SILAS HOLST

Han er skuespiller, sanger, forfatter, koreograf og meget andet, men først og fremmest er han danser. Han har deltaget i Vild Med Dans i 9 sæsoner og været en del af vinderparret i tre af dem. Han er far i Danmarks måske mest kendte regnbuefamilie, og han har livet igennem givet sig selv fuldt ud for at nå sine mål. Et af dem var at få en Reumert, teaterverdenens fornemste pris. Det lykkedes i 2022.

Når man ser på hans imponerende karriere, er det svært at forstå, at han engang var en lidt kikset, tyk dreng, der blev mobbet i skolen.

Mød multikunstneren og mennesket Silas Holst

Bedre Kørende har fanget travle Silas i en pause mellem prøverne på hans projekt, The Boyband Tour, og taget en snak om opvækst, karriere, drømme, fremtidsplaner og om retten til at være anderledes.

Silas, du blev født i 1983. Altså et barn af 80’erne. Hvordan var din opvækst?

Jeg havde en lidt rodet opvækst. Mine forældre blev skilt, da jeg var 4 år gammel – hvilket var lykkeligt. Det kan jeg huske, at jeg allerede dengang forstod. Forholdet fungerede nemlig ikke. Derefter blev jeg weekendbarn hos min far og boede hos min mor til daglig.

Så to forskellige miljøer?

Ja. To meget kontrastfyldte tilværelser. Jeg havde den faste base hos mor i Brønshøj. En dagligdag med lektier og faste sengetider – og så et noget mere flyvende weekendliv hos min far, som boede i Istedgade i København og arbejdede på et hotel. Hos far var der mere løse rammer. Hvis jeg ville have is til aftensmad, fik jeg det – og jeg kunne spille Nintendo og computer hele natten. Jeg sov næsten aldrig i de weekender.

Til gengæld var min far meget ”mandmand”, altså han var fodbolddommer og den slags, så jeg levede sikkert dårligt op til hans forventninger. I modsætning hertil kunne jeg mere være den, jeg var, når jeg var hjemme hos min mor. Jeg behøvede ikke at føle mig pinlig over min glæde ved dans. Det var to forskellige verdener, jeg levede i.

Din mor havde en danseskole, ikke?

Jo. Vi havde danseskole i stuen og i kælderen, og så boede vi i en lejlighed på første sal.

Mobning i skolen

Du havde en ret hård tid i skolen?

Ja, skolen var for mig 10 år i Helvede. Jeg var ikke helt som de andre, og det fik jeg hurtigt at føle.

I din første bog (Bag Dansen – 2012) fortæller du om, at du blev mobbet i skolen.

Hvordan og hvorfor startede det?

Fordi jeg var anderledes. Som danser havde jeg lært at bevæge mig anderledes end mine klassekammerater. Desuden gik jeg i hjemmestrik og havde briller. Jeg faldt ganske enkelt udenfor på mange parametre. Mobningen isolerede mig og startede en negativ spiral, der gjorde det umuligt for mig at komme ind i et socialt fællesskab i skolen. Jeg blev langsomt men sikkert overbevist om, at jeg ikke var god nok. Jeg blev en enspænder og forsøgte at lade som om, at jeg ikke var der.

Så skolen blev bare noget, der skulle overstås?

Jeg lavede et system, hvor jeg talte dage ned – ved at sætte streger i mit penalhus. Med cirka 200 årlige skoledage, regnede jeg ud, at jeg skulle overleve 2000 skoledage. Efter den første uge manglede jeg stadig 1995 dage. Det blev aldrig sjovt.

Hvad drømte du om at blive dengang?

Jeg havde en drøm om at blive stats - minister. Ikke fordi jeg havde nogen holdning til politik, men blot for at kunne føle, at jeg var den, der bestemte. Jeg vidste også, at det ikke ville blive til noget, for jeg ville ikke i gymnasiet, når de 2000 dage var gået. Jeg ville bare ud.

Gymnasiet og de første venner

Men du kom alligevel i gymnasiet, ikke?

Jo, jeg anede ikke, hvad jeg ville, da jeg blev færdig i skolen. Jeg havde ingen plan. Derfor valgte jeg alligevel gymnasiet, hvilket var dejligt, for der mødte jeg jo to mennesker, som blev mine første venner. Louise og Therese er stadig mine venner, og Louise er hende, der er mor til mine børn.

Så gymnasiet blev et vendepunkt?

Ja, jeg begyndte at komme ind i det sociale fællesskab, og jeg tænkte: Wow, er det sådan det er at have venner. Den følelse kendte jeg ikke. Lektierne fyldte mindre og mindre for mig, for nu var der også pizza, øl og torsdagsbar. Jeg blomstrede op i fællesskabet. Og så fik jeg mit første teaterjob, da jeg gik i 1. G. Det var som danser i forestillingen Askepop, og det føltes som at komme hjem. Jeg følte virkelig, at det var her jeg hørte til.

Så da jeg var færdig med gymnasiet, søgte jeg ind på en teaterskole, kom ind… og begyndte at få jobs derfra.

Teateret – liveoptræden uden sikkerhedsnet

Teateret er, i modsætning til film og TV, altid live-optræden. Giver det et ekstra kick?

Ja. Jeg har aldrig haft behov for at prøve bungee jumping eller lignende for at få et adrenalin kick. Det er tilstrækkeligt at stå på scenen foran et stort publikum og vide, at alt kan gå galt. Det kan noget helt magisk. Det er skræmmende og fantastisk på samme tid.