Cuba Krisen af Michael Dobbs

Page 30

LØRDAG DEN 20. OKTOBER: MORGEN

45

Flere hundrede officerer og menige var samlet på engen foran podiet. Selvom de stod på række og geled, var der ikke megen militær anstand over dem. De var iført et underligt sammensurium af tøj: ternede skjorter, militærbukser, som var klippet af over knæene, overskårne, tunge russiske støvler med ventilationshuller i til den tropiske hede. Nogle af soldaterne havde nøgne overkroppe, andre lignede ifølge Malakhov ”fugleskræmsler”. Han havde indkaldt til mødet for at markere en særlig begivenhed: 79. missilregiment havde netop som den første sovjetiske missilenhed på Cuba meldt ”klar til kamp”. De otte missilraketter stod klar ved siden af de store betonaffyringsramper, alle rettede mod nord, mod den imperialistiske fjende. Tæt ved holdt de kanvasoverdækkede anhængervogne med de lange, tynde R-12-raketter, der lignede overdimensionerede blyanter. Lastvogne med brændstof og iltningsmidler stod ligeledes klar. Sprænghovederne var stadig ikke nået frem til anlægget, men de kunne transporteres til stedet på under et døgn. ”Vi har nået vores mål for første fase,” sagde Malakhov i sin peptalk til mandskabet. ”En sovjetisk soldat er altid trofast over for sin faneed. Vi er parate til at lide heltedøden. Vi vil ikke svigte det cubanske folk og overgive dem til tortur og lidelse i imperialisternes hænder.” Klapsalver, piften og en maskingeværsalve hilste Komsomollederen. ”Rodina ili smert. Patria o muerte”. (”Moderland eller død.”) ”Venceremos”. Officererne og soldaterne fra 79. missilregiment lignede måske nok fugleskræmsler, men de havde udført en ekstraordinær, logistisk bedrift. Aldrig tidligere havde en russisk hær været så langt fra moderlandet, for slet ikke at tale om en hær udstyret med våben, der var i stand til at udslette mange millioner mennesker. Og dertil kom, at de havde gjort det i al hemmelighed. De første sovjetiske missiler var ankommet til Cuba i begyndelsen af september, men blev først opdaget af de amerikanske spionfly over en måned senere. Og selv nu var der meget, Washington ikke vidste om de fjendtlige styrker, der pludselig var dukket op i deres baghave. Det havde taget dem næsten tre måneder at blive kampklare. Regimentets øverstbefalende, oberst Ivan Sidorov, havde fået overdra-


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.