Bedraget af charlotte langkilde

100mm

157mm

Historien kan nu endelig fortælles: om skuffeselskaber med eksotiske adresser, der skulle holde selskabets værdier kunstigt i vejret; om maskiner, der blev købt og leaset frem og tilbage; om hønsefjer, der på mystisk vis forvandlede sig til edderdun på sørejsen fra København til Singapore. Og om to magtmennesker, som styrede forretningen med fast og ubarmhjertig hånd: direktør Johannes Petersen og hans højre hånd og efterretningschef, bogholderen Inga Lydia Rasmussen.

Fortællingen om Nordisk Fjer er historien om magtbegær og storhedsvanvid. Om manipulationer og løgne så fantastiske, at bankdirektører, bestyrelse og revisorer på stribe blev fanget ind af dem. Om de menneskelige omkostninger ved bedraget og om det ansvar, den enkelte har for at sige til og sige fra.

239mm

BEDRAGET

FOTO: OLE HAUPT

CHARLOTTE LANGKILDE (f. 1950), uddannet translatør og tolk i engelsk og fransk fra CBS, eksamen i statskundskab fra Paris. Har bl.a. arbejdet som fast tolk for den danske regering i Danmark og udlandet. Drev i fem år (1984-89) translatørvirksomhed, som bl.a. oversatte årsberetninger og andet materiale for mange danske virksomheder, deriblandt Nordisk Fjer. Påbegyndte research i sagen om Nordisk Fjer i 1999-2001 og tog arbejdet op igen 2009-2013. Arbejder i dag som selvstændig translatør og bor i Charlottenlund.

NATTEN TIL DEN 18. NOVEMBER 1990 begår Johannes Petersen selvmord. Dagen efter går Nordisk Fjer i betalingsstandsning, og i de følgende måneder oprulles danmarkshistoriens største erhvervsskandale med svindel og gæld for flere milliarder kroner. Historien om Nordisk Fjer handler om en hæderkronet, solid dansk virksomhed, som blev spundet ind i et så kompliceret net af bedrag, at hverken medarbejdere, bestyrelse, revisorer eller medier dengang forstod, hvordan det hang sammen, og også efterforskningen havde efterfølgende svært ved at trænge til bunds i sagen.

55mm

PRESENTATION KUN - IKKE TIL TRYKKE

157mm

100mm

Bedraget SAGEN OM NORDISK FJER

CHARLOTTE LANGKILDE

CHARLOTTE LANGKILDE

LINDHARDT OG RINGHOF

„I SKAL IKKE REGNE MED, at formanden kommer i morgen,“ sagde han, da de var færdige. „Hvorfor ikke?“ „Enten sidder han i et fly til Sydamerika, eller også skyder han sig.“ De troede ham ikke. „Du har nok set for mange krimier,“ sagde én overbærende.

Men Wejrup var ikke i tvivl. Det mest sandsynlige var, at Johannes Petersen tog sit liv i stedet for at stå til regnskab. Men hvis han havde stukket tilstrækkelig mange penge til side, kunne han også vælge at stikke af fra problemerne. Wejrup kunne ikke se andre muligheder.

charlotte langkilde

Bedraget SAGEN OM NORDISK FJER

Lindhardt og Ringhof

november 1989-januar 1990

19.

Wejrup hegnes ind Mafiamøde på Hesselet

355

N OV E M B E R 19 8 9 -JA N UA R 19 9 0

Tirsdag den 14. november 1989 hentede Wejrup Johannes Petersen på Hegelsvej kl. 8 om morgenen. Han kom ud iført lyse, sommerlige lærredsbukser. »Åh, Wejrup, jeg har glædet mig sådan til at komme væk et par dage,« udbrød han, da han steg ind i bilen. »Hør, det er da en dejlig bil, du har, er du glad for den?« »Det er jeg da, den fungerer fint.« Han spurgte til børnene. Var datteren kommet sig over sin halsbetændelse? Wejrup skævede til ham. Det var fandens til hukommelse. Det var flere uger siden, han henkastet havde nævnt det. Johannes Petersen havde spekuleret over, hvorfor Wejrup blev syg. Han vidste godt, at Wejrup havde været under pres, og det var han ked af. »Men lad os nu se, hvad vi kan gøre,« sagde han og talte videre hele vejen over Sjælland og på færgen. På Hesselet trak han sig tilbage til sin foretrukne suite.

Inga var allerede ankommet.

Da de mødtes i biblioteket kl. 13, indtog Johannes Petersen pladsen til venstre i sofaen, som var hans foretrukne, når han skulle drøfte vigtige sager. Ingen andre satte sig i en sofa, når han sad der. Omkring bordet var der et par stole med armlæn. Inga sank ned i den ene med brevkniven i hånden. Wejrup satte sig over for Johannes Petersen, så de kunne se hinanden i øjnene.

Wejrup lagde ud med at fortælle, hvor vanskeligt det var for ham at bringe problemerne op. Det var ikke nemt at fremsætte så alvorlige anklager mod Morten, som han havde gjort over for Inga. På den anden side havde han et ansvar, som indebar, at han var nødt til at forelægge det for Johannes Petersen som bestyrelsesformand, hvis der var noget, der ikke hang sammen.

WEJRUP HEGNES IND

Han beskrev, hvordan Morten og von Scholten igennem lang tid havde opført sig besynderligt. De svarede ikke på hans spørgsmål, hvorved de forhindrede ham i at udføre sit arbejde ordentligt. I USA var medarbejderne desperate, fordi Morten hen over hovedet på dem dikterede løsninger, der forekom dem urimelige og ødelæggende. Ingen i organisationen kunne holde ud at arbejde sammen med ham, fordi de ikke havde tillid til ham, og fordi han ikke behandlede folk ordentligt.

Wejrup kunne heller ikke acceptere Johannes Petersens beslutning om, at koncernens økonomiafdeling i København helt manglede finansielle oplysninger om det gamle hovedkontor i USA. Kort sagt, han var dybt utryg ved, hvad der foregik i USA. Det nagede ham også, at både de danske og de hollandske revisorer skældte ham ud for det arbejde, von Scholten lavede, og krævede ham fyret. Wejrup sad med problemerne, men reelt uden autoritet til at gøre noget ved dem.

Han kunne ikke komme til anden konklusion, end at organisationen i USA med Alan Payne som leder af både Chatham og de gamle Nordisk Fjer-virksomheder, men med Morten indskudt som leder af det amerikanske holdingselskab, var et misfoster. Han var bange for, at hvis der ikke blev grebet ind over for Morten, risikerede hele satsningen i USA at blive tabt. Dermed forsvandt også grundlaget for resten af koncernen.

Nordisk Fjer kunne ikke overleve, at USA med mere end halvdelen af koncernens omsætning gik ned, for koncernen var gennem sin finansiering og sine låneaftaler bundet op på, at den kørte videre som en helhed. Det var foruroligende perspektiver, men han håbede, at Johannes Petersen og Inga ville tage imod, hvad han havde sagt, i den ånd, det var fremsat: som et initiativ til at rette op på nogle meget alvorlige problemer, der på sigt truede med at ødelægge koncernen.

Da han var færdig, havde han talt uafbrudt i næsten fire timer, og selv om han prøvede at optræde høfligt, var det alligevel barske ting, han fik sagt om Morten og von Scholten. Men Johannes Petersen og Inga var tilsyneladende hverken overraskede eller bekymrede over kritikken. Heller ikke Wejrups bekymring over økonomien i de amerikanske virksomheder syntes at ryste dem.

Johannes Petersen så venligt på Wejrup og Inga og takkede Wejrup for, at han bragte forholdene til hans kendskab. De fortjente i høj grad at blive taget alvorligt. »Skal vi ikke være enige om, Inga, at nu går vi op og tager en pause på værelserne, og Wejrup kan gå op og ryge en 356

Næste formiddag mødtes de igen i biblioteket. Johannes Petersen startede med at orientere Wejrup om den økonomiske situation og forhol357

N OV E M B E R 19 8 9 -JA N UA R 19 9 0

cigaret, det ved jeg, du sætter pris på, og så mødes vi i restauranten – skal vi sige kl. 7? Inga, vil du sørge for, at vi får det bedste bord? Godt, så siger vi det. Tak, tak.« Over middagen vendte Johannes Petersen tilbage til den løse snak fra bilen, og Inga lo og var glad. De var som to forvoksede børn, der hyggede sig over middagen med en flaske god vin til. Som så ofte før slog det Wejrup, hvor charmerende og behagelig Johannes Petersen var.

Fordi han tog situationen stille og roligt, følte Wejrup, at det kunne han også gøre. Han mærkede, at en stor byrde var blevet løftet fra hans skuldre, nu hvor han endelig havde fået luft. Han følte sig værdsat og vidste, at han blev taget alvorligt.

Efter middagen gentog Johannes Petersen, at han og Inga satte stor pris på Wejrups åbenhjertige fremstilling. Men de ville gerne have mulighed for at drøfte hans bemærkninger under fire øjne og foreslog, at de fortsatte næste morgen kl. 10. Det var den måde, de tit håndterede problemer på: De lyttede og trak sig så tilbage for at tilrettelægge strategien. »Og så er der en anden ting, mens jeg husker det,« sagde Johannes Petersen og holdt højre hånd op. Det drejede sig om halvårsmeddelelsen, som normalt skulle sendes til Fondsbørsen i december, men som de ikke behøvede at bekymre sig om denne gang. Efter en række strategiske møder i bestyrelsen, hvor koncernens fremtid blev drøftet, var det blevet besluttet i lyset af internationaliseringsplanerne, at der denne gang ikke skulle udarbejdes en regnskabsmeddelelse. Det havde Nørregaard Rasmussen i øvrigt også aftalt i en fortrolig samtale med Fondsbørsens direktør Mebus.

Wejrup havde ikke for alvor været inddraget i arbejdet med halvårsmeddelelserne tidligere, eftersom Johannes Petersen havde taget sig af det. De havde hidtil indeholdt summariske opstillinger med nogle få tal og et bruttoresultat, omgivet af halvanden spalte prosa. Men Wejrup undrede sig over beslutningen, da det netop var blevet vedtaget på generalforsamlingen at ændre regnskabsår, så koncernen var midt i et overgangsår på 18 måneder. Så vidt han vidste, medførte det udarbejdelse af en seksmåneders meddelelse. Købet af Chatham og den almindelige udvikling havde gjort det yderligere svært ikke at afgive en regnskabsmeddelelse.

WEJRUP HEGNES IND

dene omkring Chatham og de øvrige amerikanske aktiviteter. Han var intens, hele hans krop levede med i, hvad han sagde, og højre arm konkurrerede med venstre om at markere stort og småt, som om stemmeføringen ikke rakte. Han vendte sig i nik snart mod Inga, snart mod Wejrup.

Det, han nu ville fortælle, var »virkelig tough business«. Bagefter ville Wejrup forstå, hvorfor han havde fundet det nødvendigt hidtil at holde oplysningerne tilbage. På den anden side kunne han godt se, at Wejrup havde et behov for at kende til forholdene.

Johannes Petersen havde for et stykke tid siden fået at vide, at John Hansen og især økonomichefen Ed Wulff og et par stykker af de ansatte på fabrikkerne i Newark og Elizabeth havde været dybt involveret i New Jersey-mafiaen igennem adskillige år, og at mafiaen mere eller mindre kontrollerede virksomhederne. Igennem hele perioden var der blevet betalt store beløb til den mafiakontrollerede fagforening, og store varepartier var forsvundet op i den blå luft. Han kunne ikke sige med sikkerhed, hvor meget det drejede sig om, men ud fra de foreløbige undersøgelser så det ud til, at der var trukket 20-30 mio. dollars ud til at betale mafiaen med, og at John Hansen og Ed Wulff formentlig begge havde modtaget nogle af disse penge. »Der er også andre problemer med John Hansen,« indskød Inga med brevkniven i håret, og Johannes Petersen tog over. Det viste sig, at John Hansen havde købt fjer og dun af et tysk selskab til overpris, og noget af den merfortjeneste, selskabet havde fået, var gået tilbage til John Hansen i form af hemmelige provisionsindbetalinger via et selskab, han kontrollerede i Liechtenstein. »Det er vi enige om, ikke Inga?« Inga nikkede. På det seneste var problemerne eskaleret, og nu skulle der findes en løsning. Bestyrelsen havde afholdt flere møder derom, for det var naturligvis uantageligt, at et af selskaberne i koncernen begik ulovligheder. Samtidig var det en uhyre vanskelig sag både for Chatham og for koncernen som helhed. Det ville også afstedkomme negativ omtale, hvis det slap ud, at nogle af medarbejderne, ja, en hel fabrik, var i lommen på mafiaen. Det gjorde det samtidig vanskeligt at håndtere virksomheden regnskabsmæssigt, og det var derfor, Wejrup ikke havde fået de samme oplysninger fra USA som fra de øvrige dele af koncernen.

Med hensyn til Morten satte han stor pris på den loyalitet, Wejrup havde udvist over for koncernen. Han kunne godt sætte sig ind i, hvor vanskeligt det måtte være at fremføre så mange negative betragtninger 358

359

N OV E M B E R 19 8 9 -JA N UA R 19 9 0

om Morten. Men forholdet var det, at han havde bedt Morten flytte til USA med det formål at undersøge hele sagen. I organisationen i Danmark havde han tilsvarende bedt von Scholten om at bistå ham.

Inga bed sig i læben og listede lommetørklædet frem, og Johannes Petersen rømmede sig, inden han tog fat igen. Siden var der sket det, at mafiaen havde opdaget, hvad Morten og von Scholten var i gang med derovre. Da det stod klart, blev Morten nødt til at få et avanceret sikkerhedssystem installeret i og omkring sit hus. »Forestil dig, Anders, hvordan det må være for en far at bede sin eneste søn om at påtage sig opklaringen af en så vanskelig sag, hvor der er en stor risiko for hans liv. Det er ikke rart, Anders.« Tårerne stod nu i øjnene på ham.

Bemærkningen blev hængende i luften. Inga duppede øjnene med lommetørklædet og kløede sig med brevkniven, og også Johannes Petersen havde fået blanke øjne. Det for igennem Wejrup, at hans navn stod i årsregnskabet. Han isnede, da det gik op for ham, at hvis mafiaen ville ramme den person, der holdt sammen på virksomhedens økonomi, var det bare at samle årsregnskabet op.

Det var heller ikke nemt for von Scholten, fortsatte Johannes Petersen.

På nogle af sine rejser i USA havde han været udsat for trusler, så det havde været nødvendigt at udtænke sikkerhedssystemer for ham også.

Derfor rejste han nu altid under et andet navn og skiftede ofte hotel.

Wejrup forstod forhåbentlig nu, at han var nødt til at stole på dem. De var oppe imod, at New Jersey-mafiaen senest havde truet fabrikken i Elizabeth til at udlevere nye millionbeløb. Hvis ikke pengene blev betalt, ville fabrikken blive lukket. »Vi har med vilje skånet dig for at blive indblandet på grund af din familie og små børn,« sagde han. »Men efter at du fremsatte dine bemærkninger om Morten, er der ikke længere nogen vej udenom.« Wejrup var rystet: Hvis nogen ville ramme Nordisk Fjer, var hans lille familie et oplagt mål. Det var sådan, mafiaen agerede.

Johannes Petersen bedyrede, at både den danske og den amerikanske bestyrelse stod fuldt ud bag Morten og von Scholten i denne sag og fulgte udviklingen nøje. Efterhånden havde Morten og von Scholten klarlagt en del af forholdene. På det seneste havde Johannes Petersen fået hjælp fra Poul Andreassen fra ISS, der også havde haft problemer med betalinger til mafiaen i et datterselskab i USA. Han vidste en del om, hvordan man tacklede den slags. Alan Payne havde også været hjælpsom; nogle venner i New Jersey havde hjulpet med at få en ord-

WEJRUP HEGNES IND

ning igennem for nogle af problemerne i Elizabeth. Men der var lang vej igen. Det mest dramatiske var nok, at bestyrelsen både i Danmark og i USA havde besluttet at lukke fabrikken i Elizabeth og fjerfabrikken i Newark. Administrationen ville blive flyttet til hovedkontoret i Rahway og produktionen til den nye fabrik, der skulle indrettes i Altoona i Pennsylvania. På den måde kunne kilden til problemerne blive lukket definitivt.

Johannes Petersen lænede sig frem og bad indtrængende Wejrup respektere, at oplysningerne var dybt fortrolige, og bad ham om ikke at diskutere dem med nogen, heller ikke med Alan Payne. For hvis historien kom ud, kunne det få forfærdelige følger, ikke bare for koncernen, men også for medarbejderne og specielt Morten og von Scholten. Wejrup måtte holde op med at kritisere dem, for de problemer, de arbejdede med, var alvorlige og ikke ufarlige for dem personligt. Så smilede han og rystede på hovedet: »Du er så ung, Anders, bare 37 år. Du må tro mig, når jeg siger, at det er på grund af din alder, din familie og din manglende internationale erfaring, at bestyrelsen har holdt dig uden for denne sag.« Wejrup forsikrede dem om sin tavshed, bortset fra at han ville være nødt til at tale med Pia om det. De nikkede forstående. Så lagde Johannes Petersen begge hænder tungt på Wejrups skuldre og så ham ind i øjnene. »Jeg håber og tror, at vi har gjort det rigtige ved at sætte dig ind i situationen,« sagde han. »Med den funktion, du har i koncernen, går det ikke længere, at du ikke ved, hvorfor de amerikanske regnskaber går uden om dig.« Men det var ikke dystert alt sammen, fortsatte han. For samtidig med at bestyrelsen søgte at løse problemerne, arbejdede den også med en plan, der i løbet af kort tid ville gøre Nordisk Fjer-koncernen til verdens førende inden for sit felt. Gennem årene var koncernens højteknologiske løsninger blevet bemærket. Det kunne bestyrelsen se, når den modtog henvendelser fra store internationale koncerner, der var interesseret i at være med i Nordisk Fjers succes. Hidtil havde bestyrelsen afvist dem, men for nogen tid siden havde den fået nogle interessante henvendelser fra en række store, velkonsoliderede koncerner, som tilbød et attraktivt partnerskab. Som Wejrup vidste, havde dette allerede udmøntet sig i, at opførelsen af de store anlæg i Orlando og Savannah nu var i gang, men partnerne var interesseret i at gå længere endnu. Han kunne ikke afsløre flere detaljer, for det var naturligvis omfattet af fuld diskretion, 360

men han kunne fortælle, at initiativerne ville føre til, at Nordisk Fjer i løbet af kort tid ville høre til blandt verdens virkelig store virksomheder.

Det betød, at koncernen ville gå en meget spændende fremtid i møde, ligesom Wejrups arbejde ville undergå store og positive forandringer.

Da han var færdig, rejste han sig og rakte Wejrup hånden. »Jeg har været meget tilfreds med denne åbne meningsudveksling,« sagde han til afsked.

361

N OV E M B E R 19 8 9 -JA N UA R 19 9 0

Tankerne kom væltende hulter til bulter, da Wejrup pakkede sin taske.

Han lovede sig selv, at hverken Morten, von Scholten eller nogen som helst anden, inklusive han selv og hans familie, skulle gøres til skydeskive. Han ville ikke sige et ord til nogen bortset fra Pia. John Hansen kunne han ikke drømme om at henvende sig til; den mand var livsfarlig.

Om aftenen, da børnene var kommet i seng, fortalte han Pia, hvad Johannes Petersen og Inga havde berettet om på Hesselet. Hun blev bange, men vægrede sig ved at tro på det. »Nu må du holde op!« råbte hun. »Det er jo løgn, kan du ikke høre det? Sådan noget sker kun på film, det sker ikke i virkeligheden.« Hun havde tårer i øjnene. »Hvad skal der ske med os?« spurgte hun lavmælt. Men Wejrup var lige så ængstelig som hun og ude af stand til at give hende et brugbart svar. Han havde det forfærdeligt over den gru, han påførte sin familie.

Dagen efter gik han ind til von Scholten og gav ham en uforbeholden undskyldning for den kritik, han havde rejst mod ham og Morten. Von Scholten tog storsindet imod undskyldningen og tilføjede, at han var glad for, at Wejrup nu kendte sandheden.

I de følgende dage opdagede Wejrup, at han efter opholdet på Hesselet ikke var den samme. Han var blevet frygtsom og nervøs, og ikke mindst var han ramt af en træthed, der både var fysisk og psykisk og voldsommere end nogen sinde, så han havde svært ved at få noget fra hånden. Han følte sig utryg ved tanken om, hvad Johannes Petersen kunne sætte i værk. »Man kan betale sig fra alt,« havde Inga en dag sagt til ham. Når han tænkte på det, løb det ham koldt ned ad ryggen.

For ikke at tale om, hvad Morten kunne finde på. Hvordan skulle koncernen komme videre med et blødende hul, hvorfra millionerne sivede ud? Så sad han og stirrede på papirerne på bordet og læste den samme side igen og igen. Han var ødelagt af stress.

Efter nogen tid sagde Pia, at hvis hun flyttede væk med børnene, ville de være i sikkerhed. Måske var det den bedste løsning for en tid.

WEJRUP HEGNES IND

Wejrup var rystet. Det kunne ikke være rigtigt, at de skulle lade det komme så vidt. I weekenden gik han ud til brændeskuret og huggede løs. Brændestablerne voksede omkring ham.

Historien om mafiaen var blevet fremført med så stor overbevisning og med en sådan detaljerigdom, at Wejrup ikke et øjeblik tvivlede på den.

Han vidste udmærket, at mafiaens eksistens byggede på dens evne til at skræmme folk med meget reelle trusler om magtanvendelse, så det hele virkede troværdigt. I tilgift havde Johannes Petersen fået fremstillet sig selv som offer for skurkenes rænker, så Wejrup fik medfølelse med ham. Samtidig havde iscenesættelsen været overbevisende. Overensstemmelsen mellem de tos gestik, hvor Johannes Petersen sad med tårer i øjnene og talte med grødet stemme, og Inga sekunderede med at græde af fortvivlelse over Mortens problemer, var med til at gøre historierne uafviselige.

Wejrup gennemskuede ikke Johannes Petersens taktik, hvor han i stedet for at reagere adækvat på de problemstillinger, Wejrup bragte frem, transformerede dem og hvirvlede Wejrup ind i nogle nye og dybt alvorlige problemer, alt imens han stillede en lysende fremtid for koncernen i udsigt. Han var genial til at modgå folks fornemmelse af, at noget var galt. Wejrup havde brugt al sin intuition og indsigt, og så viste det sig, at dragen ikke havde ét, men flere hoveder.

Bortset fra John Hansens returkommission, som han selv havde fortalt kollegerne om, var der næppe noget af det, Johannes Petersen fortalte på Hesselet, der var sandt, inklusive historien om Poul Andreassens hjælp, da der jo slet ikke var nogen mafiaproblemer. Andreassen og Johannes Petersen havde nogle år tidligere på Johannes Petersens initiativ drøftet muligheden for en joint venture omkring nogle linnedvaskerier i Danmark, men det faldt til jorden, og siden havde de ikke haft kontakt. Wejrup drømte ikke om at ringe til Andreassen for at få historien bekræftet; dels havde han forbud mod at omtale historien, dels var han, som han selv udtrykte det, ikke nogen sværvægter i dansk erhvervsliv og dermed ikke i klasse med Andreassen.

Mafiahistorien, som Wejrup siden kaldte den, havde således virket perfekt i forhold til at pacificere ham. Og den er et eksempel på, hvor langt Johannes Petersen var villig til at gå for at beskytte sig selv.

362

En halvårsmeddelelse på et hængende hår

363

N OV E M B E R 19 8 9 -JA N UA R 19 9 0

Kort efter turen til Hesselet kaldte Inga Lydia Rasmussen Wejrup ind til en samtale og fortalte ham, at Johs siden en alvorlig sygdom ti år før, der var endt med et hjerteanfald og en bypassoperation i USA, havde været nødt til at tage hjertemedicin hver dag. Inga fortalte så medrivende, at Wejrup fik medfølelse med Johannes Petersen over hans trængsler.

En formiddag kom direktionssekretæren ind på hans kontor. »Nå, hvordan går det med regnskabsmeddelelsen?« spurgte han og bredte A4-ark med indklistrede billeder og opstillinger med tomme talfelter ud over skrivebordet. Der var også en længere beretning om koncernens udvikling. »Nu har jeg billederne klar. Johannes Petersen spørger, hvor langt du er kommet, den skal jo være klar om et par dage.« »Er du rigtig klog?« råbte Wejrup. »Det er fuldkommen umuligt! Er du klar over, at vi sidder i en koncern med 40 datterselskaber og 4.400 medarbejdere? Det vil tage flere uger!« Han fattede ikke en lyd. Det var ikke mere end to uger siden, at Johannes Petersen forklarede ham, at der ikke skulle udarbejdes nogen regnskabsmeddelelse, det havde Nørregaard Rasmussen afstemt med Fondsbørsen. Nu skulle den pludselig være klar på to-tre dage.

Johannes Petersen havde bedt direktionssekretæren skaffe tallene fra Wejrup.

Direktionssekretæren var en af dem, de to gamle lod deres galde gå ud over med jævne mellemrum. Han havde altid været en trofast soldat, selv om Inga løbende gjorde ham til skydeskive. »Han er latterlig og uduelig, jeg fyrer ham!« var en tilbagevendende kommentar. I virkeligheden var han nok bare glad for sit arbejde, sin løn og sin Audi 100 og evnede at abstrahere fra det, han ikke brød sig om – selv om han blev anset for at være Johannes Petersens lakaj, var han også respekteret af kollegerne.

Direktionssekretæren var en lus mellem to negle. Han vidste godt, at det var umuligt at lave et halvårsregnskab på et par dage, men gjorde, hvad han fik besked på. Og Johannes Petersen var ubøjelig og fastholdt, at materialet til regnskabsmeddelelsen skulle være klar i løbet af et par dage.

Wejrup var stadig ikke kommet sig efter »mafiamødet«, og nu kom dette oveni. Eftersom Johannes Petersen altid havde klaret regnskabsmeddelelserne selv bortset fra nogle omsætningstal og et par andre

WEJRUP HEGNES IND

oplysninger, som regnskabsafdelingen leverede, havde Wejrup ikke så meget som kigget i fondsbørsreglerne. Han anede ikke, hvad han skulle stille op. Hvis den ikke blev lavet, kunne det true koncernens eksistens.

Tanker om børschok og bankernes tilbagekaldelse af lån svirrede i hovedet på ham. »Nu vil han have tallene til regnskabsmeddelelsen om to-tre dage,« sagde han til Faustrup, som stirrede vantro på ham. »Måske er det ikke så slemt alligevel,« mente Wejrup. Det var jo bare en komprimeret meddelelse med fire tal for nettoomsætning, bruttoresultat, nettoresultat før skat og egenkapital. »O.k., vi giver den en skalle,« sagde Faustrup. De parkerede deres vrede og koncentrerede sig 100 % om arbejdet.

Regnskabsmeddelelsen var en opgørelse over virksomhedens økonomiske stilling, der skulle udarbejdes som et halvlegsresultat mellem to årsregnskaber. Der blev ikke stillet de samme krav som til årsregnskabet, da den f.eks. ikke skulle være revideret. Men selv uden dette ville det under normale omstændigheder tage Wejrup og Faustrup adskillige uger at udarbejde den.

Der var igennem de år, hvor svindelen var blevet bygget op, til stadighed blevet indsendt regnskabsmeddelelser til Fondsbørsen med Johannes Petersens fantasital. I 1987/88 havde bestyrelsen underskrevet halvårsmeddelelsen, året efter var den underskrevet af Johannes Petersen og Falling Olsen, mens det ledsagende brev var underskrevet af bestyrelsen.

Hvorfor Wejrup denne gang skulle stå for tallene, er uklart. Men for Wejrup og Faustrup blev det starten på nogle ustyrligt hektiske dage.

Da der ikke var nogen indarbejdede procedurer, var det eneste mulige at udarbejde noget meget simpelt. Med Faustrups hjælp gav Wejrup sig til at sammenholde de månedlige indberetninger fra datterselskaberne igennem perioden. Der forelå regnskabstal fra nogle; et par af de mindste måtte de udelade. For NFU i Middelfart havde de kun tallene fra året før og budgettet at støtte sig til og måtte sjusse sig frem til resultatet.

Så gav de sig til at omregne kurser og bygge en oversigt op. Efter et par dage var de kommet så langt, at de kunne foretage en sammenlægning af tallene. En balance var der ikke tid til, den ville have taget adskillige uger at udarbejde. Grovestimatet viste et minus på 202 mio. kr., men det var rå regnskabstal, som de ikke havde haft tid til at behandle detaljeret.

De havde heller ikke kendskab til alle de faktorer, der kunne medføre 364

365

N OV E M B E R 19 8 9 -JA N UA R 19 9 0

op- og nedjusteringer. Med så stort et minus frygtede de Johannes Petersens reaktion.

Men det var åbenbart ikke så galt, for få timer efter at Wejrup havde afleveret udkastet, kaldte Johannes Petersen ham til møde på sit kontor sammen med Inga. »Det ser fint ud,« sagde han tilfreds. »Hvordan harmonerer det i øvrigt med Chases krav til nøgletal? Det skulle jo også gerne se godt ud for Chase, det kan du nok forstå.« Wejrup var lammet. Han havde ikke skænket det en tanke, at Chase Manhattan Bank skulle have nøgletal. Men Chase havde stillet som betingelse for at opretholde et mammutlån på 180 mio. D-mark, at Nordisk Fjer levede op til visse økonomiske nøgletal. I modsat fald kunne banken kræve lånet indfriet. Wejrup havde forstået, at Chase først skulle have tallene i forbindelse med det officielle reviderede årsregnskab.

Hvis de skulle laves nu på rekordtid, havde han virkelig problemer.

Nøgletallene omfattede også resultatopgørelse og balancetal, og dem havde de ikke kunnet nå at få overblik over.

Johannes Petersen mente ikke, at det var et problem, hvis Wejrup tog udgangspunkt i det seneste reviderede årsregnskab pr. 31.3.1989 og indarbejdede forskydningerne i regnskabsposterne frem til 30. september. Chase-regnskabet skulle hverken revideres eller konsolideres, det gjorde opgaven lettere. Glad og tilfreds gav han sig til at gennemgå Wejrups udkast og bidrog med en række oplysninger, som Wejrup ikke havde haft til rådighed. For det første betragtede han de interne leasingselskaber som nulselskaber. Det betød, at de skulle hvile i sig selv og hverken give underskud eller overskud, og desuden blev der jo arbejdet på en omstrukturering af koncernen. Derfor skulle Wejrup nulstille resultaterne i de to selskaber, ligesom det skete i årsregnskabet. Der var jo også i det amerikanske regnskab allerede taget højde for leasingafgiften til Schweiz, men det fremgik ikke af Wejrups tal. Ud røg et minus på 19 mio. Wejrup kunne godt følge ham. Normalt blev den slags først udlignet i forbindelse med årsregnskabet, men det skulle selvfølgelig også ske her.

I Dealunit bestod resultatet primært af en renteudgift. Her måtte de rette ind efter, at man såvel efter amerikansk praksis som ifølge den danske årsregnskabslov kunne kapitalisere renter i forbindelse med store udviklingsopgaver. Johannes Petersen henviste til, at de meget omfattende internationaliseringstiltag, som Wejrup var blevet briefet om på Hesselet, og som bestyrelsen arbejdede intensivt med, fik mere

WEJRUP HEGNES IND

substans for hver dag, der gik. Den store maskinpark i Dealunit skulle bruges i de nye fabrikker, der var under opførelse i Orlando, Savannah og Altoona, og derfor ville det være naturligt og rigtigt, at disse renter ikke blev udgiftsført, men tillagt maskinernes værdi. »På den baggrund skal du blot nulstille Dealunit,« sagde han. Dermed forsvandt et tab på 42 mio.

Valutakurstabene på 53 mio. kr. på interne mellemregninger, som belastede det hollandske regnskab, var et spørgsmål, han havde drøftet indgående med nationalbankdirektøren. Eftersom dollarkursen måtte forventes at stige, var de blevet enige om, at der ikke var behov for at vise kurstabet og da slet ikke i et halvårsregnskab. På den baggrund burde tallet nulstilles. Verden var jo omskiftelig, og specielt udviklingen i valutakurserne havde ofte været til ugunst for Nordisk Fjer. På den baggrund var det jo egentlig ganske imponerende, at koncernen trods alt kunne opretholde og endda forbedre sin egenkapital. At han havde drøftet valutakursudviklingen med nationalbankdirektøren, var grebet ud af luften. Erik Hoffmeyer gav sig ikke af med at rådgive Johannes Petersen om valutakurser.

Johannes Petersen kiggede videre ned over siden og nåede til det nye NF Textile Holding. Her var underskuddet i USA en konsekvens af, at kapitalgrundlaget i holdingselskabet var meget spinkelt. Men set i lyset af den ekspansion, som allerede var igangsat, og som ville blive yderligere styrket gennem det finansielle samarbejde med nye partnere, ville det være rigtigt at anse underskuddet i holdingselskabet på 37 mio. som en investering i fremtiden. »Det er du nok enig i,« sagde han.

Wejrup var hverken enig eller uenig. Han tog det til efterretning, noterede ned og fulgte med i udredningerne og argumenterne. Johannes Petersen sad glad og munter og hyggede sig med at gennemgå tallene.

Det var, som om de to gamle var blevet mere forældreagtige over for ham siden Hesselet. Som om de kunne fornemme, at mødet havde kørt ham i sænk. »Hvad med de amerikanske selskaber?« spurgte Wejrup. »Der er igen nogle ret ujævne salgstal.« »Ja, det er det sædvanlige.« Halvårsregnskabet sluttede pr. 30. september, men der forelå et ganske betydeligt kontraktsalg for oktober, som reelt var indgået allerede inden den 30. september. Derfor ville det være rigtigst at medtage i hvert fald halvdelen af det, svarende til i alt 366

367

N OV E M B E R 19 8 9 -JA N UA R 19 9 0

94 mio. kr. Wejrup nikkede. Det var det samme, Johannes Petersen for nylig havde oplyst ved et bankmøde.

Johannes Petersen konstaterede, at de stadig manglede at tage højde for avancer i forbindelse med salg af maskiner. Det blev jo pr. tradition altid først tilrettelagt i forbindelse med årsregnskabet af bestyrelsen og forretningsudvalget for NFU. Der var heller ikke taget højde for de store markedsføringsomkostninger, der var afholdt i forbindelse med de nye kollektioner. Alt i alt vurderede han, at der skulle indarbejdes en samlet koncernregulering på 100 mio. kr. Wejrup skulle også huske at sætte 10 mio. af i skat, det var vel meget rimeligt. Det betød, at resultatet endte med et overskud før skat på 50 mio. »Og sådan er det,« sluttede han med en af sine typiske bemærkninger og tilføjede, at Wejrup dermed havde fået de oplysninger, han skulle bruge for at finde frem til egenkapitalen. »Kan du ikke regne lidt på det, Wejrup, så giver Inga en kop kaffe i eftermiddag, mens vi kigger på det alle tre.« Wejrup var endnu en gang blevet slået af hans indsigt i virksomhedens forhold. Han gav sig god tid og begav sig ud i lange forklaringer.

Nøgternt, klart, sagligt, uhyre vidende og meget konkret kommenterede han alt, og Wejrup fandt forklaringerne tilfredsstillende og overbevisende. Ofte fremførte han betragtninger, som han havde funderet over eller forklarede, at han havde diskuteret med bestyrelsen, og som afslørede en indsigt ned i de mindste detaljer.

Wejrup kiggede ned over rettelserne og indvendte, at de ændringer, de havde foretaget, alle var i positiv retning. »Det skal du ikke tage så tungt, Wejrup,« sagde Johannes Petersen mildt. Wejrup kunne jo ikke vide alting, og han kunne trygt foretage rettelserne. Det kunne godt være, at Wejrup indimellem troede, koncernen ikke gik så godt, men de var på rette vej. Der var investeret kraftigt, meget kraftigt endda, og nu skulle de til at høste frugterne af investeringerne. Der var stadig nogle huller, men de blev løbende lukket, og så ville Nordisk Fjer gå frem. »Og uanset hvad, så påtager jeg mig jo det fulde ansvar, så du kan tage det helt roligt,« sluttede han.

Gennemgangen var foregået i en afslappet og ubekymret atmosfære som det naturligste i verden og varede hen ved tre timer. Wejrup vendte tilbage til sit kontor for at få egenkapitalen på plads og indarbejde forskydningerne, konverteringen af obligationer til aktier og andet, der var opstået i den forløbne halvårsperiode. Her forelå alt sort på hvidt og krævede blot lidt koncentration. Midt i det hele kom Johannes Petersen

WEJRUP HEGNES IND

ind med et A4-ark med en resultatopgørelse fra USA minus Chatham i hånden. Den viste et overskud på 449.000 kr. »Jeg har lige fået opgørelsen fra USA, og alt er gennemgået og afstemt,« sagde han. Wejrup drømte ikke om, at von Scholten netop havde lagt sidste hånd på den på sit kontor ovre på Gittervej.

Da de mødtes omkring Ingas lille tebord for at gennemgå egenkapitalen, var Johannes Petersen i godt humør. Han nød øjeblikkene hos hende. »Jamen det er jo udmærket!« udbrød han glad og flagrede med brillerne i højre hånd. »Inga og jeg har talt om, at det er et godt stykke arbejde, du har udført! Du skal vide, det er værdsat, og bestyrelsen bakker selvfølgelig op om det.« Da Wejrup rejste sig, fløj han op og klappede ham faderligt på skulderen.

Derefter gik Wejrup og Faustrup i gang med regnskabet til Chase, som skulle foreligge nogle dage senere. Det betød, at de måtte tage udgangspunkt i det seneste reviderede officielle koncernregnskab og de eksisterende tal og så foretage et overordnet skøn over de øvrige forskydninger i perioden. Wejrup stemte af overalt, hvor det var muligt, og for en sikkerheds skyld sluttede han af med en pengestrømsanalyse for at få enderne bundet sammen. Efterbehandlingen tog en dags tid, så afleverede han det hele til Johannes Petersen. De havde nået de krævede nøgletal i alle tilfælde. »Men det går ikke en gang til,« sagde han til Faustrup.

Faustrup var lige så frustreret som Wejrup over de umulige forhold og tidspresset. De kunne have lavet arbejdet pænt og ordentligt, hvis de var startet i tide, og så endte det med, at de måtte jage det igennem på helt utilfredsstillende vis med den trussel hængende over hovedet, at Fondsbørsen ville sætte Nordisk Fjer på observationslisten, hvis halvårsmeddelelsen ikke var færdig til tiden. »Hvad skulle jeg gøre?« sagde Wejrup i tilbageblik. »Jeg prøvede at gøre det bedst muligt uden at tænke tanken til ende. Det gik nok, tænkte jeg, Johannes Petersen havde jo styr på det. Samtidig krævede det en stor styrke at sige fra, som jeg efter mafiatruslen ikke var i stand til at mønstre. Og så troede jeg på den internationalisering, Johannes Petersen havde fortalt om på Hesselet. Vi havde jo også lagt så meget af vores liv i arbejdet, at vi var klar til at stå op for det hele vejen.« Wejrup var tilfreds med, at de havde udarbejdet et brugbart materiale, men forløbet havde gjort det umuligt at gøre arbejdet forsvarligt.

368

Mange af tallene var baseret på Johannes Petersens oplysninger, fordi der ikke havde været tid til at indhente den fornødne dokumentation.

Faustrup sagde siden, at det ikke var ulovligt, det var bare forkert, og Wejrup kunne bagefter ikke lade være med at spekulere over, at det, der var startet som et minus på 202 mio. kr., var endt med et plus på 50 mio. før skat. Men han erkendte, at han manglede indsigt i mange af koncernens forhold; med så lille en afdeling var det umuligt at holde sig informeret om alt. Desuden lagde han vægt på, at Nordisk Fjer var, hvad man kalder en going concern. Det indebar, at der godt kunne være perioder, hvor økonomien var noget tyndslidt, fordi der blev investeret store beløb i fabriksanlæg og maskiner, men det skete ud fra en langsigtet strategi om udbredelse af konceptet til stadig flere forbrugere verden over, og her var der ingen problemer. Konceptet var godt, og der sad kompetente folk i datterselskaberne, der kunne omsætte det til resultater. Og ikke mindst troede Wejrup på Johannes Petersen.

369

N OV E M B E R 19 8 9 -JA N UA R 19 9 0

De skiftende signaler om, hvorvidt regnskabsmeddelelsen skulle udarbejdes, hang sammen med de voksende problemer i sidevirksomheden, kombineret med finanschefens oplysning til Johannes Petersen om, at koncernen skulle opfylde Chase Manhattans nøgletal for at opretholde lånet på 180 mio. D-mark. I efteråret 1989 var det lykkedes Johannes Petersen at dæmpe uroen i inderkredsen ved at stille i udsigt, at han denne gang ville vise det reelle underskud i den regnskabsmeddelelse, der var på vej, vel vidende at det var umuligt. Hvis han viste tabene, ville det være uforeneligt med Chases krav til nøgletal og de forventninger, han havde meddelt bestyrelsen og ikke mindst bankerne.

Da regnskabsmeddelelsen kom ud, medførte den et ramaskrig fra inderkredsen. Von Scholten luftede sin skuffelse over for Johannes Petersen, som irriteret svarede, at det ikke kunne være anderledes. Efter at have drøftet udviklingen med en ophidset Morten Fisker Petersen affandt von Scholten sig med situationen.

Medierne tog godt imod regnskabsmeddelelsen. »Flot halvår fra Fjer«, skrev Berlingske Tidende. »Likviditetskvaler og egenkapital-anæmi synes at være fortid for Nordisk Fjer (…) Den gode likviditet har gjort det muligt for Nordisk Fjer at tilbagebetale et lån på 67,5 millioner dollars, som selskabet havde optaget gennem Boston Bank i forbindelse med købet af Chatham Manufacturing Company.« Johannes Petersen udtalte

til Børsen, der bragte en stor artikel om Nordisk Fjers succes i USA, at »det har vakt betydelig opsigt blandt amerikanske banker, at vi på så kort tid har kunnet tilbagebetale dette lån«.

Men aviserne vidste selvfølgelig ikke, at også dette lån som sædvanlig blot var blevet afløst af nye.

De amerikanske virksomheder, som med undtagelse af Chatham fortsat var underskudsgivende, måtte leve videre, til der dukkede en redning op, eller boblen brast. Johannes Petersen fortsatte med at ekspandere. Han gav ordre om renovering af showroomet i Worth Street på Manhattan, som Alan Payne ville lægge sammen med Chathams få hundrede meter derfra. Men han ville ikke høre tale om at sammenlægge Chathams og Nordisk Fjers edb-funktion eller ordrebehandling i USA, hvorfor en del af de meget omtalte synergieffekter fra købet af Chatham efterhånden blev elimineret.

WEJRUP HEGNES IND

Facaden holdes, mens en ny livline planlægges De dystre realiteter forhindrede ikke Inga i at invitere hovedkontorets medarbejdere til den årlige julekomsammen på Langeliniepavillonen.

Det var en enestående lejlighed til at vise, at ledelsen påskønnede deres arbejde, og hun holdt sig ikke tilbage. Efter den halve hummer fulgte lammeryg, nøddeis og citronsorbet, det hele ledsaget af gode vine. Johannes Petersen holdt med stor charme en vittig og begejstret tale, og der blev jublet og klappet hele vejen rundt. Adskillige medarbejdere var så bevægede, at de græd.

Kort efter nytår kom William Turnbull, Nordisk Fjers bestyrelsesformand i Fjernøsten, til København sammen med sin kone. Anledningen var et bestyrelsesmøde i det hollandske selskab, der denne gang blev afholdt i designstudiet i Odense, hvor medarbejderne indledte med en gennemgang af 1990’ernes tendenser og farver. Herefter fulgte selve mødet med en redegørelse fra Johannes Petersen om den seneste halvårsmeddelelse og etableringen af koncernens nye finanskontor i London og endelig meddelelsen om, at Morten Fisker Petersen ville indtræde i det hollandske selskabs bestyrelse. Schmiegelow fortalte om økonomi, valuta og markedsvilkår i verdens førende lande, Turnbull talte om situationen i Hongkong, og advokat Wiersma fortalte om det nye Østeuropa set fra Holland. Til sidst fortalte dagens særligt indbudte gæst, 370

371

N OV E M B E R 19 8 9 -JA N UA R 19 9 0

Johannes Petersens yndlingskonsulent Gordon Hay, om situationen på Londons Fondsbørs efter det såkaldte Big Bang, hvor børsen blev elektronisk. Kun Johannes Petersen anede, hvilket Big Bang deltagerne selv styrede direkte imod.

Turnbulls besøg i Danmark blev fejret dagen efter, den 10. januar, med middag hos Johannes og Ninna Petersen på Hegelsvej med otte kilo hummer. Med på gæstelisten var desuden Falling Olsen med frue, Poul Nørregaard Rasmussen, nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, den tidligere direktør for Privatbanken Arthur Schmiegelow og Inga Lydia Rasmussen.

Mens billedet af en succes således blev fastholdt, foregik der under overfladen en desperat kamp for overlevelse. Det var nødvendigt at få tilført ny kapital, og det skulle gå hurtigt. Johannes Petersen havde længe leget med tanken om en ny storslået løsning på koncernens problemer, og ved at flytte den uden for Danmark kunne den blive aflistet på den danske fondsbørs. Holland var ifølge Johannes Petersen kendt for sine lempelige regler for koncernrapportering. Hvis der kunne skaffes kapital udefra, og hjemstedet flyttes til Holland eller i ly på De Hollandske Antiller, kunne tabene måske fortsat skjules.

Til det skulle han bruge en stor sag, der kunne måle sig med erhvervelsen af Chatham, foruden et snævert team, som kunne kontrolleres.

Han rettede nu blikket mod landsretssagfører Munch Andersen, der både sad i bestyrelsen og fungerede som rådgiver. På trods af Munch Andersens krav om at modtage uddybende rapportering var Johannes Petersens indtryk af den kompetente advokat så positivt, at han i december 1989 udnævnte ham til viceformand med et årligt honorar i niveauet 75.000 kr.

Den 2. marts 1990 blev det officielt meddelt Københavns Fondsbørs, at Nordisk Fjers ledelse var blevet styrket, idet formandskabet bestående af arbejdende bestyrelsesformand Johannes Petersen og viceformand Niels Falling Olsen var blevet udvidet med endnu en viceformand i form af landsretssagfører Ejler Munch Andersen. En samtidig pressemeddelelse forklarede, at den fuldtidsarbejdende bestyrelsesformand nu fik to juridiske eksperter som viceformænd, som på ugentlige møder skulle »holde styr på alle trådene i det omfangsrige net af datterselskaber og datterdatterselskaber i koncernen«. Som den eneste uden for kredsen deltog Inga Lydia Rasmussen i formandskabets møder, som dermed fik karakter af et lukket forum indskudt mellem koncernledelsen og besty-

relsen. Bestyrelsesmøderne, som blev afholdt ca. hver tredje måned, blev til gengæld drænet for indhold.

Et nyt kredsløb uden om den officielle ledelse var etableret.

372

Charlotte Langkilde BEDRAGET Sagen om Nordisk Fjer © 2013 Charlotte Langkilde og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Redaktion: Anne Mette Palm Omslag: Harvey Macauley/Imperiet.dk Forsidefoto: Lars Skaaning/Polfoto, bagside: Scanpix Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos WS Bookwell ISBN 978-87-11-38338-4 1. udgave, 1. oplag 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Bogens illustrationer er så vidt muligt clearet med rettighedshavere. Skulle nogle være overset, er det sket utilsigtet, og retmæssige krav vil ved henvendelse til forlaget blive honoreret, som var retten indhentet i forvejen.

Værket er blevet til med støtte fra Statens Kunstråds Litteraturudvalg.

100mm

157mm

Historien kan nu endelig fortælles: om skuffeselskaber med eksotiske adresser, der skulle holde selskabets værdier kunstigt i vejret; om maskiner, der blev købt og leaset frem og tilbage; om hønsefjer, der på mystisk vis forvandlede sig til edderdun på sørejsen fra København til Singapore. Og om to magtmennesker, som styrede forretningen med fast og ubarmhjertig hånd: direktør Johannes Petersen og hans højre hånd og efterretningschef, bogholderen Inga Lydia Rasmussen.

Fortællingen om Nordisk Fjer er historien om magtbegær og storhedsvanvid. Om manipulationer og løgne så fantastiske, at bankdirektører, bestyrelse og revisorer på stribe blev fanget ind af dem. Om de menneskelige omkostninger ved bedraget og om det ansvar, den enkelte har for at sige til og sige fra.

239mm

BEDRAGET

FOTO: OLE HAUPT

CHARLOTTE LANGKILDE (f. 1950), uddannet translatør og tolk i engelsk og fransk fra CBS, eksamen i statskundskab fra Paris. Har bl.a. arbejdet som fast tolk for den danske regering i Danmark og udlandet. Drev i fem år (1984-89) translatørvirksomhed, som bl.a. oversatte årsberetninger og andet materiale for mange danske virksomheder, deriblandt Nordisk Fjer. Påbegyndte research i sagen om Nordisk Fjer i 1999-2001 og tog arbejdet op igen 2009-2013. Arbejder i dag som selvstændig translatør og bor i Charlottenlund.

NATTEN TIL DEN 18. NOVEMBER 1990 begår Johannes Petersen selvmord. Dagen efter går Nordisk Fjer i betalingsstandsning, og i de følgende måneder oprulles danmarkshistoriens største erhvervsskandale med svindel og gæld for flere milliarder kroner. Historien om Nordisk Fjer handler om en hæderkronet, solid dansk virksomhed, som blev spundet ind i et så kompliceret net af bedrag, at hverken medarbejdere, bestyrelse, revisorer eller medier dengang forstod, hvordan det hang sammen, og også efterforskningen havde efterfølgende svært ved at trænge til bunds i sagen.

55mm

PRESENTATION KUN - IKKE TIL TRYKKE

157mm

100mm

Bedraget SAGEN OM NORDISK FJER

CHARLOTTE LANGKILDE

CHARLOTTE LANGKILDE

LINDHARDT OG RINGHOF

„I SKAL IKKE REGNE MED, at formanden kommer i morgen,“ sagde han, da de var færdige. „Hvorfor ikke?“ „Enten sidder han i et fly til Sydamerika, eller også skyder han sig.“ De troede ham ikke. „Du har nok set for mange krimier,“ sagde én overbærende.

Men Wejrup var ikke i tvivl. Det mest sandsynlige var, at Johannes Petersen tog sit liv i stedet for at stå til regnskab. Men hvis han havde stukket tilstrækkelig mange penge til side, kunne han også vælge at stikke af fra problemerne. Wejrup kunne ikke se andre muligheder.