Carries dagbog 2 af Candace Bushnell by bog.nu

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

kapitel et

Prinsesse på en anden planet Man siger, at der kan ske en hel masse på en sommer. Nja. Eller også kan der ikke. Det er første dag tilbage på high school som senior, og så vidt jeg kan vurdere, er jeg nøjagtig, som jeg var sidste år. Det er min bedste veninde Lali også. »Husk så, Bradley, at i år skal vi altså have nogle kærester,« siger hun, mens hun tænder for motoren på den røde pickup, hun har arvet fra en af sine storebrødre. »Luk røven.« Det var også meningen, at vi skulle have fået kærester sidste år, og det lykkedes ikke. Jeg åbner døren og sætter mig ind, smider mine bøger på sædet og stikker brevet ind i min biologibog, hvor jeg går ud fra, at det ikke vil gøre yderligere skade. »Kan vi ikke droppe det der med kæresterne lidt? Vi kender allerede alle drengene på skolen.« »Nej, det gør vi faktisk ikke,« siger Lali, mens hun sætter i bakgear og kaster et blik over skulderen. Lali er den af mine venner, der kører bedst bil. Hendes far er politimand, og han insisterede på at lære hende at køre bil, da hun var tolv år gammel, i tilfælde af at der skulle opstå en nødsituation. »Jeg har hørt, at der kommer en ny elev,« siger hun. »Og hvad så?« Den sidste nye elev, der begyndte på skolen, viste sig at være et pothoved, som gik i de samme overalls hver eneste dag. »Jen P siger, at han er lækker. Virkelig lækker.« 5

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

»Og hvad så?« Jen P var formand for Leif Garrett-fanklubben i sjette klasse. »Hvis han virkelig er lækker, scorer Donna LaDonna ham.« »Han hedder et eller andet underligt,« siger Lali. »Sebastian et eller andet. Sebastian Kitty?« »Sebastian Kydd?« siger jeg forskrækket. »Ja,« siger hun og drejer ind på skolens parkeringsplads. Hun ser mistænksomt på mig. »Kender du ham?« Jeg tøver, mine ﬁngre knuger bilens dørhåndtag. Mit hjerte hamrer af sted; hvis jeg åbner munden, er jeg bange for, at det springer op og hopper ud af munden. Jeg ryster på hovedet. Vi er lige kommet ind ad skolens store dør, da Lali får øje på mine støvler. De er af hvidt kunstlæder, og der er en revne ude ved den ene spids, men det er ægte gogo-støvler fra begyndelsen af halvfjerdserne. Jeg regner med, at de støvler har haft et noget mere interessant liv, end jeg har. »Bradley,« siger hun og kaster et foragteligt blik på støvlerne. »Som din bedste veninde kan jeg ikke tillade, at du har de der støvler på første skoledag.« »Det er desværre for sent,« siger jeg muntert. »Og desuden er nogen nødt til at ruske lidt op i det her sted.« »Lad være med at lave om på noget.« Lali former en pistol med hånden, kysser sine ﬁngerspidser og sigter på mig, før hun sætter kursen mod sit skab. »Held og lykke, Angel,« siger jeg. Lave om på noget. Ha. Det er der ikke nogen risiko for. Ikke efter brevet. Kære Ms. Bradshaw, stod der. Tak for din ansøgning til New School’s sommerskrivekursus. Dine tekster indeholder lovende elementer og indikerer en god fantasi, men vi må desværre meddele dig, at vi ikke kan tilbyde dig en plads på kurset på nuværende tidspunkt.

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

Jeg ﬁk brevet sidste torsdag. Jeg læste det omkring femten gange, bare for at være helt sikker på, at jeg havde forstået, hvad der stod, og så var jeg lige nødt til at lægge mig lidt. Det er ikke, fordi jeg for alvor tror, at jeg er vildt talentfuld eller noget, men jeg tillod mig alligevel for en enkelt gangs skyld at håbe, at jeg var det. Jeg sagde det ikke til nogen. Jeg havde ikke engang fortalt nogen, at jeg havde ansøgt, heller ikke min far. Han gik på Brown University og går ud fra, at det skal jeg også. Han tror, at jeg kan blive en god forsker. Og hvis ikke jeg kan komme ind på molekylær fysik, kan jeg altid komme ind på biologi og studere insekter. Jeg er nået halvvejs ned ad gangen, da jeg får øje på Cynthia Viande og Tommy Brewster, Castleburys mest populære kærestepar. Tommy er temmelig uintelligent, men han er midtbanespiller på basketballholdet. Cynthia, derimod, er elevrådsformand, formand for festudvalget, æresmedlem af den amerikanske forening for særligt dygtige high school-elever og havde taget samtlige duelighedstegn hos spejderne, da hun var ti år gammel. Hun og Tommy har været kærester i tre år. Jeg prøver at ignorere dem, men mit navn kommer lige før Tommys i alfabetet, så jeg er tvunget til at have skab lige ved siden af ham og tvunget til at sidde ved siden af ham til morgensamlingerne og derfor i store træk tvunget til at se ham – og Cynthia – hver dag. »Og gider du godt lade være med at lave de der latterlige grimasser under morgensamlingen,« smælder Cynthia. »Det er altså en virkelig vigtig dag for mig. Og glem nu ikke middagen for far på lørdag.« »Ja, men hvad så med min fest?« protesterer Tommy. »Du kan holde fest fredag,« bider Cynthia ham af. Det kan godt være, at der er et rigtigt menneske inden i Cynthia, men hvis der er, har jeg aldrig set det. 7

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

Jeg åbner mit skab. Cynthia ser pludselig op og får øje på mig. Tommy kigger tomt på mig, som om han ikke aner, hvem jeg er, men det er Cynthia for velopdragen til. »Hej, Carrie,« siger hun og lyder, som om hun er tretten år, ikke sytten. At lave noget om. Det er svært at få lov til i den her lille by. »Velkommen til helvede,« siger en stemme bag mig. Det er Walt. Han kommer sammen med en af mine andre bedste venner, Maggie. Walt og Maggie har været kærester i to år, og vi tre laver nærmest alting sammen. Det lyder måske underligt, men Walt er ligesom en veninde. »Walt,« siger Cynthia. »Det var lige dig, jeg havde håbet på at støde ind i.« »Hvis det er, fordi du vil have mig med i festudvalget, er svaret nej.« Cynthia ignorerer Walts lille joke. »Det er om Sebastian Kydd. Er det rigtigt, at han kommer tilbage til Castlebury?« Ikke igen. Mine nerver er snart lige så ﬂossede som en rulle brugt tandtråd. »Det siger Doreen.« Walt trækker på skuldrene, som om han er fuldstændig uinteresseret. Doreen er Walts mor og studievejleder på Castlebury High. Hun hævder at vide alt om alle, og hun fortæller det hele videre til Walt – de gode historier, de sindsoprivende og de fuldstændig usande. »Jeg har hørt, at han er blevet smidt ud af en privatskole, fordi han solgte stoffer,« sagde Cynthia. »Jeg er nødt til at vide, om vi får problemer her.« »Det aner jeg ikke,« siger Walt og sender hende et kæmpestort, påklistret smil. Walt synes, at Cynthia og Tommy er næsten lige så uudholdelige, som jeg gør. »Hvilke slags stoffer,« spørger jeg så henkastet, jeg kan, mens vi går. »Smertelindrende?« »Ligesom i Dukkernes dal?« Det er min hemmelige ynd8

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

lingsbog sammen med DSM III, som er en lille manual over psykiske sygdomme. »Hvordan fanden skaffer man smertelindrende piller nu om dage?« »Altså, Carrie, det ved jeg ikke,« siger Walt, han har mistet interessen. »Måske får han dem fra sin mor.« »Det tror jeg ikke, du skal regne med.« Jeg forsøger at fortrænge mit eneste møde med Sebastian Kydd, men det lykkes ikke rigtig. Jeg var tolv år gammel og rimelig kejtet. Jeg havde tynde ben og ingen bryster, to bumser og kruset hår. Jeg havde også briller på og en udgave af What about Me? af Mary Gordon Howard under armen. Jeg var vildt optaget af feminisme. Min mor var ved at indrette Kydd-familiens køkken, og vi kiggede forbi hos dem for lige at se, hvordan det gik med arbejdet. Pludselig stod Sebastian i døren og lyttede. »Mary Gordon Howard mener, at de ﬂeste former for seksuelt samvær kan kategoriseres som voldtægt,« ﬂøj det fuldstændig umotiveret ud af mig. Et øjeblik var der helt stille. Mrs. Kydd smilede. Det var sidst på sommeren, og hendes solbrune farve blev fremhævet af en lyserød og grøn nederdel, der hvirvlede om benene på hende. Hun havde hvid øjenskygge og lyserød læbestift på. Min mor sagde altid, at mrs. Kydd blev betragtet som en meget smuk kvinde. »Forhåbentlig får du et andet syn på det, når du bliver gift.« »Jeg skal skam ikke giftes. Det er bare en lovliggjort form for prostitution.« »Du gode gud,« lo mrs. Kydd, og Sebastian, som var gået i stå på verandaen på vej ud, sagde: »Jeg smutter.« »Allerede, Sebastian?« udbrød mrs. Kydd en lille smule irriteret. »Jamen, Bradshaw-familien er lige kommet.« Sebastian trak på skuldrene. »Jeg tager over til Bobby og spiller trommer.« Jeg stirrede på ham uden at sige noget, min mund stod helt 9

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

åben. Mary Gordon Howard havde tydeligvis aldrig mødt Sebastian Kydd. Det var kærlighed ved første blik. Der er morgensamling. Jeg sætter mig på min plads ved siden af Tommy Brewster, som sidder og slår eleven foran sig med en notesbog. En pige ud mod midtergangen spørger, om der er nogen, der har en tampon, mens to piger bag mig hvisker ophidset om Sebastian Kydd, som åbenbart bliver mere og mere berygtet, hver gang hans navn bliver nævnt. »Jeg har hørt, at han har været i fængsel ...« »Hans familie har mistet alle deres penge ...« »Der er ingen piger, der har kunnet holde på ham i mere end tre uger ...« Jeg tvinger Sebastian Kydd ud af mine tanker ved at lade, som om Cynthia Viande ikke er en pige fra min skole, men en meget sjælden fugl. Naturlig habitat: En hvilken som helst scene, der vil have hende. Fjerdragt: Tweednederdel, hvid skjorte og kashmirsweater, fornuftige sko og en perlekæde, som sikkert er ægte. Hun bliver ved med at ﬂytte sine papirer fra den ene hånd over i den anden, så måske er hun alligevel en lille smule nervøs. Det ville jeg i hvert fald være. Jeg ville ønske, at jeg ikke ville være det, men det ville jeg. Mine hænder ville dirre, og min stemme ville være underligt pivende, og bagefter ville jeg hade mig selv for altid, fordi jeg ikke havde kunnet tackle situationen. Rektoren, mr. Jordan, går op til mikrofonen og siger en hel masse kedeligt om at komme til tiden til timerne og noget om et nyt system for fravær, og så siger ms. Smidgens noget om, at skolebladet The Nutmeg mangler skribenter, og at der er nogle rystende artikler om kantinemad i denne uges nummer, og til sidst går Cynthia så op til mikrofonen. »Det her er det vigtigste år i vores liv. Vi står lige på randen af noget helt nyt og storslået. 10

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

Om ni måneder vil vores liv være forandret for altid,« siger hun, som om hun tror, at hun er Winston Churchill eller noget i den retning. Jeg venter halvt om halvt, at hun skal tilføje, at det eneste, vi behøver at frygte, er frygten selv, men i stedet fortsætter hun med at sige: »Så i år handler det om Store Øjeblikke. Øjeblikke, vi vil huske resten af vores liv.« Cynthias overbegejstrede udtryk slår pludselig over i irritation, idet alle vender sig for at se ind mod midten af auditoriet. Donna LaDonna kommer gående ned ad mellemgangen. Hun ligner en brud, hun har en lang, hvid kjole på med en dyb V-udskæring, og hendes kavalergang bliver fremhævet af et lille diamantkors, der hænger ned fra en spinkel platinkæde. Hendes hud ligner alabaster; om det ene håndled har hun en samling sølvarmbånd, der dingler som små klokker, når hun bevæger armen. Der bliver helt stille i auditoriet. Cynthia Viande læner sig frem mod mikrofonen. »Hej Donna. Hvor dejligt, at du havde tid til at beære os med dit selskab.« »Det var så lidt,« siger Donna og sætter sig. Alle griner. Donna nikker til Cynthia og vinker diskret som for at give hende tegn til at fortsætte. Donna og Cynthia er veninder på den der underlige måde, som piger er, når de er del af den samme klike, men egentlig ikke kan lide hinanden. »Som jeg lige sagde,« fortsætter Cynthia og forsøger at generobre ﬂokkens opmærksomhed, »så handler det her år om Store Øjeblikke. Øjeblikke, vi altid vil huske.« Hun gør tegn til en AV-fyr, og sangen »The Way We Were« strømmer ud af højtaleranlægget. Jeg stønner og begraver ansigtet i min notesbog. Jeg begynder at fnise lige som alle de andre, men så kommer jeg i tanker om brevet, og så bliver jeg straks deprimeret igen. Men hver gang jeg er i dårligt humør, forsøger jeg at minde 11

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

mig selv om noget, en lille pige sagde til mig engang. Hun havde virkelig meget personlighed – hun var så grim, at hun var sød. Og man kunne mærke, at hun godt var klar over det selv. »Carrie?« spurgte hun. »Hvad nu hvis jeg er en prinsesse fra en anden planet? Og der bare ikke er nogen på den her planet, der ved det?« Det spørgsmål kan stadig slå benene væk under mig. Altså, det er jo rigtig nok, ikke? Uanset hvem vi er her, så kan det godt være, at vi ville være prinsesser et andet sted. Eller forfattere. Eller forskere. Eller præsidenter. Eller hvad fanden vi nu gerne vil være, men som alle siger, at vi ikke kan blive.

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

kapitel to

Integral-kliken »Hvem kan forklare mig forskellen på integralregning og differentialregning?« Andrew Zion rækker hånden op. »Er det ikke noget med, hvordan man bruger differentialerne?« »Det er lidt af forklaringen,« svarer mr. Douglas, læreren. »Er der andre, der har et bud?« Musen rækker hånden op. »I differentialregning tager man uendeligt små punkter og beregner raten af ændring fra en variabel til en anden. I integralregning tager du små differentiable elementer og integrerer dem fra den nedre grænse til en anden grænse. Så lægger man alle de uendelig små punkter sammen til en samlet mængde.« Wauw, tænker jeg. Hvor ved Musen den slags fra? Jeg kommer aldrig igennem det her fag. Det bliver første gang, jeg ikke har kunnet klare matematik. Siden jeg var lille, har matematik været et af mine nemmeste fag. Jeg lavede mine lektier og ﬁk nul fejl i prøverne og behøvede næsten ikke at læse på det. Men det gør jeg nu, hvis jeg på nogen måde skal overleve. Jeg sidder og spekulerer på, hvordan jeg kan slippe for det her fag, da der bliver banket på døren. Sebastian Kydd træder ind iført en ældgammel, marineblå polotrøje. Han har nøddebrune øjne og lange øjenvipper, og hans hår er lysnet af strand og sol. Hans næse, der er en lillebitte smule skæv, som om den 13

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

har fået et slag i en slåskamp, og han aldrig har fået den rettet siden, er netop det, der gør, at han ikke er for overdrevent smuk. »Åh ja, mr. Kydd. Jeg var spændt på, hvornår du havde tænkt dig at dukke op,« siger mr. Douglas. Sebastian ser ham lige ind i øjnene. »Der var et par ting, jeg var nødt til at få ordnet først.« Jeg sniger mig til at skæve i hans retning med den ene hånd oppe foran ansigtet. Her er i hvert fald en, der for alvor kommer fra en anden planet. En planet, hvor alle mennesker ser perfekte ud og har fantastisk hår. »Vær sød at sætte dig.« Sebastian ser sig omkring, hans blik hviler på mig. Han ser på mine hvide gogo-støvler og lader blikket glide videre op ad min blå skotskternede nederdel og min ærmeløse højhalsede bluse til mit ansigt, som nu er fuldstændig blussende rødt. Antydningen af et skævt smil strejfer hans ansigt, så aﬂøses smilet af forvirring, før han ender i et ligegyldigt udtryk. Han sætter sig ned bagved. »Carrie,« siger mr. Douglas. »Kan du fortælle mig ligningen for bevægelse?« Gud ske tak og lov, at vi lærte den ligning sidste år. Jeg lirer den af mig som en robot: »X opløftet i femte gange Y i tiende minus et tilfældigt heltal, sædvanligvis kendt som N.« »Rigtigt,« siger mr. Douglas. Han skribler en anden ligning ned på tavlen, træder tilbage og ser direkte på Sebastian. Jeg lægger min ene hånd på brystet, så man ikke kan høre mit hjerte hamre af sted. »Mr. Kydd?« siger han. »Kan du sige mig, hvad denne ligning betyder?« Jeg opgiver tanken om at spille kostbar. Jeg drejer mig rundt og glor. Sebastian læner sig tilbage i stolen og banker med sin kugle14

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

pen mod sin matematikbog. Han smiler en lille smule anspændt, som om han enten ikke ved, hvad svaret er, eller som om han ved det og har svært ved at tro, at nogen kan finde på at være så dum at spørge om det. »Den repræsenterer uendelighed. Men ikke en hvilken som helst gammel uendelighed. Den slags uendelighed, man finder i et sort hul.« Han fanger mit blik og blinker. Wauw. Helt klart et sort hul. »Sebatian Kydd går på mit matematikhold,« hvisker jeg til Walt og smutter ind bag ham i kantinekøen. »Herregud, Carrie,« siger Walt og vender det hvide ud af øjnene. »Ikke også dig. Hver eneste pige på skolen taler om Sebastian Kydd. Også Maggie.« Dagens varme ret er pizza – den slags pizza, som er blevet serveret på vores skole i årevis. Den smager af bræk og må være lavet efter en særlig hemmelig skoleopskrift. Jeg tager en bakke og lægger et æble og et stykke tærte med citronmarengs op på den. »Jamen, dig og Maggie er kærester.« »Gider du lige minde Maggie om det?« Vi bærer bakkerne hen til vores sædvanlige bord. Inderkliken sidder i den anden ende af kantinen henne ved automaterne. Som seniorelever burde vi egentlig insistere på at sidde ved et bord derhenne. Men Walt og jeg har for længe siden konkluderet, at high school har skræmmende meget til fælles med Indien – det er et perfekt eksempel på et kastesystem – og vi har sværget, at vi ikke vil tage del i det ved at skifte bord. Uheldigvis går vores protestaktion, som de fleste andre protester mod den menneskelige naturs overvældende kræfter, stort set ubemærket hen. Musen sætter sig hos os, og hun og Walt begynder at snakke om latin, et fag, de begge to er bedre til end mig. Så kommer 15

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

Maggie. Maggie og Musen er venlige og høﬂige over for hinanden, men Musen siger, at hun foretrækker at lade være med at komme for tæt på Maggie, eftersom hun er overdrevent følelsesladet. Jeg synes, at overdrevne følelser er interessante, også fordi de kan aﬂede ens opmærksomhed fra de problemer, man selv har. Maggie er ganske rigtigt på grådens rand. »Jeg er lige blevet kaldt ind til skolevejlederen ... igen. Hun sagde, at min sweater var for udfordrende!« »Det er jo fuldstændig langt ude,« siger jeg. »Ja, det er helt vildt, ikke?« siger Maggie og klemmer sig ind mellem Walt og Musen. »Hun er virkelig ude efter mig. Jeg sagde, at der ikke var nogen regler for, hvordan man skulle gå klædt, og at hun ikke havde nogen ret til at udtale sig om, hvad jeg skal have på.« Musen fanger mit blik og fniser. Hun tænker sikkert på det samme som mig – dengang Maggie blev sendt hjem fra spejderlejr for at have en uniform på, der var for kort. Okay, det er ganske vist syv år siden, men når man har boet i den samme lilleputby hele sit liv, husker man altså den slags. »Og hvad sagde hun så?« spørger jeg. »Hun sagde, at hun ikke ville sende mig hjem denne gang, men at hvis hun nogensinde så mig i den sweater igen, ville hun få mig bortvist.« Walt trækker på skuldrene. »Sådan en møgsæk.« »Hvordan kan hun tillade sig at forskelsbehandle nogen på grund af en sweater?« »Måske skulle vi klage til skolebestyrelsen. Og få hende fyret,« siger Musen. Jeg er sikker på, at det ikke er hendes mening at lyde sarkastisk, men det gør hun altså en lille smule. Maggie begynder at græde og løber ud på pigetoilettet. Walt kigger op. »Hvem af I to kællinger går ud og snakker med hende?« 16

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

»Har jeg sagt noget forkert?« spørger Musen uskyldigt. »Nej.« Walt sukker. »Sådan en krise har hun cirka hver anden dag.« »Jeg skal nok gøre det.« Jeg tager en bid af mit æble og skynder mig efter hende. Jeg knalder kantinedøren op med et brag. Jeg er lige ved at støde sammen med Sebastian Kydd. »Rolig nu,« siger han. »Hvor brænder det?« »Undskyld,« mumler jeg. Jeg tager en lynhurtig, ufrivillig tidsrejse og er pludselig tolv år igen. »Er det her kantinen?« spørger han og peger på svingdøren. Han kigger ind ad det lille vindue. »Det ser rædselsfuldt ud. Er der nogen steder, man kan spise uden for campus?« Uden for campus? Er det ikke noget, man siger om universiteter? Og står han og spørger mig, om vi skal spise frokost sammen? Nej, helt sikkert ikke. Ikke mig. Men måske har han glemt, at vi har set hinanden før. »Der er et burgersted nede ad vejen. Men man er nødt til at køre derned.« »Jeg har en bil,« siger han. Og så står vi der og glor på hinanden. Jeg kan fornemme, at der går folk forbi os, men jeg ser dem ikke rigtig. »Okay. Nå, men tak,« siger han. »Så lidt,« siger jeg og kommer i tanker om Maggie. »Vi ses,« siger han og går. Regel nummer et: Hvordan kan det være, at når der endelig er en sød fyr, der snakker med en, så er ens veninde midt i en krise? Jeg løber ud på pigetoilettet. »Maggie? Gæt, hvad der lige er sket.« Jeg ser ind under dørene og får øje på Maggies sko. »Mags?« »Jeg er totalt ydmyget,« hyler hun. Regel nummer to: Ydmyget bedsteveninde kommer før sød fyr. »Magwitch, det kan ikke nytte noget, at du bliver så påvirket 17

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

af, hvad andre mennesker mener.« Jeg ved godt, at det ikke hjælper noget, men min far siger det hele tiden, og det er det eneste, jeg lige kan komme i tanke om. »Hvordan skulle jeg kunne lade være med det?« »Du skal tænke på, at alle andre er latterlige. Kom nu, Mags. Du ved godt, at high school er langt ude. Om under et år slipper vi væk, og så behøver vi aldrig nogensinde at beskæftige os med nogen af de her mennesker igen.« »Jeg trænger til at ryge,« jamrer Maggie. Døren går op, og to gange Jen kommer ind. Jen S og Jen P er cheerleadere og med i inderkliken. Jen S har glat, mørkt hår og er lille og indtagende. Jen P var min bedste veninde i tredje klasse. Hun var ret okay, indtil hun begyndte i high school og begyndte at mase sig op ad den sociale rangstige. Hun gik til gymnastik i to år, så hun kunne blive cheerleader, og hun gik endda ud med Tommy Brewsters bedste ven, som ligner en hest. Jeg vakler mellem at have ondt af hende og at beundre hendes desperate beslutsomhed. Sidste år bar hendes anstrengelser endelig frugt, og hun blev langt om længe lukket ind i inderkliken, hvilket betyder at hun næsten aldrig taler til mig længere Men det gør hun af en eller anden grund i dag, for da hun får øje på mig, udbryder hun: »Hej!« som om vi er rigtig, rigtig gode veninder. »Hej!« svarer jeg med en tilsvarende falsk entusiasme. Jen S nikker til mig, mens de to gange Jen tager læbestift og øjenskygge op af deres tasker. Jeg hørte engang Jen S sige til en pige, at hvis man vil score nogen fyre, skal man have et ‘varemærke’ – noget, man altid har på, og som får dem til at huske en. For Jen S’ vedkommende er det åbenbart en tyk stribe mørkeblå eyeliner på kanten af øjenlåget. Man kan måske forestille sig, hvordan det ser ud. Hun læner sig ind mod spejlet for at

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 19 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

sikre sig, at eyelineren stadig sidder, som den skal, og så vender Jen P sig om mod mig. »Gæt hvem, der er kommet tilbage til Castlebury High?« siger hun. »Hvem?« »Sebastian Kydd.« »Næh, er det rigtigt?« Jeg ser mig i spejlet og trækker øjenlåget ned, som om jeg har fået noget i øjet. »Jeg vil score ham,« siger hun med fuldstændig og uforfalsket selvtillid. »Efter hvad jeg har hørt, vil han være en perfekt kæreste for mig.« »Hvorfor vil du være kæreste med en, du ikke kender?« »Det vil jeg bare. Jeg behøver ikke at have en grund.« »Hvem er de lækreste fyre, der nogensinde har gået på Castlebury High?« siger Jen S med sin cheerleaderstemme. »Jimmy Watkins.« »Randy Sandler.« »Bobby Martin.« Jimmy Watkins, Randy Sandler og Bobby Martin spillede på football-holdet, da vi begyndte på første år i high school. De er alle tre blevet studenter for mindst to år siden. Og hvad så? har jeg lyst til at råbe. »Sebastian Kydd,« udbryder Jen S. »Helt sikkert i top ti. Ikke, Carrie?« »Hvem?« svarer jeg, bare for at irriterede hende. »Sebastian Kydd,« siger Jen P i forbifarten, mens hun og Jen S går ud. »Maggie?« kalder jeg. Hun hader de to gange Jen og vil ikke komme ud, før de er væk. »De er gået.« »Endelig.« Toiletdøren åbner, og Maggie kommer ud og stiller sig foran spejlet. Hun børster hurtigt sit hår igennem. »Tænk, at Jen P tror, at hun kan score Sebastian Kydd. Den pige har ingen realitetssans. Nå, hvad var det, du ville fortælle?« 19

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

»Ikke noget,« siger jeg og er pludselig utrolig træt af Sebastian. Hvis jeg hører ham nævnt én gang mere, skyder jeg mig selv. »Hvad var det der med Sebastian Kydd?« spørger Musen et øjeblik efter. Vi sidder på biblioteket og prøver at få læst. »Hvad for noget?« Jeg understreger et citat med gult og tænker over, hvor unyttigt det er at understrege noget. Det får en til at tro, at man har forstået noget i teksten, men det eneste, man rigtig lærer, er, hvordan man bruger en highlighter. »Han blinkede til dig. I matematiktimen.« »Gjorde han?« »Bradley,« siger Musen skeptisk. »Sig nu ikke, at du ikke lagde mærke til det.« »Hvordan kan jeg vide, om det var mig, han blinkede til? Måske blinkede han til opslagstavlen.« »Hvordan ved vi, om uendeligheden eksisterer? Det er teorier alt sammen. Og jeg synes, at du skulle gå ud med ham,« insisterer hun. »Han er lækker, og han er klog. Han ville være en god kæreste for dig.« »Det synes alle piger på skolen i hvert fald. Inklusiv Jen P.« »Og hvad så? Du er også lækker og klog. Hvorfor skulle du ikke gå ud med ham?« Regel nummer tre: Ens bedste venner synes altid, at man har fortjent den mest fantastiske fyr, også selv om den mest fantastiske fyr ikke aner, at man ﬁndes. »Fordi han sikkert kun gider gå ud med cheerleadere?« »Det er en falsk følgeslutning, Bradley. Det ved du ikke noget om.« Og så ser hun helt drømmende ud og støtter hovedet i den ene hånd. »Fyre kan være fulde af overraskelser.« Den slags drømmeri ligner ikke Musen. Hun har masser af drengevenner, men hun har altid været for nøgtern til at blive forelsket i nogen. 20

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

»Hvad mener du med det?« spørger jeg, nysgerrig over denne nye Mus. »Har du mødt nogen overraskende fyre for nylig?« »Kun en,« siger hun. Og regel nummer fire: Ens bedste venner kan også være fulde af overraskelser. »Bradley.« Hun tøver. »Jeg har fået en kæreste.« Hvad for noget? Jeg er så chokeret, at jeg ikke kan få et ord frem. Hun har ikke engang været på en rigtig date før. »Han er ret skøn,« siger hun. »Skøn? Skøn?« kvækker jeg, da det lykkes mig at genfinde min stemme. »Hvem er det? Fortæl alt, hvad der er at fortælle om den her skønne personage.« Musen fniser, hvilket i sig selv er ret u-Muse-agtigt. »Jeg mødte ham her i sommer. På kurset.« »Okay.« Jeg er stadig helt lamslået og også en lille smule såret over, at jeg ikke har hørt om den mystiske Muse-kæreste før, men nu kan jeg godt se, at tingene hænger sammen. Jeg er aldrig sammen med Musen om sommeren, fordi hun altid tager et eller andet statskundskabskursus i Washington. Og pludselig bliver jeg virkelig, virkelig glad på hendes vegne. Jeg springer op og giver hende et knus og hopper op og ned på stedet som et barn juleaften. Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, at det er så fantastisk. Det er jo bare en eller anden kæreste. Men alligevel. »Hvad hedder han?« »Danny.« Hendes blik bliver fjernt, og hun smiler tåget, som om hun ser en eller anden hemmelig film for sig. »Han er fra Washington. Vi røg pot sammen, og ...« »Hov, vent lidt.« Jeg løfter hænderne op i luften. »Røg I pot?« »Min søster Carmen fortalte mig om det. Hun siger, at det gør en afslappet, før man har sex.« Carmen er tre år ældre end Musen og den mest pæne og or21

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

dentlige pige, man kan tænke sig. Hun går med strømpebukser om sommeren. »Hvad har Carmen at gøre med dig og Danny? Ryger Carmen pot? Har Carmen sex?« »Hør her, Bradley. Selv kloge mennesker har sex.« »Hvilket betyder, at det burde vi også have.« »Tal for dig selv.« Hvad for noget? Jeg trækker Musens matematikbog ud af hænderne på hende og smækker den i. »Hør her, Mus. Hvad snakker du om? Har du haft sex?« »Jep,« nikker hun, som om det ikke er noget særligt. »Jamen, hvordan kan du have haft sex, når jeg ikke har haft det? Du er faktisk nørden. Du skal ﬁnde en kur mod kræft, ikke ligge og have sex bag i en bil fuld af marihuanarøg.« »Vi gjorde det i hans forældres kælder,« siger hun og tager sin matematikbog tilbage. »Gjorde I?« Jeg prøver at forestille mig Musen nøgen på en eller anden fyrs gamle sovesofa i en fugtig kælder. Jeg kan ikke rigtig se det for mig. »Hvordan var det?« »Nede i kælderen?« »At have sex,« nærmest hyler jeg i et forsøg på at få Musen til at svare nogenlunde almindeligt. »Nå, det. Det var godt. Virkelig sjovt. Men det er sådan noget, man skal prøve sig frem med. Man gør det ikke bare. Man er nødt til at prøve sig lidt frem.« »Er det rigtigt?« Jeg kniber mistænksomt øjnene sammen. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forholde mig til alle de informationer. Hele sommeren, mens jeg sad og skrev på en åndssvag historie for at blive optaget på et åndssvagt skrivekursus, var Musen i fuld gang med at skille sig af med sin mødom. »Hvordan vidste du overhovedet, hvad du skulle gøre til at begynde med?« »Jeg læste en bog om det. Min søster sagde, at alle burde

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

læse en vejledning i det, så man ved, hvad man kan forvente. Ellers kan det blive en stor skuffelse.« Jeg kniber øjnene lidt sammen og tilføjer en sexbog til forestillingen om Musen og ham Danny-fyren i fuld gang i hans forældres kælder. »Tror du, at I skal ... ses igen?« »Ja, ja,« siger Musen. »Han skal også på Yale ligesom mig.« Hun smiler og læser videre i sin matematikbog, som om emnet er uddebatteret. »Hm.« Jeg lægger armene over kors. Men sådan er det vel. Musen er så velorganiseret, at det faktisk virker meget naturligt, at hun har styr på sit kærlighedsliv, før hun fylder atten. Mens jeg ikke har styr på noget som helst.

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

kapitel tre

Dobbeltspil »Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal komme igennem det her år,« siger Maggie. Hun tager en pakke cigaretter frem, som hun har hugget fra sin mor, og tænder en. »Næh,« siger jeg distræt. Jeg er stadig lamslået over, at Musen har haft sex. Hvad nu, hvis alle andre end mig har sex? Lort. Jeg tager åndsfraværende en udgave af The Nutmeg op. Overskriften skingrer: YOGHURT SERVERET I KANTINEN. Jeg ruller med øjnene og lægger bladet væk. Bortset fra den håndfuld elever, der selv arbejder på The Nutmeg, er der ingen, der læser bladet. Men en eller anden har efterladt et eksemplar på bordet henne ved den gamle lade lige uden for skolens område. Bordet har stået her i en evighed, det er overskrevet med kærestepars forbogstaver, afgangselevers årstal og generelle meningstilkendegivelser om Castlebury High i genren »Castlebury stinker.« Lærerne kommer aldrig herud, og det er uofﬁcielt rygeområde. »I det mindste får vi yoghurt i år,« siger jeg, lidt ud i det blå. Hvad nu, hvis det aldrig lykkes mig at have sex med nogen? Hvad nu, hvis jeg dør i en bilulykke, før jeg får chancen for at prøve det? »Hvad mener du?« spørger Maggie. Åh nej. Næste programpunkt: Den frygtede kropssnak. Maggie siger, at hun synes, at hun er tyk, og så siger jeg, at jeg synes, at jeg ligner en dreng. Så siger Maggie, at hun ville ønske, at hun så ud, som jeg gør, og så siger jeg, at jeg ville ønske, at jeg 24

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

så ud som hende. Og det vil ikke gøre den mindste forskel, for to minutter senere vil vi begge to sidde her i vores egne kroppe, bortset fra at det er lykkedes os at få os selv til at have det dårligt med noget, vi ikke kan gøre noget ved. Som for eksempel ikke at kunne komme ind på den skide New School. Hvad nu, hvis en fyr gerne vil have sex med mig, og jeg så er for bange til at kunne gennemføre det? Og ja, nu siger Maggie: »Synes du, at jeg er tyk? Jeg ser tyk ud, gør jeg ikke? Jeg føler mig tyk.« »Maggie. Du er ikke tyk.« Fyrene har savlet over Maggie, siden hun var tretten år gammel, et faktum, hun virker fast besluttet på at ignorere. Jeg ser den anden vej. Bag hende, langt nede bagved i mørket ved den anden ende af laden, kan jeg se en cigaretglød bevæge sig op og ned. »Der er nogen her,« hvisker jeg. »Hvem?« Hun vender sig om, da Peter Arnold træder ud af skyggen. Peter er den næstklogeste fyr i klassen og en ret stor idiot. Han plejede at være lidt kvabset i ansigtet, lav og have en underligt dejagtig hud, men der er sket eller andet i løbet af sommeren. Han er vokset. Og åbenbart begyndt at ryge. Peter er gode venner med Musen, men jeg kender ham ikke rigtig. Når det handler om relationer, er vi alle sammen som små planeter med hvert vores solsystem af venner. Det er en uskreven lov, at solsystemerne sjældent støder sammen – indtil nu. »Er det okay, at jeg sætter mig her?« spørger han. »Nej, faktisk ikke. Vi snakker pigesnak.« Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan over for fyre, især fyre som Peter. Det er vel en dårlig vane. Den er værre end at ryge. Men jeg gider ikke have, at kedelige gamle Peter ødelægger vores samtale. 25

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

Jeg griner indforstået til Maggie, men hun ser ikke på mig. Hun ser på Peter. Så det gør jeg også. Hans hår er blevet længere, og han har næsten ingen bumser mere, men der er også noget andet over ham. Selvtillid. Åh gud. Først Musen og nu Peter. Har alle andre tænkt sig at ændre sig i år? Maggie og Peter ignorerer mig fortsat, så jeg samler skolebladet op og lader, som om jeg læser. Det får Peter til at se på mig. »Hvad synes du om The Nutmeg?« spørger han. »Den er elendig,« siger jeg. »Tak,« siger han. »Det er mig, der er redaktør.« Skønt. Jeg har gjort det igen. »Hvis du er så klog, hvorfor prøver du så ikke at skrive for bladet?« spørger Peter. »Jeg mener, siger du ikke til gud og hvermand, at du vil være forfatter? Hvad har du overhovedet skrevet?« Måske er det ikke med vilje, at han lyder så aggressiv, men spørgsmålet tager fusen på mig. Kender Peter på en eller anden måde til afslaget fra New School? Men det kan ikke passe. Så bliver jeg sur. »Hvad betyder det, om jeg har skrevet noget eller ej?« »Hvis du siger, at du er forfatter, så må det betyde, at du skriver,« siger Peter selvtilfreds. »Ellers burde du måske hellere blive cheerleader eller et eller andet.« »Og du burde stikke hovedet ned i en tønde med kogende olie.« »Det kan også være, at jeg gør det.« Han griner afslappet. Peter må være en af de utålelige typer, som er så vant til at høre fornærmelser, at han ikke engang bliver sur, når man siger den slags. Men jeg er stadig lidt bragt ud af balance. Jeg tager min

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

gymnastikpose. »Jeg skal til træning,« siger jeg, som om jeg ikke gider tage del i den her samtale længere. »Hvad er der galt med hende?« siger Peter, da jeg stormer af sted. Jeg går i retning af gymnastiksalen, jeg slæber fødderne efter mig gennem græsset. Hvorfor er det altid sådan? Jeg siger til folk, at jeg vil være forfatter, og de ruller med øjnene af mig. Jeg bliver skør af det. Især fordi jeg har skrevet, siden jeg var seks år gammel. Jeg har en ret god fantasi, og på et tidspunkt skrev jeg historier om en familie af blyanter, der hed »Familie Nummer 2,« hvor de altid prøvede at slippe væk fra en ond fyr, der hed »Blyantspidseren.« Senere skrev jeg om en lille pige, som havde en mystisk sygdom, som betød, at hun lignede en 90-årig. Og her i sommer, for at komme ind på det åndssvage skrivekursus, havde jeg skrevet en hel bog om en dreng, som blev forvandlet til et tv, og ingen i hans familie lagde mærke til det, før han havde brugt al elektriciteten op i hele huset. Hvis jeg havde fortalt Peter sandheden om, hvad jeg havde skrevet, ville han have grinet. Ligesom dem på New School. »Carrie!« råber Maggie. Hun skynder sig over banen for at indhente mig. »Du må undskylde det med Peter. Han siger, at det bare var for sjov, det han sagde om at skrive. Han har en underlig form for humor.« »Det siger du ikke.« »Skal vi ikke gå over i centeret, når du har været til svømmetræning?« Jeg ser mig omkring på skolen og den enorme parkeringsplads ved siden af. Alting ser ud præcis, som det altid har gjort.« »Jo, det kan vi godt.« Jeg tager brevet ud af biologibogen, krøller det sammen og stikker det i lommen. Hvem gider tage sig af Peter Arnold? Hvem gider tage sig af

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

New School? Jeg skal nok blive forfatter. På et tidspunkt, men det bliver nok ikke lige i dag. »Jeg er så skidetræt af det her sted,« siger Lali og smider sine ting på en bænk i omklædningsrummet. »Så er vi to.« Jeg lyner mine støvler ned. »Første dag med svømmetræning. Jeg hader det.« Jeg trækker min gamle Speedo-badedragt op af tasken og hænger den ind i skabet. Jeg kunne svømme, før jeg lærte at gå. Mit yndlingsfoto er fra dengang, jeg var fem måneder gammel og sidder på en lille gul ponton i Long Island Sound. Jeg har en nuttet hvid hat på og en prikket badedragt, og jeg stråler af lykke. »Du skal nok klare dig,« siger Lali. »Det er mig, der for alvor har problemer.« »Med hvad?« »Ed, for eksempel,« siger hun og skærer ansigt ved tanken om sin far. Jeg nikker. Nogle gange minder Ed mere om et barn end om en far, selv om han er politimand. Faktisk er han ikke bare politimand. Han er kriminalbetjent – den eneste i byen. Lali og jeg griner altid af det, fordi vi har svært ved at se, lige præcis hvad det er, han skal undersøge, eftersom der aldrig er blevet begået nogen alvorlige forbrydelser i Castlebury. »Han kom forbi skolen,« siger Lali, mens hun tager sit tøj af. »Vi kom op at skændes.« »Hvad er der nu galt?« Kandesie-familien er mere hidsige end terriere, men de bliver altid gode venner igen og laver sjov med det og gør skøre ting; står på vandski på bare tæer for eksempel. I en periode tog de mig nærmest lidt til sig, og nogle gange ville jeg ønske, at jeg var en Kandesie i stedet for en Bradshaw, for så ville jeg hele tiden grine og høre høj musik og spille baseball med min familie hver eneste varme sommeraften. Min 28

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 29 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

far ville dø, hvis han vidste, at jeg havde det sådan, men det har jeg altså. »Ed vil ikke betale for, at jeg kan komme på universitetet.« Lali kigger på mig, hun er nøgen og har hænderne på hofterne. »Hvad for noget?« »Han vil ikke betale,« gentager hun. »Det sagde han i dag. Han har aldrig gået på universitetet, og han har klaret sig ﬁnt,« siger hun vrængende. »Jeg kan vælge mellem to ting. Jeg kan søge ind på et militærakademi, eller jeg kan få et arbejde. Han er fuldstændig ligeglad med, hvad jeg gerne vil.« »Jamen, Lali.« Jeg ser chokeret på hende. Hvordan kan det være sådan? Lali har ﬁre søskende, så de har altid siddet lidt hårdt i det. Men Lali og jeg gik ud fra, at hun skulle på universitetet – det skulle vi begge to, og bagefter ville vi udrette et eller andet stort. Når vi lå i mørket, sammen i én sovepose på gulvet ved siden af Lalis køjeseng, fortalte vi hviskende hinanden hemmeligheder. Jeg skulle være forfatter, og Lali skulle vinde guld i fri. Men nu har jeg fået afslag fra New School. Og Lali kan ikke engang komme på universitetet. »Jeg bliver sikkert hængende i Castlebury for altid,« siger Lali rasende. »Måske kan jeg få job i Ann Taylor til fem dollars i timen. Eller måske kan jeg få arbejde i supermarkedet. Eller« – hun slår sig for panden – »jeg kan komme til at arbejde i banken. Men jeg tror, at man skal have en videregående uddannelse for at kunne sidde i kassen.« »Sådan bliver det ikke,« insisterer jeg. »Der sker et eller andet ...« »Hvad skulle det være?« »Du får en friplads som svømmer ...« »Svømning er ikke et rigtigt arbejde.« »Nej, men så kan du tage på millitærakademiet. Dine brødre ...« 29

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 30 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

»Går begge to på militærakademiet og hader det som pesten,« snerrer Lali. »Du må ikke lade Ed ødelægge din fremtid,« sagde jeg dramatisk. »Find ud af, hvad du gerne vil, og så gør det. Hvis der er noget, du virkelig vil, så kan Ed ikke forhindre dig.« »Nå nej, det er også rigtigt,« sagde Lali sarkastisk. »Nu skal jeg så bare ﬁnde ud af, hvad det ‘noget’ er.« Hun holder sin badedragt op foran sig og stikker benene i. »Jeg er ikke ligesom dig, okay? Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til at lave resten af mit liv. Hvorfor skulle jeg vide det? Jeg er kun sytten. Jeg ved bare, at jeg ikke kan holde ud, at der er nogen, der fortæller mig, hvad jeg ikke kan.« Hun vender sig om og rækker ud efter sin badehætte og kommer ved et uheld til at puffe mit tøj på gulvet. Jeg bøjer mig ned for at samle det op, og da jeg gør det, ser jeg, hvordan brevet fra New School glider ud af min lomme og daler ned ved siden af Lalis fod. »Det tager jeg lige,« siger jeg og rækker ud, men hun er for hurtig. »Hvad er det her?« spørger hun og holder det sammenkrøllede papir op i luften. »Ikke noget,« siger jeg hjælpeløst. »Ikke noget?« Hun spærrer øjnene op, da hun ser afsenderadressen. »Ikke noget?« gentager hun, idet hun glatter papiret ud. »Lali, vil du ikke godt give mig det?« Hendes blik glider hen over linjerne, mens hun scanner det korte brev. Pis. Jeg vidste, at jeg skulle have ladet det ligge derhjemme. Jeg skulle have revet det i stykker og smidt det væk. Eller brændt det, selv om det faktisk ikke er så let at brænde et brev, uanset hvor godt det lyder i bøger. I stedet for har jeg gået rundt med det og håbet, at det på en eller anden pervers måde kunne få mig til at gøre mig endnu mere umage. 30

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 31 SESS: 18 OUTPUT: Wed Apr 14 13:59:34 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/909_Carries_dagbog_133x210_minion_S3_1/Materie

Nu er jeg bare lamslået over, hvor dum jeg egentlig har været. »Lali, lad nu være,« hvisker jeg. »Øjeblik,« siger hun og læser teksten en ekstra gang. Så kigger hun op, ryster på hovedet og presser læberne sammen i medfølelse. »Carrie, det er jeg ked af.« »Det er jeg også.« Jeg trækker på skuldrene og forsøger at se ligeglad ud. Jeg har det, som om min krop er lavet af smadret glas. »Jeg mener det virkelig.« Hun folder brevet sammen og rækker det til mig og fumler så hektisk med sine svømmebriller. »Her står jeg og brokker mig over Ed. Og du har fået afslag fra New School. Det må da være deprimerende.« »Ja, på en måde.« »Det ser ud til, at vi begge to kommer til at sidde fast her et godt stykke tid,« siger hun og lægger sin arm om min skulder. »Men selv hvis du skal gå på Brown, så er det kun tre kvarter herfra. Vi kan stadig ses vildt tit.« Hun åbner døren ind til svømmehallen, og vi går ind i den kemiske lugt af klorin og rengøringsmiddel. Jeg overvejer, om jeg skal bede hende om ikke at fortælle det med afslaget til nogen andre. Men det vil bare gøre det hele endnu værre. Hvis jeg opfører mig, som om det ikke er noget særligt, glemmer Lali det snart. Og hun smider ganske rigtigt sit håndklæde fra sig på bænken og løber hen over ﬂiserne. »Den, der kommer sidst i, er en taber,« råber hun og laver en bombe i vandet.