Page 1


Mikie Breum

Blandt pungdyr og vulkaner – på hjul Down Under


Blandt pungdyr og vulkaner – på hjul Down Under 1. udgave, 1. oplag, 2011 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7887-947-9 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Grafisk tilrettelæggelse: Urte Katrine Andersen Grafisk produktion: Balto Print, Lithauen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.


7............ Hongkong 21............ Livet er en rejse 25............ Auckland – en by på vulkaner 35............ Overnatning blandt fremmede 49............ Nybyggere og øresvin 63............ Lysorme, gejsere og dampende vulkaner

ind hold 77............ Jul på Svanesøen

91............ Nytår på Sydøen

101............ Store bregner og blå sunde

109............ En rebelsk hippie og urgamle træer 121............ Godhjertede kiwier

135............ En fortryllet skov

147............ Pandekagestenene 157............ Isblå tvillinger

173............ Kuling og krigere

183............ Forlystelser for voksne 195............ New Zealand fra oven

203........... Fra metropolmiks til helvede på jord

207........... Afgrund­ens dyb 217............ I Paradis

225............ En sælsom tåge 233............ Træerne vokser ind i himlen 237............ Storbyens puls 243........... Kravlende fisk og dødbring­ende edderkopper 257............ Surfer- og hippiemiks 273............ Verdens største sandø 285........... Kænguru­land 295........... Med snuden hjemad


En rebelsk hippie og urgamle træer Om morgenen afleverer jeg den del af bagagen, som jeg kan undvære, på hostellet inden min fire dage lange Heaphy-vandretur. Hostelejeren, Chris, reserverer for en sikkerheds skyld en seng til mig til den dag, min Abel Tasman-vandretur slutter – en vandring, jeg skal på, lige efter Heaphy-turen. Han tilbyder mig tillige kørelejlighed fra sin tandlægepraksis i Takaka til Collingwood, når jeg har gennemført begge ture.Værten er englænder, men har øjensynligt tilegnet sig kiwiernes udstrakte omsorg og venlighed. Shuttle-bussen til Heaphy-vandreturens begyndelse er ret dyr, så imod Chris’ anbefaling tomler jeg de 100 km. Han fortæller, at der er meget få biler på strækningen mod vandreturens start, så jeg skal være heldig for at min tomlemission lykkes. Chris ringer til busselskabet, inden jeg går, og beder dem samle mig op mod betaling, hvis jeg endnu ikke har fået et lift, når de passerer mig. Første lift på tre-fire kilometer går let. Herefter spadserer jeg langs landevejen og bliver kun passeret af få biler. Efter en halv time samler en bilist mig op og giver et langt lift bag på ladet. Efter 45 minutters yderligere traven indhentes jeg af den tomme shuttle-bus og betaler 40 % af billetprisen for de sidste ti km, men så sparede jeg da de penge. Midt på formiddagen begynder jeg den fire dage lange Heaphy-vandretur på 82 km.Vandreturen er blandt New Zealands Nine Great Walks og er en af de mest varierede vandreture i landet. Stien går gennem Kahurangi Nationalpark, som huser 50 % af New Zealands fugle- og plantearter. Ruten løber gennem bjerge, græsstepper, langs floder og ind gennem forskellige slags oprindelig skov for til sidst at følge vestkystens øde strande. Stien følger nogenlunde den vandrerute, som maorierne brugte gennem generationer for at lede efter jade i det centrale Vestland.

109


Den amerikanske anarkist Joshua lever af hensyn til miljøet af mad fra skraldespande

Jeg begiver mig af sted og er ifølge registreringsbogen den første vandrer den dag, som skal sove i Perry Saddle Hytten. Da jeg er mørkeræd og utryg ved at overnatte alene i en hytte mange timers vandring fra civilisationen, bliver jeg lettet, da tre kiwier passerer mig under frokostpausen. De vil også kunne samle mig op, hvis der skulle ske mig noget. Stien går uafbrudt opad i fire–fem timer, men da stigningen er jævn og konstant, opleves de 800 meters stigning langt mindre hård end normalt for den størrelse. Med denne opgang er det meste af vandreturens stigning overstået på en dag.Turen går gennem rød- og sølvbøgeskov med spredte sydtaks og rata, og der er langt mellem udsigterne til de omkringliggende bjerge. Nåletræet sydtaks stammer interessant nok fra, da New Zealand var en del af superkontinentet Gondwanaland. Dele af skovene i New Zealand, Patagonien i Argentina og i Tasmanien er spændende nok næsten ens på grund af træsorterne, der stammer fra Gondwanaland for mere end 130 mio. år siden. Mellem stejle bjerge og i bunden af en dyb dal snor sig en bred flod, og dens brusen høres tydeligt på stien 500 meter højere oppe. Et par timer efter frokost møder jeg en ung, blond amerikaner, Joshua, på ca. 20 år med laset tøj og hår strittende ud under kasketten. Over rygsækken hænger en hullet ruskindsjakke, hans rød- og blåternede bukser er rimpet sammen overalt med hvid, grov sytråd, og hans armygrønne T-shirt har kæmpe huller. Trods sit lurvede udseende er han charmerende og har en venlig og imødekommende fremtoning, så vi følges ad. Det er hyggeligt med selskab og spændende at høre om Joshuas anderledes livsstil og livssyn. Han lever som hjemløs i Colorado i USA og bor ofte i besatte huse, da de jo alligevel står tomme. Han modtager ikke penge fra det offentlige og udfører kun lønnet arbejde i korte perioder, men laver tit frivilligt arbejde. Han er anarkist og mener, at verden kan og bør ledes uden 110


Udsigt fra Heaphy-rutens højeste punkt Ved stien står en træpæl, hvor folk har bundet aflagte støvler fra øverst til nederst

hierarkier og regeringer og tror, det kan lade sig gøre, da samfundene førhen har fungeret uden. Han er imod kapitalismen, da han mener, den i samarbejde med regeringerne driver rovdrift på naturen, og at der ikke vil være noget tilbage til de kommende generationer. Joshua vil ikke belaste naturen og vil derfor ikke være en del af forbrugerkulturen. Han spiser kun kasseret mad fra supermarkeder og skraldespande og er vegetar for at skåne skovene, da f. eks. store dele af skovhugsten i Brasilien sker til fordel for kvægdrift til oksebøffer til Vesten. I samme ånd blaffer han for at undgå at forurene med benzin, da bilen skulle have kørt samme vej alligevel. Joshua fulgtes til New Zealand med sin mor og foretog en del organiserede ture på hendes regning. Siden hun rejste hjem har han rejst i to uger på egen hånd og har på den tid kun brugt 60 NZ $ svarende til 240 kr. Halvdelen af beløbet har han tjent ved at jonglere – en kunst, han lærte for et par måneder siden – og et tilsvarende beløb har han brugt på rulletobak. Resten af forbruget er gået til indkøb af jordnøddesmør og chokolade til vandreturen. Det medbragte brød har han fundet i en skraldespand uden for et supermarked. Med stor succes har han boet hos kiwier, han mødte på en såkaldt rainbow-gathering (en slags camps for spirituelle hippier) og via couchsurfing. org. Couchsurfing er en internetklub, hvor man kan finde folk, der vil lade en sove hos dem gratis, mod at man medbringer og tilbereder aftensmad til værten og sig selv. Kun en gang er han

111


blevet afvist, da han kom til et hus via couchsurfing-systemet, fordi han så for sølle ud. Det er spændende at høre om Joshuas stærke og radikale ideer og interessant at møde et menneske, der er så ideologisk og ekstrem i sin tankegang. På sin vis er det smukt, da det handler om at beskytte naturen. Jeg mener dog ikke, at vores komplicerede verden kunne fungere ved anarkistiske styreformer. Jeg tror tværtimod, at naturen og menneskene ville blive endnu grovere udnyttet, hvis der kun var få offentlige reguleringer – ligesom tilfældet er i de fleste dårligt regulerede ulande. Efter et flot udsigtspunkt i 900 meters højde når vi frem til Perry Saddle Hytten, hvor jeg skal overnatte. Den ligger på en åben eng på en bjergryg omgivet af højere bjerge. Jeg byder Joshua på kaffe, og han benytter lejligheden til at koge sin aftensmad i en tomatdåse. Her underholder han mig og de andre med at fortælle om, hvordan han vil snige sig ned i bagagerummet på en bil for at blive fragtet som blind passager til Nordøen med færgen, da han ikke har råd til en færgebillet. Joshua har intet telt med på vandreturen, men vil lave en bivuak af et overslag, som han vil lægge oven på sine plastikkegler. Han har selvfølgelig ikke betalt for at overnatte i nationalparken, som man ellers skal, og vil derfor gemme sig i buskadset.Vi giver hinanden et farvelknus, og inden længe er han ude af syne. En snørklet og stenet sti fører gennem en tæt skov til en lille å neden for træhytten. Der er ingen mennesker, så jeg smider alt tøjet og nyder at bade nøgen i en lille pool i den fri natur. Vandet er isnende koldt, men en rask dukkert er den bedste måde at få skyllet sveden af kroppen, når nu jeg af vægthensyn har sparet sæben væk. Frisk og ren går jeg tilbage til hytten og koger min pakke letvægts-færdigmad, som blegner ved siden af kiwiernes rigtige mad, der består af fersk kød og friske grøntsager. Det er lyst og varmt, 112


‹ Heaphy-floden snor sig smukt

Der ruskes op i bålfesten ved Heaphy-flodens munding, da en bølge overskyller bålet og dem, som sidder med ryggen mod floden

og solen skinner stadig, så jeg spiser udenfor ved et picnicbord sammen med to voksne brødre og deres store sønner. Jeg er den eneste udlænding i hytten, der har plads til ca. 20 personer. Resten af gæsterne er kiwi-familier med børn fra 11 til 18 år på vandreferie – for herigennem at videregive værdier om at vandre og værdsætte naturen til deres børn. Det er smukt at se voksne søskende, fætre og kusiner holde vandreferie sammen med alle deres børn. Udendørsaktiviteter er en integreret del af mange kiwiers liv; det kan være i form af vandring, campingferie, jagt, fiskeri og bjergbestigning. Snart omsluttes vi af mørket og alle går tidligt til ro, da hytten ikke har elektrisk lys. I toetagers køjesenge ligger vi tæt side om side kun adskilt af madraskanter. En vandrehytte som denne er typisk lavet af træ eller blik og har et køkken-alrum med køkkenbord, køkkenvask, kakkelovn og evt. komfure og med træborde med bænke inde og ude. Hertil følger et eller flere soverum med toetagers køjesenge, hvor typisk seks til syv personer kan sove på madrasser, der ligger helt op ad hinanden i en seng. Et nærliggende skur er indrettet til das. Dagen efter har jeg en lang vandredag på otte til ni timer. Allerede første aften har jeg tilranet mig løbemave, der giver hyppige toiletpauser resten af turen, og som gør den mere udmattende. Landskabet er denne dag helt anderledes fra den første. Det er åbent med gyldne, græsklædte stepper med rå, lange bjergkæder i baggrunden og med små tykninger med krat og sølvbøgeskov. Flere steder skal jeg krydse åer og floder via lange, vakkelvorne hængebroer, der er så smalle, at man akkurat kan placere to fødder ved siden af hinanden. Stien løber gennem et stenet klippelandskab, og stenene her er med deres 500 mio. år blandt New Zealands ældste. Langs stien er der endemiske plantearter som gule liljer, og der er kødædende soldug, der med sine klistrede dråber fanger insekter og suger næring ud af dem. 113


Sidst på eftermiddagen når jeg James Mackay Hytten. Hele landskabet er indhyllet i tæt tåge og skjuler synet af Det Tasmanske Hav og Heaphy-flodens munding. Som aftenen falder på begynder wekaerne at skrige højlydt. Jeg er forbavset over, at den hønestore fugl kan larme så kraftigt. Drænet for energi som følge af en lang vandredag og kontinuerlig løbemave dejser jeg tidligt om til en families hyggesnak i soverummet. Tredje dag er fantastisk. De første timer falder stien med 600 meter og det går dermed drastisk ned ad bakke gennem en skov med stor variation i træsorter og planter. Først går ruten gennem bregneskov, og den fører bagefter over i sydtaksskov med bløde nåletræer. Det afløses af skov med tynde træer med mos hængende som lysegrønt og troldagtigt skæg fra grenene. Underskoven bliver frodigere, desto tættere den ligger på havoverfladen, og jeg krydser store floder via lange hængebroer. Stien fører mig videre gennem eksotisk, tropisk nikau-palmeskov med palmer i alle størrelser, som med deres brede kroner danner kæmpe huler og lange halvmørke palmetunneler, der får mig til at føle mig ganske lille. De sidste par timer følger jeg den brede Heaphy-flod, og den sidste time ses flodens munding i havet, hvor bølgerne slår brusende ind. Bag floden ligger en bred, brun bjergvæg med frodig skov i dalbunden. Heaphy Hytten ligger på en stor friseret græsplæne, der står i skærende kontrast til den ellers frodige natur. Plænen skråner ned mod floden, hvis munding ses tydeligt fra hytten. Jeg ankommer som den første tidligt på eftermiddagen og får en lur på plænen, inden de øvrige vandrere kommer. Alle bader på skift i den iskolde flod. Alle vandrere er bænket ved picnicbordene eller på plænen, og vi forsvarer os med næb og kløer mod de bidske sandfluer, men må til sidst gå ind, da de små krabater får overtaget. De fleste spiser nogenlunde samtidig om det 114


‹ Heaphy-trekkets sidste dag går via øde strande

store bord i køkkenet og sludrer på tværs af vandregrupperne, og hele hytten emmer af hygge. Bagefter laver nogle kiwier bål på stranden, alle følger efter og snakken går lystigt, mens vi stirrer ind i det flammende bål. Det er en skøn afslutning på vandreturen. Den sidste dag går stien langs vestkysten gennem nikau-palmeskov med rata og karaka-træer langs sand- og stenstrande. Høje, skovklædte bjerge går stejlt ned til strandkanten, og havets bølger slår med voldsom kraft mod stranden og sender lange tunger af brusende skum langt op ad stranden, inden vandet trækkes ud i havet igen. Jeg fascineres dybt af havets stærke kræfter, og naturen virker dramatisk, ren og uberørt. Indtrykket forstærkes af, at der ikke er et eneste menneske inden for synsvidde. Ved middagstid er jeg fremme ved vandreturens slutning. En campist bemærker, at jeg ser glad, smilende og energisk ud i modsætning til de andre vandrere fra Heaphy-trekket, som har set trætte og segnefærdige ud. Men så længe naturen er smuk, fylder den mig med energi, og jeg bliver derfor ikke træt. Det har været en eminent flot vandretur, og jeg har nydt mit eget selskab i dagtimerne og de andres om aftenen og har heldigvis ikke følt mig utryg ved at vandre alene på noget tidspunkt. En af fordelene ved at vandre alene er, at man tildeler naturen sin fulde opmærksomhed og dermed får stærkere indtryk. Desuden kan man gå i sin egen naturlige gangrytme. Så jeg er ovenud tilfreds med turen.

På tomlen Den eneste daglige bus er kørt fra Karamea, så jeg vil blaffe de første 100 kilometer til Westport og herfra om muligt tage en bus de sidste 230 km til Nelson. Jeg vasker ansigtet og halsen, tager makeup på og reder mit lange hår, som jeg lader hænge udslået om skuldrene. Min far har altid med et glimt i øjet sagt, at det er lettest at blaffe, hvis jeg er iført en lårkort nederdel. Så jeg lyner fluks buksebenene af mine vandrerbukser og tager en ren, rød, stram T-shirt på. Jeg tager også min kasket af, så folk tydeligt kan se, jeg er en kvinde. Inden for fem minutter har jeg fået et lift med et midaldrende par fra Christchurch. De skal hele vejen til Westport med stop ved et par turistseværdigheder på vejen, og efter et par hyggelige timer sætter de mig af i West­ ports centrum ved turistbureauet. Sidste bus til Nelson er kørt, og en informationsmedarbejder fortæller, at det er lettest at blive samlet op et par kilometer uden for byen og indtegner

115


Ashua og Bear – et frisk hippiepar, som giver et lift ›

stedet på et kort. Instruktion i hitchhiking på et turistkontor kan vist kun ske i New Zealand. Trods den begrænsede biltrafik får jeg efter få minutter et lift med et jævnaldrende kiwi-par og deres lille barn, der skal et stykke af vejen mod Nelson. Den fireårige dreng taler muntert og uafbrudt til mig, mens han smiler over hele ansigtet, og jeg bliver helt forelsket i den lille trold og overvejer, om jeg alligevel skulle få et barn på et tidspunkt. Parret arbejder på en kvægfarm, og konen kører den lokale skolebus. Flere gange om ugen kører de til Nelson, der ligger 100–150 km fra gården for at købe ind, da det er den nærmeste by med et supermarked! Efter 150 km – 30 km længere end de selv skulle, sætter de mig af ved en tankstation i byen Murchison, for her er overnatningsmuligheder, hvis det ikke lykkes at få et lift videre. Tænk, at folk kan være så venlige. Ved benzinstationen får jeg snart et lift med Bear, en ung maori i en farverig hippie-varevogn. Han, hans kæreste Ashua og en veninde skal hele vejen til Motueka, der ligger 60 km fra Nelson. De er iført grimt og sjusket tøj, og de to kvinder har fløjlsnederdele, der går til jorden i bedste hippie-stil. Ashua har dreadlocks, og Bear lugter fælt af sved, men så overdøver han da min egen eventuelle sveddunst. De kommer netop fra the rainbow-gathering, som Joshua fortalte om, hvor de var over 600 mennesker samlet. Ashua vil bade og kører ned ad en grusvej til floden. Med sin friske, livlige og selvsikre fremtoning hiver hun alt tøjet af og går ud i floden uden at være spor genert. Da veninden stiger ud af bilen, glider hendes sjal til side, så hendes bare bryster afsløres – hippierne er gevaldigt frie, afslappede og venlige. Jeg får en lang og personlig snak med Bear. Han fortæller bl.a., at han er bange for at rejse uden for New Zealand på grund af de mange ubehagelige ting, man altid ser i fjernsynet fra resten af verden. Hans utryghed ved verden virker i sin øboagtige naivitet ganske kær. Men på sin vis har han jo ret – man finder næppe et så trygt sted i verden som New Zealand. Hen under aftenen sætter de mig af i udkanten af Motueka. Der er få biler, og jeg bliver frustreret, fordi jeg stadig mangler 60 km, og det vil blive mørkt inden for 30-60 minutter. Efter ti minutter samler et ungt par mig dog op – og sætter mig af ved en sidevej til landevejen i midten af ingenting. Jeg finder et sted, hvor bilerne kan se mig i god tid, og hvor der er plads til, at de kan holde ind. Det bliver mørkt, og jeg er i tvivl, om det er for mørkt til, at bilerne overhovedet kan se mig. Der er få biler og ingen stopper. Endelig bakker en bil tilbage mod mig. Det jævnaldrende par i bilen og jeg taler hyggeligt om mit indtryk af New Zealand, og de kører mig 15 km 116


længere, end de egentlig selv skal – lige til døren til mit hostel i Nelson. Newzealændere er jordens venligste folkefærd! Klokken 21 når jeg hostellet, og det er dermed lykkedes mig at blaffe 400 km på syv timer som planlagt. Min blaffertur har været en god medmenneskelig oplevelse og en kærkommen mulighed for igen at få talt mange timer med forskellige kiwier og høre om deres syn på verden. Hitchhiking er en rigtig god måde til at få lange samtaler med de lokale. I øvrigt når man ofte hurtigere frem ved at blaffe end ved at benytte de offentlige transportmidler, og i New Zealand bliver man i reglen, som nu, bragt lige til døren. Dermed sparer man oven i købet gåturen fra busstationen til overnatningsstedet. Heldigvis har jeg aldrig haft problemer, når jeg har blaffet, uanset hvor i verden det var. Jeg tror, at de fleste mennesker er godhjertede og ikke vil gøre én fortræd, medmindre de føler sig truet eller generet. Hvis man generelt på en rejse udviser venlighed, selvsikkerhed og tillid, vil folk være rare og hjælpsomme. Udviser man derimod frygt, mistillid og usikkerhed, skal det nok gå galt. Uanset hvad er det altid en god idé at være ædru, årvågen og holde øje med, hvad der foregår omkring en.

Tredje køje til venstre »Helloooo Mikiiiiie! The scooter girl is back, we must find a bed for her«, siger den kække hostelejer, mens han kommer mig i møde med et stort smil og åbne arme. Der er heldigvis en enkelt seng tilbage på hostellet – på samme nisengssovesal, som jeg sov på sidst. Igen skal jeg sove i øverste og tredje køjeseng, men heldigvis er en fyr på værelset ligeglad med, hvor han skal sove. Fluks napper jeg den sidste ledige seng på anden køjeetage. Jeg har ikke lyst til at brække benene på vej ned ad stigen fra tredje etages køjeseng 117


og herved afskære mig fra at vandre på resten af rejsen. Der stinker fælt, og jeg er nødt til at sove med dynen over næsen for at falde i søvn. Nelson er kendt for sit livlige natteliv og hele natten er der et rend ud og ind af det 10 m2 lille værelse af folk, der kommer hjem fra deres byture. Det er umuligt at sove. Fyren fra tredje køje indfinder sig og springer flere gange ud af sengen med høje dump. Det er lidt vildt, at han springer fra køjen, der er langt ned, og det er irriterende, at han vækker os alle sammen hver gang. Om morgenen fortæller parret, der sov under ham, at han ikke sprang ud af køjen – men at han i sin brandert faldt ned fra stigen, hver gang han forsøgte at komme ned. Jeg mærker et stort sug i maven af dårlig samvittighed. Hvis han havde sovet i min seng, havde faldet måske ikke været så voldsomt. Andre fortæller, at en fyr lå og sov midt på gulvet i gangen og laver sjov med, at det måske var ham, der i løbet af natten opgav at kravle ud og ind af tredje køjeseng. Hostellet er en smuk gammel cremefarvet træbygning, flot indrettet i antik stil med fine paneler og tapeter, små balkoner og terrasser og mange små hyggekroge med velpolstrede lænestole. Det ligner mere et fint hotel end et lavpris-hostel. Det passer fint ind i Nelson. Byen er en charmerende provinsby med mange victorianske huse, og det er den mest livlige og solbeskinnede by i New Zealand. Jeg er på mit fjerde hostel på rejsen, og jeg er allerede træt af dem. Jeg får ikke min nattesøvn og føler mig alt for gammel, de fleste andre gæster er 18–25 år. Men af erfaring ved jeg, at det er svært at få skrevet denne bog, når jeg bor hos folk, da de forventer, at jeg taler med dem, så couchsurfing er en ringe idé, når jeg vil skrive. Og eftersom mit telt og alt mit grej er i Collingwood, kan jeg ikke sove på en campingplads. Jeg må affinde mig med at sove på hostel. Om ikke andet er det foryngende at være sammen med unge mennesker. Jeg bruger en hel dag på at udfylde en 20 sider lang ansøgning om forlængelse af mit turistvisum med to uger. Jeg føler mig mistænkeliggjort på grund af de mange spørgsmål, men de samme stramme procedurer gælder sikkert også i Danmark. For første gang begynder jeg at føle mig ensom. På Nordøen var jeg næsten hver aften sammen med kiwier og nu – efter jeg har forladt Tania i Kaikoura – har jeg ikke flere kiwi-aftaler. Jeg har ikke noget socialt fællesskab at se frem til, selvom jeg selvfølgelig ved, at jeg vil møde andre rejsende og kiwier undervejs.

118


Nelson er New Zealands mest solbeskinnede by og er fuld af charmerende ĂŚldre trĂŚhuse

119


Jeg ringer hjem til min kæreste og græder for første gang i telefonen, fordi jeg savner ham. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor han ikke er her. Han elsker New Zealand, han elsker at vandre, og han elsker mig. Hvorfor er han så ikke her sammen med mig? Hvis vi rejste sammen, kunne vi have købt en bil, overnattet i den hver aften i den fri natur og dermed have rejst langt billigere end jeg gør, da jeg ikke tør sove alene i naturen på grund af min angst for mørket. Jeg ville hellere end gerne have betalt for hans flybillet og lidt til. Men jeg ved godt – når jeg tænker rationelt – at han endnu ikke har kunnet nå at spare penge op efter vores sidste lange rejse. Jeg ville sådan ønske, at vi kunne dele alle oplevelserne, og jeg savner ham allermest på vandreturene, når jeg dyrker vores største fælles fornøjelse. Det er særlig hårdt at være adskilt, når jeg ved, at vi kan lide nøjagtig de samme ting og kan lide at rejse på præcis samme måde. Men heldigvis ringer vi sammen flere gange om måneden og mailes ved indimellem.

120


Blandt pungdyropslag uddrag pdf og vulkaner af mikie breum  
Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you