eftertanke
På indersiden Selvom de svære ting på indersiden kan få mig til at føle mig ensom, er jeg aldrig alene TEKST THOMAS FROVIN
: FOTO LE TAN / UNSPLASH OG PRIVAT
På ydersiden bærer jeg mit ansigt. Jeg smykker mig med det, jeg gerne vil, at andre priser. Jeg hylder mig i fortællingen om, hvem jeg er, som andre gerne må lytte til. Jeg smiler for en sikkerheds skyld. Jeg sætter et selvtilfredst flueben i min imaginære sorte notesbog, når det lykkes for mig at præsentere mig selv som et nogenlunde hæderligt, fornuftigt, måske endda elskværdigt, menneske.
Skrevet af THOMAS FROVIN. Han er projektleder i I Mesterens Lys, som arbejder med at bygge bro mellem kirken og åndeligt nysgerrige mennesker.
PÅ INDERSIDEN bor alt det, jeg er bange for, at andre skal opdage. Min frygt, min angst, mine hemmelige længsler. Min selviskhed og hvad end det modsatte af charme er. Jeg gemmer dem et sted, nogle gange så langt væk, at jeg ikke selv kan finde dem. De er stoppet ned i hjørner og kroge der, hvor jeg sjældent kommer. Under sjælens støv og bag erindringens spindelvæv ligger de, måske som i en dvale, men stadig levende. Det hænder, at de dukker op til overfladen. Det er pinligt, når et gammelt sår bryder op, og gråden står i øjnene. Det er ubehageligt, når man mister kontrollen, og noget bobler frem, som ingen helst må se. PÅ INDERSIDEN BÆRER jeg mine ar, som var de dyrebare skatte. I virkeligheden er de tit det modsatte. Jeg fordømmer dem og dermed mig selv som mislykket. Jeg prøver at forsone mig med det, som er blevet en del af mig, selvom jeg ikke vil have det. Ofte lykkes det ikke. Det
12 tørst SOMMER 2018
er som at pille i et gammelt sår, der bliver ømt og dybt. Jeg magter ikke at gøre mine ar til skønhedspletter. Dække dem til formår jeg knapt nok. FOR DEN FØRSTE KIRKES ørkenfædre blev livet i selvvalgt ensomhed ofte et liv på indersiden. De søgte bort fra andre mennesker for at leve som eremitter, sammen med Gud. Det var et svært liv, for i ensomheden, uden adspredelse af videre art, ja, der dukker dæmonerne op, både de indre og de ydre. En af disse ørkenfædre, Abba Elias, fortæller: “En gammel mand levede i et tempel, og dæmonerne kom for at sige til ham: ’Forlad dette sted, for det tilhører os.’ Den gamle mand svarede: ’Der er intet sted, der tilhører jer.’ Så begyndte de at fjerne palmegrenene fra hans hytte, en for en, men den gamle mand samlede dem sammen med tålmodighed, en for en. Lidt senere tog djævelen hans hånd og trak ham hen til døren. Da den gamle mand nåede døren, greb han fat i dørkarmen og råbte ’Jesus, red mig!’ Med det samme fór djævelen væk. Så begyndte den gamle mand at græde. Herren spurgte: ’Hvorfor græder du?’, og den gamle mand svarede: ’Fordi djævlene havde modet til at gribe en mand og behandle ham således.’ Herren svarede: ’Du har været skødesløs. Så snart du vendte dig mod mig, opdagede du, at jeg var ved din side.’”