
2 minute read
Kostskolernes pokalturnering
Tilbage i efteråret fik BG’s Drenge-1 sat tingene på plads med fire sejre, så de lå nummer et inden finalestævnet. Og da de endelig var hjemme igen efter finalen, var det med hele to pokaler i bagagen.
De indledende runder forløb således: Først blev Haslev slået 3-0, efter to mål af Nikolaj Hofland, 2x, og et enkelt af debutanten Seth Frederiksen, 2s. Målmand Emil Larsen, 2m, leverede flere afgørende klasseredninger: først ved stillingen 1-0 og senere en ren tv-redning helt oppe i krydset. Særdeles stærk indsats fra Sylvester Odgaard, 1g8, som var glimrende gennem hele turneringen. I kamp to blev Herlufsholm slået sikkert med 3-0, og BG sparede lidt på kræfterne.
Næste kamp mod Sorø var væsentligt sværere. BG’s drenge kom bagud 0-1 efter en halv clearing i feltet, og det så vanskeligt ud. Efter en giga afbrænder fra Seth, 2s, reagerede cheftræner Jakob Iversen med en afgørende indskiftning af Oliver Munch, 3b. Han lavede hurtigt to glimrende mål, begge på assist fra Victor Cano, 3y. Så vandt BG 3-1, for Hofland havde inden da udlignet til 1-1 med et indlæg/skud på frispark langt ude fra kanten.
Sidste kamp var mod Stenhus, som heldigt havde slået BG 1-0 ved stævne 1. Kampen var denne gang jævnbyrdig, men BG spillede disciplineret og tålmodigt, så Bertram Frank, 3u, fem minutter før tid igen viste klasse og bankede et frispark direkte i mål. Stenhus havde deres muligheder, men marginalerne var med BG, som tog en meget afgørende og fortjent sejr.
Ros til hele holdet for en strålende indsats, anført af Lukas Bak, 3t, som styrede forsvaret med afgørende tacklinger, fint pasningsspil og et par befriende clearinger.
Finalen
Det stod hurtigt klart, at BG blev en sikker vinder. Både BG’s 1. og 2. drengehold hjemtog pokalerne til BG, mens BG’s pigehold fik sig en velfortjent andenplads.
Pigerne var videre på andenpladsen og skulle møde Herlufsholm i første kamp. Pigerne kom foran, men kampen endte alligevel 1-1. Derefter var pigerne kvalificeret til finalen mod Sorø. Kampen startede godt, og de kom foran 2-0. Desværre kom Sorø op på 2-2, som blev kampens resultat. Dermed blev Sorø samlet vinder lige foran BG.
Drengeførsteholdet gjorde rent bord med en knusende 7-1 sejr over Sorø, og dernæst en 2-1 sejr i en tæt finale mod Stenhus. I begge kampe blev der leveret en gennem- solid indsats, krydret med mange fremragende individuelle præstationer. Oscar Falkenberg lavede fem mål i alt, Victor Cano lavede to mål + utallige assister.
Midtbanen var velsmurt med Arian Bonabi, 1x, Rasmus Madsen, 1k, og Hoffland, 2x. Solidt og velorganiseret forsvar styret af Lukas Bak, 3t, med Emil, 2m, på mål og Sylvester, 1d, Asbjørn Jermer, 2m, Josef Ayoub, 3z, i den øvrige bagkæde. Oliver Munk, 3b, og Andreas Neergaard, 1k, var på skift på kanten eller i forsvaret. Derudover fine præstationer fra Frederik Stertzel, 2a, og Seth, 2s.
Finaledagens spillere, kåret af holdene selv: Pigerne: Amalie Larsen, 2k Drenge-2: Benjamin Karlsson, 3k Drenge-1: Oscar Falkenberg, 3y
