Tørst - December 2020 by Areopagos

#AABENHIMMEL: En særlig gudstjeneste giver ro KONKURRENCE: Skriv et digt om forandring EFTERTANKE: Én ting forandrer sig aldrig

tørst DECEMBER 2020 ET MAGASIN UDGIVET AF

Tema: Forandringer

Anne-Grethe Bjarup Riis: Vi må tale om de svære ting

Ansvarlig udgiver: Areopagos Peter Bangs Vej 5B 2000 Frederiksberg info@areopagos.dk Redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.dk Graﬁsk produktion: Glyf Graﬁk

LEDER

Tid til forandring FOR NYLIG TALTE JEG med en psykolog, som fortalte mig, at rigtig mange af hendes klienter har truffet store, livsforandrende beslutninger i slutningen af 2020. Hun sagde, at hun aldrig har oplevet noget lignende før. Det var, som om der var forandring i luften.

Måske har hun en pointe? Måske har 2020, som jo på mange måder har været et rigtig hårdt år, samtidig været et år, som har inspireret mange af os til at foretage nogle tiltrængte forandringer i vores egne liv? Nogle er flyttet, andre har sagt deres job op, og andre igen har afsluttet et forhold eller startet et nyt. Store, svære og vigtige beslutninger er blevet truffet. Den slags forandringer sker jo hvert år, men måske er det rigtigt, at 2020 har skubbet lidt ekstra til os, også på dén front? Det er ikke til at vide, hvad det er, der giver os det sidste skub imod at træffe en beslutning. Men det er i hvert fald vigtigt, at vi nogle gange inviterer forandringerne ind i vores liv, fordi de kan give os en frisk start og et nyt perspektiv. I de situationer kan forandringer være fantastiske.

Forsidebillede: Lars Krabbe Trykt af: Specialtrykkeriet Arco A/S på Amber Graphic FSC Mixed Credit

Andre gange er der intet godt at sige om forandringer, og de kan vælte hele vores verden, når de skyller ind over os. I de situationer er den eneste trøst, at vi ikke er alene. Vi har hinanden, og vi må huske at være der for hinanden, når forandringerne rammer. Vi må spørge, lytte og hjælpe. Det er dét, vi er her for. Merete Riis Jensen, redaktør af Tørst

Del Tørst med andre

Mange tak for din hjælp!

2 tørst DECEMBER 2020

Læs mere på areopagos.dk

1 G N R . 54

Foto: Unsplash.com

Areopagos er en kristen dialogorganisation, som arbejder i Danmark, Norge og Kina. Vores arbejdsområder er religionsdialog, trospraksis og diakoni.

Er du glad for at læse Tørst? I så fald håber vi, at du har lyst til at hjælpe endnu ﬂere med at komme til at læse magasinet! Det kan du gøre på to måder: Dels kan du fortælle venner og bekendte, at de kan bestille et gratis abonnement på tørst.areopagos.dk. Og derudover kan du give et økonomisk bidrag – småt såvel som stort – til produktion og tryk af Tørst via MobilePay på 943349. Så kan vi komme ud til endnu ﬂere læsere!

SPORSKIFTE: Hvad tænker du om forandringer? Skriv et digt og deltag i Tørsts digtkonkurrence! Foto: iStockPhoto

» Forandring fryder, siges det. Men det er ikke altid tilfældet Silje Kvamme Bjørndal, side 12 – og lige så vigtigt: Bør det altid være tilfældet? «

DECEMBER 2020 4 RIGERE LIV: Gode input til din hverdag ....................................................................................................................................... 10 VOXPOP: Otte danskere fortæller om forandringer .............................................................................................................. 20 HØJT TIL LOFTET: #aabenhimmel-gudstjenester taler til sanserne ............................................................................. 22 SOMMERFESTIVAL: Til juli kan du møde Tomas Sjödin ....................................................................................................... 26 ANNE-GRETHE BJARUP RIIS: Forandringer er nemmere sammen

FÅ GRATIS abonnement på

tørst. areopagos. dk

...............................................................................

tørst DECEMBER 2020

Delt byrde er lettere

DET DUR IKKE, AT VI BARE TAGER FORSKUD PÅ, AT VI IKKE KAN FINDE UD AF DET. VI ER NØDT TIL AT PRØVE.

4 tørst DECEMBER 2020

byrde Da Anne-Grethe Bjarup Riis’ otteårige søn blev alvorligt syg af kræft, oplevede hun, hvordan hele familiens verden forandrede sig fra den ene dag til den anden TEKST MERETE RIIS JENSEN

FOTO LARS KRABBE

Det kom som et chok for alle. For godt nok havde Gilbert haft smerter i ryggen i et stykke tid, men til at begynde med havde ingen mistænkt, at det var noget alvorligt. Men smerterne blev værre og værre, og i maj 2015 fortalte lægerne den otteårige dreng og hans forældre, at han havde leukæmi. Den diagnose var starten på et årelangt mareridt for Anne-Grethe Bjarup Riis, hendes mand Bo og deres to børn, Yrsa og Gilbert. ”Det føltes virkelig som at få revet tæppet væk under sig. Hele familiens verden forandrede sig fra den ene dag til den anden,” fortæller Anne-Grethe Bjarup Riis. UBESKRIVELIGT HÅRDT. De næste to et halvt år tilbragte de rigtig meget tid på Rigshospitalet, hvor Gilbert gennemgik omfattende kemoterapi. Det første halve år var han indlagt det meste af tiden, og enten Anne-Grethe eller Bo var ved hans side konstant. ”Det var ubeskriveligt hårdt, og vi var tæt på at miste ham flere gange,” fortæller Anne-Grethe Bjarup Riis. ”Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvordan det var at se sit barn ligge og være så syg.” Og samtidig med at de skulle være der for Gilbert, skulle de jo også være der for hans tre år ældre søster, og Bo skulle arbejde, og de skulle forsøge at fungere som par. ”Det trak mildt sagt tænder ud. Vi var fuldstændig drænede for overskud og energi, og det tærede på forholdet og alle relationer.” INGEN SPURGTE. Og samtidig med at de brugte al deres styrke på at hænge sammen, følte de

sig desværre svigtet af venner og familie. ”Min mor kom aldrig og besøgte Gilbert på hospitalet, og mine søskende kom kun nogle få gange. Mine veninder var der heller ikke i det omfang, jeg kunnet have ønsket. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor folk ikke kom, for vi havde brug for trøst og støtte. Måske troede de, at vi ikke ønskede besøg, eller måske var de skræmte over, hvor syg Gilbert var, og turde ikke forholde sig til det,” funderer Anne-Grethe Bjarup Riis. ”Vi havde brug for, at nogen lyttede til os og spurgte ind til, hvordan vi havde det, men det skete ikke. Og det var med til at gøre situationen endnu sværere.” ”Og samtidig var det jo også underligt dobbelt, for når de så endelig var der, så var det svært for os at putte vores sorg og krise over på dem, for vi ville jo også gerne skåne dem. Men den generelle følelse var, at vi følte en sorg over at stå så alene med problemerne.” IKKE NOGET GLANSBILLEDE. På et tidspunkt var Anne-Grethe og Bo kommet så langt ud i afmagt og udmattelse, at de røg i totterne på hinanden. Da bestemte de sig for at besøge hospitalspræsten på Rigshospitalet. ”Vi kunne ikke mere. Og præsten sagde sådan en dejlig sætning, da han mødte os: ’I er forsømte.’ Og det var vi! Og derfor var vi også kommet helt derud, hvor vi var røget i totterne på hinanden, fordi vi kun havde hinanden,” fortæller hun. ”Men præsten sagde heldigvis også, at vi var fuldstændig sunde og raske, for vores vrede kom jo et naturligt sted fra. Jeg får stadig en tørst DECEMBER 2020

JEG TROR, AT VI SOM MENNESKER HAR BRUG FOR NOGET, DER ER STØRRE END OS SELV

klump i halsen over at tænke på det og tale om det, for det var simpelthen så befriende at være hos den præst, som forstod, at vi jo bare er mennesker. Vi kan og skal ikke være glansbilleder – og da slet ikke når vi står midt i sådan en krise.” ”Han sagde også en klog, klog sætning: ’Delt byrde er lettere byrde’. Og den anerkendelse gav os ligesom også lov til at være kede af, at vi følte os svigtede.”

ANNE-GRETHE BJARUP RIIS (55) • Skuespiller, instruktør og forfatter • Uddannet fra Statens Teaterskole i 1992 • Har blandt andet medvirket i filmene ”Drømmen” og ”Idioterne”– og i tv-serierne ”Nynne”, ”Anna Pihl” og ”Hotellet” • Har instrueret filmene ”Tarok” og ”Hvidstengruppen” og skal snart i gang med at instruere ”Hvidstengruppen 2” • Har udgivet fire romaner, hvoraf den seneste, ”I Guds rige” udkom i efteråret 2020 • Bor i København med sin mand, Bo Mortensen, og deres fælles børn, Yrsa og Gilbert. Derudover har hun en voksen søn, Osvald, fra sit første ægteskab

6 tørst DECEMBER 2020

ET LIVSVILKÅR. I dag er familien lykkeligvis kommet ud på den anden side af sygdomsforløbet, og det er nu tre år siden, at Gilbert tog sin sidste kemopille. Han er erklæret rask, og de lange indlæggelser på Rigshospitalet er nu erstattet af en årlig blodprøve. ”Det er fuldstændig fantastisk, at Gilbert er blevet rask! Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor glade vi er for det,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis. Men den voldsomme forandring, som pludselig ramte familien, har ændret mange ting i deres liv og omgangskreds. ”Det har virkelig været voldsomt. Man går fra at have et velfungerende liv og en velfungerende familie, og pludselig kommer der sådan en sygdom udefra, som forandrer alt,” fortæller hun. ”Man kommer ind i en helt anden fase af livet og skal være bevidst om, at man aldrig får det gamle tilbage igen. Forandringen bliver et livsvilkår, og det kan vi stadig tydeligt mærke.” SKAL IKKE STYRE LIVET. Hun kan også mærke, at hun personligt har forandret sig i løbet af de år, hvor familiens liv pludselig blev vendt på hovedet. ”Jeg er blevet voldsomt meget forandret

som menneske. Livet bliver skrøbeligt, når man oplever den slags, og pludselig er jeg blevet meget mere bevidst om, at alle mulige ting kan ramme os – og at vi kan dø. Men den erfaring giver mig faktisk en taknemlighed og en lyst til at gøre mig umage med livet,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis. ”Og jeg tror faktisk, at det klæder os som mennesker at være lidt ydmyge og sårbare. På den måde tror jeg, at man bliver lidt mere omsorgsfuld og rummelig og reflekterer lidt over de dage, som vi har fået lov til at få.” ”Og heldigvis er det ikke sådan, at jeg går rundt og er nervøs til daglig, selvom jeg ved, at livet kan vælte hvert øjeblik. For jeg vil ikke have, at det styrer mit liv, så jeg vil ikke dyrke det. Jeg vil ikke spilde mit liv på at være bange for, at der skal komme sygdom, eller at min mand finder en anden. Det er lettere sagt end gjort, men jo mere vi er bevidste om, hvordan vi reagerer på ting, jo hurtigere kan vi tøjle følelsen af frygt og sige: ’Ja, du er der, og det er okay, men du skal ikke styre mig.’ EN EKSTRA DIMENSION. Anne-Grethe Bjarup Riis oplever, at hendes kristne tro har hjulpet hende, både midt i sygdomsforløbet og efter. ”Troen betyder rigtig meget for mig, og når ensomhed og angst banker på, så rækker man op. Så det har jeg selvfølgelig også gjort i hele sygdomsforløbet, og det har helt sikkert været en trøst for mig. Og jeg tror også, at vi som mennesker har brug for noget, der er større end os selv,” siger hun. ”Jeg har en veninde, som fik hjertestop og var død i fem minutter. Hun fik krisehjælp bagefter, men hun sagde, at på et tidspunkt

kunne hun ikke tygge mere krisehjælp i sig. Hun manglede den ekstra dimension i forhold til livet og døden, og det kan jeg godt følge hende i.” ”Der er en ekstra dimension i kristendommen, også i forhold til helt eksistentielle betragtninger. Hvad er vi som mennesker? Hvad er vi uden Gud? Hvad er vi med Gud? Det hjælper os til at flytte fokus væk fra os selv, og dét er meget stort og smukt – og noget, som jeg gerne vil have i mit liv. Jeg oplever, at troen gør mig mere taknemlig og får mig til at blive et mere rummeligt menneske, også i forhold til at tilgive mennesker, som har såret mig.” NU TALER VI IKKE MERE OM DET. Da sygdomsforløbet var kommet lidt på afstand, begyndte Anne-Grethe Bjarup Riis at skrive på en roman, ”I Guds rige”, som dels handler om sygdomsforløbet og dels handler om hendes egen opvækst, som på mange måder også har været svær. ”Det er en meget ærlig bog. Jeg lægger ikke fingre imellem, heller ikke i forhold til følelsen af at føle sig svigtet. Og det ville heller ikke give nogen mening at gøre det, for hele tanken er jo netop, at vi har brug for at tale om de svære ting,” siger hun. Efter at bogen blev udgivet, har hun fået mange mails fra mennesker, som har læst bogen, og som har brug for at fortælle om deres egne oplevelser. Hun fik blandt andet en mail fra en kvinde, som fortalte, at hun havde haft brystkræft, men at ingen fra familien kom og besøgte hende på hospitalet. Da hun kom hjem igen, og hun havde fået et brystimplantat, og hendes hår så småt var begyndt at vokse ud igen, samlede hun familien til en middag. ”Hun tænkte, at nu ville hun prikke hul på ballonen og fortælle dem, hvor svært det var, at tørst DECEMBER 2020

8 tørst DECEMBER 2020

VI HAVDE BRUG FOR, AT NOGEN SPURGTE IND TIL, HVORDAN VI HAVDE DET, MEN DET SKETE IKKE

ingen talte med hende om det, hun gik igennem. Men da hun begyndte at fortælle, hvor dårligt hun havde haft det, var der et af hendes familiemedlemmer, som bankede i bordet og sagde: ’Nu skal du være taknemlig for, at du er blevet rask, og så taler vi ikke mere om det!’” fortæller Anne-Grethe Bjarup Riis. ”Det gør ondt i hjertet at høre den slags historier, men det er et meget udbredt problem. En nylig undersøgelse har vist, at 80 procent af kriseramte familier mister deres pårørende. Vi mødte også andre forældrepar i køkkenet oppe på cancerafsnittet, som sagde, at deres familie simpelthen ikke kom på besøg. Og da min søster mistede sin mand for nogle år siden, gik folk bare over på den anden side af gaden, når de mødte hende.” ALLE BOKSER MED NOGET. Anne-Grethe Bjarup Riis håber på at kunne være med til at pege på, at vi har brug for at tale sammen om de svære ting. ”Alting bliver sværere, når vi ikke får lov at dele det med andre. Livet er fuldt af forandringer, og mange af dem er uønskede, men de er meget nemmere at bære, når vi hjælper hinanden,” siger hun. Efter selv at have oplevet skuffelsen over, at folk ikke var der for hende og familien, har hun også ransaget sig selv og tænkt tilbage på, hvordan hun selv har opført sig tidligere. ”Jeg har jo for alvor opdaget, at vi alle sammen bakser med svære ting på et tidspunkt i vores liv, og det gik op for mig, at jeg da heller ikke har været god nok til at opfange de ting hos mine veninder. Det er ikke kun dem, der skal lære noget, det er også mig selv. Vi skal simpelthen være der meget mere for hinanden alle sammen

og turde gå med ind i folks smerte, når livet er svært. Det nytter ikke at tænke, at deres nærmeste familie jo er der for dem, for det kan vi slet ikke regne med, at de er. Så vi er nødt til at byde ind med vores hjælp.” Hun oplever, at danskere generelt er opdraget med, at vi ikke taler om de svære ting, medmindre vi virkelig ikke kan blive fri for det. ”Det er jo absurd, for i mange år har vi haft fokus på krisepsykologer og PTSD og alle de der ting, så vi ved, at det er vigtigt. Men vi er stadig ikke gode til at tage hul på ting og få snakket om dem, selvom det er det, vi har allermest brug for.” HVORDAN HAR DU DET? Da Anne-Grethe Bjarup Riis for nylig holdt foredrag om sin nye bog, var der en ung pige, som spurgte hende, hvad man skal sige til nogen, der er i krise. ”Jeg var jo rigtig glad for, at hun stillede spørgsmålet, for jeg tror, at mange tænker det samme: Hvad siger vi, når nogen, vi kender, er i en svær situation? Hvordan hjælper vi andre, når deres liv er væltet? Og her er min erfaring, at det bedste spørgsmål måske i virkeligheden bare er: ’Hvordan har du det?’” ”Det handler bare om at bryde isen. Og nej, vi ved ikke, hvordan vi skal gebærde os, når vi står ansigt til ansigt med andre menneskers smerte, men det ved den, der er i krise, jo heller ikke. Og det dur ikke, at vi bare tager forskud på, at vi ikke kan finde ud af det. Vi er nødt til at prøve.” ”En af Gilberts klassekammerater sagde det så fint: ’Skulle man ikke tænke på den, der har det svært, i stedet for på sig selv?’ Jeg synes, at det er så fint sagt af en lille pige, og jeg tænker, at hun har helt ret. Vi er nødt til at være der for hinanden og tale om de svære ting, for vi healer hinanden ved at åbne op.” tørst DECEMBER 2020

rigere liv

LIVET KAN VÆRE RIGTIG SVÆRT, og det seneste år har budt på mange udfordringer for rigtig mange mennesker. Måske trænger du til en bøn eller en meditation og ved ikke, hvor du skal ﬁnde det? Her kan vi opfordre dig til at besøge areopagos. dk, hvor du under menupunktet ”ressourcer” kan ﬁnde både skrevne bønner og gratis meditationsvideoer.

I EFTERÅRET SENDTE Areopagos to volontørfamilier ud til dialog- og retrætecentret Tao Fong Shan i Hong Kong. De to familier er Bodil og Jens Arne Skjøtt og Thea og Simon Mukai sammen med deres sønner Joshua og Levi. Vi glæder os over, at volontørerne nu er godt i gang med deres spændende arbejdsopgaver på Tao Fong Shan. Hvis du har lyst til at læse mere om deres oplevelser – og til at ﬁnde ud af mere om Tao Fong Shan – så kan du læse meget mere på areopagos.dk. Her kan du også se, når vi søger efter nye volontører til Hong Kong.

Foto: Areopagos

FØLG VOLONTØRERNE

Foto: Screenshot

ET ORD MED PÅ VEJEN

… KAN DU LIDE OS? Så håber vi, at du vil følge Areopagos på Facebook, så du ikke går glip af alle vores aktiviteter og gode tilbud i løbet af året. For der foregår meget mere hos Areopagos end ’bare’ at udgive Tørst. Søg efter Areopagos Danmark på Facebook og giv os så en opadvendt tommelﬁnger – tak!

10 tørst DECEMBER 2020

SÅ VIL DET VÆRE en stor hjælp for os – og for dit postbud, hvis du husker at sende en adresseændring til info@areopagos.dk – for så er der langt større chance for, at næste nummer af Tørst også ﬁnder frem til din postkasse. Tak!

Foto: Unsplash.com

VI KAN GODT LIDE DIG

SKAL DU FLYTTE?

Foto: iStockPhoto

»Fejltagelser er ikke vigtige. Det er frygten for fejltagelser, som vi skal bekymre os om. Det er den, som holder os tilbage fra at prøve noget nyt« JACK LEMMON Foto: Elisabeth Nord-Varhaug

NY PILGRIMSRUTE I KØBENHAVN

NY GENERAL

HVIS DU ER GLAD FOR at gå på pilgrimsvandring – eller har lyst til at prøve det - har du fået en ny mulighed i København. Der er nemlig kommet en ny pilgrimsrute ved navn Amarminoen. Ruten er 24 kilometer lang og bevæger sig – som navnet antyder – rundt på Amager i København. Vandreturen er med sin længde både oplagt som en lang dagstur og som en rute, man kan dele op og tage i bidder. Undervejs kommer man forbi både fredede fuglereservater og Danmarks største selvsåede birkeskov. Du kan læse mere på naturparkamager.dk.

I NOVEMBER FIK AREOPAGOS ny generalsekretær, da den 39-årige nordmand Silje Kvamme Bjørndal startede på jobbet. Silje bor i Oslo og har en ph.d. i systematisk teologi, ligesom hun har international erfaring og uddannelse i sociologi og kommunikation. Jobmæssigt har hun erfaring fra tidligere stillinger som politisk rådgiver og generalsekretær. Vi byder Silje hjertelig velkommen i Areopagos!

»Du må selv være den forandring, som du ønsker at se i verden« MAHATMA GANDHI

tørst DECEMBER 2020

eftertanke

Alt er i forandring – næsten Teksten er skrevet af Silje Kvamme Bjørndal, som er generalsekretær i Areopagos og bor i Oslo.

Panta rhei, sagde de gamle, græske filosoffer. Det betyder “alt flyder“ og viser hen til grundtanken om, at alt, som eksisterer, er i bevægelse, i forandring. Du kan aldrig gå ned i den samme flod to gange, fordi vandstrømmen er i kontinuerlig bevægelse. Tingene rundt omkring os er i stadig ændring, ligesom en træstamme, der bruges til at tænde bålet, gennem flammernes påvirkning bliver til kul. Eller ligesom en organisme er i ustandselig bevægelse, fra tilblivelse til tilintetgørelse. Mod denne retning i førsokratisk filosofi stod dem, som mente, at ingenting egentlig forandres. At når vi mennesker observerer det, vi opfatter som ændringer, er det bare tilsyneladende ændringer, fordi alt, som faktisk eksisterer, er del af et uforanderligt hele. Uden at vi behøver at tage stilling til filosofiske diskussioner om ontologi og væren, kan vi tage udgangspunkt i vores erfaring af forandring i vores tid og i vores hverdag. Erfaringen af, at nyhederne er gået fra at være en radio- eller tv-udsendelse, som vi slog ind på en gang om dagen, til at blive en ustandselig informationsstrøm, som vi knap kan klikke os ind på samme sted to gange. Fordi algoritmerne opdaterer siderne, sådan at nye sager dukker op, hver gang vi bevæger os ind i strømmen. Eller erfaringen af, at vi kan forflytte os over stadig længere strækninger på kortere tid. Eller erfaringen af, at kommunikationsformerne har ændret sig drastisk, alene i løbet af et par generationer. Samfundet er i forandring, og de fleste af os forsøger at hænge med, så godt vi kan. FORANDRING SOM IKKE FRYDER. Forandring fryder, siges det. Men det er ikke altid tilfældet – og lige så vigtigt: Bør det altid være tilfældet? For hvad så når forandringen ikke er til det bedre? Coronaåret 2020 medførte ændringer for os alle. Norge

12 tørst DECEMBER 2020

og Danmark er blandt verdens mest priviligerede nationer, så vores restriktioner og tilhørende ubehageligheder kan ikke sammenlignes med, hvilken trussel denne pandemi udgør for mennesker på flugt uden adgang til et fungerende sundhedsvæsen. Alligevel ved vi, at også mennesker i vores lande oplever at miste deres kære til denne ukendte og meget smitsomme virus. Men også for os, som ikke er blevet direkte berørt på så dramatisk vis, har coronapandemien ført til forandringer. Undersøgelser viser, at omfattende kriser af denne type gør noget ved vores handlemønstre og holdninger. Nogle ændringer er permanente, mens andre er mere kortvarige. Tre tendenser, som gør sig gældende, når krisen rammer, er forstærket nationalisme, egocentricitet og mistillid til “de andre“. Disse hænger sammen: Det første handler om, at vi vil beskytte os mod truslen, som i dette tilfælde er virussen, ved at skærpe grænsekontrollen eller endda lukke grænserne helt. I mødet med global usikkerhed bliver vi også mere optagede af at styrke selvforsyningsevnen og selvforsørgelsen indenfor nationens grænser. Egocentricitet er i denne sammenhæng ikke primært en reference til individuel egoisme, men handler om, at vi vender opmærksomheden mod at sikre vores floks primære behov. Idealismen får dårligere kår, fordi truslen, som banker på vores egen dør, får prioriteret opmærksomhed. Til sidst ser vi også, at den generelle tillid til “de andre“ udfordres. Når vores medmennesker kan ses som potentielt faretruende smittebærere gør det noget ved den måde, som vi forholder os til andre på. De færreste af os har lavet grundige analyser, som ligger til grund for disse holdningsændringer, og for de fleste af os er det ikke engang bevidste eller intenderede forandringer. Vi reagerer simpelthen på ændrede omstændigheder, uden at vi har tænkt nøje igennem, hvilke konsekvenser disse forand-

Foto: Unsplash.com

ringer kan få på sigt for det store fællesskab, vi er en del af. EN UDFORDRING. For en missional dialogorganisation som Areopagos er øget mistillid en udfordring, vi må tage alvorligt. Vores opgave er at bringe lidt mere fred på jord, mellem Gud og mennesker, i mennesker og os mennesker imellem. Det fordrer, at vi bygger tillid mellem grupper og individer, gerne ved at lave mødepladser, hvor vi kan mødes og dele eksistentielle erfaringer, hvad enten det er på alternativmes-

sen, kunstudstillingen eller i tidebønnen. Som en himmel over vores erfaring af, at alt flyder og er i forandring, skimter vi Guds konstante væren. Guds uforanderlige væsen gjort synlig for os gennem Jesus Kristus. Ja, coronapandemien har medført drastiske ændringer, både for storsamfundet og for den enkelte. Men selv ikke disse ændringer rokker ved Gud eller Guds vilje for os mennesker. Den er udtrykt i Jesus Kristus, og som det står skrevet i Hebræerbrevet i Bibelen: Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid. tørst DECEMBER 2020

Foto: iStockPhoto

gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ĂŚndre, mod til at ĂŚndre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.

ET MAGASIN UDGIVET AF

anbefalet

Input til et liv med forandringer Hvad kan være godt at læse, se og høre om forandringer? Det giver en række forskellige mennesker her deres bud på

LT DET LYS. Jeg elsker gode romaner, og for nylig har jeg læst Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr (Politikens Forlag, 2016). Den kunne jeg virkelig godt lide, også fordi jeg generelt synes, at bøger om menneskeskæbner under 2. Verdenskrig er rigtig spændende. Denne bog handler om en blind, fransk pige og en forældreløs tysk dreng, som på forunderlig vis mødes under krigen. Jeg vil ikke afsløre en masse af handlingen, men jeg vil opfordre dig til at læse den, fordi den siger noget interessant om forandringer, tvivl og mod – og om at prøve at ﬁnde det gode midt i det svære. ALLAN JENSEN

IVIRKNINGER. Jeg kom til at tænke på en lidt pudsig bog, som jeg læste sidste år. Den hedder Fem positive bivirkninger ved at være venlig af David Hamilton (Forlaget Borgen, 2019). Egentlig har den ikke så meget at gøre med forandringer, men alligevel så har den, for den kommer med interessante input til, hvordan vi kan opføre os overfor mennesker på vores vej. Og jeg tænker, at der er rum for både forandring og forbedring på det område. Bogen har fokus på, at vi genetisk er disponerede for at være venlige, og forfatteren citerer ﬂere videnskabelige undersøgelser, som viser, hvordan det at være venlig overfor andre påvirker både vores krop og sind. Så det gør både os selv og ”modtageren” glad. Det er inspirerende læsning. PETER VESTERGAARD

ÅR LIVET GØR ONDT. For mig er forandringer skræmmende, fordi jeg har oplevet mange negative forandringer i mit liv. I perioder har livet gjort rigtig ondt, og forandringerne har været helt uoverskuelige. I de situationer har jeg et par gange læst hæftet Når livet gør ondt (Bibelselskabet, 2017), og det har sagt mig rigtig meget. I hæftet fortæller seks personer ærligt om smerte, sorg og ensomhed, men også om de gode ting, der kunne hjælpe dem undervejs. Der er også forslag til bønner og bibeltekster, som kan være gode at bruge, når tingene er tunge. ANNA SOMMER

Klassisk Når jeg oplever svære forandringer i mit liv, så plejer jeg at komme igennem dem ved at høre musik. Der er egentlig ikke et bestemt album, jeg vil nævne, for der er virkelig mange gode albums. Men min erfaring er, at det gør mig noget rigtig godt at høre klassisk musik, enten guitar- eller klaverspil. Det har en beroligende virkning på mig, så jeg bedre kan møde verden igen, når jeg har givet mig selv et frikvarter sammen med musikken. Så min anbefaling er klassisk musik. Gå på opdagelse og ﬁnd ud af, hvad der virker for dig.

METTE J. MADSEN

16 tørst DECEMBER 2020

»Når forandringens vinde blæser, er der nogle, der bygger læhegn, andre bygger vindmøller. «

NGEN KAN GØRE ALT. Nogle af de værste forandringer, som vi står overfor som menneskehed, er klimaforandringerne. Det er dybt bekymrende at se på, hvordan miljø og klima tydeligvis tager skade af den måde, som vi har udnyttet ressourcerne på de sidste mange, mange år. Vi er nødt til at gøre noget, for forandringerne ødelægger verden både for dyr og for mennesker. Jeg mener, at vi alle skal gøre, hvad vi kan – både i små og store ting, og hvis man f.eks. gerne vil have nogle helt konkrete råd til at leve mere bæredygtigt, kan man gå ind på bloggen nojsom.dk, hvor der er små, hverdagsagtige tips. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. LAURA SIMONSEN

Foto: Dziana Hasanbekava

»Sindsro er ikke frihed fra stormen, men fred midt i stormen. «

Et hav af plastik Klimaforandringerne bekymrer mig, og selvom jeg egentlig ikke har lyst til at blive mindet om, hvor slemt det ser ud, så er jeg – og vi – nødt til det. Derfor var det interessant for mig at se Netﬂix-dokumentaren A Plastic Ocean, som på dansk hedder Et hav af plastik. Idéen til ﬁlmen opstod, da en journalist var ved at undersøge en historie om blåhvaler og opdagede, at selv de store og uberørte have var fyldt med plastikaffald. I dokumentaren rejser han rundt sammen med internationale forskere og ser på havenes tilstand. De giver dels viden om problemets kæmpestore omfang, og samtidig giver de konkrete forslag til løsninger. PETER V. HANSEN

tørst DECEMBER 2020

En oase midt i livets forandringer Ved #aabenhimmel-gudstjenesterne i København er der højt til loftet i mere end én forstand TEKST MERETE RIIS JENSEN

FOTO MERETE RIIS JENSEN

Det er en mørk efterårsaften, og regnen siler ned over hovedstaden. Udenfor kæmper københavnerne med at hoppe over vandpytter for at komme tørskoede hjem, men inde i Bethlehemskirken på Nørrebro er der lys og varme. Det er nemlig blevet tid for den særlige aftengudstjeneste ved navn #aabenhimmel, som bliver afholdt én onsdag aften i måneden. ”Det er godt nok blevet efterår!” udbryder en yngre mand, da han træder indenfor og krænger sin våde jakke af. Han går helt ind i kirken og støder knytnæven sammen i corona-hilsen med en anden mand. Det er stadig coronatid, så knus og håndtryk er en mangelvare, men det er smilene ikke. NYDER STEMNINGEN. Langsomt drysser folk ind i kirken og sætter sig, og lidt over halv otte byder en af arrangørerne, Bente Lundbak Pihl, velkommen og beder en bøn: ”Tak, Gud, fordi du vil møde os lige der, hvor vi er. Hjælp os til at møde dig.” Så sætter en kvinde, Sofia Hedia, sig ved klaveret og begynder at spille og synge. Den smukkeste musik fylder kirkerummet, og teksten på salmer og nyere sange kommer op på storskærme. Nogle af gudstjenestedeltagerne synger med, andre sidder bare og nyder stemningen. Kort efter er der nadver, og musikken fortsætter, mens deltagerne går op til alteret og får overrakt brød og vin og får en samlet velsignelse. HJERTEBØNNEN. Bagefter stiller præsten Ole Skjerbæk Madsen sig op foran mikrofonen og siger

18 tørst DECEMBER 2020

nogle ord til eftertanke. Han taler om aftenens tema, som er ”Navnets hemmelighed”. ”Vi mennesker kalder hinanden ved navn. Når nogen husker vores navn og kalder på os, føler vi os genkendt og måske endda elskede. Gud kalder os også ved navn. Han husker os og elsker os,” siger Ole Skjerbæk Madsen. ”Når vi beder i Jesu navn, så beder vi i samme fortrolighed som et barn, der kalder på sine forældre. Vi kalder på den Gud, der har mødt os i Jesus Kristus. En god måde at kalde på kan være Jesusbønnen, som også kaldes Hjertebønnen. Den kan vi prøve at bede sammen nu:” ”Luk øjnene og prøv at samle din opmærksomhed i hjertet. Når du ånder ind, så sig: ’Jesus Kristus’. Når du ånder ud, så sig: ’Forbarm dig over mig’.” ÅBENT RUM. Efter den guidede meditation er det blevet tid for ”Åbent rum”, og gudstjenestelederen Bente Lundbak Pihl fortæller, hvad det går ud på: ”Nu er der mulighed for at modtage helende bøn, en velsignelse – eller at blive lyttet til. Der er plads til at udtrykke tro, tvivl og længsler ved at skrive eller male eller ved at tænde lys. Og du er også meget velkommen til at sidde på din plads, gå op til alteret og bede en bøn eller bruge måtterne på gulvet. Under hele forløbet vil der være sange og musik som en hjælp til at åbne hjertet og finde hvile hos Gud.” Musikken går i gang igen, og mens der bliver sunget, sidder nogle på deres stole med lukkede øjne. Andre tænder lys og placerer dem i en af lysgloberne, og andre har sat sig ved et bord for at

DER ER NOGET MERE HJERTE OG KROP END HJERNE VED DE HER GUDSTJENESTER

tørst DECEMBER 2020

AFSLAPPET: “Jeg nyder, at der ved de her gudstjenester er frihed til at være, nøjagtig som man er,” siger Noomi Lind Rønne (tv.) Eva Kaas Pedersen (th.) glæder sig især over den ro, som hun kan mærke indeni.

20 tørst DECEMBER 2020

tegne eller male. Andre igen er ved at blive bedt for, og nogle har lagt sig ned på gulvet med lukkede øjne. Der er ingen fælles afslutning på gudstjenesten, så man kan gå hjem, når man har lyst til det, og nogle bliver i kort tid, andre bliver længere. MERE HJERTE OG KROP. En af dem, der bliver længe i kirken, er 36-årige Noomi Lind Rønne. Hun har sat sig ned på gulvet i venstre side af kirken og sidder og suger hele stemningen til sig. ”Jeg kan rigtig godt lide kirkerummet her i Bethlehemskirken. Der er så højt til loftet, og det taler til sanserne. Og det samme gør gudstjenesten,” siger hun. ”Jeg nyder roen, og jeg nyder musikken. Ofte spiller Sofia Hedia nogle af sine egne sange på klaveret, og dels er de smukke, og dels bruger hun nogle rigtig fine beskrivende ord. Det taler meget til mig. Og i det hele taget kan jeg bare rigtig godt lide den her måde at lave kirke på. Jeg tænker, at det når ud til nogle mennesker, som ellers ikke ville opleve sig rummet i en almindelig kirke, og det når også ud til nogle steder i mig, som er ret spændende. Der er noget mere hjerte og krop end hjerne ved de her gudstjenester, og

jeg synes, at det er spændende at opleve, hvad det gør ved mig,” siger Noomi Lind Rønne. BLIVER IKKE FORSTYRRET. Ikke så langt fra hende sidder 38-årige Eva Kaas Pedersen. Hun er med til at stå for gudstjenesterne og hjælper med meget af det praktiske. ”Jeg kan rigtig godt lide de her gudstjenester. Jeg kommer normalt i en anden kirke, hvor der sker rigtig meget. Der er mange børn til gudstjenesterne, og der er gang i den, og det er også fint, men de her gudstjenester kan noget andet i forhold til stilhed og fordybelse. Der er mere ro, og det sætter jeg pris på. Det giver mere tid til sådan rigtigt at være i det, når der ikke er så meget, der forstyrrer,” siger Eva Kaas Pedersen. ”Jeg kan også godt lide, at man kan sidde med sine egne tanker og har rig mulighed for at få dem fældet ned for eksempel på papir, mens vi synger. Og så kan jeg godt lide liturgien i gudstjenesten. Der er nogle bønner, som vi siger hver gang, og nogle ting, som går igen ved gudstjenesterne, og den gentagelse har også en værdi for mig. Det giver en ro indeni, som jeg virkelig oplever, at jeg har brug for, især når livet kører på højtryk.”

#AABENHIMMEL • er en anderledes aftengudstjeneste med højt til loftet og plads til at ånde og være. Her inviteres du ind i en erfaring af Guds godhed. Gudstjenesten er båret af sang og musik, guidet meditation, ord til eftertanke og helende bøn • afholdes normalt den sidste onsdag i måneden kl. 19.30 i skiftevis Bethlehemskirken og Kristuskirken i København • arrangeres i samarbejde mellem I Mesterens Lys, Bethlehemskirken, Byens Valgmenighed og Den Lyttende Kirke • kan du læse mere om, hvis du søger på ”Aabenhimmel” på Facebook eller klikker ind på www.imesterenslys.dk

tørst DECEMBER 2020

voxpop

Hvordan har du det med forandringer? Vi har bedt otte danskere om at fortælle lidt om, hvad de tænker om forandringer TEKST EVA MARIA JØRGENSEN

FOTO PRIVAT

CATHERINE KLAUSEN 55 år, sygeplejerske

Jeg har det nemmest med forandringer, som jeg selv har valgt. Men som jeg er blevet ældre, har jeg også fået det nemmere med de forandringer, som kommer ud af det blå. Jeg har erfaret, at der også kommer noget godt ud af dårlige ting. På grund af corona blev min afdeling på hospitalet ﬂyttet til en anden by. Det var jeg ikke glad for, men det er blevet bedre, efterhånden som vi har fået lidt af kontrollen tilbage. Jeg er også lige blevet diagnosticeret med Parkinsons. Den slags forandringer er voldsomme, men jeg ved, at jeg har overlevet mange forandringer før det. Alle de forandringer havde jeg ikke klaret uden troen. Der bliver jeg nødt til at slippe kontrollen og læne mig op ad Jesus.

22 tørst DECEMBER 2020

JAKOB SOMMER KIEL 42 år, Key Account Manager

KRISTINA HALD 33 år, sygemeldt

Gennem livet har jeg erkendt, at forandringer er en forudsætning i livet. Om det er karriere, familielivet, kirkeliv eller lignende, så er alting i forandring, og man er nødt til at lære at navigere i det. Ellers går man ned med stress. Som udgangspunkt er jeg helt okay med det, men vil gerne være en del af beslutningsprocessen. Rent professionelt har lockdown og coronarestriktioner det seneste år haft stor indﬂydelse på mit arbejdsliv med store forandringer til følge. Det går mig helt vildt på! Jeg har så ufatteligt svært ved at skulle navigere i det, når jeg ikke har kontrol over det og ikke altid forstår baggrunden for beslutningerne. Men midt i det hele er der jo alligevel opstået en nærhed i vores familie med store børn, som er utrolig værdifuld.

Jeg har det blandet med forandringer. Jeg kan godt lide noget nyt og spændende, men er for eksempel stadig ikke kommet mig over, at mit barndomshjem blev revet ned for ﬂere år siden. Jeg har haft det meget svært med forandringerne i 2020. Jeg bliver meget usikker, når jeg ikke ved, hvad jeg må og kan på grund af alle retningslinjerne i forhold til corona. Jeg bliver enormt detaljeorienteret, når jeg ikke forstår, hvad der foregår. Den sværeste forandring dette år er, at alt er blevet digitaliseret. Jeg føler mig fremmedgjort og langt væk fra alt og alle. Mange tager for givet, at alle mennesker sagtens kan ﬁnde rundt i de digitale løsninger, men for mig har de i den grad øget følelsen af ensomhed og isolation. Og jeg mener også, at de har gjort mit helbred værre.

JOSEPH BERG BOLDING 49 år, selvstændig coach og hypnoterapeut

ANNE PÅSKE 49 år, mor, iværksætter, lærer, kostvejleder

Jeg elsker forandringer, fordi de giver basis for nye muligheder og for at se tingene på en anden måde. Når alting er, som det plejer, så kører vi derudaf i vores rytme, men når der så sker noget, vågner vi op og er tvunget til at se tingene på en ny måde. Da det blev klart, at corona kom til at påvirke vores hverdag, besluttede jeg mig for at se på mulighederne i stedet for krisen. Nedlukning eller ikke nedlukning var ikke min beslutning, men jeg kunne vælge at bruge tiden til både at styrke mit immunforsvar og styrke mig mentalt.

Forandringer er både en stor invitation og provokation for mig. Forandringer inviterer mig til at skabe nye vaner, og det giver mig så meget liv og glæde at gå ind i den proces. Samtidig kan det også skræmme mig, for en del af mig elsker det velkendte. Jeg bliver tit ked af det som en naturlig del af processen – der er jo noget gammelt, der er ovre. 2020 har været et år, hvor jeg har sat pris på at kunne hjælpe andre med stressfyldte overgangsperioder, som personlige lockdowns tidligere i livet har trænet mig i.

SILAS MAIGAARD 33 år, frikirkepræst

Jeg er egentlig glad for forandringer og glæder mig ofte over, når der sker noget nyt. Jeg tror generelt, at det giver mig ny energi, at ’ting’ ikke fortsætter i samme rille i alt for lang tid – særligt hvis jeg ikke synes, dén rille var supergod alligevel. Omvendt kan jeg også genkende at blive udfordret af forandringer, hvis det er mennesker omkring mig, som er skyld i dem og ”tvinger” dem ind i mit liv, så jeg mister kontrollen. 2020s forandringer har givet anledning til mange snakke og reﬂeksioner over, hvad vi plejede at gøre, og jeg kunne egentlig godt lide, at vi blev tvunget til at gøre tingene på en ny måde.

INGER WADSHOLT 42 år, freelance familierådgiver, yogaunderviser og kirkesanger Den del af mig, der lytter til min sjæl, jubler ”Jubii” til forandringerne, mens den anden del, som lytter til mit ego, kravler ned under dynen. Det sidste år har jeg lyttet mest til den første del og kastet mig ud i forandringsstrømmen blandt andet før corona, hvor jeg skabte min egen virksomhed. Jeg nød også roen, som corona gav til verden i foråret, og var helt tryg. Efteråret er blevet brugt på at blive skilt og på en god måde at sige farvel til mit gamle liv og lukke det nye ind, og snart ﬂytter jeg i mit eget.

VIBEKE GOTTLIEB EHLERT 49 år, direktør i privat hjemmepleje

Jeg har det egentlig godt med forandringer, men det kommer selvfølgelig an på, hvad det er for nogle. Det her med corona har påvirket mig godt, fordi det har givet noget ro, så jeg har haft energi til at samle familien og få samlet op på nogle ting. Jeg kan godt lide, når der sker nye ting, spændende ting. Men her og nu-forandringer om en time har jeg det ikke så godt med.

tørst DECEMBER 2020

digtkonkurrence

Tid til forandring Skriv et digt og vær med i Tørsts digtkonkurrence. Vinderen får digtet publiceret i Tørst og får et gavekort på 500 kr. til Areopagos’ webbutik

24 tørst DECEMBER 2020

Hvad tænker du, når du hører sætningen “Tid til forandring”? Vi vil gerne høre dine tanker, og derfor vil vi gerne opfordre dig til at ﬁnde pen og papir – eller din computer – frem og skrive et digt, som er inspireret af sætningen “Tid til forandring”. Formen og indholdet bestemmer du selv, og det er absolut ikke noget krav, at du har prøvet at skrive digte tidligere!

Vinderdigtet bliver trykt i næste nummer af Tørst, og derudover får vinderen også et gavekort på 500 kroner til Areopagos’ webbutik (butik.areopagos.dk), hvor man kan købe bøger af bl.a. Tomas Sjödin og Charlotte Rørth, musik, dvd’er, lotuskors og fairtrade-the. Send dit digt til info@areopagos.dk inden den 5. april 2021. Vi glæder os til at læse dit digt!

tørst DECEMBER 2020

AREOPAGOSFESTIVAL 2021

Stol på, at det lysner Det er svært at spå om fremtiden, men vi håber inderligt, at verden er kommet så meget til sig selv igen til sommer, at vi kan mødes til Areopagosfestival! Vi har nemlig en fantastisk festival på tegnebrættet den 2.-4. juli 2021 på Galleri Emmaus i Haslev. Hovedtaleren bliver den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin, som taler om festivaltemaet ”Stol på, at det lysner”. Tomas Sjödin har en fantastisk evne til at sætte tanke-

vækkende ord på de nære ting i livet. Han er bl.a. kendt for sin bog ”Det sker, når du hviler”, og på festivalen vil han tale om, hvordan vi kan møde tilværelsen med håb og tillid. Derudover byder Areopagosfestivalen på masser af hygge, inspirerende input, smuk musik, fællessang, tid til stilhed og dejlig mad. Vi glæder os til at se dig til Areopagosfestivalen – både hvis du har været med før, og hvis du er helt ny!

FØLG MED PÅ AREOPAGOS.DK OG PÅ FACEBOOK DE KOMMENDE MÅNEDER FOR AT SE PROGRAM, TILMELDING M.V.

Foto: Galleri Emmaus

VELKOMMEN: Areopagosfestivalen bliver holdt den 2.-4. juli 2021 på Galleri Emmaus, som ligger i naturskønne omgivelser i Haslev.

26 tørst DECEMBER 2020

”

Foto: Kalle Lundin

Vi må gå ind i mørket og tro på, at det vil lysne. Det er meget få af os i stand til på egen hånd, og det behøver vi heller ikke. Vi kan gøre det sammen, vi kan blive hinandens lys, hinandens håb. TOMAS SJÖDIN

tørst DECEMBER 2020

RETURADRESSE: Areopagos

Peter Bangs Vej 5B 2000 Frederiksberg

Find ro

midt i forandringerne Nogle gange nyder vi, når forandringens brise skaber nye muligheder i vores liv. Andre gange føles brisen mere som en orkan, og uønskede forandringer kan gøre rigtig ondt. Ligegyldigt om vi står midt i stormen, eller vi nyder brisen, så kan vi alle have brug for at finde ro og få hjælp til at være bedst muligt til stede i det liv, vi har fået. På trospraksis.tv kan du finde inspiration til netop dét. Her findes mere end 100 videoer med meditationer, stressmestring, foredrag og forskellige bønner. Den første måned er gratis. Klik ind og se, om det er noget for dig!