Iqbal Farooq på Bornholm

Onkel fortalte, at han havde mødt en mand fra Congo på Hovedbanegården. Fyren hed Numzi Numzi og havde på en eller anden måde fået overbevist onkel om, at Congo var fremtiden. Det var stedet, hvor man skulle investere penge.

Numzi Numzi havde også sagt, at hvis han lige fik 10.000 kroner, ville onkel få den fedeste ide, så han kunne tjene totalt mange penge nede i Congo.

– Øh, onkel, du gav vel ikke ham der Numse Numzi-fyren 10 kilo, vel? spurgte Tariq.

– Nej, nej, Tariq. Rafig kiggede over på far. – Jeg ligger jo ikke inde med så mange penge, vel? Jeg skal blankt indrømme, at jeg var totalt på. Det er ikke hver dag, man får sådan en chance, så jeg bad Numzi om at vente på Hovedbanegården. Og så spurtede jeg ned til Sofia K. Led på Istedgade og lånte lige 10 kilo. I ved, hende den syge polske lånehaj og bordelmutter.

Der lød et klask fra far, der tog sig til hovedet. – Åh, nej, ikke Sofia Kastanjehjerne Led! Hun blev jo dømt for ulovligheder sammen med Anni Pølseby sidste år. Ifølge aviserne skulle hun være Djævlen selv. Jeg vil ikke høre mere, Rafig.

Far holdt sig for ørerne. – Jeg vil på ingen måder høre mere.

Du kan umuligt være min bror, din tyrkiske lammehjerne.

– Jamen, onkel, hvad var så den fedeste ide? spurgte jeg, og der blev helt stille i stuen.

– Jamen, den sygeste forretningside var, ifølge Numzi, solarier. Salg af solarier til afrikanerne nede i Congo. Og der 13