Afsporet af Michael Katz Krefeld

Page 1


Af samme forfatter: Før stormen Pans hemmelighed Protokollen Sort sne falder

Afsporet.indd 2

23/06/13 10.32


Michael Katz Krefeld

Afsporet

lindhardt og ringhof

Afsporet.indd 3

23/06/13 10.32


Til min hustru, mit livs lys, Lis.

Afsporet.indd 6

23/06/13 10.32


Stockholm, 2013

Prolog I skæret fra den opgående sol fløj mågerne skræppende ad hinanden hen over skrotpladsens bjerge ved Hjulsta. I den fjerneste ende af pladsen stred en gammel bulldozer sig af sted og sendte en sort fed røg fra udstødningen op mod den frostklare himmel. I førerkabinen sad Anton, i en stor dynejakke med skrotpladsens grønne logo på brystet og en fedtet klaphue i læder trukket godt ned om ørerne. I hånden havde han en termokop med tud, som han drak kaffe af. Han så træt ud ad forruden, mens han lyttede til popmusikken fra transistorra­ dioen. Henne ved det nærmeste bjerg af udtjente motorblokke og kasserede autodele fik han øje på noget, der skærpede hans opmærksomhed. Han tog gassen af bulldozeren og satte koppen fra sig på instrumentbrættet. Da han havde fået standset bulldozeren, steg han ud af kabinen og fortsatte hen til bjergets fod. Han lod blikket glide op mod toppen, hvor en nøgen og spinkel kvinde stod med ryggen til ham og skuede ud over pladsen. Anton tog den ene luffe af og fiskede sin mobiltelefon op af brystlommen. Han tastede hurtigt et nummer. Den anorektiske skikkelse var plantet dybt i skrotdelene til lige under knæene, som for at sikre, at hun ikke blæste væk. Huden lå stramt hen over de fremtrædende knogler, og kroppen var kalket hvid, så den til forveksling lignede marmor. Selv kvindens øjeæbler var blevet kalket, og hun stirrede som en romersk statue tomt ud over de store skrotbunker. – Hey, det er Anton, sagde han ind i røret. – Jeg har fundet en til ... – Fundet hvad? lød det tvært i den anden ende fra hans chef. – En af de hvide engle. – Er du sikker? – Jeg står og ser på hende; hun ligner de andre fire ... hvad gør jeg? 7

Afsporet.indd 7

23/06/13 10.32


Der lød et dybt suk i den anden ende af røret. – Vi må vel have fat i politiet ... igen.

Afsporet.indd 8

23/06/13 10.32


København, 16. oktober 2010

1. Den nedslidte smørehal lå øde hen i mørke. Kun den summende lyd fra generatoren i hjørnet afbrød den knusende stilhed. Fra den smalle smøregrav, der løb i midten af hallen, lyste et svagt blåligt skær. En inspektionslampe lå på bunden af graven og ulmede. Ved siden af lampen krummede en nøgen kvinde sig sammen på det beskidte cementgulv. Hendes krop var forslået, og hun havde store blodansamlinger hen over arme og ben. I hendes lange blonde hår hang der klumper af størknet blod, der var løbet fra det åbne sår i tindingen. Ned langs ryggen og på balderne snoede slangeformede flænger sig, som var hun for nylig blevet pisket. Masja spærrede øjnene op og stirrede ind i det fluorescerende lys fra lampen på gulvet foran sig. Hun snappede efter vejret. Mærkede angsten og adrenalinen, der vendte tilbage i kroppen. Hver en muskel var spændt, og hendes hals var snøret sammen af tørst. Langsomt forsøgte hun at rejse sig, men smerterne i underlivet fik hende til at stoppe. Hun havde ingen erindring om, hvordan hun var havnet i det her stinkende hul. Hele hendes krop gjorde ondt, og hun kunne ikke tænke klart. Hun forsøgte atter at rejse sig, kom halvvejs op og støttede sig til den kolde, fugtige cementvæg. Temperaturen i hallen nærmede sig frysepunktet, og hun rystede af kulde. Længere henne i graven lå en lille tøjbylt. En rød silkekjole, et par g-strengstrusser og nogle mokkafarvede ruskindsstøvler. Hun genkendte det alt sammen. Det var hendes. Nogen havde flået det af hende. Men hun huskede stadigvæk ikke omstændighederne. I det samme lød der en skramlen fra en dør, der blev åbnet i den anden ende af hallen. Masja rejste sig langsomt. Natteluften trængte ind gennem den åbne dør og fortrængte i et kort øjeblik den kvalmende lugt af smøreolie. Hun stillede sig på tæer og kunne lige akkurat se op over kanten af smøregraven. Flere skikkelser 9

Afsporet.indd 9

23/06/13 10.32


nærmede sig. De blev skubbet i retning mod hende. Tre lave mellem to brede. De lave skikkelser blev beordret ned ad den lille trappe til smøregraven. Masja bukkede sig efter sit tøj og forsøgte at dække sig til med kjolen. Hun så på de tre piger, der kom ned til hende. De var ikke meget mere end 18-20 år, piger på hendes egen alder. Spinkle slaviske piger. Den bagerste af dem svajede usikkert på benene og var tydeligvis påvirket. De to andre holdt beskyttende om hinanden, mens de klynkede og bad. Masja genkendte deres bøn. Det var den samme ortodokse remse, som hun selv var vokset op med. Hun forstod noget af ordvekslingen, der fulgte mellem pigerne, som talte russisk. – Vi kommer aldrig væk ... aldrig væk, græd den mindste af dem. Masja forsøgte at sige noget, men hun havde mistet stemmen, og det skar i halsen, da hun forsøgte sig igen. – Hvem ... er ... I? fremstammede hun. – Hvad er det ... her for et sted? Pigerne ænsede hende ikke, men stod bare og klamrede sig til hinanden. Masja vendte blikket op mod hallen, men hun kunne ikke længere få øje på de to mænd, der havde ført pigerne herned. Hun trak hurtigt i sin kjole, der var sølet til af olie og blod. Derpå kantede hun sig forbi pigerne og hen mod trappen, der førte op ad graven. Hun måtte væk! Lige nu! I det samme gik døren atter op, og fem mænd trådte ind i hallen. Lysstofrørene, der løb langs kanten af smøregraven, blev tændt. Masja stivnede som et stykke vildt, der var fanget i lys­ keglerne fra en bil. Hun forsøgte at skærme for lyset med hånden, men det kom fra alle sider, og hun krøb instinktivt tilbage til de andre piger. Over dem tronede de fem mænd. Deres ånde stod i en kraftig sky omkring dem i den iskolde hal og fik dem til at ligne drager. Masja kunne høre, at den ene af dem talte russisk. De andre stemmer kunne hun ikke helt tyde. Hun gættede på albansk, serbisk, noget i den stil. – Hende dér! tordnede en stemme ud af mørket. Hende har vi allerede redet godt til! Masja genkendte stemmen. Genkendte den raspende lyd, når han talte, som når han stønnede. Det var ham, der havde ledt de andre – ham, der havde styret voldtægten. Ham, der havde svunget bæltet. Hendes ben rystede, og det var, som om hun ikke længere kunne få luft. – Hjælp mig, mumlede hun, – hjælp mig, Igor ... Så faldt hun om på cementgulvet i den dybe, mørke grav.

Afsporet.indd 10

23/06/13 10.32


2 dage tidligere

2. Ragnar Bertelsen sad på hotelsengen og så på det lille tv, der hang på væggen overfor. Han var midt i halvtredserne, håret var tyndt og afløst af en fyldig hårvækst på brystet og rygstykkerne. Om livet havde han et badehåndklæde med Radissons logo, der var strammet godt til i forsøget på at skjule omfanget af hans store mave. Ragnar nippede til sit glas med pro­ secco. – Det er godt nok imponerende ... sagde han på klingende norsk, mens han blev ved med at stirre på nyhedsindslaget, der havde tryllebundet ham. – Helt utroligt, gentog han for sig selv. Døren til toilettet gik op, og Masja kom ind på værelset. Hendes nøgne krop med de smalle hofter og faste små bryster skinnende af fugtighedscremen, som hun lige havde smurt sig ind i efter badet. Ragnar løsrev sig et kort øjeblik fra skærmen og skævede mod hendes numse, da hun samlede sine sorte g-strengstrusser op fra gulvet. – Det er altså helt fantastisk. Masja vendte sig om, og Ragnar fjernede hurtigt blikket. – Hvad er? spurgte hun og tog sine trusser på. – Minearbejderne fra Chile! De har været spærret inde i den mine i mere end to måneder, men nu er det endelig lykkedes for redningsmandskabet at få dem op. Jamen er det ikke utroligt? Han pegede mod tv’et med sit glas. Fra CNN kørte de kornede billeder hen over skærmen med billederne fra Chile, hvor de befriede minearbejdere poserede sammen med redningsmandskabet og landets præsident. – Og de har alle sammen været spærret inde, siger du? Ragnar rynkede brynene. – Ja, altså kun dem, du ser med solbriller på. Det har været i nyhederne hele efteråret. Har du slet ikke hørt om dem? – Jeg ser ikke tv, kan bedre li’ at læse bøger. 11

Afsporet.indd 11

23/06/13 10.32


– Virkelig? Ragnar sendte hende et skeptisk blik. – Det havde jeg ikke lige gættet. Masja trak på skuldrene og smøg sig ned i den lille mørkerøde kjole. – Men hvorfor har de solbriller på? – Fordi deres øjne har været vant til mørket under jorden. Nu er lyset heroppe blevet alt for skarpt for dem. De ville få alvorlige øjenskader, hvis de ikke havde dem på. – Min kæreste har præcis de samme solbriller. Han er crazy med dem. Det er Oakleys Radar-model; før dem sværgede han til “M-frame” og “Jawbone”; de koster alle sammen kassen, men de er det værd, siger han. Det var tydeligt, at Ragnar ikke helt forstod, hvad hun talte om, men han nikkede venligt, inden hans blik søgte tilbage mod skærmen. Hun fandt sin sorte kuverttaske på det runde bord ved panoramavinduet, og i et øjeblik stod hun og betragtede udsigten fra 16. sal. Trafikken hen over Langebro mod Rådhuspladsen var taget til. På Christianshavnersiden funklede Vor Frelsers gyldne tårn i eftermiddagssolen. Igor havde inviteret hende derop på deres første date for snart tre måneder siden, men tårnet havde været lukket den dag, og siden da var han ikke vendt tilbage med tilbuddet. Faktisk var det lang tid siden, at de sidst havde lavet noget sammen, men i aften havde han lovet, at de skulle have sushi. Det smagte da lidt af fest. – Vi ses, skatter, sagde hun og vendte sig rundt. Ragnar rejste sig høfligt fra sengen. – Kan jeg friste frøkenen med et glas champagne? – Ellers tak. Måske næste gang. Hun var allerede henne ved døren. – Så jeg må godt ringe til dig igen? – Selvfølgelig, svarede hun, – du har været super cute. Ragnar kom hen og åbnede døren for hende, og hun trådte ud på gangen. – Og du har været ... fantastisk, sagde han med et smil om munden, der viste, at han mente det. – Et lille farvelkys? – På kinden, svarede hun og lænede sig ind mod ham med siden til. Ragnar kyssede hende blidt. – Vi ses, Karina. Masja fortsatte hen til elevatoren og trykkede på knappen. 12

Afsporet.indd 12

23/06/13 10.32


Hun sendte Ragnar et lille smil, inden hun trådte ind. På vej ned talte hun de penge, han havde givet “Karina” for den lille ridetur. Karina var hendes professionelle navn. Det lød tilpas dansk til at skjule hendes litauiske ophav. Kunderne var nu ellers ligeglad med, hvor hun kom fra, bare hun leverede varen. Og det gjorde Karina. Til alle dem, der betalte 1.700 kr. og opefter for en times escort. Alle “teddybjørnene”, der ventede rundt om på hotellerne. Men ikke Masja. Masja havde en kæreste, der hed Igor, og som ventede på hende nede i lobbyen.

Afsporet.indd 13

23/06/13 10.32


3. Masja og Igor krydsede den halvtomme parkeringsplads foran Radisson Hotel. I sine høje hæle forsøgte hun at holde trit med hans lange skridt. Igor stred sig af sted som en hiphop gangster, selv om han oprindelig var fra Skt. Petersborg. Han vuggede fra side til side, med musklerne spændte og solbrillerne placeret i panden – en stil, der ikke stammede fra en hård opvækst i ghettoen, men som var direkte importeret fra MTV. – Fuck, jeg er tør i halsen, sagde han og skævede bagud mod hende. Han holdt sin mobiltelefon op til øret og ventede på, at hans opkald skulle gå igennem. – Jeg får efterhånden ikke andet at æde end peanuts. Han pegede tilbage mod hotellet og baren, hvor han havde siddet og ventet. – Skat, jeg har sagt, du ikke behøver at køre mig, svarede hun. – Hvem skulle så passe på dig? – Jeg kan passe på mig selv; de gamle “teddybjørne” er harm­ løse. – Jeg hader dem, mumlede han. – Du er alt for god til dem. I det samme lød en stemme i den anden ende af røret, og hele hans opmærksomhed blev rettet mod telefonen. Han præsenterede sig på russisk – sagde, at han var klar, og takkede for tilliden, der blev vist ham. Han gentog, hvor taknemlig han var for at sidde med. Masja bemærkede, hvor ydmyg han lød, hvilket var ganske usædvanligt for Igor. Han fandt bilnøglen frem fra lommen i sin sorte læderjakke og trykkede på knappen. Der lød en række høje bip fra den sorte BMW 320i med hækspoileren og de blanke 18”-fælge. Igor afsluttede sin samtale og satte sig ind bag rattet. – Hvem var det? spurgte hun og smækkede døren i efter sig. – Ikke nogen, bare business, hvislede han og lænede sig hen over hende og åbnede handskerummet. Deri lå en stak “Wunderbaum”. Han tog en ny duftblok frem og skiftede den ud 14

Afsporet.indd 14

23/06/13 10.32


med den, som hang ned fra bakspejlet. Masja hadede den kvalme, syntetiske lugt af “Grüner Apfel” og tog sig til næsen. – Der er noget, jeg har tænkt på, i forhold til ... business, sagde hun. – Ja, baby? svarede han fraværende. Han tastede et nyt nummer ind på telefonen og startede bilen. – Jeg har tænkt mig at stoppe. Jeg har ikke lyst til det her mere. Jeg vil finde på noget andet at lave. – Virkelig? Hvorfor? Hun så skuffet på ham. – Jeg troede, du ville blive glad. Du bryder dig heller ikke om ... om det, jeg laver. Han trak på skuldrene og satte telefonen til det andet øre, mens han ventede på, at den blev taget. – Jeg blander mig ikke, sagde han til hende. – Jeg forstår dig. Forstår, at du vil tjene penge. Jeg er ikke fordømmende, det ved du, baby. Det er dit call. – Penge er ikke alt. Vi kan klare os for mindre. Han slog en lille hånlatter op. – Penge er alt i den her verden. Hvis du ikke har penge, er du ingenting, så pisser folk på dig. Believe me. Hej, Janusz, hva’ så?, sagde han ind i røret. – Du gætter det aldrig ... Jeg er inde! Den gamle har ladet mig spille med. Det er for vildt. Mens de kørte ud ad Amager Boulevard mod Christianshavns Torv, fortalte Igor Janusz om det pokerspil, der var sat op i aften. Det skulle foregå på Kaminskijs sted. Baglokalet, som blev kaldt for “Kongesuiten”, og hvor kun de mest privilegerede fik lov til at sidde med til bords. Stedet, hvor de rigtige storspillere kom. Ikke alle narrøvene fra online-turneringerne, som bare sad og fedtede med deres jetoner. Det her var et spil med gamle balkanfolk. Dem, som havde store mængder cash og endnu større nosser, men knap så meget pokerfjæs. Igor fortalte, hvordan han i måneder havde knoklet for at komme ind og vist Kaminskij, at han kunne vinde, så den gamle kunne få sine 28 % af overskuddet. – Du kan bande på, at jeg er en player, sagde han og grinte ind i røret. Masja så på ham, da han havde lagt på. Han smilte saligt. – Du skal spille i aften? spurgte hun spidst. – Ja, baby. Super chance. – Vi skulle have spist sammen. Sushi. Du lovede. Han trak vejret dybt. – Det er en stor chance. 15

Afsporet.indd 15

23/06/13 10.32


– Men du lovede? Lyssignalet foran dem skiftede til rødt, og Igor bremsede. Så vendte han sig mod hende og tog sine Oakleys af. Han så på hende med sine blide, brune øjne. Gav hende det samme beundrende blik, som da de mødtes for tre måneder siden. Samme blik, som han havde smeltet hende med. – Du ved da godt, at du er det vigtigste for mig i verden ... – Vi havde en aftale, sagde hun med trutmund. – Jeg skal nok gøre det godt igen, men jeg kan ikke lade den her chance passere. – Men jeg har aflyst en hel del, for vores skyld. – Baby, jeg gør det her for os. Det er et vigtigt game det her. Fuld af gamle rige teddybjørne, lige til at plukke. En af os skal jo stadig tjene penge. Han smilte sit smil, skruede charmen på. – Vi fyrer den af i morgen, det lover jeg. – Jeg vil ikke fyre den af, jeg vil bare være sammen. – Også mig, baby. Også mig. Han tog hende om hagen, tvang den blidt op og kyssede hendes læber. Hans faconklippede skæg, der tegnede sig som en tynd streg om hans mund, kildede hende forsigtigt. En bilist dyttede utålmodigt bag dem og signalerede, at der var blevet grønt. Igor fortsatte ufortrødent med at kysse hende og strøg nænsomt hendes kind. Hans fingre lugtede af “Grüner Apfel”, men det rørte ikke Masja.

Afsporet.indd 16

23/06/13 10.32


4. Klokken var 3:30, og de fire spillere i baglokalet hos Kaminskij havde været i gang med Texas hold’em i mere end fem timer. Stablerne af jetoner havde bølget jævnbyrdigt frem og tilbage mellem dem, men nu var et tydeligt billede ved at tegne sig. De største stakke stod foran Igor og Lucian, en fed midaldrende serber i camouflagebukser og hawaiiskjorte. Det var kun et spørgsmål om tid, før de to andre spillere, Milan og Rastko, ville være udslettet. Der lugtede af sved og cigaretrøg i det lille lokale og af den rødbedesuppe, som Kaminskij stod i det lille tekøkken bag dem og rørte nænsomt i. Røg man ud, fik man suppe, som en stakkels trøst for sine tab, sådan var det hos Kaminskij. Ude fra forlokalet foran lød der råb fra gæsterne, der fulgte en af fodboldkampene fra de østeuropæiske ligaer på tv’et. Gæsterne hos Kaminskijs kom for at se sport, spille kort, drikke og ordne deres indbyrdes forretninger – forretninger, der som regel ikke tålte dagens lys. De fleste af gæsterne var fra landene omkring Kaukasus, Hviderusland, Ukraine og De Baltiske Lande. Alle de gamle stater. Hvilket havde givet stedet, der i virkeligheden var en nedlagt frisørsalon i Colbjørnsensgade, øgenavnet “Lille-sovjet”. Sikkert også, fordi Kaminskij, med sit brede overskæg og utilregnelige sind, i uhyggelig grad mindede om gamle Stalin. Milan tørrede sine svedige hænder i skjorten, inden han skub­ bede sine sidste jetoner ind i puljen på midten af bordet. Han skævede mod suppegryden, som vidste han allerede, at denne omgang ville blive hans sidste. – Sindssyg historie med de minearbejdere, de lige har fisket op ... Rastko, der sad over for ham, kløede sit store, gråsprængte fuldskæg og gabte. – Medmindre de alle sammen er bøsser og har pulet hinanden, må de være godt liderlige efter to måneder i det hul. 17

Afsporet.indd 17

23/06/13 10.32


Milan grinte og lænede sig tilbage i stolen. – Skal du være med, Igor? Igor nikkede og forhøjede indsatsen med 500 euro. Han så med det samme trækningen ved Lucians øje. Den var ganske svag, men den havde været der. Den her hånd ville være hans, uanset hvor meget Lucian hævede indsatsen. For fanden det var et godt spil det her, langt bedre end forventet. Undervejs som aftenen var skredet frem og Igors pulje var forøget, havde han flere gange haft lyst til at vende sig om mod Kaminskij for at modtage et anerkendende blik, men han havde modstået fristelsen. – Jeg hørte, at både elskerinden og konen til en af minearbejderne ventede på ham, da han dukkede op. Kan I forestille jer, hvor meget ballade han har fået? Milan grinte, så hele hans korpus rystede. – Han har nok haft lyst til at hoppe direkte ned i minen igen, svarede Rastko. Lucian foldede og smed hidsigt kortene fra sig. – Skal vi spille kort eller sidde og knevre som kællinger? Igor vendte sine kort og viste dem sine to niere, der sammen med den på bordet, blandt fælleskortene, var mere end rigeligt til at sikre ham puljen. Han skrabede jetonerne til sig. Med Rastko og Milan henvist til suppegryden var der kun Igor og Lucian tilbage. De spillede endnu en time, uden at jetonerne for alvor skiftede ejere. Igor var kun 1000 euro foran Lucian, hvilket ikke var nok til, at han kunne presse spillet til en afgørelse. Selv om udbyttet foran ham var rigeligt, irriterede situationen ham. Lucian var kørt træt, slidt ned af de mange timer, blevet lidt for fuld af Slivovitsen, lidt for klatøjet af Drina-cigaretterne, som han konstant pulsede løs på. Han lignede efterhånden et nemt offer, men indtil videre havde han været vågen nok til ikke at lade sig fange i de fælder, som Igor havde lagt ud undervejs i spillet. Da den næste hånd blev givet, kunne Igor med det samme se, at Lucian havde fået noget op, som han kunne bruge. Med de to knægte fremme på bordet var det ikke svært at regne ud, at han selv sad med en af de kongelige på hånden. Lucian hævede indsatsen og smed halvdelen af sin stak ind. 10.000 euro. Igor ville skide på Lucians knægte, selv sad han med to damer, 18

Afsporet.indd 18

23/06/13 10.32


i hjerter og spar. – Jeg følger med og hæver med 10 klik. Igor tog sine jetoner og lod dem i strakt arm dale ned over de andre, så de fløj rundt på bordet. – Lad være med at smide med jetonerne, hvæsede Lucian. – Det er mine jetoner, jeg gør med dem, hvad jeg vil, svarede Igor i et bevidst forsøg på at tirre Lucian. Resultatet udeblev heller ikke. Da Igor lagde river card’et, som var en klør konge, skubbede Lucian alle sine jetoner ind i puljen. Han tog sin pung frem og flåede pengesedlerne op af den. – Jeg hæver kraftedeme indsatsen, så jeg kan se dig falde på snotten, din hvalp! Der blev helt stille i lokalet. Igor vendte sig om mod Kaminskij, der var holdt op med at røre i gryden. Alle vidste, at man ikke tog rede penge med sig, og at man slet ikke lagde noget af værdi på bordet. Man satte ikke Kaminskij i den slags forlegenhed, hvis panserne mod alle odds skulle dukke op. Kaminskij gned sit overskæg. Betragtede Igor, der smilte sejrsikkert. – Se at få spillet færdigt, sagde han. Så rørte han atter i den blodrøde suppe. Igor vendte sig om mod Lucian, der sad med korslagte arme. – Leg bare med dine jetoner, så længe du har dem endnu, sagde Lucian triumferende. Igor skubbede hele sin pulje ind. Lucian kunne ikke bluffe ham. Det var ikke kongerne, han havde. Lucian samlede på knægtene. Det var dem, han havde hævet indsatsen på første gang. De samme knægte, som ikke ville være en skid værd mod Igors damer. Det havde næsten været for nemt det her. Selv med cuttet til Kaminskij var der flere penge, end han nogen sinde havde turde drømme om at vinde. Nok til at skifte bilen ud, nok til en ny fladskærm derhjemme. For fanden, han kunne lade fladskærmen blive og i stedet skifte lejligheden ud. – Du er kun halvvejs med den indsats, brummede Lucian. – Resten er et telefonopkald væk, svarede Igor og lænede sig ind over bordet. – Jeg render ikke rundt og smider om mig med cash som en anden perker. Men jeg er god for det samme, som ligger i muldvarpen dér. Han nikkede mod Lucians slidte læderpung. Lucian så på ham med sine svømmende øjne, skævede kort mod Kaminskij bag Igor, der betragtede dem med dyster mine. – Jeg tror dig. Hvad har du? brummede han. 19

Afsporet.indd 19

23/06/13 10.32


Igor smilte. – Den dér konge hjalp dig ikke, han prikkede til kortet, der lå mellem dem på bordet. – Slet ikke, når du samler på knægte. Må jeg introducere dig for mine piger. Han vendte sine to kort om. – Med søsteren på bordet er det slet ikke nogen dum trekant, vel? Lucian skævede til kortene og nikkede anerkendende. Så tørrede han sin svedige pande med håndryggen og lænede sig frem mod sine kort. – Du har ret med hensyn til knægten, han var god at få op på hånden. Han vendte kortet og viste klør bonde. – Sammen med sin far, klør konge, klør ti og nieren på bordet stod han til at lave mirakler. Han smilte vemodigt. – Ved du, hvad oddsene er for, at jeg sidder inde med hans mor, klør dame? Kender du oddsene for en royal straight flush? – Naturligvis, svarede Igor og smilte. – Én til seks hundrede tusinde eller deromkring. Ikke de bedste odds. Lucian nikkede og tog sit kort op. – Hvilket gør mig til verdens vel nok heldigste mand. Heldigere end de skide minearbejdere, alle kæfter op om, ikke sandt? Igor trak på skuldrene. – Vi får se. – Vi får se, gentog Lucian og vendte kortet om. Igors verden ramlede. Alting omkring ham forsvandt, og tilbage var kun klør dame, der lyste ham lige op i ansigtet. Han blev ved med at stirre på kortet. Han kunne ikke trække vejret – mærkede, hvordan alting inde i ham snørede sig sammen. Han følte, at han skulle dø. Eller også håbede han det bare. I den her situation ville det være en befrielse. – Godt, at du sidder med åben mund, min ven, for det er netop blevet suppetid, sagde Lucian. De to andre serbere kom hen til bordet. Kiggede ned på kortene. – Hold da kæft, sagde Milan. – Sikke en hånd. Sikke et spil. Det her vil gå over i historien. Hvad er der på bordet? Han skimmede hurtigt stakkene af jetoner og de mange eurosedler, der lå og flød ovenpå. Så smilte han til Lucian. – Respekt, du har lige vundet 30.000 euro, og du, min ven... han klappede Igor på skulderen. – Skal til at foretage dig dit dyreste opkald nogen sinde. – Jeg ... jeg ... stammede Igor. Han forsøgte at smile, men han kunne ikke engang trække vejret. – Jeg ... var nok lige lidt for hurtig. 20

Afsporet.indd 20

23/06/13 10.32


– Hvad mener du? Han så på Lucian. – Jeg har naturligvis noget af det – selvfølgelig har jeg det – men ... Han slog ud med armene mod de mange jetoner og anglede om forståelse. De tre serbere så iskoldt på ham. – Siger du, at du ikke kan betale? – Det meste af det jo, men... – Det meste er ikke godt nok, sagde Milan – Nej, det er slet ikke godt nok, fortsatte Rastko. – Måske foretrækker du en serbisk manicure? Lucian dykkede ned i sin jakkelomme og fremtrak en lille rusten grensaks, som han klaskede på bordet. – Det bliver temmelig svært for dig at spille uden fingre. Igor så panisk på saksen. Han rykkede ud fra bordet og skulle til at rejse sig, men Milan var over ham med det samme og pressede ham tilbage i stolen. – Ikke så hurtigt, du. – Læg den dér væk, lød det fra Kaminskij bag dem. Han lagde suppeskeen fra sig og skruede ned for gasblusset. Så gik han roligt hen til bordet. – Det skal være lige nu. Lucian så op på Kaminskij, der stirrede tungt på ham. Nølende lagde han grensaksen tilbage i lommen. – Jeg vil bare have mine penge, ikke andet. – Igor skaffer dig pengene. Han er til at stole på; ellers sad han ikke her ved mit bord. Forstået? – Selvfølgelig, Kaminskij, svarede Lucian uden at se op. Han lagde armene over kors. – Beklager mit temperament. Det var ikke for at være respektløs, det ved du. Hvor meget har du, knægt? Igor så ned i gulvet. – Omkring 40.000 ... danske. Lucian så spørgende på Milan, der rystede på hovedet. – Slet ikke nok, slet ikke nok. – Du har 24 timer, ellers ... Lucian hævede højre hånd og lavede en saksebevægelse med to fingre. – Snap snap.

Afsporet.indd 21

23/06/13 10.32


Christianshavn, 2013

5. “Everytime you go away” genlød det fra jukeboksen på Café Havodderen. Det var fredag aften, og det gamle Christianshavnerværtshus, der lå lige ned til kanalen, var blevet hipt igen, og stedet var proppet med festende gæster. På Havodderen kunne man drikke øl til en tyver, høre de gamle travere på jukeboksen, rafle om den næste omgang eller bare sidde uforstyrret og kysse i hjørnerne. Da de sidste strofer fra Daryl Hall var ved at ebbe ud rejste Thomas sig fra barstolen. Han svajede, inden han genfandt balancen. Så signalerede han til Johnson bag disken, at han ønskede et ”sæt” mere. Thomas drak Jim Beam i shot glas og Hof fra flasken. – Har du ikke fået rigeligt, Ravn? mumlede Johnson. – Er ikke engang startet endnu. Johnson hævede øjenbrynene, men tog mod bestillingen. Han havde lige rundet de tres, var bred som en okse med tatoveringer op ad begge arme. Det var ikke til at se, hvad de utydelige tegninger forestillede, da de stammede helt tilbage fra hans unge dage som værnepligtig matros på Dannebrog. Thomas kantede sig forbi et par gæster og fortsatte op til juke­boksen, en gammel Wurlitzer, der havde stået der, så læn­ ge, han kunne huske. Han ledte efter et par mønter i lommen på sin jakke, mens han gav fotografierne, der hang over jukeboksen, et blik. Det var alle sammen signerede sort-hvide portrætter af nogle af de kunstnere og musikere, som gennem tiderne havde gæstet Havodderen. Gasolin’, Lone Kellermann, Clausen og Petersen, Kim Larsen og Thomas’ personlige favorit Mr. D.T. med sortlakerede negle, blød hat og hvid smoking. Thomas proppede en femmer i jukeboksen. Han behøvede ikke engang at se på tasterne, for han vidste præcis, hvad han ville høre. F-5. Take it away, Daryl. Den karakteristiske lyd af metro22

Afsporet.indd 22

23/06/13 10.32


nomen og det forstemte elorgel satte den gamle slager i gang. Bag ham lød der buhråb fra et par af gæsterne, der bad ham om at sætte noget andet på. Thomas ignorerede dem og slentrede tilbage til sin stol. – Hey sømand! var der én der råbte, da han skulle til at sætte sig. Thomas vendte sig halvt om og så over mod bordet bag sig. En muskuløs rockertype i en alt for lille T-shirt så på ham gennem et par solbriller med gult glas. – Nu har vi ligesom hørt det nummer tilpas mange gange, forstået? – Det er en klassssiker, snøvlede Thomas. – Det gør den sgu ikke bedre. Det er stadig bøssemusik. Hans to kammerater grinte. De sad begge i læderveste med rygmærker og knugede om hver deres raflebæger. – Så kald mig bøsse, der er stadig ikke skrevet et bedre nummer lige siden. – Jeg kan bedre li’ den med ham den anden, den originale version, sagde en midaldrende kvinde i ternet tweedjakkesæt og med et viltert gråt hår, der stod ud til alle sider, som havde hun fået elektricitet igennem sig. Thomas vendte sig om og smilte til kvinden i den anden ende af baren. – Kære Victoria, det dér er den originale. Daryl Hall skrev og indspillede den i 1980 – fem år før Paul Young gjorde den berømt. Med al respekt for Paul, så når han altså ikke Daryl til sokkeholderne. Thomas skrævede hen over stolen og satte sig igen. Victoria knejste med nakken og blæste en stor røgsky op mod loftet. – Ja ja, den er fin nok, men jeg kan altså bedre lide den anden. – Det har du ret til, svarede Thomas og trak på skulderen. – Vi lever i et frit land. Johnson skævede hen mod rockerne, mens han stillede Hof’­ en foran Thomas og hældte op i shotglasset fra bourbonflasken. – Ravn, tror du ikke snart, du skal hjem til reden? Thomas rystede på hovedet og tog shotglasset. – Ikke frivilligt, som man siger. Han tømte glasset i ét drag og skyllede efter med øllen. Fem minutter efter var Daryl Hall nået til det sidste omkvæd, og Thomas rejste sig fra barstolen. Han ledte efter mønter i lommen. Rockeren med de gule solbriller så op fra sit raflebæger og 23

Afsporet.indd 23

23/06/13 10.32


fik øje på Thomas henne ved jukeboksen. – Fandeme nej, udbrød han og rejste sig. Han fortsatte rundt om bordet, pressede sig ublidt gennem menneskemængden og hen til Thomas. – Jeg tror, du har spillet din sidste sang i aften, sagde han og puffede Thomas væk. Så puttede han en mønt i jukeboksen. Lidt efter brød AC/DC’s “Highway to Hell” igennem. Manden vendte sig om med armen strakt i vejret og gik tilbage til sine venner, der sad og nikkede i takt til musikken. Thomas svajede, mens hans forsøgte at fokusere, så begyndte han at tømme sine lommer i jagt efter mønter, som han lagde oven på jukeboksen. Da han havde været alt sit tøj igennem, lå der en bunke af femmere og tikroner ved siden af en aldrende mobiltelefon og hans sammenkrøllede laminerede politiskilt. Han stak skiltet og telefonen tilbage i lommen og begyndte at fodre maskinen med mønterne. 15 numre havde han råd til. 15 gange “Everytime you go away”. Det ville blive en god aften. Han vendte tilbage til sin barstol, bestilte en ny omgang til sig selv og en vermouth til Victoria, som kaldte ham en engel. Lidt efter spillede orglet igen, og Daryl gjorde sig klar til at synge. Bag Thomas lød der tumult. – Nu stopper det kraftedeme. I næste nu var rockeren med de gule solbriller nede ved jukeboksen. Han bukkede sig og lagde alle sine kræfter i, så man kunne se musklerne bulne under T-shirten. Så løftede han Wurlitzeren halvt op og lod den falde ublidt mod gulvet. Jukeboksen tiltede, og musikken døde hen. Stemningen i værtshuset var så højrøstet, at det kun var de nærmeste gæster, der lagde mærke til episoden. Johnson skævede op fra sin servering og fulgte tavst rockeren, der gik tilbage mod sin plads. Da han nåede hen til Thomas, hoppede Thomas ned fra sin stol. Han kiggede op på den hårdtpumpede mand, der var halvandet hoved højere end ham selv. – Du skylder mig 75 kroner for det dér stunt, du lige lavede. – Ahvad? snerrede rockeren. I det samme kom Victoria hen og lagde en hånd på Thomas’ skulder. – Måske du skulle lade det ligge, Ravn? Hun smilte køligt til rockeren. – Passe hvert vores? – Aldrig i livet. Thomas rystede på hovedet. – Jeg puttede 75 kroner i jukeboksen, som du lige har tiltet, ergo skylder du mig 75 kroner. 24

Afsporet.indd 24

23/06/13 10.32


Rockeren målte Victoria op og ned, så vendte han blikket mod Thomas. – Måske du skulle høre på din lebbeveninde, inden det går galt? – Hun er ikke lesbisk, hun kan bare godt lide at gå i tweed, mumlede Thomas. – Hun ligner stadig en lebbe. Victoria kneb øjnene sammen og stirrede på rockeren. – Af en mand med tævepatter er du temmelig fokuseret på andre folks seksualitet. Rockerens kæbe sank, mens han skiftevis så måbende på Tho­ mas og Victoria. Thomas lagde armene over kors. – Når jeg tænker lidt nærmere over det, skylder du også Victoria en undskyldning for den bemærkning og ikke mindst én til Daryl Hall for at afbryde hans nummer. Det var fandeme ikke pænt gjort. Hvad har du tænkt dig at komme med først? – Er du hjernedød? – Muligvis, men du skylder mig stadig 75 spir og en undskyldning til Daryl og Victoria. – Niller, kaldte den ene af rockerens kammerater bag ham. – Hvad? snerrede han og vendte sig om. Manden så på ham med en bekymret mine. – Stodderen er panser, sagde han og nikkede hurtigt mod Thomas. – Lad det hellere passere. Niller skubbede brillen ned på næsen og stirrede ud over kanten med et dødt blik. – Sutten der? Han pegede bagud mod Thomas. Manden nikkede. – Bustede mig og Rune foran Staden med en plade Marok sidste sommer. Niller vendte sig om mod Thomas og lagde armene over kors. – Passer det? Er du strisser? – Fuldstændig ligegyldigt hvad jeg er, du skylder mig stadig 75 kroner og en undskyldning til Victoria og Daryl. – Er du?! Spyttet stod ud af munden på Niller, der i det samme tog hænderne ned langs siden og knyttede sine næver. – Han er på orlov, så du slipper for detentionen i dag, sagde Victoria og tømte sit glas. – Orlov? Virkelig? Et lille hårdt smil undslap Niller, så svingede han højrearmen og slog ud mod Thomas. 25

Afsporet.indd 25

23/06/13 10.32


Thomas flyttede sig et par centimeter bagud mod disken og undgik lige akkurat Nillers næve. Niller fulgte hurtigt op med et venstre hook, som Thomas parerede samtidig med, at han førte sin albue op mod Nillers tinding. Normalt ville det slag have været nok til at sende hvem som helst i gulvet, men i sin fuldskab sigtede Thomas skævt og strejfede kun Niller. De gule solbriller blev flået af og fløj igennem luften. Thomas betragtede brillerne, der som et vingeskudt insekt fløj hen over hovedet på gæsterne ved bardisken. Et smil tegnede sig på hans læber over det absurde syn, indtil et slag ramte ham hårdt i maven. Slaget blev fulgt op af et rent stød til kæben, der sendte ham i gulvet. Det sortnede for hans øjne. Han fornemmede råbene over sig, og at flere kastede sig ind i kampen i forsøget på at holde Niller væk, så gik han ud som et lys. Ti minutter efter sad Thomas på kantstenen foran Havodderen med et viskestykke fyldt med isterninger og trykkede det ind mod sin hævede kind. Han kunne høre de tre rockere længere nede ad gaden råbe efter Johnson og et par af stamgæsterne, som havde taget opstilling ved døren. Eduardo bukkede sig ned og så på Thomas igennem sine tykke brilleglas. – For pokker, Ravn, hvad skulle det dér til for? sagde han med en let accent, der afslørede hans spanske ophav. – Eres stupida? Thomas rystede på hovedet. Det gjorde ondt som bare fanden, og han fortrød allerede bevægelsen. – Sagde han undskyld? Gjorde han? – Ja, selvfølgelig gjorde han det, med sin knytnæve, hele fem gange, svarede Eduardo og tog hånden gennem sit krusede hår. Thomas trak på skuldrene. – Det var det eneste, jeg bad om, mumlede han. – Men han skylder mig stadig 75 kroner. En blond pige trak i Eduardo og sagde, hun ville ind i varmen igen. – Klarer du dig? spurgte Eduardo Thomas. Thomas nikkede, det gjorde ondt igen. Lidt efter kunne han høre, at de fleste gæster var på vej ind, og han rejste sig usikkert op fra asfalten. – Jeg giver en omgang, sagde han og fortsatte hen til døren. Johnson satte en hånd i brystet på ham og tog viskestykket med isterningerne fra ham. – Gå hjem, Ravn. 26

Afsporet.indd 26

23/06/13 10.32


– Hvad mener du? Bare en skarp mere? Johnson svarede ikke, stirrede blot på ham, mens den sidste gæst bag ham fortrak ind på værtshuset. På behørig afstand af kanalen fulgte Thomas bolværket. Han blev på fortovet og undgik bevidst at betræde de toppede brosten, som gennem tiderne havde sendt adskillige branderter i havnen. Værtshusene langs kajen var ved at lukke, og der var en livlig stemning langs hele kanalen. På Christianshavns Torv kæmpede folk om taxaerne, der skulle bringe dem over broen og ind til natklubberne i city. Selv skulle han bare over på den anden side af vejen, men han var for stiv til helt at kunne bedømme afstanden til bilerne, der susede forbi. Et tudende bilhorn fortalte ham, at han var tæt på at blive kørt ned, og han skyndte sig over den sidste vejbane. Da han kom over på den anden side af torvet, fortsatte han videre ned ad Dronningensgade mod det gamle voldanlæg, hvor hans lejlighed lå ved siden af. Han fandt nøglerne frem og skævede op mod den øverste etage. Der brændte lys i begge stuevinduer. Han gik op ad trappen ved døren til opgangen og skævede til dørtelefonen på muren ved siden af ham. “Thomas Ravnsholdt og Eva Kilde” stod der med Evas håndskrift på det lille skilt, der var tapet fast. Han skulle til at sætte nøglen i låsen, men så fortrød han og vendte om på trappen. Han gik ned ad Sofiegade, der førte tilbage mod kanalen. I mørket kunne han skimte bådene, der lå fortøjet for enden af vejen, og blandt dem sit eget skib med den korte mast til støttesejlet og radaren i toppen. Radaren virkede ikke, og han havde aldrig hejst det lille sejl på trawleren, men masten skilte båden ud fra de andre, og i sine talrige branderter havde han brugt den som pejlemærke. Han vaklede fra bolværket og ned på den gamle Grand Banks’ agterdæk. Den ene lastluge manglede, og han trådte forsigtigt uden om hullet og hen mod kahytten. Han flåede i døren, som hang i hængslerne og bandt. En dag ville han se at få den lavet, tænkte han, mens han trådte indenfor. I kahytten lugtede der af mug og af levningerne i de pizzabakker, der stod stablet på den jordslåede sofa. Han fortsatte gennem kahytten, 27

Afsporet.indd 27

23/06/13 10.32


forbi køkkenet og videre ned ad den lille trappe, der førte ned til soveværelset med v-sengen. Han smed sig på madrassen og lukkede øjnene, lyttede til regnen, der netop var begyndt at tromme på ruden i lugen over ham. Inden længe ville det pisse lige gennem det utætte ruf, og han vidste, at han burde stå op og finde en spand, som han kunne stille i fodenden. Men han orkede det ikke, og lige nu var våde tæer det mindste af hans problemer.

Afsporet.indd 28

23/06/13 10.32


15. oktober 2010

6. Masja sad i den sorte lædersofa med en dyne om sig, mens chihuahuaen, Lajka, puttede sig i skødet. Masja forsøgte at koncentrere sig om at læse det seneste bind af “Drageheksens datter” – en fantasyserie, som hun troligt fulgte med i, men da klokken nu var blevet 10 om formiddagen og hun stadig ikke havde hørt fra Igor, kunne hun ikke rigtig koncentrere sig om bogen. I det samme blev hoveddøren låst op, og hun kunne høre Igors stemme, da han trådte ind i entréen. Lajka sprang op og begyndte at gø højlydt. Hun tyssede på hunden for bedre at kunne høre, hvem Igor talte i telefon med. Hun forstod så meget som, at det var noget med, at bilen skulle sælges, hvilket ikke gav nogen mening, da Igor elskede den bil. Han havde tilmed navngivet den. Igor trådte ind i stuen uden at se i hendes retning. Krængede sin læderjakke af, mens han holdt mobiltelefonen til sit ene øre. – Fuck dig, Janusz, vi ved begge to, at Lola er mere værd, du udnytter situationen ... Igor slukkede mobilen og smed den fra sig på det hvide marmorbord. Han var ligbleg med store poser under øjnene, og hun kunne lugte ham helt ovre i sofaen. Stanken af sprut og gammel sved mindede hende om de værste af kunderne. Lajka blev ved med at gø, selvom Masja forsøgte at tysse på hunden. – Hvor har du været hele natten? Igor slog afværgende ud med hånden. – Ikke nu, Masja, sagde han og skævede over mod hende. – Hvor meget cash har vi? Han ventede ikke på svar, men bukkede sig ned og væltede den sorte læderstol om på siden. – Hvad har du gang i? råbte hun. Han svarede ikke, men tog i stedet den tykke hvide konvolut, der var kilet fast mellem bunden og fjedrene. – Det dér er mine penge. Du kan godt holde grabberne væk. 29

Afsporet.indd 29

23/06/13 10.32


Han flåede kuverten op. – Jeg bliver nødt til at låne dem – jeg er på skideren. – Hvad med de fem tusinde, du allerede skylder mig? Han så hurtigt på hende. – Du bor her ligesom gratis, okay? – Ih tak, Igor, sagde hun ironisk. Han flåede sedlerne ud af kuverten og talte dem. – Nitten tusinde, har du virkelig ikke flere? Hendes krop dirrede af raseri. – Du bliver væk hele natten, uden en lyd, for så at komme hjem og stjæle mine penge, er du sindssyg eller hvad? – Jeg låner dem bare. Har du virkelig ikke flere? Han smed konvolutten fra sig og stak bundtet i forlommen. – Nej, du har taget dem alle sammen, tilfreds? råbte hun. Lajka så skræmt på hende. Hunden hoppede ned fra sofaen og lagde sig under bordet. Han gned sig i ansigtet. – Hvad med din mor? Kan vi låne af hende? spurgte han ud gennem fingrene. Masja satte sig op i sofaen. – Min mor? – Ja, for helvede. Hvor meget kan vi låne af hende? Hun satte en lille hånlatter op. – Du må godt nok være desperat. Min mor tjener ikke en skid. Hun gør rent. Det er da mig, der giver hende penge hver måned. – Okay, sagde han. – Har du nogen aftaler i dag? Nogen kunder? – Fuck dig, Igor. Fuck dig for at spørge om det. – Undskyld, men jeg er desperat. Han så fuldstændig opgivende på hende. – Men har du? Hun var ved at tude. Forbandede ham for at være sådan en idiot. – Hørte du slet ikke, hvad jeg sagde i går? Jeg gider ikke det her mere. Forstår du det ikke? Han kom hen og satte sig på sofaen. – Jo jo, men det er jo langtidsplaner. Det her sker ligesom nu. – Hvor meget har du tabt? – Alt for meget, sagde han og sænkede hovedet. – Alt alt for meget. Hun ville stryge hans hår, men han rejste sig hurtigt op igen. Han gik hen og tog sin telefon på marmorbordet og ringede Janusz op igen. – Lola er din for fyrre, men jeg skal have pengene i dag. Så lagde han på og vendte sig om mod Masja. 30

Afsporet.indd 30

23/06/13 10.32


Hun havde ondt af ham. Som han stod dér, lignede han mest af alt en våd hund. Lignede Lajka, der lige var kommet hjem efter en tur i regnvejr. – Kom herover, skat, så putter vi. – Senere, jeg bliver nødt til at ringe. Han gik ind i soveværelset og lukkede døren efter sig. Masja lænede sig tilbage i sofaen og kaldte Lajka til sig. Hunden vendte tilbage til hendes skød og lagde sig til rette med en tilfreds knurren. Den begyndte at slikke hendes fingre, indtil hun gav den et dask over snuden. Hun brød sig ikke om den uvane, den havde fået. Stakkels Igor. Han var et lille fjols – troe­ de altid, der var en let udvej. De måtte ud af alt det her, lave noget andet. Også selv om pengene ville blive små. Også selv om hun risikerede at ende som sin mor, med at skrubbe gulve for danskerne, for alle forstadsfinkerne, der troede, de var bedre end hende. Men hvad kunne hun ellers tage sig til? Og hvad kunne Igor andet end at køre stjålne biler til Polen og spille sine penge op? Igor vendte tilbage til stuen og satte sig ved siden af hende i sofaen. – Fik du klaret det? Han trak vejret tungt. – Jeg bliver nødt til at bede dig om en monstertjeneste. – Hvad? svarede hun allerede på vagt. – Ham, jeg skylder penge, kom med et forslag, sagde han med blikket fastholdt mod gulvet. – Hvilket slags forslag? – Gæt selv. Hun kneb øjnene sammen. – Hvad tror du selv, Igor? Tænker du så lidt om mig? Gør du? – Nej, baby, selvfølgelig ikke, svarede han grådkvalt. – Det er dit problem, Igor, ikke mit. Du kan selv kneppe ham. – Du forstår ikke, hvor meget jeg er på røven. Han så op på hende, mens tårerne trillede ned ad kinderne. – De klipper fingrene af mig, hvis jeg ikke betaler. – Virkelig? sagde hun mistænksomt og vendte blikket mod sine nylakerede negle. – Så kan du da i det mindste ikke spille mere. Masja opdagede for sent, at han svingede armen, og nåede ikke at parere for den syngende lussing, han sendte. Hun skreg 31

Afsporet.indd 31

23/06/13 10.32


og tog sig til kinden. Lajka peb og flygtede tilbage under bordet. – Undskyld, undskyld, undskyld, græd Igor og faldt sammen på sofaen. Hun råbte ad ham, bankede knytnæverne mod hans ryg, hans nakke og baghoved. Igor gjorde intet for at beskytte sig. Han sad bare og hulkede og tog mod slagene. Til sidst havde hun ikke flere kræfter tilbage og begyndte selv at græde.

Afsporet.indd 32

23/06/13 10.32


7. Klokken var halv otte om aftenen. Masja stod foran spejlet på badeværelset og tegnede sine læber op med en tynd streg. Hun havde sin mørkerøde silkekjole på og et par sarte mokkafarvede ruskindsstøvler. Igor stod i døråbningen og røg en cigaret. – Jeg beklager virkelig, jeg gør, baby. Hun svarede ikke, men gav håret det sidste lag lak og tjekkede, at hun ikke havde fået læbestift på fortænderne. Så vendte hun sig om mod Igor. – Skal vi se at komme af sted? De kørte ud ad Torvegade forbi voldanlægget omkring Christiania og hen til Vermlandsgade. Mørket havde sænket sig, og bortset fra et par taxier på vej mod lufthavnen var der ikke andre biler på gaden. – Jeg lover, at alting nok skal blive godt igen, sagde Igor og skævede til hende. – Det er slut med at spille, slut med alt det her pis, det lover jeg, baby. Fra nu af skal vi to have det godt. Dig og mig. Han lagde sin hånd på hendes lår. Hun fjernede den. – Jeg forstår godt, du er sur på mig, sagde Igor, – jeg er en lort, en nar, et svin ... – Vil du ikke godt lade være med at sige noget? – Selvfølgelig, skat, jeg forstår. Men bare så du ved det ... Han tøvede og så på hende. Hun undveg hans blik og kiggede ud ad sideruden. – Fra nu af gør vi det på din måde. Vi bliver en lille familie. Du og jeg. Med baby og det hele. Jeg finder et job. Et rigtigt job. Jeg kan mange ting, bare vent og se. – Hold nu din mund, sagde hun, men denne gang knap så tvært. Han fortsatte ned ad Amagerbanen og drejede af ved Yderlandsvej, hvor vognmandsforretningerne og de store busselskaber lå side om side. Masja fik øje på en række af kulørte dobbeltdækkerbusser, som om sommeren blev brugt til at køre turister på sightseeing, men som nu stod i læ under et halvtag. For mange år siden, da de lige var kommet til landet, havde 33

Afsporet.indd 33

23/06/13 10.32


hun taget turen med sin mor. Hendes mor havde været ellevild; selv skulle hun tisse under hele turen. Masja spejdede ud ad forruden; det her sted var langt fra de femstjernede hoteller, hun var vant til, langt fra alting, og hun begyndte så småt at fortryde, at hun var taget med. – Så er vi her, sagde Igor og svingede ind på den mørke parkeringsplads. Foran dem lå et nedlagt autoværksted, hvor flere af ruderne var smadret og facaden var overmalet med tags og graffiti. – Han får en halv time, ikke et sekund mere, sagde hun og steg ud af bilen. De fortsatte hen over den mudrede plads og op til døren ved den store blå port. Da de trådte ind i den gamle smørehal, ramte en kvalm lugt af olie dem. Masja tog sig uvilkårligt til næsen og forsøgte at trække vejret gennem munden. Længst nede i hallen sad fire midaldrende mænd omkring et lille bord i en tåge af tobaksrøg. Masja og Igor fulgte den lange smøregrav, der strakte sig ned gennem hallen, og gik hen til mændene ved bordet. De sad og drak vodka og dåseøl, og det virkede, som om de havde fortsat deres druktur, lige siden Igor forlod dem hos Kaminskijs i morges. Lucian vendte sig halvt om på skamlen og betragtede køligt Igor, så lod han blikket vandre mod Masja. Han tørrede sig om munden. – Så du er vendt tilbage med kæresten til mig? sagde Lucian og blæste en røgsky op mod loftet. – Så må vi se, om det rækker. Mændene omkring bordet kiggede vurderende på hende. Udvekslede et par sjofelheder og lo indbyrdes. Lucian rejste sig usikkert fra skamlen. – Hun er en pæn luder, det giver jeg dig, Igor. En dejlig lille tøs. Der har du været heldig. Masja kneb øjnene sammen. – Skal vi ikke lige ændre tonen, kammerat, bare for hyggens skyld? – Hvorfor? svarede Lucian og stirrede tilbage på hende. – Du er jo en lille luder. Du lever af at pule, ikke sandt? Spørgsmålet er mere, om du er god til det, er du det? Han lavede en uskøn bevægelse med underlivet. Mændenes latter bag ham steg. – Det pis gider jeg ikke, sagde hun og vendte sig om mod Igor. – Vi går, lige nu! 34

Afsporet.indd 34

23/06/13 10.32


– Hvor tror du, at du skal hen? Lucian greb fat i hendes hår og trak hende hårdt tilbage. Masja udstødte et skrig og forsøgte at vriste sig fri. Hun så efter Igor, der til hendes overraskelse begyndte at bakke væk fra hende. – Se at få klunset af, eller skal du have hjælp? Lucian begyndte at flå i hendes kjole. Masja sparkede bagud, men uden at ramme Lucian. Hun så desperat efter Igor, der fjernede sig hen mod døren. – Hjælp mig, Igor, hjælp mig, for helvede! Han rystede fortvivlet på hovedet. – Undskyld, baby ... jeg var nødt til det ... havde ikke noget valg ... undskyld ... Med sin store næve tog Lucian fat om hendes hals og klemte til, så hun næsten ikke kunne trække vejret. Han krængede kjolen af hende. Hun kunne lugte ham. Mærke hans klæbrige skjorte mod sin nøgne hud, da han pressede sig ind mod hende bagfra. Mærkede den hårde bule i hans bukser. – Jeg ved ikke noget bedre end at afrette små tæver, sagde han med en raspen. Masja skreg efter Igor, der lukkede døren efter sig. *** Igor vaklede væk fra smørehallen og hen mod sin BMW. Da han nåede bilen, støttede han sig til køleren og brækkede sig ud over forskærmen og sine nye hvide Adidas. Bag ham lød der fodtrin. Han tørrede sig om munden og vendte sig om. Kaminskij betragtede ham køligt. – Der var ikke andet, du kunne gøre. Éns ære er det vigtigste. Man betaler, hvad man skylder. – Det ved jeg. – Jeg er overrasket over, at du kunne lokke hende ud til det her hul. Han så rundt på de nedslidte værkstedsbygninger. – Hun må stole meget på dig. Elske dig. Igor åbnede bildøren og satte sig ind bag rattet. Kaminskij bukkede sig ned. – I det mindste var Lucian storsindet nok til at lade dig beholde bilen, kør forsigtigt, sagde han og lukkede døren.

Afsporet.indd 35

23/06/13 10.32


Christianshavn, 2013

8. Den konstante bjæffen ramte Thomas som en forhammer. Det var umuligt at flygte fra lyden. Han åbnede øjnene. Dagslyset stod ind gennem vinduet i lugen over hans hoved og fik det til at smerte dybt ind i øjenhulerne. – Hold da kæft, mumlede han. I det samme kom Møffe op i sengen til ham. Den aldrende engelske bulldog slikkede ham grådigt i ansigtet, og han forsøgte forgæves at skubbe den væk. – Din hund overnattede ovre hos mig, lød det fra Eduardo ude i kahytten. Thomas forsøgte at rejse sig, men tømmermændene tvang ham tilbage på ryggen, hvilket Møffe tilsyneladende så som en invitation til igen at slikke ham i ansigtet. Thomas fik afværget hunden og kløede den bag øret, indtil Møffe med en brummen lagde sig til rette ved siden af ham. – Den har lagt en stor lort i mit cockpit. – Hellere hos dig end her, mumlede Thomas. – Hvad? sagde Eduardo og stak hovedet ned til ham. – Jeg sagde, at det var godt nok beklageligt. – Har du noget kaffe? Thomas pegede ud i luften mod et ikke nærmere defineret sted. Eduardo gav sig til at lede skuffer og skabe igennem. Han knaldede til lågerne, og de høje lyde fik til sidst Thomas ud af sengen. Han mærkede kvalmen med det samme. Der var intet, der kunne afholde ham fra at knække sig. Det skulle gå stærkt nu. Han flåede døren til det lille badeværelse op, men kom i tanker om, at toilettet var stoppet. Maven trak sig sammen i en knude, der ventede på at eksplodere. Det var et spørgsmål om sekunder nu. Thomas sprang forbi Eduardo i køkkenet og ud gennem den åbne kahytsdør. Han nåede akkurat lige hen til rælingen, før hele det sidste døgns druktur stod ud af ham. Dækket gyngede under ham, og hans hoved var ved at eks36

Afsporet.indd 36

23/06/13 10.32


plodere. Et blitzlys ramte ham, så et mere og endnu et. Der lød stemmer ude fra kanalen, og han kiggede langsomt op. I det samme gled en af havnerundfartens både forbi. Den var fyldt med japanske turister, som var i gang med at forevige hans elendighed. Han vendte sig væk fra dem og sank sammen på dækket. Eduardo viste sig i døren, og Thomas skævede op til ham. – Jeg vidste ikke, at det var blevet årstid for dem dér? Han pegede bagud mod havnerundfarten, der passerede. – Tror, at de sejler hele året, Ravn. – Virkelig? Thomas tog sig til hovedet og mærkede, at hans kind var øm og hævet. – Hold kæft, hvor er jeg smadret. Jeg må være faldet i går. Eduardo nikkede uden at sige noget. – Vi ses, Eduardo! lød en spinkel pigestemme fra Eduardos ketch, der lå fortøjet foran Thomas’ båd. Eduardo vendte sig om og sendte et fin­gerkys til den lyshårede pige, der stod og vinkede oven på kahytstaget. – Jeg ringer, sagde Eduardo. Pigen begav sig op på kajen til sin cykel, som hun låste op. – Hvem fanden var det? mumlede Thomas. – Malene? ... Maria? ... Anna! sagde Eduardo og smilte. – Mødte hende på Havodderen. Han vinkede til pigen, der i det samme kørte forbi. – Malene-Maria-Anna, det er fandeme et usædvanligt navn, sagde Thomas ironisk. – Hun var også en usædvanlig pige. Ti minutter efter fandt Thomas glasset med Nescafé og lavede to kopper kaffe. De tog kaffen med sig op på den lille flybridge over kahytten, højt hævet over havnerundfarten og de knipsende turister. Eduardo nippede til kaffen og skar en grimasse. – Du er ikke nærig med bønnerne. – Nemmeste måde at få øjne på, svarede Thomas og tog en slurk. Den var skarp, selv for ham. Eduardo betragtede kort sin ånde, der stod som en sky foran ham i det kølige vejr. – Jeg er bekymret for dig, Ravn. – Det skal du ikke være, svarede Thomas hurtigt og så væk. – Jeg har det fint nu, helt fint. – Jeg tænker mere på din generelle tilstand. – Den har aldrig været bedre. 37

Afsporet.indd 37

23/06/13 10.32


Eduardo hævede øjenbrynene og sendte ham et blik. – Hvornår skal du tilbage igen? – Tilbage? Hvad mener du? Til Station City? Eduardo nikkede. – Det ved jeg ikke, det går jeg ikke lige sådan og tænker over. – Men de kan ikke blive ved med at suspendere dig, du har da rettigheder. Thomas lænede sig tilbage og smækkede fødderne op på det modsatte sæde. – Jeg er ikke suspenderet, jeg er blevet sendt på orlov. Sygeorlov, gudhjælpemig. – Men i hvor lang tid? – Til de synes, jeg er helbredt, svarede han med et smil. – Men de vil gerne have dig tilbage? Thomas rynkede panden. – Hvad er det her? Et interview? Kan du ikke vente med at arbejde, til du lander inde på din røde lorteavis? – Beklager, det var ikke for at snage. Thomas’ krop rystede, og han kunne ikke afgøre, om det var tømmermænd eller morgenbrisens skyld. Eduardo smilte. – Jeg tror, det ville gøre dig godt at komme tilbage. Du var en god panser. Er en god panser, tag det fra en af de røde. Han smed resten af kaffen ud over rælingen. – Det hjælper bare ikke så meget, når man bliver stoppet ovenfra, svarede Thomas. – Stoppede de dig ligefrem? Thomas trak på skuldrene. – Jeg blev aldrig sat på sagen. De holdt mig væk, så længe de kunne, og da de ikke længere kunne det, så sendte de mig på orlov. Han smilte bittert. – Hvor lang tid siden er det? – At min orlov startede? – Nej ... siden det andet. – Snart et år. – Lorteår. – Ja, lorteår. Eduardo rejste sig fra bænken og gik hen til stigen, der førte ned til dækket. Han vendte sig om og tog et par skridt ned ad den, så kiggede han op på Thomas. – Det er en forbandet sag, Ravn. Én der ikke kan løses. – Det ved jeg, sagde han. 38

Afsporet.indd 38

23/06/13 10.32


– Måske det var på tide at komme videre ... med det hele. – Det ved jeg, gentog han.

Afsporet.indd 39

23/06/13 10.32


Strängnäs, oktober 1979

9. Den golde sorte mark lå øde hen. Solens første stråler havde svært ved at trænge gennem det tykke tæppe af dis, der lå hen over landskabet, og som fik de omkransende træer ved marken til næsten at forsvinde i tågen. I det lavbenede grønne hochsitz sad Erik sammen med sin far og Johan Edel – en af hans fars jagtvenner. Erik var lige fyldt ti, og det her var den første jagt, som hans far havde taget ham med på. De havde siddet heroppe i skjulet og ventet i mere end to timer på, at driverne med deres hunde skulle sende vildtet forbi dem og de andre jægere, som lå spredt ude i såten. Eriks hænder rystede af kulde, og han havde svært ved at holde på den tunge kikkert, som han spejdede efter vildtet med. – Fryser du, Erik? spurgte hans far med lav stemme. Hans far, Bertil, var sidst i halvtredserne, havde store poser under øjnene og en rødsprængt næse, der fortalte, at han drak mere, end godt var. – Nej ddet er fint, stammede Erik og fæstnede sit greb om kikkerten, så den ikke rystede ud af hænderne på ham. Faderen sænkede sin riffel, en fornem Winchester magnum med skaft i valnøddetræ, og klappede Erik på hovedet. – Du kunne lave et par kuskeslag, det gør jeg altid, når jeg fryser. Han demonstrerede hurtigt hvordan og slog begge arme mod kroppen. Johan Edel så irriteret på dem med sine isblå øjne. – Stop lige det dér, sagde han nasalt. – I skræmmer for pokker vildtet væk. Johan var midt i trediverne, muskuløs og med et lyst tilbageskrabet hår, der fik ham til at ligne en engelsk lord. Bertil sendte ham en beklagende gestus. I det samme kunne de høre hundene give hals fra skoven i den anden ende af marken. – Ser du noget? spurgte Bertil Erik. Erik lod kikkerten vandre hen over marken, men tågen var for tyk til, at han kunne se hele vejen ned i den anden ende. Han rystede på hovedet. 40

Afsporet.indd 40

23/06/13 10.32


– Lad mig, sagde Johan og hev kikkerten ud af hånden på ham og forsøgte selv. – Ja ja, de skal jo tidsnok komme forbi, sagde Bertil og tog ladegreb. Hundenes glammen lød tættere på. – Der er de, 200 meter ude! sagde Johan og pegede mod den fjerneste ende. Erik og hans far spejdede ud over marken, men i det her vejr var det umuligt at se noget på den afstand uden brug af kikkerten. Johan gav Erik kikkerten tilbage og så op mod trækronen over dem. Den lette brise fik de yderste grene til at svaje, og han justerede sigtet på sin slanke, mørke Beretta med et enkelt klik. – Er du sikker på, at du vil skyde først? Bertil nikkede. – Med den sum, jeg har betalt til jagten, er det vel kun rimeligt. – Selvfølgelig. Det var mere, hvis du var nervøs. Johan afsikrede sin riffel og lagde den til kinden. Bertil fulgte trop. Gennem kikkertsigtet så han ned over marken. Ud af disen kom det første råvildt langsomt til syne. Det var en ung dåhjort, der virrede med hovedet, mens den sagtnede farten. Øjeblikket efter kom endnu to til. De tøvede alle med at begive sig ud på det åbne areal, indtil hundenes stigende glammen sendte dem af sted tværs over marken. Bertil fulgte den midterste af de tre hjortes flugt i sigtet. Hjortene nærmede sig hastigt stendiget og skoven, der lå lige foran dem. – Hvad venter du på? snerrede Johan. Bertil trykkede riflen ind til skulderen, mens han holdt vejret. – Skyd nu! Bertil trykkede på aftrækkeren, og skuddet bragede højt i det lille skjul. Erik fór sammen og tog sig til ørerne. Ude på marken satte hjortene farten op. Den forreste sprang over stengærdet, efterfulgt af den næste. Endnu et skud tordnede, og den bagerste hjort blev hængende i sit spring, indtil den faldt livløs om på marken. – Du fik den? sagde Bertil. – Naturligvis, svarede Johan og smilte for første gang siden jagtens start. Erik så ned mod hjorten, der spjættede med benene. – Den forsøger at flygte, sagde han og pegede. 41

Afsporet.indd 41

23/06/13 10.32


Johan rejste sig op. – Nej, den løber ved gud ingen steder. – Det er bare nerverne, dødskramperne, sagde hans far. – Den er allerede død. – Så den mærker ikke noget? – Det kan jeg ikke forestille mig. Lidt efter gik de alle sammen ned ad stigen fra skjulet og fortsatte hen over marken mod den nedlagte hjort. Om aftenen, da det var blevet mørkt og alle såterne var overstået, samledes de otte jægere, der havde deltaget i jagten, foran den lave, sortbejdsede jagthytte. Erik stod ved siden af sin far og kiggede imponeret på det nedlagte vildt, der lå på parade i skæret fra de tændte fakler. Der var fem bukke i alt og en enkelt ræv, som Johan havde skudt lige inden solnedgang. Jagtmeisteren – en yngre mand med et lille blond overskæg – stod med et hæfte og noterede, hvem der havde skudt hvad. Da turen kom til Bertil, dukkede Erik sig. – Det må blive en “lige ved og næsten”, svarede Bertil muntert. – Jeg havde den ellers lige på kornet. Han tog hænderne op og sigtede. – Så må jeg notere et stort nul til dig, sagde Jagtmeisteren. – Som på de øvrige tre sidste jagter. Bertil trak på skuldrene. – Der er rift om pladserne, Bertil, og vi har jo en statistik i selskabet, som skal holdes. Derfor er der også kun plads til de bedste. Jagtmeisteren så alvorligt på ham. Bertil smilte roligt. – Eller til dem, som kan betale. Jægerne omkring ham lo. – Sandt nok, svarede Jagtmeisteren og lo med. – Du slipper med en advarsel. – Om jeg forstår, hvordan du klarer dig på Stockholmsbørsen med det jagtinstinkt, sagde Johan. De andre lo igen. – Jeg klarer mig, svarede Bertil. – Tålmodighed er den ældres dyd. Han smilte rundt til de andre jægere, alle velstående som han selv, men betydeligt yngre. – Kom, Erik, sagde han og tog drengens hånd. Bertil løftede på sin lille hat og hilste farvel til dem alle. Bertil og Erik fortsatte hen til den store sorte Mercedes SEL, 42

Afsporet.indd 42

23/06/13 10.32


der funklede ny i lakken, og satte sig ind. – Er du træt? spurgte Bertil Erik og startede for den buldrende v8-motor. Erik rystede mut på hovedet og tog selen på. De begav sig af sted på den mørke hovedvej tilbage mod Stockholm. Der var næsten ingen trafik. Regnen begyndte langsomt at sætte ind, og vinduesviskerne kørte metodisk hen over forruden og fjernede det stigende antal dråber. Bertil tændte for fjernlyset, der oplyste vejen og de høje graner på begge sider. – Vidste du, at man kan fange et stykke vildt alene med lysets kraft? Han så mod Erik, der ikke svarede, men blot sad og kiggede ned på sine mudrede støvler. – Det er sandt, sagde Bertil. – Hvis en råbuk steg ud på vejen lige nu, ville lyset fra bilen paralysere den, og vi ville køre den ned. – Så havde vi da i det mindste noget at tage med hjem, svarede Erik stille. Bertil lo. – Er det dét, som plager dig? Han rodede Erik i håret. – Vi får ram på en næste gang. Bare vent og se. Erik fjernede hovedet. – Men du rammer jo aldrig noget, det sagde de andre. – De siger så meget. Dem skal du ikke lytte til. Bertil knappede sin oilskinsjakke op og fandt en lommelærke frem. Han skruede låget af og tog en slurk af sølvflasken, der indeholdt en dyr brandy. – Det skal du slet ikke tage dig af. – Men de grinte ad dig, papa. – Hvad gør det? – Også Johan, sagde Erik og så ud ad sideruden. – Vi griner ad hinanden, det er der ikke noget galt i. Bertil tømte flasken og lagde den tilbage i lommen. – Du må ikke lade sådan noget gå dig på. Forstået? – Ja, papa. Da de kom til afkørslen mod Mälarhöjden, drejede Bertil af, og de fortsatte i tavshed gennem den sovende forstad mod villaen, der lå med udsigt ud over Mälaren.

Afsporet.indd 43

23/06/13 10.32


Oktober 2010

10. Fra sin plads i sengen stirrede Masja på manden, der sad og vippede på stolen over for hende. Han havde en sort læderjakke på, mørke bukser, kraftige støvler og et massivt guldur om håndleddet. Hublot eller Bulgari gættede hun. 150.000 – 200.000 kroner mindst. Hans tilbageskrabede hår var kulsort og olieret, øjnene smalle, gedeskægget velplejet og læberne fyldige med et drilsk drag, som havde han lige sagt en spøgefuld bemærkning. Manden stirrede på hende uden at sige noget. Ikke uvenligt, mere afventende. Hendes hoved var ørt, men hendes krop var underlig følelsesløs, som i en Valium-rus. Nogen måtte have dopet hende godt og grundigt. Hun huskede kun det sidste døgns tid i fragmenter: De var blevet hevet op af hullet, hun og en anden pige. En pige, der havde skreget. En pige, der havde fået klø. Noget med en bil. Kilometer efter kilometer. Huskede lysene over sig fra lamperne på motorvejen – lamper, der havde lyst som engle. Hun så ned ad sig selv, havde fået joggingbukser på og en lyserød T-shirt, der var mindst tre numre for stor. Den lugtede af en andens parfume. Af en andens sved. Hun spejdede rundt i det lille kammer. Det falmede grønne mønster på tapetet mindede om det, der var i stuen hos hendes mormor i Daugai. Masja var ikke sikker på, hvor i verden hun befandt sig. Hendes hals var tør, og hun gjorde et par synkebevægelser. Manden pegede bydende mod natbordet, hvor der stod et fyldt glas og en kande med vand. Hun rakte ud efter glasset og drak begærligt. Skænkede sig et nyt og tømte det med samme fart. Så tørrede hun sig om munden med håndryggen. – Hvem er du? Hvor er jeg henne? Manden svarede ikke, men blev blot ved med at se på hende med det lille smil om læberne. – Svar mig, råbte hun hæst. Manden gned sit fipskæg og snoede den nederste tot. Hun 44

Afsporet.indd 44

23/06/13 10.32


lagde mærke til den store signetring i guld, som han havde på lillefingeren. I ringen var der en rød sten, der gloede på hende som et ondt øje. – Tror du, jeg er bange for dig? Hun rettede sig op i sengen, forsøgte at gøre sig hård. – Vent, til jeg kommer ud herfra, jeg får fat i panserne, forstår du det? Manden lænede sig frem og lod stolen hvile på alle fire ben. – Der er ingen, der holder på dig, Masja, sagde han med dreven slavisk accent. – Du kan bare gå. Han pegede hen mod døren. – Gå hele vejen hen til ... panserne. Men hvad er det, du vil med dem? Det forstår jeg ikke rigtig? – Anmelde jer. Manden slog ud med hånden. – Held og lykke, har de hjulpet dig før, panserne, har de, Masja? De har nemlig aldrig hjulpet mig. Har du et godt forhold til dem? Hun så væk. – Hvordan kender du mit navn? Er det fucking Igor, der har fortalt dig det? – Dit navn står i dit pas, svarede han og klappede sig på jakkelommen, som havde han det dér. – Fucking Igor gav mig det, svarede han og smilte. – Jeg skal have det lige nu, og mit tøj og min taske og mine penge – du henter det alt sammen lige nu. Hun forsøgte at rejse sig, men hendes hoved kørte rundt. Hun skævede mod vandet, tænkte, om han havde puttet noget i. – Hvem fanden er du? Manden lænede sig ind mod hende og sænkede sin stemme. – Du stiller mange spørgsmål, så lad mig svare på nogle af dem. Mit navn er Slavros. Jeg har reddet dig ud af en meget ubehagelig situation. Væk fra meget væmmelige mennesker. Udyr, der ikke har nogen manerer, som overhovedet ingen mo­ral har. Han lagde hovedet på skrå. – Man Masjandler ikke kvinder, slet ikke nogen, der er så smuk som dig. – Og hvor har du taget mig hen? – Til mit sted, svarede han uden at præcisere det yderligere. – Og du vil lade mig gå, bare sådan uden videre? Han slog ud med armene og smilte. – Naturligvis ... du kan gå lige nu. Men det ændrer ikke så meget på situationen. – Og hvad er det for en situation? – Vores økonomiske mellemværende. Hun fnyste hånligt. – Bortset fra, at du har mit pas og mine 45

Afsporet.indd 45

23/06/13 10.32


penge, har vi ikke noget mellem os. Det er Igor, der skylder penge, ikke mig. Hvorfor får du ikke bare fat i ham? Slavros gned sine håndflader mod hinanden, så der lød en raspende lyd. – Det er ikke situationen længere. Din kæreste Igor, som ikke er meget bedre end det svin til Lucian, solgte dig for at betale sin spillegæld på 40.000 euro. Hvor uretfærdigt alting lyder, så er Igor gældfri. Jeg købte dig fri for det halve. En god handel for alle parter, set i lyset af det store beløb, som i første omgang var på spil. Hvad enten du går ud ad den dør eller ej, hvad enten du går til panserne, eller du rejser om på den anden side af jorden eller til månen, sagde han og pegede op mod loftet, – så skylder du mig stadig 20.000 euro – 20.000, som vi bliver nødt til at lave en aftale om. – Men det er Igor ... – Glem Igor. Slavros så køligt på hende. – Igor er ikke længere relevant. Han er uden for ligningen. Masja, du skal til at tænke på dig selv nu. Du skal se på dine muligheder. Du skal se at få dig nogle nye allierede. Folk, der vil hjælpe dig. Beskytte dig, og tro mig, du behøver al den beskyttelse, du kan få. – Og jeg går ud fra, at det er dig, der skal stå for beskyttelsen? Han trak vejret dybt. – Jeg kan lade gælden gå tilbage til Lucian, jeg kan også vælge at sende den videre til andre – andre, som er værre end ham. Til steder, du ikke drømte om fandtes, steder, der får værkstedet, jeg fandt dig i, til at ligne et palads, til mænd, der får Lucian og hans venner til at fremstå som helgener. Slavros så bekymret på hende. – Men det ønsker jeg ikke, du har lidt rigeligt. Jeg ønsker at hjælpe dig til at komme ud af det her. Men du bliver nødt til at vise dig samarbejdsvillig. Du bliver nødt til at bruge hovedet, forstår du det? – Hvad er det, du vil have, jeg skal gøre? – Det, du er god til. Det, du har tjent dine penge på. Hun så ned i lagnet. – Du skal ikke være flov. I den her verden er der kun to typer mennesker, overleverne og ofrene, fighters and fuck-ups. Se mig i øjnene, Masja. Hun flyttede blikket mod ham. Han så alvorligt på hende. – Du og jeg er ens, vi gør, hvad der skal til for at overleve. Du traf dit valg for længe siden. Du ønskede at få noget ud af dit liv, ønskede ikke at nøjes. Ønskede ikke at dø fattig. Han rynke46

Afsporet.indd 46

23/06/13 10.32


de sine kraftige bryn. – Det med Igor, det med Lucian og hans venner er kun et lille bump på vejen. Det er ingenting i det store billede. I den store plan, du allerede har sat op. Hun rystede på hovedet og kunne mærke tårerne presse sig på. – Du ved ikke, hvad de gjorde ... – Lige så lidt som du ved, hvad jeg har været udsat for. Jeg kunne vise dig en krop fuld af ar – ar fra alle de krige, jeg har kæmpet, i Tjetjenien, på Balkan og her. Vi er overlevere, Masja. Vi gør, hvad der skal til for at nå målet. – Og hvad er så planen, hvad er målet? sagde hun og så tomt ud i luften. – Det samme mål, som alle andre mennesker jager ... Målet er penge, fordi penge giver frihed. Frihed til at bestemme over sit eget liv. Hverken mere eller mindre. Han dykkede ned i sin jakkelomme, og i et kort naivt øjeblik troede hun, at han ville give hende passet tilbage, men i stedet rakte han hende et lille kladdehæfte og en kuglepen. – Jeg er ikke noget monster, jeg er en forretningsmand. Jeg vil også have, at du tænker sådan, at du bliver en succesfuld forretningskvinde. Jeg gætter på, at du næsten ikke har sparet noget op, måske et par tusinde, resten er gået til pis og lort. Til Gucci og Prada. Du skal spare op nu. Sætte mål for dit liv. – Jeg havde et mål, inden det her skete. Han rystede på hovedet. – Nej, du havde drømme, det er ikke det samme. Enhver idiot kan drømme, men det er de færreste, der forstår at opfylde dem. Jeg vil have, at du fører regnskab, jeg fortæller dig priserne, og du fører regnskab. Du er en flot pige, Masja. Du er ung. Du er kostbar. I min klub, i min verden, er det det eneste, der tæller. – Din klub? – Du kommer til arbejde der. Det er et luksussted. Gode kunder. Høj sikkerhed. Ingen vil skade dig. Vi er én stor familie, hvor alle passer på hinanden. Det er sådan, det er. Han så ned på sine foldede hænder og nikkede. – Det er præcis sådan, det er. – Hvor lang tid? – Hvad mener du? – Hvor lang tid skal jeg være her? Han så nøgternt på hende. – Regn med et år, måske lidt min47

Afsporet.indd 47

23/06/13 10.32


dre, måske lidt mere. Der er daglige udgifter ud over de tyve tusind, du allerede skylder mig. Ingenting er gratis, forstår du? Han pegede på det lille kladdehæfte. – Vær omhyggelig med dit regnskab, så du kan se, hvornår vi er kvit. Bagefter finder vi ud af, hvad der så skal ske. Tro mig, jeg ønsker at hjælpe dig, Masja. Til et godt liv. Til frihed. Han rejste sig og gav hende hånden. Det virkede akavet, men til sidst trykkede hun den. Den føltes hård og senet. Hun fulgte ham med øjnene til døren. Ude på gangen stod en ung mand og ventede. En af Slavros’ mænd. Typisk Jugo-gangster, skaldet, sort vindjakke og kampstøvler. Døren blev låst. Uanset hvad Slavros havde sagt, uanset hvordan han havde lagt det hele frem, var hun fanget her, præcis som på det uhumske værksted. Hun krympede sig sammen på sengen og trak benene op under sig. Så begyndte hun at græde.

Afsporet.indd 48

23/06/13 10.32


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.