Issuu on Google+


Indholdsfortegnelse 13 Forord 17 Indledning 19 Barndom og familie Høvdingsgaard og Bækkeskov • Herlufsholm • Lundby Realskole • Hvad nu? 34 M/S Fionia, januar 1939-maj 1939 44 Bækkeskov, maj-juni 1939 47 Kunsten at føre guerillakrig 1 – MI(R) 51 M/T Eleonora Mærsk Sejlads i fredstid, 20. juni 1939-1. september 1939 • M/T Eleonora Mærsk, 1. september 1939-9. april 1940 64 »Held og Lykke – Hold midt mellem Øjnene« – Finland, 30. november 1939-12. marts 1940 66 Kunsten at føre guerillakrig 2 – The Snowballers 69 M/T Eleonora Mærsk, januar-9. april 1940 73 M/T Eleonora Mærsk, 9. april 1940-oktober 1940 Besættelse og mytteri, 9. april-4. maj 1940 • Jagtjournal, dagbog, roman …


84 Kunsten at føre guerillakrig 3

– De uafhængige kompagnier og Knife Norge, april-juni 1940 • Special Training Centre Lochailort

91 M/T Eleonora Mærsk i britisk tjeneste, 4. maj-oktober 1940 00 Kunsten at føre guerillakrig 4 – Commandos 1

»Slagt og stik af« • De første forsøg

108 M/T British Consul, oktober-december 1940 113 Storbritannien, december 1940-januar 1941 »Hvad fanden skal man ellers lave?«, Newcastle, december 1940-januar 1941 • Kap’n Iversen 120 Kunsten at føre guerillakrig 5 – SOE – Sæt Europa i brand

124 I SOE Hvervearbejde i Newcastle • London • No. 1 Special School, Brockhall 129 Kunsten at føre guerillakrig 6 – SOE-skolerne 132 »God med udpræget selvstændig natur« STS 1 • Carl Johan Bruhn • »Kan ikke holde ud at være lukket inde«, januar – marts 1941 142 Kunsten at føre guerillakrig 7 – Commandos Raids • Layforce – Fra Skotland til Syrien • SAS 152 Special Training School 21 – Arisaig House Skolen • »Den vil jeg ha’!«


162 Gumley Hall Perfectly allright 168 Kunsten at føre guerillakrig 8 – Maid Honor En eventyrets ånd • »Og her er store Ting at opleve« • Strengt fortroligt • Bow and Arrow 184 Operation Postmaster Rejsen • Passende anvendelse? • Kystsejlads • Spionerne på Fernando Po • Julen 1941 – Olokemeji og Torpeskov • Kuppet • Efterspil i Nigeria 211 Small Scale Raiding Force

Tilbage til rødderne • London, april-juni 1942 • »Kære Fritz …« • Christmas Møller • Anderson Manor og London, maj-august 1942 • Operation Barricade, Cap Barfleur, 14.-15. august 1942 • De første drab • Frants – 1 • Operation Jubilee, Dieppe, 19. august 1942 • Operation Dryad, Les Casquets, 2. september 1942 • Operation Branford, Burhou, 7.-8. september 1942 • Operation Aquatint, St. Honorine, 12.-13. september 1942 – »Største Sorg jeg har haft i denne Krig« • Operation Basalt, Sark, 3.-4. oktober 1942 • Operation Basalt – Løse ender • Det »intime drab« • Operation Basalt – Efterspil • SSRF vokser – Operation Facsimile, Fahrenheit og Batman, oktober-november 1942 • Broderson • Frants – 2

274 SAS/SBS – Jellicoe 281 SSRF – afslutning Frants og Anders • Casablanca • Fra SSRF til SAS 289 Special Boat Squadron

Opbrud • Atlit • Operation Mincemeat


303 Operation Albumen – Kreta, den 23. juni-11. juli

Ukendt bestemmelsessted • Marchen gennem bjergene • Angrebet • Repressalier • Evakuering • Hjemme igen, 12.-14. juli 1943 • Samtidig på Sardinien, Operation Hawthorn, 30. juni-16. Juli • Operation Husky og Operation Chestnut, Sicilien 10. & 12. juli 1943

337 Kampen om Ægæerhavet – 1 Mussolinis fald, 25. juli 1943 • Uenige allierede • »Jeg har aldrig været saa glad i mit Liv…« • Den italienske kapitulation, 8. september 1943 • Krise på Rhodos, 8.-11. september 1943 • Modstand og krigsforbrydelser, 10. september-13. oktober 1943 356 Kampen om Ægæerhavet – 2 Kos, Leros, Samos, Kalimnos, september-oktober 1943 • Simi, 7. september-2. november 1943 • Kos, 2.-4. oktober 1943 • Simi, 7. oktober-2. november 1943 • Leros, oktober-17. november 1943 • Samos, 17. november-december 1943 • Tilbage til Atlit, december 1943 4 04 Raidere i Ægæerhavet, 1944

Raiding Forces HQ • Operation Zeppelin • Tyskerne i Ægæer­ havet • LSF og Tewfik • Halki, januar-februar 1944 • Pusterum og stjernestatus • Simi, februar 1944 • Alimnia-patruljen, april 1944 • Santorini, april 1944 • Paros, maj 1944 • Udmattelse og afhængighed

4 53 Adriaterhavet, juli-august 1944

Land Forces Adriatic • Jugoslavien, august-september 1944 • Orlov i Bari, september 1944


62 Tilbage til Grækenland, september-oktober 1944 4 Operation Manna • Kythira og Antikythira, september-oktober 1944 • Jellicoe – Med Bucketforce fra Araxos til Athen, september-oktober 1944 • Lassen – På vej til Athen, Poros, oktober 1944 • Poros, Aigina, Piræus og Athen, oktober 1944 • Saloniki, oktober-november 1944 492 Senforce – Kreta, december 1944-februar 1945 5 08 Italien »Den store krig« • Reorganisering og orlov • Comacchio • Operation Roast, 1.-5. april 1945 • Operation Fry, 4.-11. April • »Forward, you bastards!« – Den sidste kamp • Operation Buckland og krigens afslutning • »Enheden opløst og alt personel nu rejst.«

542 Eftermælet 49 Tak 5 551 Noter 571 Forkortelser 573 Bibliografi og kilder 579 Register Militære enheder, korps, kommandoer m.v.


Operation Albumen Kreta, den 23. juni-11. juli

356

Jeg anser denne operation for en af de mest fysisk krævende, som specialstyrker nogen sinde har udført i Mellemøsten: I løbet af tre uger blev der tilbagelagt over 100 miles i bjerge, om natten og i et territorium, der var besat af fjenden, og hver mand bar ca. 70 pund proviant og sprængstoffer. David Sutherland, Report on Operation Albumen, 18. juli 1943

Ukendt bestemmelsessted Den 18. juni 1943 fik lejren i Atlit besøg af en mobil biograf, men Anders Lassen og hans kammerater i S Detachment fik ikke glæde af forestillingen. De afrejste samme dag til et »ukendt bestemmelsessted«, som viste sig at være den lille ægyptiske havneby Mersa Matruh, 270 km vest for Alexandria. Raiderne vidste det ikke, men ligesom SSRF’s aktioner på Kanaløerne og langs den nordfranske kyst var blevet brugt til at sløre de allieredes hensigter i Nordafrika, blev også SBS nu en brik i Dudley Clarkes store vildledningsspil. Den 12. juni fik kaptajn Sutherland ordre til med S Detachment at gå i land på Kreta og angribe flyvepladserne ved Heraklion, Kastelli Pediadas og Tymbaki, der fungerede som fremskudte baser for de større tyske flyvepladser på det græske fastland. Angrebene, der havde kodenavnet Albumen, skulle finde sted natten mellem den 4. og 5. juli 1943 og gennemføres i henhold til en Yderst Hemmelig skitseplan, som den 3. juni var blevet udsendt af Mellemøstkommandoens særlige planlægningsstab vedrørende Ægæerhavet, Force 292. I den anden ende af Middelhavet skulle John Verneys L Detachment samtidig 303


Anders Lassens krig

angribe en håndfuld flyvepladser på Sardinien. Ordrerne indeholdt ikke nogen begrundelse for angrebene, men de to operationer skulle dels hæmme tyskernes muligheder for at angribe de allierede konvojer på vej til Sicilien, hvor invasionen (Operation Husky) nu var fastsat til den 10. juli, og dels – især – bestyrke tyskerne i deres opfattelse af, at næste invasionsmål ikke var Sicilien, men Kreta og Sardinien. Landgangen på Sicilien, Operation Husky, var så hemmelig, at de soldater, der skulle deltage, ikke fik at vide, hvor de var på vej hen, før deres skibe havde forladt havnene i Nordafrika. * I Mersa Matruh gik Sutherland, Anders Lassen og hans gode ven den altid piberygende løjtnant Ken Lamoby samt 14 SBS-mænd og to græske førere om bord i patruljebåden ML361. De to grækere, som var stillet til rådighed af SOE, var Kimon Zografakis, der skulle ledsage Anders Lassens C Patrulje til Kastelli Pediadas midt på Kreta, og Yiannis Androulakis, der skulle føre Lamonbys B Patrulje til Heraklion midt på Kretas nordkyst. Zografakis havde deltaget i Sutherlands sabotagetogt mod de tyske lufthavne på Kreta i juni 1942, og Androualkis havde udført efterretningsopgaver i Heraklion. C Patruljen bestod foruden af Anders Lassen af sergent Nicholson, som Sutherland havde udpeget som Lassens faste patruljesergent, korporal Sidney Greaves og menig Ray Jones. Inden afgangen til Kreta havde Sutherland, som var foruroliget over historierne om Lassens drab på en tysk fange på Sark, i stor fortrolighed bedt Nicholson om at holde lidt øje med Lassen, og sørge for, at han »ikke forløb sig.«357 ML361 sejlede i første omgang til Bardia, ca. 220 km længere vestpå, hvor raiderne tilbragte tre døgn. Derfra gik turen direkte til Kreta, ca. 330 km mod nord. ML361 forlod Bardia kl. 05.00 om morgenen den 22. juni, og kl. 01.15 den følgende nat var hele styrken trods stærk søgang nået velbeholdent i land på Tripiti-stranden på sydkysten af Kreta. Løjtnant Rowes D Patrulje, der skulle angribe Tymbaki på sydkysten i relativ kort afstand fra Tripiti, skulle støde til fire dage senere. 304


Operation Albumen

Sutherlands folk blev modtaget på stranden af yderligere to græske modstandsfolk, Manolis Vrellianakis og Nikos Souris, som skulle være med til at vise vej. Det gjaldt om at komme væk fra stranden i en fart,

T.v.: David Sutherland: Øverst t.h.: Kimon Zografakis; T.h.: Kenneth Lamonby. 305


Anders Lassens krig

Kreta; Operation Albumen.

så den udrustning, som der ikke umiddelbart var brug for, blev skjult bag nogle klipper, hvorefter hele styrken bevægede sig gennem en smal, stejl kløft, som var den eneste vej væk fra Tripiti-stranden. Kløften førte op til den lille kirke Agios Savvas. Derfra gik turen videre ind i landet mod landsbyen Koumasa, i hvis nærhed raiderne skulle skjule sig den første dag. På grund af det hårde terræn og en oppakning på 30-40 kilo per mand – 50 kilo for de tre radiotelegrafisters vedkommende – var det allerede lyst, da Sutherlands folk nåede til Koumasa. Sutherland indrettede sin baselejr i nogle huler ved et udtørret flodleje, mens Lassen og Lamonby skjulte deres folk nogle hundrede meter længere henne ad flodlejet. Mens de lå i skjul, fik Zografakis øje på en ung mand, som han råbte an. Den unge mand, Lefteris Tsiknakis, var fra Koumasa, og Zografakis bad ham hente noget mad som supplement til raidernes medbragte ra306


Operation Albumen

Den hule, hvor raiderne skjulte sig den første nat på Kreta.

tioner af saltet oksekød og tørret frugt og nødder. Tsiknakis vendte kort efter tilbage med brød og ost og vand og besked fra sin far om, at han skulle tage sig godt af briterne. Det ville have været sikrere at ligge i skjul i alle de lyse timer og kun bevæge sig om natten, men på grund af det vanskelige terræn og de store afstande besluttede Sutherland at sende de to patruljer af sted allerede kl. 18.30, så de kunne udnytte de sidste 2½ timers dagslys. Den unge Tsiknakis viste vej til familien Katsounas hus i landsbyen Panagia. Androulakis medbragte et brev fra SOE-hovedkvarteret i Ægypten til hr. Katsounas, som sammen med sine børn og sin svigersøn indkvarterede gæsterne og beværtede dem gavmildt. I løbet af natten fik gruppen selskab af endnu en af de lokale, Miron Maris, som førte raiderne videre til Apoini. Her blev de indkvarteret i familien Valavanis’ hytte, hvor Zografakis allerede havde været, da han ledsagede Sutherland på dennes første Kreta-ekspedition i juni 1942. Ved at hjælpe SBS-folkene udsatte de lokale sig selv og deres familier 307


Anders Lassens krig

for alvorlig fare. Ikke desto mindre nød raiderne i de små tre uger, de opholdt sig på Kreta, næsten døgnet rundt godt af den stærke modvilje mod den tysk-italienske besættelsesmagt, som var udbredt i lokalbefolkningen, og af de græske øers stærke traditioner for gæstfrihed og for at tage sig godt af venners venner. Patruljernes afhængighed af lokale førere, meddelere og værter indebar dog også en betydelig sikkerhedsrisiko for raiderne: Jo flere af de lokale beboere, der vidste besked med deres tilstedeværelse, desto større blev sandsynligheden for, at også tyskerne ville få nys om den. Det er der næppe nogen tvivl om, at de gjorde, og den 3. juli blev de i forvejen skrappe sikkerhedsforanstaltninger omkring flyvepladserne yderligere skærpet.358 Lassen og Lamonby og deres folk samt den efterhånden ganske talrige skare af græske følgesvende tilbragte halvandet døgn i Apoini. De ventede på endnu en fører, Giorgis Tzouanakis, også kaldet »Kokkinos« (»Røde«) fra Heraklion, som skulle slutte sig til Lamonbys gruppe. Da Kokkinos omsider dukkede op, medbringende en sæk mispelæbler til gæsterne, kunne marchen fortsætte, den 25. juni. De to patruljer delte sig nu: Lamonbys B Patrulje gik mod nordvest til Heraklion, mens Lassens C Patrulje fortsatte nordøstover mod Kastelli Pediadas. Begge patruljer efterlod deres telegrafister i Apoini sammen med den ene radiosender. Landsbyen lå centralt i forhold til de to angrebsmål, og i stedet for at slæbe de tunge MK2 apparater, og deres endnu tungere batterier, videre, valgte Lassen og Lamonby at bruge løbere til at bringe bud mellem patruljerne og den improviserede radiostation om aktionernes udfald eller eventuelle ændringer i planerne fra hovedkvarterets side. * Den anden radiosender blev efterladt i landsbyen Apayina, hvor den blev afhentet af kaptajn Patrick Leigh Fermor. Leigh Fermor, der var født i 1915, var som 18-årig gået fra London til Konstantinopel. Turen havde taget ham lidt over et år, og undervejs havde han drevet omfattende studier af de lokale sprog, dialekter og landskaber. Da krigen brød 308


Operation Albumen

ud, rejste Leigh Fermor, der boede sammen med en rumænsk adelsdame i Moldavien, hjem og meldte sig til Irish Guards, men på grund af sine sprogkundskaber blev han udsendt som forbindelsesofficer i Albanien og deltog senere i kampene i Grækenland og på Kreta. Under den tyske og italienske besættelse blev han tre gange sendt til Kreta, hvor han under dæknavenene Michalis og Filedem levede i bjergene som leder af en af de SOE-missioner, der samarbejdede med de lokale modstandsbevægelser.359

Marchen gennem bjergene Marchen gennem bjergene fortsatte, og Kimon Zografakis bemærkede med beundring Lassens tempo og tilsyneladende endeløse udholdenhed. Der var endnu et par etaper – landsbyerne Poulis og Nipidito360 – hvor nye lokale folk, Kimon Zografakis’ venner eller venners venner, viste vej og sørgede for mad og drikke og hjalp til med at bære oppakningen. Der var tyske soldater i alle de landsbyer, som patruljen passerede. Lassen og hans fører, Yiannis Androulakis, forsøgte så vidt muligt at undgå dem, men det lod sig ikke altid gøre, så Lassen og Androulakis gik i spidsen og sang eller fløjtede dæmpet tyske marchsange. I forening med mørket, der gjorde det vanskeligt at skelne de britiske kakiuniformer fra tyskernes tropeuniformer, lykkedes det ved flere nervepirrende lejligheder at bilde både tyskere og landsbyfolk ind, at de stod over for en tysk patrulje på jagt efter partisaner eller britiske sabotører.361 Nikolaos Aslanis, i hvis hytte gruppen holdt hvil i Poulies, satte en flaske af den lokale brændevin, raki, på bordet. »Lassen havde ikke smagt den før. Jeg fortalte ham, at det er en drik, vi laver på Kreta. Han tømte flasken, og Aslanis måtte ud efter en til.«362 Nikolaos Aslanis’ søn, Yiannis, oplevede en anspændt Lassen, som var urolig over den store trafik af lokale folk: Min far Nikolaos Aslanis havde en hytte midt i en vingård neden for 309


Anders Lassens krig

landsbyen. Der var to små rum, som vi brugte, når vi plukkede druer og rosiner. Det var dér sabotørerne opholdt sig – Kimon [Zografakis] og de fire englændere. Jeg kan huske, at de var i engelske uniformer med shorts. Vi kom med mad til dem der. De blev der i to-tre dage, og en aften kom der nogen og førte dem til Nipiditos. Jeg kan huske, at en masse nysgerrige folk fra landsbyen kom for at kigge på dem, og at en af englænderne (Lassen) var meget irriteret over det. Han var lidt sær og nervøs. En aften kom jeg med mad til dem sammen med Charis Karfopoulos fra Pano Poulies. Englænderen (Lassen) hørte os og råbte ad os: »Stands!!!« Vi tog os ikke af ham, men straks efter hørte vi ham lade sit våben. Han havde nær slået os ihjel, fortalte han os bagefter. Han sagde, at vi skulle sætte os ned sammen med ham, og med Kimon som tolk fortalte han os, hvordan vi skulle opføre os i sådan en situation …363

Den 2. juli viste endnu en lokal hjælper, Manolis Alexakis, Lassen og hans folk vej til Chostos-hulen oven for Nipidito, hvorfra der var udsigt over flyvepladsen, der lå en lille kilometer sydvest for Kastelli Pediatas. I den østlige del af flyvepladsen var der lange rullebaner og træbevoksning, hvor flyene kunne stå i skjul i betonshelters, og en smalsporsjernbane, der kunne bruges til at føre forsyninger ud til flyene. Også i den vestlige del var der en rullebane, og også her var der anlagt betonshelters. Startbanen var lidt over 1.700 meter lang og 265 meter bred. Kastelli var senest blevet overfløjet af britiske fotorekognosceringsfly den 19. april, og den dag havde der været i alt fem fly at se på flyvepladsen. Fra sit skjul talte Lassen nu otte Stuka dykbombere, fem langtrækkende Junkers Ju 88-bombemaskiner og et par jagermaskiner og ældre 310


Operation Albumen

fly. Stukaerne, som Lassen betragtede som sit hovedmål, stod i den sydvestlige ende af flyvepladsen og var ifølge de lokale svært bevogtede. Foruden hvad Lassen og hans folk kunne se fra deres skjulested, og de oplysninger, som de lokale gav dem, havde raiderne en anden værdifuld kilde til efterretninger om flyvepladsen. Allerede i begyndelsen af 1943 havde SOE-missionen på Kreta instrueret den lokale modstandsmand Dimitri Eliotis om at skaffe sig arbejde på flyvepladsen, så han kunne indhente oplysninger om dens indretning, brændstoftankenes placering, bevogtningen osv. Eliotis løste den farlige opgave og tegnede et detaljeret kort, som hans kontaktmand bragte til Cairo. I juni 1943 bad Lassen eller en af de lokale modstandsfolk, kaptajn Giannis Bandouvas, der ledsagede ham under det meste af operationen, Eliotis om at gentage operationen for at skaffe friske efterretninger. Det lykkedes, og Eliotis tegnede et nyt kort, der viste det aktuelle antal af fly m.v. Vejviseren Manolis Alexakis sendte sin søn Andonis op til hulen med forsyninger til Lassen og hans kammerater. Det gav Andonis en kærkommen lejlighed til at se nærmere på de spændende gæster: … jeg kom med en krukke fuld af kogte kartofler, en kande vin og en rygsæk fuld af tvebakker, som jeg stillede ude foran hulen. Manolis Mourtzakis, som var landsbyens politibetjent, kom med en kande vand og 14 æg til dem, som han efterlod samme sted. Vi stillede forsyningerne foran hulen, sådan som min far havde sagt, jeg skulle, for englæderne ville ikke have, at nogen kom i nærheden af dem, undtagen dem, som absolut var nødt til det. […] Da vi havde bragt forsyninger op til dem, sagde min far: »Andonis, gå ud og hent et gedekid og giv det til din mor, så hun kan tilberede det. Sig til ejeren, at jeg betaler for det senere.« Jeg fik gedekiddet af Nikos Apostolakis (Kotsoufalis), men han fik ikke nogen penge for det. Han gav os det. Jeg gik straks hjem til min mor med det, og ved middagstid var det tilberedt. Bagefter gik jeg op mod hulen med det. 311


Anders Lassens krig

Inden jeg kom til hulen, råbte jeg til min far, som kom ud og så mig. Jeg spurgte ham, om jeg måtte komme med ham ind og se englænderne. »Vent lidt,« sagde han. Han tog gryden med mad ind i hulen og spurgte dem, om jeg måtte komme tæt på, og så gik jeg derhen. Ved hulens indgang så jeg to mænd, der havde bredt et kort ud på jorden og var i færd med at studere det. De andre lå på deres soveposer og læste i nogle bøger. Der var ingen, der sagde noget. De havde alle sammen uniform på. […] Dagen efter gik jeg op til hytten igen for at hente de ting, som vi havde haft med til dem. Jeg fandt kanden og gryden og alt det andet. I en krog af hulen fandt jeg også en æske fuld af engelske cigaretter. 364

Angrebet Ifølge de efterretningsrapporter, som Sutherland og hans officerer havde modtaget inden afgangen, var flyvepladsen ved Kastelli omgivet af nogle ikke videre imponerende pigtrådshegn. Der mentes at være ca. 3.000 tyske og italienske soldater i omegnen: De fleste af dem var stationeret i landsbyen Kastelli Pediadas nord for flyvepladsen, og ca. 300 tyskere og 100 italienere var indkvarteret i landsbyen Mouktario sydvest for flyvepladsen. De græske meddelere vidste ikke, præcis hvor mange tyskere og italienere der befandt sig inde på selve flyvepladsen, men de var ikke i tvivl om, at flyene blev skarpt bevogtet: Hvert eneste fly var bevogtet af tre mand, som lå i telt ved flyet og skiftedes til at sove og holde vagt, og rundt om områderne med betonshelters stod der en vagtpost for hver ti meter. Det var forholdsregler, som var helt i tråd med de tyske retningslinjer for jordforsvar af flyvepladser og uddannelse af jordpersonel i uskadeliggørelse af bomber, som bl.a. var inspireret af Sutherlands angreb i juni 1942 og af SAS’, LRDG’s og Popski’s Private Army’s aktiviteter i Nordafrika365 Lassen betragtede dog grækernes meldinger som »overdrevne«. Lassen og SOE-manden Kimon Zografakis diskuterede heftigt, hvad der skulle gøres: Zografakis mente, at det var muligt at trænge ind på flyvepladsens område fra østsiden mod Drozitis, hvor flyene stod 312


Operation Albumen

skjult mellem oliventræer, men ikke fra den mere åbne vestside, hvor de fleste af Stukaerne stod. Tyskerne var alt for aktive og opmærksomme i den ende af flyvepladsen. Lassen insisterede meget energisk på, at han ville angribe Stukaerne. Zografakis frarådede det indtrængende, men gav til sidst efter.366 Lassen besluttede at dele sin styrke: Sergent Nicholson og korporal Greaves skulle trænge ind på flyvepladsen østfra med Zografakis som fører, mens han selv og menig Jones ville gå ind gennem den vanskeligere vestside. Et par nye lokale førere, Manolis Kritsotakis og Michalis Petougakis367 førte Lassen og Jones til Mouchtaro en lille kilometer vest for flyvepladsen. Her gik de to raidere i skjul i en mark og tilbragte hele den 4. juli med at observere deres mål. Dagen igennem var der stærk aktivitet på pladsen. Imens fulgte Kimon Zografakis, Yiannis Bandouvas og Kokkinos sergent Nicholson og korporal Greaves den anden vej rundt om flyvepladsen, hvor de kl. 04.00 om morgenen den 4. juli gik i stilling på en bakke med udsigt over flyvepladsens østside. Også de tilbragte hele dagen med at studere adgangsforholdene og vagternes bevægelser og tælle de fly, der startede og landede. Da tusmørket faldt på, var der kun syv flyvemaskiner på pladsen, alle parkeret i betonshelters. Kl. 22.00 landede endnu en maskine, og Nicholson, Greaves og de tre grækere begyndte at rykke frem mod pigtrådshegnet. Da de nåede frem til hegnet, små 500 meter fra den nærmeste maskine, tog Nicholson og Greaves deres armbåndsure af og gav dem til Giannis Bandouvas sammen med fem pund sterling i guld, som de havde tilbage af den forsyning, som de havde fået med til at købe hjælp og proviant for undervejs. »For det tilfældes skyld, at de ikke kom levende fra aktionen,« sagde de til Bandouvas, men Bandouvas afslog: De to englændere havde bare at gøre, hvad de var kommet for, og vende tilbage i god behold. Efter denne udveksling af gestus gik de kl. 23.45 i gang med at klippe hul i hegnet ved hjælp af en medbragt pigtrådstang. I det samme lød der geværild og skud fra automatvåben ovre fra den modsatte side af flyvepladsen. Skydningen vedblev i ca. fem 313


Anders Lassens krig

minutter, mens Nicholson og Sidney Greaves fortsatte med at klippe sig gennem pigtråden. Da de var klar til at forcere hegnet, sneg Nicholson, Greaves og Kimon Zografakis sig ind gennem hullet i pigtråden, mens Bandouvas og Kokkinos ventede udenfor. Bandouvas med en maskinpistol og Kokkinos med en pistol. Ved midnat aktiverede Nicholson og Greaves de sprængblyanter, der fungerede som tidsindstilling for bomberne. De havde derefter halv­ anden time til at placere bomberne og komme væk. Bomberne var »Lewes-bomber«, en SAS-specialitet opfundet af et af L Detachments første medlemmer, Jock Lewes, som i 1941 havde fundet en løsning på det problem, at standardbomber enten var brandbomber eller sprængbomber og desuden alt for tunge til at kunne medføres af faldskærmsjægere. Lewes havde eksperimenteret sig frem til en blanding af dieselolie, termit og plastisk sprængstof af typen Nobel 808, som kombinerede sprængkraft med brandstiftelse, og som i mængder helt ned til 500 g kunne ødelægge en flyvemaskine. Det var blevet fast praksis i SAS så vidt muligt altid at anbringe bomberne på venstre vinge for at gøre det sværere for fjenden at reparere saboterede fly ved hjælp af kannibaliserede reservedele fra andre fly.368 Zografakis løb direkte til brændstof- og olietankene ved den lille kirke Agios Yiannis og placerede sine sprængladninger dér, mens Nicholson og Greaves placerede en bombe på det nærmeste fly, et let tosædet rekognosceringsfly. Det næste fly var bevogtet af tre soldater. Sabotørerne sneg sig uden om det og fortsatte i stedet hen til en Junkers Ju 88, som det lykkedes dem at forsyne med et par bomber, uden at dens vagter opdagede noget. Nu lød der igen skud ovre fra den modsatte ende af flyvepladsen, og der blev opsendt lysraketter, som tvang Nicholson og Greaves til at ligge i skjul i hen ved 10 minutter. Da postyret havde lagt sig, sneg de sig videre til en Stuka, hvor de også fik placeret en bombe, hvorefter de bevægede sig tilbage til den maskine, som de i første omgang havde opgivet. Vagterne, som var instrueret i ikke at forlade deres maskiner, uanset hvad der skete omkring dem, gik stadig frem og til314


Operation Albumen

bage på deres poster, men denne gang lykkedes det sabotørerne at snige sig bag om betonshelteret og anbringe en bombe på maskinens hale. I det samme kom en lastbil kørende. Den bremsede op, og et dusin tyskere sprang ud og spredte sig i alle retninger. Nicholson og Greaves trak sig tilbage til oliventræerne. Der lød nogle eksplosioner i det fjerne, hvorefter en sirene begyndte at hyle. Sabotørerne placerede deres resterende bomber på en Stuka, som de havde overset, da de bevægede sig ind på flyvepladsen, og trak sig derefter tilbage til pigtrådshegnet, hvor de fandt hullet og forlod flyvepladsen sammen med Zografakis og deres to førere. Klokken var efterhånden blevet 01.30. Hele flyvepladsen var nu oplyst af projektører, hvis stråler fejede langs hegnet, og fra to bakketoppe uden for flyvepladsens område afsøgte andre projektører det omkringliggende terræn. Ca. 5 minutter efter, at Nicholson og Greaves var forsvundet ud gennem hullet i hegnet, eksploderede den første af deres bomber, og i løbet af de følgende 5 minutter lød der yderligere 5 eksplosioner. De to englændere og deres græske kammerater havde skjult sig i bunden af en lille dal og kunne ikke se andet end en regn af gnister og et mægtigt ildskær. Fra dette skjulested tog det dem på grund af mørket, terrænet og ikke mindst nødvendigheden af at holde sig skjult to timer at bevæge sig de 2½ km til et punkt neden for Sarakino-bjerget, hvor de havde aftalt at mødes med en græker, der skulle bringe bud om aktionens udfald til radiostationen i Apoini. Da de omsider nåede frem, havde deres kurer opgivet at vente på dem og var væk. * De skud og eksplosioner, som Nicholson, Greaves og Zografakis hørte fra den modsatte ende af flyvepladsen, stammede fra Anders Lassens og Jones’ sammenstød med tyske og italienske skildvagter. De havde efterladt deres græske fører små 200 meter fra hegnet og var kl. 22.30 begyndt at klippe sig gennem pigtråden. Da de var igennem, fulgte de rullebanen, der strakte sig i en halvcirkel uden om Stukaernes beton­ shelters. Med mellemrum standsede de op og så sig om, inden de fort315


Anders Lassens krig

satte.369* I 60-70 meters afstand var der et bål, hvor 20-30 italienere sad og talte sammen. Da Lassen og Jones forlod rullebanen, blev de råbt an af en italiensk skildvagt, der havde stået skjult i skyggen. Lassen talte tysk til ham, og italieneren lod sig narre. Små 15 meter længere fremme blev Lassen råbt an på ny og bluffede sig endnu en gang forbi skildvagten. Det gentog sig en tredje gang, men da Lassen var ud for en fjerde skildvagt, begyndte de tre, som han netop havde passeret, at skyde efter ham. Den fjerde mand indtog »nærkampstilling« ca. to meter fra Lassen. Lassen reagerede med vanlig koldblodig rådsnarhed: Han gav sig til at pege i retning af mundingsglimtene bag sig, og da vagten lod sig distrahere, udnyttede Lassen hans uopmærksomhed til at skyde ham i maven på kort afstand med sin Colt .45 – to gange i hurtig rækkefølge, sådan som han havde lært det i Arisaig. Så begyndte alarmsirenen at tude, og 10-15 mand åbnede ild i retning af Lassen og Jones, som nu valgte at foretage et hurtigt tilbagetogt. Det var antagelig den skydning, som tvang Nicholson og Greaves i skjul første gang. Lassen og Jones og deres to førere ville gå i skjul i en vingård, hvor de havde gjort ophold på vej til flyvepladsen. Da de fire mænd var på vej over en lille viadukt, så de en tysk lastbil nærme sig. De var sekunder fra at blive fanget af lyskeglerne, men nåede over broen akkurat i tide til at kaste sig ud i mørket på hver side af vejen. Bilen standsede et stykke fra deres gemmested, og et øjeblik så det ud til, at soldaterne på ladet ville springe ud og give sig til at lede efter sabotørerne og deres hjælpere. Himmelen var fuld af lyssporprojektiler, og føreren åbnede døren og så op på dem. Så blev flyvepladsens projektører tændt, så terrænet var klart oplyst. »De skide italienere,« sagde tyskeren og smækkede døren i og kørte videre. I forvirringen var Lassen og Jones og de to grækere kommet væk fra hinanden. Grækerne blev stående ved vejen og ventede i nogen tid, mens Lassen og Jones søgte tilbage mod flyvepladsen, men forvildede sig ind i en ny pigtrådsspærring, der omgav et luftværnsbatteri ved lokaliteten Agios Nektarios ved landsbyen Mouchtaro i udkanten af pladsen. Her

316


Operation Albumen

havde tyskerne hængt tomme konservesdåser på pigtråden, og da de to raidere stødte ind i hegnet, kunne støjen høres viden om. Lassen og Jones blev straks råbt an af en tysk vagtpost og svarede med en håndgranat, 370 men der kom hurtigt flere tyskere til, og de to sabotører var tæt på at blive fanget mellem batteriets pigtråd og en gruppe soldater, der prøvede at afskære deres tilbagetog. Trods kraftig beskydning lykkedes det Lassen og Jones at slippe ud af fælden, og de prøvede nu at bevæge sig i retning af et afsnit af flyvepladsen, hvor der virkede roligt, men også dér var der fjender: Lassen blev pludselig råbt an af en tysker få meter borte. Også denne vagt blev uskadeliggjort med pistolskud. Skuddet fik tyskerne til at affyre en strøm af lysraketter. Lassen og Jones befandt sig nu i åbent og klart oplyst terræn, mens stadig flere vagter kom ilende til og åbnede ild mod dem. Det lykkedes Anders Lassen at nå i dækning bag en stor bæltetraktor, hvor han placerede sine bomber, og under heftig, men upræcis, beskydning fra vagterne forsvandt han i mørket og fjernede sig fra flyvepladsen.371* Anders Lassen og Jones havde tabt hinanden af syne, men mens de sneg sig rundt i mørket, i et næsten ukendt terræn, som snart ville blive oversvømmet af fjendtlige patruljer, blev de begge fundet af lokale folk, der viste dem vej til familien Spanoyannis’ fårefold, der fungerede som mødested og informationscentral for modstandsbevægelsen. Fårene blev vogtet af familiens børn, som var noget skræmt over det natlige besøg. De var bange for, at de to fremmede i virkeligheden var tyskere, som bare lod, som om de var englændere. Sagen blev ikke opklaret, før de fik selskab af en lokal modstandsmand, Grigoris Chnarakis. Chnarakis havde deltaget i adskillige aktioner sammen med britiske agenter og kunne engelsk nok til at forstå, at Lassen og Jones ikke var tyskere, og at de gerne ville følges til Apoini. Chnarakis skaffede et par førere til dem og sendte dem af sted.372 Den 5. juli klokken ca. 16 modtog Sutherland og Mellemøstkommandoen i Cairo en meddelelse fra radiostationen i Apoini: Anders Lassen meldte, at C Patruljens angreb på Kastelli var gennemført med held: En

317


Anders Lassens krig

telefonledning var blevet afbrudt, og otte fly, deraf fire Stukaer og fire bombemaskiner, var blevet ødelagt, og tusinder af gallons brændstof var brændt. Nicholson og Greaves havde taget en nordlig rute fra Kastelli for at komme uden om de områder mellem Kastelli og sydkysten, hvor tyskerne måtte formodes at være mest aktive. De passerede ikke igennem Apoini, hvor radiosenderen var placeret, og de havde ikke kontakt med Lassen og Jones, inden de flere dage senere mødtes ved Sutherlands baselejr. Lassens vurdering af antallet af ødelagte flyvemaskiner (som i øvrigt oversteg antallet af maskiner – fem – som Nicholson og Greaves havde saboteret) byggede enten på, hvad han og Jones mente selv at kunne iagttage, da de var på vej væk fra flyvepladsen, eller på, hvad lokale folk fortalte dem om antallet af eksplosioner eller måske på rygter, som var sivet ud af flyvepladsen i løbet af dagen. Uanset hvor Lassen havde sine oplysninger fra, stemte de ikke med tyskernes egen opgørelse af skaderne: 3 brandbomber udløst i flyshelters, hvorved 1 Klemm 35 [det rekognosceringsfly, som Nicholson og Greaves saboterede først] ødelagt, 1 luftværnssoldat dræbt. Øvrige ladninger fjernet i tide. […] Yderligere ødelæggelser forhindret af udrykningsstyrker.373

Det er ikke helt klart, hvordan luftværnssoldaten blev dræbt. Måske blev han offer for den håndgranat, som Lassen eller Jones kastede, da de blev råbt an af tyskerne ved luftværnsbatteriet. Måske er han identisk med en af de to vagter, som Lassen ifølge sin egen beretning dræbte tidligere i forløbet. Under alle omstændigheder melder denne tyske rapport kun om én dræbt, mens en anden, ligeledes tysk, rapport omtaler en dræbt tysker og en såret italiener.374 Lassen oplyste at have skudt to, og hans græske førere så ham eller Jones kaste en håndgranat ved luftværnsbatteriet og måske dræbe en modstander. Løjtnant Lamonbys B Patrulje meddelte, at de ikke havde fundet et eneste fly at angribe på flyvepladsen ved Heraklion, men at de i stedet 318


Operation Albumen

Anders Lassen (længst t.v.) sammen med en gruppe græske hjælpere efter aktionen mod Kastelli.

havde angrebet et nærliggende brændstoflager ved Peza (ifølge de tyske opgørelser blev der ødelagt en tank med 10 m3 benzin). Løjtnant Rowes D Patrulje havde heller ikke fundet nogen mål på flyvepladsen ved Tymbaki og vendte tilbage til basen med uforrettet sag. Da Lassen og Jones havde forladt Apoini, blev de, ifølge den beretning, som Lassen senere aflagde til Sutherland, »røbet af de lokale beboere og jaget op i bjergene af en tysk patrulje. Her lå vi i skjul i 3½ dag uden mad.« Lassen specificerede ikke, og kunne vel heller ikke vide, om han og Jones faktisk var blevet angivet af kollaboratører, eller om en af de mange hjælpsomme kretensere, som omgav raiderne på deres færd, bare var kommet til at snakke over sig, eller om tyskerne eller det græske politi, der samarbejdede med dem, måske havde observeret usædvanlig trafik på steder og tider, hvor der ikke plejede at færdes så mange folk. Natten mellem den 7. og den 8. juli mødte Lassen og Jones løjtnant Lamonby og hans patrulje og fortsatte turen sydover mod Tripiti-stranden sammen med dem, stadig med lokale folk som vejvisere. 319



Information Anders_Laese_uden m