Page 1

AURORA TIDSSKRIFT for KUNST

AURORA TIDSSKRIFT

2011 Aurora # 2

Aurora Tidsskrift # 2 v/ Tommy Flugt 5126 5643 tommyflugt@gmail.com

Det Hvide Hus i Asnæs er Odsherreds Kunstmuseums imponerende bygning udvendig. Det er resultatet af en levende malerkultur i slutningen af attenhundrede og specielt omkring 1930erne hvor en fast klike af Odsherredsmalere opstod anført af Karl Bovin. De malede deres egn og befolkning og Odsherred kom på landkortet som en levende kunstnerkoloni. De vedkendte sig naturen som motiv og lagde nyt land til landskabsmaleriet. De grundlagde Corner udstillingsgruppen. Kredsen af malere voksede og en del af deres værker blev stammen i museet. Det var kunstnere fra Huset i Asnæs som pressede på og fik kunstmuseet op at stå i 1984. Stedet startede med 33 billeder som grundlaget for museet. En særlig stilling blandt Odsherredsmalerne indtager Sigurd Swane som flyttede ind i Malergården ved Plejerup i 1935 med sin familie. I 2004 blev Malergården af familien overdraget til Odsherreds Kunstmuseum. Med oprettelsen af Vallekilde Højskole i 1865 med Ernst Trier som leder blev Trier-familien introduceret i Odsherred og har siden sat deres særlige præg på egnen via højskolen, men også via kunsten. Huset i Asnæs er den levende selvejende institution som blev stiftet i 1973 af en kreds af kunstnere i daværende Dragsholm kommune. De trives i bedste velgående i dag med månedlige udstillinger af høj kvalitet. De består af 33 forskellige kunstnere som udstiller billedkunst og kunsthåndværk og er med til at udbygge kunst- og kulturlivet i Odsherreds samfund. Kunstruten i Pinsen fortæller sin brede og varierede historie om Odsherreds rige kunstnersamfund.


Indholdsfortegnelse for Aurora Tidsskrift # 2 - 2011 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34

Forside/ forord Indholdsfortegnelse Det maleriske landskab Odsherred Lyset, havet og bakkerne Fotos: Karl Bovin og Viggo Rørup Billeder: Hjemme hos Rørup og Krause Karl Bovin Maleri af Karl Bovin Akvarel af Karl Bovin Malergården Den sære familie, Swanerne Udsigt fra atelier, foto Den blå stue og Rørdam historien Samtale med fortiden Billeder af Sigurd & Henrik Swane og V. Rørdam Huset i Asnæs Ferniseringsgæster og John Rud Ole Finding Et forskelligartet kunstnerisk landskab Husets kunstnere Dag Aronson: Æbler + 1 Husets udstillinger i 2011 Ditte Geisler: Nærhed, nærvær, tryghed og farver Virkeligheden bag virkeligheden/ Mystikken i … Arne Haugen Sørensen og Hans Helge Nielsen Poul Erik Nielsen, HHN, Birgit Krogh: Tupilakker Jørgen Albrechtsen i sit atelier Fra havet til bjergene Huset ved åsen - JAs portræt af Karl Bovin Jørgen Albrechtsens maleri Odsherred Odsherreds Kunstdage/ Kunstdage i Pinsen 2011 Plakat Vejrhøj Odsherred

Aurora Tidsskrift # 2 2011 v/ Tommy Flugt 5126 5643 tommyflugt@gmail.com

2


DET MALERISKE LANDSKAB Høve Strand er en voldsom smuk udsigt i al slags vejr oppe fra højdedrag og udsigten har betaget mange, ikke mindst malerne der slog sig ned i Odsherred. Det er landskabet og lyset, der har betydet noget for kunstnerne, og så naturligvis de rimelige huslejer der var i 1930erne. Hvis man var et par kunstnere sammen kunne man få tag over hovedet og atelier ude omkring. Man malede ude i naturen den gang. I alt slags vejr. Odsherreds Kunstmuseum består af to afdelinger i dag. Det Hvide Hus i Asnæs og Malergården i Plejerup som var Swanernes hus fra 1935. Det Hvide Hus er fra 1917 og var herskabsbolig for direktøren for Asnæs Maskinfabrik. Det overgik senere til kommunalt eje og i 1940 blev der opført en tilstødende plejehjemsafdeling tegnet af arkitekt Marius Petersen (1888-1965) som var involveret i Bedre Byggeskik-bevægelsen. I 1991 blev stedet stillet til rådighed for Odsherreds Kunstmuseum af kommunen. Selve samlingen til museet er påbegyndt tidligere af kunstnerne fra Huset i Asnæs. Specielt Birthe og Karl Bovin var aktive. Senere dannede Huset en forening som arbejdede for at etablere en samling og et museum med kunst fra Odsherred. De afsatte en procentdel af omsætningen i Huset og i 1994 kunne foreningen overdrage samlingen til den nye selvejende institution Odsherreds Kunstmuseum. Foran venter så yderligere forbedringer og udvidelse fra 1200 kvadratmeter til yderligere 2000 og evt. sammenlægning med Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø. Siden 2007 har hele Det Hvide Hus været museum for Odsherredsmalerne, der nu også kan vise perspektiver til Vallekilde Højskole og til familien Trier. Alt sammen vil være til stor gavn for det smukke, men økonomiske noget fattige Odsherred. Museet rummer et fremtidsforslag fra den internationalt anerkendte kunstner fra egnen: Olafur Eliasson: Det heliotropiske rum. Det kunne være interessant hvis det blev gennemført i landskabet omkring Dragsholm Slot. Det ville være endnu en brik i det kunstneriske landskab i Odsherred. 3


Fuglekirsebærtræ i hvid aprilblomst. Træet er mit hemmelige besøgs træ og det står i en plantage midt i Lammefjorden og var ikke til at stå for. Foto: TF

ODSHERRED Det er gammelt land og beboet af fiskere og jægere ved Ordrup Næs fra år 8.000 helt frem til bronzealderens begyndelse for 3.500 år siden. Jættestuerne ved Stenstrup viser andre folk der i Troldhøjen har begravet deres døde. Det er en af Danmarks største og et værdifuldt fortidsminde for Odsherred. I en mose fandt man i 1941 Stenstrupmanden som menes at være et menneskeoffer. Han kan beses på Stenstrup Museum. Fundet af Solvognen i Trundholm mose i 1902 var en sensation og et nationalklenodie og den er blevet et stærkt brand for Odsherred. En hest der trækker en sol på en vogn. Solen er belagt med guld. Fra ca. 1350 f.v.t. Solens betydning for egnen er oplagt en af grundene til de mange malere her og til de mange turister.

John Rud har en ironisk billedkommentar i Huset i Asnæs til Solvognen.

4


Det er ubeskriveligt smukt landskab hine steder i Odsherred. Omkranset af Sejerøbugten, Kattegat, Isefjord og Lammefjord og indtil afvandingen af Lammefjorden i 1873 var Odsherred nærmest en ø. Det var maleren Vilhelm Kyhn (1819-1903) som opdagede den vilde og uberørte natur ved Rørvig. Guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848) malede i 1836 landskabet ved Bjergesø over mod Vejrhøj og herregården Dragsholm. Senere kom Theodor Philipsen (1840-1920) til og forevigede Landevejen ved Fårevejle i år 1900. De er foregangskunstnerne til Odsherredsmalerne som er betegnelsen for en 10 kunstnere med Karl Bovin (1907-1985) og Karl Ejstrup (1902-1956) i spidsen. De bosætter sig sammen med andre unge malere som de kendte i forvejen og genoptager landskabsmaleriet i årene efter 1930. De bosatte sig i nærheden af hinanden i Veddinge bakker ved Vejrhøjbuen mellem Sejerøbugten og den udtørrede Lammefjord. De nød hinandens selskab og var med til at stifte Cornergruppen i 1932. De fleste havde mødt hinanden på Kunstakademiet i København og tog ophold i halve og hele år i Odsherred. Det kunne lade sig gøre fordi det ikke var svært at leje sig ind i områdets ledige landarbejderhuse og husmandsbrug. Hos egnens købmænd, slagtere og bagere kunne man se en voksende interesse for kunst de følgende år. Kunst for varer var løsenet.

LYSET, HAVET & BAKKERNE Og naturalieøkonomien medførte at det bakkede landskab blev hjemsted for kunstnere af enhver art i trediverne og langt mere end uforpligtende sommerophold. For nogle blev det et varigt forhold i en lang årrække. Odsherredsmalerne slog hurtigt rod. Blandt andet Viggo Rørup (1903-1971). I 1927 flyttede han ind i hus i Kårup Bakker. Han blev senere gift med Ellen Krause (1905-1990). Familien ejer stadig stedet. Sammen med Karl Bovin var Rørup de eneste med fast bopæl i Odsherred. Karl Bovins hus er overtaget af maleren Jørgen Albrechtsen og føres videre som malerhus. I sin tid købte en kreds af venner og gode støtter huset til Karl Bovin. Han forpligtede sig til gengæld til at aflevere malerier til vennekredsen årligt. I 1938 sad han gældfrit i sit hus, som senere blev ombygget og udvidet.

5


Karl Bovin

Viggo Rørups hus og stue nær Karl Bovins. Et nedlagt husmandsbrug hvor stalden var bygget om til kombineret stue og atelier efter 1950.

Det var Viggo Rørup der først bosatte sig i området. Det skete i 1927 hvor han flyttede ind i hus i Kårup Bakker. I 1937 blev han gift med Ellen Krause (1905-1990). Hun var også maler. I 1950 købte de ovenstående nedlagte husmandssted og byggede det om til stue og atelier. De boede nu i nærheden af Karl Bovin som var flyttet ind på toppen af Vejrhøjbuen i en nedlagt købmandsbutik.

Karl Bovins hus på Åsen i Odsherred

6


Portræt af hustruen Ellen Krause ca. 1930 af Viggo Rørup & Rødvinsselskabet 1967 eller "Hjemme hos Rørup og Krause" af Viggo Rørup. Fra venstre er det Fanny Nielsen, gift med maleren Poul S. Nielsen, yderst til højre maleren Holmer Trier, Åse Trier og Ellen Krause

Kaj Ejstrup som var Bovins gode malerkammerat flyttede ind i et husmandsbrug i Skamlebæk i en af områdets mest markante bakker og boede her hele året rundt til 1944. Han opholdt sig så fremover i Odsherred om sommeren. Et tilfældigt møde hos købmanden i Ordrup havde bragt kontakt mellem Bovin, Ejstrup og Rørup. Ernst Syberg og hans svoger maleren Harald Giersing havde været på besøg i Odsherred i maj 1925 og Syberg skriver senere om sin oplevelse af landskabet ved det første møde: "Jeg ser endnu landskabet for mig med Vejrhøj set fra Strandvejen. Dækket af Majgrønne Marker og nyudsprungen Skov med tunge våde Regnskyer kurende lavt over ryggen - en forunderlig Blanding af Kraft og Ynde". Ti år senere flytter han sammen med Alfred Simonsen til Odsherred, da denne var blevet syg. Syberg erindrer et andet ophold: "Det var højt vejr med en enkelt frostgrad, så landskabet ned over "Dalen" med Sejrøbugten lyste helt usandsynligt og bakkerne lå i deres vinternøgenhed med skønne blottede former. Nu er landskabet i sig selv ret ualmindeligt, og den pludselighed hvormed det dukkede frem, når man kom kørende i bil virkede helt chokerende". En sådan oplevelse medførte beslutning og han blev der for at male mens Simonsen var syg. Det blev til seks gode år. Om vinteren var de på Akademiet i København og om sommeren på landet hvor de malede og diskuterede deres billeder med malerkollegaerne, mens arbejdet stod på. Det har medvirket til at "Malerkolonien" opstod. Når de besøgte hinanden kunne besøgene godt strække sig over flere døgn. Underholdning sørgede de selv for. Der var interesse for musik og Bovin spillede fløjte og klarinet. Og valdhorn havde de også. Instrumenterne var lette at transportere når de besøgte hinanden. Til kolonien hørte også i en periode Victor Brockdorff og hans kone Alice. Også Poul Christensen lejede hus i Ordrup i 1935 og Ole Kielberg boede i perioder hos Bovin og hans første kone Amy som også var uddannet på Akademiet. Søren Hjorth Nielsen var med i kredsen og stiftelsen af Corner. I 1929 får en rejse afgørende betydning for bl.a. Bovins politiske holdning, især turen gennem Tyskland. "Den var jo rygende gal dernede - kleineburgerpøblen stak sit lortebrune fjæs frem. Men det mest uhyggelige var at så få indså, hvor dødens farligt det var. Selv indså jeg at det nu var ens borgerpligt at slutte sig sammen med kommunisterne". Malerne omkring bjergene i husmandshusene var en flok oprørere og kommunister alle sammen stort set. De talte og snakkede om det politiske som man nu gjorde i perioden blandt venstreintellektuelle. I landet syd for Danmark var nazificeringen af Tyskland i gang. Hitlers magtovertagelse skete i 1933 og venstrefløjen var godt orienteret om udviklingen i nabolandet og man var i opposition. 7


KARL BOVIN (1907-1985) Det er nødvendigt med et selvstændigt afsnit om Karl Bovin. Dels var han en stor maler, dels en stor og samlende personlighed blandt malerne i Odsherred og den nødvendige forudsætning for at tale om en Odsherredskoloni, men samtidig er han også en mytologisk figur på egnen. Hans livsstil har givet mange skår i lokales kunstneropfattelse og familien bærer på ubearbejdet vrede. Alt sammen har betydet at han ikke har fået den plads i eftertidens kunstopfattelse lokalt som han fortjener. Til gengæld har hans fødeegn Frederikshavn forstået deres besøgelsestid og betydningen af hans værker. Frederikshavns Kunstmuseum har landets største samling af Karl Bovin malerier og tegninger. Omkring hundrede og tyve værker er i deres store og vigtige samling i dag. Odsherreds Kunstmuseums samling er næsten ikke værd at nævne i sammenligning. De har lidt, men ikke særligt betydningsfuldt. Ikke engang en bog om ham er det blevet til, dertil holder familien for meget fast i hans breve til at man kan bearbejde dem og skrive om Bovin. Hvilket blot betyder at alle mulige rygter og skøre historier om maleren florerer. Der findes en bog skrevet af Henning Jørgensen: Bovins Bahrain. Det er en fremragende bog om Bovins tid først og fremmest sammen med Professor Glob i Bahrain ekspeditionen i 1950erne, hvor Karl Bovin var tilknyttet som maler, tegner og registrator. Det var hans sidste storhedstid som maler. Her nåede han det ypperste. Ikke ret meget af dette er kendt og det findes ikke i Frederikshavn. Men tilbage til starten i Frederikshavn. Han er født der i 1907. Moderen var en sikker, tænksom, levende og udadvendt person. Faderen var stenhuggermester, stærk og medlevende. De fik 5 børn sammen, 3 drenge og 2 piger. Karl var den ældste og hans yngre broder Sven Bovin blev billedhugger. I moderens sykasse fandt Karl 3 stumper farvekridt: rød, gul, grøn. Og så var han i gang. Han vidste tidligt at han ville være maler. I 1928 begyndte han på Kunstakademiet og fulgte Sigurd Wandels og Aksel Jørgensens undervisning til 1931. Rejse i 1929 til Spanien sammen med kammeraten Alfred Simonsen. I begyndelsen af trediverne slog han sig ned i Odsherred sammen med andre malerkammerater. De stiftede sammen Corner, som lever den dag i dag. Bovin var bekendt med surrealismen som en mærkelig drømmeverden, men han fandt abstrakte elementer i alle billeder. Han fandt at det var vigtigt for ham at fastholde det sansede og at gå udenom det spekulative. Han fandt at de traditionelle frembringelser ikke var tankefostre, men kunst med dybt greb i virkeligheden. Og på gode dage kunne der lægges nyt lag til traditionerne, sagde han. Linjen i dansk malerkunst er et net af krydsende linjer, hvoraf ingen kan undværes, mente han. I tredivernes begyndelse opholdt Bovin sig hos fynbomalerne, især Johannes Larsen og Fritz Syberg. Det er vigtigt at erindre denne forbindelse til fynbomalerne. Der har været en levende kontakt imellem de to malerkolonier. Sammen med bofællen "pulterkammeraten" Kaj Ejstrup og senere Alfred Simonsen, Viktor Brockdorff, Viggo Rørup og Ellen Krause bosatte Bovin sig så at sige midt i motiverne i bakkerne i Odsherred. Bovin, Ejstrup og Erik Raadal malede i begyndelsen af 30erne Odsherreds bølgende landskab fra et fast koloristisk skema med brune og grønne bakker samt en kølig "køkken blå" himmel. Andre malerkammerater der aflagde besøg var: Søren Hjorth Nielsen, Poul Christensen, Lauritz Hartz, Niels Grønbech, Hans Scherfig og Ole Kielberg. Bovin fik en stor opgave til Frederikshavns Bibliotek og her malede han i 1939-41 et bestillingsarbejde til læsesalen. Det blev til 7 hovedværker som nu tilhører Frederikshavns Kunstmuseum og blev begyndelsen til den store Bovin samling der: Malerier, tegninger, akvareller og raderinger og en enkelt litografi er den største samling i landet. Omkring 120 numre. Broderen Sven Bovin fortalte om oplevelse på deres malerture at fokuseringen var billedets brændstof. Han (Karl) var væk i farven og gået i et med formen. Han søgte det ægte, det jordnære. Sansning, fribåren lyst, naturindlevelse og oplevelse i sit maleri. Han kunne hente himlen ned på lærredet og vinteren ind i billedet. Bakkerne, havet, lyset og farverne. Hæderlige og hjertegribende billeder til den jævne mand. Og senere kunne han i enkle akvareller fange lyset i et enkelt pennestrøg. Fuldstændig suverænt. Og da perlemorspaletten dukkede op i Bahrain var han på højden af sin malerkarriere. 8


Karls Bovin: Olie på lærred, 67x89 cm, uden årstal (Frederikshavn Kunstmuseum FKX 6717)

I "Flittige øjne" (1978) skriver digteren Eske K. Mathiesen: "Bovin var en af dem, der har elsket virkeligheden så højt, at han har studeret den". I 50erne var Bovin kørt træt i det hjemlige og Globs invitation til at deltage i ekspeditionen modtages med kyshånd. Om Bahrain opholdet "Odsherreds beduin": "Den fordrevne Adam, der har syndet sig ind i paradis have og maler i hast hvad han så." Malerisk, poetisk fastholdt han sandheden om verden på lærredet og papiret. Han udforskede væren og væsen, kunst og erkendelse blev til et, blev til drift. Bahrain blev en fornyelses kilde for Bovin og arbejdet bekræftede maleren i en ny impressionistisk præget malemåde hvorigennem han kunne nå transparens og stoffylde i maleriet. Lyset, livet og kammeratskabet på Bahrain befordrede en genvunden livsappetit. Han var kørt træt i det hjemlige Odsherred. I Bahrain sker genesen, genfødslen. Her tilegner han sig den beundrede Monets impressionisme. Han udvikler sin perlemorspalet: manganblå, neapelgul og marsviolet. I Bovins Bahrain af Henning Jørgensen kommer vi dybt ind i Bovins liv og død og gådefulde virkelighed, men først og fremmest fortælles der, at kunsten er subjektive, skrøbelige bud på virkelighedens gåde og dens mulige løsning gennem kunsten. De sidste billeder Bovin malede var i november 1971, hvor han aldersmæssigt var midt i tresserne. Andre kræfter havde stærkt tag i ham så han nedlagde klogelig penslerne. Anerkendelsen var på vej: I 1957 fik han Eckersberg Medaillen og i 1973 modtog han Thorvaldsen Medaillen. De blev jo anerkendte Odsherredsmalerne. Udover Karl Bovin fik Lauritz Hartz, Kaj Ejstrup, Ole Kielberg og Johannes Carstensen Eckersberg Medaillen. Ole Kielberg fik også Thorvaldsen Medaillen. Eckersberg Medaillen er en udmærkelse, der hvert år uddeles af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Thorvaldsen Medaillen er en hædersbevisning, den højeste udmærkelse Akademiet kan tildele en billedkunstner. 9


Cornermalerne stod ikke i samtiden som bevarende af en tradition, men som en fornyende. En ren naturopfattelse. De ønskede som naturalister at skildre virkeligheden, ikke at male følelser ind i den. I en periode sluttede de sig sammen med københavnerne i Høstudstillingen, så var de flere om at dele udgifter til bl.a. Den Fries bygning på Østerbro, hvor de udstillede sammen. Odsherredsmalerne og Københavnerne var forenet af naturiagttagelsen og maleriets problemer. Efterhånden mødtes alle kunstens standpunkter, også det abstrakte maleri kom til. Udstillingen var levende og havde stor spændvidde, skriver Gitte Valentiner i Odsherredsmalerne en kunstnerkoloni. Men sammenslutningen gik i opløsning i 1942 og Odsherredsmalerne fortsatte i Corner. De ville have et nyt publikum i tale i en nyrealisme. Karl Bovin siger i et interview i Politiken 5.01.57: "Målet er nået. Jeg har altid gerne ville skabe hæderlige billeder for den jævne mand. For 25 aar siden kunne han ikke forstaa vores billeder, i dag gaar det udmærket." I Dansk Kunst skriver Hans Edvard Nørregård-Nielsen med udgangspunkt i Karl Bovins maleri fra 1931: "I Landskab fra Odsherred, 1931, [Statens Museum for Kunst], ligger en gård i læ mellem tunge bakker. Påvirkningen fra Ejnar Nielsen kan mærkes i de store linjers tungt musikalske forløb, men Karl Bovin var ikke ude efter symboler. Det er en klump huse, der går veje frem til dem, og røgen viser, at beboerne har det lunt indendøre. Udenfor råder vinterens tunghed, når den ikke formildes af sne og gad vide, om der er nogen anden dansk kunstner, der så bevidst og intenst som Karl Bovin har skildret det danske vejr fra måned til måned? Det er april i et maleri, hvor han lader vasketøjet smelde i den friske vind og under det første blændende forårslys. Bovin arbejdede sig fra mørket op i lyset, fra det tunge mod det lette, men altid afhængig af det sete. Den energiske penselskrift følger blæstens retning og svøber landskabet i vind og vejr, men Bovin kunne også spille på andre strenge. Fra 1956 fulgte han det arkæologiske udgravningsarbejde i Bahrain og malede under helt andet lys. Der er den grønne persiske havbugt, det lunkne vand genspejler himlen og reflekterer sandbunden, en krusning går over det, og alt sammen er med, uden det i egentlig forstand lader sig udpege som detaljer." På ganske få linjer har han præciseret og sammenfattet Karl Bovin.

Akvarel af Karl Bovin: Bahrain [privateje]

10


MALERGÅRDEN

2010 Det er oplagt for enhver, der har besøgt Malergården specielt om efteråret, at den trænger til en kærlig hånd og en donation på ganske betragtelige millioner til en istandsættelse. Nu begynder en ny tid for stedet som fuldtime Kunstmuseum som del af Odsherreds Kunstmuseum. Det kunne blive en publikumsmagnet. Men besøgstallet er dalet de seneste år. Selvom det er en stor gevinst for museet at have fået Swanernes Malergård ind under sig mangler meget endnu. Det kan gå hen og blive et ganske betragteligt udflugtsmål for kunstinteresserede og et stærkt brand for Odsherreds Kommune. Blot man forstår at spille sine kort rigtigt og hurtigt uden for meget vaklen i gennemførslen af en nødvendig renovering. Planerne skulle ligge der og ansøgning til fonde er klar ifølge tidligere bestyrelsesmedlem, maleren Jørgen Albrechtsen. Vi kan altså få en ganske betydelig kunstattraktion i Plejerup, hvis man tør udvikle stedet og få et moderne museum frem af forfaldet. Det har stedet fortjent og Swanefamilien ligeledes. Den lokale mæcen Poul Johansen har skudt penge ind til en tilstandsrapport. I Årsberetningen for 2010 står: Både på Odsherreds Kunstmuseum og på Malergården opleves billedkunsten i det miljø, det er blevet til i, og der er oplagte muligheder for at skabe en syntese mellem kunsten, kunstnerne, kulturmiljøet, de har virket i, og naturen, som de er blevet inspireret af. Disse muligheder er der blevet sat yderligere fokus på i forbindelse med de aktuelle planer om at etablere Danmarks første Geopark netop i Odsherred med Vejrhøjbuen, der strækker sig fra Sejerøbugten og Vejrhøj og godt ti kilometer ind i landet netop i området hvor Odsherredsmalerne skabte deres værker. 11


I billedet ses et af de sidste fotos af Henrik Swane i det hjem, der havde været hans skæbne i en menneskealder: Malergården i Plejerup.

Den sære familie, Swanerne Sigurds Swane (1879-1973) var en af de betydeligste kunstnere i begyndelsen af 1900-tallet. Han var elev på Kunstakademiet i København fra 1899, men fik ikke så meget udbytte af det bortset fra et venskab med skolekammeraten Harald Giersing (1881-1927). Det var ham der lokkede Sigurd Swane over til De frie Studieskoler, hvor man havde maleren Kristian Zahrtmann som lærer og inspirator. Han havde også været lærer for fynbomalerne: Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen. Giersing og Sigurd Swanes værker vakte opmærksomhed i Kerteminde og de blev inviteret derover og Fåborg Museum, der var undervejs, erhvervede malerier af dem begge. Derudover giftede de sig ind i fynbokredsen. Sigurd Swane blev i 1910 gift med Johannes Larsens søster Christine (1876-1960). Hun var også maler og en god en af slagsen. De fik Lars i 1913 og han blev også maler. Sigurd Swane og Christine Swane boede i nogle år i Kerteminde, indtil ægteskabet blev opløst i 1920. Harald Giersing giftede sig i 1917 med Anna og Fritz Sybergs datter Besse. Han var kritisk overfor fynbomalernes malestil, men solidarisk med dem og mente at de trods alt havde medvirket til at vække et dybere forhold til "naturen". Giersing var, sit korte liv til trods, en betydelig personlighed og hovedpersonen i det moderne gennembrud i malerkunsten i Danmark. "Naturen er intet, billedet af denne alt", skrev han. Aforismen skal ikke misforstås, han mente at det virkelige billede er umuligt at gengive. Naturen er allerede et billede og kunstneren må overbevise beskueren om en ny virkelighed i sit billede. Det er bevægelsen i linjen, rummet og farvefordelingen i billedet, der er afgørende. Ikke ligheden.

12


Den franske maler Matisse var forbilledet. Kendskabet til ham skete gennem nordiske kunstnere, der havde studeret i Paris og gennem beretninger fra de danske kunstnere, som rejste til Frankrig for at møde kunstneren selv. I 1908 blev Matisses manifest: "En malers optegnelser" ["Notes d'un Peintre"] oversat og udgivet i tidsskriftet Klingen. Både Christine Swane og Harald Giersing blev stærkt inspireret af Matisse som andre af samtidens kunstnere, men de kopierede ikke. Giersing og Swane rejste sammen i 1907 til Paris og stiftede på nærmeste hold bekendtskab med impressionisterne og fauvisterne. I 1915 grundlagde de Grønningen sammen med Peter Rostrup Bøyesen og fynboen Kai Nielsen.

Herefter udfolder Sigurd Swane sit store skaberværk. Han møder Agnete (1893-1994) og stifter sin familie i 1921. Fra da af er det dekorative blomsterbilleder, landskabsmalerier og portrætter der optager ham. Han arbejdede med mytologiske billeder med biblen som motiv, blandt andet optager Jakobs Drøm ham som tema. Det tvivlende menneske i en urolig tid. Ved siden af digter han og udgiver seks digtsamlinger plus han oversætter Charles Baudelaires Syndens blomster til dansk. Han bliver en holden mand og en velbetalt maler. I 1934 flytter han og familien fra Hellerup, København til Odsherred, hvor de har fundet en gård de køber og bygger om til Malergården. Den ligger i Plejerup i det sydøstlige hjørne af Odsherred ud til Lammefjorden og overfor Tuse Næs. En lang, smal markvej fører ned til gården som ligger idyllisk i landskabet med masser af motivmuligheder. Haven anlægges og bonderoserne og buksbomhækkene plantes og idyllen nærmer sig paradisiske tilstande. Freden og roen kan sænke sig over den lille kunstnerfamilie og Sigurd Swane få arbejdsro. Agnete tager sig af driften og familiens børn: Hanne, Gerda og Henrik. De bliver hjemmeundervist og flytter aldrig hjemmefra. Alle beskæftiger sig med maleriet og Henrik i særdeleshed med fotografiet. Som den sidste Swane dør han i 2011. Ingen af børnene gifter sig. Sigurd Swane modtog både Eckersbergs medaljen i 1919 og Thorvaldsens medaljen i 1940. De højeste udmærkelser fra Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Så alt tegnede sig lyst for den berømte kunstner i midten af 1930erne i idyllen i Plejerup. Men det er besværligt og umuligt at holde verden ude. Udenom dem var arbejdsløsheden stor. I bakkerne i Odsherred var stemningen blandt kunstnerne rød og kommunistisk. I Plejerup lettere kulturradikal grænsende til det konservative. Man holdt Politiken, var berømt og det sætter sine ensomhedsspor. I Karl Bovins kunstnerbande havde man snuset til nazismen på en rejse i Tyskland og 13


var blevet forarget og havde taget afstand. I Plejerup herskede roen til slangen kom ind i Paradiset i form af en anden berømthed. I starten gik det fint. To berømtheder kan godt være i stue sammen. I Hvert fald en tid. Det var den berømte digter og Højskolesangbogs kendte forfatter Valdemar Rørdam (1872-1946) der meldte sin ankomst. Hans lyriske produktion og hans berømthed som Swanes ditto var vel det der gjorde det muligt at mødes i Plejerup og så slægtskabet. Derudover ville stedet have godt af en onkel og huslærer, så "onkel Valdemar" flyttede ind. Han var gammel på det tidspunkt og Henrik Swane huskede ham som onkel. "Interessen for Rørdams digte og sange og hans indsats for bevarelsen af folket og fædrelandet tog ved den tyske besættelse til og hans sange blev flittigt sunget ved alsangsstævnerne sommeren og efteråret 1940. Naturligvis var forundringen, skuffelsen og harmen derfor stor i mange kredse, da han ved Tysklands angreb på Sovjetunionen juni 1941 i digtet ”Så kom den dag” (og senere i et mindedigt over von Schalburg) hyldede det tyske felttog samt opfordrede danskerne til at yde Tyskland og Finland støtte".(Citat Nomos). Men hans digt til Hitler var for meget for den pæne Swane familie. Den afstedkom stor vrede og diskussion, men man tog ham også i forsvar som en gammel mand, da vreden mod ham udenfor var på sit højeste. Han blev efter krigen ekskluderet af Dansk Forfatterforening på grund af hans national konservative og nazistiske sympatier og han blev senere smidt ud af Højskolesangbogen. En kunstnerisk deroute af dimensioner kun overgået af den store norske digter Knut Hamsun. Rørdam var endog indstillet til den litterære Nobelpris i slutningen af trediverne. Da Rørdam var blevet boligløs i 1939 fik han fast bolig hos familien Swane, hvor han også var på kost. Overetagens ene gavlparti i Malergården blev bygget om, så der blev en pæn stue samt et soveværelse. Swane og Rørdam satte stor pris på hinanden, og børnene opfattede den nye pensionær som onkel Valdemar, der blev betragtet som en del af familien. Rørdam var én af landets store digtere, i dag mest kendt for sangen Danmark i 1000 år, men med et stort digterisk forfatterskab bag sig blev han i 1930’erne opfattet som seriøs kandidat til Nobelprisen i litteratur. Alt det mistede han overnight. Og venskabet med Swane holdt hårdt. Odsherreds Kunstmuseums afdeling i Malergården har bevaret hans stue og soveværelse. I 2004 blev Malergården overdraget til Odsherreds Kunstmuseum af familien. Henrik Swane med den klausul at kunne blive boende til sin død. Man ombyggede stedet til Museum for små midler og i påsken 2005 åbnede stedet for publikum. De restaurerede stuer viser Malergården med inventar og malerier af Sigurd Swane (1879-1973), som det stort set har set ud fra 1930'erne og frem til i dag. I 2008 blev dele af overetagen tilgængelig – med gangarealer, tre værelser samt Valdemar Rørdams to stuer. Henrik Swane holdt lysbilledforedrag om stedet og familien lige til det sidste. I en video optaget i de seneste år fortæller han levende om Swane sagaen til kunstformidler Margrethe Gybel på Malergården. Odsherreds Kunstmuseum er et unikt kunstnerkoloni- og kunstnerhjems museum - det eneste på Sjælland og på landsplan det fjerde og yngste: efter Skagen, Kerteminde/ Fyn og Gudhjem/ Bornholm. Netop derfor er det vigtigt at få Malergården istandsat.

14


Skuespiller Vagn Simonsen og Henrik Swane, sensommeren 2010

Samtale med fortiden Teaterleder og skuespiller Vagn Simonsen fra Odsherreds Teater og museumsleder Jesper Sejdner Knudsen, kunstformidler, har optrådt med dialog, der viser portrætter og fortæller historien om familien Swane og Valdemar Rørdam. Samtale med fortiden hedder det minimalistiske talkshow, der varer en lille time og foregår i Atelieret på Malergården. De gange det blev opført i 2010 sad sønnen Henrik Swane og overværede spillet. Hvilket gav det en særlig intensitet. Der er ingen mulighed for rehabilitering af Rørdam, heller ikke Dansk Folkepartis forsøg via Ole Espersen gør indtryk. Han spiller kun partiets kort og er ikke kunsthistoriker, men i høj grad politiker fanget af sin egen nationalisme som Rørdam var det. Den voldsomme antikommunisme som kom til udtryk i Rørdams digt fra 1941, hvor Hitler angriber Sovjetunionen under kodeordet Barbarossa fik som sagt følger for ham selv, men også det personlige forhold mellem ham og værterne led skade af det. Rørdam dør på Malergården i 1946 og i 1950erne påbegyndte Agnete og Sigurd Swane de mange lange rejser til Spanien og Portugal. De rejste i en ombygget Bedford lastbil som Agnete havde ombygget til en husvogn kaldet Casambu, som nu står på museet i Egeskov på Fyn. I den rejste de ud indtil 1967. Krigen og Rørdam sagen havde taget på Swane, så de trængte til at komme ud for at søge ny inspiration og lægge balladen bag sig. De blev på Malergården til deres død. Henrik Swane var den sidste Swane på Malergården og han døde i foråret 2011. Det siger sig selv at der ikke var den store kontakt mellem Odsherredsmalerne og Malergården, men Bovin havde dog kontakt med Swane, der er paralleller imellem deres arbejder. De tog begge udgangspunkt i mødet med naturen og omsatte de sansede oplevelser til lærredet. De repræsenterer begge den naturalistiske og impressionistiske malerkunst fra 1920erne og fremefter. 15


Øverst atelier og Sigurd og Henrik Swane

Portrætter af Sigurd Swane og Valdemar Rørdam

16


HUSET i ASNÆS

Den selvejende institution HUSET har til formål gennem udstillinger af billedkunst og kunsthåndværk og andre kulturelle arrangementer at udbygge kunst- og kulturlivet i det danske samfund. Institutionen blev stiftet i januar 1973 af kredsen af kunstnere i Dragsholm kommune. Vi har altså at gøre med en flok levende kunstnere med eget hus og udstillingsfaciliteter midt i Asnæs by i Odsherred. Tæt på Odsherreds Kunstmuseum, som de har medvirket til stiftelsen af og som de selv har doneret midler og kunstværker til. Huset er en levende og betydelig kunstnerisk foretagsomhed, der rækker langt ud over Odsherreds grænser. Men betydelig har dets virke været for stedet og omegnen i de seneste mange år. Husets kunstnere er pt. 33 medlemmer, derudover er der årsgæster og Husets færøske gæsteudstillere. Stedet arrangerer 12 forskellige kvalitets udstillinger pr år. Det er en ganske betragtelig 17


aktivitet. Vennekredsen til Huset er ret beset stor, omkring 900 støtter stedet med et årskontingent, lidt kommunal støtte er der også, mens den lokale mæcen Poul Johansen har været yderst behjælpelig med donationer til husets forskønnelse i årenes løb. Ligesom han selv har erhvervet sig en stor kunstsamling gennem opkøb hos de lokale kunstnere. Hans samling er desværre ikke offentlig tilgængelig eller registreret via bogregistrant eller lignende. En større udstilling af hans indkøbte værker af de lokale kunstnere igennem tiden kunne være ganske interessant for lokalområdets identitets- og kunstforståelse. Og skulle nogle af værkerne falde ind under Odsherreds Kunstmuseums beskyttende og offentlige lokaler ville det være fint. Kunst skal ses, vises frem og ikke gemmes væk. Det er i mødet med værkerne, at der opstår noget vigtigt. Iagttagelse, spørgsmål, refleksion, hvorfor, reaktion, afklaring, oplevelse. At blive taget ved hånden. Kunsten er overordentlig vigtig i samfundslivet og i vort møde med den. Malerkunsten kan give os synet tilbage. Og farverne er nødvendige for vor livskvalitet. Bevar os, kunsten er ikke alt, men næsten.

Et aktivt ferniserings publikum kan ikke tage fejl. Det er der, både her og der og alle vegne, hvor der er kunstnerisk aktivitet er der et medlevende og aktivt publikum. Det skal have noget at se på og reagere over.

John Rud

18


Ole Findings store (100x120) maleri i Huset i Asnæs: Landskaber, der drages mod virkeligheden. Her sammenfatter han den filosofiske dialog om billede og virkelighed i en fornem syntese. Umuligheden i at gengive det virkelige billede som naturen er, udmøntes i kunstneren som beskuer og anviseren af flere stilmæssige muligheder mod en ny virkelighed. Et malerisk og filosofisk stort billede. Det er både udsprunget af Odsherredsmalernes tradition, men samtidig et moderne refleksivt maleri.[Udstillingen åben til 8.05.11] I romanen Universets Engle af Einar Már Gudmundsson er der et billede som har sat sig fast i mig. Det handler om en maler der står på en bakke og maler hele den udsigt, der åbner sig foran ham. Så kikker han hen på et barn, der står og ser ham arbejde og han siger til barnet: ”Se, nu har jeg taget landskabet og havet, himlen og fuglene… og sat det hele ind i dette her lille billede. Synes du ikke det er smart?” Og barnet kikker på landskabet og derefter på maleriet. Maleren har fuldkommen ret: Lærredet har suget det hele til sig. Lamslået af forundring kikker barnet på de to verdener, virkeligheden i virkeligheden og virkeligheden i billedet. Denne barnlige og dybe forundring skal man helst medbringe, når man tager på kunstbesøg. Fx til Fællesudstillingen af kunstnerne i Huset i Asnæs. Der bliver brug for den hvis man er interesseret i at få lidt hold på hvad Huset rummer. Og det er ikke så lidt de gode kunstnere disker op med på den årlige fællesudstilling, hvor de fleste er repræsenteret. Man får en fornemmelse af husets formåen og spændvidden. 19


Det er ganske imponerende. Det er altså disse kunstnere der driver et af Danmarks få selvejede og drevne gallerier. Og det har de gjort i snart 40 år. Det er ret fantastisk at tænke på. Man kan se dem folde sig smukt ud side om side. Malerier, skulpturer, væverier, litografi, gouacher, træsnit, keramik og plastik-, sten- og jernskulptur i gården på skift som modtagelse af gæsten. Her kan man møde et fantasifuldt legebarn Finn Lerkenfelds plastik installation. Det skærper ens sanseapparat allerede inden man er kommet indenfor. Smukt, enkelt og legende let. Legebarnet i en er vakt og man glædes over kunstnerens faglige dygtighed. Det er godt tænkt og udført. En almindelig dagligdags ting som en plastikske forvandles til formmæssig skønhed i slægt med levende dybhavsvæsener. Opløftet går man ind.

Finn Lerkenfeld

Egon Fischer

Et forskelligartet kunstnerisk landskab Indenfor åbner et kunstnerisk forskelligartet landskab sig. Egon Fischers fine gouacher er farverige, labyrintiske finurlige og en fin overgang til Hans Helge Nielsens malede syntetiske landskaber, blå træer og hans Træstamme - lys. Det gør indtryk. Modsætninger sat i spil. Lys og mørke og samtidig et humoristisk billedsprog. Denne humor fortsætter i Loui Michaels imaginære scenerier. Her er et slægtskab med surrealismen. Hans serie fantasivæsner er fængende og gør indtryk. Det gør Sommerfugledalen, Under vejr med mig selv af Annemette Lichtenberg også. De er helt anderledes i stil end de andre maleres, men blot et yngre udtryk. En lethed er der over hendes ting. En sødme som man suger til sig foran hendes aflange rektangulære formater. Længst nede møder man et stort billede. En hund der passer på det maleriske landskab. Der følger ikke hundesnor med, men en god portion munterhed. Hunden er stor, men med et lille hoved, godmodigheden selv. Kleiner Mynsterlænder kalder maleren Ole Finding den. Den kunne godt gøre sig på et museum eller en stor privatvæg. Et mindre billede To kvinder og solen er rigtig godt. Stramt og enkelt malet. En klassisk Finding. Ved siden af hænger vævninger af Margrethe Agger: Blodrøde bølger. Det er transformationer og flotte væverier. På hendes egen hjemmeside er flere flotte eksempler på hendes stil: Landskaber, tæpper med dyr, stenmotiver, bølgemotiver. I næste rum John Ruds granit skulpturer fisk og skarv og overfor Birgit Kroghs flisevæg. Hendes næsten lertavleagtige vægfliser har mytologiske og førsproglige indridsninger af et glemt, men alligevel velkendt skriftsprog. Man går på opdagelse ført af kunstnerens fortælleevner. Pludselig lyser Ole Bjørns akryl billeder op og hans store Rummets fortolkning har en sfærisk musikalitet og klarhed over sine abstraktioner. Her taler et helt andet kunstnerisk sprog fra tressernes tid lige ind i nutidens forvirring. Klarheden og enkeltheden i en ren æstetisk form klinger lige ved siden af i Bodil Manz smukke og enkle porcelæns kar. Hvis det er hvad der er tilbage efter den store 40 års hyldest af hende i 2008 på Kunstindustrimuseet, så er det nu man skal slå til. Der er kun udstillet det ene eksemplar på udstillingen. HUSET: www.husetiasnaes.dk

20


Ole Bjørn

Birgit Krogh

Landskaberne og menneskene vender tilbage i rummet længst nede og inde bagved. Landskaberne, mørket på landet, i byen, hverdagens travlhed og krigens nærvær findes i Finn Heibergs billeder. Han er medlem af Corner, industrien er giftig, ligeledes byen og bilerne har grønne nærlys, der er dyster og mørk skumringsstemning i billederne, som er malet, kradset, streget i mørke, brune, sorte farver. I det lille rum ved siden af hænger Troels Triers malede tegneseriefigurer og billeder med titler som Vinterhimmel, mennesker og dyr og Gaias ansigt. Moder jord i vanskeligheder er bestemt et tema indflettet i udstillingen.

Vuokka Johansen

Margrethe Agger

Elementers rasen ser vi i Vuokka Johansens havbilleder på første salen. Hjem fra Samsø hedder et billede med en lille båd der gynger faretruende, men også det maritime landskab som Nexeløbugten og havet, det grønne hav skildrer hun i sine enkle koloristiske billeder. Ved siden ser man Charlotte Kroghs ”Når jorden spejler sig” ovenpå regneark er gjort poetiske nærstudier til vi kommer til hendes store Luftspejling. Hendes separat udstilling måneden forinden sammen med gæsten Stine Bidstrups imponerende glasskulpturer glemmes sent.

Mette Møller Bovin Dag Aronson

Så drejer man rundt om hjørnet og suges ind i hjørnerummet af Mette Møller Bovins store og dragende billede: Vintertræ. Fyrretræ med sne og Vinter, Emåen hedder to mindre billeder der flankerer Vintertræet. 21


Et mindre billede hedder Vinterlys. Og det er hvad hendes billeder gør ved tilskueren, de lyser op. Der er ikke mennesker på, men træerne er som levende. Det er i efteråret, vinteren at Mette Møller Bovin finder sin lyriske pensel frem og kalder lyset til sig. Hun tager udgangspunkt i det kendte, naturen, træerne, skovsøen, men lyset får en helt afgørende betydning i hendes studier, som vidner om en meget stærk forankring i Odsherreds landskab. Tilbage er et større rum hvor John Rud boltrer sig sammen med akvareller af Austin Corcoran og væveren Hanne Løcke. Og et par billeder af Didder Geisler. Forinden var der lige nogle små bogstav-billeder af Poul Erik Nielsen. I sidste lille udstillingsrum har Arne Heuser, Lisbeth Olrik, Anne Skamstrup Heiberg og Jørgen Albrechtsen gemt sig sammen med unikasmykker i dobbeltvæv af Hanne Løcke. Her er så en af mange rundture slut og man går tilbage. Og på vej ud støder man i den store sal på venstre hånd på nordmanden Dag Aronsons billeder hvor han har plukket et citat af Manets lille fløjtespiller ud og i billede efter billede afdækker vor fortid. Trommeslagerne har vi set før, klovne på line, portræt af fløjtespiller. ”Alting består af lag på lag af fortid”. Vi er skakspillere i livet, i landskabet. På vor vej. Og som første billede får vi Arne Haugen Sørensens fine litografi: Vandringsmanden. På vej ind og på vej ud. Husets kunstnere har delagtiggjort os i deres store og komplekse fortælling. Udenfor skinner solen og mærkelige hvide fantasifigurer minder en om fantasiens mulighed, universets størrelse og tingenes forgængelighed. Udstillingen besvarer ikke spørgsmål, men stiller dem og tager gerne imod besøgende med åbne sind. Dette blot et af mange besøg i Huset.

Dag Aronson: Æbler + 1

22


Kunstnervæggen i Huset i Asnæs

UDSTILLINGER I HUSET 2011 22. januar - 13. februar

Fællesudstilling - Husets kunstnere

19. februar - 13. marts

Henriette Duckert /Keramik. Jens Bohr /Billedkunst

19. marts - 10. april Kunstnersammenslutningen M 59 16. april - 8. maj

Ole Finding /Maleri

14. maj - 5. juni

Jørgen Albrechtsen /Maleri. Gæst: Henrik Normann / Foto

11. juni - 3. juli

Fællesudstilling - Husets kunstnere

9. juli - 31. juli

Fællesudstilling - Husets kunstnere.. Gæst: Erik A. Frandsen, Maleri

6. august - 28. august

Anne Skamstrup Heiberg /Maleri, grafik. Gæst: Helle Baslund /Maleri.

3. september - 25. september

Birgit Krogh /Keramik. Gæst: Annette Graae /Gobelin

1. oktober - 23. oktober

Dag Aronson /Maleri. Gæst: Luise Faurholt /Maleri, tegning.

29. oktober - 20. november

Mette Møller Bovin /Maleri, oliepastel Gæst Maja Bovin/Smykker

26. november - 18. december

Fællesudstilling - Husets kunstnere. Gæst: Michael Isling /Maleri

Skulpturgården

Erik Varming /Skulptur

23


Nærhed, nærvær, tryghed og farver Maleren Didder Geisler (årgang 1959) skal have ro og tryghed i vante omgivelser for at male og eksistere. Hun har trang til at udtrykke sig i maleriet. Det er en drift hos hende. Hun skal have hænderne i det maleriske for at fornemme hvad der ligger bag ved alt. Hvis hun ikke har tryghed mister hun synet, evnen til at fornemme tingene og omgivelserne. Men når så trygheden har indfundet sig og hun ser, så besynger hun den bagved liggende virkelighed i brugen af sine farver. Hun er kolorist og arbejder med 8 farver i det koloristiske felt. Hun har udstillet for nylig i Huset i Asnæs. To års arbejde skulle udvælges og udstilles. Nærhed, nærvær, tryghed og iagttagelser omsat i koloristisk malerisk sprog. Hun bor i Veddinge ikke langt fra sit fødested i Rævebjerg. Det er så at sige i hendes barndoms landskab hun bor – og hun har det smukkeste morænelandskab omkring sig og en dyb og frodig have bag sit hus og atelier, hvor haven slutter i en lille sø. Et inspirerende landskab for en kolorist. Et mere fredfyldt område skal man lede længe efter. Her kan hun arbejde. Hun maler 3-4 timer hver dag. Men som hun siger, så sidder hun også meget og glor fra sin stol på billedet indtil billedet svarer og hun kan komme videre med det. Hun maler på flere billeder på en gang. Så kan hun skifte og lade sig inspirere af det nye billede. Og inspirationer kan så trækkes med over. Hun er konstant i øjenkontakt med sine billeder. Ser spejlvendt på et billede eller vender det for at se det på en ny måde. Man kan glo sig blind på et arbejde og så må hun bruge nogle tricks for at komme videre, siger hun. Hun benytter stilen, der passer her og nu. 24


Virkeligheden bag virkeligheden Hun er interesseret i virkeligheden, men det der ligger bag er det hun søger forståelse for i sine billeder. Det at få det udefinerede i virkeligheden frem. Hun søger at klarlægge det bagvedliggende i sine koloristiske billeder. Prøver at se ind til benet, bag om overfladen. En evig stræben, der er hendes livsprojekt. Det ene billede er igangsættende til det næste. Hun har en fortløbende samtale i gang igennem billederne. Hendes ordløse samtale. Hos hende er farverne, det koloristiske: samtalen, hun arbejder ofte til klassisk musik og når hun ser et af sine ældre billeder, kan hun ofte genkalde sig musikken til billedet. En dag så hun sammen med sin lille søn på vej til børnehaven en død ræveunge i vejkanten. Det krævede voksen intervention og samtale med barnet og de følger ræven i nogle måneder og oplever den langsomt forvandler sig og går i opløsning. Imens fortæller hun barnet om hvad der sker og begynder at male begivenheden. Hun så at sige lader ræven genopstå og forvandles til den forlader den nære virkelighed og går bagom virkeligheden i en slags billedlig genopstandelse. Men det er vigtigt at billedet fungerer som maleri, som ordløst maleri, der fortæller sin egen koloristiske historie. Men for hende selv og barnet havde det også en mentalhygiejnisk funktion. Didder Geisler er uddannet i 80’erne på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Her havde hun professorerne Albert Mertz og Ole Sporring som lærere og vejledere. Hun fik sit eget rum hos Sporring med udsigt over Nyhavn. Her kunne hun male og høre klassisk musik til. Tonerne inspirerer farvevalget. Her lærte hun at stole på det ordløse maleri. Det holdt ellers hårdt for Mertz var en kontant og provokerende lærer for Didder. Han var ikke god til at beskytte. Men hun lærte at han var sin egen usikkerhed bekendt. Det var et træk hun godt kunne lide hos ham. Beskyttelsen fik hun hos Ole Sporring. Her var der ro og muligheder at hente. Den søger hun stadig omkring sit arbejde. Musikken hjælper hende til den ro og koncentration der skal til for at kunne male. Og så giver sønnen, morænelandskabet i Odsherred den inspiration hvorfra hun sætter af og går ind i sine billeder, når hun finder tuben og penslerne frem for at søge bagom virkeligheden ind i fordybelsen.

Mystikken i farvetuberne

Hans Helge Nielsen

25


Hans Helge blev interesseret i farvetuber som lille dreng, der måtte være noget mystisk i tuberne. Han boede i Køge, gik ture i området, og oplevede maleren Jørgen Andersen-Nærum i Køges skitsesamling. Det kom til at betyde noget, senere da han faldt over tidsskriftet Hvedekorn så han maleren og grafikeren Palle Nielsens tegninger og en farlig verden åbnede sig for ham i hans trygge miljø. Det blev en øjenåbner, senere modtog han undervisning af Sterup, Palle Nielsen og Bertram på Kunstakademiet og blev sat i gang som kunstner. Har indtil for få år siden arbejdet som lærer på Køge Gymnasium i billedkunst. Nu er han fuldtids maler. Som den professionelle kunstner han er kan han sagtens intellektualisere sit arbejde og sætte kunsthistorisk trumf på, men belært af Max Ernst bemærkning om, at når en maler har fundet sin egen stil, er han færdig – så er han blevet lidt forsigtig og prøver at begive sig ind i en lytten efter, hvad billedet vil sige. At finde ind i tingene, se hvad der sker, undersøge omgivelserne, søge efter i det nære, hvad der ligger ved siden af. Haven er et motiv hos ham, men som en undersøgelse. Træet kan ses på forskellige måder. Fra forskellige sider. Man prøver at gå på bar bund, at rense sig ud og begynde forfra hver gang, glemme alle sine forudfattede meninger og sin viden for at gå til de forskellige anskuelser i verden og prøve at finde ind til tingene. ”Man befinder sig der, hvor man er – og laver de billeder man laver”, slutter Hans Helge Nielsen, som i år er formand for arbejdsudvalget i Huset i Asnæs. Han er også medlem af Akademiet og bestyrelsen i Kunsthøjskolen i Holbæk. Såvel som han er medlem af Stokrosebanden og Kunstnersamfundet m.m.

Arne Haugen Sørensen & Hans Helge Nielsen

26


Poul Erik Nielsen

Hans Helge Nielsen

Birgit Krogh: Tupilakker

27


Jørgen Albrechtsen i sit atelier Han kom som barn i en plejefamilie i Starreklinte ved Sejrøbugten. I en lille købmandshandel voksede han som dreng op. Forældrene ville ikke vide af ham. I en af stuerne i købmandshandlen var der en bænk hele vejen rundt om bordet og op til væggen. Her gik barnet og tegnede på væggen. Plejeforældrene kunne ikke få ham til at lade være så de satte papir fra tapetbøger op på væggen så drengen kunne udfolde sig frit. Og tapetpapirbøger var der nok af. Tegneriet blev bemærket af kyndige folk, idet maleren Ernst Trier fra Vallekilde og Ordrup maleren Kalle kom forbi og fik en snak og en bajer. Kalle fik mange og det blev bemærket af købmanden. Men han var en anerkendt maler på egnen. Begge syntes godt om det drengen tegnede, han havde talent, syntes de. Ernst Trier sagde han måtte lægge op til Akademiet. Men det råd var ilde hørt. Købmanden spurgte om drengen ville havne 28


som ham der ligger derude i brændebunken. Det var Kalle eller Karl Bovin der blev hentydet til. Han drak vel rigeligt i forhold til normale standarter og var faldet i søvn nogle gange ude bagved. Det var ikke noget for drengen at gå den vej, syntes de. Kunstnere drak og havde ingen penge. Det duede ikke for deres plejebarn, så den udvikling støttede de ikke og lukkede af for de drengedrømme. I hver fald for en tid. Drømme kan lukkes ned, men ikke et tegnetalent. Det næredes i øvrigt af Kalle som engang købte en tegning af drengen. Og drengen husker: Når en kendt maler kan købe af ham, så måtte der være noget at komme efter. I hvert fald kom han efter Kalles datter senere og blev kæreste med hende for en tid. Han mødte Valdemar og hans kone Emma som tiårig, hvor han var dreng i nabolaget. Det var et fint par. Men også et forfulgt par, de blev overfaldet og folk smed sten ind mod deres hus og ruder. De var kommunister og skulle kanøfles pga. Ungarnskrisen. Det blev for meget for de lokale folk, som lavede en art vagtværn til beskyttelse af parret. Hos dem kom drengen og fik af Valdemar forklaring og historien fra begyndelsen, set med en kommunists øjne. Det gjorde indtryk på drengen og satte mod i ham til at forstå også sin egen situation. Så i protest mod plejeforældrenes holdning til kunst tog drengen beslutning som 16½ årig og tog væk fra Starreklinte. Han tog til Hundested og ville ud at fiske. Han kom med på en kutter, der fangede jomfruhummer om natten. Men det var for meget for ham med det natarbejde. Så han tog ud at fiske, kom til Frederikshavn og derfra ud at sejle og fiske bl.a. i Hvide Sande. Den unge mand blev marinesoldat. Uniformen gav en smule kontakt med moderen, hendes søn så flot ud i uniform, syntes hun. I den periode malede han billeder fra havnemiljøer og billardbilleder. De steder han kom som sømand. Han sejlede igen og malede når han havde fri. Men det var en svær kombination. Når de sejlede ud blev skibet fyldt med is og så blev man ude og fiskede til der ikke var mere is. Det var lange ture og man led afsavn. Og blev fanden i voldsk når man kom i land. Der var ydergrænser der skulle afprøves og blev det. Det gik udover andet og fokuseringen svigtede. Han havde fået anpart i et skib, men kunne ikke klare at være sammen med fiskerne mere, der var blevet til Glistrupfolk i 1973. Han selv havde fundet vej til kommunismen. Han solgte sin anpart til skibet og brugte pengene til at male.

Fra havet til bjergene Han havde mødt Bovins datter og flyttede ind i Karl Bovins hus i bjergene. Men i 1979 var der opbrud: Karl Bovins kone, Birte, lå for døden og datteren passede hende til det sidste. Bagefter rejste hun med en anden og Kalle sagde til Jørgen: "Så skal jeg på plejehjem." Men han fandt et andet arrangement og eks kæresten blev opfordret til at flytte ind. Det gav nye muligheder. Den unge mand fik et sted at bo og male og en kollega, endda en polyhistor af slagsen. Og den gamle maler fik en plejer og hjælper. Kalle var halvblindet af grå stær, så der blev læst op for ham, så han kunne følge med, han blev plejet, fik klippet hår og negle og kom i bad en gang om ugen. Og venner og familie var glade for arrangementet og Kalle fik nogle gode år. Og han havde altid sin "kammertjener" med på udflugter. I slutningen af halvfjerdserne havde den unge mand malet i 5 år og så kom han ind på de censurerede udstillinger. Han debuterede i 1974 på Huset i Asnæs. Men rigtig gang kom der i firserne hvor han udstillede på Kunstnernes Påskeudstilling og Efterårsudstilling og derfra videre og udstillingsverdenen lukker sig op for ham. I 1985 blev Jørgen medlem af kunstnergruppen Huset i Asnæs. Han havde fået et navn i kunstnerkredse: Jørgen Albrechtsen.

29


Huset ved åsen En kunstmaler, der kom meget i Kalles hjem, var Viktor Brockdorff. Da han havde 70 års fødselsdag deltog Kalle og Jørgen Albrechtsen og måneden efter var de til Corner, som Karl Bovin havde været med til at stifte i 1932. I 1937 havde han købt huset på åsen. Familien hjalp ham og sendte penge og tog billeder for dem på Corner senere. Her havde han malet sit store brydningsbillede i november 37, et ekspressionistisk billede. Og så holdt de Kalles 75 års dag i 1982. Brockdorffs datter Lotte fandt sammen med Jørgen Albrechtsen og hun blev der i 25 år og rejste ikke. Hun ville have børn nu hun havde fundet sin donor. Jørgen var lidt betænkelig ved børn i deres hus så tæt ved vejen, men Kalle svarede, at man godt kunne have børn der. Man kunne låse døren ud til vejen. Kalle var gammel og alene, men havde fundet sin udvej fri for plejehjemmet. Der blev lavet et arrangement, hvor Jørgen Albrechtsen kunne købe huset og Kalle fik en bankbog og Jørgen skulle få hans klatgæld ud af verden. Alle parter var tilfredse. Også Kalles familie kunne billige arrangementet. Kalle var langt fra den ideelle familiefar, han havde svigtet sin familie med sit kunstneriske sind og personlighed hele sit liv, men som Jørgen Albrechtsen udtrykker sig: "Kalle er som Kalle er". Kalle var en ulykkelig mand, der var svigtet af alle dem han havde svigtet. Men Jørgen accepterede ham ikke som syg og dårlig. "Hvis vi skal bo sammen, så skal du i bad nu". "Ja", sagde han så og kom i bad. Han var vidende og humoristisk. Han huskede kunsten, som børnene huskede hans svigt. Med Jørgens menneskesyn og hans sociale indstilling måtte han træde til. Han var nødt til at køre linen ud. Han kunne ikke stikke af fra ham. Mange familier er gode til at svigte hinanden. Men han var ven og kollega og måtte træde til. Og der gik symbiose i forholdet mellem Bovin og Jørgen.

Jørgen Albrechtsen: Maleri af Karl Bovin

30


Jørgen Albrechtsen taler varmt om Karl Bovin, både som menneske og maler. Han er optaget af de fynske malere, den ældre Dankvart Dreyer, Fåborg og Kerteminde malerne: Peter Hansen, Johannes Larsen og Fritz Syberg. Karl Bovin kendte de sidste. Albrechtsen gik på museer for at se dem. Han er også optaget af L.A. Ring som med få midler maler et sart landskab. I 1983 bliver Jørgen gift med Lotte og svigerfaderen er Kalles gode malerven Viktor Brockdorff. Kalle fik udmærkelser i levende live, bl.a. de store priser: Eckersberg Med. 1957; Thorvaldsens Med. 1973. Men hans helbred var ikke stærkt mere. Det gik ned ad bakke. Spiritussen havde sat sit præg på ham. Han var indlagt en gang imellem. Jørgen plejede ham og hjalp ham til at tage ordineret medicin, men måtte af og til få overlæge Nørgård fra ANS til at komme forbi og ordinere medicinen for Kalle. Det hjalp at have den hvide kittel i huset og overlægen havde autoritet hos Kalle. Jørgen regulerede så medicinen med et par piller mindre, så Kalle fik en tålelig tilværelse. Men at male var det for længst slut med. Lysten kunne dog blomstre op. Karl Bovin fik en hædersbevisning og blev udpeget som Æresmedlem af Akademiet. Det fik gnisten til at tænde igen. Nu skal der males, sagde han. Men det gik jo ikke. På ANS mødte han en anden indlagt maler: Lauritz Hartz som han sagde til: "Lasse, vi har nedlagt penslerne." Og det havde han. Men netop de to malere havde det fint sammen i deres bedre dage. De havde begge kikket efter kineserne og japanerne og kunne begge male med hurtige zen-agtige penselstrøg på lærred ude i det fri. Jørgens personlige historie er væsentlig for afrundingen af historien om Odsherreds malerne. De giver ikke blot farve til Odsherred, men medvirker til at synliggøre denne unikke egn. Deres virke startede i begyndelsen af forrige århundrede og fandt vel den store landskabstilknytning i 1930. Odsherredsmalerne blev indfanget at det storslåede og varierede landskab bag den udtørrede Lammefjord med de markante landskaber som Vejrhøjs vældige bue og Sejerøbugten, bjergene og Ordrup Næs.

Jørgen Albrechtsen: Odsherred

31


Odsherreds Kunstdage Odsherreds Kunstdage finder sted i Pinsen, hvor mere end 50 gallerier, kunsthåndværkere og udstillingssteder holder åbent hus. Mød kunstnerne Odsherreds gallerier, udstillingssteder, kunsthåndværkere og billedkunstnere holder åbent hus i pinsen. Du får lejlighed til at møde kunstnerne personligt og se deres værker og værksteder. Udnyt specielle Kunstdage-tilbud Flere spisesteder og overnatningssteder vil have specielle Kunstdage-tilbud, som giver dig mulighed for at holde en lille kunstferie i pinsen 2011. 14. sæson i træk Odsherreds Kunstdage er et årligt tilbagevendende arrangement med et stadigt stigende besøgstal. I 2011 afholdes Odsherreds Kunstdage for 14. sæson i træk, og i år medvirker 61 udstillere. Klik og find flere informationer om Odsherreds Kunstdage. Gallerier & Kunsthåndværk Link

Kunstdage i Pinsen 2011

Hent pdf her I 2011 vil der igen blive afholdt Kunstdage i Pinsen. I år deltager Lejre, Kalundborg, Ringsted, Slagelse, Sorø og Holbæk kommuner. Kunstdagene afholdes i samarbejde med Odsherreds Kunstdage lørdag den 11. juni, søndag den 12. juni og mandag den 13. juni - Åbent hus på udstillingssteder og atelierer fra kl. 11.00 – 17.00 alle dage. 32


Aurora Tidsskrift # 2 2011 v/ Tommy Flugt, Kastrupvej 31, Tuse Næs, 4300 Holbæk - www.faberflugt.dk Galleri Aurora: Hver dag sit TEGN: tommyflugt@gmail.com 33


Vejrhøj Odsherred

34

AURORA Tidsskrift for Kunst 2011 # 2  

Tidsskrift om Odsherreds Kunstmuseum, Malergården og Huset i Asnæs m.m. Rigt illustreret.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you