11 Wiinblad, 12. 12 Wiinblad, 18-19.
Modsatte side: Interiør, trappeopgangen, Det Blå Hus. Side 28: Spil selv, 1946. Forlæg til plakat, gouache på papir. Side 29: Tivoli nat, 1981. Forlæg til plakat, gouache på papir.
univers, som han nok er mest kendt for: platter, lysestager, småfade, askebægre, vaser osv. Nymølle-udtrykket adskiller sig meget fra Wiinblads første keramiske arbejder med kohornsbegitninger, da der her er tale om en helt anden teknik, nemlig kobbertryk. Denne teknik gør det muligt at skabe reproduktioner, og Wiinblad elskede den detaljerigdom, som man kan afstedkomme med kobbertryk. Som han formulerede det i tilbageblik: ” Jeg elskede at sidde med den fineste pen og tegne bittesmå detaljer. Disse pennetegninger blev så gennem en kobberplade ført over på fajancen. Der var også det morsomme for mig ved at vælge denne meget enkle teknik og holde fast ved den, at jeg derved blev tvunget til stadig at fortælle nye historier på hver ting, jeg lavede.”11 Det var Wiinblads klare valg og ønske netop at skabe produkter, der kunne masseproduceres, således at flere mennesker kunne få glæde af dem. Dette blev han dog kritiseret meget for i sin samtid af sine jævnaldrende kolleger, som alle syntes, at det var kunstnerisk prostitution at arbejde med reproduktion. Wiinblad så anderledes på det: ”Det kan aldrig være mængden af en ting, der er forkert – det kan kun være kvaliteten. Jeg lægger lige så mange tanker, lige så mange overvejelser og lige så stor iver efter at gøre det rigtigt i mit arbejde, når jeg laver indpakningspapir, som jeg gør, når jeg skaber en dekoration til den Kongelige Ballet (...).”12 Wiinblad havde således allerede i 1946 et andet syn på kunst. Et syn, som gjorde det muligt for ham, til forskel fra de fleste af hans samtidige kollegaer, at tjene 26
penge på sin kunst. Lad os nu vende tilbage til Det Blå Hus, og lad os gå op af kælderen... Plakatens sprog Vælger man at gå ind ad bagdøren i Det Blå Hus, møder man på venstre hånd en trappeopgang, som fra gulv til loft er tapetseret med Wiinblads farvestrålende plakater. Den første plakat, som Wiinblad skabte i 1946, var for ”Musikugen” – en sammenslutning med det formål at få folk til at spille selv, frem for at lytte til grammofon eller radio. Plakaten Spil selv (1946) forestiller et menneske, der spiller en fløjtesolo af Händel. Melodien kommer ud af fløjten som noder på en nodelinie og bevæger sig ind i fløjtespillerens eget øre som for at understrege, at han spiller selv, for sig selv. Det originale forlæg til denne plakat er en gouache-tegning, som viser Wiinblads klare plakat-formsprog, når det er bedst. Det er vigtigt, at en plakat er tydelig i sit udtryk, da den skal formidle et budskab i byrummet, hvor man ofte er på vej fra et sted til et andet. De første Spil selv-plakater, som Wiinblad skabte, blev meget omtalt og reproduceret rundt om i verden og blev således også hans springbræt til at arbejde i udlandet; første gang i Paris i 1950, hvor han arbejdede for den amerikanske ambassade. Det klare formsprog, som Wiinblads første plakater havde, blev i nogle af hans senere plakater overskygget af kunstnerens store dekoreringslyst, og fremstår næsten mere som dekorativ kunst end egentlige plakater. Tænk her fx på plakaterne til eventyrsamlingen