som ham der ligger derude i brændebunken. Det var Kalle eller Karl Bovin der blev hentydet til. Han drak vel rigeligt i forhold til normale standarter og var faldet i søvn nogle gange ude bagved. Det var ikke noget for drengen at gå den vej, syntes de. Kunstnere drak og havde ingen penge. Det duede ikke for deres plejebarn, så den udvikling støttede de ikke og lukkede af for de drengedrømme. I hver fald for en tid. Drømme kan lukkes ned, men ikke et tegnetalent. Det næredes i øvrigt af Kalle som engang købte en tegning af drengen. Og drengen husker: Når en kendt maler kan købe af ham, så måtte der være noget at komme efter. I hvert fald kom han efter Kalles datter senere og blev kæreste med hende for en tid. Han mødte Valdemar og hans kone Emma som tiårig, hvor han var dreng i nabolaget. Det var et fint par. Men også et forfulgt par, de blev overfaldet og folk smed sten ind mod deres hus og ruder. De var kommunister og skulle kanøfles pga. Ungarnskrisen. Det blev for meget for de lokale folk, som lavede en art vagtværn til beskyttelse af parret. Hos dem kom drengen og fik af Valdemar forklaring og historien fra begyndelsen, set med en kommunists øjne. Det gjorde indtryk på drengen og satte mod i ham til at forstå også sin egen situation. Så i protest mod plejeforældrenes holdning til kunst tog drengen beslutning som 16½ årig og tog væk fra Starreklinte. Han tog til Hundested og ville ud at fiske. Han kom med på en kutter, der fangede jomfruhummer om natten. Men det var for meget for ham med det natarbejde. Så han tog ud at fiske, kom til Frederikshavn og derfra ud at sejle og fiske bl.a. i Hvide Sande. Den unge mand blev marinesoldat. Uniformen gav en smule kontakt med moderen, hendes søn så flot ud i uniform, syntes hun. I den periode malede han billeder fra havnemiljøer og billardbilleder. De steder han kom som sømand. Han sejlede igen og malede når han havde fri. Men det var en svær kombination. Når de sejlede ud blev skibet fyldt med is og så blev man ude og fiskede til der ikke var mere is. Det var lange ture og man led afsavn. Og blev fanden i voldsk når man kom i land. Der var ydergrænser der skulle afprøves og blev det. Det gik udover andet og fokuseringen svigtede. Han havde fået anpart i et skib, men kunne ikke klare at være sammen med fiskerne mere, der var blevet til Glistrupfolk i 1973. Han selv havde fundet vej til kommunismen. Han solgte sin anpart til skibet og brugte pengene til at male.
Fra havet til bjergene Han havde mødt Bovins datter og flyttede ind i Karl Bovins hus i bjergene. Men i 1979 var der opbrud: Karl Bovins kone, Birte, lå for døden og datteren passede hende til det sidste. Bagefter rejste hun med en anden og Kalle sagde til Jørgen: "Så skal jeg på plejehjem." Men han fandt et andet arrangement og eks kæresten blev opfordret til at flytte ind. Det gav nye muligheder. Den unge mand fik et sted at bo og male og en kollega, endda en polyhistor af slagsen. Og den gamle maler fik en plejer og hjælper. Kalle var halvblindet af grå stær, så der blev læst op for ham, så han kunne følge med, han blev plejet, fik klippet hår og negle og kom i bad en gang om ugen. Og venner og familie var glade for arrangementet og Kalle fik nogle gode år. Og han havde altid sin "kammertjener" med på udflugter. I slutningen af halvfjerdserne havde den unge mand malet i 5 år og så kom han ind på de censurerede udstillinger. Han debuterede i 1974 på Huset i Asnæs. Men rigtig gang kom der i firserne hvor han udstillede på Kunstnernes Påskeudstilling og Efterårsudstilling og derfra videre og udstillingsverdenen lukker sig op for ham. I 1985 blev Jørgen medlem af kunstnergruppen Huset i Asnæs. Han havde fået et navn i kunstnerkredse: Jørgen Albrechtsen.
29