SPØRGSMÅL
?
Svaret er… Tekst Thomas Jagd
Spørgsmål:
Hvad er videnskaben bag ’muscle memory’? - og har energioverskud- eller underskud nogen effekt på det? - Lasse Friis-Nielsen
SVAR
I mange år troede man, at ’muscle memory’-fænomenet udelukkende skulle forklares ud fra processer i nervesystemet (1). Motorindlæring spiller en vigtig rolle i forhold til stort set alle sportsgrene. Den er årsagen til, at tennisspillere kan placere bolden så tæt på linjen igen og igen, og hvorfor basketballspillere kan ramme kurven mange gange i streg med stor nøjagtighed. Det er et indøvet samspil mellem hjerne, nervesystem og muskler. Det samme gør sig gældende i vægttræning. Nervesystemet tilpasser sig på mange forskellige områder, når man dyrker styrketræning, og man har derfor i mange år ment, at denne neurale effektivitet var forklaringen på, at folk der har trænet med vægte igennem lang tid, og som holder en pause fra vægttræningen, har meget lettere ved at nå det samme niveau igen, og det er sikkert også en del af forklaringen. Det er immervæk lettere at blive stor, hvis nervesystemet allerede
har en vis neural effektivitet i forhold til de specifikke øvelser. Det betyder bedre teknik og hurtigere styrkefremgang, og det vil resultere i en hurtig genvinding af den tabte muskelmasse. Men man har senere hen fundet ud af, at det ikke er hele forklaringen, for godt nok har muskler ikke en hukommelse i samme forstand som hjernen har det, men musklerne ’gemmer’ stadigvæk på nogle af de tilpasninger, som sker i respons på vægttræning. Sagen er nemlig den, at når man påbegynder styrketræning, så responderer muskelcellerne ikke kun ved at vokse i størrelse, men også ved at øge antallet af kerner i cellen. Muskelceller er store celler, og en af de eneste celletyper som kan indeholde mere end en kerne. Tidligere troede man, at det var en naturlig del af atrofi (når musklen bliver mindre), at antallet af cellekerner også blev mindre, via en proces man kalder apotosis. Men nye undersøgelser viser, at det faktisk ikke er tilfældet (2).
Og hvad betyder det helt konkret?
Musklen har godt nok mistet meget af sin størrelse, men den har langt flere cellekerner end den havde da den var helt utrænet. Teorien er, at disse cellekerner fungerer som små ’hukommelsesceller’ og spiller en afgørende rolle i forhold til det at genvinde muskelstørrelsen. Og hvordan forholder det sig så i forhold til kalorieunderskud og kalorieoverskud? Under normale omstændigheder er det lettest at opbygge nævneværdig muskelmasse, hvis man er i kalorieoverskud. Det samme gør sig i princippet gældende, når man forsøger at genvinde tabt muskelmasse; man vil hurtigere og lettere nå det gamle maksimum, hvis man er i kalorieoverskud. Normalt siger man, at overvægtige og nybegyndere har lettere ved at opbygge muskelmasse under kalorieoverskud, end en veltrænet person som allerede har trænet flere år, men opbygning af tabt muskelmasse kan faktisk også ske under kalorieunderskud. Det er klart, at det vil foregå i et langsommere tempo, og det kan være sværere at nå det absolutte maksimum under disse omstændigheder, men det faktum at man før har haft en stor mængde muskelmasse, gør det lettere at tilegne sig den igen. Også selvom det ernæringsmæssige ikke spiller 100 %.
Kilder:
Bruusgaard et al. 2010. Myonuclei acquired by overload exercise precede hypertrophy and are not lost on detraining. PNAS. 107;34: 15111-15116.
54 TRÆNINGSMAGASINET VINTER 2014