Strängnäs, oktober 1979
9. Den golde sorte mark lå øde hen. Solens første stråler havde svært ved at trænge gennem det tykke tæppe af dis, der lå hen over landskabet, og som fik de omkransende træer ved marken til næsten at forsvinde i tågen. I det lavbenede grønne hochsitz sad Erik sammen med sin far og Johan Edel – en af hans fars jagtvenner. Erik var lige fyldt ti, og det her var den første jagt, som hans far havde taget ham med på. De havde siddet heroppe i skjulet og ventet i mere end to timer på, at driverne med deres hunde skulle sende vildtet forbi dem og de andre jægere, som lå spredt ude i såten. Eriks hænder rystede af kulde, og han havde svært ved at holde på den tunge kikkert, som han spejdede efter vildtet med. – Fryser du, Erik? spurgte hans far med lav stemme. Hans far, Bertil, var sidst i halvtredserne, havde store poser under øjnene og en rødsprængt næse, der fortalte, at han drak mere, end godt var. – Nej ddet er fint, stammede Erik og fæstnede sit greb om kikkerten, så den ikke rystede ud af hænderne på ham. Faderen sænkede sin riffel, en fornem Winchester magnum med skaft i valnøddetræ, og klappede Erik på hovedet. – Du kunne lave et par kuskeslag, det gør jeg altid, når jeg fryser. Han demonstrerede hurtigt hvordan og slog begge arme mod kroppen. Johan Edel så irriteret på dem med sine isblå øjne. – Stop lige det dér, sagde han nasalt. – I skræmmer for pokker vildtet væk. Johan var midt i trediverne, muskuløs og med et lyst tilbageskrabet hår, der fik ham til at ligne en engelsk lord. Bertil sendte ham en beklagende gestus. I det samme kunne de høre hundene give hals fra skoven i den anden ende af marken. – Ser du noget? spurgte Bertil Erik. Erik lod kikkerten vandre hen over marken, men tågen var for tyk til, at han kunne se hele vejen ned i den anden ende. Han rystede på hovedet. 40
Afsporet.indd 40
23/06/13 10.32