Iqbal Farooq på Bornholm by Bog & idé

Iqbal Farooq på Bornholm af Manu Sareen © Politikens Forlag



JP/Politikens Forlagshus A/S, 2011 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-400-0004-7 Printed in Denmark 2011 Illustrationer: Lars-Ole Nejstgaard Omslag: Lars-Ole Nejstgaard Grafisk tilrettelæggelse: Pamperin & Bech Grafisk Sats og tryk: Scangraphic Udgivet af Politikens Forlag A/S Vestergade 26, DK-1456 København K Tlf.: 33 47 07 07 Politikensforlag.dk Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til forlaget.

Tak til min kone, Anya, min ven Joy og min redaktør Jesper Roos Jacobsen.

Til alle jer børn i verden, der oplever krig, sult og andre elendigheder, fordi voksne ikke kan passe på jer.

Solen hang og skinnede på en blå himmel, og alle på skolen var bare glade i låget. Jeg derimod havde det en lille smule nederen, for inspektøren havde tvunget mig ind til skolens hjernedame nummer 1. Jeg stod foran hendes dør og gloede på skiltet, som jeg har gjort mindst tusind gange før: Jeanette Ølholm – skolepsykolog. – Hey, det er jo Iqbal. Vildt, mand, hvad sker der? råbte nogle bag mig. Det var Felix Lucas og Mikkel Lyx fra 5. x. De to bavianer stod i deres FCK-trøjer og gloede på mig, som om jeg var et rummonster. – Hey, hva’ så, drenge? – Oj, Iqbal, har du ikke også lige oplevet det sygeste? spurgte Mikkel Lyx. – Tja, jo, det har jeg vel … men jeg kan sgu ikke lige huske det. Jeg nikkede mod døren. – Det er derfor, jeg skal ind til psykodamen. – Ornlig sygt, mand, sagde Felix. – Sådan at glemme det. De stod bare og stirrede på mig. – Hey, hva’ så, svinum? Nørrebros store helt! Skal du ind 5

Døren gik op, og Jeanette Ølholm stod foran mig med sit anspændte blik og sit store hår, der stod ud til alle sider. – Åh, der er du, Iqbal. Det var sandelig på tide. Hun lagde en hånd på min skulder. – Kom ind, kom endelig ind og få en diagnose eller bare en lille snak. Du har brug for det, og det ved du vist også godt selv, ikke også? Hun rev mig ind på kontoret og smækkede døren efter mig, før jeg nåede at svare. Jeg hørte lige Felix råbe, at vi ses om en time eller noget i den retning. – Øh, hej igen, Jeanette, sagde jeg og kiggede rundt. Kontoret lignede næsten sig selv. Der var de to store brune lædersofaer, skrivebordet og briksen, hvor jeg plejede at ligge og

fortælle. Bag hendes skrivebord hang der et maleri, jeg ikke havde set før. Det forestillede en skaldet mand. Faktisk var han så skaldet, at han lignede en kæmpe diller. – Ja, hej, hej, du! sagde hun og knipsede et par gange, for jeg kunne ikke rigtig lade være med at kigge på maleriet. – Jeg har selv malet det. Hun satte sig i kontorstolen. – Det er jo ganske længe siden, at du har været her og underholde mig … øh, jeg mener, at det er længe siden, du har været her for at tale med mig, og det var sandelig på tide, at du kom, for du kan tro, at jeg har brug for … åh, jeg mener, at du har brug for at tale med mig og … Hun stoppede, og helt hvid i hovedet kastede hun sig ned på skrivebordet, sikkert fordi hun havde glemt at trække vejret. Hendes store bryster var ved at hoppe ud af blusen og flyde ind over tastaturet på skrivebordet. Hun hev efter vejret, talte til ti og kom langsomt til sig selv. – Du kan lægge dig på briksen og slappe heeelt af i heeele kroppen. Kom så, slap heeeeelt af og fortæl mig så, hvad der egentlig skete på Bornholm. Jeg satte mig på briksen. – Øh, altså, jeg kan ikke rigtig… – Er det rigtigt, at I var tæt på at blive slået ihjel? Åh, jeg glæder mig sådan til at høre om det, smilede hun og klappede i hænderne som et lille barn. – Det er jo så vildt spændende med alt det, der er sket. Nå, fortæl så, Iqbal. Ud med dine inderste følelser til en voksen og moden kvinde. Ja, alt-

til psykokællingen, eller hvad sker der lige for dig, mand? Det var Whahib fra 9. a, der kom imod os. – Øh, tja, inspektøren sagde, at jeg skulle tale lidt med hende efter alt det, som er sket. Han mener, at jeg trænger til at tale med en voksen. – Oj, er du syg i dit hoved, siden at du skal ind til psykologogoen? spurgte Felix Lucas. – Luk lige kajen, det hedder psykokællingen, sagde Whahib og rystede på hovedet. – Iqbal er sgu ikke syg. Han er lidt presset oven i bolden og skal bare tale med en voksen. Ik’, Iqbal? – Øh, jo, jo, Whahib, den er vist god nok … bare tale med en voksen, svarede jeg og bankede på.

så en professionel voksen og moden kvinde. Hun tog en lille sort blok frem fra skuffen. – Jeg drikker lidt urtete, imens du fortæller. Og tager nogle noter, det er ret vigtigt, så vi lige kan samle op bagefter. – Okay, så. Jeg lagde mig ned. – Jeg kan altså ikke huske så meget, men det startede med, at jeg… – Åh, jeg kan altså slet ikke vente … og tyskerne, altså, det var lige nervepirrende nok, men jeg har jo også kun set det i fjernsynet. Hun kiggede ud ad vinduet. – Eller var de i virkeligheden fra Østrig? Nå, men fortæl, fortæl. – Altså, det startede med, at… – I øvrigt, vil du have lidt urtete? – Nej tak … altså… – Økologisk saft? – Nej tak, heller ikke økosaft! Men det er altså nu, hvis du vil have noget ud af mig. – Åh, ja, det må du undskylde. Nu er jeg helt stille, stille, stille, stille. Hun holdt en finger op for munden og hviskede: – Og det er dig, der siger noget. Jeg noterer alt ned, men helt stille. Jeg spørger ikke til tyskerne … eller Bornholm … eller til de somaliske pirater. Hvis der var nogen, som var bimlende gal og havde brug for at tale med en voksen, måtte det altså være vores skolepsykolog, tænkte jeg. – Nå, men det første, jeg husker, var, at jeg kom for sent i skole. Jeg mødte hr. Wibrandt og dr. Khan i opgangen.

– Okay, fint, fint, Iqbal, god start, god start. Du trækker vejret normalt, det er fint. Hun tog mig om håndleddet. – Ja, jeg tjekker lige din puls, og den virker normal. Det er et godt tegn, men hvorfor kom du egentlig for sent, Iqbal? Jeg kom til at kigge på den skaldede mand igen. – Tja, det kan jeg ikke helt huske. – Okay, Iqbal. Mere sagde hun ikke i et par sekunder. – Okay, Iqbal, jeg tror simpelthen, vi er ude i en fortrængning. Hun lagde kuglepennen på skrivebordet. – Det betyder, at man ikke vil huske. Det kan jo være forbundet med noget dårligt. Det er helt normalt, man kan ikke dø af det, så du kan være helt rolig. Prøv, om du kan huske … skete der noget lige før, du kom for sent i skole? Mig og den skaldede mand havde lidt en stirrekonkurrence. Pludselig kom jeg i tanke om noget. Hun havde sgu ret. Det var forbundet med noget dårligt. Jeg fløj op af briksen. – Fuck, manner! – Så, så, Iqbal. Læg dig nu ned. Jeg huskede pludselig det hele og var klar til at fortælle til psykodamen. – Det var jo på grund af onkel Rafig, den sindssyge bjergged! Ja, nu kan jeg huske det. Onkel Rafig, den totalt hjernelamme gangster og hans sure tæer.

Kapitel 1

– Iqbal, vågn op, min dreng. Jeg kunne høre fars stemme, men jeg havde åbenbart mere end svært ved at komme op lige præcis den morgen. – Hrmfysja, ja, ja, jeg skal nok. Bare lige fem minutter mere, far. Bare lige fem minutter. – Jamen, der er altså ikke tid til at snorke mere, og jeg ved godt, at du kom sent i seng. De andre er allerede oppe og på vej i skole. – Ja, ja, jeg kommer nu, svarede jeg og rejste mig med lukkede øjne. Jeg orkede det bare ikke. Gad hverken lærerne eller skolen igen. – Fuck, manner, vi kom altså kongesent i seng i går, far. – Åh, ja min søn. Nævn det ikke. Jeg havde lige glemt alt om den skide skiderik til Rafig, sukkede far. Han var kommet hjem til os ret sent aftenen før. Han havde banket vildt hårdt på døren og vækket os alle sammen. Klovnen væltede ind med en stak papirer i den ene hånd og en globus i den anden, smed sin hvide jakke og sparkede sine sko af, så den ene ramte døren til vores værelse. Og det var mig,

der, nærmest i søvne, samlede den op, og jeg var ikke i tvivl om, at det var onkels. Den stank af nedbrændt ostebutik. – Det var dog et sindssygt tidspunkt at komme forbi på, vrissede far. – Er du ikke klar over, at danskerne går i seng i ordentlig tid? Derfor gør vi det også! – Rolig, Nazem, rolig. Jeg står her med den fedeste plan. Onkel Rafig smilede. – Måske den største af dem alle. Ja, du kan kalde den Planen over alle planer. Far satte sig i sofaen. – Hvad nu? Onkel Rafig slog ud med armene. – Congo! – Congo? sukkede far og lod hovedet falde ned i sine hænder. – Jamen, Nazem, for fanden. Congo er altså stedet, hvor det sker, mand. Glem Indien, Kina og Udkantsdanmark. Congo er sgu bongo, mand. – Åh, gud, hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal belemres med sådan en hjernedød bror? Congo, hvor herre skal bevare mig vel. Mor, Fatima og Dindua gad ikke bruge en halv nat på onkels genialiteter og listede i seng igen. Onkel foldede papirerne ud, så de næsten dækkede hele stuegulvet, og pegede som en sindssyg på en masse kruseduller. – Dette, min kære familie, er den sygeste plan i verden. – Jamen, hvad står der, Rafig? spurgte far, der kiggede ud mellem fingrene.

Numzi Numzi

Onkel fortalte, at han havde mødt en mand fra Congo på Hovedbanegården. Fyren hed Numzi Numzi og havde på en eller anden måde fået overbevist onkel om, at Congo var fremtiden. Det var stedet, hvor man skulle investere penge. Numzi Numzi havde også sagt, at hvis han lige fik 10.000 kroner, ville onkel få den fedeste ide, så han kunne tjene totalt mange penge nede i Congo. – Øh, onkel, du gav vel ikke ham der Numse Numzi-fyren 10 kilo, vel? spurgte Tariq. – Nej, nej, Tariq. Rafig kiggede over på far. – Jeg ligger jo ikke inde med så mange penge, vel? Jeg skal blankt indrømme, at jeg var totalt på. Det er ikke hver dag, man får sådan en chance, så jeg bad Numzi om at vente på Hovedbanegården. Og så spurtede jeg ned til Sofia K. Led på Istedgade og lånte lige 10 kilo. I ved, hende den syge polske lånehaj og bordelmutter. Der lød et klask fra far, der tog sig til hovedet. – Åh, nej, ikke Sofia Kastanjehjerne Led! Hun blev jo dømt for ulovligheder sammen med Anni Pølseby sidste år. Ifølge aviserne skulle hun være Djævlen selv. Jeg vil ikke høre mere, Rafig. Far holdt sig for ørerne. – Jeg vil på ingen måder høre mere. Du kan umuligt være min bror, din tyrkiske lammehjerne. – Jamen, onkel, hvad var så den fedeste ide? spurgte jeg, og der blev helt stille i stuen. – Jamen, den sygeste forretningside var, ifølge Numzi, solarier. Salg af solarier til afrikanerne nede i Congo. Og der 13

kommer mere, smilede onkel. – For det topfedeste ved Numzis ide er, at det er soldrevne solarier. Så man kan tjene megamange gryn! Det bliver så stort, og jeg ved jo tilfældigvis, at man ikke har elektricitet nede i negerhytterne. Det er derfor, at hele svineriet skal køre på solenergi, havde onkel stolt sagt, mens han satte sig i vores stribede læderhjørnesofa, som han faktisk også havde skaffet os for tre år siden. – Hmm, onkel. Ikke for noget, vel? Og ikke for at være personlig, men har du tænkt over, at folk nede i Congo nok ikke har brug for solarier? indskød Tariq. Onkel smilede til Tariq. – Du må gerne være personlig over for den skiderik, sukkede far og sank endnu dybere ned i sofaen. Samtidig skreg han et eller andet uforståeligt indisk ned i en pude, som han havde taget op til ansigtet. – Jamen, Tariq, du fatter jo intet. Der er så meget sol hele dagen lang nede i det der Congo Bongo-land. Det kan jo netop betale sig med soldrevne solarier, sagde onkel og ledte efter Congo på globussen, men endte med at pege på Colombia i Sydamerika. – Øh, tja, jeg kan ikke lige finde det der Congo-land, men Colombia, Congo Bongo, same shit. Det er sgu ulande det hele. Åh, onkel, for fanden da. Du tror sgu da ikke, at afrikanerne lægger sig ind i et solarium, når solen skinner hele dagen, sagde jeg.

Onkel gav et lille hop og gloede ud i luften. Lidt efter rejste han sig og pakkede sine papirer sammen. Da han var færdig, stod han som en statue med globussen under armen. – Så forstod du det endelig, og det var vist også på tide! Jeg var altså ved at blive lidt bekymret for dig, Rafig. Jeg kan love dig, at du endnu en gang har overbevist mig om, at du umuligt kan være min bror. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Du skal vide, at man i Danmark siger, at æblet ikke falder langt fra stammen. Det betyder følgende for mig og mine danske landmænd: Hvis man støder ind i stammen på et æbletræ, så falder æblerne ikke så langt. Kan du forstå det, Rafig? – Øh, ikke helt, Nazem. Onkel så rundt i stuen. – Øh, hvad betyder det for mig? – Ja, for os her i Danmark betyder det, at du vist er stødt ind i stammen lidt for mange gange i dit usle liv. Derfor falder æblerne hele tiden i hovedet på dig, dunk, dunk, dunk. Og det er altså ikke så godt. – Øh, far det er nu ikke lige… – Tak, Iqbal! Det glæder mig, at du er enig med din far. Onkel nikkede til far. – Okay, okay. Ja, ja. Jeg tror vist, at jeg har fattet det … sådan nogenlunde. Øh, tja, men så går jeg vist igen, sagde onkel, men stoppede pludselig op. – Der er vel ingen af jer, der lige kan låne mig ti kilo, vel? Det der lån hos Sofia K. Led har en syg rente, you know. Den stiger med fem kilo om dagen.

Han var altså skyld i, at jeg kom vildt sent i seng. Og nu havde jeg megasvært ved at komme op. – Åh, det var godt, at du kom op, Iqbal, sagde mor, da jeg omsider kom ud i køkkenet. – Din havregrød står dér, og så ses vi senere i dag. Jeg skyndte mig at fråde min morgenmad, hoppede i tøjet og piskede ud ad døren og ned ad trapperne. Jeg måtte bare ikke komme for sent. Vi skulle nemlig have Jeppe Mønsted. Der var nogen, der sagde, at han engang havde slået en ihjel, der kom for sent. På vej ud ad døren forestillede jeg mig, hvordan han greb mig om halsen, imens han grinte sit lede

grin. Jeg var lige ved at ramle ind i hr. Wibrandt, der stod på 2. sal. – Hvad fanden er det for en djævelsk larm du laver, din lille terrorist? Man skulle fandeme tro, at du var på flugt fra ordensmagten, brølede han, så spyttet stod ud til alle sider. – Øh, jamen, jeg skal i skol… – Ikke noget jamen her, min fine ven. Det kan jeg i den grad lige forsikre dig om. – Jeg skal bare i skole. Jeg kom for sent op, og nu kommer jeg også for sent i… – Hvad fanden er den af, Iqbal? Pjækker du fra skole, knægt? Det må jeg altså nok sige. Den havde jeg godt nok ikke lige set komme. Tænk, at du, af alle mennesker, svigter den danske folkeskole. Og så med din far, der løber rundt og sætter dannebrogsflag op over det hele. Han rystede på hovedet. – Tja, Iqbal, du skuffer mit gamle danske livgarderhjerte, det skal du altså lige vide. – Øh, æh, næ, jeg pjækker altså ikke. Det er jo bare, fordi onkel kom ret sent i går og… – Næ, nej, du kan godt spare dig, lille ven. Jeg er nu ret skuffet, Iqbal. Mig, der troede, at du og din fremmede familie, som vi har taget os så godt af i dette land, var begyndt blive en del af fællesskabet, afbrød hr. Wibrandt og fortsatte: – Jeg troede, at I pakistanere havde lidt mere respekt for den gæstfrihed, som vi trods alt byder jer fremmede fugle her i Dannevang. Det har bestemt ikke været let, men vi har dog

– Hvad, onkel? sagde jeg. – Du har sgu da ikke taget et så åndssvagt lån, mand? Når du vågner i morgen, så skylder du ikke hende Led-kvindemennesket 10 kilo, men 15 kilo, og i overmorgen, så er vi oppe på 20 kilo, og dagen efter igen, så… – Okay, Iqbal, jeg tror altså, at onkel har fattet det, afbrød Tariq og forsatte: – Onkel, så er der vist ikke andet for, end at du må få et arbejde. – Tariq, for helvede. Jeg har sgu da aldrig haft et rigtigt arbejde. – De burde sætte dig på det første og hurtigste fly og eksportere dig ud af landet. Langt væk. Du bidrager ikke til vores samfund, sagde far på vej ind i soveværelset. Onkel smuttede, og vi andre var også hoppet i seng.

budt jer velkommen. Her i gode gamle Danmark, som er et yndigt land, snøftede han med den ene hånd på sit hjerte. – Vi er nu indere. – Ja, ja, ja, for pokker. Det er vel alt sammen det samme nede i Arabien, Afrika, eller hvor fanden I kommer fra. Iqbal, er du klar over, at dengang jeg var lille, så kunne man ikke bare regne med at komme i skole? Næ, du, dengang var vi altså slet ikke så heldige. Jo, lige bortset fra søndagsskole. Der fik vi sgu oven i købet prygl, Iqbal. Ja, prygl, morgen, middag og aften. Og ved du hvad, det får man sgu rigtige mandfolk ud af. Ikke alt det der med kreative fag og rundkredspædagogik. Vorherre bevares, det er sgu ikke til at holde ud. Jeg brækker mig sgu over al den blødhed, Iqbal. Dr. Khan trådte ud af sin lejlighed, hvilket stoppede hr. Wibrandt et par sekunder. – Ja, hvad fanden giver du, Khan? Den lille bandit pjækker sgu fra den danske folkeskole. – Jamen, jeg pjækker altså ikke, for… Nu var det dr. Kahns tur til at ryste på hovedet. – Åh, Iqbal. Er du klar over, at der, hvor min familie kommer fra i Pakistan, er det kun dem, der har mange penge, som kan sende deres børn i skole? – Der kan du sgu selv høre, Iqbal. Jeg har lige sagt det samme til knægten, sagde hr. Wibrandt og gav dr. Khan et klask i ryggen, så Khans briller var ved at flyve væk. – Og tænk engang, Iqbal, sagde dr. Khan og rettede på

sine briller. – Tænk engang på din stakkels farfar i Indien, som måtte slide og slæbe, så din far kunne komme i skole. Der er mange børn rundtomkring i verden, der drømmer om at komme i skole, Iqbal. De mindede om et gammelt ægtepar, der var gået amok. Det var umuligt at få taletid, så jeg kunne ikke gøre andet end at vente på, at de var færdige. – Okay, okay, jeg har fattet det. Men gider I at fatte, at jeg ikke fatter, at I ikke fatter, at jeg ikke pjækker! Jeg har bare sovet over mig, og nu kommer jeg endnu mere for sent, fordi I to tanter har opholdt mig her på trappen. Fatter I det? Min lærer slår mig sgu ihjel. Fatter I det? De blev begge stille og kiggede overrasket på hinanden. – Så kom dog af sted, knægt, i stedet for at, øh, hænge her i opgangen, sagde hr. Wibrandt. Kort tid efter smækkede de deres døre samtidig. Jeg piskede ned ad trapperne, op ad Blågårdsgade, forbi grønthandleren Baba Ganus, der bar en masse kasser med coladåser ind fra sin ridsede varevogn. Jeg nåede lige at vinke til både ham og frisøren Rubin, der stod og klippede sine næsehår. Det gjorde han altid, når der ikke var kunder. Jeg løb videre ad Korsgade, indtil jeg kom til Blågårdsskole. Der var helt stille i skolegården. Den første time var allerede begyndt. Fuck! Danmarks ledeste lærer, Jeppe Mønsted, ventede. Mega nedtur. Det var tredje gang i denne uge, jeg kom for sent. Og det var kun onsdag.