Hr. Ferdinand tænk på et tal 24 sidur by Arnold Busck

Tænk

på et tal

Originaltitel: Think of a Number Tænk på et tal 2010 © John Verdon Published by arrangement with Lennart Sane Agecy AB Dansk udgave: © Forlaget Hr. Ferdinand Oversat af © Anne Mette Poulsen, 2010 Omslag: Jon Asgeir Trykt hos Bookwell Printed in Finland 1. udgave, 1. oplag   ISBN 978-87-92639-12-7

HR. FERDINAND · København · 2010 www.hrferdinand.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser.

John Verdon

Tænk

på et tal Oversat

Anne Mette Poulsen

HR. FERDINAND |

oslo

københavn

reykjavik

vico

del

gargano

Til Naomi

Prolog

”Hvor har du været?” sagde den gamle kone i sengen. ”Jeg skulle tisse, men der kom ikke nogen.” Den unge mand tog sig ikke af den ubehagelige tone, men stod og strålede for enden af sengen. ”Jeg skulle tisse,” gentog hun, mere afdæmpet, som var hun nu usikker på, hvad ordene betød. ”Jeg har gode nyheder, mor,” sagde manden. ”Snart bliver alting godt. Alt skal nok gå i orden.” ”Hvor går du hen, når du går fra mig?” Hendes stemme var igen skarp og kværulerende. ”Ikke langt væk, mor. Du ved udmærket godt, at jeg aldrig går langt væk.” ”Jeg kan ikke lide at være alene.” Hans smil blev bredere, det var næsten lyksaligt. ”Inden længe bliver alting godt. Alting bliver, ligesom det skulle have været. Du kan stole på mig, mor. Jeg har fundet en måde at ordne det hele på. Det, han tog, skal han give, når han får det, han gav.” ”Du skriver så smukke digte.” Der var ingen vinduer i værelset. Det skrå lys fra sengelampen – den eneste lyskilde – fremhævede det brede ar på kvindens hals og skyggerne i hendes søns øjne.

”Skal vi ud at danse?” spurgte hun og kiggede forbi ham og forbi den mørke væg bag ham og ud mod en lysere fremtid. ”Selvfølgelig, mor. Alting bliver perfekt.” ”Hvor er min lille Dickie Duck?” ”Lige her, mor.” ”Kommer Dickie Duck med i seng?” ”I seng igen, i seng igen, i seng igen.” ”Jeg skal tisse,” sagde hun, næsten koket.

Del 1

Fatale minder

Kap itel 1

Strisserkunst

ason Strunk virkede efter alt at dømme som en ubetydelig fyr, en

intetsigende nogle og trediveårig, der var nærmest usynlig for sine naboer – og åbenbart også uhørlig, eftersom ingen kunne mindes en eneste bemærkning fra hans mund. De var ikke engang sikre på, at han nogensinde havde sagt noget. Måske havde han nikket, måske sagt hej, måske mumlet et par ord. Det var svært at sige. Alle gav i begyndelsen udtryk for almindelig forbløffelse, endda midler tidig vantro, over afsløringen af mr. Strunks sygelige trang til at dræbe midaldrende mænd med overskæg og hans enestående foruroligende måde at skaffe sig af med ligene på – ved at skære dem i håndterbare stykker, pakke dem ind i spraglet papir og sende dem til de lokale betjente som julegaver. Dave Gurney stirrede intenst på Jason Strunks farveløse, fredsommelige ansigt – faktisk var det originalfotoet af Jason Strunk fra det Centrale Kriminalregister – der stirrede tilbage på ham fra hans computerskærm. Forbryderfotoet var blevet forstørret op til virkelig ansigtsstørrelse og var i skærmkanten omkranset af værktøjsikonerne i det kreative foto redigeringsprogram, som Gurney netop var begyndt at få styr på. Han flyttede et af skærmens lysstyrke-værktøjer hen til Strunks højre

øjeniris, klikkede på musen og granskede den lille lysstribe, han havde lavet. Bedre, men stadig ikke rigtigt. Øjnene var altid de sværeste – øjnene og munden – men de var også kernepunktet. Sommetider måtte han eksperimentere med en lillebitte lysstribes placering og styrke i timevis, og selv da endte han med noget, der ikke var helt, som det skulle være, ikke godt nok til at vise Sonya, og da slet ikke Madeleine. Det svære ved øjnene var, at de mere end alt andet fangede den spænding, den modsigelse – den umeddelsomme tomhed krydret med et anstrøg af ondskab, som Gurney ofte havde set i ansigterne på de mordere, han havde haft lejlighed til at tilbringe kvalitetstid med. Han havde opnået det rette glimt under sin tålmodige manipulering med forbryderfotoet af Jorge Kunzman (Walmart-lagerassistenten, der altid opbevarede sin seneste kærestes hoved i køleskabet, indtil han kunne erstatte det med et nyere). Han havde været tilfreds med resultatet, der med foruroligende umiddelbarhed formidlede den sorte tomhed, der lurede bag mr. Kunzmans udtryk af kedsomhed, og Sonyas ophidsede reaktion, hendes overvældende ros, havde underbygget hans opfattelse. Det var den modtagelse – samt det uventede salg af værket til en af Sonyas samlervenner – der havde ansporet ham til at skabe en række kreativt manipulerede fotografier, der nu blev udstillet under overskriften ’Portrætter af mordere af manden der fangede dem’ i Sonyas lille, men dyre galleri i Ithaca. Hvordan en nyligt fratrådt drabsefterforsker fra NYPD, der fandt kunst i almindelighed og moderne kunst i særdeleshed gabende kedsommelig og nærede en dyb afsky for personlig berømmelse, var havnet i fokus på en smart universitetsbys kunstudstilling, beskrevet af de lokale anmeldere som ’en helt ny blanding af brutalt rå fotografier, usvigelig psykologisk indsigt og mesterlig grafisk manipulation’, var et spørgsmål, hvortil der var to meget forskellige svar – hans eget og hans kones.

I hans optik begyndte det hele med, at Madeleine lokkede ham til at deltage i et kunstforståelseskursus sammen med sig på museet i Cooperstown. Hun forsøgte altid at hale ham ud – ud af hans hule, ud af huset, ud af ham selv, bare ud. Han havde lært, at den bedste måde at forblive herre over sin egen tid på var at benytte periodisk kapitulation som strategi. Kunstforståelseskurset var en af disse strategiske manøvrer, og selv om han gruede ved tanken om at stå det igennem, forventede han, at det ville gøre ham immun over for yderligere pres i hvert fald i et par måneder. Han var jo ingen sofakartoffel – så langt fra. I en alder af syvogfyrre kunne han stadig tage halvtreds armbøjninger, halvtreds kropshævninger og halvtreds mavebøjninger. Han var bare ikke så meget for at komme ud. Men kurset viste sig at blive en overraskelse på mere end én, ja faktisk tre måder. For det første, selv om han før kurset havde forventet, at den største udfordring ville blive at holde sig vågen, fandt han læreren, Sonya Reynolds, galleriejer og kunstner i en provinsby, fuldkommen fascinerende. Hun var ikke klassisk smuk, tilhørte ikke den arketypiske nordeuropæiske Catherine Deneuve-model. Hendes læber var for buttede, kindbenene for fremstående, næsen for markant. Men på en eller måde smeltede de uperfekte træk sammen til et slående hele ved hjælp af et par store slørede mørkegrønne øjne og en væremåde, der var komplet afslappet og naturligt sensuel. Der var ikke mange mænd på kurset, kun seks ud af de seksogtyve deltagere, men hun havde den fulde opmærksomhed fra alle seks. Den anden overraskelse var hans positive reaktion på selve emnet. Eftersom det var en af hendes særlige interesser, brugte Sonya lang tid på fotobaseret kunst – fotografier, der var blevet manipuleret til at skabe billeder, som var stærkere og mere kommunikative end originalerne. Den tredje overraskelse kom tre uger inde i det tolv uger lange kursus forløb, den aften, hvor hun begejstret talte om en samtidskunstners silketryk baseret på portrætnegativer. Mens Gurney stirrede på trykkene, fik han den tanke, at han kunne udnytte en usædvanlig kilde, som han

havde særlig adgang til, og som han kunne tilføre et særligt perspektiv. Tanken var sært ophidsende. Det sidste, han havde forventet af et kunstforståelseskursus, var ophidselse. Da tanken først var faldet ham ind – at forstørre, skærpe og intensivere forbryderfotos, især fotos af mordere, på måder, der ville fange og formidle det indre væsen hos de uhyrer, han havde tilbragt sin karriere med at studere, forfølge og overliste – slog den rod og dukkede oftere op, end han brød sig om at indrømme. Han var jo, når alt kom til alt, en forsigtig mand, der kunne se begge sider af ethvert spørgsmål, svagheden ved enhver dom, naiviteten i al begejstring. Mens Gurney sad ved skrivebordet i sit kontor og arbejdede på forbryder fotoet af Jason Strunk denne klare oktoberdag, blev opgavens behagelige udfordring afbrudt af lyden af noget, der blev smidt på gulvet bag ham. ”Jeg lægger dem her,” sagde Madeleine Gurney med en stemme, der for alle andre kunne have lydt henkastet, men som hendes mand vidste varslede ilde. Han kiggede sig over skulderen og kneb øjnene sammen ved synet af den lille hessianpose, der stod lænet op ad døren. ”Lægger hvad?” spurgte han, selv om han godt kendte svaret. ”Tulipaner,” sagde Madeleine med det samme jævne tonefald. ”Mener du løg?” Det var en fjollet rettelse, og de vidste det begge to. Det var blot en måde at udtrykke sin irritation over, at Madeleine ville have ham til at gøre noget, som han ikke havde lyst til. ”Hvad skal jeg da stille op med dem herinde?” ”Tag dem med ud i haven. Hjælp mig med at sætte dem.” Han overvejede, om han skulle påpege det ulogiske i, at hun bragte noget ind til ham på kontoret, som han så skulle tage med ud i haven, men lod være. ”Så snart, jeg er færdig med det her,” sagde han lidt modvilligt, men kom så i tanke om, at det at sætte tulipanløg på en herlig solbeskinnet

efterårsdag i en have beliggende på et højdedrag med udsigt over et bølgende panorama af højrøde efterårsskove og smaragdgrønne enge ikke var så tyngende en byrde endda. Han hadede bare at blive afbrudt. Og denne reaktion på afbrydelse var, sagde han til sig selv, et biprodukt af hans største styrke – den lineære, logiske tankegang, der havde gjort ham til så succesrig en efterforsker – det sind, der bed mærke i det mindste skred i sammenhængen i en mistænkts historie, der kunne fornemme en sprække så lille, at de fleste ikke kunne se den. Madeleine kiggede hen over hans skulder på computerskærmen. ”Hvordan kan du arbejde med noget så hæsligt på en dag som denne?” spurgte hun.

Kapitel 2

Et perfekt offer

avid og Madeleine Gurney boede i et solidt stuehus fra det 19. århundrede, der lå gemt væk i et hjørne af en afsidesliggende eng for enden af en blind vej i bjergene i Delaware County, otte kilometer fra landsbyen Walnut Crossing. De fire hektar land var omgivet af skove af kirsebærtræer, løn og eg. Huset fremstod i sin oprindelige arkitektoniske enkelhed. Igennem det år, de havde ejet det, havde Gurney-parret rettet op på den tidligere ejers uheldige moderniseringer – og eksempelvis erstattet de mørke aluminiumsvinduer med nye af træ i stil med det forrige århundredes sprossevinduer. De gjorde det ikke ud fra en mani med historisk autenticitet, men i erkendelse af, at den oprindelige æstetik simpelt hen virkede rigtig. Madeleine og David var rørende enige om, hvordan et hjem skal se ud og føles – men ellers forekom det ham, at listen over samstemmende synspunkter var skrumpet ind på det seneste. Denne tanke havde tæret på hans humør det meste af dagen og blev nu vakt til live af hans kones bemærkning om det hæslige portræt, han arbejdede på. Det lå stadig i udkanten af hans bevidsthed samme eftermiddag, da han efter at have sat tulipanløgene lå og døsede i sin yndlingshavestol og pludselig blev bevidst om Madeleines fodtrin, der strøg hen imod ham gennem det ankelhøje græs. Da fodtrinnene standsede foran hans stol, åbnede han det ene øje.

”Tror du, at det er for sent at hente kanoen frem?” sagde hun med sin rolige, lette stemme. Hendes stemme placerede behændigt ordene som en mellemting mellem et spørgsmål og en udfordring. Madeleine var en slank, atletisk femogfyrreårig kvinde, som man med lethed fejlagtigt kunne tro var femogtredive. Hendes blik var ærligt, fast, vurderende. Hendes lange brune hår var på nær et par undslupne tjavser trukket op under en bredskygget stråhat. Han svarede med et spørgsmål fra sin egen tankerække. ”Synes du virkelig, det er hæsligt?” ”Selvfølgelig er det hæsligt,” sagde hun uden tøven. ”Er det ikke også meningen?” Han overvejede hendes kommentar med rynket pande. ”Emnet, mener du?” spurgte han. ”Hvad skulle jeg ellers mene?” ”Det ved jeg ikke.” Han trak på skuldrene. ”Det lød lidt, som om du kun har foragt til overs for det hele – både udførelsen og emnet.” ”Undskyld.” Hun så ikke undskyldende ud. Han overvejede, om han skulle kommentere det eller ej, da hun skiftede emne. ”Glæder du dig til at se din gamle klassekammerat?” ”Ikke særligt,” sagde han og satte ryglænet i stolen en tak længere ned. ”Jeg er ikke så vild med at mindes gamle dage.” ”Måske har han et mord, du kan opklare.” Gurney kiggede på sin kone, studerede hendes tvetydige ansigtsudtryk. ”Tror du, det er det, han vil?” spurgte han ganske roligt. ”Er det ikke det, du er berømt for?” Vreden var begyndt at skinne igennem i hendes stemme. Det var sket tilstrækkelig tit inden for de sidste par måneder til, at han mente at vide, hvad det handlede om. De havde forskellige tanker om, hvad hans pensionering fra jobbet indebar, hvilke forandringer det skulle få for deres tilværelse, og, mere specifikt, hvordan det skulle forandre ham. I den senere tid havde han oplevet hendes stigende misfornøjelse med hans nye hobby – morderportræt-projektet, der slugte al hans tid.

Han havde dog en mistanke om, at Madeleines negative holdning til dels skyldtes Sonyas begejstring. ”Vidste du, at han også er berømt?” spurgte hun. ”Hvem?” ”Din klassekammerat.” ”Næ. Han sagde noget i telefonen om, at han har skrevet en bog, og jeg lavede et hurtigt tjek. Jeg troede ikke, han var særlig kendt.” ”To bøger,” sagde Madeleine. ”Han er leder af et eller andet institut i Peony, og han holdt en række foredrag, der blev vist på PBS. Jeg har printet kopier af bogomslagene ud fra internettet. Måske du har lyst til at se dem?” ”Han fortæller mig sikkert alt, hvad der er værd at vide om ham selv og sine bøger. Han lyder ikke til at være genert.” ”Det må du selv om. Kopierne ligger på dit skrivebord, hvis du skulle ændre mening. Kyle har for resten ringet.” Han stirrede tavst på hende. ”Jeg sagde, du ville ringe tilbage.” ”Hvorfor kaldte du ikke på mig?” spurgte han, mere irritabelt, end han havde haft til hensigt. Hans søn ringede ikke ret tit. ”Jeg spurgte ham, om jeg skulle hente dig. Han sagde, han ikke ville forstyrre dig, og at det ikke hastede.” ”Sagde han mere?” ”Nej.” Hun vendte sig om og gik tilbage til huset hen over det tykke, fugtige græs. Da hun nåede frem til bagdøren og lagde sin hånd på dørhåndtaget, kom hun tilsyneladende i tanke om noget mere, vendte sig om og kiggede tilbage mod ham og sagde med overdreven forbavselse: ”Ifølge bogomslaget er din gamle klassekammerat åbenbart en helgen, perfekt på alle måder. En guru for god opførsel. Det er svært at forestille sig, hvorfor han har brug for at kontakte en drabsefterforsker.” ”Tidligere drabsefterforsker,” korrigerede Gurney hende. Men hun var allerede gået ind uden at hindre døren i at smække.

Kap itel 3

Ballade i Paradis

en følgende dag var endnu smukkere end dagen før. Det var

indbegrebet af en oktoberdag i en kalender med New England-motiver.

Gurney stod op klokken 7, snuppede et brusebad og barberede sig, tog et par jeans og en let bomuldsbluse på og satte sig ud for at drikke sin kaffe i en lærredsstol på terrassen af basaltsten ud for soveværelset i stueetagen. Terrassen og de franske døre, der førte derud, var tilføjelser til huset, han havde lavet på Madeleines opfordring. Hun var god til sådan noget, havde et opmærksomt blik for det mulige og passende. Det røbede en masse om hende – hendes positive instinkter, hendes praktiske fantasi, hendes uforlignelige smag. Men når deres synspunkter stred mod hinanden – det dynd og krat af forventninger, som de hver især nærede – havde han svært ved at fokusere på hendes bemærkelsesværdige styrkesider. Han måtte huske at ringe tilbage til Kyle. Han blev nødt til at vente tre timer på grund af tidsforskellen mellem Walnut Crossing og Seattle. Han satte sig bedre til rette i stolen og holdt om sit varme kaffekrus med begge hænder. Han kiggede på den tynde mappe, han havde taget med ud sammen med kaffen, og forsøgte at forestille sig, hvordan den klassekammerat, han ikke havde set i femogtyve år, mon så ud i dag. Fotoet på de

bogomslag, Madeleine havde printet ud fra en boghandlers website, genopfriskede hans hukommelse, ikke alene hvad angik ansigtet, men også personligheden – helt ned til den irske tenorstemmes klang og et smil, der var vanvittigt charmerende. Da de var studerende ved Fordham Universitys Rose Hill-campus i Bronx, var Mark Mellery en vild fyr, hvis anfald af humor og sandhed, energi og ambitioner blev farvet af noget mørkere. Han havde en tendens til at bevæge sig tæt ved kanten – en slags genial balancekunstner, på en gang dumdristig og beregnende, altid på kanten af en nedadgående spiral. Ifølge biografien på hans website havde den spiral, der i hastig fart havde ført ham nedad, da han var i tyverne, ændret retning på grund af en slags dramatisk åndelig transformation, da han kom op i trediverne. Med koppen balancerende på stolens smalle træarmlæn åbnede Gurney mappen i sit skød, trak den e-mail frem, som han havde modtaget fra Mellery et par dage forinden, og gennemgik den på ny, linje for linje. Hej Dave

Jeg håber ikke, at du vil finde det upassende at blive

kontaktet af en gammel klassekammerat efter så mange år. Man kan aldrig vide sig sikker på, hvad en stemme fra fortiden kan bringe frem. Jeg har holdt mig ajour med vores fælles akademiske fortid via vores alumneforening og har ladet mig fascinere af de nyheder, der gennem årene er blevet trykt om eleverne fra vores afgangsklasse. Jeg har med glæde mere end en gang bemærket dine imponerende meritter og den anerkendelse, du har høstet. (I en artikel i vores alumnemagasin omtales du som DEN MEST HÆDREDE KRIMINALASSISTENT VED NYPD – hvad der ikke kom som den store overraskelse for mig, når jeg mindes den Dave Gurney, jeg kendte på universitetet!). Men for et år siden læste jeg så, at du havde forladt politiet i New York og var flyttet herop til Delaware County. Det

fangede min opmærksomhed, fordi jeg tilfældigvis bor i byen Peony – ’lidt længere nede ad vejen’, som man siger. Du har næppe hørt om det, men jeg leder i dag et slags rekreationshjem her kaldet Instituttet for Åndelig Fornyelse – jeg ved godt, at det lyder noget højttravende, men i virkeligheden er det ganske jordnært.

Selv om jeg gennem årene mange gange har tænkt på,

at det kunne være sjovt at mødes igen, har en foruroligende oplevelse endelig givet mig det puf, jeg havde brug for til ikke bare at lade det blive ved tanken, men endelig sætte mig i forbindelse med dig. Det er en oplevelse, hvor jeg tror, at dine råd kan være mig til stor nytte. Jeg kunne derfor godt tænke mig at aflægge dig et kort besøg. Hvis du har mulighed for at afse en halv time til mig, kan jeg komme hjem til dig i Walnut Crossing – eller til ethvert andet sted, som måtte passe dig bedre.

Mine minder om vores samtaler på universitetet og endnu

længere samtaler på Shamrock Bar – for ikke at nævne din enestående professionelle erfaring – siger mig, at du er den rette person at tale med om den forvirrende situation, jeg er havnet i. Det er en besynderlig gåde, som jeg tror, vil interessere dig. Din evne til at lægge to og to sammen på måder, der aldrig ville være faldet andre ind, var altid din store styrke. Hver eneste gang jeg tænker på dig, tænker jeg altid på din perfekte logik og dine krystalklare tænkeevner – egenskaber, jeg har hårdt brug for lige nu. Jeg ringer til dig inden for de næste par dage på det nummer, der fremgår af alumneforeningens telefonoversigt – i håb om, at det er korrekt og virker. Med mange gode minder Mark Mellery

P.S.: Selv hvis du skulle blive lige så mystificeret over mit problem som jeg selv og ikke har nogen råd at byde på, vil det være mig en glæde at se dig igen. Den lovede opringning kom to dage senere. Gurney havde med det samme genkendt stemmen, der var sælsomt uforandret på nær en tydelig dirren af bekymring. Efter nogle selvbebrejdende bemærkninger om sin manglende evne til at bevare kontakten kom Mellery til sagen. Havde Gurney tid til at møde ham inden for de næste par dage? Jo før jo bedre, eftersom ’situationen’ hastede. Der var sket endnu en ’udvikling’. Det var ikke muligt at drøfte sagen i telefonen, hvilket Gurney ville forstå, når de mødtes. Der var ting, Mellery blev nødt til at vise ham. Nej, det var ikke en sag for det lokale politi af grunde, han ville forklare, når han kom. Nej, det var ikke et juridisk anliggende, ikke endnu i hvert fald. Der var ikke begået nogen forbrydelse, ingen var blevet særskilt truet – han kunne i hvert fald ikke bevise det. Kors, hvor var det svært at tale om på den her måde, det ville være meget lettere ansigt til ansigt. Jo, han var godt klar over, at Gurney ikke var privatdetektiv. Men bare en halv time – kunne han mon afse blot en halv time? Med de blandede følelser, han havde næret helt fra begyndelsen, indvilgede Gurney. Hans nysgerrighed vandt tit over hans tøven; i dette tilfælde var han nysgerrig omkring det anstrøg af hysteri, der lurede neden under Mellerys velklingende røst. Og selvfølgelig tiltrak en gåde at løse ham langt stærkere, end han havde lyst til at indrømme. Efter at have læst e-mailen en tredje gang lagde Gurney den tilbage i mappen og lod tankerne vandre gennem de minder, den rodede op fra hukommelsens dybe gemmer – formiddagstimerne, hvor Mellery havde set ud til at have tømmermænd og kede sig svært, hans gradvise opvågnen i løbet af eftermiddagen og hans vilde irske indfald og indsigter ud på de små timer, ansporet af sprut. Han var en naturlig skuespiller, den

ukronede stjerne i universitetets dramaklub – en ung mand, der trods sin livfuldhed på Shamrock Bar, var dobbelt så levende på scenen. Han var en mand, der var afhængig af et publikum – en mand, der kun blev trukket op i sin fulde højde i beundringens nærende lys. Gurney åbnede mappen og kastede endnu en gang et blik på e-mailen. Han brød sig ikke om Mellerys beskrivelse af deres forhold. Kontakten mellem dem havde været mindre hyppig, mindre betydningsfuld, mindre venskabelig, end Mellerys ord antydede. Men han fik det indtryk, at Mellery havde valgt sine ord med omhu – at beskeden trods sin ligefremhed var blevet skrevet om og om igen, grublet over og redigeret – og at smigeren, som alt andet i brevet, tjente et formål. Men hvad var formålet? Det mest indlysende var at sikre sig, at Gurney ville indvilge i et personligt møde og engagere sig i løsningen af, hvad det nu end var for et ’mysterium’, der var opstået. Derudover var det svært at sige. Problemet var helt klart vigtigt for Mellery, hvad der ville forklare den tid og opmærksomhed, han tilsyneladende havde brugt på at få sine sætninger til at flyde og sidde lige i skabet, på at formidle en ganske bestemt blanding af varme og ængstelse. Og så var der lige det med ’P.S.’et’. Ud over at rumme en raffineret udfordring ved at antyde, at han måske ikke ville kunne løse gåden, hvad den så end bestod i, syntes den også at spærre for en nem flugtvej, at ugyldiggøre enhver påstand, Gurney måtte fristes til at fremsætte om, at han ikke var privatdetektiv eller sikkert ikke ville være til den store hjælp. Ordvalgets styrke var, at det gjorde enhver tøven over for et møde til en grov afvisning af en gammel ven. Jo, det var skam udtænkt med omhu. Omhu. Det var da noget nyt, ikke sandt? Bestemt ikke en af den gamle Mark Mellerys hovedegenskaber. Denne tilsyneladende forandring interesserede Gurney. Som på stikord kom Madeleine ud ad bagdøren og gik omtrent to tredjedele af vejen hen til det sted, hvor Gurney sad. ”Din gæst er ankommet,” meddelte hun tonløst.

”Hvor er han?” ”Indenfor.” Han kiggede ned. En myre siksakkede sig frem ad armlænet. Han sendte den på en flyvetur med et hårdt knips med neglen. ”Bed ham om at komme herud,” sagde han. ”Vejret er for dejligt til at være inde.” ”Ja, ikke sandt?” sagde hun og fik bemærkningen til at lyde både skarp og ironisk. ”Han ser for resten ud præcis som på omslagsfotoet – og lidt til.” ”Og lidt til? Hvad skal det sige?” Hun var allerede på vej ind i huset igen og svarede ikke.

K ap itel 4

Jeg kender dig så godt, at jeg ved, hvad du tænker på

ark Mellery gik med lange skridt hen over det bløde græs. Han

nærmede sig Gurney, som havde han tænkt sig at omfavne ham, men noget fik ham til at ændre mening. ”Davey!” udbrød han og rakte hånden frem. Davey? tænkte Gurney. ”Du milde!” fortsatte Mellery. ”Du ligner dig selv på en prik! For pokker, hvor er det godt at se dig! Davey Gurney! Dengang på Fordham plejede de at sige, at du lignede Robert Redford i Alle Præsidentens Mænd. Det gør du stadig – du har ikke forandret dig en tøddel! Hvis jeg ikke vidste, du var syvogfyrre ligesom mig, ville jeg tro, du var tredive!” Han greb Gurneys hånd mellem begge sine, som var den en dyrebar genstand. ”Mens jeg kørte herover i dag, fra Peony til Walnut Crossing, kom jeg i tanke om, hvor rolig og fattet du altid var. En følelsesmæssig oase – sådan var du, en følelsesmæssig oase! Og sådan ser du stadig ud. Davey Gurney – rolig, cool og fattet – og desuden den skarpeste kniv i skuffen. Hvordan har du haft det?” ”Jeg har været heldig,” sagde Gurney, trak sin hånd fri og talte med

en stemme, der var lige så blottet for ophidselse, som Mellerys var fuld af henrykkelse. ”Jeg kan ikke klage.” ”Heldig …” Mellery udtalte stavelserne, som forsøgte han at genkalde sig betydningen af et fremmedord. ”Du bor vel nok dejligt her. Virkelig dejligt.” ”Madeleine har sans for sådan noget. Skal vi sætte os ned?” Gurney pegede på et par slidte havestole, der stod over for hinanden mellem æbletræet og et fuglebad. Mellery begav sig af sted i den angivne retning, men standsede pludselig op. ”Jeg havde noget …” ”Er det måske denne her?” Madeleine kom gående imod dem henne fra huset med en elegant mappe rakt frem foran sig. Fordringsløs, men dyr – som alt andet ved Mellerys fremtræden – lige fra de håndsyede (men veltrådte og ikke for velpudsede) engelske sko til den flotte skræddersyede (men lettere krøllede) cashmere sportsjakke – et udseende, der lod til at være beregnet på at formidle, at her stod en mand, der vidste, hvordan han brugte penge uden at lade sig styre af dem, en mand, der havde opnået succes uden at tilbede den, en mand, for hvem held var noget naturligt. Men et bekymret udtryk omkring øjnene tilkendegav noget andet. ”Åh ja, tak,” sagde Mellery og tog imod mappen fra Madeleine med åbenlys lettelse. ”Men hvor …?” ”Du lagde den på sofabordet.” ”Åh, ja, selvfølgelig. Jeg er lidt forvirret i dag. Tak!” ”Kunne du tænke dig noget at drikke?” ”Drikke?” ”Vi har iste. Eller hvis du foretrækker noget andet …?” ”Nej, nej, iste er fint. Tak.” Mens Gurney iagttog sin gamle klassekammerat, faldt det ham pludselig ind, hvad Madeleine havde ment, da hun sagde, at Mellery lignede omslagsfotoet på en prik – ’og lidt til’. Fotoets mest åbenbare kvalitet var en slags uformel perfektion – illusionen af et afslappet amatørfoto uden et ægte amatørfotografis uflatterende skygger og

opstyltede komposition. Det var præcis denne følelse af en omhyggeligt udtænkt skødesløshed – det ego-inspirerede ønske om at virke ego-løs – Mellery var personificeringen af. Som sædvanlig havde Madeleines iagttagelse ramt plet. ”Du nævnte et problem i din e-mail,” sagde Gurney med en kom-nutil-sagen pludselighed grænsende til grovhed. ”Ja,” svarede Mellery, men i stedet for at komme til sagen fortalte han en erindring, der syntes at have til hensigt at spinde endnu en lille tråd af forpligtelse ind i det gamle skolebånd, om en fjollet diskussion, en af deres klassekammerater engang var havnet i med deres filosofilærer. Under genfortællingen af historien omtalte Mellery sig selv, Gurney og hovedpersonen som Rose Hill-universitetets ’Tre Musketerer’ i en bestræbelse på at få noget umodent til at lyde heroisk. Gurney fandt øvelsen pinlig og kom ikke med anden reaktion over for sin gæst end et afventende blik. ”Godt så,” sagde Mellery og gik over til det egentlige emne: ”Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.” Hvis du ikke ved, hvor du skal begynde på din egen historie, tænkte Gurney, hvorfor i alverden er du her så! Mellery åbnede til sidst sin mappe, tog to slanke hæftede bøger op og rakte dem forsigtigt, som var de skrøbelige, til Gurney. Det var de to bøger, der stod beskrevet på de udskrifter fra hjemmesiden, han tidligere havde bladret igennem. Den ene hed Det eneste, der betyder noget med undertitlen Skab forandringer i dit liv med bevidsthedens kraft. Den anden hed Helt ærligt! og havde undertitlen Den eneste vej til lykken. ”Du har nok ikke hørt om bøgerne her. De solgte rimelig godt, men var ikke øverst på hitlisterne.” Mellery smilede – et smil, der lignede en gennemøvet imitation af ydmyghed. ”Jeg siger ikke, du skal læse dem nu og her.” Han smilede igen, som om det var en morsomhed. ”Men de kan give dig en idé om, hvad der foregår, eller hvorfor det foregår, når jeg forklarer mit problem … eller måske skulle jeg sige tilsyneladende problem. Sagen gør mig en smule forvirret.”