1 Gudmund Hentze, ”Dansk Foraar”, Politiken, 14.4.1907. 2 I den følgende debat beklager Hentze sig også over, at Kunstmuseet, det nuværende Statens Museum for Kunst, ikke købte værker af symbolisterne i samme grad som værker af den modsatte fløj. Dette er måske en del af forklaringen på, at Gerda Wegener er stort set fraværende i de danske kunstmuseers samlinger.
og i artiklen her er det målet gennem udvalgte værkeksempler og ikke nødvendigvis kronologisk at indkredse hendes egenart og placere hende på den plads i kunsthistorien, som hun fortjener. Lad os starte med historien om et portrætmaleri, der utilsigtet gav anledning til en af de største stridigheder i dansk kunstliv.
Denne side: Gerda Wegener i hjemmet på rue de Lille, Paris, 1917. Foto: formentlig Einar Wegener (privateje)
Bondemalerstriden og Gerda Wegeners plads i kunsthistorien I de samlede oversigtsværker over dansk kunsts historie har Gerda Wegener endnu aldrig indtaget en væsentlig plads. I det seneste af slagsen, Ny Dansk Kunsthistorie, nævnes hun godt nok i Henrik Wivels bind V om Symbolisme og impressionisme fra 1994. Men dette skyldes alene hendes ufrivillige rolle i en opildnet debat i Politiken i sommeren 1907, der stadig kendes under navnet ’Bondemalerstriden’.
Modsatte side: Portræt af Ellen von Kohl, 1906 (6)
Debatten startede med et vredt indlæg af maleren Gudmund Hentze som følge af, at Gerda
3 Peter Hansen, ”Foraar”, Politiken, 21.4.1907.
14
Wegeners Portræt af Ellen von Kohl fra 1906 i 1907 blev afvist af censurkomiteerne ved både Charlottenborg og Den frie Udstilling. Hentze så det som symptomatisk for tidens smag for naturalisme og realisme, som bl.a. kom til udtryk i fynbomalernes skildringer af menigmand på landet. De samme fynbomalere, denne ”fast sammenbrændte Klump af Bondemalere”1, sad på flere af posterne i censurkomiteerne. Selv tilhørte Hentze symbolisternes kreds, der ønskede et åndsaristokratisk og stiliseret maleri – og han regnede Gerda Wegeners maleri som udtryk for den samme retning som hans egen.2 En lang række indlæg fulgte. Fynbomaleren Peter Hansen tog til genmæle og vedkendte sig med stolthed at være Bondemaler.3 Kunstkritikeren Karl Madsen forsvarede naturalisterne, realisterne og impressionisterne som de kunstnere, der ønskede at skildre den synlige virkelighed ærligt og redeligt.4 Agnes og Harald