Hr. Ferdinand manden der ikke 24sidur

Page 1

MANDEN DER IKKE VAR MORDER


Originaltitel: Det Fördolda Manden der ikke var morder 2010 © Michael Hjort og Hans Rosenfeldt Først udgivet af Norstedts Stockholm, 2010 Dansk udgave: © Forlaget Hr. Ferdinand Oversat af © Ellen Boen, 2010 Omslag: Jon Asgeir Trykt hos Bookwell Printed in Finland 1. udgave, 1. oplag   ISBN 978-87-92639-11-0

HR. FERDINAND · København · 2010 www.hrferdinand.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser.


Hjorth

Rosenfeldt

MANDEN DER IKKE VAR MORDER Oversat af Ellen Boen

HR. FERDINAND | oslo | københavn | reykjavik | vico del gargano



M

anden var ikke morder .

Han gentog det for sig selv, mens han slæbte den døde dreng ned ad skrænten: Jeg er ikke morder. Mordere er kriminelle. Mordere er onde mennesker. Mørket har opslugt deres sjæl, og de har af forskellige grunde omfavnet det sorte og budt det velkommen, vendt lyset ryggen. Han var ikke ond. Tværtimod. Havde han måske ikke bevist det stik modsatte den sidste tid? Havde han ikke næsten fuldstændigt tilsidesat sine egne følelser, næsten gjort vold på sig selv for at glæde andre? Vendt den anden kind til, det var, hvad han havde gjort. Var selve hans tilstedeværelse her i denne sump i ødemarken sammen med den døde dreng måske ikke endnu et bevis på, at han ønskede at gøre det rigtige? Var nødt til at gøre det rigtige. At han aldrig mere ville svigte. Manden standsede og hev efter vejret. På trods af sin unge alder var drengen tung. Veltrænet. Efter timevis i fitnesscentret. Men nu var han snart fremme. Han tog et fast greb om buksebenene, der engang havde været hvide, men som næsten virkede sorte i mørket. Drengen havde blødt så meget. Ja, det var forkert at slå ihjel. Det femte bud. Du må ikke slå ihjel. 5


Men der var undtagelser. Flere steder opfordrede Bibelen til retfærdige drab. Der var dem, som fortjente det. Det forkerte kunne være det rigtige. Der var ikke noget, der var entydigt. Og hvis nu hensigten ikke var egoistisk. Hvis tabet af et menneskeliv ville redde andre. Give dem en chance. Give dem et liv. I så fald kunne handlingen da umuligt være ond? Hvis den tjente et godt formål. Manden standsede ved det lille, mørke vandhul. Normalt var den lille mose blot nogle meter dyb, men den sidste tids regn havde mættet jorden, og nu bredte den sig som en lille sø i den sumpede dalsænkning. Manden bukkede sig ned og tog fat i drengens T-shirt ved skuldrene, og med stort besvær fik han den livløse krop halvvejs op at stå. Et kort øjeblik kiggede han ind i drengens øjne. Hvad havde hans sidste tanke været? Vidste han, at han skulle dø? Undrede han sig over hvorfor? Tænkte han på alt det, han ikke havde nået i sit korte liv, eller på det, han faktisk havde gjort? Det var ligegyldigt nu. Hvorfor pinte han sig selv på denne måde, mere end nødvendigt? Han havde ikke noget valg. Han kunne ikke svigte. Ikke igen. Alligevel tøvede han. Men nej, de ville ikke kunne forstå det. Ikke tilgive. Ikke som han vende den anden kind til. Han skubbede drengen bagover, og kroppen faldt ned i vandet med et højt plask. Manden for sammen, uforberedt på den kraftige lyd i den mørke stilhed. Drengens krop sank ned i vandet og forsvandt. Manden, der ikke var morder, gik tilbage til sin bil, som holdt parkeret på den lille skovvej, og begav sig hjemad.

6


−V

P oliti , K lara L idman . − Jeg vil godt melde min søn savnet. Kvinden lød næsten lidt undskyldende, som om hun ikke var helt sikker på, at hun havde ringet til det rigtige nummer, eller som om hun ikke helt regnede med, at nogen ville tro på hende. Klara Lidman greb en notesblok, skønt samtalen blev optaget på bånd. − Må jeg få dit navn? − Lena. Lena Eriksson. Min søn hedder Roger. Roger Eriksson. − Hvor gammel er din søn? − Seksten. Jeg har ikke set ham siden i går eftermiddag. Klara noterede alderen og vidste, at hun måtte ekspedere sagen med det samme. Hvis han da vel at mærke virkelig var forsvundet. − Hvornår på eftermiddagen? − Han stak af ved femtiden. For toogtyve timer siden. Toogtyve vigtige timer ved en for­ svinden. − Ved du, hvor han tog hen? − Ja, hen til Lisa. − Hvem er Lisa? − Hans kæreste. Jeg ringede til hende i dag, men hun sagde, han var gået igen ved titiden om aftenen. Klara ændrede timetallet fra toogtyve til sytten. − Hvor gik han hen derfra? − Det vidste hun ikke. Hjem, troede hun, men han har ikke været hjemme hele natten, og nu er næsten hele dagen gået. Og du ringer ikke før nu, tænkte Klara. Kvinden i telefonen virkede ikke specielt oprevet, slog det hende. Snarere forsagt. Opgivende. ästerås

7


− Hvad hedder Lisa til efternavn? − Hansson. Klara noterede navnet. − Har Roger en mobiltelefon? Har du prøvet at ringe til ham? − Ja, men han tager den ikke. − Og du har ingen anelse om, hvor han kan være taget hen? Kan han ikke have sovet hos en kammerat? − Nej, det ville han have ringet og fortalt. Kvinden tav et øjeblik, og Klara formodede, at stemmen svigtede hende, men så hørte hun en dyb indånding i røret og forstod, at kvinden havde taget et hiv af en cigaret. Hun pustede røgen ud. − Han er bare væk.

8


D

rømmen vendte tilbage hver nat .

Den gav ham ingen ro. Altid den samme drøm fuld af den samme angst. Det irriterede ham, drev ham til vanvid. Sebastian Bergman var klogere end som så. Han om nogen vidste, hvad drømme betød, han om nogen burde kunne hæve sig over disse febrile rester fra fortiden. Men hvor forberedt han end var, hvor bevidst om drømmens egentlige betydning, kunne han ikke undgå at blive indfanget af den. Det var, som om den havde fundet det indre skæringspunkt mellem det, han vidste, den betød, og det, han var. 4.43. Det begyndte at lysne. Sebastian var tør i munden. Havde han skreget? Formodentlig ikke, eftersom kvinden ved hans side ikke var vågnet. Hun trak vejret roligt, og han så på hendes lange hår, der halv­vejs dækkede et nøgent bryst. Sebastian rettede sine lettere for­ krampede fingre ud uden at spekulere nærmere over det. Han var vant til at vågne med højre hånd hårdt knyttet efter drømmen. I stedet prøvede han at komme i tanker om navnet på den sovende skikkelse ved siden af sig. Katarina? Karin? Hun måtte have fortalt det på et tidspunkt i løbet af aftenen. Kristina? Karoline? 9


Ikke at det egentlig spillede nogen rolle, han havde ikke tænkt sig at mødes med hende igen, men ransagningen af hukommelsen hjalp ham med at jage de sidste slørede rester på flugt af drømmen, der syntes at klæbe til alle hans sanser. Drømmen, der havde hjemsøgt ham i over fem år. Samme drøm, samme billeder hver nat. Hele hans underbevidsthed var sat i alarm­ bered­skab for at bearbejde det, han ikke kunne forholde sig til i dag­ timerne: At forlige sig med skyldfølelsen. Sebastian rejste sig langsomt fra sengen, kvalte en gaben og tog sit tøj fra stolen, hvor han havde lagt det for nogle timer siden. Mens han klædte sig på, kastede han et uinteresseret blik rundt i værelset, hvor han havde tilbragt natten. En seng, to indbyggede, hvide klædeskabe, det ene med et spejl på døren, et uanseligt hvidt sengebord fra Ikea med et vækkeur og et helsetidsskrift samt et lille bord med fotoet af delebarnet og nogle nipsting ved siden af stolen, hvor hans tøj havde ligget. Intetsigende kunstreproduktioner hang på væggene, som en eller anden snedig ejendomsmægler sikkert havde præsenteret som ”lattefarvede”, men som bare var skidentbeige. Værelset var ligesom den sex, han havde haft i det: fantasiløst og en anelse kedeligt, men funktionelt. Det var det altid, men desværre holdt tilfredsstillelsen ikke ret længe. Sebastian lukkede øjnene. Det her var altid det mest smertelige øje­ blik. Overgangen til virkeligheden. Den følelsesmæssige U-vending. Han kendte den så udmærket. Han koncentrerede sig om kvinden i sengen, især hendes synlige brystvorte. Hvad var det nu, hun hed? Han vidste, at han præsenterede sig, da han kom med drinksene, det gjorde han altid. Men aldrig, når han spurgte, om stolen ved siden af var ledig, hvad hun ville have at drikke, eller om han måtte byde på noget – altid når han stillede glasset foran hende. ”Jeg hedder for resten Sebastian.” Og hvad svarede hun? Noget med K, det var han ret sikker på. Han lukkede bæltet i bukserne. En svag metallisk lyd fra spændet. − Går du? Hendes stemme var søvndrukken, hendes blik ledte efter et ur. 10


− Ja. − Jeg troede, vi skulle spise morgenmad sammen. Hvad er klokken? − Snart fem. Kvinden trak sig op på den ene albue. Hvor gammel var hun? Sidst i trediverne? Hun skubbede en tot hår væk fra ansigtet. Søvnen var ved at lette og blive afløst af erkendelsen af, at den morgen, hun havde fore­stillet sig, ikke ville blive til noget. Han var listet op og havde klædt sig på, havde i sinde at gå uden at vække hende. De skulle ikke spise morgenmad sammen og sidde afslappet og småsnakkende og læse Dagens Nyheter, ikke tage sig en søndagsspadseretur. Han ønskede ikke at lære hende bedre at kende og ville ikke ringe, uanset hvad han sagde. Det vidste hun, og derfor sagde han bare: − Hej med dig. Sebastian gættede ikke engang på, hvad hun hed. Han var ikke engang længere sikker på, at det begyndte med K. Gaden var stille i daggryet. Forstaden sov, og alle lyde virkede dæmpede, som om man ikke ville vække den. Selv trafikken på Nynäs­vägen et stykke derfra virkede respektfuldt nedtonet. Sebastian standsede ved gadeskiltet i krydset. Varpavägen. Et eller andet sted i Gubbängen. Et godt stykke hjemmefra. Kørte tunnelbanen så tidligt? I nat var de kørt med taxa. De havde gjort holdt ved en 7-Eleven og købt brød, morgenbrød, hun havde ikke noget derhjemme, kom hun i tanker om. For han ville vel blive til morgenmad? Brød og juice havde de købt, han og … jamen det var dog satans! Hvad hed kvindemennesket? Sebastian begyndte at gå hen ad den mennesketomme gade. Han havde såret hende, hvad hun så end hed. Om fjorten timer skulle han til Västerås og fortsætte sit værk. Men det var noget andet, den kvinde kunne han ikke længere nærme sig. Det begyndte at regne. Sikken lortemorgen. I Gubbängen.

11


D

et hele var ved at køre fuldstændig af sporet .

Kriminal­assistent Thomas Haraldssons sko tog vand ind, hans radio var død, og han var blevet væk fra de andre i eftersøgningspatruljen. Solen skinnede lige i øjnene på ham, så han måtte knibe dem sammen for ikke at snuble over buskadset og trærødderne, der dækkede det sumpede terræn. Haraldsson bandede indvendig og kiggede på uret. Om godt to timer havde Jenny frokostpause på hospitalet. Hun ville sætte sig i bilen og køre hjem i det håb, at han var nået tilbage. Men det ville han ikke være. Han ville stadig befinde sig her i den forpulede skov. Haraldsson sank dybere ned med venstre fod og mærkede det kolde vand blive suget op af sokken. I luften lå forårets nye, flygtige varme, i vandet havde vinterens kulde endnu ikke sluppet taget. Han gyste, men fik skoen op igen og fast grund under fødderne. Han så sig omkring. Øst burde være i dén retning. Skulle Hjemme­ værnet ikke befinde sig derovre? Eller spejderne? På den anden side kunne han jo have drejet sig 360 grader og helt have mistet fornemmelsen af verdenshjørnerne. Et stykke derfra kunne han dog se en lille bakketop og forstod, at det betød tør jord, et lille paradis i dette våde helvede. Han begyndte at bevæge sig derhen. Foden sank i igen, den højre denne gang. Var det ikke bare pragtfuldt? Det var alt sammen Hansers skyld. 12


Han havde ikke behøvet at stå her og være gennemblødt til langt op ad læggen, hvis det ikke var, fordi Hanser absolut ville fremstå som handlekraftig og sej. Og det kunne hun virkelig have brug for, hun var jo for helvede ikke engang en rigtig strisser. Hun var en af de der jurister, som det var lykkedes at klatre til tops og blive chef uden at få snavsede hænder eller, som han, våde fødder. Nej, hvis Haraldsson havde kunnet bestemme, var det her blevet håndteret helt anderledes. Okay, knægten havde ganske vist været forsvundet siden i fredags, og ifølge reglementet var det rigtigt at udvide eftersøgningsområdet, ikke mindst efter at de havde fået et tips om ”natlige aktiviteter” og ”lys i skoven” i området omkring Listakärr den pågældende weekend, men Haraldsson vidste af erfaring, at dette var et skoleeksempel på meningsløshed. Knægten var taget til Stockholm og sad nu og grinede ad sin bekymrede mor. Han var seksten år. Det var den slags, 16-årige drenge gjorde. Grinede ad deres mødre. Hanser. Jo vådere Haraldsson blev, jo mere hadede han hende. Hun var det værste, der var overgået ham. Ung, tiltrækkende, succesrig, politisk bevidst, en repræsentant for det nye, moderne politi. Hun var kommet i vejen for ham. Da hun indkaldte til det første møde på politistationen i Västerås, stod det Haraldsson klart, at der var sat en stopper for hans karriere. Han havde søgt stillingen, og hun fik den. Hun skulle være deres chef i mindst fem år. Hans fem år. Hans stige opad var blevet revet væk under fødderne på ham. Nu var hans karriere i stedet begyndt at flade ud, og det føltes kun som et spørgsmål om tid, før den gik ned ad bakke. Det var næsten symbolsk, at han nu stod op til knæene i stinkende dynd i en skov ti kilometer fra Västerås. ”FROKOSTHYGGE I DAG” havde der stået med store bogstaver i den sms, han havde fået i morges. Det betød, at Jenny kom hjem i frokostpausen for at have sex med ham, og om aftenen ville de gå i seng med hinanden endnu én eller måske to gange. Det var sådan, deres liv var lige nu. Jenny gik til behandling for barnløshed og havde 13


sammen med lægen udarbejdet et skema for at optimere chancen for befrugtning. I dag havde været en af de optimale dage, deraf sms’en. Haraldsson var splittet. Et eller andet sted satte han pris på, at frekvensen af deres seksuelle samvær var steget med flere hundrede procent den senere tid, og at Jenny altid ville have ham. Samtidig kunne han ikke slippe følelsen af, at det i virkeligheden ikke var ham, hun ville have. Det var hans sædceller. Hvis det ikke var for længslen efter et barn, ville hun aldrig drømme om at tage hjem i frokostpausen til et hurtigt knald. Der var noget avlsagtigt ved det hele. Så snart et æg begyndte sin vandring ned mod livmoderen, kløede de på som kaniner. Også indimellem, når sandt skulle siges, for ligesom at være på den sikre side, men aldrig mere bare for nydelsens skyld, aldrig for nærhedens skyld. Hvor var lidenskaben blevet af? Begæret? Og nu ville hun komme hjem i frokostpausen til det tomme hus. Han burde måske have ringet til hende og spurgt, om han skulle onanere, før han tog hjemmefra, og sætte et syltetøjsglas i køleskabet. Det værste var, at han ikke var helt sikker på, om Jenny ville betragte det som en rigtig dårlig idé. Det var begyndt i lørdags. Via Alarmcentralen var der ved 15-tiden blevet omstillet en samtale til politiet i Västerås. En mor havde meldt sin 16-årige søn savnet, og eftersom det drejede sig om en mindreårig, fik anmeldelsen højeste prioritet. Helt efter bogen. Beklageligvis blev den opprioriterede anmeldelse liggende til om søndagen, hvor en patrulje fik til opgave at følge op på den. Det resulterede i, at to uniformerede betjente besøgte moderen ved 16-tiden. Der blev endnu en gang optaget rapport, og anmeldelsen blev ført til protokols, før patruljens vagt sluttede senere på aftenen. Endnu var der ikke truffet nogen foranstaltninger ud over, at der nu fandtes to nydelige og mere eller mindre identiske anmeldelser af samme forsvinden. Begge desuden mærket med højeste prioritet. Først mandag morgen, hvor Roger Eriksson havde været savnet i 58 timer, bemærkede vagthavende, at anmeldelsen ikke var nået videre 14


i systemet. Desværre var der om formiddagen et fagligt møde om Rigspolitiets forslag til nye uniformer, og mødet trak ud, så det var først efter frokost om mandagen, at Haraldsson fik overdraget den syltede sag. Da han så anmeldelsesdatoen, takkede han sin lykkestjerne for, at de to betjente havde opsøgt Lena Eriksson søndag aften. At det kun havde resulteret i endnu en rapport, behøvede hun jo ikke at få at vide. Nej, efterforskningen var skam sat i gang for fuld skrue allerede om søndagen, men havde endnu ikke ført til noget. Det var den version, Haraldsson havde tænkt sig at fastholde. Haraldsson kunne godt se, at han måtte fremskaffe nogle flere oplysninger, før han talte med Lena Eriksson, så han prøvede at ringe til Lisa Hansson, men hun var stadig i skole. Han slog både Lena Eriksson og sønnen Roger op i kriminalregistret, og der dukkede nogle anmeldelser om butikstyveri op på Roger. Den sidste var godt et år gammel og kunne næppe sættes i forbindelse med hans forsvinden. Der var ikke noget på moderen. Han ringede til kommunen og fandt ud af, at Roger gik på Palmlövs. Det lover ikke godt, tænkte han. Palmlövs Gymnasium var en kombineret friskole og kostskole og blev regnet for et af landets bedste uddannelsessteder, hvad angik eksamensresultater. Gymnasiet blev frekventeret af begavede og ambitiøse elever med rige forældre. Forældre med kontakter. Man ville lede efter en syndebuk som forklaring på, hvorfor efterforskningen ikke var blevet iværksat med det samme, og i så fald ville det se uheldigt ud, at man på tredje døgn ikke var kommet nogen vegne. Haraldsson besluttede at lægge alt andet til side. Hans karriere stod allerede i stampe, og det var dumt at løbe flere risici. Så Haraldsson knoklede på hele eftermiddagen. Han besøgte Palmlövs. Rektor Ragnar Groth og Roger Erikssons klasselærer Beatrice Strand udtrykte begge stor bekymring og bestyrtelse, da de hørte, at Roger var meldt savnet, men kunne i øvrigt ikke bidrage med noget. Der var i hvert fald ikke sket noget bemærkelsesværdigt, som de havde kendskab til. Roger havde opført sig helt normalt, var mødt 15


i skole, som han plejede, havde været til terminsprøve i svensk stil fredag eftermiddag, og ifølge klassekammeraterne havde han været i strålende humør efter prøven. Haraldsson fik dog fat i Lisa Hansson, den sidste, der havde set Roger fredag aften. Hun gik i en parallelklasse, og nogen pegede hende ud for ham i skolens kantine. Det var en køn, men ret ordinær pige. Lyst, glat hår, hvor pandehåret blev holdt på plads af et enkelt hårspænde. Blå øjne uden mascara. Hvid skjortebluse, der var knappet næsten helt op i halsen, og uden på den en vest. Han kom uvilkårligt til at tænke på Adventistkirken, da han tog plads over for hende. Eller hende pigen i den dér tv-serie, Den hvide sten, de havde vist i fjernsynet, da han var ung. Han spurgte, om hun ville have noget fra kantinen, men hun rystede på hovedet. − Fortæl om i fredags, da Roger var hjemme hos dig. Lisa så på ham og trak lidt på skuldrene. − Han kom ved halvsekstiden, var det vist, vi sad på mit værelse, så fjernsyn, og så gik han hjem ved titiden. Eller han sagde i det mindste, at han skulle hjem … Haraldsson nikkede. Fire en halv time på hendes værelse. To 16-årige. Så fjernsyn, ja, det kunne hun godt bilde ham ind. Eller var han bare miljøskadet? Hvor længe var det, siden han og Jenny sad og så fjernsyn om aftenen? Uden et hurtigt knald i reklamepausen. Månedsvis. − Skete der ikke andet? I skændtes ikke eller blev uvenner eller noget? Lisa rystede på hovedet og bed i en nærmest ikkeeksisterende tommelfingernegl. Neglebåndet var betændt, bemærkede han. − Er han tidligere forsvundet på den her måde? Lisa rystede igen på hovedet. − Ikke hvad jeg ved af, men vi har ikke været sammen så længe. Har I da ikke talt med hans mor? Et kort øjeblik troede Haraldsson, at hun bebrejdede ham noget, men så indså han, at det selvfølgelig ikke var tilfældet. Hanser igen. Hun havde fået ham til at tvivle på sig selv. 16


− Det har nogle andre betjente taget sig af, men vi er nødt til at snakke med alle. Danne os et samlet billede. Haraldsson rømmede sig. − Hvordan er forholdet mellem Roger og hans mor? Problemer på hjemmefronten? Lisa trak endnu en gang på skuldrene, og han måtte konstatere, at hendes register var noget begrænset. Hovedrysten og skuldertræk. − Skændtes de? − Det gjorde de vistnok. En gang imellem. Hun kan ikke lide skolen. − Den her skole? Lisa nikkede. − Hun synes, det er en snobbeskole. Det har hun fandeme ret i, tænkte Haraldsson. − Og Rogers far, bor han her i byen? − Nej. Jeg ved ikke, hvor han bor. Jeg ved heller ikke, om Roger ved det. Han taler aldrig om ham. Haraldsson gjorde et notat. Interessant. Sønnen er måske stukket af for at lede efter sine rødder. Konfrontere en fraværende far. Holder det hemmeligt for mor. Det ville være set før. − Hvad tror du, der er sket med ham? Haraldsson så på Lisa og studsede. Først nu opdagede han, at hun var på grådens rand. − Det ved jeg ikke. Men han dukker sikkert op igen. Han er måske bare taget en tur til Stockholm eller sådan noget. Taget på eventyr, du ved. − Hvorfor skulle han gøre det? Haraldsson betragtede hendes oprigtigt forundrede ansigt. Den ikkelakerede, nedbidte negl i den usminkede mund. Nej, lille frøken Adventist forstod vist ikke hvorfor, men selv følte han sig mere og mere sikker på, at Rogers forsvinden i virkeligheden var en flugt. − Sommetider får man nogle skøre ideer, der virker fornuftige nok her og nu. Han dukker sikkert op, skal du se. Haraldsson sendte hende et fortrøstningsfuldt og tillidsvækkende smil, men kunne se på Lisa, at det ikke blev opfattet sådan. − Det lover jeg, tilføjede han. 17


Inden han gik, bad han Lisa lave en liste over Rogers venner og øvrige omgangskreds. Lisa tænkte sig om et godt stykke tid, inden hun skrev noget og rakte ham papiret. To navne: Johan Strand og Sven Heverin. Ensom knægt, tænkte Haraldsson, og ensomme knægte løber hjemmefra. Da Haraldsson satte sig i bilen denne mandag eftermiddag, følte han sig alligevel ganske tilfreds med dagen. Samtalen med Johan Strand havde godt nok ikke bidraget med noget nyt. Sidste gang, Johan så Roger, var lige efter skoletid om fredagen. Så vidt han vidste, skulle Roger hen til Lisa om aftenen, og han havde ingen anelse om, hvor han kunne være taget hen bagefter. Hvad Sven Heverin angik, så havde han åbenbart orlov fra skolen. Et halvt år i Florida, og han havde allerede været væk i syv uger. Drengens mor havde fået en konsulentopgave i USA, og hele familien fulgte med. Der er sgu nogle, der har det godt, tænkte Haraldsson og prøvede at huske, hvilke eksotiske steder hans eget arbejde havde ført ham til. Det dér seminar i Riga var det eneste, han kunne komme i tanker om på stående fod, men han havde ligget underdrejet med et maveonde halvdelen af tiden og huskede først og fremmest, hvor irriterende sjovt kollegerne havde haft det, mens han lå og gloede ned i en blå plasticspand. Men Haraldsson var som sagt alligevel ganske tilfreds. Han havde fulgt op på flere spor, og vigtigst af alt: Han havde fundet en mulig konflikt mellem mor og søn, der tydede på, at dette snart ikke længere ville være en sag for politiet. Havde moderen ikke brugt udtrykket ”stak af” i sin anmeldelse? Jo, det havde hun. Han huskede, at han havde reageret på det, da han hørte båndet. Hendes søn ”gik” ikke eller ”forsvandt”, han ”stak af”. Tydede det ikke på, at han var gået i vrede? En smækket dør i hovedet på en lettere opgivende mor. Haraldsson blev mere og mere sikker i sin sag. Knægten var i Stockholm for at udvide sin horisont. For en sikkerheds skyld ville han dog tage et smut forbi Lisas kvarter og stemme dørklokker. Planen var at vise flaget og sikre sig, at nogle ville kunne genkende ham, såfremt nogen skulle spørge, hvordan det gik med efterforskningen. Måske var der oven i købet nogen, som 18


havde set Roger, i bedste fald på vej til centrum og banegården. Herefter ville han fortsætte hen til moderen og presse hende lidt for at høre, hvor meget de egentlig skændtes. Han syntes selv, det var en god plan, og startede bilen. Mobiltelefonen ringede, og et hurtigt blik på displayet gjorde ham kold indvendig. Hanser. − Hvad fanden er der nu? mumlede Haraldsson og slog tændingen fra igen. Skulle han ignorere opkaldet? Fristende, men måske var knægten kommet tilbage. Måske var det dette, Hanser ville fortælle. At Haraldsson havde haft ret hele tiden. Han tog telefonen. Samtalen varede kun 18 sekunder og bestod af syv ord fra Hansers mund. − Hvor er du? var de tre første. − I bilen, svarede Haraldsson, som sandt var. Jeg har lige talt med lærerne og kæresten henne på drengens skole. Til sin store ærgrelse kunne Haraldsson høre, at han indtog en forsvarsposition. Hans stemme blev en anelse eftergivende, en smule mere spag. For helvede, han havde jo gjort alt det, der kunne forventes af ham. − Kom med det samme. Haraldsson skulle lige til at fortælle, hvor han var på vej hen, og spørge, hvad der var så vigtigt, men nåede ikke at sige noget, før Hanser afbrød samtalen. Den satans kælling. Han startede bilen, vendte om og satte kurs mod stationen. Hanser tog imod ham. De kølige øjne. Den lidt for perfekte, blonde hårpragt. Det velsiddende og sikkert svinedyre tøj. Hun var lige blevet ringet op af en oprevet Lena Eriksson, der ville vide, hvad der foregik, og nu måtte hun spørge om det samme. Hvad foregik der? Haraldsson gennemgik hurtigt eftermiddagens aktiviteter, og sammenlagt lykkedes det ham hele fire gange at oplyse, at han først havde fået sagen efter frokost samme dag. Hvis hun ville klage over nogen, skulle hun kaste sig over dem, der havde haft weekendvagten. − Det vil jeg gøre, sagde hun roligt. Hvorfor informerede du mig ikke, da du opdagede, at sagen bare var blevet syltet? Det er lige præcis sådan noget, jeg skal have at vide. 19


Haraldsson fornemmede, at det tog en forkert drejning. Han stod jo her og gav andre skylden. − Det er vel den slags, der sker. Jeg kan jo for fanden ikke komme rendende ind til dig, hver gang der er lidt grus i maskineriet. Du har jo vigtigere ting at tage dig til. − Vigtigere end at sørge for, at vi omgående eftersøger et forsvundet barn? Hun kiggede spørgende på ham, men Haraldsson havde ikke noget svar. Det her gik ikke efter planen. Det gik så decideret ikke efter planen. Det var i mandags, og nu stod han ved Listakärr med våde sokker. Hanser havde kørt hele artilleriet i stilling, der blev stemt dørklokker og sendt eftersøgningspatruljer ud, større og større for hver dag. Indtil nu uden resultat. I går var Haraldsson løbet ind i politidirektøren på stationen og havde sådan lidt henkastet påpeget, at det her sandelig ikke blev billigt. En masse mænd knoklede i timevis for at finde en knægt, der hyggede sig inde i hovedstaden. Han havde ikke helt kunnet tyde politidirektørens reaktion, men når Roger vendte tilbage fra sin lille udflugt, ville bossen komme i tanker om, hvad Haraldsson havde sagt. Så ville det gå op for ham, hvor mange penge Hanser havde sløset bort. Haraldsson smilede ved tanken. Regler var én ting, intuition noget ganske andet. Den slags kunne man ikke læse sig til. Haraldsson standsede, halvvejs henne ved bakken. Hans ene fod var sunket i igen, og denne gang godt og grundigt. Han trak foden op. Uden sko. Han nåede lige at se, hvordan dyndet sultent lukkede sig om den sorte størrelse 43, mens sokken på venstre fod opsugede endnu nogle centiliter koldt vand. Nu havde han eddermame fået nok. Nu måtte det være slut. Det her var dråben. Ned på knæ, ned i dyndet med hånden, op med skoen. Og så var det hjemad. De andre kunne sgu rende rundt og danne kæde, så tosset de ville. Han havde en kone at besvangre. 20


E

380 kroner senere stod Sebastian uden for sin lejlighed på Grev Magnigatan på Östermalm. Han havde længe villet skille sig af med boligen, der var dyr og fornem og som skabt til en succesrig forfatter og foredragsholder med akademisk baggrund og et stort socialt netværk. Alt det, han ikke længere var eller havde. Men bare tanken om at skulle luge ud, pakke flyttekasser og forholde sig til alle de ting, han havde samlet gennem årene, var mere, end han kunne overskue, så i stedet havde han valgt at lukke en stor del af lejligheden af og kun bruge køkkenet, gæsteværelset og det mindste af badeværelserne. Resten måtte blive stående urørt. I venten på … ja, et eller andet. Sebastian kastede et hurtigt blik på sin som altid uredte seng, men fravalgte den til fordel for et brusebad. Et langt og varmt ét. Nattens intimitet var glemt for længst. Havde det været dumt af ham sådan i al hast at forsvinde? Kunne hun have givet ham noget i endnu et par timer? Det var formentlig endt med mere sex. Og morgenmad. Juice og rundstykker. Men derefter? Den endegyldige afsked var uundgåelig. Ingen anden afslutning var tænkelig, så det var lige så godt ikke at trække det i langdrag. Men alligevel. Han savnede faktisk følelsen af samhørighed, der et kort øjeblik havde opløftet ham, og han følte sig allerede tung og tom igen. Hvor meget havde han egentlig sovet i nat? To timer? To en halv? Han havde i det mindste ikke tømmermænd. n taxatur og

21


Han så sig i spejlet. Hans øjne virkede mere trætte end normalt, og han tænkte, at han faktisk snart burde gøre noget ved håret. Måske en rigtig kronragning? Nej, det ville minde ham for meget om den, han var før. Og før var ikke nu. Nej, men han kunne trimme skægget, få håret klippet, måske oven i købet få lavet nogle farvede striber? Han smilede til sig selv, sit mest charmerende smil. Hvor utroligt, at det virker, tænkte han. Pludselig følte han sig frygtelig træt. U-vendingen var gennemført. Tomheden var tilbage. Han så på uret. Han burde måske alligevel lægge sig lidt. Han vidste, at drømmen ville vende tilbage, men lige nu var han for træt til at bekymre sig. Han kendte sin følgesvend så godt, at han sommetider – de få gange, hvor han fik sovet uden at blive vækket af den – faktisk savnede den. Sådan havde det ikke været i begyndelsen. Da drømmen havde plaget ham i månedsvis, var han så træt af denne konstante opvågnen, træt af denne konstante dans omkring angst og åndenød, håb og fortvivlelse, at han begyndte at tage sig en gedigen godnatdrink. Problem­knuser nummer ét for hvide, midaldrende mænd med en akademisk baggrund og et kompliceret følelsesliv. I en periode lykkedes det ham fuldstændigt at undgå drømmesøvnen, men alt for hurtigt fandt hans underbevidsthed en smutvej forbi alkoholens afspærringer, så godnatdrinksene blev større og større og måtte indtages stadigt tidligere på eftermiddagen for at have nogen virkning. Til sidst indså Sebastian, at han havde tabt kampen, og droppede sprutten fra den ene dag til den anden. Ville lade det rase ud i stedet. Lade det tage sin tid. Heles. Det fungerede overhovedet ikke. Efter endnu et stykke tid med afbrudt søvn begyndte han at tage medicin, noget, han havde lovet sig selv aldrig at gøre. Det gik dog ikke altid at holde sine løfter, det vidste Sebastian af egen erfaring og bedre end de fleste, ikke mindst når man blev stillet over for de virkelig store spørgsmål. Så havde man brug for større fleksibilitet. Han ringede til et par af sine gamle og 22


mindre nøjeregnende patienter og støvede sin receptblok af. Dealen var såre enkel. De delte fifty/fifty. Sundhedsstyrelsen lod naturligvis høre fra sig og undrede sig over de mængder af psykofarmaka, han pludselig skrev ud. Det lykkedes Sebastian at legitimere det hele med nogle velfabrikerede løgne om ”genoptaget praksis” og ”intensiv indledningsfase” med ”patienter i et afsøgende stadium”, men han udvidede dog antallet af patienter en smule, så det ikke ville fremgå helt så tydeligt, hvad han havde gang i. Til at begynde med brugte Sebastian mest medikamenter som Propavan, Prozac og Digesic, men virkningen var irriterende kort­ varig, og han begyndte i stedet at undersøge Dolcontin og andre morfinbaserede præparater. Sundhedsstyrelsen var hans mindste problem, skulle det vise sig. Den kunne han håndtere. Værre var det med effekterne af hans eksperimenteren. Drømmen forsvandt ganske vist, men det samme gjorde hans appetit, de fleste af hans foredrag og hans kønsdrift – en helt ny og skræmmende oplevelse for ham. Men allerværst var dog den kroniske døsighed. Det var, som om han ikke længere kunne tænke en tanke til ende – den blev simpelthen afbrudt på halvvejen. En enklere, simpel samtale kunne han stadig gennemføre, om end med et vist besvær, hvorimod en diskussion eller en længere argumentation lå helt uden for rækkevidde. Analyser og konklusioner var ganske udelukket. For Sebastian, hvis hele eksistens byggede på et intellekt, hvor selve fundamentet for hans selvbillede var illusionen om hans knivskarpe tankevirksomhed, var det frygteligt. At leve en tilværelse, der ganske vist var bedøvet fra smerte, men samtidig fra så meget mere, fra selve livet – ikke længere at kunne mærke livet – der gik grænsen, og han forstod, at han var nødt til at vælge: angst, men med hele tanker, eller et sløvt, afstumpet liv med en hjerne, der kørte på halv kraft. Det gik op for ham, at han formentlig ville hade sin tilværelse, hvad han end foretog sig, så han valgte angsten og droppede også medicinen med ét hug. 23


Siden da havde han ikke rørt hverken alkohol eller stoffer. Han tog ikke så meget som en hovedpinepille. Men han drømte. Hver nat. Hvorfor tænkte han på det nu? spurgte han sig selv, mens han betragtede sit ansigt i badeværelsesspejlet. Hvorfor lige nu? Drømmen havde fulgt ham i så mange år. Han havde gransket og analyseret den. Han havde diskuteret den med sin terapeut. Han havde accepteret den. Lært at leve med den. Så hvorfor nu? Det er Västerås, tænkte han, da han hængte håndklædet til tørre og gik nøgen ud af badeværelset. Det er Västerås’ skyld. Västerås’ og hans mors. Men i dag ville han afslutte dette kapitel af sit liv. For altid. I dag kunne blive en god dag. Det var den bedste dag i lang tid for Joakim, som han stod dér i skoven uden for Listakärr, og den blev endnu bedre, da han blev udpeget som en af de tre, der skulle modtage instrukser direkte fra den betjent, der var ankommet for at fortælle, hvordan og hvorhen de skulle bevæge sig. Den sædvanlige, lidt småkedelige spejdertur var pludselig blevet til meget mere. Til et rigtigt eventyr. Joakim skævede til betjentens pistol og besluttede sig for, at det var politimand, han ville være. Med både uniform og pistol. Ligesom spejderne, men langt højere oppe i graderne. Og det var tiltrængt. For spejderlivet var helt ærligt ikke det mest interessante, man kunne beskæftige sig med, tænkte han. Ikke længere. Han var lige fyldt fjorten, og det, der havde været hans fritidsinteresse, fra han var seks, begyndte at miste sin tiltrækningskraft. Fortryllelsen var hævet. Friluftsliv, overlevelse, dyr og natur. Det var ikke sådan, at han syntes, det var åndssvagt, selvom alle de andre drenge i klassen syntes det. Nej, han følte sig bare færdig med det. Tak, det var fedt, så længe det varede, men nu var tiden inde til noget andet. 24


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.