PÅ RETTE HYLDE: DE FØRSTE ÅR PÅ NORDISK FILM
det blev godt for Nordisk Film. Jeg glemmer aldrig den morgen, hvor det skete om natten. Jeg gik ned ad Mosedalvej, og der var glasskår alle vegne. De havde blæst to studier i luften, to af de gamle studier, hvor vægge og lofter var lavet af glas, for at der kunne komme sol ind. Det var glas fra stumfilmens dage, og så havde man smækket noget af det gamle Celotex (en slags isoleringsmateriale, red.), der var noget skidt, udenpå. Der stod en helt ny tonevogn på Scene 2, hvor der nu er en slags museum. Det var helt usædvanligt at have sådan én, men den havde de ikke rørt. De havde heller ikke rørt tonerummet. Al teknikken var uskadt. De havde faktisk gjort Nordisk Film en tjeneste. Man fik tilladelse til at købe træ til at opbygge studierne igen, hvilket var helt usædvanligt. Lidt senere røg Kinopalæet i luften, og nu blev Brøndum bange.« Bagger fortæller, at man valgte ikke at sige noget om filmstudiets og biografens ødelæggelse til Carl Bauder, der døde i maj måned 1944. Det ville have knust ham, siger Bagger, der både arrangerede Bauders statsmandslignende begravelse og hjalp Holger Brøndum med at få styr på resterne af Bauders imperium. Vekselereren efterlod sig nemlig en betydelig ubetalt skatteregning, der var ved at vælte selskabet, og Brøndum, der ligesom Bauder havde været børshandler og blev ansat som administrerende direktør i Nordisk Film i 1936, reddede økonomien ved at lave en fordelagtig aftale med skattevæsenet. En aftale, som aldrig er blevet offentliggjort, men som viste Brøndums effektivitet. Samtidig ryddede Brøndum op i den vildtvoksende koncern, der bestod af talrige selskaber, og lavede en aftale med Bauders enke, som blandt andet sikrede, at Bauders søn, Carl Bauder jr., nok fik aktier og bestyrelsesposter, men ingen reel magt. Ifølge senere direktør på Nordisk Film, Ove Sevel, der selv begyndte på selskabet i 1946 og fortæller om sine oplevelser i bogen Nordisk Film … set indefra, havde Bauder engang selv direkte sagt til Brøndum: »Sørg for, at Carl aldrig får noget at skulle have sagt, hverken på Oliemøllen eller i Nordisk Film. Det egner han sig slet ikke til!« »Bauder var væk, og Brøndum var den direktør i koncernen, der bestemte. Han var sagomelme fornuftig og dygtig,« siger Jørgen Bagger. Nordisk Film producerede slet ingen film i 1945, og selv om flere projekter var linet op, var der endnu ikke kommet gang i filmproduktionen, da Erik Balling begyndte sin prøvetid i januar 1946. I stedet blev han sam-
32