Eva Maria Fredensborg & Jakob Melander
Intet nyt fra R책dhusvej Krimistafet 2014
Elg & Co.
Intet nyt fra Rådhusvej Copyright © Jakob Melander & Eva Maria Fredensborg 2014 All rights reserved 1. udgave (pdf) ISBN 978-87-91818-24-0 Jakob Melander: Øjesten (2013) Serafine (2014) Find mig på Facebook her www.jakobmelander.com Eva Maria Fredensborg: Én gang morder (2013) Min mund er lukket (2014) Find mig på Facebook her www.evamariafredensborg.dk
Forord
I juni 2014 fik vi en udfordring af Charlottenlund Bog & Idé: Kan I ikke finde på noget sjovt, når I kommer og signerer bøger sammen næste lørdag? Vi havde kun mødt hinanden en enkelt gang før, men havde begge lyst til at udfordre os selv og prøve noget nyt, så vi blev enige om at skrive en kriminovelle, hvor Bog & Idés kunder fik lov at bestemme gerningssted og mordvåben. Valget faldt på brevkniv og Rådhusvej (i Charlottenlund). For også at gøre det lidt spændende for os selv, besluttede vi at skrive novellen som en stafet og løbende offentliggøre hvert enkelt afsnit på vores respektive Facebook-sider: Vi aftalte på forhånd, hvem der skulle myrdes og hvorfor, men vi vidste aldrig helt, hvad vi kunne forvente, når den anden lagde et nyt kapitel op. Da vi var godt og vel halvvejs, snød vi lidt og mødtes for at aftale, hvordan vi skulle få enderne til at mødes, hvorefter vi gik tilbage og gjorde noget helt andet ... Inden vi begyndte, var vi spændte på, om vores hovedpersoner, Lars Winkler og Robert Strand, kunne samarbejde. Det var temmelig udfordrende og angstprovokerende at give slip på vores elskede karakterer og se dem gennem en anden forfatter – og anden karakters – øjne, men det viste sig heldigvis, at både de og vi havde stor fornøjelse af samarbejdet. Siderne der følger, er de 14 afsnit, som krimistafetten endte med at bestå af, sat sammen til én lang tekst.
— 4 —
Historien og måden den er blevet skrevet på er formet af mediet (Facebook) og metoden,(stafetten) og det har vi ønsket skulle skinne igennem i denne samlede udgave. Derfor har vi ikke rettet andet end slå- og kommafejl. Tak til alle jer, der fulgte med og kommenterede undervejs. Jakob Melander & Eva Maria Fredensborg
— 5 —
Kapitel 1
Vinden synger i den lyse nat, suser gennem skoven. Det knager i grenene, løvet rasler. Han hiver efter vejret, tvinger de trætte muskler videre, stadig videre. En ensom bil kører ad Jægersborg Allé ned mod slottet og fortet ved Øresund. Lygternes hvidgule fane stryger forbi, et kort øjeblik glider lyset over den oprørte søgang i grene og blade. Men han er inde i skoven og mørket. Lyset kan ikke nå ham. Så er vognen og dens fører væk, videre. Han er alene. Eller næsten alene. Stemmen folder sig ud af mørket bag ham, en blød, næsten feminin, diktion. Det er lige før, den går i ét med lyden af hastige, snublende fødder. - Hvorfor løber du? Du kan ikke slippe væk. Ikke nu. Benene går under ham. Panikken får hans bryst til at snøre sig sammen. Det er umuligt at tænke. Stiens hvide bånd lyser foran ham, viser vej. Men det er for sent. Skoven er tom, der er ingen, der kan hjælpe ham. Lyden af den andens skridt, så tæt på! Det gurgler i munden. Hælene hamrer i jorden, sender stød gennem kroppen. Blegrøde bobler brister på hans læber. Blandingen af hans eget blod og spyt driver ned over hagen. Det paisley-mønstrede tørklæde i halsen er gennemvædet, drypper ned på den hvide skjorte, der sidder stramt over bugen. Han kan se det, når han kigger ned: Hvor næsens bruskdele har siddet, er der nu kun den tomme luft. Spidsen af hans næse, en rødhvid, svampet klump, lig-
— 6 —
ger i skovbrynet bagude, hvor forfølgeren smed den efter at have skåret den af. Med et enkelt, kraftigt snit af hans egen brevkniv. WKI Bajonett mit Sägenrücken. Vinden svier i såret. Det hviner helt ind i kraniet. En gren svirper henover hans ansigt, rasper i det trekantede hul midt i ansigtet. Ikke tænke, videre. Bare videre. Det er underligt, dengang forestillede han sig smerterne værre, men han kan næsten ikke mærke noget. Det må være chokket, adrenalinen, der pumper rundt i kroppen. Eller vinen, måske? Begge dele? Men snart kommer den, smerten. Og vil han så kunne løbe? Han vover ikke at se sig tilbage, den anden er lige i hælene på ham. Driver ham gennem skoven op mod stationen. Eller var det ham selv, der ville den vej? Han kan ikke længere huske det, de sidste minutter fra han stod af toget er en række af enkeltstående, skarpe sanseglimt uden egentlig sammenhæng og kronologi. Tweedjakkens ryg er skåret i laser, flagrer efter ham. Og hele tiden hører han den uhyggelige, susende lyd af bajonetten, der synger gennem luften. Stadig tættere, tættere på. Stammerne viger, tynder ud. Skoven åbner sig. Parkeringspladsen! Og bag den nedgangen til tunnellen under Charlottenlund Station og banelegemet. På den anden side er der folk, liv. Også på denne tid af natten. Kan han nå derover, er der stadig en chance. Han finder de sidste kræfter. En sidste spurt, så tumler han ned ad trinnene og lader sig opsluge af tunnelen. Blod og spyt står ud i en rød tåge foran ham, anstrengelserne får det til at dunke i såret i ansigtet. Ude på den anden side, ved Emils kebab, er der mennesker, hjælp. Han har stået der tit på denne tid, med en sidste shawarma til at runde nattens udskejelser af, inden turen går tilbage gennem skoven og hjem til lillemor. Videre!
— 7 —
Forfølgeren inde i tunnelen bag ham. Deres fælles åndedrag forstærkes i den smalle tunnel, æltes af de rå betonvægge, smelter sammen til ét. Jægerens og den jagedes. Så falder det første hug. Det kolde stål bider sig vej gennem jakken, snitter gennem tweedstoffet og det øverste hudlag. Det næste er dybere, skærer en luns af hans kød. Det takkede blad klirrer mod et ribben, bøjer af. Han snubler, griber ud efter rækværket for ikke at falde. Og idet han stirrer fremad, lukker smerten ude, fokuserer på åbningen, der markerer tunnelafslutningen ikke en meter fremme, tager forfølgeren et sidste skridt. Hugger til. Bladet går gennem ryggen, glider ind mellem to ribben. En overrasket, boblende lyd presses ud gennem hans læber, idet det giver et underligt plop i hans brystkasse: Lungen er punkteret. Bladet trækkes ud i en skæv vinkel, savtakkerne på oversiden flår gennem indvolde og knogler. Smerten er ulidelig, stråler ud i alle dele af hans krop. Han snapper efter vejret, trækker sig ud gennem tunnelåbningen og op ad gelænderet, falder over de lave trin. Neglene borer sig ned mellem brostenene, haler ham det sidste stykke op. Den anden hiver efter vejret. - Det er slut, hører du? Jeg er færdig med at betale, dine syge ... Vokaler trækkes ud, stemmen glider væk. Verden drejer, lukker ned i tunnelsyn. Han glider i sit eget blod, det strømmer ned over ryg og balder. Det sortner et øjeblik, så får han hovedet op og kan se ud over pladsen. Emils Kebab er lukket. Pladsen er tom, bortset fra en enlig skikkelse, der er på vej op mod Jægersborg Allé. Han tvinger sig videre. Halvt glider, halv kravler over kørebanen mod det lille monument under egetræet,
— 8 —
hvor den enlige skikkelse forsvandt. Han må have fat i nogen, en eller anden må ringe efter hjælp. Morten Dinesen, advokat med møderet for Landsretten, når kun lige at trække sig op og stirre ned i den tomme skål, der står mellem statuerne af de to nøgne børn, da det sidste hug falder, og verden forsvinder.
— 9 —
Kapitel 2
En orange skyformation spejlede sig i voldgraven omkring Charlottenlund Fort, og havoverfladen havde kun lige sluppet den opstigende sol. Robert Strand slap speederen og kastede et sidste blik på Øresund, inden han drejede op ad Jægersborg Allé. Drab på åben gade, gentagne knivstik. Han håbede ikke, han var blevet hevet ud af sengen klokken fem om morgenen for at efterforske endnu en tragisk sag om et sygt menneske, der var faldet gennem maskerne i det psykiatriske system, men de sparsomme oplysninger i assistanceanmodningen til Nationalt Efterforskningscenter tydede på det. Drab på åben gade indikerede, at offer og gerningsmand ikke kendte hinanden, og de gentagne knivstik tydede på, at gerningsmanden ikke havde haft en klar intention om at dræbe, men havde handlet i affekt. En pludseligt opstået konflikt mellem en psykisk syg gerningsmand og et tilfældigt offer. Robert tvivlede på, at der var brug for en profileringsekspert. Hele stationspladsen var lukket af. Han parkerede sin Mercedes SL500 foran det tidligere posthus og ventede ved afspærringen, til efterforskningslederen, politikommissær Jesper Tofte, dukkede op. - Robert Strand? Tak, fordi du kunne komme så hurtigt. Jesper Tofte gned håndfladen mod de stramtsiddende jeans, inden han trykkede Roberts hånd. De blå øjne sad dybt i det kødfulde, fregnede ansigt, og Robert noterede sig, at blikket var stift.
— 10 —
Nordsjællands Politi havde etableret et midlertidigt hovedkvarter i den ende af stationspladsen, der lå længst væk fra gerningsstedet. Robert konstaterede, at Yvonnes Hair Shop var erstattet af en bagerforretning, som meget belejligt kunne forsyne politifolkene med kaffe og brød, der så ud til at være i den spelttunge kategori. Han afslog Toftes tilbud om kaffe og spurgte, om de havde identificeret ofret. - Morten Dinesen, en lokal advokat med bopæl på Bregnegårdsvej, lige på den anden side af banen. Ifølge hustruen havde han været til det månedlige møde i vinklubben, som denne gang blev holdt i en af villaerne på Svanemøllevej. Hun ventede ham hjem med det sidste tog, hvilket stemmer med det klippekort, vi fandt i hans lomme, som er stemplet klokken 00.34 på Svanemøllen Station. Vi har fået navnene på de andre medlemmer af vinklubben, og mine folk er i gang med at kontakte dem, men videooptagelserne fra linje C viser, at Dinesen var den eneste passager, der stod af på Charlottenlund Station. Stemmen var mekanisk, og Robert var ikke længere i tvivl: Efterforskningslederen befandt sig i en let choktilstand, men det var tilsyneladende ikke så alvorligt, at det forhindrede ham i at agere effektivt. - Kan jeg komme til at se ham? Tofte viste vej mod en lille plads, hvor et stort træ tronede midt i en halvcirkelformet bøgehæk. En bred skærm var stillet op mellem de to ender af hækken for at forhindre forbipasserende i at kigge ind. Robert trådte ind bag skærmen og gik i en bue udenom den pøl af blod, der havde samlet sig på og mellem brostenene. Han undgik bevidst at fokusere på liget, og mens hans sanser fik lov at vænne sig til forholdene på gerningsstedet, læste han inskriptionen under busten af
— 11 —
en strengt udseende mand, der skuede ud over stationspladsen: Einar Holbøll. Julemærkets fader. Han måtte have passeret dette mindesmærke mindst tusind gange i løbet af sin gymnasietid, og ikke én eneste gang var han standset op for at betragte den bizarre komposition med statuerne af to børn, der drak vand fra en hane, som stak ud nogenlunde der, hvor Holbølls ædlere dele ville befinde sig, hvis ikke kunstneren havde valgt at nøjes med en buste på en sokkel. Han rystede på hovedet og lod blikket glide nedad. Det første spørgsmål meldte sig i samme øjeblik, hans øjne registrerede kroppen, der lå med hovedet hvilende i et bronzekar mellem statuerne: Hvorfor sad kniven stadig i ofret? Han gik tættere på og betragtede skæftet, der hævede sig over resterne af Morten Dinesens ternede jakke. Det var af træ, tydeligvis af ældre dato, og selve grebet var enkelt dekoreret med en række skrå riller på tværs. Ligets vinkel forhindrede Robert i at se, om knivbladet var gået hele vejen gennem ofrets torso, men ud fra den del, der var synlig, vurderede han, at selve bladet måtte være mindst fyrre centimeter langt. Dette var ikke en almindelig kniv. Robert mærkede, hvordan hans puls steg. Han gik langsomt rundt om liget, registrerede det fra alle vinkler, før han satte sig på hug for at betragte den side af ofrets ansigt, der ikke var nedsænket i det blodfyldte kar. Det næste spørgsmål dukkede op, og denne gang stillede han det højt: - Har I fundet hans næse? Jesper Toftes adamsæble tog en tur op og ned, inden han svarede: - Hvad mener du? - Næsen mangler.
Robert forlod gerningsstedet, da retsmedicineren og teknikerne ankom. Han fulgte blodsporet, som var bredt og gnidret, og flere steder fandt han tydelige aftryk af hænder, som om ofret var gledet i sit eget blod, mens han forsøgte at kravle fra gerningsmanden. Mængden af blod var større ved foden af trappen, men længere fremme, hvor den tidlige morgensol måtte vige for tunnellens skygge, kunne han kun få øje på en slingrende stribe af tydeligt afgrænsede pletter. Som en voldsom omgang næseblod. Hvem er du? Han lod spøgsmålet arbejde i underbevidstheden, famlede efter de første konturer af gerningsmanden, mens han gik gennem tunnelen og registrerede den fugtige luft og en markant stank af urin ved opgangen til midterperronen. Blodsporene viste, at ofret var blevet jagtet, og derfor var de gentagne stik ikke nødvendigvis udtryk for tøven. Det var lige så sandsynligt, at gerningsmanden havde haft en klar intention om at dræbe, men ikke havde været i stand til at få et dræbende stød ind i første forsøg. Og så var der mordvåbnet. Det var ikke sådan en kniv, man kunne gå rundt med i lommen og trække frem, hvis man pludselig følte sig provokeret af en fremmed. Du kendte Morten Dinesen, tænkte Robert, mens han krydsede parkeringspladsen bag stationen og fulgte sporet af indtørret blod ind mellem træerne. Men hvorfor næsen? Det eneste svar, der meldte sig, var, at Morten Dinesen måske havde stukket næsen i noget, der ikke vedrørte ham, men Robert syntes, symbolikken virkede lige lovlig tydelig, og det gav kun mening, hvis gerningsmandens primære motiv var at sende et signal til andre nysgerrige. I så fald havde han taget næ-
— 13 —
sen med sig som et trofæ. Det var næsten umuligt at følge blodsporene i den mørke skovbund, og et sted mellem Bregnegårdsvej og slotshaven var han lige ved at give op. Han havde gået rundt i den samme lysning i flere minutter, da han hørte en raslen af visne blade, efterfulgt af en kvindestemme, der råbte: - Oscar! Oscar, kom her! Robert vendte sig og så en stor hønsehund komme luntende med kurs mod lysningen. Dens snude gled hen over skovbunden, og den var kun et par meter væk, da det gik op for ham, at de ledte efter det samme. Næsen! Han kastede sig over hunden, fik fat i dens halsbånd og landede på ryggen med hunden ovenpå sig. Nu kunne han se dens ejer, en kvinde i fyrreårsalderen. Han rejste sig hurtigt og slækkede lidt på grebet om det brede læderhalsbånd, så hunden kunne genoptage sporingen. Kvinden begyndte at råbe igen. - Hey. Hvad laver du? Han stjæler min hund! Han ignorerede hende og satte farten op, og der gik ikke mange minutter, før han, eller rettere Oscar, havde fundet næsen. Den lå i det lave krat ved hegnet ind til slotsparken. Gerningsmanden havde ikke taget den med sig, og da Robert betragtede den blodige kødklump, mærkede han en velkendt spænding brede sig i kroppen. Afskæringen af ofrets næse var sandsynligvis en symbolsk handling, men i så fald var det en sag mellem offer og gerningsmand, ikke et signal til omverdenen, og når det handlede om personligt motiverede drab, var Robert ikke i tvivl om, hvor han skulle begynde sin søgen. Han holdt hunden væk fra byttet i strakt arm, mens
— 14 —
han fandt mobiltelefonen frem. - Jeg har fundet nĂŚsen. Kan du sende et par mand herover?
— 15 —
Kapitel 3
Det raslede fra undervognen. Kunne det være lydpotten? Udstødningsrøret havde hængt lidt de sidste par dage. Lars trak på skuldrene, det måtte vente. Han trommede på rattet, så ud over Øresund. Små skytotter draperede sig mellem den sommerblå himmel og den bølgende svenske kyst på den anden side. Det var lige til et maleri: Barsebäck, containerskibe og sundet fyldt med sejlbåde. Han veg uden om en motorcyklist, der slingrede i langsom fart ud af Strandvejen uden hjelm. Motorcyklistens blik var klinet til det velformede bagparti på en ung, bikiniklædt kvinde på vej ned mod Charlottenlund strand. Hun havde en is i hver hånd. Jo, det var godt nok varmt i dag. Lars skruede op for Jack White på anlægget. Folk var ikke rigtig kloge. Quarantine on the Isle of Man and I’m trying to escape any way that I can, oh Men det hjalp ikke. Egentlig skulle hans ferie være begyndt, men Ulrik havde naturligvis valgt netop i dag til at sætte ekstra mandskab på en sag, der burde have været opklaret for længst. Varetægtsfængslingen af to Hells Angels-rockere var ved at løbe ud, og Ulrik var nervøs for, at de skulle slippe af krogen. Det ville ikke se godt ud længere oppe i systemet.
— 16 —
Ja, det var jo ikke fordi, han syntes, de skulle have lov til at løbe frit omkring. Men han havde altså ferie. Sagsmappen lå på passagersædet ved siden af ham. Ulrik havde sat ham til at afhøre en advokat, hvis navn var kommet op i forbindelse med efterforskningen. Og ikke for det gode. Advokaten boede på Bregnegårdsvej i en imponerende kasse. En kongeblå Mercedes var parkeret skævt i indkørslen. En convertible. Der var åbenbart nogen, der havde råd til det. Lars steg ud, fulgte den snoede sti mellem blomsterbedene til det voldsomt ornamenterede indgangsparti. Han stirrede på den bronzefarvede dørhammer i flere sekunder, før han lagde hånden på håndtaget. Døren var ikke låst, men gik op i samme øjeblik, han trykkede ned. - Hvem er du? En høj mand med dybtliggende øjne og et lille ar på det højre kindben stod i hallen, trådte frem mod døren. - Du kan ikke bare gå ind her. - Rolig. Lars holdt en hånd op, rodede med den anden i lommen efter skiltet. – Københavns politi. Morten Dinesen? Den anden så op og ned af ham, skar en grimasse. - Han er ikke hjemme. - Er det ikke hans bil, der holder udenfor? Lars pegede med tommelfingeren på bilen i indkørslen. - Det er min. Den anden beholdt hænderne i lommen. - Hvorfor vil du tale med Morten Dinesen? Lars lænede sig op ad dørkarmen. - Og hvem er så du? - Robert Strand, NEC. NEC? Hvad lavede de her? Lars kløede sig i håret.
— 17 —
- Må jeg lige … Han viste med hånden med sagsmappen ind i stuen bag hallen. Robert Strand nikkede. Modvilligt. Så sagde han. - Det her er udenfor din politikreds, det er du godt klar over, ikke? Lars svarede ikke, trådte indenfor. Huset var svalt i sommervarmen, men en smule for pyntet til hans smag. Det måtte være Morten Dinesens kone, der stod for indretningen her. - Jeg skal afhøre Morten Dinesen i forbindelse med en narkotikasag, vi efterforsker. Lars så sig om. En dør ledte ind til et arbejdsværelse. Stort, tungt skrivebord, grønt gulvtæppe. Alle vægge var dækket af mørklakerede reoler. De var ved at segne under vægten af de tunge bind. To mænd i jeans og T-shirt arbejdede sig roligt og metodisk igennem interiøret. Var de i gang med en ransagning? Hvorfor havde han ikke fået noget at vide? Han vendte sig atter mod Robert Strand. - Hans navn er kommet op i forbindelse med efterforskningen af to HA’ere. Er han hjemme? Og hvad laver du her? Men Robert Strand nåede ikke at svare. I samme øjeblik kom den ene af de to mænd ud fra arbejdsværelset med en flyttekasse. Han svedte. Kassen så tung ud. - Er der noget? Robert Strand trådte til siden, så den anden kunne komme forbi. - Han har vist ikke haft så meget at lave på det sidste. Lars kiggede ned i flyttekassen. Den var fyldt med papirer. Fakturaer lå hulter til bulter mellem gamle konvolutter, fotokopier af hvad han formodede måtte være sagsakter. Intet af det så ud til at være af nyere dato. Kollegaen nikkede til Lars, forsvandt ud af døren. Robert Strand vendte sig, smilede.
- Jeg må desværre fortælle dig, at du ikke kommer til at tale med Morten Dinesen. Han er blevet myrdet. Oppe ved stationen – i nat. Det forklarede jo, hvorfor det lokale politi var her. Men NEC? - Du har stadig ikke fortalt mig, hvad du laver her? Det var Lars’ tur til at smile. - Kom med. Robert Strand vinkede ham efter sig, bag om trappen, der ledte op til førstesalen og ind i køkkenet. Store, sorte marmorfliser, barstole. Hvidt og sterilt. Halogenspots overalt. Noget af en kontrast til hallens nips og krummelurer. Måske Morten Dinesen alligevel havde fået lov til at bestemme i et af husets rum. Gennem en åben terrassedør var der kig ud over haven, der strakte sig ned mod og gled over i Forstbotanisk Have. På en enorm kogeø under en emhætte i stål og krom stod en opslået MacBook. Robert Strand trykkede på en tast, og skærmen fyldtes af et mandsansigt. Han kunne vel være i slutningen af halvtredserne, men så betydelig ældre ud. Huden var grov og poret, lilla årer trådte frem under huden på kinderne og omkring øjnene. Lars kom til at tænke på en sætning fra Når snerlen blomstrer, det var vist Bjarne Reuter: “Man er vel en bonvivant.” Manden på fotografiet bar ikke slips. I stedet havde han et silketørklæde i halsen. Det var gennemvædet af koaguleret blod. Men det var det trekantede sår midt i ansigtet., der tiltrak sig opmærksomheden. Hullet hvor næsen burde have siddet. Lars fløjtede. - Er dét Morten Dinesen? Robert Strand nikkede. - Du siger, han er involveret i en narkosag? Lars bøjede sig ind over computeren, studerede bil-
— 19 —
ledet. Så rettede han sig op, knaldede hovedet op i emhætten. Det sang i stålet. Et eller andet raslede. - Av, for … Han følte forsigtigt med fingrene på issen, men det lod ikke til, der var sket noget. - Ja, han dukkede op i et par telefonaflytninger. Men vi er endnu ikke klar over, hvordan han passer ind. Hvor er næsen? - Vi fandt den i skovbunden, sådan cirka midt mellem huset her og stationen. - Men du sagde, han blev dræbt på stationen? Gik han tilbage, efter han havde fået skåret næsen af? - Alt tyder på han flygtede tilbage mod stationen. Formentlig fordi chancen for at finde hjælp der var større end her på Bregnegårdsvej. - Og drabsvåbnet? Robert Strand trykkede på den højre piletast. Billedet af Morten Dinesen forsvandt, erstattedes af en lang kniv i en klar plasticpose. Bladet var vel omkring en halv meter langt. - Det er jo nærmest et sværd! Er det savtakker? Den ser sgu ikke rar ud. Lars pegede på bladets øverste side. Robert Strand nikkede. - Det er korrekt. Vores bedste bud er en bajonet af ældre model. Hvis du kigger på bladet lige over fæstet, kan du se, der står: Act. Ges.vorm. Frister&Rossmann, BERLIN. Den må være tysk. Tøjhusmuseet og Forsvarskommandoen kigger på det. Lars gik hen til vinduet, så ud over haven. Plænen var nyklippet, der måtte være mere end 2.000 kvadratmeter. Hvem havde tid til at slå så meget græs? Eller råd? - Det med næsen, det ligner en advarsel. Vores gode advokat har vist rodet sig ud i noget, han ikke skulle have blandet sig i. Lars vendte sig om, støttede sig til vindueskarmen. - Jeg tror, vi skal kigge lidt nærmere på
— 20 —
de rockere. - Du tror, det er narkogæld? Robert Strand lukkede MacBooken. Langsomt. Han strøg en finger langs siden. Det tvivler jeg stærkt på. Det her er et personligt motiveret drab. Gerningsmanden skal findes inden for Dinesens familie eller nærmeste omgangskreds. Lars trak på skuldrene. Det var ikke fordi, det Robert Strand sagde var forkert … han havde formentlig selv pointeret overfor adskillige unge og lidt for ivrige nyuddannede kolleger, at man i mere end halvdelen af tilfældene fandt gerningsmanden i den nærmeste familie. Men det med næsen, det troede han alligevel ikke på. Det var for rodet. Eller – var det i virkeligheden Robert Strand, det handlede om? Ham der gik ham på nerverne? Den anden måtte kunne se det på ham. I hvert fald slog han ud med hånden mod hallen. - Så er det afgang, Winkler. Men Lars blev stående. Lagde armene over kors. Robert Strand rystede på hovedet. - Vi undersøger selvfølgelig alle spor, og hvis det viser sig, at drabet på Dinesen har relation til dine rockervenner, skal vi nok give besked. Lars kneb øjnene sammen. - Om en halv time får du en officiel begæring på alt materiale vedrørende drabet fra Vicekriminalinspektør Ulrik Sommer. I kan sende en kollega ind med dét, der ikke kan mailes. Jeg regner med at have det hele senest i eftermiddag. Lars holdt Robert Strands blik, mens han gik ud af køkkenet. På vej gennem indkørslen overvejede han at tage skiltet frem og lave en ridse i fyrens bil. Men det ville alligevel være for barnligt. Han nøjedes med at sparke
— 21 —
til bagdækket, før han satte sig ind i sin egen bil og vred nøglen rundt. Så havde Ulrik bare at støtte ham. Da han gassede op ud ad Bregnegårdsvej, strejfede hans blik bakspejlet. Fyren fra NEC stod på trappen med hænderne i lommen, stirrede efter ham.
— 22 —
Kapitel 4
Klaphat! Robert Strand betragtede den lange skikkelse, der trampede ned ad havegangen som et forurettet barn. Det her indgik bestemt ikke i hans planer. I overmorgen startede Julies ferie, og selvfølgelig var det mest for at glæde ham, at hans voksne datter havde foreslået en nostalgisk biltur ned gennem Europa med endestation hos Roberts gudmor og gudfar i Ligurien, så den her sag skulle løses hurtigt – uden indblanding fra et opblæst ego med en tydelig adfærdsforstyrrelse og noget, der udmærket kunne være symptomer på et misbrugsproblem. Solen havde fået fat nu, og de store, gule roser ved indgangen til familien Dinesens hjem fyldte luften med en tung, sød duft, som af en eller anden grund gav Robert lyst til at ryge. Han hentede sine cigaretter i bilen, selvom klokken ikke engang var tolv. På den anden side af hækken startede Winkler motoren i sin bil. Udstødningen var færdig, og kilremmen havde det vist heller ikke for godt, men det var trods alt småproblemer i forhold til den diagnose, Robert lige havde hæftet på bilens fører. Heldigvis vidste han præcis, hvordan sådan en som Winkler skulle håndteres. Han fandt mobilen frem og ringede til Jesper Tofte. - Hej, det er Robert Strand. Jeg har lige haft besøg af Lars Winkler fra Københavns Politi. Han arbejder på en sag, hvor han mener, at Dinesen kan have spillet en rolle. Jeg tror, han er ude på et vildspor, men det ville jo være
— 23 —
dumt at afslå en kollegas tilbud om hjælp, så jeg synes, vi skal samarbejde. Han vil gerne have en kopi af al vores dokumentation, og han har bedt om at få det i papirform. Han tog et dybt sug af cigaretten, mens han lyttede til Toftes indvendinger. - Ja, jeg ved godt, at det allerede fylder en del, men I har måske en praktikant, der kan tage sig af det? Jeg ville være ked af at skuffe en dedikeret kollega. Okay, det sidste var måske lige i overkanten, men Robert var ikke i tvivl om, at Winkler vitterlig var en dedikeret efterforsker, ellers ville en mand med hans utiltalende personlighed for længst være blevet fyret eller kørt ud på et sidespor. Han skoddede cigaretten og gik ind i hallen, hvor han mødte Niels Jarner, en af landets dygtigste krisepsykologer. - Hun vil ikke have noget beroligende. Hun er selvfølgelig chokeret, men hun er indstillet på at tale med dig, og jeg vurderer, at det er forsvarligt. Men hold dig til det vigtigste, og undgå alle detaljer omkring selve drabet. Det er hun slet ikke klar til at høre endnu. - Er der ringet efter nogen, der kan være hos hende, når jeg kører? Jarner rystede på hovedet. - Hun vil selv kontakte en veninde, hvis hun trænger til at tale med nogen. Vi har aftalt at ringes ved i aften, og jeg kommer herud igen i morgen og giver hende lidt flere informationer, hvis jeg vurderer, at hun kan tåle det. Hun venter på dig i arbejdsværelset. Mennesker i chok. Robert vænnede sig aldrig til deres sårbarhed. Det var, som om kampen for at forhindre den skræmmende nyhed i at trænge ind, fik dem til at glem-
— 24 —
me alle de forsvarsværker, de normalt brugte energi på at opretholde, og når han sad overfor dem, følte han, at han kunne se lige ind i deres inderste kerne; den del, der rummede sandheder, de knap nok selv kunne bære at se i øjnene. Charlotte Dinesen var ingen undtagelse. Hun sad yderligt på den cremefarvede sofa og modtog ham med et smil, som var han en forretningsforbindelse, hendes mand havde inviteret til middag, men hendes blik fortalte, at her var en kvinde, der nægtede at erkende, at hun nu var helt alene i en verden, hun ikke forstod, og som hun aldrig havde lært at navigere i. - Det gør mig ondt, at du har mistet din mand. Hun trak refleksmæssigt på smilebåndet. Det grå hår var lysnet i elegante striber, og i udskæringen på den lysegrå cardigan glimtede et aflangt diamantvedhæng mod et bryst, der var så magert, at kravebenene stod frem som misdannelser. - Vi mødte hinanden i gymnasiet. Morten var … Hun mødte Roberts blik, og der var noget trodsigt i hendes stemme, da hun fuldførte sætningen: - … han var en god mand. Det lille, ekstra tryk på ordet ”god” var ingen tilfældighed, og Robert gættede på, at nogen – måske hendes forældre? – stædigt havde påstået det modsatte. - Først vil jeg høre, om du har nogen idé om, hvem der kunne ønske at skade Morten? Hun rystede på hovedet. - Han har ikke talt om trusler eller konflikter? - Ikke til mig. Han virkede så glad, da han gik i går aftes. Han glædede sig, både til en aften med drengene i vinklubben, og til at han skulle have ferie i næste uge. - Har I børn?
- Vi har en søn, Frederik. Han er professor ved Ecole Normale Supérieure i Paris, når han da ikke rejser rundt i hele verden og holder foredrag om kvantefysik. Denne velafprøvede oneliner var ikke hele historien om Frederik Dinesen, men Robert vurderede, at det bedste middel til at få hende til at tale var tavshed, så i stedet for at stille supplerende spørgsmål, lod han blikket vandre hen over den store reol, der fyldte hele rummets bagvæg. Han nåede at genkende Intet nyt fra Vestfronten og flere titler af Hemingway, før Charlotte Dinesen endelig sukkede og sagde: - Frederik var et meget følsomt barn, og vi blev hurtigt klar over, at hans intelligens var noget ud over det sædvanlige, så vi sendte ham på kostskole i Schweiz, da han var otte … eller nej, han var vist fyldt ni. - Hvordan var din mands forhold til Frederik? - Det var fint. I de senere år har vi ikke set ham så ofte, men det er vel meget naturligt. Han er voksen nu, og en mand i hans position har selvfølgelig ikke meget fritid. Hun så ned og lod hånden glide hen over nederdelen, som om hun forsøgte at fjerne en usynlig fold, men Robert var ikke indstillet på at lade hende slippe så let. - Hvornår så I ham sidst? Hun spærrede øjnene op, og hendes stemme var en tak højere, da hun svarede: - Sidste år var Frederik på en større foredragsturné i Asien, men i år har han sagt, at han kommer til Danmark i løbet af sommeren. Det var tydeligt, at hun løj, men hun havde lige mistet sin mand, og Robert ville næppe få ros af Niels Jarner, hvis han tvang hende til at indrømme, at hendes søn havde vendt hende ryggen, så han lod emnet hvile.
— 26 —
- Hvad med Mortens familie: søstre, brødre, forældre. Havde han et nært forhold til dem? Hun rystede på hovedet. - Morten havde en bror, men han døde af sukkersyge som helt ung, og hans forældre … De lever vist stadig. Hun lagde hovedet på skrå og så på Robert gennem halvt lukkede øjenlåg. - Jeg tror, de havde svært ved at acceptere hans valg. Mændene i hans familie har været militærfolk i fem eller seks generationer, og hans far opfattede det nærmest som forræderi, da Morten ville i gymnasiet. De kunne slet ikke forstå, at han ville læse videre. Og så jura. - Hvad med hans firma – havde han det godt med sine ansatte? Hun trak på skuldrene. - Morten talte ikke så meget om forretninger herhjemme. Han var klog nok til at indse, at man ikke kan være venner med alle, når man er chef. Ind i mellem brokkede han sig over, at de unge troede, de skulle være partnere, så snart de havde fået møderet, men jeg havde indtryk af, at det gik godt i firmaet. - Hvem var hans nærmeste venner? - Som jeg sagde før: Man kan ikke være venner med alle, når man er chef. Nej, men nogen kan man vel godt være venner med, tænkte Robert. - Han havde sin vinklub, hvor de mødtes en gang om måneden, men ellers var det mest forretningsforbindelser. - Var der nogen klienter, han var særligt tæt på? Charlotte Dinesen løftede de tynde øjenbryn. - Tæt og tæt. En mand, der havde kæmpet indædt for at komme
— 27 —
frem i livet, og som til gengæld havde brændt enhver chance for at opbygge nære relationer til andre mennesker – måske lige med undtagelse af hustruen. Det lød som en historie, Robert havde hørt før. Han gav hende sit kort og bad hende ringe, hvis hun kom i tanke om noget, der kunne være relevant for sagen. Frederik Dinesen. Robert gik udenfor og tændte dagens anden cigaret, mens han forsøgte at ignorere følelsen af, at hans mistanke til ofrets søn udelukkende bundede i, at han ikke kunne få øje på andre, der matchede profilen. Hvis profilen var forkert, risikerede de at spilde en masse tid. Hvis profilen var forkert … Robert kunne ikke huske, at han nogensinde havde tænkt den tanke før, og han fornemmede tydeligt, at den ikke var videre konstruktiv. Han ringede til Jesper Tofte og bad ham om at få nogen til at tjekke op på Frederik Dinesen, hvorefter han smed cigaretten ind i bøgehækken og gik ind i huset for at hente sine ting. Lars Winklers sagsmappe lå på kogeøen. Robert lod hånden glide over omslaget og mærkede den ru fornemmelse mod fingerspidserne. Var det muligt, at han havde fejllæst gerningsstedet fuldstændig? Nej! Drabet på Morten Dinesen var ikke en advarsel til andre, det var en hævn rettet direkte mod ofret. Han lod tommelfingeren følge papirets kant, og da han nåede det øverste hjørne, erkendte han, at det ville være direkte uansvarligt ikke at undersøge Winklers påstand nærmere. Mappen var omfangsrig og manglede en indholdsfortegnelse, og da Robert havde været det hele igennem uden at finde det, han søgte, fik han en lille smule dårlig
— 28 —
samvittighed over sin barnlige idé med at sende Winkler hele Dinesen-sagen i papirform, men det var glemt, så snart han fandt Dinesens navn. Det optrådte i en udskrift af en telefonsamtale mellem to rockere, og samtalen lod til at handle om en retssag, hvor en af ”brødrene” stod tiltalt som bagmand i en større sag om hashhandel på Nørrebro. A: Hvad siger Dinesen? B: Han råder os stadig til at køre videre med den beskikkede forsvarer, for som han siger, har de ikke skyggen af reelle beviser. (Pause) Men jeg ved sgu ikke, om vi kan stole på ham. Hold kæft, han var oppe at køre i lørdags, det gamle fjols. Han skylder mig stadig for fire gange rød Caroline. Rød Caroline. Det var den kode, kunderne sms’ede til de ”hvide bude”, når de ville have leveret et gram rød kokain. Kokain. Næsen skåret af. Kunne det virkelig være så banalt? Robert åbnede klappen på sin MacBook og betragtede fotografiet på skærmen. Han ville skide på, hvad Jarner sagde: Han ville selvfølgelig ikke vise Charlotte Dinesen billederne af hendes mands lemlæstede lig, men han var nødt til at vide, om hun genkendte den brutale kniv, der havde taget hans liv.
Kapitel 5
- Ulrik? Lars klemte telefonen fast mellem kind og skulder, kørte ud i Femvejen med høj fart. Obelisken til minde om Christian IX og Dronning Louise kastede en misbilligende skygge foran ham. Lars fulgte rundkørslen, drejede ind ad Bernstorffsvej, mens han forklarede Ulrik om drabet og mødet med Robert Strand. Han speedede op, idet han passerede Bernstorffsparken. - Kender du ham? - Robert Strand? Ulrik tøvede. - Han er fra NEC, ikke? Profiler. Dygtig. Så vidt jeg husker, har han været på kursus i Quantico. - Hm. Lars skar tænder. Qauntico, FBI. The Silence of the Lambs. En modepanser, altså. Det passede med bilen. Det hele, faktisk. - Han er i gang med at lukke af for os. Du må ringe og bede om alt materialet. - Det er vel sådan set også deres sag? Gerningsstedet er ikke i Københavns politikreds, og … - Jeg kunne også bare begynde på min ferie … for eksempel … nu! Ulrik sukkede. - Ja, ja. Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Lars kastede et blik på passagersædet. Sagsmappen! Han måtte have glemt den i den dræbtes køkken. Lars bandede. - Og mens du er ved det, kan du også godt bede ham om at sende sagsmappen med også.
— 30 —
Lars afsluttede samtalen. Ulrik skulle nok skaffe dokumentationen, han kendte ham. Men han havde også luret Robert Strand. Der var ingen tvivl om, han netop nu havde sat en praktikant i gang med at kopiere samtlige dokumenter fra hans glemte sagsmappe: Alt om efterforskningen af HA’erne og den aflytning, der havde impliceret Morten Dinesen i sagen. Mens han kørte ind mod byen vendte han mødet med Robert Strand i hovedet. Hvis han nu forsøgte at se bort fra mandens irriterende hovenhed … kunne der så være noget om det, han sagde? Kunne det være noget i familien? Bare fordi det var HA-vinklen, han selv var begyndt på, behøvede det jo faktisk ikke at være dér, motivet til drabet skulle findes. Morten Dinesens hjem bar præg af en hvis skizofren indretning. Hvem bestemte egentlig i hjemmet på Bregnegårdsvej? Det kunne næppe skade at kigge lidt på Morten Dinesen og hans familie. Bare mens han ventede på, at Robert Strand fik taget sig sammen til at sende dokumentationen ind. Politigården. Hen ad den lange mørkerøde gang og ind ad den grønne dør til Afdelingen for personfarlig kriminalitet. Han hilste kort på Lisa og Frank på vej gennem forkontoret, lukkede døren til sit eget lille hummer bag sig. Der var bagende varmt herinde. Lugten af linoleum, støv og årtiers sved var om mulig endnu værre end normalt. Han åbnede et vindue, blev stående med overkroppen halvt ude i det fri, til den værste lugt var forsvundet. På den anden side af den ovale gård hang en af kollegerne ud af vinduet, trodsede rygeforbuddet. Lars vinkede til ham. Han overvejede at finde sine egne cigaretter frem
— 31 —
og holde ham med selskab. Men der var ikke tid til den slags fornøjelser, ikke nu. Han var nødt til at bide sig fast, hvis ikke det skulle lykkes modepanseren at køre ham ud på et sidespor. Lars smøgede ærmerne op, tændte computeren og satte sig. Han kørte gennem samtlige registre, til han havde dannet sig et nogenlunde billede af familien Dinesen. Charlotte Dinesen var af grosserfamilie, gamle penge. Lars kom til at tænke på sin egen morfar på Callisensvej i Hellerup. Den gamle villa, frugttræerne i baghaven. Et paradis for et barn, for ham. Men på trods af de mange bøger, teaterturene – hele den bedsteborgerlige em af finkulturel kapital – var pengene, den hårde kapital, for en stor dels vedkommende skabt på andres ulykke. Morten Dinesens familie, derimod, havde været militærfolk i adskillige generationer. Men ingen af dem havde bragt det videre end sergent. Han ville gerne have set Charlotte Dinesens forældres ansigter, da hun præsenterede dem for deres kommende svigersøn. Men ægteskabet havde holdt og de havde fået en søn. Frederik Dinesen var professor i Paris. Ifølge registrene havde han ikke været bosat i Danmark siden barndommen. Først kostskole i Zürich, dernæst universitetsstudier i Bern og Paris. Så vidt han kunne læse, var Frederik Dinesen en lysende akademisk stjerne. Alt så kort sagt ud til at leve op til fordommene for en advokatfamilie på Bregnegårdsvej. Men da han begyndte at søge på familiens bilpark, begyndte det at blive interessant. Aftenen før, klokken 20.53, var Charlotte Dinesens bil, en højrød BMW 316i, blevet noteret for at holde ulovligt parkeret i Baggesensgade. Lars strakte sig, lænede sig tilbage i stolen. Hvad la-
— 32 —
vede Charlotte Dinesen på indre Nørrebro? Det var ikke ligefrem hendes hood. Han greb telefonen. En kølig kvindestemme svarede. - Parkering København. - Lars Winkler, Københavns Politi. Jeg ville gerne tale med den parkeringsvagt, der noterede en BMW i går aftes klokken 20.53. Registreringsnummeret er YJ 34 256. Der blev tastet i den anden ende. Så vendte kvindestemmen tilbage. - Hun er ude på sin runde nu. Hun er faktisk i kvarteret, kan jeg se. Sankt Hans Gade … - Bed hende om at blive, hvor hun er. Jeg er der om et kvarter. Sankt Hans Gade løb ned mod Sortedamssøen fra Sankt Hans Torv. Folk sad ude ved Café Gavlen på hjørnet af Ryesgade. Nogle store drenge kørte på skateboard, spillede fodbold på boldbanen overfor. Et lille stykke stenbroidyl. Men der var ingen parkeringsvagt i sigte. Lars steg ud af bilen, tændte en Blå King’s. Hvor kunne hun være? Bilerne stod tæt, flere af dem var parkeret i anden position. En enkelt stod endda med forhjulene oppe på fortovet. Alt sammen forseelser, der kunne trække en bøde. Men der sad ingen girokort i forruderne, så vidt han kunne se. Lars slentrede ned mod søen. En let brise fik hans skjorte til at lette, jog noget af den tunge sommervarme bort. Nede på hjørnet, med udsigt over søen, lå en café med udendørsservering. Det var der, man skulle sidde nu. Vegetere. Drikke kaffe. Holde ferie. På en byggetomt lige før søen lå en lille legeplads, komplet med imiteret asfalt, så ungerne ikke slog sig, en hængebro over en sandkasse og små bakker med kunstgræs. På en bænk under et blomstrende træ sad
en kvindelig parkeringsvagt. De posede, mørkeblå uniformsbukser og den kortærmet skjorte fik hende til at se tættere, mere firkantet ud, end hun egentlig var. På bænken ved siden af hende stod en danskvand fra Fakta. Solstråler glimtede i det krøllede stanniol fra en madpakke. - Er det dig, der er fra politiet? Jeg tænkte, jeg ligeså godt kunne spise min frokost, mens jeg ventede. Hun rejst sig ikke, gav ikke hånd. - Velbekomme. Lars lukkede lågen til legepladsen bag sig. Der var ikke andre end parkeringsvagten på den lille plads. De fleste børn var vel i institution på dette tidspunkt. Hvis ikke de var på ferie. Han skar en grimasse. - Du var i Baggesensgade i går aftes? Parkeringsvagten tyggede af munden, strøg håret, det var både permanentet og affarvet, tilbage fra panden. - Det er rigtigt. Det var vel mellem otte og ni. Det var noget med en bøde? Jeg tjekkede lige med mine noter. Er det Hyundaien eller BMW’en, du er interesseret i. Lars smilede. Der var nogen, der havde tjek på det. - BMW’en. Han slog sig ned ved siden af hende. Det opslåede, krøllede stykke stanniol fra hendes madpakke optog pladsen mellem dem. Hun manglede endnu et stykke med leverpostej. Den syltede rødbede var blevet mast helt ned i postejen af de mange timer i madpakken. Saften sev ud, gav den gråbrune postej et svagt skær af purpur. - Bemærkede du noget særligt ved den? Lå der noget på bag- eller passagersædet? Så du ejeren? Parkeringsvagten smilede. - Altså, nej. Hun trak på det. - Jeg skrev bare den bøde. Men det er jo en bil, man ikke ser så tit heromkring. Hvis det er dyre biler er det mere sådan nogle smarte drengebiler. Ja, du ved jo, hvad det er for nogle typer, der kører rundt i dem.
— 34 —
Lars nikkede. Havde set sin ration af bandemedlemmer og dopedealere i blanke, sorte biler med nedrullede vinduer og høj hiphop. Det var en kliché. Men nogle gange var klichéerne altså sande. Parkeringsvagten tog en bid af leverpostejmaden. Tyggede, stirrede på det halve stykke rugbrød. Så pakkede hun den tilbage i stanniolen, krøllede det sammen og smed det hele i papirkurven. Hun tog en tår af sin danskvand og skruede låget på. - Derfor lagde jeg også straks mærke til den, da jeg fik øje på den igen en halv times tid senere. Da var bøden blevet fjernet. - Du så den igen? Lars rettede sig op. - Hvor? Parkeringsvagten pegede. Ud bag ved de unge træer, der markerede grænsen mellem legeplads og fortov. - Lige dér, udenfor. - Og du er sikker på, det var den samme vogn? - Helt sikker, du. Samme registreringsnummer, samme højrøde farve. Den slags biler ser man ikke to af på samme dag heromkring. - Men du skrev kun én bøde – i Baggesensgade? Hvorfor? Lars skoddede sin cigaret. - Den sidste gang sad hun i bilen. - Hun? Var det en ældre kvinde? - Mmmhh. Og hun var ikke alene! Parkeringsvagten smilede hemmelighedsfuldt - Hvem var hun sammen med? - En ung mand. Mørk. De sad og kyssede. Rygetrangen vendte tilbage, skar i hjertekulen. Han turde næsten ikke stille det næste spørgsmål. Men han tvang sig til at lade cigaretpakken blive i lommen. - Du sagde, han var mørk. Mørkhåret? Parkeringsvagten rystede på hovedet, så triumferen-
— 35 —
de på ham. - Næ, i huden. Måske burde jeg ikke sige det her, men … Lars lænede sig tilbage, ventede. Hun kunne næsten ikke have det i sig. Der var ingen grund til at presse på, det var lige før, hun eksploderede. Så kom det. - Ok, hun lænede sig frem, hviskede. - Jeg har hørt, at …. Nede på Blågårds Apotek, værtshuset nede på hjørnet af Blågårds Plads, ikke? Der er nogle af de unge indvandrerdrenge, der sidder dér. - Sidder der? Og hvad? Sælger stoffer? - Nej, din ånd. I gamle dage var det cafeteriet i Daells Varehus, ikke? De stablede to sukkerknalder oven på hinanden. Det var tegnet. - På hvad? Men det var begyndt at dæmre. Han kunne godt huske historierne om Daells Varehus. Om de to sukkerknalder. Parkeringsvagten stirrede på ham. Hendes øjne skinnede. - Damer på min alder, de kan gå derhen og finde en ung fyr. Hvis de kan betale. De drenge, dér, de sælger sig selv.
— 36 —
Kapitel 6
Espressomaskinens hvæsen overdøvede trafikken ude fra Jægersborg Allé. Det var så småt ved at tynde ud i køen af frokostsultne gymnasieelever, og da Robert slog sig ned ved et bord med sin kaffe og sandwich, havde han hele Emmerys for sig selv. Gid Fanden havde botox! Det var første gang, han havde afhørt et vidne med ansigtsmuskler, der var lammet af botulinumtoksin, også kendt som pølseforgiftning, og nu forstod han sine amerikanske kollegers irritation over stoffets hastige udbredelse. Det var som at betragte en dukkes ansigt. Heldigvis var overraskelsen, da Charlotte Dinesen så mordvåbnet, ikke til at tage fejl af. En skyldig kunne udvise et bredt spekter af følelser, når han eller hun blev konfronteret med billeder og effekter fra gerningsstedet, men overraskelse var ikke en af dem, og hvis Robert nogensinde havde troet, at Morten Dinesens spinkle hustru havde jagtet sin mand rundt i Charlottenlund Skov og hakket i ham med en drabelig bajonet, kunne han nu endeligt afskrive den mulighed. Problemet var, at der også havde været noget andet. Noget, der modsagde hendes påstand om, at hun aldrig havde set kniven før, og som enten kunne være frygt eller bekymring, men fordi indsprøjtningerne med botox havde lammet panden – den del af ansigtet, hvor flere af de vigtigste markører optrådte – havde Robert ikke en jordisk chance for at afgøre, hvilken af følelserne der var
— 37 —
tale om. Han tog en tår af kaffen og brændte sig på den varme væske, så ganen hævede op og gjorde det helt umuligt at bide i det hårde sandwichbrød. Han skubbede tallerkenen væk og åbnede sin computer for at tjekke, om der var kommet en mail fra Jesper Tofte. Det var der: ”Intet afgørende nyt. Morens oplysninger om Frederik Dinesen lader til at stemme – har bedt fransk politi om at undersøge hans alibi. En medarbejder på Tøjhusmuséet mener at genkende mordvåbnet. Redegørelse følger i løbet af et par timer.” Et par timer! Nu, hvor han så ud til at måtte afskrive Dinesens nærmeste familie som gerningsmænd, havde han brug for at gå i dybden med profilen, men uden sikker viden om mordvåbnet risikerede han at spilde sin tid. Hvad nu, hvis Winkler havde ret? Robert brød sig ikke om tanken, men han tvang sig til at tænke den til ende og konstaterede, at hvis Dinesen var død, fordi han var involveret i lyssky forretninger, ville hans kolleger være den bedste kilde til information. Han loggede ind i PEDPOINT, fandt Dinesen-sagen og gik ind i mappen med afhøringsrapporter. Toftes folk havde været effektive. De havde allerede talt med de seks andre medlemmer af vinklubben, og to af ofrets kolleger havde også afgivet forklaring. Robert nærlæste rapporten fra besøget hos Dinesen & Partnere, men det var det sædvanlige: Dinesen havde været et ordentligt menneske, og hans kolleger kunne slet ikke forestille sig, at nogen ville gøre ham ondt. Det var en menneskelig forsvarsmekanisme, frygten for at ligne én med et motiv, der fik de pårørende til at holde sig til den slags forblommede vendinger, og det blev formentlig ikke bedre af, at Toftes folk havde begået den klassiske fejl: Bortset fra
— 38 —
nogle få, grundlæggende spørgsmål til receptionisten og Dinesens sekretær, havde de koncentreret deres indsats om de medarbejdere, der var højst oppe i hierarkiet. Det var ikke nødvendigvis der, informationerne flød mest frit. Østre Anlæg lå som en grøn vold langs den ene side af Stockholmsgade. Robert parkerede bilen, og mens han ventede på, at det fuldautomatiske tag lukkede, registrerede han lyden af børnestemmer et sted inde i det grønne. Morten Dinesens advokatfirma havde til huse i en gammel herskabslejlighed på 2. sal. Der var stille indenfor døren, og han måtte kalde flere gange, før en kvinde dukkede op. - Undskyld. Vores receptionist er gået for i dag, og jeg talte i telefon. Hun trak ned i den korte, sorte jakke og lænede sig op ad receptionsskranken. - Robert Strand fra Nationalt Efterforskningscenter. - Anna Richter. Jeg er Morten Dinesens sekretær. Eller var, burde jeg måske sige. Hun var slank, og et par stiletter slørede det faktum, at hun ikke var ret høj, men vigtigst af alt var hun ung. Ikke noget botox her. Desværre fortalte hendes mimik med al ønsket tydelighed, at hun ikke var særlig begejstret for at møde ham. - Politiet har allerede været her, og som du nok kan forestille dig, har vores advokater mere end nok at gøre med at informere klienterne om det, der er sket. Hun krydsede armene foran brystet, men det var ikke den defensive kropsholdning, der fik Robert til at studse. Det var den fremskudte hage. Hun var vred, men hvorfor?
— 39 —
- Det er helt i orden. Jeg kom faktisk for at tale med dig. - Med mig? - Hvornår så du sidst Morten Dinesen? - Det har jeg allerede svaret på. - Nu skal du høre her. Jeg ved ikke, hvorfor du var vred på din chef, og jeg er egentlig også ligeglad, men hvis du vil slippe for en tur på stationen, svarer du på mine spørgsmål. Overraskelsen fik hende til at spærre øjnene op, og efter en kort pause sagde hun: - Han var her stadig, da jeg gik i går, og det var ved halv sekstiden. - Og hvordan virkede han? - Helt som han plejer. - Og hvordan er det? - Hvad mener du? - Var han i godt eller dårligt humør? - Fint nok, vil jeg tro. - Hvordan ville du beskrive ham som chef? Hun kneb øjnene lidt sammen og vippede hovedet fra side til side, mens hun overvejede sit svar. - Energisk og målrettet. - Energisk og målrettet? - Ja. - Hvor længe har du arbejdet for Morten Dinesen? - Seks år. - Og du kan ikke finde på andet at sige om ham, end at han var energisk og målrettet? Igen røg hagen et hak frem. - Helt ærligt? Morten Dinesen var en dygtig forretningsmand, men han var ikke noget behageligt menneske at omgås. Han var nærig, nærgående og dominerende, og hvis han først havde set sig sur på en medarbejder,
kunne vedkommende lige så godt begynde at se sig om efter et nyt job. - Var han sur på dig? - Nej. Han havde brug for mig. - Hvordan? - Halvdelen af indtægterne i dette her firma kommer fra ejendomsadministration, og selvom jeg ikke har andet end en studentereksamen, er det mig, der kører det hele: Opkrævning af husleje, bogføring og løn til viceværter. Morten var klog nok til at vide, at han ville være nødt til at ansætte to nye medarbejdere, hvis jeg forsvandt, og derfor havde jeg nok lidt længere snor end de fleste andre. Det var der, vreden kom fra: Følelsen af ikke at blive værdsat. - Gik firmaet godt? - Sidste år havde vi et overskud på en halv million, og det var efter, Morten havde taget tre ud til sig selv, så ja: Det gik ret godt. Morten var ikke så kræsen med opgaverne, og det betalte sig i det lange løb. - Kan du give mig et eksempel? Hun trak på skuldrene. - Han tog alle de ejendomme, som ingen andre ville røre med en ildtang. De store karreer inde på Nørrebro, hvor firs procent af lejerne er på overførselsindkomst, og hvor det er en god måned, hvis der ikke bliver smadret inventar for mere end 10.000 kroner. Morten fik sat skik på dem, så det blev en god forretning. - Og hvordan gjorde han det? Hun tøvede et kort øjeblik, før hun svarede: - Han hyrede vagter. - Hvilken slags vagter? - Bare vagter.
— 41 —
- Vi ved allerede, at Morten Dinesen havde relationer til rockermiljøet. Det skulle vel ikke være der, han rekrutterede vagterne? - AK 81. Flere af dem bor selv i vores ejendomme, så det er ret effektivt. - Og det har aldrig givet anledning til problemer? - Nej, men … - Morten Dinesen er død. Du hjælper ham ikke ved at holde oplysninger tilbage. - Det er ikke noget, jeg ved med sikkerhed, men jeg tror nok, at de gjorde andet end at holde vagt. - Hvad? - Jeg tror, de solgte hash. - Ved du, hvem der stod bag hashhandlen? Hun rystede på hovedet. - Hvilke andre relationer havde han til rockermiljøet? spurgte Robert. - Som jeg sagde før: Morten var en smart forretningsmand. Han har aldrig forsvaret nogen fra HA, men han var ikke for fin til at give dem et godt råd, hvis de havde brug for det. En dreng i tiårsalderen kom ud fra anlægget med en basketball i favnen. Det ene knæ var skrabet, og de støvede håndaftryk på den gule T-shirt vidnede om, at der havde været godt med nærkampe. Robert lænede sig op ad bilen, mens han fandt mobilen frem. Han kunne lige så godt få det overstået. - Winkler her. - Goddag Lars, det er Robert Strand. Der var stille i den anden ende af røret. - Jeg har lige haft en samtale med Morten Dinesens sekretær, som måske vil interessere dig. Hun bekræftede,
— 42 —
at han fungerede som rådgiver for flere bandemedlemmer, og da jeg gik lidt hårdere til hende, indrømmede hun, at vagterne i nogle af de Nørrebro-ejendomme, Dinesens advokatfirma administrerer, kan have været involveret i organiseret hashhandel. - OK. Stemmen var ikke helt så hoverende, som Robert havde forventet. Winkler fortsatte: - Jeg har også lidt oplysninger til dig. Charlotte Dinesen fik en parkeringsbøde på Nørrebro i går, og jeg har lige talt med parkeringsvagten Hun påstår hårdnakket, at hun så bilen igen senere på aftenen, denne gang med Charlotte Dinesen på førersædet. Hun var ikke alene, hvis du forstår, hvad jeg mener. Robert forstod udmærket, hvad Winkler mente, men han blev alligevel overrasket over parkeringsvagtens påstand om, at der skulle være unge mænd, der solgte sig selv på Café Blågårds Apotek. - Måske skulle vi mødes? Jeg vil gerne lige høre, hvad Charlotte Dinesen har at sige til de her oplysninger, men jeg kan godt komme ind til byen bagefter, sagde Robert. Charlotte Dinesen gik ude i forhaven og vandede blomster, men de spændte skuldre viste, at der var tale om en tvangspræget handling, en måde at opretholde en vis normalitet. - Jeg har bare et enkelt spørgsmål, sagde Robert. Hun stillede vandkanden fra sig, men blev stående med den ene fod inde i staudebedet. - Hvad lavede du på Nørrebro i går aftes? - Hvem siger, at jeg var på Nørrebro? - Det siger den parkeringsbøde, der sad i din forrude.
— 43 —
Hun så ned og fjernede lidt jord fra spidsen af den ene pegefinger. - Morten var meget glad for krydret mad. Derfor handler jeg ofte i Hind Marked i Blågårdsgade, og det var der, jeg var, da jeg fik bøden. - Og det var det eneste, du lavede? - Ja. Stemmen var fast, men en smule for høj. - Parkeringsvagten mener, at hun så din bil igen lidt senere på aftenen, og at du ikke var alene i bilen på det tidspunkt. Da Charlotte Dinesen ikke svarede, tilføjede Robert: - Hun siger, at du var sammen med en ung mand. - Så må hun have forvekslet min bil med en anden. Jeg parkerede i Baggesensgade, gik over til Hind Marked, hvor jeg købte gurkemeje, spidskommen, friske limeblade og en bøtte af deres hjemmelavede karrypasta. Jeg betalte med mit dankort, så du kan selv tjekke, at jeg taler sandt. Bagefter kørte jeg hjem og ventede på, at min mand skulle komme. Ved den sidste sætning knækkede Charlotte Dinesens stemme over i gråd.
Kapitle 7
Kunne han have taget fejl af manden? Lars stirrede på mobiltelefonen. Den var stadig varm i hans hånd efter samtalen. Var det trods alt en kollega og ikke en modepanser, der netop havde lagt på? Sommervarmen stod og vibrerede mellem husfacaderne. Han svedte, stak telefonen i lommen. To veninder i sommertoppe og shorts sad ved den nye vinbar i Ravnsborggade, røg cigaretter, strakte deres lange, brune ben. Lars gik forbi dem, smed jakken ind i bilen og låste den igen. Opkaldet fra profileren fra NEC var det sidste, han havde ventet, og da slet ikke så tidligt i efterforskningen. Det eneste, Lars havde regnet med fra den kant, var adskillige papkasser med fotokopierede dokumenter, pakket hulter til bulter uden nogen form for orden eller system. Og nu i stedet dette. En samtale, der ikke kunne tolkes som andet end en invitation til samarbejde. Han var ikke nået længere end til T-krydset, hvor Ravnsborg Tværgade løb ud i Ravnsborggade, før han standsede. Træerne voksede som bekendt ikke ind i himlen. Burde han ikke selv være med til at afhøre offerets hustru, Charlotte Dinesen? Robert Strand var jo profiler, ikke rigtig politimand. Lars var lige ved at vende om, løbe tilbage til bilen, men tog sig i det. Hvis der her skulle fungere, var de nødt til at stole på hinanden. Og han kunne vel altid selv køre ud og tale med Charlotte Dinesen, hvis det alligevel skulle lykkes Robert Strand at ødelægge selv en så forholdsvis simpel konfrontationsafhøring?
— 45 —
Lars skråede over Nørrebrogade og drejede ind ad Blågårdsgade. Der var fyldt ved cafebordene ved Props og Haribo – stykket mellem Blågårds Plads og Nørrebrogade var et lille stykke Kreutzberg-Berlin midt i København. Studerende og vækstlagskunstnere med kaffe og cigaretter. Den ene frisure mere bizar end den anden. Hind Marked i den gamle guldsmedebutik på højre hånd bugnede af frugt og grønt. Det var næsten for meget af det gode. Han gik videre ned mod Blågårds Plads. Der ville gå et stykke tid, inden Robert Strand kunne nå herind. Men hvad skulle han ellers lave? Kollegaen måtte hellere speede op. Han var temmelig nysgerrig efter at høre, hvordan Charlotte Dinesen stillede sig til anklagen om at have købt sig til en ung, mørk fyr. Blågårds Plads var, på trods af det ry den havde fået i pressen, i hvert fald i dag den rene idyl. Enkelte beboere havde sat sig til rette på bænke eller medbragte stole under trækronerne, hvis blade dirrede svagt i brisen. Løvet filtrerede det skarpe sollys, spredte det i nervøst-changerende mønstre ud over grusbelægningen og gadens brosten. Der var kaffe på termokanden, tøjstativer og borde til beboernes gamle bøger, nips og tøj. Loppemarked, gadesalg. Ureguleret og anarkistisk. Lars følte sig helt hjemme. Han fandt et tomt bord ved Blågårds Apotek på hjørnet, satte sig i en af de hvide plastikstole. Klientellet var noget ældre her end på den mere 80’er-smarte Floras Kaffebar på den anden side af gaden. Blågårds Apotek havde været hang-out for medlemmer af VS, det gamle venstrefløjsparti, i dets storhedstid i 1980’erne. I dag var værtshuset mere kendt som intimt koncertsted. Der blev spillet blues og fra den mere afdæmpede ende af rock-
— 46 —
musikken. Den der kunne klare sig med et lydtryk, som beboerne i andelsforeningerne ovenover kunne holde til. Og der var kommet tysk og belgisk øl i hanerne. Det var nok ikke mange af de gamle, der stadig holdt ved, men der var ingen tvivl om, at der stadig kunne være seriøse branderter blandt klientellet. Dog måske ikke i helt samme liga som på Ring Caféen i hans egen ejendom. Men her – i dag – så det ikke ud til, at de var stået op endnu. Han fulgte med i gadelivet med et halvt øje. Foran biblioteket på den modsatte side af pladsen hang nogle indvandrerdrenge, en gruppe af lidt ældre fyre spillede fodbold på det forsænkede område midt på pladsen. Kunne det mon være dem, parkeringsvagten mente, prostituerede sig? Der var ingen servering ved bordene, så Lars måtte ind i halvmørket og op i baren. - En cola, tak. Bartenderen bare så på ham, svarede ikke. Han stak hånden i en kasse og trak en Coca Cola op. Lars gravede politiskiltet op ad lommen, sænkede stemmen. - Der går rygter om, at ældre kvinder … du ved, at de kan møde unge fyre her. Nogle af indvandrerdrengene … Han pegede over skulderen med tommelfingeren. Ud mod pladsen. Bartenderen fortrak ikke en muskel. - Det bliver 25 kroner. Lars lagde dankortet på disken. Bartenderen stillede kortlæseren ved siden af Lars’ cola og fortsatte. - Der er nogle, der ikke er rigtig kloge. Hvad er det for en historie at rende rundt med? Lars tastede sin PIN-kode. - Så det er ikke noget, du kender til? Bartenderen rystede bare på hovedet, tastede beløbet ind på kortlæseren. Lars prøvede igen.
— 47 —
- I har selvfølgelig orden i jeres regnskaber? - Du er velkommen til at kigge. Bartenderen strøg sit overskæg. Ingen af dem sagde noget. Lars trak på skuldrene, stak dankortet i lommen. - Nå, ikke? Bartenderen grinede. - Det er vel ikke helt utænkeligt. De kvinder har vel også behov … - Tja, jeg har bare svært ved at se lige nøjagtig de rødder sælge sig selv herinde, med alle vennerne – for slet ikke at tale om familien – lige uden for døren! Det svarede Lars ikke på. Han tog sin cola med udenfor og slog sig ned ved bordet. Så ifølge bartenderen havde parkeringsvagtens historie havde altså været en and? Men hvem skulle han tro? Parkeringsvagten havde virket sikker i sin sag. Der havde ikke været nogen sprækker i hendes vidneudsagn. På den anden side, bartenderens argument var også temmelig svært at skyde ned. Familieskandalen ville nå halvvejs rundt om jorden, hvis de her fyre solgte sig til sex. Men hvis begge havde ret, hvem havde Charlotte Dinesen så kysset i bilen aftenen før? Han glædede sig mere og mere til at høre hendes forklaring. Lars sippede cola, stirrede med halvt lukkede øjne ud over pladsen. En ung fyr i et kitfarvet jakkesæt, der absolut havde set bedre dage, rodede i bunken af bøger på en af de lokales stand. Han havde en besynderlig tick: Den ene arm røg hele tiden ud til siden, samtidig med at nakken knækkede bagover. Endnu et offer for distriktspsykiatrien. På et eller andet tidspunkt ville en kollega blive kaldt ud for at klare en situation, der kunne have været undgået, hvis ikke stat og regioner havde tilsidesat den lægefaglige vurdering af sparehensyn.
— 48 —
Men der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Lige nu åndede alting fred og ro. Og når han nu endelig skulle bruge sin ferie på arbejde, kunne tiden absolut tilbringes på værre måder. Han lænede sig tilbage, lukkede øjnene. Lyttede til bladenes sagte raslen. Den fjerne lyd af flaskeklirren inde fra baren, fodboldens skurren hen over fliserne. Barnelatter … - Winkler! En skygge faldt over ham. Lars åbnede øjnene, forsøgte at se. En massiv silhuet tårnede sig op over ham. Den anden havde solen i ryggen, det var umuligt at skelne ansigtstræk, tøj. Øjne. Men den stemme? - Strand? Han skyggede for øjnene og det tætklippede, næsten skaldede hoved med det lille ar på højre kindben tonede frem. - Hvordan gik det med enken? - Hun bekræfter, hun har været herinde. Robert Strand satte sig tungt i stolen ved siden af ham. - Hun siger, hun var her for at købe ind hos en eller anden grønthandler. Morten Dinesen var åbenbart glad for krydret mad. - Er der en af jer, der har noget ild? Fyren i det lyse jakkesæt bøjede sig ind over bordet med en utændt cigaret i hånden. Lars hev en lighter frem, tændte idet han vendte sig mod kollegaen. - Sikkert Hind Marked nede ved Nørrebrogade. - Og den unge mand, parkeringsvagten så hende kysse? Fyren i jakkesættet sendte en røgsky ud over deres bord, trak sig tilbage. - Niks! Robert Strand rystede på hovedet, viftede irriteret med hånden for at få røgen væk. - Hun siger, parkeringsvagten må have taget fejl af hende og en anden. Lars lod blikket glide over pladsen. - Og her kender de ikke noget til ældre kvinder, der samler unge fyre op. Det var måske også lidt for godt til at være … Hov …
— 49 —
En ung mand i læderjakke på trods af varmen var på vej over pladsen. Da han fik øje på Lars, stivnede han et øjeblik, hvorefter den lille krop satte sig i eksplosionsagtig bevægelse. Han spurtede af sted, væltede en tom stol på Floras Kaffebar, var ved at snuble over et lille barn på vej mod en port. - Kom. Lars fløj op, så cola og glas dansede på bordpladen, og styrtede efter. Bag ham lød Robert Strands overraskede udråb, derefter lyden af hans skridt. Lars løb, lod benene strække ud under sig. Pulsen hamrede i tindingerne. Den unge mand var allerede forsvundet ind gennem porten. Lars undveg en ung fyr med en barnevogn, dukkede ind i portens mørke. En eller anden råbte pansersvin efter ham, men Lars reagerede ikke. På den anden side af gården bagved, drejede den flygtende ind gennem porten i baghuset. Lars satte farten op, hev efter vejret. Hvor længe siden var det, han sidst havde været ude at løbetræne? Åbenbart alt for længe. Bag ham halede Robert Strand ind på ham. Lars pressede sin krop, det smertede i lysken, højre knæ. Ind gennem den næste port, den flygtende var en skygge blandt skygger, hoppede over hegnet på den anden side. Så overhalede Robert Strand ham, strøg gennem porten, fulgte den flygtende over hegnet med imponerende lethed. Lars bandede, han havde sidestik. Lungerne var en blæsebælg, gik helt af sig selv. Han nåede hen til hegnet, så måtte han standse, kunne ikke mere. Han havde pletter for øjnene, var svimmel. Møjsommeligt kom han over hegnet, humpede efter Robert Strand ind i anlægget på den anden side. Lidt længere fremme, mellem en gruppe lave æbletræer neden for en gul gavl, sad kollegaen overskrævs på den unge mand, der lå på maven, vred og vendte sig
— 50 —
på jorden. Robert Strand fik låst hans ene hånd, greb ud efter den anden. - Få den psykopat af mig. Den unge mand spyttede. Hans ansigt var fyldt med græs. Et stykke tyggegummipapir klæbede til hans svedige pande. I det samme lykkedes det Robert Strand at få fat i hans anden hånd, tvang den ned til hånden på hans ryg. - Winkler! Plasticstrips! Læderjakken skreg i vrede og afmagt. Lars støttede sig til et af æbletræerne. - Vent … Han standsede, forsøgte at få vejret. - Det er OK … Robert så op. - Hvad mener du? Han modsætter sig arrest. - Han er … Han hostede, holdt en hånd for brystet. - Han er meddeler, vi laver det her lille show, hver gang vi skal tale sammen. Så han ikke bliver afsløret. Det var Mikael, der tippede os om kokain-sagen, HA’erne. Den som viste sig at involvere Morten Dinesen. Så vendte han sig mod Mikael. - Jeg har jo sagt til dig, du ikke skal løbe så stærkt. Robert Strand stirrede vantro fra den ene til den anden. Så rejste han sig. Langsomt. - Hvad i … Lars hjalp den unge mand op at stå. Børstede et par græsstrå af hans jakke. Fyren sendte Robert Strand et ondt blik. - Robert Strand, Nationalt Efterforskningscenter, Mikael … Lars præsenterede. - Nå, nu hvor det formelle er overstået. Morten Dinesen … hvad kan du fortælle os om ham? Mikael tog sig til sin skulder. Han måtte have slået den under tumulten med Robert Strand. Han stirrede
— 51 —
ned i græsset, sagde ikke noget. - Vi har ikke tid til dine sårede følelser. Skal vi se, om du har noget på dig? Lars greb fat i læderjakken. Mikael tog et skridt tilbage. - OK, OK. Jo, jeg kender godt Morten Dinesen. Han er et rigtig røvhul. Mikael spyttede atter i græsset. - Han snød mig sidste år. Så det drev. Lovede at forsvare mig, da jeg skulle i retten for det parti hash, du ved. Og så – midt under retssagen – så sælger han mig sgu, lader mig tage skraldet for en af hovedmændene. Jeg fik fem måneder på grund af ham. For noget jeg fanme ikke har gjort ... - Du har lavet så meget andet, det går nok lige op. Hvad kan du fortælle os om advokaten? Mikael vred sig. - Altså, jeg ved jo ikke, om det er noget … Og I har det ikke fra mig, men lige før den retssag, dér … Jeg var til en fest med nogle af drengene, hvor han også var med, advokaten. Det var i en villa ude på Amager. Rimelig vild fest. Ludere, stoffer. Hele pakken. Både noget til at komme op på og komme ned igen, hvis I forstår, hvad jeg mener. Men altså, Morten Dinesen var temmelig vissen den aften. Helt bleg, svedte. Han kunne næsten ikke tale. Der var to skanks, der kravlede rundt på ham hele tiden. Nå. Jeg er i gang med at lægge et par baner op til os, ikke, og så siger han. Det er fireogtyve år siden i dag. Jeg spørger ham, hvad han snakker om. Og lige pludselig kan jeg se, han tuder, sgu. Det vælter bare ud af øjnene på ham, ikke. Virkelig heavy. De to skanks, de bliver noget lange i ansigtet og skal til at fordufte. Fireogtyve år siden hvad, spørger jeg, mest for bare at snakke om noget og få tøserne til at blive. Og fyren skal til at svare, ikke. Men så nyser han, så alt pulveret, de lines jeg lige har lagt op, de fyger ud over det hele. I skulle have set ham i ansigtet.
Og pigerne, de er over bordet med det samme. Slikker fingrene for at få det hele med. - Og han fortalte aldrig, hvad det var, der var sket? Dengang? - Næ. Han klappede fuldstændig i, ringede efter en taxa. Og så var han væk. Jeg kommer til at tænke på, han har faktisk aldrig betalt for den coke. - Du skal nok ikke regne med at se de penge igen, Mikael. Robert rettede sig op. - Skal vi, Winkler?
Kapitel 8
Blågårds Plads var et stort gedemarked af boder, hunde og picknickgrupper, der grillede og havde gang i vandpiberne. Det var som at komme til en helt anden del af verden, og alligevel tænkte Robert Strand, at det virkede mere autentisk end det turistcirkus, der indtog hans eget kvarter i Indre By hvert år i sommermånederne. Uden for Blågårds Apotek var en tjener ved at rydde af ved bordene. Roberts trommehinde vibrerede, da Winkler pludselig piftede og råbte: - Hej. Det er min cola! Tjeneren kiggede på den humpende mand, der nærmede sig. Uden et ord tog han en næsten fyldt colaflaske fra bakken og satte den tilbage på bordet, hvorefter han forsvandt ind i caféen. Robert fulgte efter og købte en Schweppes Lemon, som han tog med ud til bordet, hvor Winkler sad og gned sit ene knæ. - Hvor kom vi fra? sagde Robert, da han havde fået bakset sine lange ben på plads under cafébordet. - Charlotte Dinesen, sagde Winkler og tømte colaen i én slurk. - Nå ja. Jeg viste hende fotografiet af drabsvåbnet, og selvom hendes ansigt er fuldstændig spartlet ud med botox, er jeg ikke i tvivl om, at hun blev overrasket. Det er ikke hende, der har ført kniven. Alligevel havde jeg på fornemmelsen, at hun genkendte den, så da du fortalte, at hun kunne have en elsker, eller hvad man nu skal kalde det, tænkte jeg, at det kunne være ham, der stod bag.
— 54 —
- Desværre ser det ud til, at hende parkeringsvagten har en lige lovlig livlig fantasi, så jeg ved sgu ikke, hvor meget vi skal lægge i hendes udsagn. Lars Winkler tændte en cigaret, og Robert ærgrede sig over, at han havde efterladt sine egne i bilen. - Kan jeg låne en af dig? Winklers øjne sagde nej, men han rakte alligevel den krøllede pakke frem. - Hvis man skal tro din kilde, var Dinesen typen, der godt kunne have fået sig en fjende her eller der, sagde Robert og tog et dybt sug af cigaretten. - Mikael er en lille fisk, men hvis Dinesen har snydt andre på samme måde … Men det passer selvfølgelig ikke så godt med din teori om, at det er en fra den nærmeste familie. Tonefaldet kunne tolkes som nedladende eller konstaterende, alt efter hvilket humør man var i, men nu, hvor Robert var kørt hele vejen til Nørrebro for at dele oplysninger med Winkler, valgte han at tro det sidste. - Ikke nødvendigvis familie, men jeg tror, det var én, han kendte godt. Faktisk kunne jeg godt tænke mig at høre din mening om de indtryk, jeg fik ude på gerningsstedet. Winkler trak på skuldrene. - Lad os køre det som et scenarie, sagde Robert. - Et scenarie? - Assistanceanmodningen lød på drab på åben gade med gentagne knivstik. Hvad er det første, der falder dig ind? - Det kunne være et værtshusslagsmål, hvor taberen står og venter udenfor ved lukketid, men efter at have set kniven, tænker jeg nærmere, at det er en eller anden psykisk syg.
— 55 —
- Prøv at folde det lidt mere ud. Winkler trak hagen tilbage og betragtede Robert med et tvært udtryk i ansigtet. - Hvad mener du? - Jeg er ikke uenig, men prøv om du kan beskrive situationen fra gerningsmandens perspektiv, udelukkende med udgangspunkt i de oplysninger, jeg lige har givet dig: ”Drab på åben gade, gentagne knivstik”. Winkler skoddede cigaretten. - Okay. Vores gerningsmand kan ikke sove, fordi han hører stemmer, så han går en tur, og for en sikkerheds skyld tager han sit sværd med, så han kan forsvare sig, hvis nogle af hans dæmoner skulle dukke op. Ved stationen møder han Dinesen og prøver at bomme en smøg af ham, men Dinesen er fuld og aggressiv og råber: Skrid! Han bliver bange, tror måske at Dinesen er en af de onde, så han hiver sværdet frem og fægter lidt med det, og pludselig ligger Dinesen død på jorden. Gerningsmanden flygter. Malende beskrivelse, tænkte Robert. Men det svarede nogenlunde til det scenarie, der havde udspillet sig i hans eget hoved på vej ud af byen i morges. - Nu får du så lidt flere fakta. Da politiet kommer ud på gerningsstedet, finder de Dinesen liggende med hovedet i fontænen ved et springvand. Kniven sidder i ryggen. - I ryggen? Hvad med afværgelæsioner? - Intet på hverken hænder eller arme, men næsen mangler, og da retsmedicineren vender ham, viser det sig at være den eneste skade på forsiden af kroppen. Til gengæld viser et massivt blodspor, at Dinesen var på flugt fra gerningsmanden, da de dødelige hug faldt. - Ja, så er det jo en helt anden historie. Selvforsvar er
— 56 —
udelukket, der har været en klar intention om at dræbe. - Enig. Efter lidt søgen finder vi næsen i skoven på den anden side af banen, og der er ingen tvivl om, at afhugningen af næsen er det første fysiske angreb. - Okay. Så tænker jeg ikke længere tilfældig konfrontation. Gerningsmanden har ventet på Dinesen, og de har kendt hinanden så godt, at Dinesen ikke har fattet mistanke med det samme. Det var meningen, at Dinesen skulle dø, men først skulle han lide. Winkler ser op og møder Roberts blik. - Det passer vel meget godt med min teori: Dinesen har snydt de forkerte mennesker, og nu skal der sendes et tydeligt signal om, at den slags slipper man ikke godt fra. - Bortset fra én ting: Han efterlod næsen. - Og? Skulle han have taget den med sig? - Hvis næsen var en advarsel, havde han taget den med sig som et trofæ. Og det er ikke bare noget, jeg tror. Winkler himlede med øjnene, men efter lidt betænkningstid nikkede han og sagde: - Og kniven sad i ofrets ryg? - Solidt plantet. - Hm. Det er jo en ret speciel kniv. Selv, hvis der ikke er dna-materiale fra gerningsmanden på den, må der være en risiko for, at den kan spores tilbage til ham. Jeg troede, han havde tabt den, men at efterlade den i ofret … Det virker meget … - … demonstrativt. Jeg tror, det er kniven, der skal sende et signal til omverdenen. Næsen var en besked til Dinesen, en form for forklaring på at han skulle dø, men kniven er noget andet. Måske ligefrem et bevidst spor. - Hvorfor skulle han efterlade sig spor med vilje? - Fordi han gerne vil fanges. Winkler sukkede.
— 57 —
- Og derfor tror du stadig, at han skal findes i den nærmeste omgangskreds. En, der hadede Dinesen, men som ikke er en afstumpet psykopat, der håber at slippe godt fra at dræbe en forretningspartner, der har snydt ham. Winkler tændte en ny cigaret og skubbede pakken over mod Robert. - Hvad så nu? - Nu tager jeg fat i teknikerne og hører, om de har fundet dna-materiale på kniven, og hvis jeg er lidt heldig, ligger der allerede en mail med en redegørelse fra en fyr ude på Tøjhusmuséet, der mener, at han ved, hvor kniven stammer fra. - Fint nok. Jeg prøver at finde ud af, hvad Dinesen talte om til den fest. Det Mikael fortalte om 24 år. Robert blev siddende og tjekkede sine mails på telefonen, da Winkler var trasket af. Jesper Tofte havde videresendt en mail fra Tøjhusmuséet, og den såkaldte redegørelse viste sig at være dejlig kortfattet: ”Der er tale om en bajonet, som blev anvendt af den tyske hær under 1. verdenskrig. Takkerne var til at save grene over, så soldaterne kunne bruge dem til geværskjul og støtte, men de betød også, at bajonetten kunne gøre større skade i nærkamp, og på grund af rygter om, at allierede soldater hævnede sig, hvis de fangede en soldat med sådan en bajonet, gik man bort fra takkerne igen. Jeg kan desværre ikke huske kilden til denne oplysning, men jeg vender tilbage, hvis jeg finder den.” 1. verdenskrig … Robert gik hen mod bilen, som holdt ulovligt parkeret under et stort træ i Thorupsgade. Et par unge fyre, der pustede ud ovenpå en løbetur, holdt øje med ham, og han brød sig ikke om udtrykket i deres ansigter. Var det ska-
defro? Da han nåede bilen, forstod han deres smørrede grin. Det var et træ med mange fugle. Han lod taget være lukket, så klatterne ikke blev tværet endnu mere ud, og glædede sig over, at træet i det mindste havde skygget, så der ikke var fyrre grader varmt i kabinen. Han havde planlagt at tage en tur op ad Helsingørmotorvejen, så tankerne kunne flyde frit, men han nåede ikke længere end til Vibens Hus, før en tankerække meldte sig: 1. verdenskrig. Takkede bajonetter. Intet nyt fra Vestfronten. Den havde stået i bogreolen, da han afhørte Charlotte Dinesen samme morgen, men det var mindst tyve år, siden Robert havde læst den, og han kunne ikke huske, om der stod noget om takkede bajonetter i øjenvidneberetningen fra skyttegravene, men det var trods alt noget, der hurtigt kunne undersøges. Han tog afkørslen til Brogårdsvej og fandt en parkeringsplads foran Station Syds nye, store bygning ved IKEA. Jesper Tofte var ikke på kontoret, men receptionisten fandt et lokale, hvor Robert kunne sidde, og så snart hans computer var på nettet, downloadede han den nyeste ebogsudgave af Erich Maria Remarques klassiker. Han søgte på ordet bajonet, og da han nåede til det syvende eller ottende punkt i resultatoversigten, mærkede han, hvordan hans åndedræt blev hurtigere: “Vi ser selv bajonetterne efter. Der findes nemlig nogle, der på ryggen er filet til som save. Napper de derovre nogen med den, så er han redningsløst fortabt. I afsnittet ved siden af os har vi fundet nogle af vores folk, som havde fået næserne skåret af og øjnene stukket ud med den slags bajonetter.”
Kapitel 9
Lars rullede vinduet ned, knipsede skoddet ud. Det var lige før, cigaretstumpen sank ned i asfalten, så blød var den. Blæserne i kabinen kørte for fuld kraft, alligevel var han gennemblødt af sved. To cyklister kørte forbi ude på Ravnsborggade, uden hænder og midt på vejen. Folk var ikke rigtig kloge. Han trommede på rattet. Hvad kunne der være sket i Morten Dinesens liv for 24 år siden? Lars hev sin tablet op af sidelommen, gik ind på Folkeregistret og søgte tilbage til 1990. Morten Dinesen boede allerede dengang på Bregnegårdsvej, samme nummer og det hele. Det kunne altså ikke være det. Så forsøgte han at google advokaten. En lang liste med artikler om den mere lyssky del af hans klientel dukkede op. Lars browsede hurtigt forbi dem, kendte de fleste af sagerne, om ikke andet så af omtale fra kolleger. Det var i hvert fald ikke forfulgte uskyldigheder, Morten Dinesen havde specialiseret sig i. Men heller ikke her var der noget. Dinesen var først begyndt som forsvarsadvokat i 1995. Hvad det end var, der havde gjort så stort indtryk på advokaten, havde det i hvert fald ingen forbindelse til den mere spektakulære del af de sager, han havde ført. Så vidt Lars kunne se, havde han koncentreret sig om ejendomshandler og -administration i begyndelsen af 1990’erne. Det var først senere, han havde vendt sig mod gerningen som forsvarer for denne verdens forfulgte uskyldigheder. Han kom i tanke om Robert Strands oplysninger om, at prospects
— 60 —
og folk fra AK 81 solgte stoffer i nogle af de ejendomme, Morten Dinesens firma administrerede. Måske det var ad den vej, han var kommet til at arbejde for sine nuværende klienter? Lars vendte tilbage til tabletten, koncentrerede sig om de få oplysninger, han kunne finde om Morten Dinesens mere private gøren og laden i 1990. Men igen var resultatet magert, for ikke at sige ikke-eksisterende. Lars lagde tabletten fra sig, gned ansigtet i hænderne. Store sveddråber klistrede øjenbrynene sammen. Han burde sidde nede ved søen med en kold fadøl, ikke i en glohed bil med en sag, der bare ikke ville rykke sig ud af stedet. Der var et eller andet, der nagede ham. Han vidste, nøglen lå lige for næsen af ham. Men hvor? Han slog hovedet bagover, forsøgte at trykke nakkestøtten tilbage. Hvad var det præcis, Mikael havde sagt? ”I har det ikke fra mig, men lige før den retssag, dér … Jeg var til en fest med nogle af drengene, hvor han også var med, advokaten. Det var i en villa ude på Amager. Rimelig vild fest. Ludere, stoffer …” Var det festen? Amager? Luderne eller stofferne, Mikael havde ment? Og så slog det ham. Den retssag, Mikael havde talt om, det var ikke i år, men sidste år. Og 24 år før 2013, det var ikke 1990 – men 1989. Murens fald. Lars havde nu svært ved at forestille sig, at det skulle være den slags verdenshistoriske begivenheder, der havde chokeret Morten Dinesen så meget, at de kunne bringe ham fra koncepterne her 25 år senere. Det lidt han vidste om ham pegede på en langt mere egocentrisk verdensforståelse. Han tog tabletten frem igen, søgte på Morten Dinesen og 1989. Men også her var resultatet tyndt. Stort set det eneste der var sket i advokatens liv det år var, at han var flyttet fra Rådhusvej til Bregnegårdsvej. Over på den
— 61 —
anden side af banen, altså. Det kunne næppe kaldes for en sjælsrystende oplevelse. For sjov søgte han på årstallet og Charlottenlund Station. Og nu begyndte der at ske noget. Det her var før nettet, der var ingen indekserede avishjemmesider at søge på. Men på en side for jernbaneentusiaster fandt han en bisætning, der måske kunne være noget. I 1989 havde der været en ulykke på Charlottenlund Station. Et S-tog var blevet afsporet ved en fejl i systemet en sen aften i maj, og en ung kvinde havde mistet livet. Det var et halmstrå, han vidste det. Men hvad skulle han ellers gøre? Lars drejede nøglen rundt, blinkede ud. Det var vist en oplagt mulighed for at aflægge Havarikomissionen et besøg. Langebjergvænget 21, 4000 Roskilde. Stikvejen slog en løkke på sig selv, hvor den var tættest på Holbækmotorvejen – Lars kunne høre brølet fra myldretidstrafikken ganske tydeligt – og vendte tilbage. Og lige dér, hvor den lille løkke vendte, lå Havarikomissionen. En kvadratisk bygning i grå beton og laminat omkranset af et hegn af hønsenet i samme deprimerende nuance. Den ene låge stod åben. Lars kørte ind mod den flade bygning, den lukkede sig om sig selv. Det kunne lige så godt have stået på et skilt på lågen: Her lades alt håb ude. Den ældre dame i receptionen stirrede længe på ham, da han havde fremført sit ærinde. Den korte tætte krop, de lyse øjne. Stridt, kort hår og designerbriller. Han stod over for en ældre udgave af Christine Fogh, lægen han havde haft en – meget kort – affære med sidste efterår. - 1989, siger du? Charlottenlund Station? Det siger mig ikke rigtig … vi må hellere lige se efter. Hun rejste
— 62 —
sig resolut og gik foran Lars gennem en sand labyrint af åbne kontorlandskaber og vinduesflader af glas, der trængte alvorligt til at blive pudset. Aller bagest i bygningen, i et nøgent, støvet rum, i et af de fjerneste arkivskabe, fandt receptionisten endelig en gulnet, flosset mappe, rakte ham den, idet hun fikserede ham over brillen. - Du kan få lov til at se den ude hos mig. Men du vover at lave uorden. Er det en aftale? Lars tog imod mappen, svarede ikke. I stedet vendte han om på hælene, og gik foran receptionisten hele vejen gennem bygningen til hendes plads ved indgangen. - Og så ville jeg være glad for en kop kaffe. Han smækkede mappen i disken, stirrede på hende. Et øjeblik tindrede øjnene bag brilleglassene – de var en hel del mere velpudsede end vinduerne i bygningen – så smilede hun og forsvandt. Lars satte sig på en ledig kontorstol, åbnede mappen og gav sig til at læse. Det meste af materialet bestod af lange lister med opmålinger, fartberegninger og tekniske undersøgelser af sporskiftet, signalkæden og alarmsystemerne i S-togets førerkabine. Lars fik ondt i hovedet bare af at kigge på det. Desværre havde han allerede mere end én gang oplevet, at djævelen lå i detaljen. Det nyttede ikke at springe noget over. Han havde været så opslugt af mappen, at han ikke hørte hende. Det var først, da hun satte et institutionsglas med lunken kaffe med en sjat mælk foran ham, han så op. - Hygger du dig? Hun smilede stadigvæk. - Ahhr. Lars nippede til kaffen, spekulerede over, om han kunne tillade sig at sige, han helst drak den sort. Men det var vist lige meget med denne her, den stod ikke til at redde.
— 63 —
- Jeg kom til at tænke på … Hun satte sig på sin plads, drejede stolen mod ham. Ligesom Christine kørte hun åbenbart på, uanset hvad man sagde til hende. - Faktisk kan jeg godt huske den sag, dér. Der var et vidne, ikke? Et barn, vistnok. - Jeg har ikke nået … Receptionisten rakte ind over ham, skubbede de øverste papirer til side. - Jeg mener … ja, dér. Jeg syntes nok, der skulle være en politirapport med her. Hun hev et tyndt ark gennemslagspapir op. Tætskrevet maskinskrift, gulnet og flosset i kanterne. Lars rakte ud efter det, men hun holdt det ud i strakt arm, læste. - Tina Knudsen, tænk: Hun var ikke mere end 8 år. Ingen 8-årig skal se den slags. Lars rejste sig, snuppede papiret ud af hånden på hende. - Tak, den tager jeg. Han lagde den tilbage sammen med resten af politirapporten, tog den under armen. Jeg vil gerne have resten scannet ind og sendt til denne adresse. Han lagde sit visitkort på bordet. - Senest i aften. Farvel. Lars lettede på en imaginær hat og gik ud af døren. Den ældre Christine Fogh-klon stod stadig bag ved skranken, så efter ham, da glasdørene lukkede sig bag ham. - Hvad laver en 8-årig alene på Charlottenlund Station så sent om aftenen? Robert Strand smed den sidste side i politirapporten fra sig, strakte sig. Lars kunne ikke afgøre, om det var stolen eller hans rygsøjle, der knagede. Han var ankommet til Station Syd tyve minutter tid-
ligere, havde sat Robert Strand ind i politirapportens oplysninger. Robert havde brugt fem minutter på selv at skimme rapporten igennem. - Ja, hun burde ikke have været der. Men det var hun. Forhåbentlig er det vores held. Hun kan ikke have boet langt væk. I det samme stak Jesper Tofte hovedet ind. - Kan I huske de konvolutter, vi fandt på den dræbtes kontor? Hverken Lars eller Robert Strand reagerede. - Der var sådan et mærkeligt aflangt hul i den ene af dem, oppe i nærheden af frimærket? Teknikerne har lige analyseret det. Det stammer fra drabsvåbnet. Jesper smed en aflang konvolut på bordet. Den var gul af ælde, adressen skrevet med sirlig skrift. Noter af noget der engang havde været en meget stærk parfume bølgede i luften. Fra en kvinde, højst sandsynligt. - Puha, stakkels postbud. Lars tog konvolutten op. Den var adresseret til Morten Dinesen. - Min egen datter bruger også alt for meget. Jeg gætter på, det er fra en ung pige, maks sytten år. Han lod pegefingeren følge det svagt trekantede hul efter bajonetten. Papiret var flosset i den øverste brede kant, hvor savtakkerne var gået igennem. Så vendte han konvolutten om og læste afsenderadressen. Der gik et øjeblik, så lod han hænder og konvolutter synke ned i skødet, stirrede på et punkt over Robert Strands hoved. - Afsenderen … Det er Tina Knudsen.
Kapitel 10
Robert Strand trådte ind i boghandlen og scannede automatisk udstillingen lige inden for døren. Stoner og Forbandede yngel havde han allerede læst, selvom begge nok kunne fortjene en genlæsning, men både Stillidsen og Alice Monroes novellesamling, Livet, havde han til gode, og som altid, når han opholdt sig i en boghandel, blev han overvældet af en blanding af opstemthed og mismod: So many books, so little time. En yngre, kvindelig ekspedient nærmede sig og forstyrrede duften af bøger med et pust af solcreme og kaffe. - Kan jeg hjælpe med noget? Lars Winkler ville absolut køre i sin egen, gamle smadrekasse, så det var ikke til at sige, hvornår han nåede frem, og Robert syntes ikke, det var god stil at begynde uden kollegaen, så han rystede blot på hovedet. Hun var alligevel alt for ung. Det havde taget Rasmus, Særlige Ressourcers computergeni, fem minutter at finde ud af, at Tina Knudsen arbejdede i Charlottenlund Bog & Idé, som lå mindre end 100 meter fra det sted, hvor Dinesen blev dræbt. En tilfældighed? Det lod Jesper Tofte til at mene, men for en gangs skyld var Winkler og Robert enige: Drabet på Dinesen, togulykken i Charlottenlund, den gamle kuvert og beretningen om soldater, der straffede særlig grusom adfærd med at skære fjendens næse af – uanset hvor usandsynligt det forekom, var der en forbindelse, og Tina Knudsen var det oplagte sted at starte.
— 66 —
Hvor fanden blev Winkler af? Midt i lokalet stod et højt cafébord, og over det hang et par plakater og et skilt, der oplyste, at i morgen formiddag, mellem 11.00 og 13.00, fik butikken besøg af et par af Danmarks nye, lovende krimiforfattere: Eva Maria Fredensborg og Jakob Melander. Måske skulle han give dem en chance? Det kunne jo være, at der for en gangs skyld var en krimiforfatter, der kunne udtænke et plot, hvor forbrydelse og motiv hang sammen uden at Robert regnede det hele ud ved beskrivelsen af gerningsstedet. Det var lugten af røg, der gjorde ham opmærksom på, at Lars Winkler stod lige bag ham. - Måske skulle man prøve det? Sidde på sin flade og opdigte historier, hvor de gode er gode og de onde evigt onde, og hvor alting går op i en højere enhed på side 345. Han grinede. - Nå, lad os se at komme i gang. Er det dig, der fører ordet? Robert tvivlede stærkt på, at Lars Winkler ville være i stand til at holde munden lukket under en hel afhøring, men han nikkede og gik hen til disken. - Er Tina Knudsen på arbejde? - Hun er nede i frokoststuen, men jeg kan godt hente hende, hvis det er vigtigt. Lars Winkler hev sit politiskilt frem og stak det helt op foran hendes ansigt. - Bare vis os, hvor hun er. Robert rystede på hovedet og fulgte efter Winkler og ekspedienten ned gennem papirafdelingen til forretningens frokoststue. Ved et bord, der var ved at segne under vægten af aviser og bøger, sad en kvinde med kort, mørkt hår og et ansigtsudtryk, der lignede permanent melankoli.
— 67 —
- Tina? Der er nogen fra politiet, der gerne vil tale med dig. Ekspedienten trak sig lidt tilbage. Robert kunne se, hvordan hun tøvede, men til sidst vandt den gode opdragelse, og hun lukkede døren bag sig. Tina Knudsen havde stadig ikke bevæget sig. Hendes brede, let fregnede ansigt var vendt mod døren, og hun mindede Robert om en lille, grå mus, der sad ved kanten af sit hul og overvejede, om det var sikkert at komme ud. Tilsyneladende ikke. - Robert Strand fra Nationalt Efterforskningscenter, og det her er min kollega, Lars Winkler, fra Københavns politi. Vi har et par spørgsmål til dig. Må vi sætte os? - Hvad drejer det sig om? Tina Knudsens stemme var lav og betydeligt mørkere, end Robert havde forventet. Lars Winkler klemte sig ind ved bordet overfor Tina Knudsen, og undervejs lykkedes det ham at vælte en stak bøger. Robert greb en halvt fyldt mælkekarton, inden den væltede. Så satte han sig for bordenden, tog konvolutten frem og lagde den foran Tina Knudsen. - Er det dig, der har sendt denne her? Hun kastede et hurtigt blik på konvolutten og rystede på hovedet. Robert vendte den om og pegede på afsenderen. - Der er mange, der hedder Tina Knudsen, sagde hun. - Så du har ikke sendt et brev til en Morten Dinesen for godt og vel tyve år siden? Hun lænede sig frem og lod spidsen af fingrene glide let henover den flænge, bajonetten havde efterladt i kuvertens venstre hjørne. Robert registrerede, hvordan hendes øjenlåg sitrede. Hun så ned mod højre og blinkede hurtigt et par gange, et tydeligt tegn på, at kontakten
— 68 —
med papiret havde fremkaldt en kognitiv respons, men uanset hvad hendes hukommelse kastede op i bevidstheden, var det tydeligvis ikke noget, hun havde tænkt sig at dele med dem. - Og det er du sikker på? - Helt sikker. - Jeg har noget andet, jeg gerne vil vise dig. Robert lagde sin computer på bordet og fandt billedet af bajonetten frem, inden han vendte den, så Tina Knudsen kunne se skærmen. Munden åbnede sig, og hun spærrede øjnene op. I to eller tre sekunder var frygten i hendes ansigt så tydelig, at Robert halvt om halvt forventede, at hun ville begynde at skrige eller græde. Så lukkede hun munden og sank hårdt. - Hvad er det? sagde hun med en stemme, der ikke var meget mere end en hvisken. - Du har aldrig set den før? - Nej. Robert var ikke et sekund i tvivl om, at hun løj, men netop som han skulle til at stille sit næste spørgsmål, begyndte Winkler at rode i sin lomme. - Jeg skal lige ringe engang. Det tager kun et øjeblik, sagde han. Robert ventede, til de var ude på Rådhusvej, hvor den nysgerrige ekspedient ikke kunne høre dem. - Har du noget i mod at fortælle mig, hvad fanden du laver? Vi sidder midt i en afhøring, hvor man skal være blind for ikke at se, at vidnet lyver, og så finder du pludselig på, at du skal ringe! Winkler viftede med hånden, som om han ville tysse på Robert. - Rolig, jeg er jo ikke idiot. Hun løj, men hun blev
— 69 —
også bange. Hvad fortæller det os? - Det fortæller os, at hun ikke har dræbt Morten Dinesen, men at hun ved noget, som vi nu har forspildt enhver chance for at få halet ud af hende. Hvis hun ved, hvem der har gjort det, kan du roligt regne med, at hun har advaret vedkommende, inden vi kan nå at stave til dommerkendelse. - Præcis. Derfor ringede jeg til min egen telefonsvarer og ”glemte” min telefon bag mælkekartonen, sagde Winkler og lavede citationstegn i luften. Winklers metode var ikke i nærheden af at være lovlig, men hvis det betød, at sagen blev løst hurtigere, så han slap for at have den klaphat på slæb, var Robert villig til at se stort på formaliteterne, og et kvarter senere, da de stod i læskuret foran Emils Kebab og aflyttede beskeden på Winklers telefonsvarer, var han glad for, at han havde truffet den beslutning. - Politiet har lige været her! lød Tina Knudsens stemme, der nu var adskillige toner lysere, end da de talte med hende i boghandlen. De viste mig et billede af bajonetten. Hvad har du gjort? Der var en lang pause, mens personen i den anden ende af røret talte, og Robert bandede over, at de ikke kunne lytte med, men det var trods alt bedre end ingenting. - Jeg kan ikke tale nu, jeg er på arbejde. Kan vi ikke mødes senere? Pause. - Klokken ni ved det gamle akvarium. Pause. - Okay.
— 70 —
Winkler tog den sidste tår af sin Cocio, tørrede sig om munden og sagde: - Det var en mand, hun talte med. Man kunne høre det på hendes stemme. - Jeg er enig, men Rasmus er helt sikker på, at det var Charlotte Dinesens mobilnummer, hun ringede op til, så hvad fanden gør vi? - Vi får Tofte til at hente Charlotte Dinesen ind, og så tager vi ned til akvariet og venter. Robert ringede Tofte op. - Robert? Godt du ringede. Jeg har lige fået resultaterne af de tekniske analyser af mordvåbnet. De har fundet fingeraftryk fra flere forskellige personer. Ingen af dem er i registret, men det ene sæt tilhørte ofret. - Så Dinesen har rørt ved kniven? - Ikke bare rørt ved. Hans fingeraftryk er over det hele. Det var Dinesens egen kniv.
— 71 —
Kapitel 11
- Behøver du ryge hele tiden? Robert Strand stirrede på hans hånd, der var ved at fiske en Blå King’s op af pakken. Nå, ja, bevares. Hvis det skulle være på den måde. Lars skubbede cigaretten tilbage i pakken, stak den i lommen. Klokken var ti minutter i ni. De havde siddet i Lars’ bil – det havde aldrig været til diskussion, at de skulle lade Robert Strands kongeblå Mercedes SL500 blive foran Station Syd – ved det nedlagte akvarium i Charlottenlund Slotspark i omkring tyve minutter allerede, ventede på Tina Lund og den ukendte mand, hun havde aftalt at mødes med. Lars’ fingre søgte op til rattet, gav sig til at tromme sambarytmen fra Stones’ Sympathy for the Devil. Et enkelt sideblik til Robert Strand fik ham til skyndsomt at trække hånden til sig. Det var åbenbart heller ikke nogen god idé. Selvom solen endnu ikke var gået ned, herskede et dunkelt tusmørke hernede under træerne. Skyggerne var levende. Akvariets hvide bygning svævede spøgelsesagtig og sfærisk mellem stammerne. - Tror du, vi kan se dem, når de kommer? Lars kneb øjnene sammen, søgte mellem træerne. Var det en skygge, der kom glidende der længere inde i skoven? Han fulgte bevægelsen med øjnene et stykke tid. Men det var ingenting. Et skyggespil, synsbedrag. Robert Strand trak på skuldrene, stirrede ud gennem
— 72 —
sideruden. Så rettede han sig op. - Du har ret. Vi bør dele os. Han tog et Bluetooth headset op af lommen. Lars pegede på den blå lampe, der begyndte at lyse, i samme øjeblik, der blev tændt for headsettet. Robert nikkede. - Har du et stykke tape? Lars åbnede handskerummet, bandede da gamle benzinboner, en olieret klud og diverse papirer og breve faldt ud over Robert Strands SuperDry bukser. Modepanser, tanken kom helt automatisk. Så skubbede han den fra sig. Inderst inde lå en rulle gaffatape. Robert børstede indholdet af handskerummet af sine lår, rev et stykke gaffa af rullen og satte det over den lille diodelampe. - Prøv at ringe mig op. Han gled ud af bilen, forsvandt mellem træerne. Lars fandt telefonen frem, satte ear-buds’ne i ørene og tastede Robert Strands nummer. Raslen af blade, insekter. En enkelt bil susede forbi ude på Jægersborg Allé. Og helt tæt på, så tæt, han næsten kunne bilde sig ind, det var hans egen, lød Robert Strands rolige vejrtrækning. - OK, jeg hører dig. Kan du se noget? Lars spejdede ud gennem forruden. Kollegaen var forsvundet mellem stammerne. Skyggerne var blevet dybere. - Jeg bevæger mig rundt om akvariet nu. Robert Strand hviskede, stemmen var kun en anelse højere end lyden af fødder gennem blade, vindens susen i trækronerne. - Vent … Nej, det var ingenting. Lars holdt vejret. Hvor højt turde han tale? Hvor meget af det, han sagde, nåede ud i natten, kunne høres af
— 73 —
andre end Robert Strand? - Shh. Robert Strands pludselige udbrud fik ham til at fare sammen. Så kunne han også høre det. Der var en eller anden, der snøftede. Lige ved siden af Robert Strand. Lars holdt vejret. I bakspejlet passerede lygterne fra endnu en bil på Jægersborg Allé. Motorlarmen kunne høres gennem de nedrullede ruder. Men der kom ingen motorstøj fra headsettet. Kollegaen måtte befinde sig et eller andet sted i skoven på den anden side af akvariet. En bevægelse mellem stammerne ude til venstre. En eller anden bevægede sig ned ad stien fra stationen. - Robert, hviskede han. - Der kommer nogen. Raslen af blade, vejrtrækning. Så var Roberts stemme tilbage. - Så, jeg har trukket mig lidt tilbage. Lars kunne stadig høre den sagte snøften bag Roberts stemme. - Nu kan jeg se hende, det er Tina Lund. Hun kommer rundt om hjørnet nu. Lars forsøgte at holde sine ben i ro. Det var ulideligt at sidde her i bilen, udelukkende at kunne følge med gennem mobiltelefonen. - Frederik! Tina Lunds stemme gik klart igennem. Det lød som om hun løb, kom nærmere. Noget, der lød som tumult, så var hun der igen. - Hvad har du lavet? Den lave snøften gled over i en hulken. Robert Strands åndedrag målte tiden ud hen over deres stemmer. Lars lukkede øjnene. Frederik? Kunne det være …. Frederik Dinesen, Morten Dinesens søn? Men han burde da befinde sig i Paris og undervise, forske? - Hvad er det, jeg har gjort? Sætningen gled tilbage i hulken. - Du tror da vel ikke stadig på det sludder, din far
— 74 —
bildte dig ind? Det var IKKE din skyld. - Men … Pause. Lars var ved at gå til. Hvad skete der? - Alt det må vente, Frederik: Politiet har været her. De afhørte mig i boghandelen her til aften. De viste mig et billede … af … Du bliver nødt til at sige det: Hvad gjorde du, efter jeg gik i går? - Shhhhh! Den voldsomme hyssen døde kun langsomt ud. Det lød til, at Tina Lund adlød. I hvert fald svarede hun ikke. Lars greb sig selv i at sidde helt fremme over rattet. Hvad nu? - Det kan umuligt være vores skyld. Det var Tina Lund igen. - Men kvinden … hun døde jo? - Vi var børn, vi legede bare. Hvordan skulle vi … Tina Lund brød af. Det lød som om, hun havde svært ved at trække vejret. - Jeg troede, du løj, da du sagde, du aldrig havde fået mit brev. Men det var sandt, ikke? - Nej. Hvorfor skulle jeg … jeg mener, hvornår ...? - Jeg sendte det nogle år efter, de sendte dig på kostskole. - Jeg har aldrig fået noget brev fra dig. - Jeg sendte din far et brev med en lukket kurvet med dit navn indeni. Jeg bad ham videresende det til dig. Jeg fandt frem til Havarikommissionens rapport. Det var en fejl i programmeringen. Men nu skal du fortælle, hvad der skete, efter jeg forlod dig i går. Hører du? Der blev helt stille i den anden ende. Robert Strands vejrtrækning forsvandt. Lars sad med tilbageholdt åndedræt. Selv skoven synes at holde vejret. Så steg en unaturligt høj og tynd lyd op gennem den tavse nat, og først efter lange sekunder gik det op for Lars, at det han hørte, var Frederik Dinesens desperate skrig om hjælp.
Kapitel 12
Månens lys trængte ned gennem trækronerne og dannede et mønster af nervøst lysende pletter på skovbunden. Robert Strand udså sig et bredt, gammelt egetræ, der kunne dække ham, mens han nærmede sig lysningen med korte, søgende skridt. Han kunne se Frederik Dinesen, men Tina Knudsen stod med ryggen til. Skulle han prøve at komme om på den anden side, hvor han kunne se dem begge? Nej. Det ville betyde, at han fik vinden i ryggen, så selv den mindste bevægelse kunne afsløre ham, og som han stod nu, kunne han aflæse hver en følelse, der passerede hen over Frederik Dinesens ansigt. Der var noget bekendt ved manden i det nussede jakkesæt. Robert betragtede ansigtet, håret der klistrede til panden, og han registrerede, hvordan Frederik Dinesen med jævne mellemrum knækkede nakken bagover, som om han var ved at tabe hovedet. Robert var sikker på, at han havde set ham før, men hvor? Han trak sig nogle meter tilbage og lagde hånden foran headsettet, inden han hviskede: - Jeg rykker tættere på, men her er meget lydt, så fra nu af må du nøjes med lydsporet uden kommentator. - Fint nok, sagde Lars Winkler. Robert anede en vis irritation i kollegaens stemme, og hvem kunne bebrejde ham? Robert ville for længst være eksploderet, hvis det var ham, der sad i den tilrøgede bil uden at kunne se, hvad der foregik. Han rykkede tilbage til sin position bag egetræet, hvor Frederik Dine-
— 76 —
sens stemme gik helt tydeligt igennem. - Hvis du vidste, hvor meget jeg har tænkt på dig. Lige siden jeg fandt dig på Facebook og så dit profilbillede, har jeg gået og tænkt på … Han slog ud med armen, og det var som om bevægelsen hjalp ham med at finde ordene. - … på, hvordan det hele kunne have været, hvis han ikke havde sendt mig af sted på den måde. Jeg fantaserede om, hvad du ville sige, hvis jeg mødte dig nu, men da jeg så endelig tog mig sammen til at kontakte dig i går, var du så vred. Robert kunne ikke høre, om Tina Knudsen svarede, eller om de blot var stille. - Jeg kan godt se, hvordan det så ud – at jeg bare forsvandt på den måde og aldrig gav lyd – men jeg havde ikke fået dit brev. Forstår du det? Jeg troede ikke, at du ville have noget at gøre med mig efter det, jeg havde gjort. Tina Knudsen tog fat i hans skuldre, som man ville gøre med at barn. - Frederik? Fortæl mig, hvad der skete i går aftes. - Jeg ville jo bare tale med ham! Frederik Dinesen begyndte at græde. - Tag det roligt. Fortæl mig det helt fra begyndelsen. Frederik Dinesen slog ud med armen igen, men denne gang greb Tina Knudsen hans hånd, og det var tydeligt, at berøringen beroligede ham, for hans stemme var mindre skinger, da han talte igen. - Jeg har lånt en lejlighed inde på Nørrebro af en dansk professor, der har et gæsteophold på Ecole Normale. Det var meningen, jeg skulle være her hele sommeren, men da vi to havde skændtes, ville jeg bare tilbage til Paris. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville sæt-
— 77 —
te mine ben i Danmark igen eller have nogen som helst kontakt med mine forældre, og hvis bare taxachaufføren var kørt ad Bernstorffsvej …, men det gjorde han ikke, han tog Bregnegårdsvej, så vi kom lige forbi deres hus, og så fik jeg den idé, at jeg ville konfrontere ham. Frederik Dinesen talte hurtigere og hurtigere, et tegn på, at hans fortælling nærmede sig den episode, der havde udløst hans akutte stresstilstand, og da han begyndte at rode i sine lommer, mærkede Robert, hvordan hans eget åndedræt blev hurtigere. Kunne Frederik Dinesen finde på at skade Tina Knudsen? - Har du ikke en cigaret? I det samme gik det op for Robert, hvor han havde set Frederik Dinesen. Han havde lånt Winklers lighter, da de sad på Blågårds Apotek! - Nej, jeg ryger ikke, svarede Tina Knudsen. En ryger i akut stress uden cigaretter? Frederik Dinesens overophedede nervesystem havde rigeligt at se til i forvejen, og Robert ville ønske, han kunne tilbyde ham en fra sin egen pakke. - Hvad skete der så? - Jeg gik bare rundt og rundt inde ved Blågårds Plads, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle sige til ham, men inderst inde vidste jeg jo godt, at det ikke nyttede noget, så jeg ringede til min mor for at sige, at jeg havde ændret planer for sommeren og ikke kunne blive i Danmark. Frederik Dinesens stemme får en ny tyngde, da han taler om Charlotte Dinesen. - Hun kørte ind til mig med det samme. Hun kunne se, hvor ulykkelig jeg var, så jeg fortalte hende om dig, om vores skænderi. I lang tid sad vi bare i hendes bil og snakkede og krammede, og til sidst overtalte hun mig til
— 78 —
at tage med hjem og spise. Vi gik i Hind Marked og købte krydderier og tog hjem og lavede mad sammen, og det var virkelig dejligt at være sammen med hende igen. Armen røg igen ud til siden, og en mærkværdig, tynd hulken gjorde det svært at høre hans næste ord: - Hun ville have mig til at blive, til han kom hjem, men jeg ville ikke, og jeg blev vred, da hun begyndte at forsvare ham, sådan som hun altid har gjort. Hun har aldrig taget mit parti, og hun fik det til at lyde, som om det var mig, der var noget galt med, og ikke den psykopat. Der var en ny pause, og Robert anstrengte sig for at høre, om Tina Knudsen sagde noget, men hvis hun gjorde, blev det overdøvet af bladenes raslen i den lette vind ude fra Øresund. - Kan du huske dengang, han truede med at skære min næse af med bajonetten, fordi vi havde leget på hans arbejdsværelse og rodet i hans ting? sagde Frederik Dinesen. - Jeg kan stadig huske, at han sagde: Ved du, hvordan det går små drenge, der stikker deres næse i andres ting?. I lang tid bagefter havde jeg mareridt, hvor jeg hørte hans stemme. Den var så … ond, sagde Tina Knudsen. - Jeg tog bajonetten, fordi jeg ville fortælle hende den historie, men hun begyndte at skrige, og da jeg så, hvor bange hun blev, følte jeg mig stærkere end nogensinde. Som om jeg pludselig havde fået en magt, jeg aldrig har haft før, og jeg kan huske, at jeg kom til at grine, sådan helt vanvittigt. - Men du gjorde hende ikke noget, vel? - Nej. Nej, selvfølgelig ikke. Jeg ville jo slet ikke gøre nogen noget. Det var bare, at … jeg kunne mærke, at hvis jeg havde bajonetten i hånden, hvis jeg kunne mærke tyngden og det glatte træ mod håndfladen, ville jeg godt
— 79 —
kunne tale med ham, men hun var helt hysterisk. Jeg tog hendes mobil, så hun ikke kunne ringe til politiet, og jeg tænkte, at hun havde godt af at tro, at jeg ville slå ham ihjel. Så kunne hun sidde derhjemme og mærke, hvordan det er at være underlagt andres magt, men … Frederik Dinesen gik i stå. Hans hage var fremskudt og mundvigene vrængede nedad i det klassiske ansigtsudtryk for skam. Der var ingen tvivl om, at de havde fundet deres gerningsmand, men en egentlig tilståelse ville spare dem for mange timers opslidende afhøringer, så Robert holdt vejret, mens han ventede på fortsættelsen. - Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Tænk, hvis jeg havde mødt nogen? Jeg må have lignet en vanvittig. Frederik Dinesen grinede, men det var ikke nogen rar latter. - Ved du, hvad han sagde, da han så mig? Tina Knudsen rystede på hovedet. - Han sagde: Der har vi jo skvatmiklen. Det var det, han altid kaldte mig. Og så begyndte han bare at gå. Som om jeg ikke var der. Som om jeg slet ikke var et menneske. Vi havde ikke set hinanden i fem år! Tina Knudsen lagde en hånd på Frederik Dinesens skulder, men han rystede den af sig med en voldsom bevægelse, og Robert kunne mærke tvivlen som en knugende fornemmelse i brystet. Burde han gribe ind, selvom han ikke var bevæbnet? Hvad nu, hvis Frederik Dinesen havde fået fat i et nyt våben? Da han sagde: Der har vi jo skvatmiklen, havde hans ansigt været forvrænget i præcis den blanding af vrede og foragt, Robert selv havde trænet personalet i Kastrup Lufthavn i at genkende, så de kunne spotte mulige terrorister. Det her risikerede at løbe helt af sporet, hvis Toftes folk ikke snart nåede frem. Pludselig slog det Robert, at Winkler ikke kunne se,
— 80 —
hvad han så. Kollegaen havde ikke en jordisk chance for at vide, hvor desperat Frederik Dinesen var, når han kun havde lydsporet. Måske havde han slet ikke rekvireret assistance? Da Frederik Dinesen begyndte at tale igen, var der en ny, eksplosiv vrede i hans stemme. - Han fortjente at dø! Nogen måtte lære ham, at man ikke kan være så ond ved andre mennesker og slippe godt fra det. Forstår du ikke det? Han greb fat i Tina Knudsen og begyndte at ryste hende. Ingen, der så ham nu, kunne være i tvivl om, at Frederik Dinesen befandt sig i en tilstand af akut sindssyge, præcis som han formentlig havde gjort, da han dræbte sin far. Robert var nødt til at overmande ham, og han håbede, at Lars Winkler ville være der til at bakke ham op, for han var sikker på, at Frederik Dinesen ville kæmpe til det sidste. Nu var hans placering pludselig ikke optimal. Hvis han trådte direkte ud i lysningen ville Frederik Dinesen se ham med det samme, og i værste fald kunne han nå at skade Tina Knudsen alvorligt, inden Robert nåede frem. Han så sig omkring og vurderede, at det bedste sted at komme ind i lysningen, var mellem de to store træer skråt til venstre bag Frederik Dinesen, men bevoksningen på den side af lysningen var mindre tæt, så det ville kræve, at han tog en pæn omvej. Alt i ham strittede i mod ved tanken om at lægge yderligere afstand mellem sig selv og Tina Knudsen, men hvis han kom tilpas langt væk, ville han også kunne hviske en besked til Winkler om, at han skulle kalde på assistance og selv rykke ind. Han nåede kun et par meter væk, før lyden af hans fodsåler mod skovbundens smågrene fik en due til at
— 81 —
flakse op i en sky af støv og visne blade. Der lød et skrig, og Tina Knudsen råbte: - Løb, Frederik! Lyden af tunge skridt. En gren, der knækkede. Et tungt åndedrag. Så tumlede en krop gennem krattet og forsvandt.
Kapitel 13
Lars bandede, satte højre fod ned i skovbunden. Vinden hviskede i trækronerne. Skjulte stemmer, dyrelyde vibrerede mellem stammerne. Hvor fanden var de? Frederik Dinesens stemme var steget i intensitet og styrke igennem de sidste minutter. Han var ved at køre sig selv op i en spids. Det var kun et spørgsmål om tid, før han ville – måtte – eksplodere. Lars kunne ikke blive siddende i bilen længere. Han måtte ud, tættere på. Kunne se. Bare Robert Strand var klar over den overhængende fare, Tina Lund befandt sig i. Lars gled rundt om det forladte akvarium, der svævede spøgelseshvidt i den lyse nat. Han tog earbuds’ene ud, forsøgte at bestemme retningen ved hjælp af hørelsen. Men vinden i trækronerne, en ugle et eller andet sted længere ude mod stranden, insekter og gnaveres raslen i skovbunden overdøvede alt. Hvor var Robert Strand? Han skulle netop til at søge tættere ind mod akvariet, da en gren knækkede tæt ved og et opskræmt dyr flaksede op. En eller anden undertrykte en ed. - Løb, Frederik. I det desperate råb, der gjaldede gennem skoven, genkendte han Tina Lunds stemme. Og i samme øjeblik brasede en lang krop gennem underskoven, rev grene og blade med sig i styrtløbet forbi akvariet og hans egen position i retning mod Charlottenlund Station. Hvor var Robert Strand? Og skulle han løbe efter el-
— 83 —
ler tage sig af Tina Lund? Endnu en krop kom brasende ud af krattet, satte i en indædt spurt hen over det flade stykke tæt på muren ind til akvariet. Han genkendte den halvskaldede isse, cargobukserne fra SuperDry. Modepanseren havde optaget forfølgelsen. Lars orkede ikke en gang at prøve. Efter turen inde på Blågårds Plads tidligere på dagen, hvor de havde forfulgt meddeleren Mikael ind i Den sorte firkants labyrint af baggårde, vidste han, at han umuligt ville kunne klare endnu en eftersætning. Så Lars lod Robert Strand om at løbe Frederik Dinesen op, gav sig til at lede efter Tina Lund i underskoven. Han fandt hende krøbet ind under en busk med benene trukket op under sig. Et lille, skræmt dyr, der trykkede sig mod jorden, spillede død. En stille jamren samt rystelserne i hendes krop var det eneste livstegn. Lars fik hende op at stå, trak hende tilbage mod bilen. Han havde en anelse om, hvor Frederik Dinesen var på vej hen. - Hvis du vil hjælpe Frederik, er det bedste du kan gøre, at fortælle mig det hele. Nu. Han åbnede døren i passagersiden, skubbede hende ind. Sprang selv over køleren, satte bilen i gear, koblede ind. Det gav et ryk i vognen, så tvang han den rundt, ind over rabatten mellem to træer, rundt på parkeringspladsen og ud på Jægersborg Allé. - Frederik opsøgte dig, hvad skete der så? Tina Lund hikstede, tårer blandet med øjen make-up trak ned over hendes kinder. - Jeg ville ikke have noget med ham at gøre. - Vi ved, det har forbindelse ulykken tilbage i 1989. Jeg kan regne ud, at Frederik tror, han er skyldig i kvin-
— 84 —
dens død. Men hvordan? Den ene øresnegl sad endnu i øret, sendte Robert Strands vejrtrækning direkte ind. En blæsebælg i øregangen. Den anden dinglede ned på hans bryst. Tina Lund stirrede ud af forruden. Krydset ved Bregnegårdsvej nærmede sig med foruroligende hast. Der var rødt, men Lars trykkede hornet i bund og kørte direkte ud i og over krydset. Krattet inde til venstre bevægede sig. Skyggerne var levende. Robert Strand halede ind på Frederik Dinesen. - Du har ikke meget tid, Tina. Han råbte, nu. Kæmpede for at holde bilen på vejen op mod jernbanebroen. Det var ikke til at sige, om det var farten eller stresspåvirkningen: det hemmelige møde og drabet på Morten Dinesen. Men hun knyttede hænderne, stemte mod instrumentbrættet, og pludselig begyndte ordene at vælte ud. - Frederik og jeg, vi var bedste venner. Ikke kærester, men så tæt på, man kan være, når man er otte år. Min mor havde frisørsalon i stationsbygningen, Yvonnes Hair Shop. En aften havde vi gemt os i salonen, legede far, mor og børn. Vi sad under tørrehjelmene, legede vi kyssede. Lyset fra toget, der kom nærmere og nærmere. Alting var så hvidt, jeg måtte lukke øjnene. Bagefter troede vi, Frederik var kommet til at rive en ledning ud – at det havde stoppet signalet. For toget hamrede bare gennem stationen, uden at bommene gik ned. Den stakkels kvinde i 2CV’en på vej over sporet, hun havde ikke en chance. Frederiks far var overbevist om Frederiks skyld. Han sendte ham på kostskole i Schweiz et par dage senere. Jeg kunne ikke få hans adresse. Han nægtede … Tina Lund bed i sine knoer. Hun var helt hvid i ansigtet.
— 85 —
- Så Morten Dinesen har hele tiden ment, hans søn var skyld i ulykken? Lars tvang vognen rundt i krydset efter jernbanebroen, drejede mod venstre, forbi Bog & Idé på hjørnet ned ad Rådhusgade mod stationsbygningen. Tina Lund nikkede. - En del år efter – det var i gymnasiet … jeg fik fat i Havarikommissionens rapport, kunne se, der havde været fejl på sporskiftet tidligere … Det var ikke vores skyld. Jeg skrev et brev til ham, gav det til hans far og bønfaldt ham om at sende det til Frederik. Han behøvede ikke give mig adressen. Men jeg kan forstå, at Frederik aldrig … og jeg troede … Hun lukkede øjnene. Så så hun op. - I samme øjeblik I viste mig billedet af bajonetten, vidste jeg, hvad der var sket. Morten Dinesen har altid samlet på våben fra 1. verdenskrig. Særligt tyske. Han truede os med den bajonet mere end én gang. Lars huggede bremserne i. Bilen standsede halvt oppe på fortovet, lige foran et monument, der stod i skyggen af et ungt bøgetræ. Tina Lund faldt forover, undgik kun at hamre ansigtet i forruden, fordi hun stemte imod med hænderne på instrumentbrættet. Op ad tunnellen under banelegemet kom Frederik løbende, fråden stod ham om munden. Tina åbnede munden, ville vel råbe. Men hun kunne ikke presse en lyd frem. Robert Strand var lige i hælene på Frederik, løb med lange seje skridt. Om et øjeblik …
— 86 —
Kapitel 14
Musklerne i Robert Strands lår arbejdede i en næsten meditativ rytme, og hver gang han trak en portion af den friske aftenluft dybt ned i lungerne, belønnede kroppen ham med et ekstra skud energi. Tyve eller tredive meter længere fremme kunne han se, hvordan Frederik Dinesen gled igen, men også denne gang lykkedes det ham at genvinde balancen, og på den korte strækning over Bregnegårdsvejs asfalterede overflade, hvor hytteskoene havde bedre fodfæste, kunne han næsten opretholde afstanden til Robert, men det var forhåbentligt kun en stakket frist. Frederik Dinesen var desperat, og det var umuligt at forudse hans adfærd, så Robert skulle meget gerne indhente ham, inden han nåede op til stationen, hvor der kunne være andre mennesker. Hvor fanden bliver Winkler af? tænkte han. Lyden af en bilmotor nåede ham oppe fra Jægersborg Allé, og netop som det blegt hvide lys fra lygterne strøg hen over krattet til højre for Robert, genkendte han den hvinende lyd af en kilrem i krise. Det var Winkler. Han havde forhåbentlig gættet, at Frederik Dinesen ville søge op mod Charlottenlund Station, og Robert håbede, at han havde et sæt håndjern eller en plastikstrip gemt et eller andet sted i sin gamle skramlekasse, så de kunne pacificere gerningsmanden hurtigst muligt. Ved nedgangen til tunnelen gled Frederik Dinesen igen, og denne gang måtte han ned, kurede en bid hen
— 87 —
over de brostensbelagte trin, inden han kom på benene igen og fortsatte i en mere usikker takt. Nu var Robert kun knap ti meter efter ham. Dinesens hårde såler ekkoede i den lavloftede gang, og de to løberes åndedræt vævede sig ud og ind af hinanden. Fem meter. Trappen op mod stationspladsen truede med at fælde Dinesen igen, men han klarede den. Robert kunne høre en motorcykel speede op et sted forude. Han satte farten yderligere et hak op. Frederik Dinesen måtte ikke nå ud på Rådhusvej. Det sidste, de havde brug for, var endnu en tragisk afslutning, hvor en psykisk syg mand mistede livet, mens han blev jagtet af politiet. Han tog de flade trin i lange skridt, og da Frederik Dinesen satte den første fod på fortovet foran det mindesmærke, hvor han havde efterladt sin døde far mindre end et døgn tidligere, greb Robert fat i kraven på hans lyse jakke. De tumlede forover, men i sidste øjeblik tog Frederik Dinesen fra med hænderne, så de landede i en glidende bevægelse. Et metallisk hvin skar gennem luften, og Robert så op, netop som Lars Winkler drejede ind på stationspladsen med noget, der lignede hundrede kilometer i timen. Bilen krængede, så det ene sæt hjul slap jorden, og der lød et højt smæld, da det modsatte forhjul ramte kantstenen og ændrede bilens kurs. I det samme lykkedes det Frederik Dinesen at komme på benene. Han stod og slingrede lidt, og han nåede kun at vakle et par skridt i retning af tunnelen, før Robert overmandede ham igen. I det samme lød et eksplosionslignende brag i Roberts ører, og da han vendte sig, holdt Winklers bil med hele frontpartiet inde i læskuret foran Emils Kebab. Lars Winkler samlede Frederik Dinesens hænder på ryggen med en plastikstrip, og hans rolige bevægelser
— 88 —
bar ikke præg af, at både han og Tina Knudsen lige var kravlet ud gennem vinduet i passagersiden på hans totalskadede bil. En bil kørte ind på stationspladsen i et mere adstadigt tempo. Det var Tofte og en af de betjente, der havde været med ude i familien Dinesens hjem om morgenen, og på bagsædet af den civile patruljevogn sad Charlotte Dinesen. Hun rev døren op, endnu inden bilen var standset helt, og sekundet efter stod hun over Frederik Dinesen og råbte: - Hvordan kunne du gøre det? Han var din far! Tofte greb fat i hende, mens Lars Winkler trak Frederik Dinesen op, så han stod på knæ foran sin rasende mor. Hans hivende åndedræt skar gråden op i hakkende stød. - Det var ikke min mening. Jeg ville ikke gøre ham noget. Tina Knudsen trådte hen til ham og lagde en hånd på hans skulder. Han drejede hovedet og så på hende. Så nikkede han mod statuen af de to drikkende børn og hulkede: - Jeg har altid tænkt på dem som dig og mig. Der var noget næsten latterligt teatralsk over hans stemmeføring, men den estimerede kvantefysiker havde formentlig brugt det meste af sit liv på at undertrykke ethvert tilløb til sentimentalitet og store følelser, og på den baggrund var det måske ikke så overraskende, at det kammede over for ham nu. Robert tog imod den cigaret, Lars Winkler rakte ham, og mens han tog det første sug, mærkede han det velkendte antiklimaks sætte ind. De havde fået deres gerningsmand, og selvom Winkler havde fået Robert til at vakle, kunne han endnu engang konstatere, at både hans
instinkter og hans metoder fungerede upåklageligt. Men der manglede stadig noget. De små detaljer, han endnu ikke havde fået til at passe ind, alle de ubesvarede spørgsmål. Hvorfor var Frederik Dinesen blevet i Danmark efter drabet i stedet for at flygte? Hvorfor var det Charlotte Dinesens nummer, Tina Knudsen ringede til, da han og Winkler havde afhørt hende i boghandlen? Lars Winkler afbrød hans tanker ved at sætte sig på hug foran Frederik Dinesen, som var i gang med gengive den rablende forklaring, han havde givet Tina Knudsen i skoven bag det gamle akvarium. - Hvorfor skar du hans næse af? sagde Winkler som et ekko af Roberts tanker. Frederik Dinesen lukkede munden hårdt sammen, men da Winkler blev ved med at stirre på ham, sagde han: - Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke huske noget fra selve … - Det ved jeg, sagde Tina Knudsen. Da vi var børn, fik Frederiks far ham til at læse uhyggelige bøger fra 1. verdenskrig, hvor soldaterne fik næsen skåret af, og så truede han med at gøre det samme ved Frederik. Han havde den der drabelige brevkniv ... Det var så grusomt, så … Jeg er jo ikke psykolog, men alligevel kan jeg godt forstå, hvorfor Frederik gjorde det. Hendes ord fremkaldte et hurtigt glimt, en let opadgående trækning ved Frederik Dinesens mundvige, men inden Robert nåede at tolke denne uventede reaktion, begyndte Charlotte Dinesen at skrige. - Skar du hans næse af? Er du fuldstændig vanvittig? For første gang syntes Robert, at hun lød, som det hun var: En kvinde, der lige har mistet alt, og i sit stille sind glædede han sig over, at han kun havde vist hende fotografiet af bajonetten og ikke det af hendes afdøde
mand uden næse. Det ville næppe have højnet hans agtelse hos Niels Jarner. Jesper Tofte gav tegn til betjenten, som lagde en hånd på Charlotte Dinesens skulder og trak hende lidt væk. Så kom han hen til Robert og Lars Winkler. - Sikke en dag. Jeg har rekvireret en vogn, der kan køre Tina Knudsen hjem, og så tager vi de to andre med til stationen. Vi er meget taknemmelige for jeres hjælp, men jeg kan godt forstå, hvis I har lyst til at holde fri nu. Vi skal nok tage den herfra. Inden Robert kunne nå at svare, rev Charlotte Dinesen sig fri og vendte sig mod ham. - Hvad sker der med ham nu? Hun nikkede mod sin søn, der stadig sad på knæ. - I første omgang bliver han varetægtsfængslet, og … - Men bagefter? Kommer han i fængsel? Selvom Charlotte Dinesen med sin tillukkede fremtoning ikke var typen, der umiddelbart fremkaldte sympati, følte Robert med hende. Statistikkerne var en stor hjælp for politiet, men i den virkelige verden; når man stod overfor ofre og pårørende til en forbrydelse, var det særligt trist, når gerningsmanden viste sig at være et nært familiemedlem. Charlotte Dinesen havde mistet sin mand, men hun havde også mistet sin søn, for på trods af hendes bedende blik, tvivlede Robert på, at hun nogensinde ville kunne tilgive ham. - Det er for tidligt at sige med sikkerhed, men mit gæt er, at mentalundersøgelsen vil vise, at Frederik var utilregnelig i gerningsøjeblikket, og at han derfor ikke er egnet til at afsone en almindelig fængselsstraf. Han vil blive anbragt i tidsubegrænset forvaring, indtil det skønnes, at han er rehabiliteret, og der ikke er risiko for, at han begår ny kriminalitet.
Under de givne omstændigheder ville Frederik Dinesens rehabilitering nok mest fokusere på at hjælpe ham med at bearbejde skyldfølelsen over drabet og de traumer fra barndommen, som havde udløst den midlertidige psykose, men det mente Robert ikke, der var grund til at fortælle ofrets enke. Han betragtede Frederik Dinesen. Tina Knudsen havde sat sig på jorden ved siden af ham og strøg ham over kinden, mens hun igen og igen sagde: - Jeg skal nok være der for dig, ligegyldigt hvad der sker. Da Toftes kollega igen havde et fast greb om Charlotte Dinesen, vendte Robert sig mod Winkler: - Har du brug for et lift? Lars Winkler smilede med en skæv trækning. - Tak for tilbuddet, men jeg må vist hellere blive her, til der kommer en kranvogn. Hans ansigt blev mere alvorligt. - Jeg tror også, jeg smutter en tur op forbi Station Syd og hører, hvad de får ud af de første afhøringer. Jeg kan bedst lide at få svar på alle de der små løse spørgsmål med det samme, og jeg må indrømme, at det med Hind Marked føles som en sten i skoen. - Ja. Det undrede også mig, men Nørrebro er jo ikke min hjemmebase, så jeg tænkte, at det måske var et helt specielt sted, siden de begge havde præcis den detalje med i deres forklaringer. De så på hinanden, og Robert konstaterede, at uanset, hvor forskellige to mennesker var, kunne der være noget fælles, en helt grundlæggende måde at anskue tingene på, som gjorde, at man alligevel kunne genkende sig selv i den anden. - Selvom jeg også er nysgerrig, tror jeg, at jeg vil køre
— 92 —
hjem nu og overlade det kedelige papirarbejde til Tofte og hans folk, men du må da meget gerne ringe, hvis Frederik uddyber sin forklaring om det med næsen. Det begyndte at regne let, mens Robert gik i retning af sin bil, der stadig holdt parkeret ved Bog & Idé. Det irriterede ham, at han ikke bare kunne glæde sig over, at det var lykkedes dem at pågribe gerningsmanden mindre end 24 timer efter drabet, men denne gang havde han særlig svært ved at ignorere den nagende tvivl: Hvad hvis det var den forkerte, de havde fat i? Hvis Frederik Dinesen bare var en sølle stakkel, der … Han skubbede tanken fra sig. Selvfølgelig var det den rigtige. Han havde jo selv hørt ham tilstå til Tina Knudsen. Eller næsten tilstå. Han standsede foran Bog & Idés udstillingsvindue og kastede et fraværende blik på stakkene af Bedraget, den nye bestseller om skandalen i Nordisk Fjer. Skulle han alligevel lægge vejen forbi Station Syd? Sandsynligheden for, at de fik noget som helst fornuftigt ud af Frederik Dinesen de næste mange timer var stort set ikke-eksisterende, men han havde jo genkendt tvivlen i Winklers blik, så måske … Han fandt telefonen frem og valgte et nummer i favoritlisten. - Hej, Rasmus. Jeg ved godt, det er sent, men jeg har brug for en stor tjeneste. Kan du ikke køre et tjek på en familie, der hedder Dinesen? Manden var … - Det har jeg allerede gjort. Da du bad mig om at finde frem til det nummer, blev jeg nysgerrig, så jeg tog et hurtigt kig på hende. Jeg troede faktisk, jeg havde fundet noget, men det viste sig at være et vildspor, og så stoppede jeg, før Egelund kom rendende med sin sædvanli-
— 93 —
ge smøre om ikke at bruge ressourcer på en sag uden at være blevet bedt om det. - Hvad var det, du troede, at du havde fundet? - At konen havde en elsker. Du ved, den helt klassiske: Pludselig er der en masse opkald til og fra et mobilnummer med taletidskort, hun aldrig har haft kontakt til før, og da det har stået på en måneds tid, får hun sin første omgang botox. Tre dage senere er manden død. Sin første omgang botox … - Taletidskortet sad i en telefon, der var købt kontant, og hvis han ikke havde oplyst nummeret et par gange, når han bestilte mad fra Just Eat, kunne jeg have brugt hele natten på at lede efter en spøgelseselsker, griner Rasmus. - Lad mig gætte: Nummeret var Frederik Dinesens? - Jeps. Og da jeg gik tilbage og tjekkede hendes opkaldslister, kunne jeg jo se, at opkaldene til det danske mobilnummer startede samtidig med, at hun holdt op med at ringe til et fransk nummer, som viste sig at være hans. Så hvis jeg havde været lidt grundigere med telefonlisten fra start, havde jeg ikke behøvet at spilde min tid. - Hvor længe har han været i Danmark? - Godt og vel tre uger. Så vidt jeg kan se, har han lånt eller fremlejet en lejlighed af en professor fra KU. Jeg fandt for resten også noget andet, som virkede lidt interessant. Charlotte Dinesen er stamkunde på skadestuen, og bare her i år er der to læger, der har indberettet, at de mistænkte vold i hjemmet. Der var den, den lille oplysning, der fik brikkerne til at falde på plads i et helt nyt og uventet mønster. Det eneste spørgsmål, han ikke kendte svaret på, var: Er Tina Knudsen med i det, eller er hun bare et uskyldigt offer?
— 94 —
Han begyndte at løbe tilbage mod stationspladsen, mens han takkede Rasmus for hjælpen. Patruljevognen var ankommet, men de stod stadig i det dunkle tusmørke foran mindesmærket for Holbøl. Han satte farten ned og standsede foran Tina Knudsen. - Hvorfor ringede du til Charlotte Dinesen? Ud gennem øjenkrogen kunne han se, hvordan spørgsmålet ramte Charlotte Dinesen det ene sted, hvor selv ikke den mest omfattende behandling med Botox kunne hjælpe hende: Halsmusklerne. Frygten fik dem til at strammes, så de stod frem som teltbarduner. - Hvad mener du? sagde Tina Knudsen og tørrede en regndråbe af kinden. - Da Lars Winkler og jeg var gået fra boghandlen i dag, ringede du til Charlotte Dinesen. Hvorfor gjorde du det? - Fordi Frederik ikke havde en telefon. Da han dukkede op i går, blev jeg virkelig glad for at se ham, det gjorde jeg, men han virkede så mærkelig, og jeg havde brug for lidt tid til at vænne mig til tanken, så jeg løj og sagde, at jeg skulle noget, men at jeg ville ringe til ham senere. Han sagde, at det kunne jeg ikke, for han havde ikke nogen telefon, men at hvis jeg ville ham noget, kunne jeg lægge en besked hos hans mor. Det var ikke min mening at virke afvisende, men nu kan jeg godt se, at han må have opfattet det sådan, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg bare havde … Tina Knudsens gråd fjernede den sidste rest af tvivl hos Robert. Han betragtede Frederik Dinesen, som ikke længere knælede, men stod ved siden af en uniformeret betjent. Hans ansigt var tillukket, og Robert vidste, at det ville kræve de helt rigtige spørgsmål at få ham til at afsløre den iskolde og beregnende psykopat, der gemte sig bag
facaden. Han skulle rammes på sin stolthed, og det krævede, at Robert fik ham til at fremstå som den svage, den der var blevet udnyttet. Det var derfor, han talte direkte til Charlotte Dinesen. - Det var ellers godt tænkt. Hvis du selv havde gjort det, ville politiets undersøgelser hurtigt have bevæget sig i din retning. Du er formentlig opført som enearving, og du vidste, at skadestuen havde indberettet flere tilfælde af mistanke om hustruvold, så dit motiv ville ikke være svært at få øje på. Selvfølgelig vidste Robert udmærket, at hustruvold kun sjældent optrådte som motiv i en drabssag, fordi kvinder, der havde været udsat for årelang vold i hjemmet, netop blev berøvet enhver form for handlekraft, men det vidste Frederik og Charlotte Dinesen forhåbentlig ikke. - Men du havde heldigvis en søn, som du kunne manipulere til at begå drabet for dig. Du planlagde det hele i detaljer, helt ned til botoxbehandlingerne, som skulle gøre det lettere for dig at lyve for politiet, og … Længere nåede han ikke, før Frederik Dinesen eksploderede. - Du har misforstået det hele, din idiot. Det var mig, der planlagde det. Jeg vidste, at hun ville havne i fængsel, hvis hun gjorde det selv, men mig … Når selv min mor, der lod som om hun hadede mig for at have myrdet ham, vidnede og fortalte, hvor ond han havde været gennem hele min barndom, ville I tro, at det bare havde slået klik for mig. Jeg ville have været ude om et år eller to, og med alle hans penge, ville vi kunne leve godt resten af livet, også selvom jeg mistede mit job. Frederik Dinesen havde ret, og hvis han ikke havde dummet sig med næsen, var Robert ret sikker på, at han
— 96 —
og Charlotte Dinesen var sluppet af sted med deres bedrag. - Men da det kom til stykket, kunne du ikke styre dig. Det blev personligt. Frederik Dinesens øjne blev smalle. - Han vidste det. Indtil da var han bare den samme, gamle psykopat, han altid har været, men da jeg skar næsen af ham, vidste han, at jeg ville dræbe ham, og at se ham så bange … Det var ubetaleligt. Tina Knudsen trådte ind mellem Robert og Frederik Dinesen. - Og hvad med mig? Hvordan passede jeg ind? - Vi havde brug for et uafhængigt vidne, der kunne bekræfte, at han havde mishandlet mig som barn, og du var den eneste, udover min mor, der havde set det med egne øjne. Så jeg opsøgte dig og sørgede for at opføre mig mærkeligt, så du også kunne bevidne, at jeg var ude af balance dagen inden drabet. Jeg håbede virkelig på, at du ville ringe til min mors nummer, når du hørte om drabet, så politiet ville finde dig, når de tjekkede hendes opkaldslister, og hvis vi var lidt heldige, var der også en god chance for, at du ville lede dem til mig, når du genkendte kniven. Og det gjorde du jo også. - Så du brugte mig? Dit dumme svin! Robert så væk og mødte Lars Winklers blik. Kollegaen smilede og sagde: - Gælder dit tilbud om et lift ind til byen stadig?
— 97 —
Find vores bøger på www.bog-ide.dk