
2 minute read
Et år med Eliteidræt
BG Eliteidræt i rivende udvikling
På ordningens andet år er ståstedet fundet. Der har været en stigende efterspørgsel, og også elever uden for det umiddelbare opland har søgt BG for at blive en del af BG Eliteidræt, og flere IB-elever er kommet til.
Af Stine Møllebro, Eliteidrætskoordinator
Ordningen har i skoleåret 2021-2022 haft 77 eliteidrætselever, 31 piger og 46 drenge fordelt over 26 forskellige sportsgrene. Det er en meget stor diversitet, som er med til at skabe lige præcis det eliteidrætsmiljø vi ønsker, hvor erfaringsudveksling kan gå på tværs af sportsgrene, og ikke mindst på tværs af klasser og årgange.
I dette skoleår har vi også set en stigning i antallet af Team Danmark-godkendte elever, som har søgt BG. Tilmed har en god håndfuld af de elever, der startede på ordningen i 2020, nu også opnået en sportslig godkendelse fra Team Danmark. Det tager vi som et tydeligt tegn på, at ordningen har den ønskede effekt: nemlig at vores eliteidrætselever har mulighed for at udvikle deres fulde potentiale i sporten, samtidig med at de er under uddannelse på BG. Med de mange eliteelever, der har været tilknyttet ordningen i år, har enkelte aktiviteter været opdelt i mindre grupper. Det vil sige alle 2.g´erne, alle 1. HF´erne, alle ketsjerspillerne, alle vandsportseleverne, alle pigerne osv. I grupperne har eleverne snakket om og diskuteret forskellige relevante emner, lyttet til hinandens erfaringer og delt ud af deres egne. Udover de mindre gruppearrangementer har der også været større fællesevents.
Der har ligeledes været foredragsaftener, hvor alle byens idrætsforeninger, medlemmer, bestyrelser og øvrige frivillige var inviteret til at høre bjergbestiger Mogens Kjæmpe Jensen fortælle om, hvordan vi skal sætte barren højt, men samtidig turde fejle og lære deraf. BG Eliteidræt har også haft besøg af tidligere verdensmester i kajak, René Holten Poulsen, som delte sin egen meget personlige historie omkring fysisk og psykisk nedtur i elitesport.
Ved dette arrangement deltog også alle de BG-elever, der har idræt på B-niveau, som et led i et forløb med idrætspsykologi. Eliteidrætseleverne og deres forældre er i løbet af året også blevet præsenteret for idrætspsykolog Allan Scherfig. Han har holdt oplæg ved forældremøder og lavet workshops for elite-eleverne i mindre grupper.
Fra det kommende skoleår har BG Eliteidræt indgået en samarbejdsaftale med FC Nordsjælland, så vi får glæden af en stor håndfuld af deres håbefulde spillere, som skal gå i HF. Samlet set vil der i skoleåret 2022-2023 være 85 elever på ordningen, hvoraf godt en tredjedel er Team Danmark-godkendte elever. Vi ønsker over en årrække at højne det sportslige niveau på ordningen yderligere, men samtidig at fastholde den størrelse som ordningen har nu. På den måde kan vi fortsat sikre optimale forhold, fleksible rammer og tydeligt nærvær med de elever, vi har.
BG Eliteidræt, Rudersdal Kommune og Team Rudersdal har hurtigt og sikkert opnået et rigtig fint samarbejde, og det er meget prisværdigt at opleve den støtte og opbakning, som ordningen får fra lokalmiljøet. Hertil kommer det gode samarbejde med klubber og foreninger, hvor vi i fællesskab kan sikre, at de unge eliteidrætselever kan præstere både i deres sport og i deres skole. I fællesskab sørger vi for at forventningsafstemme på tværs af de miljøer, hvor vores elever lægger mange af deres kostbare timer.