WIINBLADS VIRKE, STIL og KARRIERE Julie Thaning Mikines
”Dagens fuldstændig helt igennem røver køb, vi er helt vilde med dagens fund (smiley)” ”...med hjem til samlingen.” ”Jeg har elsket Bjørn Wiinblad siden jeg var barn og vi havde et par platter og vaser. Hans glæde, hans streg, hans lethed, farverne... jeg bliver nærmest lykkelig af at se hans ting... især i farver, fordi alt er så farveafstemt i dag men hans sirlige tegninger har en farveglæde som jeg bliver totalt glad i låget af.” ”Sætter fut i fantasien og jeg finder hele tiden nye detaljer (smiley)” Sådan kan man læse på facebook-gruppen Bjørn Wiinblad elskere, hvor Wiinblad-fans deler billeder af deres arvestykker, nyindkøb, yndlingsværker og seneste loppefund med hinanden. Interessen for Wiinblad er stor, og der bliver kommenteret lystigt på de mange opslag i grupperummet, hvor medlemmerne beundrer hinandens Wiinblad-samlinger og kommer med opklarende viden om de forskellige effekter. Fænomenet kan betegnes som retro, men Bjørn Wiinblad (1918-2006) er også andet end det. Wiinblad er en kunstner, som favner det hele; lige fra platter til store bronzeskulpturer. En fænomenal billedskaber, hvis oeuvre er både smalt og bredt, high og low. Wiinblad ophæver eksisterende kategorier, fordi han gør det hele. Han mestrer alt fra tegning, gouache, keramik, glas, vævede billedtæpper, kostumer, scenetæpper, kakler, tekstiler, tapeter til puslespil og springvand. For nogen er han for meget, for os er han netop noget, fordi det er alt dét,
han gør. ARKENs store udstilling viser bredden i Bjørn Wiinblads værk – et værk, som er inkluderende, fabulerende og eventyrligt. Men hvordan skal man gribe dette overvældende oeuvre an? Hvad var det, Bjørn Wiinblad skabte? En indgang finder man i hans kunstnerhjem. På en lille stikvej i Kgs. Lyngby nord for København med Frilandsmuseet som nærmeste nabo ligger et lysende blåt træhus med hvidmalede vinduer.1 Bygningen indeholder både værksted, atelier og bolig og fungerede fra 1966 og frem til hans død i 2006 som base for Bjørn Wiinblad. Det Blå Hus, som det kaldes, rummer den skat, der langt mere end tusind platter kendetegner manden og kunstneren Bjørn Wiinblad. Siden hans død har huset stået urørt og er bevaret præcis, som han forlod det. Således føres man stadig som gæst igennem den Sanderson-tapetserede hall, hvor de blomstrede gardiner matcher tapetet, der matcher farveholdningen i gulvtæppet, som er afstemt med husets blå beklædning. Denne hall, hvor blomsterne slynger sig i arabeske former på vægge og i gardiner, og hvor et portræt af kunstneren som ung fløjtespiller pryder endevæggen, er kun en lille forsmag på den gennemførte detaljerigdom, der siger meget om, hvem og hvad Bjørn Wiinblad var. Huset er en Aladdin-hule af kunst, bøger, musik, glaskunst og keramik – et overdådigt og visuelt overflødighedshorn, der vidner om en luksuriøs livsstil. Der er ikke skrevet så meget om Wiinblad, og det, som er, handler meget om manden, 15
1 Huset er opført omkring år 1900 og var oprindeligt et kornlager. Siden blev der bygget til og bygget om, og det store træhus på 700 m2 har utallige små hemmelige rum. I 1934 overtog den svenske kunsthåndværker Brita Drewsen (1887-1983) huset og gjorde det til spinderi og væveri under navnet “Den blaa Fabrik”. Her fremstillede hun, sammen med gudrun Clemens tæpper, møbelstoffer og boligtekstiler. Brita Drewsen havde privatbolig i “Den blaa Fabrik”, men hun byggede siden et lille gæstehus på 110 m2 i den fjerneste ende af grunden, som hun indrettede med eget møbeldesign. I 1966 overtog Bjørn Wiinblad fabrikken og omdøbte stedet til “Det Blå Hus”. I de første år blev Brita Drewsen boende i det lille gæstehus. Bjørn Wiinblad og Brita Drewsen lavede flere haveudstillinger sammen, hvor de viste eget design – herunder brugskunst og møbler.
Modsatte side: Eksteriør, hovedindgangen, Det Blå Hus.