»Jeg løb ud« sagde Jinny, »efter morgenmaden. Jeg så bladene bevæge sig i et hul i hækken. Jeg tænkte ‘Det er en fugl på sin rede.’ Jeg skilte dem ad og så efter; men der var ingen fugl på rede. Bladene blev ved med at bevæge sig. Jeg blev bange. Jeg løb forbi Susan, forbi Rhoda, og forbi Neville og Bernard, der snakkede i redskabsskuret. Jeg græd, mens jeg løb, hurtigere og hurtigere. Hvad var det, der fik bladene til at bevæge sig? Hvad er det, som får mit hjerte, mine ben til at bevæge sig? Og jeg for herind og så dig, grøn som en busk, som en gren, meget stille, Louis, med stive øjne. ‘Er han død?’ tænkte jeg og kyssede dig, mens mit hjerte hoppede under min lyserøde blusekjole ligesom bladene, der stadig bevæger sig, selv om der ikke er noget, der bevæger dem. Nu kan jeg lugte geranierne; jeg kan lugte jorden. Jeg danser. Jeg bølger. Jeg er kastet over dig som et net af lys. Jeg ligger skælvende kastet hen over dig.« »Gennem sprækken i hækken,« sagde Susan, »så jeg hende kysse ham. Jeg løftede hovedet fra min urtepotte og kiggede gennem en sprække i hækken. Jeg så hende kysse ham. Jeg så dem, Jinny og Louis, kysse hinanden. Nu vil jeg pakke min smerte ind i lommetørklædet. Den skal krammes hårdt sammen til en kugle. Jeg vil gå alene ud til bøgeskoven, før skoletimerne. Jeg vil ikke sidde ved et bord og regne regnestykker. Jeg vil ikke sidde ved siden af Jinny og ved siden af Louis. Jeg vil tage min smerte og lægge den på rødderne under bøgetræerne. Jeg vil undersøge den og holde den mellem fingrene. De finder mig ikke. Jeg vil spise nødder og kigge efter æg mellem brombærbuskene og mit hår vil blive filtret og jeg vil sove under hegnene og drikke vand af grøfterne og dø der.« »Susan er løbet forbi os,« sagde Bernard. »Hun er kommet forbi døren til redskabsskuret med sit lommetørklæde krammet sammen til en kugle. Hun græd ikke, men hendes øjne, der er så smukke, var smalle som kattens, lige før den springer. Jeg følger efter hende, Neville. Jeg går forsigtigt efter hende for at være for hånden med min nysgerrighed og trøste hende, når hun bliver rasende og tænker ‘jeg er alene’. Nu går hun rask ud over marken, skødesløst, for at narre os. Så kommer hun til lavningen; hun tror sig uset; hun begynder at løbe 19
3. korrektur – side 19 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993