BAG OM HEADCOACH MIKEL ARTETA

SPANSK FINESSE BRITISK STÅL og

Selvom Artetas nye karriere som manager er det, som har trukket overskrifterne de sidste par måneder, så er det værd at kigge tilbage på hans egen spillerkarriere. En karriere, som bragte ham forbi nogle af Europas største klubber og til sidst i den klub, som han endte med at forelske sig i. GunAction kigger her nærmere på vores managers spillerkarriere.

Som barn spillede Arteta i en lokal klub i hans hjemby, San Sebastian, hvor han mødte en anden fodboldspiller, som han skulle gå hen og forme et livslangt venskab med – Xabi Alonso. De var begge to offensive midtbanespillere (på det tidspunkt), var jævnaldrende og både deres spillestil og personlighed mindede meget om hinanden – derfor holdte de sammen.

Da Alonso skrev kontrakt med den lokale storklub Real Sociedad, tog Arteta i stedet østpå til Barcelona B. Han fik aldrig debut for førsteholdet, men blev i stedet lejet ud til Paris Saint Germain i 2001. I den halvanden sæson han var i den franske hovedstad, imponerede han på playmakerpositionen og PSG’s træner ville enormt gerne have beholdt ham, men sådan skulle det ikke være – nu begyndte de britiske øer nemlig at kalde på Arteta.

I marts 2002 skrev han kontrakt med Glasgow Rangers, som dette tidspunkt lå i den absolutte top af skotsk fodbold. I sæsonen 02/03 var han en enormt vigtig del af det hold, som gik hen og vandt The Treble - han scorede blandt andet i sit første ‘Old Firm’ imod Celtic. På dette tidspunkt var det helt uhørt, at et ungt, spansk stortalent ville pleje sit potentiale et andet sted end Spanien. På dette tidspunkt var ambitionerne for spanske fodboldspillere, enten at spille for den lokale klub eller for Real Madrid eller Barcelona. Det var dermed et opsigtsvækkende skifte, men et som skulle vise sig at være definerende for den type fodboldspiller, som Arteta skulle udvikle sig til.

Hans præcise rytmiske

tilgang til spillet passede

perfekt ind i Arsene Wengers spilfilosofi, og han så meget hurtigt, at Arteta havde et

stort potentiale som manager…

Du kan læse meget mere

om Artetas vej til posten som headcoach i Arsenal og hans

muligheder for at få succes i jobbet i temaet "fra Arsène til Arteta"…

Arteta som spiller - elegant og engageret, men uden at opnå kultstatus. Lad os håbe det kommer som headcoach. AF // CHRISTIAN H. STENRØJL //

Hans kvaliteter har, helt siden starten af hans karriere, været hans boldomgang, hans teknik og hans spilforståelse, men i Skotland lærte han hurtigt nogle af de ting, som skulle gøre ham til en publikumsfavorit i både Skotland og England. Modsat mange af sine sydlandske kollegaer i Storbritanien, så lærte han at holde af det fysiske aspekt af spillet. Han gav gerne igen og var en noget mere resolut og fysisk spiller, end man måske husker ham som. Han dukkede gerne op i feltet fra sin 10’er position og scorede på hovedstød. Han var elsket på Ibrox i de to år han var der, men hans gamle kammerat fra San Sebastian lokkede ham hjem til Spanien. Han skiftede til Real Sociedad i sommeren 2004, idet han gerne ville spille sammen med Xabi Alonso, men selv samme sommer blev Alonso lokket til Liverpool og i den halve sæson, som han tilbragte i klubben, var han kun i startopstillingen tre gange.

Gravesen banede vejen i Everton I januar 2005 skiftede Thomas Gravesen til Real Madrid og David Moyes ledte efter en afløser på midtbanen. Det blev til en lejeaftale med Mikel Arteta, som blev permanent den efterfølgende sommer. Everton betalte sølle 20 millioner kroner for ham og det må siges,

at have været et røverkøb. I sin første sæson på Goodison Park blev han kåret til årets spiller af både spillerne og fansene. Udover det kårede Sky Sports seerne ham til årets midtbanespiller foran Cristiano Ronaldo. I alt blev han årets spiller i tre ud af seks år, som han tilbragte i klubben.

Arteta blev en uvurderlig del af Moyes’ planer og på et ellers meget pragmatisk og typisk engelsk hold, var han det kreative element, som han havde frihed til at bevæge sig og diktere spillet.

I august 2011 blev Arsenal ydmyget 8-2 på Old Trafford. På transfervinduets sidste dag hentede Arsenal to spillere, som skulle vise sig at blive essentielle for nutidens Arsenal: Per Mertesacker og Mikel Arteta. Evertons fans var, mildest talt, ikke specielt tilfredse med Artetas skifte, men han var opsat på at skifte og sagde blandt andet: “Jeg er 29 år. Jeg får ikke sådan en chance igen”. Han gik endda med til en lønnedgang for at sikre sig, at skiftet blev en realitet.

Følelsesladet afsked med Emirates Arteta viste sig hurtigt at have en ro og stabilitet, som holdet havde brug for. Han blev meget hurtigt en leder på holdet og bar anførerbindet for første gang i en FA Cup kamp imod Leeds United – den kamp bliver dog, forståeligt nok, husket for Thierry Henrys anden debut og mål.

Hans præcise rytmiske tilgang til spillet passede perfekt ind i Arsene Wengers spilfilosofi og han så meget hurtigt, at Arteta havde et stort potentiale som manager. Wenger roste Arteta for hans professionalisme, sans for detaljer og lederegenskaber. Han blev permanent anfører i 2014/2015 sæsonen, men spillede kun 11 kampe pga skader. Den efterfølgende sæson skulle vise sig, at blive hans sidste og da karrierens sidste kamp var spillet færdig på Emirates, gav Arsenals fans ham en stående klapsalve, hvilket en tydeligt berørt Arteta udviste enorm taknemmelighed for.

På trods af hans flotte karriere og enorme talent, så var hans forhold til det spanske landshold en smule rustent. Han spillede mange kampe på ungdomslandsholdene og var endda anfører til U21 EM i 2004, men han var på ingen måde hjulpet af, at Spanien besad en nærmest absurd mængde af talent på midtbanen. I 2010 henvendte den daværende landstræner for England sig til FIFA med henblik på, at lade Arteta spille for England. FIFA afviste dog tilnærmelsen, hvilket Arteta senere har erklæret sig enormt utilfreds med.

Arteta vandt tre FA cups og to Community Shields med Arsenal og vil blive husket som en af de spillere, som var meget vigtig i Emirates-æraens usikre år. Hans teknik, fysik og spilforståelse gjorde ham til en meget spændende spiller. Hans professionalisme og lederegenskaber kunne tydeligt ses i ham som spiller, men er også meget tydelige i hans nuværende job. En spiller, som ikke bør gå i glemmebogen for os fans, men det gør han vel næppe. //

Arteta - allerede som spiller et omdrejningspunkt i Arsenal.

KAMPENS ALE

Gunners Ale er et lille karakterstærk mesterværk fra Midtfyns Bryghus - brygget helt eksklusivt for Arsenal Denmark. Charmerer allerede fra starten med sin duft og skum, ved første smag er den rund og sød mens eftersmagen er let bitter.

Kasse m/12 stk. á 0,5 ltr. kr. 300,- 30,- Pr. stk. á 0,5 ltr. kr.

Øllene er en „selvhenter“ og kan købes lokalt i følgende byer: Odense, København, Ebeltoft, Randers, Viborg, Aarhus og Hanstholm.

Bestil hos tb@arsenal.dk

FRA ARSÈNE TIL ARTETA

De sidste 18 måneder har været de mest hektiske i de sidste mange år i Arsenal. Afskeden med Wenger blev lige så vanskelig som frygtet. Tre headcoaches, store udskiftninger i ledelsen og nye ejerforhold har sat sit præg på klubben og sendt holdet ned midt i Premier League. Champions League er langt væk og Arsenals placering i top seks nu, og i fremtiden, er langt fra givet. GunAction ser tilbage - og frem. Hvad skete der, hvorfor skete det og hvordan ser den nærmeste fremtid ud for en af de mest traditionsrige klubber i England.

Sådan har vi gjort

Vi har delt temaet op i fire kategorier og tre tidsmæssige perioder: 2018, 2019 og fremtiden.

Ledelsessituationen Her ser vi nærmere på hvad der skete på ledelsesgangen og i ejerkredsen.

Headcoach-situationen Fra manager til headcoach. Fra Arsène til Arteta. Vi ser på forløbet i de sidste 18 måneder.

Spillersituationen Den megen turbulens har sat sit præg på truppen. Frustrationer, rygter og enkelte lyspunkter.

Resultaterne Der har været det hele. Fra 22 kampe i træk uden nederlag til en lang periode med sejrstørke.

GAZIDIS NYE fundament smuldrer

Med Wenger ved roret var Arsenal i mange år garant for en stabilitet, der er sjældent set i international topfodbold. Ikke kun på banen havde franskmanden styr på tropperne. Man fornemmede også, at hans visioner, autoritet og indsigt rakte langt ind i bestyrelseslokalet. I mange år var han et urokkeligt fundament under Arsenal med næsten uindskrænket magt. Wengers afsked med Arsenal i foråret 2018 trækker tråde helt tilbage til ansættelsen af Ivan Gazidis i 2009. Ansættelsen var ikke starten på en revolution, men over tid ændrede tingene sig langsomt, og Wenger fik mindre og mindre kontrol over klubben i takt med, at Gazidis’ rolle som „catalyst for change“ tog til. Det hele kulminerede i foråret 2018 efter flere sæsoner med skuffende resultater, og ved sæsonafslutningen 2017-18 var afskeden med Wenger en realitet. Samtidig med uroen omkring Wenger ændrede ejerforholdene sig i klubben også markant.

I august 2018 accepterede Alisher Usmanov, der sad på

3

NØGLEPUNKTER

> Wenger mister indflydelse > Kroenke bliver eneejer af Arsenal > CEO Ivan Gazidis forlader klubben

omkring 30 % af aktierne, et tilbud fra Stan Kroenke og Kroenke Sports Enterprises (KSE) om overtagelse af aktierne. En overtagelse, der ifølge lovgivningen gav Kroenke mulighed for at tvangsindløse de resterende aktier, hvilket skete hen over efteråret 2018. Dermed er Kroenke og KSE i dag eneejer af Arsenal.

Gazidis’ forandringsproces slog for alvor igennem i 2017 med en række nye tiltag, som skulle gøre situationen omkring Wenger mere smidig. Gazidis var stadig direktør, men ind var kommet Raul Sanllehi som „Head of footbaal relations“, og Sven Mislintat havde afløst Stewe Rowley som Chiefscout. Begge var ankommet i løbet af november/december 2017. Strukturen var udadtil et billede på de forandringer, Gazidis var i gang med, og det var nu tydeligt for alle, at Wenger mistede indflydelse.

Gazidis’ nye hold starter godt, og de nyankomne er nøglepersoner i en række transfers, men der går ikke længe, før fundamentet slår revner. Umiddelbart efter sommerferien 2018 rygtes Gazidis på vej til AC Milan. Altså ganske kort tid efter, at den nye ledelse var fuldt etableret, og efter han havde været omdrejningspunktet i ansættelsen af Unai Emery som ny headcoach.

Som afløser for Gazidis ansættes Vinai Venkatesham, som har arbejdet i Arsenal siden 2010, senest som Chief Commercial Officer. Tomrummet efter Gazidis var fyldt ud, men der skulle hurtigt opstå nye problemer. //

EMERY frem for ARTETA

2018 vil altid være et historisk år for Arsenal. Wenger-æraen randt ud og desværre lidt i ingenting. Kritikken mod nestoren nåede i foråret 2018 uværdige lavpunkter, og det endte i april med en regulær fyring. Det havde klædt Wenger bedst at have takket af med FA Cup-pokalen hævet i maj 2017, men klubben havde ingen plan klar, og i sidste ende var Wengers magt i det interne hierarki for stor. I hvert fald fik han lov at fortsætte, og man udsatte og uddybede i virkeligheden bare problemerne.

Selv da man valgte at afbryde samarbejdet med den gamle, vir kede det ikke, som om ledelsen for alvor havde overvejet, at den dag nogensinde ville oprinde. Afløseren var ikke klar, og der foregik forhandlinger med flere forskellige, deriblandt Mikel Arteta. Arteta var tæt på at lande en aftale, og han og hustruen nåede at kigge på hus i London i den tro, at han nu skulle dirigere sit gamle hold fra chefstolen. Men op af hatten kom Unai Emery – hentet i Paris.

Emery var på det tidspunkt mest kendt for at være en god spansk manager med ansvar for klubber lige under toppen og med en særlig evne til at vinde Europa League, hvad han har opnået tre gange med Sevilla. Derudover lød rygterne fra omklædningsrummet i Paris, at han havde svært ved at sætte sig igennem over for de højtbetalte stjernespillere. Et problem, som han tog med sig til London.

Alligevel var forventningerne høje, ikke mindst fordi alle omkring Arsenal tørstede efter forandring. Der kom interessante spillere ind hen over sommeren, bl.a. Leno, Torreira, Sokratis og Guendouzi, og stemningen var positiv, da vi nåede til august.

Alle var klar over, at omstillingen efter Wenger ville blive svær, men der var samtidig en realistisk tro på, at det ikke kunne blive dårligere end de sidste to-tre år med Wenger. Forventningen var, at Arsenal ville komme tilbage i det gode Champions League-selskab og mindst nå finalen i Europa League.

Efteråret 2018 gik da også over forventning. Arsenal vandt kampe på stribe og spillede en frisk stil med meget boldbesiddelse og konsekvent opspil fra de bageste rækker og med mange stationer undervejs. Der kom fantastiske kampe som fx nedsablingen af Leicester, men der kom også heldige sejre undervejs i de 22 ubesejrede kampe mellem august og november.

I december begyndte filmen at knække, Arsenal tabte pludselig kampe til modstandere, som burde være overkommelige, og mellem fans begyndte den tanke at sprede sig, at der ikke rigtig var soliditet i de ændringer, som Emery gennemførte. Var vi for sårbare, kunne vi klare os igennem uden forstærkninger i forsvaret, kunne vi få det til at hænge sammen uden en solid midtbane? // EMERY DUKKEDE OP FRA PARIS 3 NØGLEPUNKTER

> Wenger-æraen slutter > Store forventninger til fornyelsen > Fantastisk efterår og begyndende krisetegn i julen

Ny ledelsesstruktur slår igennem i SPILLERTRUPPEN

Spillersituationen i Arsenal ændrede sig markant i januar vinduet 2018. De senere års langstrakte transfersager er afløst af en hidtil uset beslutsomhed, og spillerne er nærmest ved at falde over hinanden på vej ind og ud af Emirates. Mest prominente tilgange er Aubameyang og Mkhitaryan og blandt afgangene Alexis Sanchez, som ikke længere ville Arsenal, og fanfavoritten Olivier Giroud. Herudover var der yderligere

Klassetilgang med Aubameyang.

til- og afgange, og i alt otte spillere blev skiftet i vinduet. Overraskende navnlig set i lyset af, at januar plejer at være et stille vindue, men også et udtryk for, at den nye ledelsesstruktur skulle bevise sin berettigelse.

Oven i det hele forlængede klubben med Özil for at signalere til omverdenen, at man fortsat havde et ønske om at

3

NØGLEPUNKTER

> Stærke indkøb i januar 2018 > Klubben forlænger med Özil > Cazorla - et stort tab

sidde til bords med de store. Sanchez gik, mens Arsenal satsede på Özil.

Vinduet gav dog ingen afklaring på de problemer, som mange havde adresseret gennem årene - det vaklende forsvar. 2018 blev også året, hvor savnet af vores defensive playmaker Santi Cazorla for alvor begyndte at vise sig. Den elegante spanier var endt i et regulært skadeshelvede. De hurtige fødder, det kølige overblik og evnen til at sætte holdets tempo var uvurderlige for både forsvar og angreb. Hen over sommeren 2018 var der stadig så stor usikkerhed om hans fremtid på banen, at han ikke fik forlænget sin kontrakt. Savnet er stort, og det er aldrig lykkedes Arsenal at erstatte ham.

Sommervinduet 2018 blev også hektisk. Navnene var dog ikke så prominente som i januar. Bernd Leno fremstår som det største og mest prominente indkøb, og så gøres der et forsøg på at styrke forsvaret og den defensive midtbane med købet af Sokratis og Lucas Torreira. Oven i det kommer Lichtsteiner ind som gardering på højre back og som årets transferkanin Guendouzi. Sidstnævnte roses i store vendinger og tilkæmper sig lidt overraskende en markant position på holdet.

Ud over Cazorla forlader Mertesacker, Lucas Perez og Joel Campbell førsteholdstruppen og, som en overraskelse for mange, Jack Wilshere. Med Wilsheres afgang er der kun Ramsey tilbage fra Wengers britiske satsning for år tilbage, men efteråret skulle vise, at waliseren også sang på sidste vers i klubben.

Med kontraktudløb i sommeren 2019 begyndte snakken med Ramsey allerede i efteråret 2018, og det udviklede sig ret hurtigt til en ny transfersaga. Først var han tilbudt en kontrakt, så var han alligevel ikke. Et forløb, som muligvis kan tilskrives uroen på ledelsesgangen, men kønt var det ikke over for en spiller, som virkelig har vist sig som klubbens mand. Mod slutningen af året startede også et mærkværdigt og uforståeligt spil mellem klubbens suverænt højst betalte spiller, Mesut Özil, og headcoach Unai Emery. //

Nederlag i Southampton trods mål af Mkhitaryan.

2018 begyndte med slutningen på Wenger-æraen. I foråret 2018 spillede Arsenal 17 Premier League-kampe med Wenger ved roret, og de gav 25 point, dvs. et snit pr. kamp på ca. 1,5. Det rakte til en sjetteplads, og undervejs fik vi også et uhørt tredjerunde-exit i FA Cuppen og en tabt semifinale i Europa League. Det hele endte med en fyreseddel til Wenger et par år for sent, og sommeren 2018 skulle endelig byde på store forandringer.

Unai Emery lagde i august 2018 ud med to forventede nederlag til Manchester City og Chelsea, hvor sidstnævnte 3-2 på Stamford Bridge sagtens kunne være vundet. Men ingen rynkede øjenbryn over en foreløbig bundplacering til Arsenal. Det var såmænd nok også sket under Wenger, og Emery skulle have tid til at bearbejde truppen, finde taktikken og sig selv i en ny liga. Derefter fulgte de berømte 22

3

NØGLEPUNKTER

Ubesejret i 22 kampe, men PROBLEMERNE LUREDE

kampe uden nederlag, heraf de 14 i Premier League. Af de 14 ligakampe endte kun fire uafgjort, så Arsenal havde efter 16 kampe et pointsnit på over to point pr. kamp.

Arsenal fik nu noget så sjældent som god presse, selv i danske medier, og der var forsigtig optimisme omkring, at det faktisk ville kunne lykkes at vende Wengers kuldsejlede skude allerede i løbet af første sæson. I efteråret 2018 var der en fornyet optimisme i både truppen og i hele miljøet omkring klubben.

Mere skeptiske øjne kunne dog godt se, at det hele ikke bare kørte. Otte af de 22 kampe uden nederlag faldt i de to nemme cupturneringer, og mange point undervejs var temmelig heldige. Spillemæssigt kunne ingen rigtig finde ud af, hvad Emery ville, men så længe resultaterne var bedre end spillet, mente de fleste, at det nok skulle komme.

Men hen imod jul begyndte tingene at krakelere. Et nederlag i Southampton midt i december indvarslede en periode på nu over et helt år med meget svingende resultater specielt i Premier League. Arsenal vandt yderligere en ligakamp i 2018, over Burnley, men nåede også at blive sendt ud af Liga Cuppen af Tottenham og sluttede meget betegnende året af med et 5-1-nederlag 29. december i Liverpool. Den kamp opsummerede, hvor langt Arsenal var fra at spille om topplaceringerne. Ser man på hele 2018, begyndte det med 2-2 hjemme mod Chelsea med en tiltagende desillusioneret Wenger som chef og sluttede med det nævnte 5-1-nederlag i Liverpool med en tiltagende rådvild Emery som chef. De to kampe indrammer et ekstremt turbulent år for Arsenal, men endnu vidste ingen, at 2019 skulle blive meget værre. //

> Wenger-æraen slutter med skuffende resultater > Fornyet optimisme i efteråret 2018 > Den nuværende resultatkrise begyndte i december 2018

Uro, optimisme, uro og uundgåelig fyring

De sidste nytårsraketter er dårligt skudt af, før der igen er rygter om afgang på ledelsesgangen. Denne gang er det Sven Mislintat, der rygtes på vej væk. Nytårsraketterne lægger røgslør over, hvad der er den reelle årsag til problemerne, men i et interview senere på året fortæller Mislintat, at der var uenighed om måden, man scoutede spillere på, og at han var blevet lovet et job som teknisk direktør, så han kunne være omkring holdet på daglig basis. Disse løfter blev aldrig indfriet, da Arsenal havde andre planer, og den 8. februar forlod den tyske mesterspejder klubben.

I takt med at klubben mister momentum resultat- og spillemæssigt, rettes fokus mod spillertruppen og eventuelle forstærkninger. Her kommer det som et chok for fansene, at klubbens økonomi ikke tillader, at truppen kan forstærkes. Man har banket hovedet imod et lønloft på grund af for høje spillerlønninger.

Det falder naturligvis tilbage på ledelsen, at man lander i den fælde. Det kan muligvis tilskrives den turbulens, der har været på ledelsesgangen, fordi det er uklart, hvem der sad med det samlede overblik.

Efter sæsonafslutningen er Vinai Venkatesham og Raul Sanllehi aktive og fortæller om klubbens og ejernes ambitioner og transferpolitikken. Vi får alle de ledelsesmæssigt strategiske udtalelser om, at Emery er den rigtige mand, og at ejernes mål er sportslig succes. Omkring kontraktforhandlinger, hvor navnlig Ramseys situation har været genstand for stor opmærksomhed, vil ledelsen være fokuseret på, at ingen spillere, med mindre de er i slutningen af deres karriere, forlader klubben uden det giver penge i kassen.

For at reetablere det ledelsesmæssige trekløver omkring Emery ansætter Arsenal 9. juli Edu som ny teknisk direktør.

Hen over sommeren lykkedes det endvidere ledelsen, på trods af de dystre udsigter, at lave et flot transfervindue med flere spændende navne. Sammen med en vellykket opstartstur til USA, hvor Stan og Josh Kroenke viser tydelig interesse for klubben, blæser der optimistiske vinde ind over Emirates før sæsonstarten 2019-20.

De positive vinde holder de første par runder, men ret hurtigt løber holdet ind i en række skuffende resultater. Presset på Emery stiger, og det gør det også på ledelse og bestyrelse. Er Emery den rette mand for Arsenal? Vi må formode, at der er hektisk aktivitet på ledelsesgangen i takt med de dårlige resultater, og det store spørgsmål er selvfølgelig om Emery skal fyres. Reelt ved vi ikke ret meget om hvad der foregår, og af forretningsmæssige årsager må det nødvendigvis være sådan. Men forretningsmæssige hensyn og fansenes følelser og frustrationer er et umage par, og da resultaterne ikke bliver bedre, har ledelse og bestyrelse reelt kun en mulighed for at tage trykket af ballonen - en fyring af Emery. Om det er den rigtige løsning, får vi aldrig svaret på, men det renser luften her og nu.

Den midlertidige løsning med Ljungberg viser sig hurtigt ikke at fungere. Dermed forsvinder ledelsens og bestyrelsens ønske om, stille og roligt, at finde den rette. Situationen er kritisk, og ledelsen tvinges på overarbejde. Omstændighederne taget i betragtning er valget af Arteta fuldt forståeligt, og det kan sagtens være det rigtige, hvis han får tiden til det. Men det kræver stabilitet og tid, og det hænger ikke ret godt sammen med topfodboldens krav om øjeblikkelig succes. // > Mislintat forlader klubben > Optimismen blomstrer før sæson 2019-20 > Tre managers på to måneder 3 NØGLEPUNKTER TEKNISK DIREKTØR EDU

1 - 2 - 3 HEADCOACHES

Som foråret 2019 skred frem, blev det tydeligt, at Emery ikke havde nogen plan for, hvordan han ville have sit hold til at spille. Det blev efterhånden tydeligt, at Emerys primære taktik var ikke at have nogen, bortset fra nogle få dogmer om, at man ikke må aflevere langt fra forsvarszonen, og at målmanden slet ikke må gøre det. Det gav et afventende og tiltagende passivt Arsenal, som det blev meget nemt for modstanderholdene at dæmme op for. Arsenal var aldrig et hold, der skabte kampene, og alle vidste efterhånden, at man kunne stresse de rød-hvide med et højt pres, hvilket gav mængder af boldtab i kritiske situationer.

Hen på foråret faldt det hele fra hinanden med striber af nederlag i Premier League, mens alle øjne hvilede tungt

3

NØGLEPUNKTER

på en mulig europæisk finale i Baku. Det lå i kortene, at den skulle spilles mod Chelsea, og netop Chelsea var et af de hold, som også kæmpede om tredje- og fjerdepladsen i Premier League. Arsenal trak i begge henseender det korte strå med en femteplads og en tabt finale. Ingen af delene kunne rigtig bruges til noget, men vi vurderede alligevel her på Gun Action, at Emery havde fortjent et 4-tal for den samlede præstation. Med forventning om forbedring efter sommerferien.

Mens januarvinduet 2019 med lånet af Denis Suarez blev helt grinagtigt, blev sommervinduet i 2019 godt. I august var der behersket optimisme, tillid til ledelsens investeringslyst og tro på, at Emery kunne fortsætte arbejdet og få sin klub op i topstriden.

De første otte-ti kampe gik egentlig også som planlagt. Faktisk holdt Arsenal Gun Actions forudsagte pointhøst et godt stykke ind i oktober. Først med nederlaget til Sheffield United 21. oktober efterfulgt af en lang serie uafgjorte i forskellige turneringer blev det klart, hvor skrøbeligt og usikkert et hold, Arsenal var blevet. Arsenals nye øgenavn er blevet ”The National Lottery”, fordi vi leverer ”a draw every week”, og frem mod fyringen af Emery var der efterhånden ingen, hverken på banen eller tilskuerpladserne, der troede på, at Arsenal kunne vinde en fodboldkamp. Med lidt held kunne man hive en uafgjort hjem, men kom modstanderen foran, vidste alle, at Arsenal ville give op. Ingen tro, ingen fight, ingen der hjælper hinanden. På få år var Arsenal sunket så meget i niveau, at man stadig er tættere på nedrykning end på fjerdepladsen, og hvor man i lange perioder spiller nervøst og med frygt for modstanderen.

Det kunne selvsagt ikke gå, så 2019 blev året, hvor Arsenal havde hele tre forskellige headcoaches. Det er aldrig sket før. Alle vidste, at Ljungberg var en overgangsfigur, og kærligheden til Freddie overstrålede heldigvis det faktum, at han intet kunne stille op. Fire kampe fik han, deriblandt en enkelt sejr, ude over West Ham, hvor Pepe omsider trådte i karakter, men ellers var alt det samme.

Få dage før jul kom så meldingen, som alle ventede på: Mikel Arteta er ny manager, og den genstart af Arsenal, som Emery ikke evnede, ligger nu på Artetas skuldre. Manden, som troede, at han havde jobbet i sommeren 2018, kan nu omsider begynde sit tiltrængte oprydningsarbejde. //

> Kaotisk år med tre forskellige headcoaches > Fornyelse efter 22 år med Wenger blev svær > God transfersommer – nu skal spillerne bruges rigtigt

TRUPPEN STYRKET trods lønloft

Januar-vinduet 2019 fremstår som et af de svageste i mange år. Der sker reelt ingenting. Eneste ændring til førsteholdstruppen er Deniz Suarez, som kommer på lån fra Barcelona. Hvorfor er i dag stadig en gåde. Han kommer stort set aldrig i kamp for The Gunners. Vinduet står således i stærk kontrast til vinduet i 2018 og bunder muligvis i den ledelsesmæssige ustabilitet. Truppen er således intakt, men de forsvarsmæssige problemer, som sommervinduet 2018 skulle løse, eksisterer fortsat.

Hen over foråret føjes der yderligere til sagaen om Özil, som tog sin begyndelse i slutningen af 2018. Situationen er helt bizar og beskrevet i GunAction 3 i februar 2019. Men selv her i starten af 2020 er det fuldstændig uforståeligt, hvordan situationen kunne ende, hvor den gjorde. Måske skyldes det manglende forventningsafstemninger mellem ledelsen, Özil og holdets headcoach.

Med meldingen om, at klubben havde banket hovedet mod Premier Leagues lønloft, var der ikke de store forventninger til sommerens transfervindue. De pessimistiske forventninger blev dog gjort til skamme, og ledelsen leverede et rigtig flot vindue - og der blev virkelig luftet ud.

For første gang i mange år så det ud til, at klubben seriøst tog fat om problemerne i forsvaret. Ind kom Kieran Tierney, David Luiz og William Saliba, som dog i første omgang blev sendt på lån i St. Etienne, hvor han kom fra. På midtbanen kom

3

NØGLEPUNKTER

> Bizar situation omkring Özil > Rekordindkøb bænket > Martinelli imponerer

Pepe - rekordkøb fra franske Lille.

Ceballos til på et sæsonlån og helt fremme Pepe og Martinelli. Suppleret med egne talenter tegnede truppen sig mere spændende end i mange år. Optimismen var tilbage på Emirates, tavlen var visket ren, og man var klar til at starte på en frisk. De gamle skavanker viste sig dog hurtigt igen.

Tierney har været forfulgt af skader, og Luiz har været svingende i sine præstationer og er fortsat noget af en lottokupon. Ceballos er også svingende og svær at vurdere, og helt fremme virker situationen omkring Pepe besynderlig. Klubbens dyreste indkøb nogensinde er skiftevis inde og ude af holdet, og man begynder at trække paralleller til Emerys kontroverser med Özil. Hvorfor er klubbens dyreste spillere ikke faste på holdkortet? Midt i den tiltagende elendighed er der dog også enkelte solstrålehistorier. Gabriel Martinelli har i efteråret 2019 imponeret alle ved at være aggresiv, hurtig og målfarlig, og i hele 2019 har målmand Leno reddet mange point trods svære betingelser bag et vaklende forsvar.

Hen over foråret slutter sagaen om Ramsey, da waliseren sætter sit navn på en kontrakt med Juventus. Ligesom med Cazorla er det i dag tydeligt hvad Ramsey tilførte holdet. Sommerens transfervindue blev også et farvel til Cech, Monreal, Welbeck, Iwobi, Koscielny og Mkhitaryan - sidstnævnte på lån til Roma. Læg dertil en række mindre profilerede spillere, så er man oppe på de 21 spillere, som forlod klubben og dermed skabte luft i økonomien.

Alt i alt fremstod truppen skarpere, men det skulle hurtigt vise sig, at Emery ikke var i stand til at omsætte investeringerne i resultater. Efterhånden som resultaterne svigtede og presset på Emery og truppen steg, begyndte gnidningerne at komme. Tydeligst i situationen, da Xhaka slog op i banen og blev buet ud af Emirates med tydelige ridser i lakken til følge. I løbet af november var indstillingen, attituden og stemningen omkring holdet og på Emirates på et absolut lavpunkt til trods for spillertruppens kvaliteter. //

DÅRLIG POINTHØST og katastrofal afslutning

For præcis et år siden spurgte vi i Gun Action, om gassen var ved at gå af ballonen. Og ja, det var den. Den var ikke bare begyndt at sive en lille smule, faktisk lå hele ballonen slatten henne i et hjørne, og Arteta og Co. skal nu forsøge at puste lidt liv i den igen. 2019 er et af de resultatmæssigt dårligste år i hele Arsenals Premier League-historie. Tabellen her på siden sætter tingene lidt i perspektiv. Emerys 2019 er på samme niveau som Arsenals dårligste kalenderår i Premier Lea gue, nemlig 1995 med George Graham ved roret. Emerys forår 2019 endte lidt ringere, end da Wenger var ringest, mens Emerys efterår 2019 ikke rettede op, men fortsatte tendensen nedad. Derfor fyringen i november, som gav plads til først Ljungberg og derefter Arteta, som begge har været endnu dårligere, end da Emery var dårligst. Man skal ikke drage store konklusioner på et meget lille datagrundlag, men selvom Arteta står for ny optimisme, er der resultatmæssigt intet sket endnu.

Wengers dårligste år var 2012 med 67 point i 38 kampe, hvilket stadig er lidt over det, vi har oplevet det seneste års tid. Det kan i øvrigt bemærkes, at Wenger i alle årene 2002, 2003, 2004, 2007, 2009, 2013 og 2015 fik over to point pr. kamp. I både 2013 og 2015 vandt Arsenal faktisk kalenderåret, men ingen mesterskaber, fordi de omkringliggende år var en del ringere.

Emery havde i sine 22 ubesejrede kampe i 2018 også et snit på over to point pr. kamp og havde rent pointmæssigt sat kursen mod en topplacering. Men det afgørende dyk satte ind i slutningen af 2018, og Emerys forår i 2019 faldt i to dele: en fornuftig vinterdel med bl.a. en periode med 13 point i fem kampe og en forfærdelig afslutning med kun et point i fem kampe. Her endte Arsenal et point fra den fjerdeplads, som ville have haft kæmpe betydning. Emery er kendt som Europa League-specialist, og ligaafslutningen i 2019 bar noget præg af, at energien lå på at vinde den lille europæiske turnering. Men omvendt kunne en ligasejr eller to i samme periode have sikret Arsenal en tredjeplads og dermed direkte adgang til Champions League i år. Sådan gik det desværre ikke, og næste sæson kan meget vel blive et år helt uden europæiske kampe. // DER ER ET STYKKE OP TIL WENGER

Udvalgte perioders resultater i Premier League Kampe Point Snit pr. kamp Graham i 1995 41 57 1,4 Wenger i 2002 39 91 2,3 Wenger i 2012 39 67 1,7 Wenger i 2015 38 81 2,1 Emery forår 2019 18 29 1,6 Emery efterår 2019 13 18 1,4

3

NØGLEPUNKTER

Emery samlet i 2019 31 47 1,5 Ljungberg 5 5 1 Arteta 7 8 1,1

> 2019 dårligste år siden 1995 > Behersket optimisme i august 2019 afløses af regulær nedsmeltning > Arteta har ikke vendt resultaterne endnu

FORVENTNINGSAFSTEMNING stabilitet og tålmodighed

Ingen klubber er garanteret en permanent plads i toppen af deres respektive ligaer. Som i alle andre forhold af livet er der en cyklus og der vil komme modgang.

AC Milan oplever det i Italien, Liverpool har være igennem det, og Manchester United har svært ved at finde momentum. Arsenal har været forkælet i 22 år under Wenger, men nu er det andre tider. Som Ole Olsson var inde på i GA 3 i februar 2019, er tiden måske inde til at justere på selvforståelsen og acceptere, at klubben skal igennem en opbygningsfase. At ting tager tid og kræver stabilitet - i bestyrelse, ledelse, spillertrup og på trænerposten.

Stabilitet, forvetningsafstemning og tålmodighed bliver nøgleordene i de kommende sæsoner. Og her må vi som fans også se indad og acceptere en periode - om nødvendigt - uden for den absolutte top.

3

NØGLEPUNKTER

> Juster på selvforståelsen i en periode > Bevar tålmodigheden > Samspillet mellem ejere, bestyrelse og ledelse

Det gør ondt, men alt andet er uholdbart og vil medføre frustrationer til skade for sammenholdet og klubben.

Da Kroenke Sports Enterprises er eneejer af Arsenal, kan de i princippet gøre med klubben, hvad de vil. Modsat Manchester City og enkelte andre klubber er der ikke noget, der tyder på, at Arsenal er legetøj for Kroenke - det er forretning. Og den forretning har det bedst i toppen af fodbolden, for det er der, pengene er. Men der er Arsenal ikke, og som resultaterne er i øjeblikket, er det tvivlsomt om holdet kvalificerer sig til europæisk fodbold næste sæson. Det vil give yderligere økonomiske udfordringer, men her må vi håbe på, at KSE er tålmodige og villige til at give ledelsen og Arteta den tid - og de redskaber - der skal til.

Og de forhold bliver spændende at følge. Er der 100 % sammenfald mellem KSE’s forventninger, bestyrelsen og Arsenals daglige ledelse? Hvordan er styrkeforholdet, og hvor lang snor får ledelse og headcoach? Disse forhold er afgørende elementer i genrejsningen af Arsenal, men den bedste medicin er gode resultater. Gode resultater er en ren mirakelkur mod dårlig stemning, intern splid og uro. Men viser resultaterne sig ikke er de også katalysator for det stik modsatte. Sker det kommer tålmodigheden virkelig på prøve hos ejere, bestyrelse, ledelse, spillere og fans. //

MÅLRETTET ARTETA vil det her

I sport sammenligner man sig altid med de bedste, men glemmer nogle gange, hvordan de bedste blev til de bedste. Liverpool er gode lige nu, men i Klopps første sæson, dvs. 2015/16, blev de nummer otte med sølle 60 point. Året efter blev de nummer fire, men 17 point efter vindende Chelsea. Når Klopp formentlig hæver ligapokalen over sit hoved til maj, har det altså taget fem år at nå dertil. Liverpool har været tålmodige og har haft en ledelse med langsigtede mål. Det har kostet i en årrække, men frugten kan de høste nu.

Hukommelsen i sport er nogle gange meget kort. Man glemmer, at hold som Manchester City og Liverpool for ikke så mange år siden var helt middelmådige. City spillede i Championship i 2002, da Arsenal vandt the Double. Liverpool har haft mange sæsoner helt uden europæisk deltagelse. For de øvrige traditionelle top seks-hold gælder noget lignende. Tottenham har overperformet under Pochettino, men har stadig ikke vundet noget siden deres liga cup i 2008, Manchester United har ikke fundet sig selv siden Fergusons exit i 2013 og er kun endt i top fire en gang siden da. Chelsea klarer sig godt under Lampard, men lever på en usammenhængende økonomi og med en roterende svingdør til managerkontoret. Det er nemt at udstille Arsenal, men det er svært for alle, og det er skiftende hold, der dominerer i toppen. Sæsonen i år byder således på nye tophold i form af Leicester og måske Sheffield United.

Det er godt og sundt, at der er flere, der kan blande sig og tage point fra de andre. Det kan forhåbentlig dæmme lidt op for tendensen til, at et eller to hold hver sæson går i udbrud. Mesterskabet er de seneste år vundet med væsentligt flere point end tidligere, og det ser ud til at ske igen i år. Den store frygt er derfor, at de økonomiske strukturer i engelsk fodbold kommer til at skabe en slags interti, hvor de bedste og rigeste hele tiden bliver bedre og endnu rigere, mens alle andre skal spille på andre vilkår. Det kan blive en meget reel udfordring for Arsenal, også taget ejeren i betragtning.

For ser man historisk på det, har Arsenal aldrig tilhørt de bedste og rigeste. Arsenal har altid været en storklub lige under de otte-ti største storklubber i Europa, og Arsenal har aldrig været økonomisk sværvægter. Wengers guldalder fra 1998 til 2006 vil altid stå som noget særligt i Arsenals historie, men måske også lidt som en undtagelse. Det var de år, hvor det hele klikkede. En lang række faktorer faldt godt ud på samme tid, sådan som de gør for Liverpool lige nu. Det betyder, at Arsenal i nogle år endnu ikke er i nærheden af toppen af engelsk fodbold, men det betyder ikke, at Arsenal aldrig kan komme det igen. Det forudsætter dog, at der sker drastiske ændringer hos Arsenal, og at der også sker noget med de andre. Men det kommer der også til, det viser al erfaring. Ingen holder sig på toppen hele tiden.

Hvis det skal lykkes for Arteta, skal han udvikle sig sammen med klubben og i takt med opgaven. Vi ved endnu ikke så meget om hans evner, men vi ved, at han vil det her, vi ved, at han er meget målrettet og begyndte sin træneruddannelse, allerede mens han stadig spillede for Arsenal. Vi ved, at han har taget årene med Guardiola som en slags mesterlære, og vi ved, at han er indstillet på at blive i mange år, hvis han får lov til det. Vi kan også allerede nu se, at han har integriteten og autoriteten over for spillerne og ikke er bange for at fortælle dem, hvad han vil have, og hvad der ikke er godt nok. Arteta har også ærligheden over for fans og presse, hvor der ikke bliver lagt så mange fingre imellem. Ja, han var rystet over det taktiske niveau, arbejdsindsatsen og manglen på fælles tro, men spillerne siger allerede, at de for første gang i halvandet år føler, at de spiller på et hold og ikke hver for sig. Det er trods alt en start. // > Artetas udfordringer er enorme > Det kommer til at tage tid og kræve ledelsens opbakning > Arteta er ikke dygtig nok endnu, men kan vokse med opgaven 3 NØGLEPUNKTER

STYRKET DEFENSIV, stabilitet og ro i truppen

Der er næppe nogen tvivl om, at fremtiden kommer til at byde på store udfordringer, og at det bliver nødvendigt med en klokkeklar forventningsafstemning mellem Arsenals headcoach og ledelsen. De første kampe i 2020 har vist, at Arteta er tydeligt inspireret af Guardiola og hans spillestil, men det åbne spørgsmål er, om Arsenal har spillerne til at udføre det. Hvis ikke - har de så økonomi og tilstrækkelig tiltrækningkraft til at hente de spillere, der kan? Modsat Guardiola, der kan købe og kassere spillere uden at tænke på økonomien, så er situationen anderledes i Arsenal.

Med begrænset eller ingen europæisk fodbold her og nu kræver det spillere, der vil være en del af et projekt, og som tror på det, også hvis der bliver modvind undervejs. 2-2 kampen mod Chelsea på Stamford Bridge viste, at den energi er til stede på store dele af holdet. Den skal findes frem, ikke kun i enkelte stående tilfælde, men generelt.

Ud over mental robusthed og fighterinstinkt er der også behov for at få løst de defensive problemer, da holdets angribere i dag ikke er så effektive som tidligere, bl.a. fordi de ikke får særlig meget at arbejde med. Det er fuldstændig banalt - Arsenal scorer for få mål og lukker for mange ind. Det kan man lige så godt få rettet op på nu.

Her skal det retfærdigvis nævnes, at der har været tilløb til at få løst de defensive problemer, men skader har spændt ben for arbejdet. En Chambers, Tierney og Saliba i fulde omdrejninger suppleret med Mari og Soares kan forhåbentlig være løsningen i fremtiden. Der er også behov for ro i spillertruppen. De evige rygter om, at nu er den og den utilfreds og på vej væk, er uholdbare. Det er forhold, der kan være svære at styre, men med et stærkt ledelsesmæssigt set up og en proaktiv indstilling til kontraktforhandlingerne må man forsøge at komme agenter og andre rygtesmede i forkøbet.

Det er en ledelsesopgave i tæt samarbejde med holdets Hedcoach. Og her ligger der allerede et par konkrete opgaver på bordet da både Aubameyang og Lacazette nærmer sig kontraktudløb. Forlæng eller bliv solgt. // Fremtiden skal snart afklares for Arsenals angrebsduo.

3

NØGLEPUNKTER

> Defensiven skal styrkes > Spillere der vil Arsenal > Undgå "dumme" kontraktudløb

LANGSIGTET PROJEKT

Hvis man kigger tilbage på Arsenals pointhøst i alle Premier League-sæsonerne, står det klart, at en Champions Leagueplacering kræver ca. to point pr. kamp. Det svarer til, at man vinder hjemme og spiller uafgjort ude mod samtlige 19 modstandere. Det sker naturligvis aldrig i virkeligheden, men er et meget godt fingerpeg om, hvad det kræver. Her taler vi ikke om mesterskaber, men om top fire. Hvis man taber kampe, skal der hentes et tilsvarende antal point gennem sejre, og skal man længere op og kæmpe med om mesterskabet, har man de fleste år skullet have omkring 2,2 point pr. kamp.

De seneste tre år har tendensen dog været, at mesterskabet er blevet vundet med endnu højere snit. Liverpool er pt. godt i gang med at sprænge skalaen og tangere eller slå Manchester Citys pointrekord på 100 point fra sæsonen 2017-18. Det er lidt over 2,6 point pr. kamp. Liverpool har i skrivende stund hentet 2,9 pr. kamp i indeværende Premier League-sæson. City har vundet de seneste to sæsoner med henholdsvis 100 og 98 point, og der tegner sig et billede af, at en eller to klubber stikker helt af fra de andre. Men blot tilbage i 2016 vandt Leicester med 81 point, og der skal ikke

3

NØGLEPUNKTER

meget til, før et af de nuværende tophold igen får et dyk. Et par skader de forkerte steder kan knække selv de bedste hold. Artetas projekt i Arsenal er forhåbentlig langsigtet, og Arsenal kommer ikke i nærheden af mesterskabskampen de første tre-fire år – hvis nogensinde. Dels skal der helt indlysende ske temmelig meget med Arsenal, både på ledelsesgangen og på banen, og dels skal der ske noget med de nuværende tophold. Arsenal kan kun komme tilbage i toppen, hvis der kommer lidt mere konkurrence og flere pointtab til de øvrige. De kommende to-tre sæsoner er derfor temmelig afgørende for Arsenals fremtidige projekt. Det skal lykkes at holde på et par af de bedste spillere, samtidig med at der skal tiltrækkes nye. Her kan Europa League vise sig at være nøglen, for det er næppe realistisk at kvalificere sig til Champions League gennem ligaen lige foreløbig.

Det mest sandsynlige er dog, at Arsenal ikke vinder noget i år, og da må vi håbe, at et muligt fravær af europæiske kampe til næste år kan give lidt overskud i Premier League. Det er før set, at engelske hold har klaret sig godt i ligaen i sæsoner, hvor de ikke spillede europæisk eller røg ud efter gruppespillet. Under alle omstændigheder er det en virkelig svær opgave, Arteta har påtaget sig. Siden stadionflytningen til Emirates har Arsenals fans haft rig lejlighed til at træne tålmodigheden, og den bliver der god brug for nogle år endnu. //

> Der går nogle år endnu, før Arsenal kan blande sig i toppen > Europæisk exit kan give fokus på Premier League > Arteta, ledelse og fans skal være tålmodige