Munchs erindringer bag katederet 2

Erindringer 2. Del

Christian Christiansen Munch 1912 – 1997 Første Lærer ved Stundsig Skole fra 1947 – 1961 Forord ved Christian C. Munch søn Vagn Munch Far døde d. 22. juli 1997 og efterlod sig bl.a. manuskriptet til denne erindringsbog. Bogen skrev han midt i firserne, mens han var pensioneret skolepsykolog, i sit hjem i Nørre Nebel. Idéen til bogen er sandsynligvis udsprunget af hans evige søgen efter nye udfordringer.

Det fremgår jo også, i flere afsnit, at journalistikken interesserede ham særdeles meget. Hans utallige skriverier til dagbladene tyder på, at han allermest ønskede, at der stod JOURNALIST på hans visitkort.

- Selvom han for det meste befandt sig godt bag katederet. De maskinskrevne sider blev fotokopieret. - En af hans gode venner tilbød ham at indbinde 6 eksemplarer at værket. - Et til hver af sønnerne og tre til biblioteket i Nørre Nebel. Desuden har flere familiemedlemmer, venner og kollegaer købt og lånt fotokopier af diverse afsnit fra bogen.

1

Bag katederet Denne titel på dette afsnit er i grunden misvisende, men den skal symbolisere, at jeg efter 13-14 år "foran katederet" som modtager af kundskaber flyttede om "bag katederet" som kundskabsmeddeler. Misvisende i den forstand, at jeg sjældent har anbragt mig i katederstolen og derfra ladet min visdom flyde ud til de mere eller mindre modtagelige elever eller ladet dem komme op til mig i min ophøjethed med deres problemer i f.eks. dansk og regning. Jeg har næsten altid foretrukket at være den mobile part i sagen og med stor ildhu stormet hen til Per og Poul og Sofie, når de med en oprakt hånd tilkendegav, at her var der brug for assistance. Det gav mindre uro, end hvis de skulle bevæge sig op til mig og eventuelt først stå i kø, før de kunne blive ekspederet. Desuden virker en docerende lærer fra en katederstol vel heller ikke særligt inspirerende i orienteringsfagene, så her har jeg også fået motion ved at bruge katederforhøjningen som en slags scene, hvor jeg kunne optræde og bruge munden og gestikulere og skrive på vægtavlen.

Få dage efter, at eksamensræset på seminariet i Jelling sluttede den 26. juni 1933, begyndte et nyt ræs, nemlig jagten på "embede" som det noget højtideligt hed dengang. Der var overflod af lærere, så der selv til de mindste stillinger kunne være snesevis af ansøgere.

For mit vedkommende foretog jeg fremstødene med mit barndomshjem som base. Her studerede jeg nøje Statstidende samt lærernes blad Folkeskolen med embedsopslag og stillingsannoncer, og så affyrede jeg ansøgninger i alle verdenshjørner.

Hvis man ikke udtrykkeligt frabad sig personlig henvendelse, var det bare med at få min fars gamle Ford T årgang 1923 startet. På den måde fik jeg set en masse egne af landet, men det var også det eneste, jeg i første omgang fik ud af mine udflugter, der blandt andet bragte mig til Ho ved Blåvand og til Ålborg.

Ja, selv til Sjølunds fagre sletter vovede jeg mig.

Overalt var man meget imødekommende. Jeg traf naturligvis en mængde kolleger, der var ude i samme ærinde som jeg. Det hændte, at vi var en seks-syv stykker samtidig hos den indstillende myndigheds medlemmer.

Disse ture kunne godt være anstrengende. Især turen til Ålborg mindes jeg, for da kom jeg hjem uden hoved. Det havde forvandlet sig til en værkende kæmpebyld midt imellem skuldrene, takket være den lange afstand og den gamle Fords utilbøjelighed til at opsuge de dårlige vejes hårde stød og slag, hvorimod den med stor villighed lod støjen fra de roterende dele forplante sig til mine trommehinder.

2

Og hvor havde skæbnen så til hensigt at placere mig efter al den jagen land og rige rundt? Såmænd kun fire kilometer fra mit hjem. Her holdt jeg mit indtog i skolens og pædagogikkens verden på en fri- og efterskole 1. november 1933. Nu kunne man sole sig i værdigheden som lærer. Men den værdighed led et lille knæk, da jeg gjorde min entré med mine få ejendele. De første, der tog imod mig, var tilfældigvis en kokkepige og en stuepige, og de antog mig for en elev, der var kommet et par dage for tidligt.

Den ene afdeling var en kostskole for drenge og piger i alderen 14 - 18 år. Vi var to lærere, der hver havde et værelse for enden af drengenes gang. Lønnen var 40 kr. pr. måned plus kost og logi. Efter to måneders forløb fik jeg en lønforhøjelse på 10 kr., og det var jeg meget stolt af, for så var jeg lønmæssigt på højde med økonomaen.

Pudsigt nok havde min far haft undervisningstimer ved den samme skole 40 år tidligere, idet han var vikar for den førstelærer, der startede efterskolen. I den anledning blev der skrevet en slags kontrakt, der lød således: "Undertegnede er Dags Dato blevne enige om følgende: Jeg Seminarist Jakob Kristiansen forpligter mig herved til at overtage Skolegerningen ved Hvirring Skole med Undtagelse af Sangundervisningen, der, indtil jeg får karakter for Sang, ledes af Lærer J. Petersen. Endvidere fører jeg Kirkebogen og modtager Indtegning til denne samt til Altergangen i Hvirring Kirke, alt fra 1. januar 1894 til 31. December 1896. Herfor overlader jeg, Lærer J. Petersen, til Seminarist J. Kristiansen alle Embedets Indtægter for det nævnte Tidsrum minus 100 Kr. årlig, hvilket Beløb han skal betale mig med 25 Kr. hvert kvarte År, når han modtager Løn, og som jeg modtager som Kirkesanger ved den offentlige Gudstjeneste i Hvirring Kirke. Offer og Accidenser af Skoledistriktet tilfalder ham såvel som Brugen af Skolelodden og Boligen. Også får han alt Brændet, men må selvfølgelig holde Skolen forsvarlig varm. Fouragen tilfalder ham også.

Opgørelsen med Hensyn til Avlingen 1893 sker, som om J. Kristiansen officielt ansattes i Embedet. Altså tilhører den avlede Sæd J. Petersen. Lige så mange Sangtimer, som jeg underviser Børnene i Hvirring Skole i, giver J. Kristiansen Undervisning i et andet Fag i min Fortsættelsesskole. Skulde ved Dødsfald eller lignende Kristiansen fratræde Pladsen inden 31. December 1896, sker Fratrædelsen med Hensyn til Avlingen, Brænde osv. i Overensstemmelse med Loven ved Skiftning af Lærer med fast Ansættelse. Skal den ny Lærer efter Loven have noget erstattet ved Overtagelsen af Embedet, udredes dette af Kristiansen.

Hvirring Skole den 14. November 1893.

J. Petersen 3

Jakob Kristiansen".

Alt dette kunne nok synes vanskeligere at se til bunds i end mine fire-fem tiere månedlig plus et værelse på drengenes gang. Hvad min fars løn i virkeligheden var, er ikke til at finde ud af, men der er vel næppe tvivl om, at inflationen gennem de 40 år har været ringe. Og så kan man i øvrigt filosofere over, hvad "lignende" står for i vendingen "Dødsfald eller lignende" - for hvad ligner et dødsfald?

Jeg havde holdt mit indtog på fri- og efterskolen i Flemming 1. november 1933, og to dage senere ankom 45 forventningsfulde ungmøer og ungersvende til skolen. Jeg måtte med nogen bekymring konstatere, at et par af drengene var større og sandsynligvis også stærkere end jeg. Der var trods alt kun tre års forskel på de ældste og mig. Men lad mig straks tilføje, at mine bekymringer var ubegrundede, da samarbejdet med store såvel som små af begge køn forløb gnidningsløst, bortset fra et tilfælde, hvor jeg i bogstavelig forstand havde et sammenstød med en af de allerstærkeste drenge. Men derom senere.

De fleste elever blev transporteret til skolen den første dag af forældre eller andre pårørende. Faderen til en af drengene havde fundet ud af, at jeg skulle undervise i sløjd, og hans forventninger til dette fag i almindelighed og sønnens og min kunnen i særdeleshed var af ret anselige dimensioner. Han betroede mig nemlig, at sønnen skulle ud at tjene hos en landmand den næste sommer, og i den anledning skulle han gerne lave et skab i sløjdtimerne, så han efter datidens skik kunne medbringe sit eget klædeskab. Jeg kunne med sindsro bedyre, at det ville være en alt for stor mundfuld for en elev, der ikke havde det mindste kendskab til sløjd.

Efter kort tids forløb var alle fortrolige med dagens rytme. Vi to lærere på drengenes gang kunne blandt andet starte dagen med at stikke fødderne i et par nypudsede sko. Vi satte blot skoene uden for døren om aftenen, så sørgede stuepigerne for, at vi kunne begynde dagens forskellige gøremål iført standsmæssigt vedligeholdt fodtøj.

Efter morgenmåltidet foregik den fælles morgensang i den største skolestue til orgelakkompagnement og med vokale bidrag af varierende styrke og kvalitet fra lærere og elever. Formiddagen var helliget de såkaldt almindelige skolefag. I dansk og regning var eleverne delt i to hold. Jeg havde dog alle 45 elever i fysiktimerne, og da det var begrænset, hvad der var af demonstrationsmateriale, måtte jeg en stor del af tiden praktisere det, man i pædagogiske kredse kalder tavlefysik, hvorved man ved hjælp af vægtavlen, et stykke kridt samt ens større eller mindre tegnefærdighed forsøgte at videregive den viden om fysikkens love, som man selv havde erhvervet. De unge menneskers interesse for faget var 4

tydeligt nok omvendt proportional med den afstand fra katederet, de havde valgt at placere sig i, og her var drengene bogstavelig talt i forreste række. Deres engagement i undervisningen var særdeles inspirerende. Her fandt jeg ud af, at undervisningen lykkes bedst, når den bæres af tovejs kommunikation. Så måtte jeg se stort på, at det vel kunne hænde, at en eller anden af pigerne på de bageste pladser fandt anledning til sysler af anden karakter end netop fysik.

Hver eftermiddag var der blandt andet gymnastiktime, og om aftenen fra kl. 19 til 21 lektielæsning og forskellig underholdning bagefter. Var der fødselsdag i huset, blev den markeret med sanglege og folkedans, og ved en sådan lejlighed var det, at jeg havde et sammenstød med Jonas, som slet ikke hed sådan i virkeligheden.

Hans tænder og kæbemuskulatur var så kraftigt udviklet, at han var i stand til at bide sig fast i sadlen på en cykel og svinge den rundt uden at bruge hænderne til andet end at starte rundturene med. Under folkedansen var der en passage, hvor deltagerne dannede flere roterende rundkredse, og i ungdommelig kådhed blev tempoet skruet voldsomt op. Jonas og jeg befandt os i hver sin kreds, men pludselig fik vi en uventet og uønsket form for nærkontakt. Vi tørnede så voldsomt sammen, at vi gik i gulvet med et brag. Jeg mente i mit "stille" sind, at det var Jonas' fejl, men at dømme efter de udsøgte ord, som Jonas fremførte med en indædt hvæsen, var han af en anden mening. Inden vi kurede ud af hinandens hørevidde, og latterbrølene slog sammen om os, nåede jeg i alle tilfælde at opfatte hans karakteristik af mig ved hjælp af udtryk, som jeg vel skal vogte mig for at gengive i et anstændigt blad.

Men det var ikke det værste. Ej heller latteren og smerterne. Det var for intet at regne med det faktum, at den ene af de flinke, skopudsende stuepiger ikke holdt sig tilbage fra at deltage i munterheden, da vi lå der og vred os på gulvet.

Tværtimod - hun lo, så tårerne løb ned ad hendes ferskenkinder, og det var noget, der sved, for over for hende ville jeg nødig vise mig i en ugunstig position.

Om lørdagen tog de fleste elever hjem, og reglerne sagde, at de skulle være på skolen igen senest søndag kl. 22. En søndag aften ankom jeg et kvarters tid før fristens udløb og blev modtaget af forstanderen med ordene: "Ikke et eneste af de unge mennesker har indfundet sig endnu. Du må tage min bil og se at få fat i dem."

Se, det var jo en udfordring, men jeg må indrømme, at jeg ikke følte mig særlig smigret ved at få pålagt den tilsyneladende umulige opgave. Men den aften lærte jeg i alle tilfælde, at vil man bekymre sig om noget, gør man klogt i at gøre det på forhånd, for det er muligt, at man ikke får lejlighed til det bagefter.

5

Jeg var kun kommet få hundrede meter hen ad vejen, da jeg mødte hele forsamlingen af kostelever. Jeg foretog mig ikke andet end at vende vognen. Få minutter senere kunne jeg som en anden feltherre i spidsen for triumftoget holde mit indtog på skolen.

Inden man så sig om, var vinteren gået med det daglige arbejde, med forældredage og afslutningsfest. Og så var det farvel til kolleger, elever og den lattermilde stuepige med ferskenteinten. (Her finder jeg anledning til at indskyde en parentes: Forleden sagde hun til mig: "Nu, da jeg har pudset sko for dig i 47 år, og du er blevet pensioneret, er det vist på tide, at du selv gør det."

Og det har hun jo i grunden ret i.)

Så gik den vilde jagt igen land og rige rundt efter arbejde, og atter spillede skæbnen mig et puds. Førstelæreren ved en landsbyskole kun en halv snes kilometer fra Horsens var blevet indlagt og opereret, og så blev jeg vikar for ham seks uger i sommeren 1934 - indtil sommerferien, der først startede 20. juli.

Jeg logerede i et loftsværelse i førstelærerens lejlighed. Det vendte direkte ud til en stor skov, så der var god anledning til at nyde højsommeren i fritiden.

Kosten fik jeg hos førstelærerfamilien. En del af den første tid gik med noget så strengt personligt som en dundrende tandpine, der flere gange bragte mig til tandlæge i Horsens (pr. cykel).

En anden sag, der også kunne give anledning til bekymring, omend af en ganske anden art, var meddelelsen om "De lange knives nat", den 30. juni, da Hitler råt og brutalt lod en række af sine nære medarbejdere myrde.

Der var sket en ændring inden for skoleadministrationen. Tidligere var den stedlige præst født formand for skolekommissionen, men nu kunne andre også blive valgt til denne post. Dér på stedet var den blevet tildelt en landmand, der boede et godt stykke vej fra skolen. Han var meget samvittighedsfuld i sit nye hverv. En dag bebudede han, at han og de øvrige medlemmer af skolekommissionen på en nærmere fastsat dag ville komme og inspicere undervisningen i gymnastik. Jeg undrede mig en del over, hvorfor dette netop skulle finde sted hos en ung og næsten uerfaren vikar - og så i faget gymnastik, der i parentes bemærket langt fra var min livret. Faciliteterne til udøvelse af faget var ikke de bedste. Mit forsøg på at animere børnene til at gøre deres bedste med hensyn til gymnastiske udfoldelser fandt sted på legepladsen, der stødte umiddelbart op til landevejen til Horsens.

Dagen indledtes med en vellykket inspektion af førstelærer-fruens veldækkede kaffebord, hvorved jeg i mit stille sind kunne fastslå, at hvis jeg kunne score lige så mange points i min metier, som hun opnåede i sin, var dagen i hvert fald reddet for mig.

6

Efter kaffebordet spurgte formanden, om der ikke fandtes en eller anden bog om gymnastik. Jeg overlod ham den dengang kendte gymnastikpædagog K. A. Knudsens digre værk i et bind, indeholdende alt til faget henhørende, og så begyndte forestillingen.

Børnene og jeg kendte knap nok hinanden og hinandens særheder endnu, men vi fik da ved fælles hjælp gennemført en række stive øvelser, så som: Hofter... fat!! Hop med benspredning og samling ... begynd! ! Arme ... bøj ! ! Opad ... stræk! ! Og så videre og så videre.

Skolekommissionen fulgte med stor alvor vore ekvilibristiske udfoldelser i legepladsens grus, og en og anden forbipasserende på landevejen satte tempoet ned og betragtede med undren denne form for offentlig forlystelse. Formanden stod med "K. A. Knudsen" under armen, og af og til konsulterede han ham ved at kigge lidt i bogen. Om det bibragte ham mere forståelse af vore forsøg på at opfylde fagets formål, skal jeg lade være usagt.

I øvrigt kneb det noget med at få kontakt med børnene. En vis form for kontakt var der naturligvis, men det var ikke den helt ideelle. Om jeg benyttede mig af slående argumenter, kan jeg ikke huske. Det var fuldt legalt dengang, om ikke just ønskeligt for nogen af parterne. Sandheden var jo nok den, at jeg som uerfaren tog min opgave og mig selv alt for højtideligt.

Da min tid var udløbet, opsøgte jeg formanden for skolekommissionen for at bede om en udtalelse som dokumentation for mit virke. Han samlede diverse skriveremedier sammen og forsvandt ind i "den pæne stue" for nogen tid efter at vende tilbage med et udkast, som han forelagde mig til godkendelse. Om jeg var tilfreds med det? Flink som jeg var, sagde jeg ja, men jeg burde have sagt nej, for jeg var ikke helt tilfreds med den rosende omtale, han havde nedfældet.

Jeg syntes ikke, den svarede til min egen vurdering, og det ville blive vanskeligt at leve op til den i fremtiden.

Med denne anbefaling i lommen forlod jeg som 22-årig Horsensegnen. For stedse? Sandsynligvis. Efter nogle år i det syd- og sønderjyske er husassistenten fra efterskolen og jeg havnet - om ikke ved "det yderste hav" - så dog ved Vesterhavet, hvorfra vi med stor fornøjelse besøger familie og bekendte i de smukke østjyske landskaber, som vi sætter større pris på end de grå klitter, som så til gengæld tiltrækker tusinder af frisk-luft-hungrende mennesker fra ind- og udland.

På sløjdkurset i Askov i eftersommeren 1934 glemte jeg ikke min virksomhed som embedssøgende. Det resulterede i, at jeg blev ansat som vinterlærer fra 15. oktober 1934 til 30. april 1935 ved Strellev skole ved Ølgod. Der havde hidtil 7

været ansat en anden lærer på helårsbasis, men med den vestjyske skoleordnings stærkt indskrænkede skolegang i sommerhalvåret in mente syntes skolemyndighederne ikke, at det var særlig økonomisk at have tre lærerkræfter gående og drive den af hver eneste eftermiddag fra kl. 12 fra 30. april til 15. oktober. Da så anden læreren fik embede andetsteds, benyttede man lejligheden til at gå over til ordningen med en vinterlærer.

Nu skulle jeg så for første gang holde mit indtog i Vestjylland. Det første indtryk var ikke lovende. Vejret var ikke særlig indbydende, det var tåget og klamt, og da udsynet blev bedre, afsløredes et noget kedeligt og fladt landskab, i alle tilfælde i en østjydes øjne, så tankerne gik i retning af: Hvordan vil du dog få en vinter til at gå her. Men jeg måtte være glad for at have fået arbejde. Lønnen var 13-1400 kr. for 6 1/2 måned.

Et lyspunkt var der dog. Der var en lille lejlighed til rådighed på loftet over en skolestue med trappeopgang fra en skolegang, og den var et helt kongerige i forhold til de kamre, jeg hidtil havde beboet. Der var en stue, et soveværelse og et lille køkken, sidstnævnte ganske vist med skrå vægge, men hvad gjorde det.

Sognerådet havde yderligere bevilget et bejdset fyrretræsbord med fire stole i samme stil.

Her skulle jeg så til at etablere mig. Middagsmaden fik jeg hos førstelæreren, hvis ægtefælle oven i købet var så flink at invitere mig på et glas saftevand og et stykke brød hver eneste formiddag i 10-frikvarteret. Derudover sørgede jeg selv for kosten, så jeg måtte i brugsen og anskaffe forskellige ting. Den største investering var en primus til 8,50 kr. og en stegepande til 2,45 kr. Endvidere en fløjtekedel til 50 øre og en kniv til 1,35 kr. og andet husgeråd.

Et halvt rugbrød kostede 31 øre og et franskbrød 40 øre, 1/4 kilo salt 3 øre, 1/2 kilo sukker 21 øre og 1/4 kilo margarine 32 øre.

Til personlig hygiejne: Et vaskefad 1,40 kr. en sæbekop 90 øre, et stk. sæbe 20 øre.

Der hørte naturligvis hverken badeværelse eller toilet til lejligheden. På mejeriet kunne man få et bad for 1 kr. I en udbygning ved legepladsen var der et wc der som en ekstra finesse var udstyret med et låg over hullet.

Lejligheden skulle også holdes ren: En spand 1 kr., en gulvklud 35 øre, en kost m. skaft 1,90 kr., en måtte 85 øre.

Førstelæreren var flink og imødekommende. Han kom af og til op til mig på kvisten for at få en lille snak, sikkert nok for min og ikke hans egen skyld. I skolen opretholdt han en usædvanlig effektiv disciplin, så vidt jeg kunne opfatte 8

det følte eleverne sig ikke underkuet. Et eksempel: Engang var jeg inde i hans skolestue, lige da der skulle være frikvarter, jeg husker ikke hvorfor. Som skik var, havde børnene rejst sig op og stod pænt ved deres pladser for at afvente signalet til, at de kunne holde frikvarter. Der var dødsens stille, og så lød ordren: "Når nu Kathrine har lagt sit penneskaft på plads, så må I holde frikvarter!" Hans falkeblik havde observeret, at det var det eneste penneskaft, der var anbragt ureglementeret.

Om det var hans måde at tage tingene på, der gjorde, at børnene var usædvanligt lette at have med at gøre ved jeg ikke. Forældrenes positive indstilling har vel også gjort sit. I alle tilfælde mindes jeg ikke, at jeg var nødt til at tage maske på i de 6 1/2 måneder, jeg var i Strellev.

Der var tre klasser i skolen. Jeg havde den såkaldte mellemklasse, det var så vidt jeg husker 4. og 5. årgang, eller også var det 3. og 4. Desuden havde jeg 6. og 7. årgang drenge til skrivning, når førstelæreren havde pigerne til gymnastik.

Heller ikke her var der problemer.

Ved siden af min lejlighed på loftet blev der i vinterens løb indrettet et lille sløjdlokale. Om det var for at fejre, at man havde fået en vinterlærer med (delvis) sløjduddannelse, ved jeg ikke. Her praktiserede jeg så min første lærdom i faget. Det blev ikke til de store ting, men noget blev det dog til. De store drenge gik i alle tilfælde til sagen med liv og lyst.

Tiden indtil jul slæbte sig af sted uden særlige begivenhedsrige oplevelser. Jeg havde ikke kontakt med egnens beboere ud over, at jeg ligesom førstelæreren var deltager på de unge karles gymnastikhold i skolens gymnastiksal. Herfra husker jeg i øvrigt en lille episode, som jeg var hovedpersonen i: Vi havde det såkaldte tyvespring (eller det skal måske staves tyvspring. Det kunne i alt fald godt ligne et spring, som en tyv tager på flugt gennem et åbentstående vindue.) Plinten var anbragt på tværs, og så skulle vi i strakt karriere kaste benene op over den og derpå lynhurtig støtte med hænderne, så vi kunne afslutte springet på behørig vis. Da det blev min tur, startede jeg med fuldt tryk, men jo nærmere jeg kom plinten, desto klarere stod det for mig, at det vist var noget forfærdelig noget, jeg her havde vovet mig ud på. Sæt jeg ramte plintens øverste del. Det ville nok være en mindre behagelig oplevelse både fysisk og psykisk, noget i retning af et nederlag. I brøkdele af sekunder besluttede jeg så at lave springet efter min egen opskrift, nemlig som et spring over buk. Nu er der jo som bekendt stor forskel på en buk på langs og en plint på tværs, men jeg gav et gevaldigt hop, støttede hænderne mod plinten og spredte benene til bristepunktet næsten som en balletdanserinde, der går i spagat, og minsandten om ikke jeg klarede sagen til stor fornøjelse for både mig 9

selv og tilskuerne. Det undrer mig den dag i dag, at en sådan panikhandling endte så lykkeligt.

Efter juleferien skete der noget. Samme aften, som jeg var kommet tilbage fra Østjylland og sad ved det bejdsede fyrretræsbord og læste, bankede det på døren. Det var en landmandssøn, noget ældre end jeg, der gjorde sin entre', lagde et hæfte på bordet, idet han forklarede, at der havde været bestyrelsesmøde i ungdoms- og foredragsforeningen. Der havde man besluttet, at der skulle være såkaldt fælleslæsning engang i vinterens løb, og desuden havde man vedtaget, at jeg skulle have hovedrollen som den, der fik pigen til sidst, og her var altså rollehæftet.

Det var jo en udfordring og et oplagt kontaktmiddel til beboerne, så jeg sagde ja, og meget mere snak blev der vist ikke ud af det den aften.

Fælleslæsning var til forskel fra dilettantkomedie (som det hed dengang) en forestilling, hvor de optrædende havde rollehæftet i hånden og altså ikke behøvede at kunne rollen udenad. Der var vist noget med, at man så slap for en eller anden afgift. Men jeg tror nu nok, at de fleste af os kunne klare os uden hæftet, ja, mon ikke vi "snød" ved at efterlade hæftet bag kulisserne.

Stykket hed "På Valsen". Handlingen var meget dramatisk. Dét var noget med en "forloren søn" (det var mig), der var stukket af hjemmefra, og som selvfølgelig efter flere genvordigheder i form af anholdelse m.m. endelig nåede hjem til sin mors dødsleje og fik den smukke pige med det gyldne hår, og det resulterede i en vældig applaus fra publikum, da vi til slut kyssede hinanden for åbent tæppe.

Det lokale postbud var instruktør. Vi øvede rundt omkring i diverse implicerede hjem, så på den måde kom jeg i forbindelse med nogle af skolekredsens beboere.

Det var i alle måder en dejlig tid i Strellev. Jeg kunne sandsynligvis godt være blevet ansat igen den følgende vinter, men hvad skulle jeg så lave fra 1. maj til 15. oktober? Det ville blive en lovlig lang sommerferie, så jeg måtte sige farvel til det vestjyske paradis ved vinterskolens ophør. Jeg har i øvrigt haft forbindelse med stedet nogle gange i tidens løb, men herom senere.

Få dage efter, at jeg var kommet hjem til mine forældre efter Strellev-tiden, fandt jeg ud af (velsagtens gennem Folkeskolen), at der var et ledigt vikariat ved skolen i Vonsild, umiddelbart syd for Kolding. Jeg lånte min fars Overland Whippet og begav mig til den helt ukendte landsby, som jeg i øvrigt var lige ved at fare igennem uden at opdage det. Her snakkede jeg med formanden for den 10

lokale skolemyndighed, sognepræsten. Her erfarede jeg, at anden læreren havde fået godt og vel et års orlov for at virke ved den danske skole i Slesvig by, og så skulle der altså en afløser til, og det endte kort og godt med, at det blev mig.

Havde det været nogle år før, var det nok ikke blevet mig, hvis man ellers kan tro, hvad folk senere fortalte mig. Dengang var en dyrlæge medlem af sognerådet, som havde ordet i skolesager. En ansøger fik foretræde for den noget brøsige herre, og da han havde forevist sine papirer, spurgte dyrlægen: - Kan De spille kort?

- Nej! - lød det spagfærdigt.

- Kan De tage en snaps?

- Nej - Kan De ryge en stor cigar?

- Atter et spagfærdigt nej.

- Jamen, hva' f. . . kan De så?

Det kunne såmænd godt have været mig, men denne gang blev det altså mig, der blev den udvalgte trods mine manglende kvalifikationer i de udenomspædagogiske færdigheder. Sognepræsten, som jeg talte med, var en noget tungsindig mand, faktisk noget af en Blicher-skikkelse, en diametral modsætning til dyrlægen, som jeg i øvrigt senere blev genbo til i nogle år uden dog at have nogen samkvem med ham.

Omkring den 20. maj begyndte jeg så min tilværelse i Vonsild. Den varede 7 1/2 år. Foreløbig boede jeg hos anden lærerens kone i en stor villa i en stor have.

Hun skulle ikke følge gemalen til Slesvig foreløbig. Foruden hende havde han efterladt en Ford 1930. Hun havde ikke kørekort, så jeg havde somme tider den fornøjelse at være hendes chauffør.

En søndag eftermiddag havde jeg kørt for hende til Brørup. Først på aftenen sad jeg så på mit værelse og funderede, da det bankede på døren. Det var mit "herskab". Hvad mon hun ville? Hun satte sig, og det var tydeligt, at hun havde noget på hjerte, som hun ikke rigtig kunne få sig selv til at sige. Det var mystisk.

Omsider fik hun det vredet ud af sig. Ja, der var jo altså det, at selv om jeg nu havde været så flink at køre for hende om eftermiddagen, ja, hun kunne næsten ikke få sig selv til at sige det, men altså, om jeg ikke ville med hende og et ægtepar af hendes bekendtskabskreds til en glad aften i etablissementet Sans Souci i Kolding. Selv om jeg nok forstod, at det nok mest var en chauffør, de 11

manglede, sagde jeg naturligvis ja, og sådan gik det til, at den søndag endte i fryd og gammen.

Jeg husker ikke, hvor længe jeg logerede hos anden lærerens kone, men der gik en rum tid, inden jeg flyttede ind i tjenesteboligen i en stor, gammel villa beliggende umiddelbart opad hovedvej 10 skråt over for kirken lige ud for indkørselen til skolen på den anden side vejen. Lejligheden bestod af en stue, et soveværelse, et køkken, kælder og et gæsteværelse ovenpå, desuden vaskehus og wc i gården. Huset rummede desuden kommunekontor og en loftslejlighed til hjemmesygeplejersken. Jeg havde min søster Ellen med som rådgiver ved indkøb af gardiner til de høje vinduer, og det gav selvfølgelig anledning til morskab, da ekspeditricen kom med udtalelser, der røbede, at hun troede, vi var mor og søn.

Skolen lå tilbagetrukket fra vejen ved siden af kirkegården. Den bar præg af, at den var bygget i 1829, dog havde den fået stråtaget udskiftet med tegltag. Der var tre klasseværelser, et til hver af de tre lærerkræfter: førstelæreren, anden læreren og forskolelærerinden. Sidstnævnte havde de tre første årgange i to klasser, anden læreren fjerde og femte årgang i to klasser, og førstelæreren sjette og syvende årgang i én klasse.

Lønnen var for mit vedkommende ca. 250 kr. om måneden. Det lyder ikke af ret meget. Til gengæld var skatteprocenten kun 3 1/2 til kommunen. Jeg husker ikke procentsatsen til staten, men jeg husker, at jeg et år betalte 5 kr. i kvartalet.

Disse tal syntes særdeles rimelige. Ikke desto mindre var der nogle beboere, der var lidt utilfredse, for i nabokommunen var procentsatsen kun 2 1/2.

Lærerne var pligtige til at lægge brænde til rette i skolestuernes kakkelovne og tænde op om morgenen. Min forgænger havde forgæves forsøgt at få disse ydelser lagt over på rengøringspersonalet. I min tid delte vi fornøjelserne, ved at jeg tændte op hver morgen i alle tre skolestuer en halvanden til to timer før skoletidens begyndelse, så kom mine kolleger henholdsvis en halv og en hel time efter og fyldte kakkelovnene op med brændsel af forskellig art, under krigen mest tørv fra en stor kasse placeret ved siden af kakkelovnen. Kassen i mit klasseværelse var noget medtaget, så jeg søgte om en ny, men nej, det blev nægtet. Kassen blev dog repareret. Her er måske en af forklaringerne på den lave skatteprocent.

Det var noget om de ydre rammer. Hvad befolkningen og eleverne angik, var der en kolossal forskel i sammenligning med forholdene i Strellev. Der var der et klasseløst samfund og en kommen-hinanden-ved-mentalitet, som jeg ikke har truffet andre steder. I Vonsild var der store sociale forskelle. I gamle dage delte man som bekendt befolkningen i fire stænder, adelstanden, præstestanden, borgerstanden og nederst bondestanden. I Vonsild var "adelsstanden" 12

repræsenteret ved proprietærerne på de større gårde, dog var der ingen herregårde, men der var en vis stil over tingene. En gang under krigen var jeg rundt i kommunen for at tegne fadderskaber til Finland. I dette ærinde var jeg inde på den største gård. Her blev jeg i "forstuen", der nærmest var en møbleret hall, modtaget af en net "uniformeret" stuepige med ordene: "Hvem må jeg melde?" - eller noget i den retning. Lidt efter kom fruen. Hun bad mig tage plads i sofaen, idet hun beklagede, at hendes mand først ville være til stede om lidt. Indtil han indfandt sig, underholdt vi hinanden med et eller andet samtaleemne. Proprietæren gav i øvrigt et vægtigt bidrag til Finland.

Engang, da jeg var i færd med at skrå over gaden for at gå op til førstelæreren for at drikke eftermiddagskaffe, lød der et brøsigt "Hvor skal De hen?" bag ved mig. Jeg vendte mig forbavset om og fik øje på en kraftig, rødmosset, i øvrigt særdeles pæn mand, med typisk agrar-udseende. "Ja, undskyld jeg råber efter Dem", sagde han udglattende, "men sagen er den...", og så forklarede han, at han som medlem af sognerådet netop nu var i færd med at assistere ved indkrævning af skatter, men at det var nødvendigt for ham at være hjemme på gården og have opsyn med høstarbejdet. Om ikke han kunne få mig til at overtage hans plads i sognerådslokalet resten af eftermiddagen?

Det kunne jeg i grunden godt have lyst til. Jeg gik med ind i lokalet (det var lige ved siden af min dagligstue), og her blev jeg anbragt ved en stor regnemaskine med masser af taster. Det blev så min opgave at lægge de forskellige skattebeløb til kommune, kirke og stat sammen. Jeg havde aldrig før betjent en regnemaskine, men det var nu ikke særlig indviklet. Jeg regner da med, at jeg gjorde det rigtigt, så de gode Vonsild-borgere ikke kom af med for meget i skat og heller ikke for lidt. Senere var jeg i øvrigt også med til at uddele rationeringskort under 2. verdenskrig.

Om omtalte proprietær gik der i øvrigt en historie. Engang havde en af landevejens farende svende fået lov til at overnatte i laden. Om morgenen spurgte han proprietæren, om han ikke kunne få arbejde på gården. Det gav anledning til følgende indholdsrige samtale: "Sig mig engang, har De lopper?"

"Nej, den betingelse kan jeg desværre ikke opfylde!" - Samtalen slut.

En dag, jeg gik og arbejdede i haven, stod der pludselig en 16 - 17 års pige foran mig. Jeg har aldrig hverken før eller siden set en kvindeskikkelse som hende, der kunne springe lige ind i rollen som "Mor Danmark": Lyshåret, med lange fletninger, blå øjne, solbrændt, velproportioneret og med et indtagende og varmt smil.

13

Hvad i alverden ville hun? Det viste sig hurtigt, hun gav mig en is. Det var mystisk. Hvilken grund kunne hun have til det? Var det mon for at lave lidt grin med mig? Jeg var på vagt, og jeg var vist ikke særligt imødekommende, men tog dog mod isen. Hvorledes episoden ellers forløb, husker jeg intet om, men jeg erfarede siden, at pigen var datter af en af proprietærerne, og det gjorde jo ikke sagen mindre mystisk. Men nogen tid efter løstes gåden, da sygeplejersken, der boede ovenpå, fortalte, at hun havde haft besøg af den unge pige. Vinduet stod åbent på den varme sommerdag, og der havde de stået og nydt solskinnet. De kunne ikke undgå at se, hvordan jeg puklede i haven, og så var de blevet enige om, at jeg nok trængte til en is.

Adelen var ellers flink og samarbejdsvillig, da jeg senere beskrev dens slægter, herom i et andet afsnit.

"Præstestanden" bestod kun af én familie, den føromtalte Blicher-skikkelse. Da han var formand i skolekommissionen, havde vi naturligvis et samarbejde, hvad skolen angik, og da jeg senere blev fast ansat. Privat havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

Efter hans død kom den senere landskendte formand for Kristelig Lytterforening Sv. Age Olesen til Vonsild. Han havde været lærer i København samtidig med at studere teologi. Han var dygtig i sit embede, desuden musikalsk.

Han oprettede et sangkor, som jeg havde fornøjelsen at være med i som bassanger, men jeg må indrømme, at jeg helst skulle stå mellem to andre basser for ikke at blive distraheret af de andre stemmer.

Så var der borgerstanden. Den bestod af håndværkere, handlende, mindre næringsdrivende og almindelige gårdmænd og husmænd, ja, og så lærerne.

Enkelte af dem kom vi af og til sammen med, men det var ikke det store sus.

Nogle var tilknyttet Indre Mission. Det gav anledning til en ikke helt almindelig tildragelse. I 1938 var det 150 år siden Bondens Frigørelse i 1788. I den anledning var der lavet en Stavnsbånds film. Den blev vist i Kolding for skoleelever en formiddag, og vi havde formået nogle af forældrene til at køre skolebørnene til Kolding. Dagen før forestillingen kom en far til mig og betroede, at han efter mange overvejelser havde besluttet, at han alligevel ikke så sig i stand til at køre, da det drejede sig om en biografforestilling, og det var imod hans religiøse overbevisning. Så vidt jeg husker, måtte hans egne børn ikke komme med.

Nederst på tidligere tiders rangstige var bondestanden, her på stedet repræsenteret ved landarbejdere og fodermestre. Nogle af dem havde det kummerligt. Jeg husker især en bestemt familie, hvis børn jeg havde i skolen.

Drengen var dårligt klædt, f. eks. med en alt for stor jakke, holdt sammen om 14

livet med et stykke reb. En vinter bestod fodtøjet af et par gummistøvler, der havde store huller i sålerne. Det var der rådet bod på ved at udstyre drengen med et par store sandaler uden over gummistøvlerne. Håret blev sjældent klippet, men når det skete, blev det gjort så grundigt, at drengen lignede en af tidligere tiders tugthusfanger i skærende modsætning til hans omfangsrige hårprydelse fra dagen før. Jeg bragte ofte små, hoppende dyr med mig hjem, når jeg havde haft for tæt nærkontakt med ham, når jeg skulle hjælpe ham med hans regnestykker, men Anna var en knag til at fange og tilintetgøre dem.

En dag snakkede vi med sygeplejersken om utøjet, og da kom vi med en bemærkning om, at vi aldrig havde set en lus. Dagen efter kom hun tilbage fra den omtalte drengs hjem og fremviste stolt et eksemplar, så vi kunne udvide vor zoologiske viden. Hun havde spiddet kræet på en knappenål, anbragt diskret bag på kittelopslaget.

Fodermesterfamilien boede i et lille stråtækt hus, det var deres tjenestebolig. En søndag middag gik der ild i huset, og folk strømmede til. Ingen beklagede, at hytten brændte. Som bekendt kan et sådant bål give lyd fra sig i form af ubestemmelige hvislelyde, hvilket gav anledning til bemærkninger som: "Hør, hvor lusene og lopperne piver!" Der blev senere opført en ny bolig på brandtomten til fodermesteren, der i øvrigt var meget dygtig til sit fag.

Af skoleeleverne var adelen kun repræsenteret ved en eneste i min tid, en særdeles flink og behagelig dreng at have med at gøre for en lærer. Han var i øvrigt en yngre bror til "Mor Danmark" med den vederkvægende is. De fleste af proprietærernes børn var over den undervisningspligtige alder, 14 år. De få, der endnu ikke var det, gik i skole i Kolding med undtagelse af før nævnte.

Det var en stor overgang at komme fra den lette klasse i Strellev til Vonsild, især da jeg skulle have den ældste klasse et par timer om ugen. Det er erfaringsmæssigt for lidt til, at læreren og eleverne kan nå at lære hinanden og hinandens særheder at kende. Når dertil kommer, at det drejede sig om danmarkshistorie efter en kedelig bog, blev det ikke nogen succes. Det lykkedes ikke at vække de unge menneskers interesse, men det var jeg vel ikke selv uden skyld i, men omstændighederne var nu heller ikke med mig.

Noget andet, jeg ikke var begejstret for, var gymnastikundervisning med de store drenge. Vi måtte først marchere en lille kilometer gennem byen til forsamlingshuset, og det kunne selvfølgelig ikke foregå uden megen muggen i geleddet, efter lektionen samme vej tilbage. Om sommeren spillede vi en del fodbold. Nu har hverken gymnastik eller fodbold været min livret, så disse timer var mig en plage. Det var også her, jeg havde en af mine største, om ikke den allerstørste pædagogiske fiasko. Det skete som følger.

15

Engang var førstelæreren og jeg til instruktionskursus i gymnastik og idræt i en naboskole. Instruktøren var Vejle Amts gymnastikinspektør, der i øvrigt var seminarielærer i Jelling og som følge deraf min gamle bekendt. Efter instruktionen spurgte han, om han måtte komme på inspektion på en eller anden skole dagen efter, nu da han var her på egnen. Jeg holdt mig beskedent tilbage, der blev en lille pause, så hørte jeg til min rædsel, at "min" førstelærer tilbød, at han gerne måtte komme til Vonsild. Sagen var den, at vi havde benyttet gymnastiktimerne siden sommerferiens slutning til at spille fodbold (tidspunktet var det tidlige efterår), og netop dagen efter skulle vi i forsamlingshuset for første gang, bl.a. med nogle helt nye elever, der var overflyttet fra en forskole i kommunen, så det var sådan set de dårligst tænkelige forhold at præsentere et drengehold under.

Dagen efter skulle der så være premiere-forestilling. Selv om jeg på forhånd havde bedt drengene om at tage deres gymnastiktøj med, var der flere, der naturligvis havde glemt det, så påklædningsmæssigt var det en broget forsamling, jeg kunne præsentere for inspektøren. Ydermere var det tilsyneladende første gang, nogle af drengene havde prøvet at gå i takt.

Gymnastiktimerne dengang begyndte med march rundt i salen til en eller anden kæk sang, hvorpå der var inddeling til udrykning på gulvet til de stående øvelser. Det tog sin tid alt sammen, især da enhver lille ting skulle forklares grundigt. Efter en rum tid kunne vi gå i gang med øvelserne, og her gik jeg også omhyggeligt til værks. Det blev imidlertid for meget for den gode gymnastikinspektør. Hvordan det hele endte, står noget uklart for mig, men det var vist noget med, at han demonstrerede nogle øvelser og gav nogle retningslinjer at gå efter.

Der var stor forskel på eleverne. Mange af dem var særdeles flinke og kvikke, uanset hvilken stand de kom fra. Andre kunne være vanskelige både på den ene og den anden måde, men sådan er betingelserne vel (undtagen i Strellev). De mindre godt begavede blev der ikke gjort meget for.

Der måtte til tider tages kraftige midler i brug. I et frikvarter kom førstelæreren ind til mig i mit klasseværelse og bad mig være vidne til, at en forestående afstraffelse blev udført efter reglerne. En ikke særlig stor, men kraftig dreng havde på hjemvejen fra skolen moret sig med at putte hestepærer i munden på nogle piger, og den form for underholdning måtte selvfølgelig standses. Knægten hylede og sprællede allerede, mens han blev anbragt på skafottet, så hans træsko hamrede mod skolebordets sæde. Førstelæreren bad mig tage træskoene af (altså drengens), men det var lettere sagt end gjort. Omsider lykkedes det dog, og så faldt de reglementerede slag af spanskrøret, ført af den stærke førstelærer, alt imens drengen hylede videre. På en måde var det et uværdigt skuespil, men 16

det var vel nødvendigt for at sætte en stopper for den slags løjer. Drengens større bror, også en tæt og kraftig fyr, havde også været vanskelig at have med at gøre. Jeg mindes ikke, at han en eneste gang havde sine ting i orden såsom skriveredskaber m.m., og det var vist også de andre læreres erfaring. Jeg mindes ikke at have haft en elev, der i så høj grad var umotiveret over for skolen og dens verden. Det må have været en tortur for ham såvel som for vi andre (til tider).

Til gengæld havde jeg nogle år en pige i min klasse; hun var den ene af de tre allerdygtigste elever, jeg har haft i mit lange virke. Jeg kan ikke huske, om jeg havde hende i to eller tre år, men i alle tilfælde havde hun i den tid kun een eneste lille ubetydelig kommafejl i dansk. Hun var ikke noget hængehoved, men frejdig og kvik, et ideal af en elev, en lærers ønskedrøm. Jeg mødte hende tilfældigvis mange år efter på Skamlingsbanken. Jeg havde den glæde at se hendes ansigt lyse op i et stort smil, da vi fik øje på hinanden, og hun nærmest løb hen imod mig for at hilse på mig. Hendes bror og søster var af samme kaliber.

Disse to tilfælde, som jeg her har beskrevet, var yderpunkterne, hvad eleverne angår. Imellem dem var der en masse overgangsformer, hvis man kan tillade sig at bruge dette udtryk om mennesker, altså også som før nævnt mange tiltalende og opvakte drenge og piger.

Førstelæreren var en bred og kraftig mand, dertil noget af en idealist, i alle tilfælde lagde han ikke skjul på, at han var georgist. Han var flink og imødekommende over for mig. Jeg fik kosten hos ham og hans kone, der var, hvad jeg vil kalde et fint menneske. De havde fem velopdragne børn, så jeg befandt mig godt ved måltiderne i familiens skød, indtil jeg blev gift. Desværre døde fruen i en tidlig alder.

Forskolelærerinden var en ældre dame, der var pligtopfyldende med sit arbejde.

Engang vi var på sommerferie hos min svigermor i Rimmerslund, kom der bud fra hendes bror, at der var kommet en telefonopringning fra Vonsild, om vi ville med i en bryllupsgave til lærerinden. Det studsede vi noget over. Det måtte da vist være en fejltagelse. Mon ikke meningen var, om vi ville være med til en krans? Jeg gik til en telefon og kontaktede førstelæreren. Han kunne bekræfte, at sagen var rigtig nok. Lærerinden skulle virkelig giftes til stor overraskelse for de fleste.

Efterhånden som årene gik, meldte tanken om at søge andet embede sig. Det var sandsynligvis enhver anden lærers drøm at blive førstelærer. Som sådan ville man få 2.700 kr. årligt i grundløn + tillæg mod anden lærernes 2.220 kr. i grundløn. Dog var jeg en overgang ved at tænke på at slå mig ned i Vonsild for stedse. Det skyldtes, at der som følge af skoleloven af 1938 blev udarbejdet 17

tegninger til en ny skole med nye, moderne lærerboliger, hvilket altså vil sige, at de ydre rammer for såvel skolelivet som privatlivet ville blive væsentlig forbedret. Desuden havde jeg efterhånden vænnet mig til forholdene, uden dog at være vildt begejstret. Men krigen satte en stopper for byggeplanerne, og jeg begyndte at se mig om efter et andet embede. Jeg søgte således førstelærerstillingen ved Frederiks skole ved Viborg, i øvrigt min fars hjemegn.

Da der var gået en rum tid, efter at ansøgningen var sendt, ringede jeg til skolekommissionen for at høre, hvordan sagerne stod. Jo, Munch var indstillet som nr. 1. Atter gik der lang tid uden en lyd fra Frederiks, så jeg tillod mig at ringe igen, dog blot for at konstatere, at det var en anden ved navn Munch, der havde været den heldige.

Så måtte jeg igen til at skrive ansøgninger, bl.a. til Viborg -, Vejle - og Haderslev-egnen. En dag kom der henvendelse fra amtsskolekonsulenten i Haderslev amt, at han ville komme og snakke med mig og overvære undervisningen. Vi tog naturligvis pænt imod ham og gav ham middagsmad, selv om han havde sin madpakke med "i en snor", som man sagde dengang. Han var i øvrigt cyklende fra Haderslev og var i det hele taget ikke fordringsfuld.

Han overværede undervisningen et par timer og forsvandt så igen på sin cykel.

Nogen tid efter fik vi besøg af selveste skoledirektionen for Haderslev amt. Den bestod af førnævnte amtsskolekonsulent, amtmanden og et tredje medlem, vistnok en proprietær fra amtet. De spurgte Anna, om hun var villig til at flytte med mig til Anslet skole ved Hejlsminde, for de havde i sinde at ansætte mig der.

Det sagde hun ja til, og den første oktober 1942 flyttede vi så over den gamle grænse til Anslet skole i Fjelstrup kommune, 15 km nordøst for Haderslev i Sønderjylland.

Den sidste time på min sidste skoledag i Vonsild trommede førstelæreren alle eleverne sammen i et af klasselokalerne for at tage afsked med mig. Det var jeg nu ikke så begejstret for, for det har altid faldet mig svært at sige farvel for altid. Jeg mærkede en klump i halsen og opfangede også i et glimt, at førstelæreren under sin afskedstale pludselig vendte hovedet den anden vej og gjorde en hurtig bevægelse hen over øjnene. Jeg fik dog, så vidt jeg husker, sagt pænt farvel til hver enkelt elev.

Nu - juni 1984 - er det næsten 42 år siden, vi forlod Vonsild. Der er sket en del forandringer siden da. Huset, som vi boede i, er borte, den samme skæbne er overgået kroen, vor nærmeste nabo mod nord, og den gamle skole er heller ikke fundet bevaringsværdig. Der er bygget en ny et andet sted i udkanten af den gamle bydel.

18

Skolen i Anslet var tre klasset med to lærere, foruden mig en lærerinde, der underviste 1. og 2. årgang i én klasse. Jeg havde 5. - 6. - 7. årgang i én klasse. 3.

- 4. årgang deltes vi om.

Skolebygningen var bygget i den tyske tid i 1869, altså på det tidspunkt "kun" 73 år gammel i modsætning til Vonsild skoles 113 år. Den var ikke nogen skønhedsåbenbaring. Den lignede nærmest en lade bygning til en bondegård med det svagt skrånende tag belagt med delvis rustne bølgeblik-plader. I henhold til de dagældende tyske bestemmelser for offentlige bygninger var den forsynet med tre store lynafledere. Der hørte en skolelod på 7 1/2 tdr. land med til lærerembedet, så der var et udhus med lade og stald passende til arealets størrelse, altså et lille husmandssted. Den tidligere førstelærer havde dyrket jorden, men myndighederne har nok ikke haft stor tillid til mine landbrugsmæssige kvalifikationer, for de havde forpagtet jorden ud til en nabo.

Det rummelige udhus blev anvendt til krigstidens pladskrævende brændsel, bl.a. tørv. Det var i øvrigt også en herlig tumleplads for rotter.

Til lærerembedet hørte der en lejlighed og have. Lejligheden var rummelig. Fra det store køkken var der gennem en baggang adgang til skolestuerne. Såkaldte moderne bekvemmeligheder var det småt med. Ikke engang et køkkenbord med vask var, da vi første gang beså lejligheden, men det blev dog monteret senere.

Vand fik vi fra en jernpumpe i gården, og følte man trang til at være alene, måtte man ty til et lille rum længst nede i udhuset bag nogle høje træer.

Befolkningens mentalitet var en mellemting mellem Strellev og Vonsild. Der var nogle proprietærer som i Vonsild, men de var mere jævne og ligetil i deres forhold til os. De så f. eks. helst, at vi var dus, det var utænkeligt i Vonsild.

Mellemstanden var ikke så talrig, men der var en del arbejdere og fodermestre.

Så vidt jeg husker, var alle dus. Var det måske et levn fra sammenholdets tid under tysk herredømme fra 1864 til 1920? Der var enkelte, der vistnok sympatiserede med tyskerne, men så vidt jeg kunne forstå, gik de stille med dørene.

Afstemningsdagen den 10. febr. blev fejret i forsamlingshuset med optræden og nationale sange. Der blev holdt tre obligatoriske taler, en for kongen, en for flaget og en for fædrelandet. Første gang vi var med, kom formanden hen til mig og bad mig holde talen for kongen. Det kom helt bag på mig, men jeg måtte i største hast se at få flikket noget sammen. Det lykkedes da også, men hvor stor genklang det vakte hos de kongetro sønderjyder, ved jeg ikke. De fleste danskere var vel for resten kongetro under krigen. Af talen husker jeg kun, at jeg fik flettet ind, at der var noget selvmodsigende i, at kongen på det tidspunkt boede på Sorgenfri.

19

Høstgilderne blev bl.a. holdt på Gravenshoved Badehotel. Her skulle jeg naturligvis underholde med oplæsning, eller hvad det nu var, det husker jeg ikke så nøje. Af og til blev vi inviteret ud til kaffegilde på gårdene til det berømte sønderjyske kaffebord. Et overdådigt opbud af fade med alskens lækkerier i form af kager og tærter cirkulerende livligt, så man knap nok kunne få tid til at fortære de rare sager, vel vidende, at det vel næppe var den mest sundhedsbefordrende form for ernæring. To tjenende ånder sørgede for, at kaffekopperne ikke forblev tomme.

Folkene på den nærmeste gård var særdeles flinke mod os. Her købte vi nymalket mælk så godt som hver dag, 3 liter for en krone. Kjeld, der dengang var i 5 - 9 års alderen, var jævnligt henne på gården. Der var en noget ældre søn og masser af dyr at more sig med. En sommerdag inviterede de os til at tilbringe en hel dag i deres sommerhus ved stranden, befordret hen og hjem med hestekøretøj.

Apropos heste. De to landmænd, vi havde mest kendskab til, havde så vidt jeg husker hver tre spand kraftige arbejdsheste. Især på den ene gård var det et flot syn at komme ind i stalden og se de kraftige bagdele af 6 store belgier heste i de pænt malede eller ferniserede spiltove.

Jorden var leret og frugtbar, men især forårsarbejdet skulle overstås, når jorden var bekvem, dvs. hverken for tør eller fugtig. Var den for tør, blev den knoldet, var den for våd, blev den klæg. Der var behov for de kraftige heste, ofte i trespand, til at trække de tunge redskaber gennem den tunge jord.

At jorden var frugtbar erfarede jeg engang, jeg havde et eller andet ærinde at forrette hos en af vore bekendte. Jeg traf ham på en mark, der var omgivet af skov på de tre sider, kun mod syd var der adgang til det åbne land. Det var i høstens tid, og her var det hvede, der måtte holde for. Tre kraftige belgier trak selvbinderen, og de måtte lægge kræfterne i. Aldrig har jeg set så "tæt" en kornmark, og aldrig har jeg set en selvbinder spytte så mange neg ud med ganske få meters afstand.

Da jeg lod en bemærkning falde om den gode avl, hørte jeg for første gang den udtalelse, som vist er kendt af mange, den udtalelse, som er karakteristisk for landmænd og viser deres forbehold over for at udtrykke deres begejstring over et godt udbytte: "Ja, men det er gået ud over næringsstofferne i jorden!"

Landskabet var smukt og afvekslende. Vi befandt os jo i "Du skønne land med dal og bakke fagre". Der var ca. 1 km til badebyen Hejlsminde ved den gamle grænse og "mindet" i betydningen en vig, der står i forbindelse med havet ved 20

en smal munding. Desuden var der en del skov og levende hegn langs mange af vejene. Af en eller anden grund husker jeg bedst sensommeren og det tidlige efterår i naturen. En stille solskinsdag på denne årstid med varmedis over landskabet og flyvende sommer over stubmarkerne var simpelthen en nydelse af rang. Vi kunne frit plukke brombær og hindbær i de levende hegn og i skovbrynene, og det var absolut ikke nogen sur pligt at gå på bærjagt en sådan skøn dag i den danske indian-summer. Det var en dejlig oplevelse, som desværre ikke lader sig beskrive fyldestgørende.

Forældrene lagde ikke skjul på, at de gerne så, at der blev holdt justits i skolen.

Så vidt jeg kunne forstå, havde det skortet lidt på den side af sagen under min forgænger i embedet, i alle tilfælde set med deres øjne. Det var vel et levn fra tysker-tiden, der kun lå godt en snes år tilbage i tiden, at undervisningen helst skulle være autoritær. Dengang - før 1920 - var der i alle tilfælde orden i tingene. Det fik jeg et indtryk af, da jeg på loftet fandt en gammel protokol fra den tid. I den var det præciseret, hvilket afsnit af de forskellige fag, der skulle undervises i de forskellige timer på dagen.

Den lokale inspektor (med tryk på "spek") var sognepræsten. Næste trin på rangstigen repræsenteredes ved inspektor for Kreis Hadersleben, svarende til amtsskolekonsulent, og sidste trin inden for rækkevidde var inspektor for landsdelen Slesvig-Holsten. Han kunne fra sit ophøjede stade konstatere, hvad der skulle undervises i i de enkelte timer i samtlige skoler og eventuelt sende en inspektor ud for at se, om der blev undervist efter forskrifterne.

Børnene var på en måde lette at have med at gøre, men jeg havde på fornemmelsen, at det skyldtes den autoritetstro, som forældrene havde indpodet dem. Når jeg f. eks. gik rundt på legepladsen i frikvartererne, blev børnene påfaldende rolige og artige, hvor jeg kom frem, og det var for så vidt meget tilfredsstillende, set fra min side, men det var næsten for meget af det gode.

Mødte jeg en af drengene på vejen, røg kasketten af (drengens altså).

Efterhånden fik vi et mere naturligt forhold til hinanden. Jeg måtte dog engang (desværre) ty til slående argumenter.

Autoritetsmentaliteten kom dog undervisningen til gode. Jeg fik oprejsning for min fiasko i Vonsild (det var dengang med gymnastikinspektøren), denne gang dog ikke i gymnastik, for det fag var slet ikke på timeplanen, kun boldspil om sommeren.

Især var jeg heldig med skriveundervisningen. Jeg havde fundet frem til et skrivesystem, hvis hovedindhold kunne formuleres i tre punkter: Smalle bogstaver, ret stor afstand mellem de enkelte bogstaver, lige opstreger. I løbet af nogle måneder var børnenes skrift forbedret ganske betydeligt. Det var lige ved at blive for meget af det gode, så ensartet var skriften for nogles vedkommende.

21

Især var der tre-fire piger, hvis skrift jeg ikke kunne skelne fra hinanden. De lignede fuldstændig forskriften.

Jeg benyttede mig en del af lysbilleder og film i undervisningen, med held, synes jeg selv. Amtsskolekonsulenten fra Haderslev var interesseret i det og besøgte os engang for at få lidt at vide om den form for supplerende undervisningsmidler.

Desuden lærte han mig at udrydde mælkebøtter fra en græsplæne: En spade stikkes lodret ned ved siden af mælkebøtten parallel med roden, der nokkes forsigtigt frem og tilbage, eventuelt til der høres et lille knæk, og planten kan nok så nydeligt trækkes op med et stort stykke rod, eventuelt hele roden.

Krigen var stadig en hindring for gennemførelsen af skoleloven af 1938. Der blev holdt et møde om den fremtidige skolestruktur i kommunen, mere kunne det ikke blive til, så en modernisering af såvel skolens ramme som indhold lå langt ude i fremtiden.

Det er muligt, at vi havde siddet i Anslet skole til pensionsalderen, hvis bl.a. boligforholdene havde været mere moderne, men da det var klart, at det havde lange udsigter, så vi os om efter andre græsgange.

Jeg kunne stadig ikke glemme Strellev og Vestjylland, så da et førstelærerembede ved Stundsig skole i Horne sogn mellem Varde og Ølgod blev ledigt, forhørte jeg mig hos min gamle bekendt, førstelæreren i Strellev. Jeg fik et pænt brev fra ham, hvori han bl.a. skrev: "Horne sogn er et godt sogn med østjysk præg."

Jeg kørte så til Vestjylland for at se på sagerne, og det endte med, at jeg søgte stillingen og fik den fra 1. januar 1947 at regne. Den sidste dag før juleferien 1946 sagde jeg farvel til eleverne i Anslet. Jeg tror ærlig talt, at mange af dem var kede af, at vi skulle flytte. Flere af dem havde tårer i øjnene ved afskeden.

Anslet skole blev senere nedlagt og solgt. En driftig mand etablerede en konfektionsfabrik ved navn Hejko, sandsynligvis en sammentrækning af Hejlsminde Konfektionsfabrik. Vi har passeret den et par gange i årenes løb.

Den tager sig helt godt ud med moderniseringer og tilbygninger.

Den 4. januar l947 holdt vi så vort indtog i Stundsig. Vi fik en pæn modtagelse.

Kommunekassereren og hans kone gav os en dejlig middag, der varmede os allesammen den kolde vinterdag. Familien bestod på det tidspunkt af Frode, 2 år, Vagn, 6 år, Kjeld, 9 år, mor, fyldte 31 år en måneds tid efter, far 34 år.

22

Nærmeste nabo til skolen var amtsvejmanden. Han havde været så flink at fyre op i kakkelovnen i dagligstuen. Det var således en pæn modtagelse, vi fik.

Dagen efter skulle der være juletræsfest for skolebørnene og forældrene. Den blev ledet af den afgåede førstelærer, og her fik vi lejlighed til at hilse på beboerne. Næppe var julesalmerne sunget og træet båret ud, før nogle fædre satte sig ved bordene i omklædningsrummet. En af dem sagde til mig: "Ja, her er vi jo vant til at få et slag kort." Jeg må da indrømme, at jeg blev lidt forundret. Senere fandt vi ud af, at der blev spillet kort ved enhver lejlighed, undtagen begravelser. Det var noget, vi ikke var vant til. Men efterhånden fik vi det lært så nogenlunde.

Den første vinter var vi til mange spisegilder. Det skete, at man var inviteret til kl. 17, men kom man på det tidspunkt, kunne man godt risikere, at manden ikke var færdig med at røgte i stalden, og at kvinderne var ved at dække bord. Men ved 18.30 - 19.00 tiden satte man sig til bords og gik i krig med de forskellige former for slagtemad i rigelig mængde, skyllet ned med diverse former for væske.

Efter slagsmålet med de bugnende retter gik mændene ud i stalden for at se på kreaturerne, mens kvinderne tog af bordet, så der kunne blive plads til kortspillet. Vi sad i næsten alle lokaler, såsom soveværelser og gæsteværelser.

Ved midnatstid blev der serveret kaffe og hvad dertil hører, og så gik nogle hjem, andre fortsatte kortspillet.

Om sommeren var der næsten ingen selskabelighed, da havde man travlt med landbrugsarbejdet. Langt de fleste beboere var landmænd. Den megen selskabelighed om vinteren kunne godt være noget generende for mig, da den vestjyske skoleordning indebar, at jeg havde mest at lave på den årstid. Det kunne hænde, at vi var ude tre aftener om ugen.

Større festligheder såsom bryllupper og sølvbryllupper holdtes på hotellet i Horne. Ved sådanne lejligheder kunne der være op til et par hundrede gæster til middagen med suppe, kødret og dessert, dertil taler af præst og degn, placeret ved familiebordet lige over for brude- eller sølvbrudeparret. Senere var der dans, ofte til langt ud på natten, og naturligvis natmad fra ca. 24.00 tiden. Nu holder man vist ikke så store gilder.

Befolkningen var for størstedelen jævne og flinke mennesker. Vinteren var kold, og brændsel var der ikke meget af til privat brug. En skønne dag holdt der et læs kvas ude i baggården, det blev læsset af, og kusken forsvandt igen. Vi fandt omsider ud af, hvem der havde betænkt os. Det var en af gårdejerne; han nægtede hårdnakket at modtage betaling. Hele området omkring skolen var 23

beplantet med et læbælte, bestående af to rækker træer, så der var nok af tørre pinde og grene at samle ind til brændsel, naturligvis suppleret med brunkul.

Selv om vi havde forbindelse med langt de fleste hjem i skoledistriktet, var der naturligvis enkelte familier, vi havde større tilknytning til, især i nabolaget. En gårdmand var flink til at tage os med på bilture i de år, vi ikke selv var motoriseret.

Skolen var bygget i 1911, altså kun 36 år gammel. Det var jo et fremskridt fra Vonsild skole fra 1829 og Anslet do. fra 1869. Den var solidt bygget, svære bjælker og særdeles solidt puds overalt på de hvidkalkede ydermure. Der var to skolestuer og en passende lejlighed med indlagt vand, men ikke centralvarme.

Der blev lavet badeværelse, mens vi var der. Der hørte en stor have til, der kunne give anledning til megen mere eller mindre værdsat tidsfordriv.

Der var sløjdlokale på loftet over den ene skolestue. Over den anden skolestue var der lejlighed til forskolelærerinden. Senere blev der dog bygget et lille hus til dette formål.

Af andre faciliteter var der gymnastiksal, omklædningsrum med brusebad, noget som vestjyderne havde kendt i mange år i modsætning til østjyderne. Jeg går ud fra, at det var en form for bivirkning af den såkaldte vestjyske skoleordning, hvor undervisningen for de ældste elevers vedkommende var koncentreret til vinterhalvåret. Desuden var der sportsplads til sommerens boldspil. Alt i alt bedre rammer end vi var vant til. Dog ville det have været rart med centralvarme, men det blev ikke til noget i den tid, vi var der.

Fra 1. oktober til 1. april (vistnok) havde forskolelærerinden de tre første årgange i en klasse og jeg de fire ældste årgange i en klasse. Undervisningstiden var fra kl. 9 til kl. 16 hver dag, også om lørdagen med en times middagspause, dog havde de yngste årgange knap så lang skoledag. I sommerhalvåret havde jeg de tre ældste årgange fra kl. 7 til kl. 12 hver mandag og torsdag og 3. og 4. årgang ugens øvrige dage fra kl. 8 til kl. 12. Lærerinden havde nybegynderne plus 2. årgang.

Denne ordning var slet ikke så dårlig. Børnene fik en koncentreret undervisning om vinteren og lejlighed til at dyrke friluftsliv om sommeren, bl.a. ved arbejde ved landbruget.

Eleverne var mere fri i det end dem i Anslet, somme tider lidt for fri, dog aldrig frække. Jeg må indrømme, at jeg i begyndelsen var en lille smule skuffet, jeg havde vist regnet med, at børnene var akkurat som dem i Strellev, hvilket altså ikke var tilfældet, men stort set kom vi godt ud af det med hinanden bortset fra et par enkelte episoder, der dog ikke efterlod sig varige mén.

24

Men i efteråret 1958, det år, vi var vendt hjem fra København, blev det bestemt, at Stundsig skole skulle nedlægges. Indtil Horne skole blev udbygget, skulle vi have 4. og 5. Klasse = 4. og 5. årgang i Stundsig (eller måske var det 3. og 4. årgang). Desuden skulle jeg have 4 timer ugentlig i Horne og i øvrigt tilknyttes skolen der efter udbygningen.

Den foreløbige ordning blev ikke nogen succes, i alle tilfælde ikke for mit vedkommende. De Horne-børn, der kom til Stundsig, var støjende og havde for mig at se en noget egoistisk og hensynsløs optræden, i alle tilfælde gjaldt det for en del af dem. Men drengene var dygtige fodboldspillere. Var det på grund af de før nævnte egenskaber? Nå, her røber jeg måske mit ukendskab til vor nationale lidenskab. De ældste elever i Hornes 7. klasse var lettere at have med at gøre, men jeg var alligevel ikke glad for den ordning, så jeg så mig om efter en anden stilling. Jeg ville også gerne til en større skole, hvor jeg kunne få brug for de kundskaber, jeg havde erhvervet mig i København, altså få foden inden for specialundervisningen.

Jeg søgte en stilling ved Tønder seminariums øvelsesskole, hvor man manglede en til bl.a. at tage nogle timers specialundervisning. Vi var dernede og så på forholdene, og nogen tid efter fik jeg telefonisk meddelelse om, at jeg havde fået stillingen. Men forinden (så vidt jeg husker) havde vi fået kig på Nørre-Nebel, så vi opgav Tønder.

Den 28. marts 1961 forlod vi Stundsig skole efter godt og vel 14 års virke minus 1 år i København.

Lige før påske 1961 flyttede vi ind i kommunens tjenestebolig på Kollevej i Nørre-Nebel. Det var et etplans hus, kun et par år gammel. Hvad det praktiske angik, var det et stort fremskridt at komme fra en kakkelovns-opvarmet lejlighed til en fjernvarme-opvarmet do. Vi sprang altså over centralfyr, opvarmet af koks eller olie. Det var en stor lettelse efter 24 1/2 år som ægtefæller. Madlavningen foregik med flaskegas.

Efter et par års forløb fik Anna den idé, at vi selv skulle bygge hus. Jeg var ikke vildt begejstret. Vi havde hidtil ikke haft nævneværdig gæld og havde desuden boet i tjenesteboliger for et lille fradrag i lønnen, så at flytte i eget hus med en kæmpegæld lød ikke særligt tillokkende. Men vi lagde hovederne i blød og opstillede et budget, der viste, at det lige kunne løbe rundt med en årsindtægt på 29.000 kr. Kort og godt, det endte med, at vi den 12. juli 1965 flyttede ind i vort eget hus på Borkvej til en pris af ca. 117.000 kr. iberegnet alle udgifter til grund, diverse tilslutninger, kurstab m.m. . Ja, eget hus, det er måske så meget sagt, for 25

den største part var naturligvis gæld. Om huset nogen sinde bliver vort eget, vil tiden vise. Men jeg har i alle tilfælde ikke fortrudt, at jeg fulgte min økonomisk bevidste ægtefælles råd.

Skolen i Nørre-Nebel var på det tidspunkt 7-klasset med 7 lærerkræfter. 6. og 7. klasse var noget mishandlet på den måde, at mange elever var overført til den private realskole på den anden side af gaden. I den 6. klasse, jeg var klasselærer, var der kun 12 elever. Det var i øvrigt den sidste klasse, der blev decimeret på den måde, idet den nuværende ordning med udelt skole blev indført på den tid.

Disse 12 elever var jeg så klasselærer for i et år og tre måneder. Det var til at overse, og de var gennemgående flinke.

I august 1962 blev jeg klasselærer for en 4. klasse til og med den blev 7. klasse i 1965-66.

Der var 28 elever i klassen, og da der tilmed var stor spredning hvad evner angik, var der noget at tage fat på. En enkelt blev efter et års forløb overført til anden skoleform. Klassen kunne til tider være lidt bøvlet, men som tiden gik, vænnede vi os til hinanden. Jeg var faktisk ked af at sige farvel til den på den sidste skoledag.

Her springer jeg noget frem i tiden. En dag i april 1980 fik jeg invitation fra en af klassens flinkeste elever, der i mellemtiden var blevet uddannet som lærer, om at deltage i en klassefest, som hun og et par andre havde arrangeret i Lydum skole, hvor hun boede i en lærerlejlighed. Jeg skulle ikke tænke på transporten, da jeg ville blive både hentet og bragt. Jeg skulle være klar ved 17-tiden. Det var jeg naturligvis, og da kom Lotte i sin Volvo sammen med Annette og Martin for at hente mig, så jeg kom standsmæssigt af sted.

Det var en dejlig oplevelse for en gammel lærer at hilse på forhenværende elever. Selv om der kun var gået 14 år, var der naturligvis store forandringer at spore. Jeg kunne da kende dem allesammen undtagen en, men det trøstede mig, at hans kammerater heller ikke kunne kende ham. Selv om jeg kunne kende dem, var nogle af navnene vanskelige at huske, og hvis jeg stod og spekulerede alt for længe, mistede en og anden tålmodigheden og sagde selv sit navn, og det blev jeg lidt flov over.

Holdet var inddelt i grupper, der skulle tage sig af de forskellige gøremål ved arrangementet. En gruppe fabrikerede ret hurtigt en sang, der kan ses på kopien af det brev, som jeg sendte til alle deltagerne.

26

Noget af det sidste, vi foretog os sammen i juni 1966, var en bornholmstur, og på den havde jeg taget nogle dias, som vi ikke havde lejlighed til at se dengang.

Efter det vellykkede spisebord, viste jeg billederne, og det vakte naturligvis jubel. Aftenen fortsatte med snak og diskussioner og dans. Det var en positiv oplevelse.

Den 7. klasse fra 1966 var den sidste normalklasse, jeg havde.

Specialundervisningen var efterhånden udbygget så meget, at det kunne give arbejde til godt og vel en hel lærer. Jeg var den hele lærer, der udelukkende havde timerne besat med specialundervisning. Mine kolleger kunne ikke forstå, at jeg kunne finde mig i det, men jeg befandt mig godt ved det. Det var i høj grad individuel undervisning, fra en til fire elever på holdene i dansk og regning.

Her kunne man rigtig lodde den enkelte elevs evner og muligheder og finde ud af hvilke undervisningsmidler, der passede bedst for vedkommende.

Resultaterne kunne somme tider synes pauvre, man måtte i alle tilfælde ikke sætte sig et mål og så eventuelt gøre sig en del bebrejdelser, hvis det ikke blev nået, men være glad, hvis der opnåedes fremskridt, store eller små.

I 1967 blev fem mindre kommuner lagt sammen til det nuværende Blaabjerg kommune. Det indebar bl.a., at der blev oprettet en stilling som konsulent for specialundervisningen i kommunen med 15 timers undervisning ugentlig, resten konsulentvirksomhed, det var vist 17 timer. Jeg søgte stillingen og fik den.

Det var afvekslende at komme rundt på kommunens øvrige skoler. Der var nok at tage fat på, idet kommunerne tidligere havde været underlagt amtsskolepsykologen i Ribe, der trods assistance af en halvtids ansat medhjælper hverken halv eller hel kunne klare det store område.

Stillingen bestred jeg fra 1. maj 1968. Fra 1. august 1970 blev undervisningstimerne konverteret til assistance for amtsskolepsykologen, så jeg var fra den dato halv amts- og halv kommunal ansat. På en måde var det helt rart at blive fritaget for undervisning. Så kunne man bedre tilrettelægge arbejdet. Jeg havde kontor fælles med ungdomsnævnet på kommunekontoret i Nørre-Nebel. Her tilbragte jeg en del af tiden med planlægning af arbejdet, diverse telefonsamtaler og ikke mindst med rapport-skrivning, der var den kedeligste og vanskeligste del af arbejdet. Renskrivningen tog sekretæren på amtskontoret i Ribe sig af.

Noget af det første, der skete, var, at jeg fik tilsendt en stak indstillingsskemaer fra Ribe. Den omfattede elever i den nordvestlige del af amtet, og nogle var 27

indstillet for længe siden. Efterhånden, men det varede længe, kom jeg til bunds i bunken, men i mellemtiden var der dukket flere indstillinger op. Indstillingen fra skolen blev fulgt op af mit besøg og diverse prøver på vedkommende elev samt en snak med de implicerede lærere og skolelederen og helst også med forældrene. Dette sidste måtte jeg desværre udelade, da der simpelthen ikke var tid til det, men senere gennemførte jeg det i langt de fleste tilfælde.

Alt dette skulle så sammenfattes i en rapport til skolen, og det var som før nævnt ikke min livret.

Den indeholdt prøvens resultater og forslag til afhjælpning af de evt. konstaterede vanskeligheder m.m.. Det, der kunne give anledning til bekymring, var den omstændighed, at rapporten muligvis blev antaget for at være den evige sandhed, skrevet af "sagkundskaben". Jeg var jo kun rådgivende, men da man i de fleste tilfælde fulgte mine råd, var jeg faktisk bestemmende. Det var også ubehageligt at tænke på, at disse rapporter skulle følge disse elever i årevis. Det er der senere kommet andre bestemmelser om. En trøst var det, at rapporten naturligvis var forsynet med en dato, så man måtte kunne sige sig selv, at min vurdering i høj grad var tidsbestemt.

Foruden skolerne i Blaabjerg kommune besøgte jeg nu skoler som Ølgod, Tistrup og mindre skoler, bl.a. Strellev, hvor jeg i sin tid var vinterlærer. Min tids førstelærer var død nogle år forinden. Det var helt interessant at komme til de gamle, kendte omgivelser i en anden funktion.

Det skete også, at jeg blev sendt længere ud i amtet, hvis der var skoler, der havde ventet særlig længe på besøg. Det førte mig bl.a. til Grimstrup, Starup og Sønderho på Fanø.

I 1972 skete der en omstrukturering af det skolepsykologiske arbejde i amtet, der blev inddelt i fire områder med kontorer i Ribe, Varde, Vejen og Grindsted.

Esbjerg havde "passet sig selv" længe. Jeg blev som assisterende skolepsykolog tilknyttet kontoret i Varde, der omfattede og stadig omfatter kommunerne Blaabjerg, Blåvandshuk og Varde. Det indebar, at jeg igen skulle påtage mig undervisning, denne gang 5 timer ugentlig. Det kunne godt virke noget forstyrrende i arbejdet.

Jeg blev tildelt skoler i alle tre kommuner. Foruden mig var der en ledende skolepsykolog, der meget af tiden var optaget af administrativt arbejde, samt en souschef. Desuden bestod staben af en tale/hørepædagog og en sekretær. Nu er der desuden en klinisk psykolog og vistnok endnu flere med i teamet.

En interessant opgave var at varetage de fremmedsprogede elevers sag. Her havde jeg fornøjelsen at være impliceret i undervisningen af elever fra 28

Tyskland, England, Canada, Australien og Italien. Min indsats bestod i enten direkte undervisning eller tilrettelæggelse og vejledning for andre lærere, der skulle undervise de pågældende børn. Inden jeg påtog mig opgaven, havde jeg været på kursus angående den slags ting og desuden på besøg på en skole i Odense, hvor man havde stor erfaring desangående.

Generelt var arbejdet som skolepsykolog interessant og afvekslende. Foruden de før nævnte opgaver med prøver af elever og hvad dermed fulgte af forhandling med forældre, lærere og evt. andre kunne det f. eks. være deltagelse i møder af forskellig art, bl.a. forældremøder, desuden forhandling med ungdomsskoler, andre skolepsykologer, deltagelse i skolepsykologernes halvårlige kongres på Nyborg Strand osv.

En arbejdsdag kunne f.eks. se således ud: 8

-

10

: På kontoret.

10

-

11

: Undervisning.

11

-

12

: Middag og kørsel til Varde.

12

-

14

: Team-møde på kontoret i Varde (hvor jeg fik at

vide, at der om aftenen skulle være et oriente rende møde i Thorstrup skole for skolemyndighederne og skolelederne i hele området).

15

-

16.30: skulle jeg demonstrere undervisningsmateriale på Amts-skolecentralen i Esbjerg.

17

-

19

: Deltagelse i psykologikursus på Danmarks Lærer højskoles Esbjerg-afdeling.

19

-

20

: Kørsel til Thorstrup med ophold i Varde for at få lidt til føden.

20

-

22.30: Deltagelse i det førnævnte møde i Thorstrup.

29

Det var naturligvis ikke hver dag, der var så optaget, men der var i alle tilfælde nok at se til. En del af tiden tilbragte jeg på landevejen, men det kunne da også have sin charme at iagttage landskab og dyreliv en sommermorgen eller i fred og ro og afslappet tilstand at køre hjem efter forhåbentlig veludført arbejde sidst på eftermiddagen eller om aftenen.

Men - så kom der i bogstaveligt forstand en sten i vejen. Julen 1973 tilbragte vi hos Kjeld i Kolding. Julenat var der noget i mit indre system, der opførte sig så mærkeligt, - nå, det kunne jo være, at jeg havde nydt lidt rigeligt af julebordets glæder. Juledags formiddag blev det lidt for voldsomt med stærke smerter i venstre side, og så gik turen til sygehuset med nyresten. Det blev en længere historie. Kort sagt kom jeg ikke i funktion igen før den 10. maj 1974, og det endda kun på halv tid.

Så tog jeg den beslutning at stå af og blev pensioneret fra 1. august.

Det var faktisk ikke en rar tanke at sige farvel til folkeskolen efter ca. 41 års virke og i en alder af 62 år, og de sidste gange jeg var i funktion, var jeg vemodig stemt. Ved min afsked blev jeg inviteret til en festlighed, så man kunne sige farvel med manér, ja, i øvrigt til to festligheder, én arrangeret af skolemyndighederne og én foranstaltet af skolelederne, men jeg sagde så høfligt som muligt nej tak til dem begge to. Det var så heldigt, at disse to arrangementer også gjaldt to afgående skoleinspektører, så jeg væltede ikke det hele ved at sige nej tak.

Mine bekymringer om et brat farvel til skolevæsenet og dets følger viste sig ubegrundede, idet man manglede en specialundervisningslærer 15 timer om ugen i skoleåret 1974-75, og da man tilbød mig timerne, sagde jeg med glæde ja tak.

Tilværelsen blev mere rolig, omend knap så interessant som tidligere, men dog med mange gode timer i de vante omgivelser. Derudover havde jeg i nogle måneder den opgave at lære to australske søskende dansk, det var i Oksbøl skole.

Næste år blev der knap så mange timer til mig, næste igen færre, og med skoleåret 1977-78 var det slut. Da havde man fast ansatte lærere nok til at bestride specialundervisningen. - Igen var jeg så uforskammet at blive borte fra en lille uformel anerkendelse ved lærernes sommerferie-frokost, men om eftermiddagen eller måske var det næste dag, kom lærerrådets formand med en frugtkurv var det vist nok.

30

Jeg havde altså været privilegeret forstået på den måde, at jeg ved skæbnens indgriben kunne foretage en "blød landing" uden brat overgang til pensionisttilværelsen, og det mener jeg har været en stor fordel fremfor at skulle tage afsked med sit arbejde med et brag.

Men nu skulle jeg altså for alvor til at tilpasse mig en pensionists tilværelse.

Skulle man tro -.

En dag i marts 1980, da vi to gamle lige havde lagt os til rette for at få vor daglige middagslur, ringede telefonen ved Annas seng.

"Det er en eller anden fra Ringkøbing, der vil snakke med dig", sagde hun.

Det viste sig at være den ledende skolepsykolog fra Ringkøbing m. flere kommuner. Jeg havde truffet ham nogle gange på Nyborg Strand. Nu ville han høre, om jeg kunne hjælpe ham ud af en forlegenhed. Der var to ubesatte stillinger som skolepsykologer i området. Ingen havde meldt sig. Om ikke jeg kunne tænke mig at træde til, indtil der eventuelt kom ansøgere til stillingerne.

Det var et fristende tilbud, men jeg sagde ikke ja uden videre. Vi aftalte at mødes på hans kontor for at drøfte sagen, og det endte med, at betingelserne var så gode, at jeg slog til. Jeg ville ikke påtage mig et helt vikariat med fast timetal og fast løn, men jeg fik tilbudt timebetaling, og så kunne jeg selv bestemme farten og tage så mange timer, som jeg kunne overkomme. Det var en god ordning, for vi kunne regne med mindre aktivitet fra min side i vintermånederne med dårligt føre. Der var jo forholdsvis langt til Ringkøbing og skolerne i de nordlige distrikter.

Ca. 1. april begyndte jeg så igen tilværelsen i folkeskolen. Kontoret, der omfattede Ringkøbing, Holmsland og Ulfborg-Vemb kommuner, var bemandet med særdeles tiltalende og imødekommende medarbejdere inden for de forskellige grene af det skolepsykologiske arbejde.

Det var rart at komme i gang igen, selv om der var store afstande til nogle af skolerne, f.eks. var der 72 km til Thorsminde. Ligeledes var det interessant at "træffe nye mennesker" blandt skolens folk og elevernes forældre og af og til andre instanser. Det gav ganske vist anledning til mange lange køreture, de fleste dog i for mig ret ukendte områder.

Begge stillingerne blev averteret ledige et par gange. Omsider kom der én ansøger, som fik den ene stilling, altså var der stadig en stilling ledig, og det var 31

vist meningen, at jeg skulle have fortsat, men så blev pengekassen smækket i, og omkring 1. november 1981 var det definitivt forbi for mit vedkommende.

Jeg kunne ikke have fået en bedre afslutning på mit mangeårige virke end de 1 1/2 år i Ringkøbing-området. Oplevelser fra dengang hører til de allerbedste minder, som jeg har samlet i tidens løb.

Det siger næsten sig selv, at flere tusinde timers færden i skolens verden har budt på talrige oplevelser af forskellig art. Jeg håber at kunne berette om nogle af dem i et andet afsnit.

Afsluttet Juli 1984.

32