
2 minute read
Alle har krav på mindst én årlig rockkoncert - også folk i Husby
from Bedre Kørende #7
by AutoMester
Mens den kølige sommer gik på hæld – var der den 16. august varmet op til et kortvarigt, men kontant brag af en rockkoncert hos AutoMester i Husby på Fyn. Med Carpark North på scenen, en kold Royal i hånden og masser af musik i ørene var der mæthedsgaranti til nogle af landets mest udsultede koncertgængere. Det utraditionelle match mellem et populært rockband og et autoværksted kom i stand, fordi Husby var et af 8 steder i Danmark, hvor der gennem det sidste år indenfor en radius af 20 km ikke havde været en koncert eller musikarrangement.
Vi danskere er vilde med at gå til livekoncerter, og generelt er mulighederne for at opleve vores favoritkunstnere på scenen mange. Alligevel kunne teamet omkring initiativet Tak Rock, som Royal Beer står bag, allerede ved sommerens start se, at der var nogle få steder i landet, der ikke ville komme til at lægge scene til en rockkoncert, og som ikke havde gjort det i et helt år. Steder, hvor beboerne ikke havde hørt brølet fra en elektrisk guitar, ikke havde følt stortrommens puls eller mærket bassens dybe frekvenser. Teamet greb udfordringen og besluttede at lukke disse ”sorte” pletter på det musikalske landkort.
Utraditionelle koncertsale og verdens hurtigste Danmarksturné Som en del af Tak Rock-initiativet begav Carpark North sig derfor ud på verdenshistoriens hurtigste Danmarksturné og spillede de otte livekoncerter rundt i landet på kun 24 timer.
Da der i sagens natur er småt med etablerede spillesteder på de 8 lokaliteter, var det nødvendigt at tænke kreativt, når det gjaldt de fysiske rammer for arrangementerne. Derfor kom koncerterne eksempelvis til at foregå i en kalkmine, en lade, på en maskinstation og, som nævnt, på et autoværksted.
”Vi havde en travl dag” fortæller Lau Højen, som er forsanger i Carpark North, og fortsætter: ”Men det var en super fed udfordring at komme rundt i landet og give folk en anderledes koncertoplevelse.”
Mikael Salskov, der er indehaver af Husby Auto, var også godt tilfreds med at lægge lokaler til arrangementet.
”Det var spændende at huse en rockkoncert, og det gav os mulighed for at vise en helt anden side af vores virksomhed. Jeg tror, at det giver goodwill i lokalområdet, og vi er bestemt klar til at prøve noget lignende igen, hvis lejligheden byder sig.”
Carpark North
Carpark North blev dannet i 1999 af Lau Højen (vokal, guitar), Søren Balsner (bas, synths) og Morten Thorhauge (trommer). Bandet fik hurtigt publikumssucces, anmelderroser og en regn af priser for deres musik, der blander kontant rock med virkemidler fra den elektroniske musikscene. Det var det første danske band, der virkelig fik et gennembrud indenfor den genre.
Om Tak Rock
Tak Rock er et initiativ, der i 2010 blev skabt af Royal Beer som en tak til dansk rockmusik. Hvert år indgår Tak Rock et samarbejde med et ambassadørband, og i år er det Carpark North. Blandt tidligere ambassadører er Dizzy Mizz Lizzy, D-A-D, Kashmir, Sort Sol, Veto og The Floor is Made of Lava.
