Lili og Elna Tegner til karneval, u.å. Fotograf ukendt (Rudolph Tegners Museum)
4 Karl Madsen, ”Kunst og Natur”, Politiken, 3.5.1907, ”Kunst og Kritik”, Politiken, 12.5.1907, ”Kunsten og Emnerne”, Politiken, 14.5.1907, ”Bondefanger-Kritik”, Politiken, 18.5.1907, ”Et Farvel”, Politiken, 22.5.1907, m.fl. 5 Agnes Slott-Møller, ”Kunsten og Emnerne”, Politiken, 6.5.1907, Harald Slott-Møller, ”Karl Madsen”, Politiken, 8.5.1907, ”Madsens Polemik”, Politiken, 16.5.1907, ”Afslutning”, Politiken, 19.5.1907, m.fl. 6 Hentze. 7 Karl Madsen: ”Kunst og Natur”, Politiken, 3.5.1907. 8 Hentze.
Slott-Møller var på samme fløj som Hentze og fremhævede fantasiens verden, følelserne og tankerne som lige så vigtige at male.5 Om Gerda Wegener og hendes værk fremhævede den ene part ”Et dygtigt og alvorligt Arbejde” og ”en endog ganske usædvanlig formel Dygtighed og meget Skønhedssans, som støttes af en glimrende Teknik”6 – mens den anden udtalte: “Maaske har Censuren [...] set på Evnen og fundet den endnu svag.”7 Gerda Wegener ytrede sig aldrig selv, men fik værket udstillet i Winkel og Magnussens kunsthandel sammen med andre af hendes værker, hvor den store omtale gjorde hendes udstilling til et tilløbsstykke. Lige siden har værket kun været kendt fra et gammelt sorthvid fotografi af denne udstilling, men i 2015 16
er det blevet fundet i anledning af ARKENs udstilling og fotograferet i farver, og det udstilles nu igen for første gang siden 1907. Det er en passende anledning til at fastslå, at der ikke er noget galt med værkets tekniske udførelse. Ellen von Kohl sidder som en renæssancekvinde i et 1500-tals portræt, set skråt fra siden med ansigtet drejet imod os. Kjolen, baggrunden og håret er holdt i de mørkere farver, mens ansigtet, huden i kjolens udskæring og de smukke hænder træder lysere frem. De lange, slanke fingre er typiske for Gerda Wegeners billedsprog, elegante og manierede. Hertil kommer det mærkeligste i billedet, og det eneste, som vi med vore øjne kan gætte os til, kan have virket stødende – nemlig øjnene og kvindens blik. Øjnene er ikke klart åbne. Ellen von Kohl både ser og ser ikke. Det virker, som om hun er halvt i trance og ikke kun til stede i denne verden, men også i den, hun ser for sit indre blik. Modellen er ikke en forslidt kone ”med Bælgvanter og arbejdskroget ryg”8, men et velklædt, højt kultiveret og følsomt væsen, så følsom, at hun på godt og ondt har virket sanselig og erotisk på samtidens tilskuere. Slår man op i Weilbachs Kunstnerleksikon, er der en mere fyldig omtale af Gerda Wegener. Her anvendes de samme vendinger om hendes stil, som igen og igen optræder i danske og franske presseomtaler af hendes værker: dekadent og perverteret elegance (i 1952-udgaven), raffineret, sensuel, parfumeret, gengivende den ”pikante, let fordærvede kvindetype” (i 1998-udgaven.) Dette indikerer ganske godt, hvordan den ene af de to fløje, der opstod i forbindelse med Bondemalerstriden,