DIGTERENS HUS Steffen Baunbæk
0
1
Steffen Baunbæk
Digterens hus Rim
2
DIGTERENS HUS © Steffen Baunbæk og Aurora, 2022. ISBN 978-87-970412-1-5
3
1. Miss Atomic Bomb
4
Nytår Gaderne buldrer som om, der er krig. Hjørnerne fyldes med gylpende lig.
Bilerne slingrer, det samme gør du. Noget er gået uhjælpeligt itu.
Dronningen viser sig for sin nation: Møder med alvor den situation,
at det, der venter, er det, som var til. At det, man ville, er det, som man vil.
5
Meditation Vi finder på. Vi finder sted. Vi læsser af. Vi tager med.
Vi giver los. Vi giver op. Vi siger til. Vi siger stop.
Vi kværner løs. Vi klapper i. Vi tager til fest. Vi går i hi.
Vi spilder tid. Vi bruger døgn. Vi holder ord. Vi vil have løgn.
Vi går på knæ. Vi piller ned. Vi trækker blank. Vi ønsker fred. 6
Vi kommer ind. Vi vandrer ud. Vi tror på Ohm. Vi beder til gud.
7
Dem, der samler landet Dem, der samler landet, drikker cola, spiser negerkys. Dem, der samler landet, dyrker onsdagssex med slukket lys. Dem, der samler landet, fylder glas og finder lommeuld. Dem, der samler landet, elsker actionfilm og pottemuld.
Dem, der samler landet, tjekker nyhedssiden kort, nervøst. Dem, der samler landet, hader vestenvind og sol fra øst. Dem, der samler landet, svider gummidæk på frossent vand. Dem, der samler landet, frygter intet mere end tidens tand.
Dem, der samler landet, sover let og kaster drømme op. Dem, der samler landet, standser der, hvor ingen siger stop. Dem, der samler landet, samler penge ind og stemmer ud. Dem, der samler landet, åbner pungen og betaler Gud.
Dem, der samler landet, heler bælterne med tung cement. Dem, der samler landet, holder bålene på stranden tændt. Dem, der samler landet, sælger børspapirer ved en bod. Dem, der samler landet, tror, at spildevand er tykt som blod.
Dem, der samler landet, knytter enge sammen med et skel. Dem, der samler landet, ved, at Solen kredser om dem selv. Dem, der samler landet, trækker byer på en asfalttråd. Dem, der samler landet, borer huller i den samme båd. 8
Københavnske cyklister De fører sig frem som om, eger er magt. Standser ikke for nogen af menneskeforagt. Hvis du kræver din ret, skal du høre dem gø. Københavnske cyklister har lyst til at dø.
De piler som rotter fra A og til B. De kan ingenting høre og ingenting se. Hænger hen over styret, som har de apnø. Københavnske cyklister har lyst til at dø.
Hvor de arbejder, venter en ussel despot, og i sengen derhjemme en kraftidiot. Hvem, der bare kunne sejle sin helt egen sø. Københavnske cyklister har lyst til at dø.
Der skal købes en Wegner, og spelt skal i hus, ellers styrter kastellet i luften i grus. Inderst inde ved alle, det er noget hø. Københavnske cyklister har lyst til at dø.
Måske er det dem, og måske er det dig, der skal bide i støvet på Langelandsvej? Hvad er forskellen, bare der siges adjø? Københavnske cyklister har lyst til at dø. 9
Skanderborg revisited På Skanderborg Station er vinden hård og solen strid. På Skanderborg Station er sneen umanérligt hvid. På Skanderborg Station er regnen vådere end våd. På Skanderborg Station er ingen rigtigt vild og kåd.
På Skanderborg Station er tiden lang og livet kort. På Skanderborg Station er kjolen hvid og frakken sort. På Skanderborg Station har råger samlet sig i flok. På Skanderborg Station er tusind krummer ikke nok.
10
På Skanderborg Station har toget mistet damp og røg. På Skanderborg Station forsvinder stemmerne i støj. På Skanderborg Station er Sophus Claussen fadet ud. På Skanderborg Station har musen bleg og uren hud.
11
Reader meet author - en dialog
- Sig noget oplyst, du er vel poet! - Kunne jeg det, var jeg blevet profet! - Du må da vide, hvor vejen går hen? - Derhen, hvor vindene blæser, min ven!
- Gør du så gavn overhovedet, din stud? - Sikkert, og sikkert den samme som Gud. - Selvværdet mangler du ikke, bevares! - Nå? Jeg var nok mere kostbar som fars!
12
- Hvorfor så skrive? Hvad vil du med dét? - Mætte de øjne, der kigger, måske? - Det er jo kun dine egne, dit skrog! - Jeg klager ikke, du er her jo! Hov!
- Hov, ja! Og nu er jeg den, der skal gå! - Your loss, jeg greb dig jo ud af det blå. - Er du min skaber? Ha! Hør på dig selv! - Ingen ved bedre. Prøv lykken. Farvel.
13
Flasken og paladset Døren bliver lukket, papir fundet frem. Nu skal der skrives og bundes en dram. Folk skriver haiku, hvor føles det fake, hvis man, som dig, hylder William Blake.
Skrivebordspladen bliver pludselig en vej. Glasklokker klirrer, de ringer for dig. Himlen er fugtig og dufter af mjød; jorden er sort med en stouts dybe glød.
14
"Hvor er paladset?" Du råber det ud! Englene tier, det samme gør Gud. Du plukker æbler, de smager af støv. Kærtegner træet - det taber sit løv.
Rejsen tilbage er dunkel og lang. Stjernerne slukkes - de hørte din sang. Flasken er tømt, snart er intet forbi: Væk er en uskarp og sværtet kopi.
15
Værn Jeg har aldrig drukket stive shots med Hemingway på Cuba. Jeg har aldrig røget opium i Paris med Baudelaire. Jeg har aldrig reddet Borges fra en angrebslysten puma. Jeg var andetsteds, da Lorca blev skudt ned af Francos hær.
Jeg har ikke bollet Blixen i en himmelseng nær Sundet. Jeg har ikke fråset tyreblod med Rifbjerg i Madrid. Jeg har ikke vandet Brorsons skønne rose, der er fundet. Jeg har ikke sagt til Bukdahl, at han rager mig en skid.
16
Jeg er korte glimt på gaden, fri for både horn og glorie. Jeg er kommet af et tomrum, til et tomrum skal jeg hen. Jeg er plottet, før det stivner, dør og bliver til en historie, og jeg graver volde rundt om mine drømme med en pen.
17
Mr. Zimmerman Fans af Bob Dylan blev klippet i 80'erne, nu har de slet intet hår.
Fans af Bob Dylan forstår ikke helt, at han, ligesom dem selv, blot forgår.
Fans af Bob Dylan får fin Beaujolais, mens de grundigt får hver linje vendt.
Fans af Bob Dylan ser ikke, at blækket i pennen er menneskeligt betændt.
Fans af Bob Dylan flår stadigvæk helst Blonde on Blonde frem, når hud møder hud.
Fans af Bob Dylan gouterer kun tvunget, at også han råbte på Gud.
18
Fans af Bob Dylan er monstrene, Zimmerman ser, når han tager sig en lur.
Fans af Bob Dylan er mørket, der dækker hans alt for uendelige tour.
19
Ian Ian og jeg fandt hinanden i bussen en dag, hvor det silede ned. Bleg var han, spinkel og mager med øjne, der søgte et helt andet sted. Stemmen var kraftfuld og dyb, fuld af lede og angst, men alligevel tynd, mens den fortalte om revnede mure og sygdom og menneskelig synd.
Da vi stod af, gik han med mig og sang om de folk, vi passerede forbi: Sang om den hornede præst og den tyske soldats svale misantropi. Sang om den spjættende pige på torvet, som flokkene samledes om. Sang om den ensomme dåre i haven, der stirrede selv tiden tom.
20
"Here are the young men" - han stoppede op for at pege på mig og sig selv. Vidste, jeg kunne forstå, hvad han tænkte: At klarsynet slog os ihjel. Overfor blæste der frø rundt i vinden, og kjoler blev løftet af sus. Hypnotiseret forlod jeg ham dér, båret bort af en svimlende rus.
Årene gik, jeg blev kærtegnet, spyttet på, skoldet på hjerte og sjæl. Pludselig en morgen stod Ian i døren, og lugten var underligt fæl. Flammerne stod ud ad øjnene på ham, hans budskab var ætsende klart: Elsk smerten væk, om du vil, ét er sikkert - at "love, love will tear us apart".
21
For enden af en kold, mørk vej Jeg har kradset mig på hagen, fisket smøger op ad pakken for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har hørt på vindens klagen, drømt om byerne bag bakken, for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har mærket stjerner stikke, har set stå, hvad der bør ligge, for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har luret mig til mere og set Boeings havarere for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har lommeuld i lommen, blod i munden, sten i støvlen for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har bølgegang i vommen, smukke taler bliver til vrøvlen for enden af en kold, mørk vej.
22
Jeg har tid nok, jeg har ingen, går på røven, går på klingen for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har set dig løse knuden, samlet perlerne på huden for enden af en kold, mørk vej.
23
Corvus corax Jeg drømte mig en drøm i nat, så drømte jeg en mere. Så stod jeg op. På himlen så jeg fuglene passere.
De var der, og så var de væk, de mindede om skyer, om nattens syner, ansigtstræk på gaderne i byer.
Om de var til, og om jeg var, de spurve eller skader, kom ud på et, for hvilken vægt har det, som man forlader?
Men så med et på skulderen, jeg kom vist til at grine, sad ravnen så. Dens øjne kunne se mig. Ligesom dine.
24
Banesår Giv mig lidt, der hænger ved, ikke en tot hår. Vis mig, jeg er vigtig nok til et banesår.
Det kan gøres blidt og ømt, bedre end med kniv: Lad mig bløde fra det hul, du fyldte i mit liv.
Vi gik hånd i hånd med vanvid, og havets kolde brus sang om nattens elskov på det slidte sygehus.
Giv mig ting at huske på - ar er alt for lidt. Mind mig om, at vi var to, der altid stod i ét.
Ikke i mit ansigt, hvor folks blikke er i spil. Bare på et hemmeligt sted, kun os to kan kende til. 25
Du ved, at jeg belønner dig - giver dig banesår.
Vil du virkelig sige stop, er alting for betændt: Giv mig sting, der springer op, noget permanent.
Vi gik hånd i hånd med vanvid, og havets kolde brus sang om nattens elskov på det slidte sygehus.
26
Glem mig Glem mig, jeg er ikke rigtigt værd at gemme på. Glem mig, lad mig være nu, du selv har bedt mig gå. Glem mig, der går ikke noget tabt for mig ved det. Glem mig, jeg var blot en ting, som ikke skulle ske.
Husk mig som en rift på kinden, ugler i dit hår. Husk, at jeg gik over, husk, at uret stadig går. Husk, at hårde ord er hævn, men tavshed sætter fri. Husk nu, at jeg glemte dig, og vær et dementi.
27
Slør Set gennem tåge står alting så klart. Sindet er rede og hånden parat.
Fjender er fjender, en ven er en ven. Skud bliver løsnet, man giver sig hen.
Men når den letter, den pokkers til dis, virker vurderingen mindre præcis.
Englene bløder, og ulven var får. Grunden er gyngende der, hvor man står,
lille og ynkelig og halvt skræmt ihjel: Alt, man med sikkerhed så, var sig selv. 28
Kronisk oktober Havde jeg vidst, at det efterår kom, havde jeg vendt mine skosnuder om. Det kunne de gamle da godt have fortalt: At løv bare faldt, bare faldt.
Far og mor: Guder, det var I engang, men I stod først for, da sikringen sprang. Heldigvis blev I dog mennesker igen, men hvor går vejen? Hvorhen?
Heltene indenfor sang og musik lovede revolution og panik, spiller nu oldies for old boys i flæng, før de går tidligt i seng.
Hende med fanen, der glødede rødt, er nu minister, og blikket er dødt. Rundt om står andre rebeller på spring, hver med et nyt ingenting.
Pastor, hvor alt, hvad du sagde, betog, indtil jeg så, der var hul i din bog. Meget var udeladt, resten valgt ud. Levende ord fra hvis Gud? 29
Spejlet er ærligt nok, retten er sat over mig selv nok en efterårsnat. Afpillet står jeg, mens alt går af led. Løvfaldet? Det varer ved.
30
Beredskab Udenfor driver et uvejr forbi. Sært med den ro, som jeg har indeni.
Der var engang, hvor jeg skoddede til. Syntes vist, at der var meget på spil.
Alt, hvad jeg ejede, kunne – oh, skræk på et sekund blæse meget langt væk.
Drømmene svøbte jeg ind i papir. Jeg ville dø, hvis blot én sagde klir.
Selv sad jeg ovre i hjørnet, helt stiv. Tænk, hvis der hændte mig noget? Et liv?
Tårne er sidenhen styrtet omkuld, Mennesker, jeg kendte, er blevet til muld.
Store visioner fik realitet. Bagefter syntes jeg, intet var sket.
Egoet bredte sig som et sarkom, indtil jeg kvalte det skide fantom.
31
Nu er jeg akkurat det, som jeg er: Helt uerstattelig og ingenting værd.
Skulle den storm komme ind over land, har jeg kun én ting at sige: Kom an!
32
Karantænen Pesten var kommet til landet med luftpost. I byen lå gaderne helt øde hen. Lige som om skabelsen kørte i bakgear, var verden nu til uden mennesker igen.
Fuglene sang, som den slags gerne gjorde, og ræven gik helt uforstyrret på rov. Hele naturen var fri til at boltre sig uden at ane, den havde en lov.
33
Inde bag angsten sad dyret og kiggede ud på det hele: Misundeligt, trist. Overladt til sine hengemte tanker og flammen, der brændte, men helt uden gnist.
Fanden tage livet, hvis livet er sikkert, skreg manden og kradsede hul på sin kind. Henne på bordet lå nøglen: Han tog den og lukkede døden og farverne ind.
34
Miss Atomic Bomb Miss Atomic Bomb har kæmpet længe for at nå så vidt. Miss Atomic Bomb har suttet dommerpikke på kredit. Miss Atomic Bomb har smilet sødt og kastet pizza op. Miss Atomic Bomb har ikke hjemme i sin egen krop.
Miss Atomic Bomb er den, der lyser under blitzens skær. Miss Atomic Bomb får kys og røde roser af enhver. Miss Atomic Bomb er lutter latter i sin menighed. Miss Atomic Bomb tager kronen på og lister trussen ned.
35
Miss Atomic Bomb går af, mens bandet varmer op til vals. Miss Atomic Bomb får kranier nok til smykket om sin hals. Miss Atomic Bomb syr hænder sammen til et luftigt skørt. Miss Atomic Bomb fortæller ingenting, men bliver hørt.
36
Det er ikke mig Det er ikke mig, der ser min konto gå i rødt igen. Det er ikke mig, som ikke ringer til en gammel ven. Det er ikke mig, der ser tallerkener splintres mod min væg. Det er ikke mig, jeg ser i spejlet med mit femdagsskæg.
Det er ikke mig, der ser din hjerterytme tikke ud. Det er ikke mig, som spytter syre, når du nævner Gud. Det er ikke mig, der kysser læber, som jeg ikke må. Det er ikke mig, som du ser pakke tøjet ned og gå.
37
Det er ikke mig, der slukker smøgen langsomt i min hånd. Det er ikke mig, som griner lykkeligt på de gamle bånd. Det er ikke mig, der tjekker højden, jeg kan styrte ned. Det er ikke mig, som vil den dybe, dybe evighed.
38
Sort sol Solen er sort, og vi stuver os ind i kapellet, vi synger, vi bærer dig ud. Solen er sort, og vi fryser i bilerne, skoven er grøn, og dog falder der slud. Solen er sort, og det samme er præsten, der taler om mørket, men ikke om dig. Solen er sort ligesom hånden, der knuges om grebet på kisten, men blævrer som dej.
Solen er sort, og vi lytter til solsorten ovre på grenen, der udskammer os. Solen er sort, samme farve som dødningekød og de klæder, vi bærer på trods. Solen er sort, og der venter en vogn, klappen smækker, og høsten er pludselig i hus. Solen er sort, og jeg leder på P-pladsen efter mit hjerte, men finder kun grus.
39
Haven Der er et sted, jeg besøger ret tit. Græsset er grønt, og et træ blomstrer hvidt.
Saftevand står i det duggede glas. Bollen med smør falder hurtigt på plads.
Fuglene synger, som fugle nu gør. Gyngen er ledig, hvis ellers man tør.
Farfar er med på en rask omgang skjul. Farmor fortæller om barndommens jul.
Ørerne vokser, min krop bliver kulørt. Så vælter glasset og viser sig skørt. 40
Træet er fældet og fuglene væk, farmor og farfars sten skjult bag en hæk.
Gården er væltet, forvandlet til grus. Andre folk bor der nu. De har købt hus.
Men stedet findes. Jeg kender en vej. Der venter roen. Der kender jeg mig.
41
2. Havkongens slot
42
Fortunas forlis Gamle Kræn Jepsen, en skipper fra Thy, kom i havsnød en sømil fra Hou. Skibsdrengens klynken og styrmandens råb gjorde søulken temmelig flov.
"Hør på mig, manne!", skreg Jepsen i blæsten blandt master og bramsejl i fald: "Nu har vi sejlet så længe, og skal vi til bunds, er det derhen, vi skal!"
Mandskabet kæmpede, skipperen åbnede munden og åndede ind. Snart var der havblik, og der, hvor Fortuna gik ned, føltes ikke en vind.
Skibsdrengen brændte i helvedes flammer, og styrmandens ansigt blev blåt - gamle Kræn Jepsen, den vejrbidte stodder, drak porter på havkongens slot.
43
Rockeren går - frit efter Jeppe Aakjær
Solen rammer blokkens tag, i gården summer myggen. Jonnas søn er hjemme efter otte år i skyggen. Lul, lul, rockeren går over til sin Harley, stiger op og kører steder hen, hvor han er farlig.
Lulu bor på fjerde sal, det larmer hele natten. Man kan høre hvad, der sker, når hun får en på hatten. Lul, lul, rockeren går over efter smøger. Støder han på hendes mand, står den på grove løjer.
44
Alfred er min bedste ven, har mærker, når vi leger. Han er sikkert faldet ned ad trappen, som han plejer. Lul, lul, rockeren går sjældent fra forstanden, men jeg ved, at Alfreds far om lidt får smæk i panden.
Mor står op og tænder for sit fjernsyn. Hvor hun stirrer! Når jeg lister ud, så kan jeg høre glas, der klirrer. Lul, lul, rockeren går med mig hen i skole. Holder mig i hånden. Passer på mig. Hedder Ole.
45
Havmåge-Helle Havmåge-Helle var fri som en fugl - hvilket hun var, det var også helt cool. Helle var retskaffen, nydelig og fræk - havde én bét, dog: En fæl højdeskræk.
Oppe på klinten sad Helle i angst - modtog en del af sin floks fine fangst indtil den dag, hvor de andre fik nok: "Helle, din taber, dit luddovne pjok!
46
Hvorfor dog føde på nogen som dig? Gør du mon nytte? Ha! Gu' gør du ej! Kom ikke her med din angst, den er løgn! Ingenting får du, før du bliver forfløjen!”
Helle så ud over kanten i ve. Her var kun død. Kunne hun flyve? Måske. Helle tog skridtet og følte sig sløj. Vingerne baskede, højden var høj.
47
Troldene under grillen 1
Dybt under grillen holdt troldene til: Bengnasker Benson og Galnebærlil. Hulen var lille, men hjemmet var stort, og deres dage gik næsten som smurt.
Stuen var hyggelig, om end lidt beskidt - duftede altid af bøf og pomfrit. Var de lidt sultne, gik Benson blot op for at få fat i en menneskekrop.
Byen var stor nok, af ansigter fuld. Ingen så den, der gik pludseligt omkuld og, mens passerende smilede trist, himlede under en blodplettet rist.
48
2
Oppe i gaden gik dansklærer Graae. Slipset var bundet, og hatten var på. Udadtil så han vist skikkelig ud, men der var stikflammer under hans hud!
Alt, hvad han så på, var ækelt og grimt. Lykken kom end ikke til ham i glimt. Alle, han mødte, var menneskelige vrag fyldt op til randen med løgn og bedrag.
Alle, ja, alle kom først for sig selv. Kærlighed blev kun til kvaler og gæld. Graae svedte voldsomt, men følte sig kold: Åh, hvem der bare kunne være en trold!
Da kunne han pludselig huske en knægt, snavset og vilter, men ellers perfekt, der kom forbi, når han hinkede rundt hjemme på vejen, før alt gjorde ondt.
Bengnasker, hed han - hold kæft for et navn! Trold var han også - i hvert fald af gavn! Da han forsvandt uden grund, blev han Graae. Mon de kunne mødes som da, de var små?
49
3
Trappen ved grillen var skummel og dyb, hjemsøgt af stikmyg og andre slags kryb, da lærer Graae i sit hinkende trav kiggede ned for at sige "goddaw!"
"Hej, gamle ven", sagde Bengnasker glad - lukkede Graae ind og bød på en fad "mange år siden, hvad bringer dig hid?" Læreren fortalte en halv times tid –
både om blomster og gynger i sol, svig, svigt og smerte og skinger fiol: "Du er det sidste, jeg virkelig har kært!" Bengnasker lo: "Ha! Du lugter lidt sært!"
Galnebærlil kiggede ind: "Er det tid?" "Ja", sagde manden, "jeg tror, der er bid. Jeg tænder ovnen, hæld blot sovsen på!" Sådan forsvandt også dansklærer Graae.
50
51
Ravnen og beostæren Ravnen Rie gjorde kur til en beostær fra Fur. Henny Hansen var dens navn - ikke Ib, ej heller Vagn.
- Bliv dog min, du kære fugl! Lad os sammen fejre jul! Rie ville kysses ved. Da kom Hennys næb på gled:
- Rie, du er smuk og fin! Kunne jeg dog blive din! Hjertet banker i mit bryst, og jeg mangler ikke lyst,
men der er så meget galt! Kort, nej, ikke kort fortalt bliver vi snakket om som lus her ved Madsens fuglehus.
Præstekragen skræpper op om, at vi må sige stop - stor i slaget, dog så tynd, siger han, vi begår en synd! 52
Finkerne, de kvidrer løs, så jeg bliver helt nervøs: Træt i vingen bliver jeg – mør – når de hvæsser næb og kløer,
og vi skal jo lægge æg! Tror du kun, det er for skæg? Hvad bliver vi mon til? Kom! Gæt! Har du lyst til omelet?
- Vi er dog så ens, min skat, sagde Rie, trist og mat. Henny sagde: - Hør nu her! Vi er ravn og beostær!
Henny blev en stæreflok. Rie fik kun dage nok. Begge blev de tynget ned af at mangle kærlighed.
53
Rumrotten På Månen, der boede en rotte. Den sad på en sur, gammel måtte, som Armstrong forlod, da han drog imod planeten, som rotten kunne spotte.
Den sultede ikke, den lille: På Månen gik intet til spilde. Af ost var der nok, og den gik amok i skorperne tidligt og silde.
Men drømme, det gjorde den meget, om pølser og kød, der var speget, om venner, som lo, om steder at bo, om gulve, der ikke blev fejet.
Så kom der et rumskib fra Polen, der skyggede vældigt for solen, og rotten tog væk, for Sepp Piontek fik puttet den blidt på reolen.
54
"Farvel, Måne, stenede klode! Nu flyver jeg hjem til Skovshoved!" Det tænkte vor ven, før den tog derhen, hvor vaders var højeste mode.
Og grøn var den, Jorden, og lunken, men maven blev temmelig slunken på rotten, det skår, for kampen var hård om affaldet henne i bunken.
Og gaderne, de var ét mylder, og rottegift gav hende bylder. De andre lo ondt: "Vi tror, det er sundt, hvis du holder op med det pyller!"
Og drænet af spotten og hånen kom dagen, hvor rotten i dånen omsider gav op - farvel til dén krop! Den stirrede tomt op mod Månen.
55
3. Digterens hus
56
Digterens hus Oppe på bakken lå digterens hus, utæt og hærget af vindenes sus.
Visnede planter i potte og skjul stod i hans vindueskarm, ruden var gul.
Stuen var kølig og køkkenet et rod, sengen var plettet af væsker og blod.
Dog greb han pennen hver morgen og nat - skrev ej til lyst, men var vild og besat.
Trapperne knirkede, døre gik op, skikkelser svævede rundt om hans krop. 57
Nogle var venlige, kyssede hans pen, andre fandt fryd i at plage vor ven.
"Vi ved dog bedst!", råbte gejster i kor over den medtagne digtersvends bord.
Selv tav han blot, han var ingenting værd - blot én, der skar sig på pen frem for sværd.
Hvad vidste han? Han var bare sig selv. Lånte hvert øre, stod bundløst i gæld
indtil den dag, hvor en hånd om hans hals strammedes til i en dødningevals.
58
"Bliv mig fra livet!", skreg digteren hæst - vendte sig om for at møde sit bæst.
Luftig var ånden, men også til grin; stuen og sengen stank fælt af benzin.
Tændstikken flammede, gejsterne skreg. Digteren råbte: "Mit ord - det er mig!"
Huset forsvandt i en søjle af røg, bort gik poeten i sodplettet tøj
ud mod et eget og ubekendt sted, fløjtende, lykkelig - men musen tog med.
59
60
Noter Dem, der samler landet blev skrevet til en skrinlagt antologi af næsten samme titel.
Københavnske cyklister var oprindeligt tænkt som en sangtekst. Deraf formen.
Ian er dedikeret til forsangeren fra postpunk-bandet Joy Division, Ian Curtis (1956 – 1980), hvis musik - og, må man vel indrømme, historie efterhånden har fulgt mig gennem mere end et halvt liv. Digtet rummer da også referencer til både temaer og tekstlinjer fra gruppens katalog.
Banesår er en fri, dansk gendigtning af Slapp Happys ”Scarred for Life” fra albummet Ca Va (V2, 1997).
Miss Atomic Bomb baserer sig på et sarkastisk pinup-foto fra 1957. Modellens navn var Lee Merlin, fotografens Don English.
Sort sol er dedikeret til Karen Severine Hansen. Min mormor, som tilfældigvis blev begravet under solformørkelsen d. 11/8 1999.
Rockeren går kan synges til Jeppe Aakjær og Thorvald Aagaards ”Spurven sidder stum bag Kvist” (1915).
61
Om forfatteren Steffen Baunbæk er født f. 9/12 1973 i Silkeborg. Cand. mag i dansk fra Aalborg Universitet. Medredaktør af musiktidsskrifterne Underground (1989 - 1991), Underword (1992) og Geiger (2000 – 2008). Sprang ud som lyriker i 1992 med fem tekster i antologien Collage (Høst & Søn). Selvstændig bogdebut i 2012. Siden da er det blevet til nok otte digtsamlinger med alt fra beatlyrik over hjemstavnspoesi til politiske tekster.
Værker:
Picnic i Hiroshima, 2012. August, e-bog, 2014. 8600, 2015. Kvarts, 2016. Masselinjer, 2017. Distant Early Warning, 2019. Ground zero, 2020. Når dæmningen sprænger, 2021. Picnic i Hiroshima Redux, 2021.
62
AURORA – ISBN 978-87-970412-1-5 63