligere at skulle betale nye tugthuse for individer, der moralsk ikke kan måles lavt nok? Vi har længe nok hørt om “Vergeltung”, og nu er det blevet vor tur. Der skal renses ud, og hvis De ved afstemningen blot så meget som undlader at stemme, så er vi en stor hær af både sabotører og frihedskæmpere, der vil sørge for Deres videre skæbne. Vi anser nemlig Dem for lige så skadelig som dem, De vil holde hånden over. Kom til fornuft!” Folketingsmand Oluf Pedersen undlod herefter at stemme. Et af de mere særprægede bidrag blev leveret af Hoff fra Dansk Samling: – Det er nødvendigt af hensyn til de stikkerhenrettelser, som man fra modstandsbevægelsens side har måttet iværksætte. Ved nu at vedtage dødsstraffen som den lovfæstede straf for disse forbrydelser, bidrager vi til en anerkendelse af modstandsbevægelsens stikkerhenrettelser, og det skylder vi de mænd, der har haft mod til at dømme og henrette en række stikkere til gavn for hele vort folk.

19

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 19

19/07/11 15:21:56


Der var flere indlæg, hvorefter lovforslagene sendtes i udvalg. 2.-behandlingen fandt sted i Folketinget den 29. maj og 3.-behandlingen den 30. maj 1945. Ved afstemningen blev lovene vedtaget ved navneopråb med 127 stemmer for, fem medlemmer, alle modstandere af dødsstraffen, undlod at stemme, og 19 medlemmer var fraværende. Samme dag, få timer senere, begyndte landstinget 1.-behandlingen af lovforslagene. Her var der også flere indlæg, og den konservative O.H. Malchau, der på sit partis vegne gik ind for dødsstraf, sagde: – Øvrigheden, det vil sige staten, skal straffe, den har ret og pligt dertil, så respekt for menneskeliv bevares, så begreberne ret og uret ikke forfuskes. Den radikale Hermod Lannung sagde: – En eftertid, der vil bedømme disse spørgsmål om den tilbagevirkende kraft og om den midlertidige indførelse af dødsstraffen, må ikke glemme at se på situationen som den forelå i sin helhed, og så vil man sikkert kunne forstå, at man her har fulgt, om jeg så må sige, det mindste ondes politik. Den 31. maj var der 2.-behandling i Landstinget, der var ingen ændringsforslag, men landstingsmedlem Ingeborg Hansen fra Socialdemokratiet holdt en længere tale mod dødsstraffen, hvor hun sluttede med at sige: – Jeg ser i det krav, der nu fremsættes om dødsstraffens genindførelse, trods alle forsikringer om det modsatte, et udslag af et primitivt ønske om hævn for en ugerning, og jeg ser desuden i kravet et udtryk for, at de voldsmetoder, som vi har lidt under, og som vi har bekæmpet, har afsat en smitte sådan, at det dan20

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 20

19/07/11 15:21:56


ske folk nu finder det rimeligt at anvende dem og forsvare deres anvendelse. Jeg føler mig overbevist om, at smitten ikke er gået dybt, dertil er vi forhåbentlig for sunde, og jeg ved, at mange gode mænd og kvinder, som i deres hjerte er imod dødsstraffen, kun under det stærkeste indtryk af de omstændigheder, der har fremkaldt dette lovforslag, er gået med til den, men jeg for mit vedkommende har ikke ment at kunne fravige den overbevisning, at dødsstraf er en rå og barbarisk straf, som kun bør kunne anvendes i en krigssituation, og som ikke hører hjemme i et civiliseret samfunds borgerlige lovgivning. Jeg må derfor, når forslaget kommer til afstemning, stem­me imod den paragraf, der indfører dødsstraffen. Ved afstemningen efter 3.-behandlingen i Landstinget stemte 67 for, et medlem, landstingsmedlem Petersen Røjle, undlod at stem­me, og otte var fraværende. Begge love var nu vedtaget til ikrafttrædelse den 1. juni 1945. Realiteten var, at man nu havde en lovgivning, der fungerede med tilbagevirkende kraft, og hvor der var mulighed for at idømme dødsstraf. Der var enkelte jurister, der opponerede mod lovgivningen, blandt andre overretssagfører K. AnkerJensen, som under et foredrag i Kriminalistforeningen i 1945 sagde: – Det er et stærkt stykke at kriminalisere handlinger med tilbagevirkende kraft, når det oven i købet sker i henhold til en lov, som for en stor del er vedtaget af de samme politikere, som i en ikke uvæsentlig del, hele første del af besættelsesperioden, gik ind for den moderate politik over for tyskerne. 21

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 21

19/07/11 15:21:56


Advokatsamfundets nestor, formanden for Det Mosaisk Troessamfund, højesteretssagfører C.B. Henriques, kaldte Danmark for “et juridisk galehus”: – De tror, det bare gælder om at straffe, straffe, straffe. Basis for enhver straffelov må være, at man ikke straffer det, som man engang gav sit samtykke til skete. Der var et andet problem, jævnfør den gældende lov om rettens pleje af 11. april 1916, der fortsat var gældende. Her stod der i § 1000 “At ingen dødsdom må fuldbyrdes før denne af justitsministeren har været forelagt kongen, og kongen har besluttet ikke at benytte sin benådningsret”. For at koble kongen ud af en døds­dømts eventuelle benådningsproces forelagde statsminister Vilhelm Buhl lørdag den 21. juli 1945 et lovforslag om ændring af ovennævnte retsplejelovs § 1000, således at bestemmelsen ophævedes. Lovforslaget blev fremsat klokken 14.00, 2.-behandlet nog­le timer senere, og klokken 21.00 om aftenen blev forslaget 3.-behandlet. Alle gange uden kommentarer fra Folketinget. En tilsvarende hurtig behandling fik lovforslaget i Landstinget. Lovgiverne havde udført deres arbejde. Hele den lovmæssige baggrund for at henrette med tilbagevirkende kraft var på plads. Der var imidlertid fortsat et problem, man ikke havde taget stilling til. Hvordan skulle henrettelserne eksekveres, og hvem skulle udføre selve eksekutionerne? Relativt hurtigt besluttede man sig for skydning som hen­ret­telsesmetode, men det hele kunne være lige meget, hvis man ikke havde nogen til at virke 22

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 22

19/07/11 15:21:56


som bødler. Spørgsmålet om, hvem der skulle udføre henrettelserne, var problematisk. Først var der møder mellem justitsministeren og Fængselsdi­rektoratet, der straks lagde stor afstand til et forslag om, at personale fra fængselsvæsenet skulle foretage henrettelserne. Ved et mø­de i det folketingsudvalg, der arbejdede med landsforræderi-loven, foreslog justitsministeren, at man eventuelt kunne lade folk fra mod­standsbevægelsen foretage henrettelserne. Dette kunne der imid­lertid ikke samles enighed om i udvalget. Hæren blev nævnt, men både hærchefen general Ebbe Gørtz og forsvarsministeren tog kraftig afstand fra disse tanker. Allerede under forhandlingerne i Landstinget torsdag den 31. maj 1945 sagde landstingsmand Rytter: – I forbindelse med lovforslagets § 3 har vi drøftet spørgsmålet om, hvem der skal eksekvere eventuelle dødsdomme, og vi har væ­ret enige med justitsministeren i, at ingen mod sin vilje skal deltage i eksekveringen. Ingen kan med andre ord tvinges dertil, hvad enten han hører til politiet eller militæret eller står uden for disse. Debatten fortsatte, og i Berlingske Tidende kunne man fredag den 6. juli 1945 læse, at det formodentlig ikke var politiet, der skulle forestå henrettelserne, men et specielt antaget mandskab. Der førtes en vis debat i aviserne, og i Justitsministeriet fik man adskillige ansøgninger til jobbet som bøddel. De folkevalgte opgav hurtigt tanken om et specielt bøddelkorps, og beslutningen om at det skulle være en politiopgave blev hurtigt noget, som man politisk kunne enes om. I løbet af sommeren 1945 blev det klart 23

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 23

19/07/11 15:21:57


for alle, at henrettelserne måtte og ville blive en opgave for politiet. Både politiets ledelse og faglige organisationer protesterede kraf­tigt over beslutningen. Politikorpsets personale ønskede et møde med de ansvarlige, og onsdag den 15. august 1945 blev der afholdt et møde på departementschef Eivind Larsens kontor i Ju­stits­ministeriet. I mødet deltog rigspolitichef Begtrup-Hansen, Kø­ benhavns politidirektør Seidenfaden, formanden for Dansk Po­litiforbund Schytt-Larsen og formanden for Kriminalpolitifor­eningen Holton. Derudover var politikommandør Mellerup og eks­peditionssekretær Erik Andersen fra Justitsministeriet til stede. Departmentschef Larsen redegjorde for sagen. Han klargjorde helt tydeligt, at regeringen ikke ønskede at pålægge militæret opgaven med at skyde eventuelle dødsdømte, man ønskede heller ikke, at modstandsbevægelsen skulle udføre denne opgave, ligesom man ikke ville ansætte særlige bødler. Man havde haft overvejelser i retning af en mekanisk henrettelsesmaskine, men også denne idé havde regeringen opgivet, da et sådan apparat ville stride mod sel­ve tanken bag straffelovstillæggets bestemmelse om, at henrettelserne skulle ske ved skydning. Eivind Larsen understregede så, at efter regeringens opfattelse måtte det være politiet, som skulle udføre opgaven. Man ville fra regeringens side dog ikke pålægge politiet opgaven som en tjenestepligt uden først at have forhandlet med henholdsvis politile­del­sen og personaleorganisationerne. Politiets ledelse var grundlæggende uenige internt. Politidirektør Seidenfaden var den første, der tog or24

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 24

19/07/11 15:21:57


det. Han ville fastholde, at det efter hans mening var en tjenestepligt for politiet at udføre disse henrettelser, og derfor mente han ikke, at man behøvede at spørge politifolkene, og i øvrigt var han sikker på, at uanset hvad man besluttede, så ville der være politifolk nok, der var villige til at udføre opgaven. Rigspolitichef Begtrup-Hansen havde den diametralt modsatte opfattelse. Han mente slet ikke, at det var politiets opgave at foretage henrettelserne, men han sagde også, at hvis denne opgave blev pålagt politiet af regeringen, så måtte korpset have en garanti for, at det kun var i de specifikke landsforræderisager, således at der ikke kunne blive tale om en generel tjenestepligt for politiet til at deltage i straffuldbyrdelser, hvis der for eksempel senere ville blive indført dødsstraf i andre sagskategorier. De to organisationsformænd for henholdsvis kriminal- og ordenspolitiet var enige. De udtrykte en stærk utilfredshed med ordningen, som den tegnede sig, men samtidig gjorde de det klart, at de ikke ønskede at fremkalde en debat om dette spørgsmål. Hvis der kom en ordre til politiet om at udføre henrettelserne, ville man bøje sig. Efter de forskellige indlæg sluttede mødet af med, at politidirektør Seidenfaden og politikommandør Mellerup på stedet bekendtgjorde med stor patos, at de var villige til at kommandere ved den første henrettelse. Departementschefen takkede mødedeltagerne for et godt møde, og han ville nu orientere ministeren om politiets ledelses og personaleorganisationers forskellige standpunkter. Efterfølgende forelagde han loyalt resultatet fra mødet for justitsministeren, der tålmodigt hørte på politikorpsets forskellige meninger og indvendinger. 25

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 25

19/07/11 15:21:57


Det var imidlertid tydeligt for enhver af de tilstedeværende, at regeringen havde truffet en beslutning. Henrettelserne ville blive en politiopgave. Politiets ledelse accepterede uden videre justitsministerens beslutning, mens tillidsmændene fra begge politiorganisationer ik­ke var tilfredse. Dansk Politiforbund ville fortsat søge at ændre regeringens afgørelse, og hvis dette ikke lykkedes, så ville man sik­re sig, at enkelte politimænd ikke kunne komme i vanskeligheder, hvis de eventuelt nægtede at medvirke som bødler. At regeringen virkelig havde besluttet sig, fremgik med al tydelighed, da man i Justitsministeriet allerede før politiledelsens og organisationernes møde hos departementschefen havde besluttet, at der skulle sendes en dansk politimand til Oslo, hvor pågældende skulle orientere sig om, hvorledes norsk politi udførte opgaven med at henrette deres landsforrædere. Den pågældende politimand var vicepolitiinspektør J.P. Schou, der under besættelsen hav­­de været politidirektør Stamms adjudant. Han rejste til Oslo den 18. august og blev i byen frem til den 25. august. Schou konstaterede under sit besøg, at den provisoriske norske regering, der sad i London indtil befrielsen, allerede den 16. februar 1945 havde skrevet en anordning, der redegjorde for, hvordan en pådømt dødsstraf i Norge skulle eksekveres efter be­sæt­telsens ophør. Arbejdet fortsatte efter befrielsen, og allerede den 3. august 1945 kom der en detaljeret bekendtgørelse om henrettelser fra Det Kongelige Justits- og Politidepartement. I Norge var det politiet, der skulle udføre henrettelserne, og der blev indrettet en eksekutions26

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 26

19/07/11 15:21:57


plads på fæstningen Akershus ved Oslo. Yderligere hav­de man besluttet, at en henrettelsespeloton skulle bestå af 10 mand, der bevæbnede med amerikanske Enfield-rifler skulle sky­de de dødsdømte i et specialkonstrueret henrettelsesskur, der var op­ført midt på fæstningens gårdsplads. Pelotonen skulle bestå af specielt udvalgte politimænd, der “skul­le være rolige af natur og gode skytter”. Pelotonen, der skulle ledes af en overordnet politimand, skulle stå i en afstand af fem meter fra den dødsdømte, når skuddene blev affyret. På hen­ ret­telsespladsen skulle der også være to læger til stede, og en af disse skulle placere et retningsmærke på dødsdømtes bryst ud for hjertet. I øvrigt havde man besluttet i Norge, at det var vigtigt, at alt omkring henrettelserne blev holdt så hemmeligt som muligt. Vicepolitiinspektør Schou fik udleveret kopier af alt relevant materiale fra norsk politi, materiale som han kunne tage med til Danmark. Yderligere fik han lejlighed til at tale med Oslos politimester Welhave og vicepolitimester Meyer, der havde ledet de første henrettelser i Norge. I sommeren 1999 var jeg i forbindelse med research til denne bog inviteret hjem til tidligere vicepo­li­ti­ inspektør J.P. Schou i Virum, hvor han fortalte om sit besøg i Oslo kort efter befrielsen: – Politimester Welhave fra Oslo var en umådelig venlig og meget imødekommende mand, der selv havde siddet som tyskernes fange i den berygtede norske Grini-fangelejr. Han havde sammen med sin vicepolitimester ledet den første henrettelse i Norge den 9. august 1945. Det var den norske statspolitimand og nazist Rei­dar Haaland, der var blevet skudt. 27

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 27

19/07/11 15:21:57


Welhave fortalte gerne om sine egne erfaringer med den første henrettelse, som man havde eksekveret i Oslo. Politimesteren fortalte, at det havde været en modbydelig oplevelse, han aldrig ville glemme. Alt var foregået efter de forskrifter, som var nedskrevet, og som han havde udleveret en kopi af til mig. Det hele havde klappet perfekt, de ti politifolk, der var udtaget, var rolige folk og gode skytter, og de stod fem meter fra delinkventen, der i øvrigt selv hav­de opført sig roligt på stedet, og som uden videre havde ladet sig binde i skuret. Skuddene var blevet affyret efter ordre, og de ni af projektilerne ramte Haaland omkring det påsatte retningspunkt på hans skjortebryst, mens det tiende ramte ved siden af. Kvæ­stelserne på den henrettede havde været voldsommere, end man havde regnet med, faktisk havde det virket som om hele de­lin­kven­tens bryst og ryg var blevet et gigantisk åbent sår. Der var blod overalt, både på den henrettede og på skurets sider og vægge, hvorfra det løb ned på betongulvet og videre ned i risten. Og så gik det pludselig helt galt. Midt i denne horrible scene var den henrettede Haaland pludselig begyndt at bevæge sig. Hængende i rebene op ad skurets bagvæg begyndte manden at bevæge både sit hoved samt arme og ben. Alle tilstedeværende var fuldstændig paralyserede i nogle sekunder, indtil den politimand, der var pelotonleder, løb hen til Haaland og skød ham i hovedet med sin pistol. Politimester Welhave var tydeligvis blevet påvirket af den episode, og han præciserede gang på gang under samtalen, at han nu havde den opfattelse, at man ved fremtidige henrettelser skulle be­ordre to mand fra 28

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 28

19/07/11 15:21:57


pelotonen til at sigte efter den dødsdømtes hoved. Da jeg kom hjem til København den 25. august afleverede jeg med det samme min redegørelse, som jeg i øvrigt havde skevet i Oslo, samt de medbragte dokumenter vedrørende norske henrettelser til rigspolitichef Begtrup-Hansen. Dansk Politiforbunds ombudsmøde fandt sted den 13. og 14. september 1945, og her protesterede politifolkene voldsomt mod at det var dem, der skulle udføre bøddeltjenesten ved de kommende henrettelser. Men alligevel vedtog man en erklæring, hvoraf det fremgik, at man ville bøje sig, hvis der blev afgivet en direkte tjenstlig ordre til, at man skulle deltage. Allerede dagen efter ombudsmødet sagde justitsminister Busch-Jensen i et interview til Ekstra Bladet: – Men så meget kan jeg dog sige, at resolutionen (fra politiforeningernes ombudsmøde, forf.) ikke på nogen måde ændrer vore planer om, at det skal være politiet, der eksekverer dødsdommene. Vi vil her i landet gå frem på samme måde, som man har gjort det i Norge, og lade politiet fuldbyrde dødsdommene, og jeg tror ikke det bliver vanskeligt at få folk til det. Dansk Kriminalpolitiforening afholdt generalforsamling den 27. og 28. september, hvor man ligeledes protesterede og fremsatte en resolution: “Det vil få uoverskuelige konsekvenser for politiet at udføre hen­rettelser.” I Justitsministeriet indkaldte man igen til en forhandling mellem Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening og rigspolitichefen. Mødet fandt sted 29

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 29

19/07/11 15:21:57


den 2. oktober. Justitsministeren hørte endnu en gang høfligt på de indvendinger, der kom fra politiets repræsentanter, hvorefter han lige så høfligt orienterede mødedeltagerne om, at intet var ændret i regeringens holdning til spørgsmålet. Den daværende rigspolitichef Begtrup-Hansen havde en ung politifuldmægtig ved navn Palludan som sekretær. På en smuk eftermiddag i det tidlige forår 2005 fik jeg lov til at besøge den da 84-årige tidligere politimand Henning Palludan, der fortalte: – Det er rigtigt, at jeg fungerede som rigspolitichefens sekretær umiddelbart efter befrielsen. Som sekretær var jeg også med til alle møderne med politikommandørerne, og det var mig, der skrev de beslutningsreferater, man arbejdede med. Rigspolitichef BegtrupHansen var en umådelig rar og meget retlinet mand, der var dyb modstander af dødsstraffen. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at få fritaget politiet for at eksekvere dødsdommene. Han mente oprigtigt, at denne bøddelgerning var uforenelig med selve polititje­ nesten, og at denne opgave måtte løses af militæret eller fængselsvæsenet. Den dag i oktober, hvor Begtrup-Hansen kom tilbage til sit kon­tor på Politigårdens anden etage, efter det afsluttende møde med justitsministeren, sagde han dybt bevæget: “Palludan, det bliver os alligevel.” Han var slået helt ud over ministerens beslutning, og jeg tror aldrig han kom sig rigtig over oplevelsen. Den 5. december 1945 afholdt justitsministeren et møde med po­litiforeningerne, og igen understregede han, at det fortsat var regeringens opfattelse, at ingen andre offentlige myndigheder end politiet kunne 30

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 30

19/07/11 15:21:57


foretage henrettelserne. Den enkelte politimand kun­ ne dog “af særlige grunde” bede sig fritaget. De udtagne politimænd ville i øvrigt blive pålagt en streng tavshedspligt, men Justitsministeriet ville så sørge for, at navnene på de politifolk, der var i pelotonerne, aldrig ville blive offentliggjort. Den 9. oktober 1945 udstedte regeringen så “Den Kgl. Anordning om fuldbyrdelse af Livsstraf i henhold til Straffelovstillæg­get”, et dokument, der i grove træk oplyste om, hvordan en henrettelse skulle finde sted. I § 5 blev det fastslået: – At dommen fuldbyrdes ved skydning af en af politimænd bestående eksekutionskommando, bevæbnet med gevær eller karabin. Nu var der ingen tvivl længere. Samme dag blev der afholdt et møde på vicepolitichef Dahls kontor på Politigården i København, hvor man drøftede de praktiske omstændigheder omkring ek­se­kutionerne. Man var klar over, at der nok som i Norge skulle ansættes lønnede medhjælpere til at tage sig af det med at binde de dødsdømte på henrettelsespladsen, trække en hætte over deres ho­veder, at nedtage ligene og lægge dem i kister samt rengøring af selve henrettelsespladsen. Man var helt på det rene med, at politiets personale ville nægte at udføre dette arbejde. Der var imidlertid et andet problem: Man skulle hurtigst muligt finde de steder, hvor henrettelserne kunne udføres diskret, uden at nogen uvedkommende kunne komme til stedet. Blandt politimestrene var der enighed om, at der skulle være tre henrettelsesteder, et øst for Storebælt, et for Fyn og omliggende øer, og et vest for Lillebælt. 31

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 31

19/07/11 15:21:57


At man i Norge havde kunnet nøjes med én henrettelsesplads, var irrelevant for de danske embedsmænd. I virkeligheden viste det sig at være temmelig besværligt at finde et sted i Danmark, hvor man kunne henrette folk i dybeste hemmelighed, og ydermere måtte man erkende, at der nok kun skulle være to henrettelsespladser, en i København og en i Jylland. Efter meget sondering på Sjælland og i Jylland besluttede man den 13. oktober 1945 i Justitsministeriet, at henrettelsesstedet i Kø­benhavn skulle opføres på Flådestation Københavns anden re­dan, hvor der fandtes et gammelt ammunitionsdepot, og hvor der var plads til at bygge en egnet indretning. I Jylland valgte man Undallslund Plantage ved landevejen mellem Viborg og Skive, cirka syv km fra Viborg Arrest. Stedet var en del af det militære depotområde ved Viborg Kaserne og var blevet udbygget af den tyske værnemagt. På stedet fandtes der en brugbar pansergrav, som kunne ombygges til et henrettelsesskur, og der var bunkers, der kunne benyttes til ren­gøringsmateriel med videre. Samme dag udstedte Justitsministeriet en instruks angående fuldbyrdelse af livsstraf. I denne instruks’ § 2 præciseredes det, at henrettelserne skulle finde sted i de tidlige morgentimer, og så vidt muligt morgenen efter, at den domfældte havde fået underretning om, at straffen skulle fuldbyrdes. I § 3 blev det fastslået, at den dødsdømte skulle bindes til en pæl eller en væg, og at pågældende skulle have bind for øjnene. Ligeledes blev det fastslået, at skydningen skulle ske fra en afstand af fem meter, og at lederen af ek­ sekutionskommandoen skulle skyde den domfældte 32

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 32

19/07/11 15:21:57


Plantegning over anlægget i Undallslund. Foto: Henrik Gjøde Nielsens privatsamling

33

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 33

19/07/11 15:21:57


Indgangen til anlægget i Undallslund. Foto: Henrik Gjøde Nielsens privatsamling

34

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 34

19/07/11 15:21:58


gennem hovedet, hvis denne viste tegn på liv efter eksekutionen. Allerede den 17. oktober havde Justitsministeriets arkitekt, Knud V. Barfoed, udfærdiget en teknisk redegørelse for et eksekutionssted i København, ligesom han havde fremstillet en tegning over det henrettelsesskur, der skulle opstilles på det udpegede sted. I den almindelige iver efter hemmeligholdelse benævntes skuret på tegningen som en pistolskydeplads til skiver. I redegørelsen nævn­te arkitekten de fordele, der var ved stedet: 1. Al offentlig adgang til stedet er strengt forbudt. Der skal af søværnet udstedes særlig passertilladelse for at kunne komme ind fra nord igennem den bevogtede port ved Luftmarinestationen. Fra syd kan man kun få adgang ved passertilladelse fra hærens personale, idet den sydlige del af fæstningsvolden tilhører hæren. Selv om vinteren ved isdække vil det være vanskeligt for uvedkommende at nærme sig stedet. 2. Den peloton, som skal udføre eksekutionen (10 mand) kan tage opholdssted på sydøstsiden af depotbygningen. Der kan opsættes en vandret bom fra muren og et stykke ud, hvorpå der kan hænges en presenning, som vil dække udsynet til eksekutionsstedet. 3. De vogne, der fører pelotonens mandskab m.fl. til stedet, kan køre frem mod syd og vende ved 3. redan. I nærmere aftalt orden kan der køres frem til 2. redan og holdes i rækkefølge på vejen skjult for eksekutionsstedet af depotbygningen og voldens beplantning. 35

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 35

19/07/11 15:21:58


Arbejdstegning over anden redan på Christianshavn. Foto: Privateje

36

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 36

19/07/11 15:21:58


4. Lastbilen med kisten og mandskabet fra begravelsesfirmaet kan holde i depotgården på 2. redan. 5. Vand til afskylning af blod kan hentes i graven vest for depotbygningen, hvor der vil blive udgravet et vandsted ved bredden med en lille træbro. 6. Lyden af skuddene vil delvis blive optaget af jordvolden med beplantningen og af depotbygningen. 7. Marinens vagtmandskab kan uden særlige foranstaltninger holdes på afstand, mens eksekutionerne finder sted. 8. Da der af marinen ofte foretages sprængninger på disse arealer, vil lyden af skud ikke vække opsigt. På stedet blev opført Barfoeds såkaldte skydeskur, som var en trækonstruktion med en bredde på fire meter, en dybde på halvanden meter og en højde på 2,5 meter. Der var støbt betongulv i træ­skuret, og taget var dækket af tagpap. Endevæggen bestod af løse plan­ker, der kunne udskiftes. I plankerne var der opsat tovender til fastbinding af den dødsdømte. Bag skuret var opført et kuglefang med sand. Selve skuret kunne aflukkes med to portfløje. Ministeriet accepterede planen over skuret, som Søværnets Byg­­ningstjeneste opførte for et beløb af 2.902,04 kr. I øvrigt benyttede man arkitekt Barfoeds tegninger til at bygge et tilsvarende henrettelsesskur i den tidligere nævnte gamle kamp­vognsgrav i Undallslund. Den 24. oktober 1945 rejste Københavns politidirektør Åge Sei­denfaden til Norge, hvor han som repræsentant for det danske po­liti havde fået en indbydelse til at overvære en henrettelse og ved selvsyn konstatere, 37

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 37

19/07/11 15:21:58


hvorledes norsk politi taklede opgaven. Det var den anden henrettelse i Norge, der skulle finde sted, og den dødsdømte var den tidligere norske nazistiske regeringschef Vidkun Abra­ham Lauritz Quisling. Efter hjemkomsten den 27. oktober 1945 skrev politidirektøren en beretning om sine oplevelser til justitsministeren og rigspolitichefen. Den 6. november udsendte Justitsministeriet en cirkulæreskri­vel­se, journal 814/45, til alle fængselsvæsenets institutioner om behandling af fanger, der var idømt dødsstraf. Og samme dag fremsendte man ydermere et tillægscirkulære, der oplyste om, hvorledes dødsdømte skulle underrettes om benådningsafslag, og om hvor overleveringen af dødsdømte fanger til politiet skulle finde sted, når fangerne skulle henrettes. Når en person blev idømt livsstraf, skulle han anbringes i enecelle, der var indrettet således, at mulighed for selvmord i videst mulig omfang var udelukket. Fangen skul­le holdes under konstant observation, og der skulle være lys i cellen hele døgnet. Det var selvfølgelig helt uacceptabelt, hvis en dødsdømt fik lejlighed til at begå selvmord umiddelbart før sin henrettelse. I det omfang det var muligt, skulle der gives mulighed for udvidet adgang til ophold i fri luft samt til læsning og til at modtage besøg, til afsendelse og modtagelse af breve, til modtagelse af ekstraforplejning og tobaksrygning. Fangerne skulle selvfølgelig behandles ordentligt, men alligevel gav hele bureaukratiet anledning til adskillige besynderlige og absurde episoder. En fange, der var dømt til døden i underretten, anmodede for eksempel Direktoratet for Fængselsvæsenet om tilla38

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 38

19/07/11 15:21:58


delse til at høre radio i sin celle. Svaret fra direktøren for Fængselsvæsenet lød som følger: “I et hertil indsendt andragende har De, der hensidder i Københavns fængsler som varetægtsfange efter ved Københavns Byrets dom af 10. august 1948 at være anset med livsstraf, anholdt om tilladelse til radioaflytning i cellen. Foranlediget heraf skal man meddele, at tilladelse til radioaf­lytning kun gives til fanger, der er idømt livsstraf, når dommen er endelig, det vil sige når dommen er afsagt ved Højesteret, eller der er truffet bestemmelse om, at landsretsdommen ikke vil blive på­ anket, og at man ikke for tiden har set sig i stand til at udvide tilladelsen til radioaflytning.” Man ville med andre ord være helt sikker på, at pågældende skulle henrettes, før man gav tilladelse til at høre radio i fængslet. Samtlige dødsdømte, blev indsat i henholdsvis Vestre Fængsel eller i Viborg Arrest, når dommen var stadfæstet i Højesteret. Afhængig af om arrestanten var dømt øst eller vest for Storebælt. Grunden til denne ordning var ganske enkelt fordi de to anstalter var tættest på henrettelsespladserne, og man ville i de pågældende institutioner få en vis erfaring med at håndtere dødsdømte i terminalfasen. Hvis de dømtes benådningsandragender blev afslået, skulle rigs­advokaten fastsætte et tidspunkt for dødsdommens eksekvering mellem klokken 24.00 og 06.00, og det skulle ske i døgnet efter, at domfældte havde fået underretning om, at benådningen var afslået. 39

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 39

19/07/11 15:21:58


Fra Justitsministeriet ville man samtidig sende en meddelelse til fængslernes inspektører vedrørende afslaget på benådnings­an­dragendet. Når afslaget kom, skulle den dødsdømte hentes til sin celle eller til inspektørens kontor, og her ville inspektøren eller arrestforvareren sammen med en af fængslets præster orientere fangen om benådningsafslaget fra justitsministeren. I Vestre Fængsel blev den dømte herefter umiddelbart flyttet til en af de tre specielt indrettede celler i vestfløjens stueetage. Disse celler var helt tomme bortset fra nogle stole. Fangen blev nu konstant overvåget af fængselsbetjente. I Viborg Arrest var den ene ende af fængslets øverste etage lavet om til celler for de dødsdømte. Dagen før henrettelsen var eventuelle pårørende blevet underrettet i løbet af eftermiddagen, enten af politiet eller af en præst fra hjemsognet. Samme dag som afslaget på benådning forelå, blev hen­ret­tel­sespe­lo­tonen udtaget blandt kredsens politifolk. Der var tale om folk, som ledelsen skønnede havde den fornødne skydefærdighed og psyke til opgaven, og som kunne acceptere opgaven. Pelotonen skulle be­stå af otte ordenspolitifolk og to kriminalfolk samt tre re­server. Yderligere skulle der udtages en pelotonleder blandt det overordnede politipersonale. Efter underretningen om benådningsafslaget kunne præsten være sammen med den dødsdømte hele tiden, hvis sidstnævnte ønskede det. De kunne opholde sig i de omtalte specialceller, men oftest valgte man at flytte til præstens kontor. Her kunne besøg også afholdes, og her blev det sidste måltid indtaget, ofte sam40

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 40

19/07/11 15:21:58


men med pårørende. Som regel var der tale om smørrebrød. Fangen fik adgang til tobak og øl og spiritus inden for rimelighedens grænser. Hvis man opholdt sig på præstens kontor, skulle der på gangen ud for konstant sidde to fængselsbetjente på vagt. Det var som tidligere nævnt umådelig vigtigt, at en dødsdømt ikke fik lejlighed til at begå selvmord. Med en særegen logik blev det nidkært sikret, at den dødsdømte blev slået ihjel på en forskriftsmæssig korrekt måde. Ligeledes var det vigtigt, at den dødsdømte i sit sidste døgn fik tilbudt et sidste måltid efter eget ønske. Arrestforvarerens hustru i Viborg Arrest, der stod for tilberedning af maden i arresten, fortalte siden hen: – Jeg husker endnu med ubehag, hvor forfærdeligt det føltes at skulle tilberede en dødsdømt mands sidste måltid. Han kunne selv sammensætte menuen inden for rimelighedens grænser, og selv om det var gruopvækkende ting, mange af disse dømte havde lavet under besættelsen, så var disse ting jo alligevel på en vis afstand flere år efter krigen. Jeg gjorde mit bedste for at lave dette måltid så velsmagende som muligt, ligesom hvis en gæst skulle komme for­bi. Maden blev tilberedt her i køkkenet og sendt op i arresten via en madelevator, og det var personalet, der serverede den for fangerne. Den sidste dag var fangerne altid meget optaget af at sammensætte deres menu. Ikke, som man skulle tro, så bange eller urolige, at maden ikke spillede nogen rolle for dem, og de spiste den altid med god appetit. Jeg fik servicet tilbage til køkkenet, efter at de havde spist, og der var altid spist op. Der blev til maden også serveret både øl og spiritus i moderate mængder, men der findes oplysninger om, 41

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 41

19/07/11 15:21:58


at dødsdømte i flere tilfælde var påvirkede af spiritus hen på aftenen. En forståelig reaktion, som ingen tog anstød af. Senest omkring kl. 23.00 skulle de pårørende tage afsked med den dødsdømte og forlade fængslet. Der udspandt sig i adskillige tilfælde horrible scener. Det var oftest de pårørende, der havde svært ved at tage afsked, og i de fleste tilfælde var det den dødsdømte selv, der fik talt pårørende til ro under afskeden. En pensioneret 83-årig fængselsoverbetjent, der bad om ikke at få sit navn nævnt, fortalte under et interview i sommeren 1998 om følgende episode fra 1948: – Jeg var relativt nyansat i fængselsvæsenet, da jeg en dag af en vagtmester fik ordre til særlig tjeneste. Jeg skulle være vagt ved en dødsdømt, der skulle henrettes samme nat. Jeg vidste godt, hvem den dødsdømte var, han havde siddet i Vestre Fængsel i al den tid, jeg havde været ansat. Jeg kendte ham fra mit job som postbetjent på den afdeling, hvor landsforræderne sad. Han var en stille og rolig mand, høflig og meget korrekt, men ikke en som man talte særlig meget med. Jeg vidste god, at han havde været med til nogle uhyggelige forbrydelser, men nu var der gået flere år efter besættelsen, han var en venlig og flink mand, og bestemt en let fange. Alle på fængslet vidste, når en af fangerne havde fået afslået benådningsansøgning, og at henrettelsen skulle finde sted samme nat. Inspektøren og præsten gik ind i den pågældende fanges celle og fortalte, at tiden nu var inde, alle vidste selvfølgelig også hvem det var, der skulle skydes. Den dag var det altså fangen på min post. Han tog det efter omstændighederne meget roligt, jeg overvæ42

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 42

19/07/11 15:21:58


rede ikke cellebesøget, men det sagde man på afdelingen. Fangen gik sammen med præsten ned på dennes kontor, og her var han så resten af dagen og aftenen. Det var her på gangen ved præstens kontor, at vagtmesteren satte mig på en specialvagt sammen med to andre fængselsbe­tjen­te. Vi sad på gangen foran døren ind til præstens kontor. Det hele var faktisk ret begivenhedsløst, vi kunne høre præsten og den døds­ dømte tale sammen på kontoret, ikke hvad de sagde, men de­res stemmer kunne vi høre. Der blev serveret kaffe flere gange, og ved et af tilfældene var der også sandkage med. På et tidspunkt sidst på eftermiddagen eller først på aftenen kom der besøgende til den dødsdømte. Der var tale om to kvinder, en yngre og en ældre samt en ældre mand. Senere fik jeg at vide, at det var den dødsdømtes forældre og hustru. Da de kom gående ned ad gangen til præstens kontor var det tydeligt, at de havde taget deres pæneste tøj på, og man kunne godt se, at kvinderne havde grædt. De blev fulgt ind på præstens kontor, og her var de så hele aftenen. Senere blev der bragt et fad med smørrebrød ind på kontoret, det kom vist nok ude fra byen af. Rygterne fortalte, at de dødsdømte også kunne få øl og snaps, hvis de ville have det, men jeg så ikke, at der blev leveret nogen drikkevarer til præstens kontor. Klokken 23.00 kom fængselsinspektøren gående på gangen mod præstens kontor. Han havde en af vagtmestrene med i kølvandet. “Det er rædselsfuldt”, sagde han med dæmpet stemme, nok nærmest til sig selv, og så gik han og vagtmesteren ind på præstens kontor og lukkede døren efter sig. 43

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 43

19/07/11 15:21:58


Vi vidste godt, at han gik ind for at fortælle, at besøget skulle afsluttes, og at de pårørende skulle forlade fængslet. Vi sad alle tre som på nåle, fuldstændig tavse og lyttede. Der skete intet, vi kunne godt høre inspektørens lidt brummende stemme. Så døde lyden bort, der var helt stille et stykke tid. Så kom chokket, også selv om vi var forberedt. Det startede som gråd, en kvindes klagende gråd, der langsomt steg i styrke, pludselig blev døren åbnet, og den sking­re lyd ramte os som et slag i brystet. Det var fangens hustru, der var brudt sammen, hun gik ud på gangen helt sammenkrøbet mellem fangens forældre. Moderen græd også, og den gamle mand forsøgte at holde om begge kvinder. Han var fuldstændig kridhvid i ansigtet, så kom vagtmesteren ud, han var også bleg, og som den sidste kom inspektøren, der lukkede døren ind til kontoret. Inden da så jeg et glimt af den dødsdømte, han stod med et fuldstændig forvildet udtryk i ansigtet og hænderne foldet bag nakken. Så blev døren lukket. De pårørende og de to fængselsfolk gik hen ad den lange stengang, og den unge kvindes gråd blev mere og mere hysterisk. “Nej”, skreg hun, “I må ikke gøre det, I må ikke …” så knækkede stemmen helt over og blev til uartikulerede skrig, der gav genlyd mellem stenmurene. De forsvandt ud på trappen, men vi kun­ne høre hende hele vejen ud i fængselsgården til hovedporten. Der var ingen af os tre fængselsbetjente, der sagde noget, men jeg tænkte på, at dette her job nok ikke var noget for mig, jeg havde det faktisk dårligt. Over midnat kom inspektøren igen, denne gang med statsadvokaten og et par andre vagtmestre. Fangen skulle gø­res klar til afgang. Statsadvokaten læste noget op, så 44

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 44

19/07/11 15:21:58


kom fængselslæ­gen også, og en af vagtmestrene bandt fangens hænder på ryggen med et almindeligt stykke tov. Jeg undrede mig over, hvorfor han ikke fik håndjern på, men jeg fik aldrig spurgt om hvorfor. Fangen sagde vist ikke noget, der var pludselig mange mennesker på gangen og en nervøs stemning. Da fangen blev ført ud af kontoret, kiggede han på mig et kort sekund, så smilede han og nikkede ligesom til afsked. Jeg stod bare og måbede, og så var han væk i mylderet. Pludselig var vi kun os tre vagter tilbage. Inden vi gik, kiggede jeg ind ad døren til præstens kontor. Der var fuldstændig tilrøget, og et askebæger helt fyldt med skodder. Jeg så også, at der kun var spist få stykker af smørrebrøddet. Jeg cyklede hjem fra fængslet, nogenlunde samtidig med at fangen blev skudt. Det kunne jeg regne ud. Jeg kunne simpelt hen ikke få hustruens skrig, og så det, at den dødsdømte nikkede og smilede til mig, da han blev ført væk, ud af mit hoved. Jeg havde det skidt i lang tid og besluttede, at jeg aldrig mere ville påtage mig sådan en vagt. Det kom jeg heller ikke til. I København var proceduren således, at statsadvokaten, som regel omkring midnat, blev afhentet af politiet på bopælen og herfra kørt til Vestre Fængsel. I cellen eller på præstens kontor konstaterede statsadvokaten den domfældtes identitet, hvorefter han oplæste dommen for den dømte. Til stede var, ud over den domfældte og statsadvokaten, fængselsinspektøren, præsten, to politifolk samt to fængselsfunktionærer. Fangen blev overgivet til politiet, ef­ter at han af en vagtmester eller en fængselsoverbetjent havde fået armene 45

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 45

19/07/11 15:21:58


bundet på ryggen med et stykke reb. Fangen blev ført ned i fængslets gård, hvor der holdt en halvdelingseller gruppevogn, bemandet med en overbetjent og tre politibetjente. To af politibetjentene var bevæbnede med maskinpistoler. Yderligere holdt der to patruljevogne bemandede med hver fire politifolk, ligeledes bevæbnede med maskinpistoler. Slutteligt holdt stats­ ad­vo­ka­tens vogn i gården, denne havde ligeledes en politimand som chauffør. I halvdelingsvognen var der ud over de fire politifolk, fangen, præsten samt en læge. Fra Vestre Fængsel kørte kortegen ad Vigerslev Allé, Enghavevej og ind ad Ingerslevsgade. Herefter til højre ad Tietgensgade, Bernstorffsgade og til venstre ad Hambrosgade. Via Langebro, Langebrogade og Christianshavns Voldgade til Prin­ses­segade. Videre ad Refshalevej til indkørslen ved Luftmarinesta­tio­nen og ind på de militære arealer. I Viborg foregik det nogenlunde tilsvarende. Da det var bestemt, at henrettelserne skulle foregå i Undallslund Plantage, og denne plan­tage ligger i Viborg Politikreds, var det derfor Viborgs politimesters opgave, “at drage omsorg for tilrettelæggelsen af ekse­ku­tion­ er­nes gennemførelse”, som det hed på den tids sprog. Da Viborg Politi ikke umiddelbart kunne magte en sådan opgave rent per­sonalemæssigt, skulle politimesteren i Århus stille syv politifolk til rådighed, når der skulle foretages en henrettelse. Statsadvokaten skulle holde politikommandøren eller politimesteren orienteret om sagens udvikling, og når rigsadvokaten hav­de besluttet på hvilken dato og tidspunkt, en henrettelse skulle fin­de sted, blev statsadvokaten underrettet, som igen underrettede den re46

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 46

19/07/11 15:21:58


levante politikommandør. Viborg Politikreds sørgede selv for bevogtningen og patruljeringen umiddelbart rundt om eksekutionsstedet i Undallslund. En time før henrettelsen kørte seks-syv mand derud i politikredsens halvdelingsvogn sammen med lederen af bevogtningen. 20 minutter før henrettelsen indfandt politimesteren, lægen og arrestforvareren sig i den dødsdømtes celle. Arrestforvareren bandt den døds­dømtes hænder på ryggen og førte personen ned i arrestens gård af nogle politifolk. Ruten gik fra den gamle Viborg Arrest ud på Ibsgade og videre ad Gammel Skivevej til indkørslen til Undallslund Plantage. Herfra kørte man ad en jordvej ind til plantagens militære område, der var afspærret og indhegnet. Videre forbi de gamle tyske hestestalde og ud tæt ved en tysk hangar, hvor eksekutionspladsen var indrettet. Ved ankomsten til stedet blev den dømte afleveret til to civilt ansatte medhjælpere, der til daglig var plejere på Viborg Statshospital. Medhjælperne førte den dømte ned i pansergraven, hvor hans bagbundne hænder løsnedes. Herefter blev han fastbundet op ad væggen. En sort hætte blev sat over hans hoved, hvorefter en læge fæstnede et sigtemærke på fangens bryst. Inden fangens ankomst var pelotonen opstillet og projektø­rer­ne tændt. Der blev nu kommanderet “klar” (stående anlæg) og “fyr”. Lægen konstaterede om den henrettede var død, eller om der skulle gives et dræbende skud i hovedet af pelotonlederen. De civile medhjælpere nedtog den dræbte og lagde ham i kisten, hvorefter henrettelses47

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 47

19/07/11 15:21:58


stedet blev rengjort. Kisten blev kørt til Nordre Kre­­ matorium i Århus på ladet af en militær lastbil, der kørte under politieskorte. I sommeren 1998 blev jeg inviteret på besøg hos en gammel pensioneret politiassistent, der meget gerne ville fortælle om sine oplevelser under retsopgøret. Selv om han godt var klar over, at hans beskrivelse givetvis vil afsløre hans identetet for gamle kolleger, så ønskede han ikke sit navn oplyst, og det er respekteret: – Jeg var politibetjent i Århus efter besættelsen, hvor jeg blandt andet fungerede som fast chauffør på kredsens busser. På et eller andet tidspunkt i 1947 blev jeg kaldt ind til en af stationens politiassistenter, som var kendt for at havde deltaget som pelotonleder ved flere henrettelser, det var en offentlig hemmelighed på sta­tionen. Denne politiassistent fortalte mig nu, at jeg var udtaget til at køre bussen med en henrettelsespeloton fra Århus og til Viborg og tilbage igen. Politiassistenten fortalte, at jeg godt kunne sige nej til opgaven, hvilket jeg bestemt ikke havde lyst til. Jeg følte faktisk, at det var et nødvendigt politiarbejde, der skulle udføres. Jeg deltog ved seks henrettelser af landsforrædere i Viborg. I tre tilfælde kørte jeg pelotoner fra Århus til Undallslund Plantage og retur, og i tre tilfælde kørte jeg den halvdelingsvogn, der kørte de dødsdømte fra arresten i Viborg til henrettelsespladsen, og i de tre tilfælde kørte jeg efterfølgende eskortekørsel efter den militære last­vogn, der transporterede kisten med den henrettedes lig fra Undallslund til krematoriet i Århus, hvor vi fra halvdelingsvognen skulle overvåge kremeringen, og siden hen køre urnen til det aftalte 48

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 48

19/07/11 15:21:58


bestemmelsessted. Vedrørende udtagelsen af personale til pelotoner i Århus var det sådan, at dette foregik meget diskret. Folk blev kontaktet individuelt af den omtalte politiassistent og kunne så sige ja eller nej til at deltage. Der var ikke mange, der sagde nej. Alle turene var i virkeligheden meget ens, og når man tænker tilbage flyder turene lidt sammen, men jeg husker specielt den første gang. Noget overraskende var det, at politiassistenten, der ledede pe­lotonen, havde bedt mig om at sørge for, at der blev indkøbt en kasse øl, en flaske snaps samt et fad smørrebrød inden afgangen om aftenen, og at disse varer skulle stuves ind i udrykningsvognen som pelotonen blev kørt i. Selve transporten foregik på den måde, at jeg og politiassistenten mødte på politigården omkring klokken 21.00, hvor vi hentede udrykningsbussen X 10, en grøn Obel Blitz, hvor de føromtalte spise- og drikkevarer, som jeg selv havde købt, nu blev lastet i vognen sammen med ti geværer og ammunition. Herefter kørte vi med bussen til Clemens Bro i midtbyen, hvortil vi ankom præcis kl. 22.00. Her ventede de ti mand, der udgjorde pelotonen. Jeg standsede, og mændene gik om bord. Grunden til denne lidt besværlige og besynderlige fremgangsmetode var formodentligt, at så var det hele mere hemmeligt. At ti uniformerede politifolk blev samlet op af en udrykningsbus på Clemens Bro virkede endnu mere opsigtsvækkende, blev der ikke talt om. Ordrer blev dengang ikke diskuteret, uanset hvor tåbelige de var. Senere lavede man det også om og kørte transporterne med personale direkte fra politigården. 49

Frank_Bøgh_Dødsdømte_Materie.indd 49

19/07/11 15:21:58

De dødsdømte af Frank Bøgh  

Den 4. februar 1945 stak journalist-elev Torben Wulff sin ven Jørgen Arboe-Rasmussen til Gestapo. Dagen efter skød en hipo mand Arboe-Rasmus...