14 Leder på bagsiden, i Information, 13. oktober 1971.
Romance, Rosenthal, 1964. Stel i porcelæn. Tryllefløjten, Rosenthal, 1968. Stel i porcelæn. Modsatte side: Øverst: Portræt af Bjørn Wiinblad med Shahens stel, 1971. Wiinblads stel til den iranske shahs fejring af 2.500 året for det persiske riges opståen. I hånden holder Wiinblad en specialdesignet kaviarskål, der består af to dele – den øverste til kaviar, den nederste til is, der skal holde kaviaren kold. Nederst: Shahens stel, 1971. Stel i porcelæn med forgyldte tallerkenborter.
skabe et stel i samme stil, om end endnu mere overdådigt. Formmæssigt minder de to stel om hinanden, men ornamentikken på de gulddekorerede tallerkenborter er på shahens stel inspireret af gammel persisk ornamentik og motiver fra rigets historie og har selv i dag et cool og kontemporært udtryk. Fejringen af det persiske imperium bestod af en omfattende række af festligheder, som fandt sted over flere dage i oktober 1971. Hensigten med fejringen var at markere Irans lange historie og fremvise landets moderne fremskridt under Reza Pahlavi, shahen af Iran. Til festmiddagen var der sekshundrede gæster, og middagen varede over fem en halv time, hvilket gjorde arrangementet til den længste og mest overdådige officielle middagsfest i moderne historie. Fejringen af 2500-års jubilæet i Iran fik dog ikke enstemmig opbakning i Danmark. På lederpladsen i Information blev der fx stillet spørgsmålstegn ved det danske kongepars deltagelse og rejse til Iran. Som der stod, ville det have været bedre, hvis kongeparret ”havde fundet 36
dansk neutralitet såre passende fra det øjeblik, festens kvalmende overdådighed blev kendt. Det kniber med at opfatte rejsen som privat!”14 Kritikken skyldtes festlighedernes omkostninger på op mod 300 mio. kroner. Desuden førte raseriet over denne ødselhed til oprørsgrupper og studenteruroligheder. Regeringens forsøg på at tæmme oprørsgrupperne indebar, at de involverede oprørere blev slemt behandlet af sikkerhedspolitiet, og at der i månederne op til festlighederne blev interneret mellem 600 og 1000 mennesker som en sikkerhedsforanstaltning. Der blev udtrykt kritik i den vestlige presse, og Ruhollah Khomeini, som senere væltede shahen i 1979, kaldte fejringen for ”Djævelens Festival”. Hele denne politiske problematik involverede Wiinblad sig ikke i. Politik var ikke hans felt – for ham har det været hele den eventyrlige ’Tusind og én nats-stemning’ og æren ved opgaven, som har præget hans engagement. Da Ekstra Bladet i august 1971 spurgte Wiinblad om denne voldsomme ødselhed i et fattigt og undertrykt land ikke gav ham betænkeligheder, svarede han prompte: ”Da jeg sagde ja, var der ingen